IS OUR SHARING OF FOOD ON SOCIAL MEDIA ACTUALLY A PART OF A BIGGER ISSUE?

Ikke-navngivet-1

Er salatbilledet i virkeligheden repræsentationen af alt, hvad der er galt med verden?

Som jeg sad og redigerede mit billede af min salat, så den så ekstra sund og farverig ud til dagens post – mens jeg selvfølgelig huskede at hashtagge den med #nocheese, så folk ikke fejlagtigt skulle tro, at blomkålen var ostetern – var jeg pludselig efterladt med spørgsmålet: Er vores deling af mad på sociale medier i virkeligheden en del af et meget større problem?

Og hvor mange likes får den her salat mon, hvis jeg placerer det nyeste COVER ved siden af den?

Var det en svag smag af selvhævdelse og selviscenesættelse jeg smagte imellem de tørre rucolablade og resten af den udefinerbare blanding af sundhedsopkast, jeg havde fået blandet mig? Ja, det var det sgu nok egentlig. Med selvhævdelse og en beskidt lyst til at informere jer om, hvor sund jeg egentlig er, blev mit madbillede ikke blot et billede af min frokost, men også et billede af alt, hvad der er galt med verden.

Sådan mere eller mindre.

Det blev måden, hvorpå jeg pudsede min egen glorie og informerede jer allesammen om, hvor god jeg er. Forhåbentlig kunne jeg ligeledes sprede lidt dårlig samvittighed til jer derude, der ikke er gået i kanins bur efter aftensmad. Man har jo lov at håbe.

Og er det egentlig ikke den eneste logiske årsag til at dele billeder af sin kedelige salat? At informere dem om, hvor meget bedre du er? Eller sidder der faktisk en hel flok af mennesker derude, der dedikerer deres hverdag til at kigge på salatbilleder? Salatbilledet er måske i virkeligheden repræsentationen af det største problem ved de sociale medier: Vi adskiller os, i stedet for at samle os. Vi fortæller andre, hvor godt vi har det, men ikke hvor fucking skod. Vi deler salaten, men ikke de fem pakker kage, som vi tudende grovæder os igennem midt om natten, når vi har det allerværst. Og som jeg sad der og skruede op for lyset på mit salatbillede følte jeg i virkeligheden, at jeg skruede ned for mit forhold til jer.

Så er madbilleder fandens værk?

Måske. Eller måske er det i virkeligheden vores måde at skabe fællesskab på? En måde, hvorpå vi inviterer vores virtuelle venner med til aftenbordet. Får støtte fra vores krigskammerater i vores slankekurs kamp. Og ikke mindst vores måde at dele vores små succesoplevelser på. Og det er vel sådan set noget af det bedste ved de sociale medier? At vi kan vise, hvordan vi klarer vores kampe. Og når du kæmper dig igennem en tør, kedelig og pisse sund salat, så er det din fucking ret at dele den som en tapperhedsmedalje på din profil. You fucking earned those stripes!

Eller måske skal jeg bare indse, at salat er fucking pænt på Instagram, og det er derfor, vi deler det.

I kan i hvert fald følge med lige her, hvor jeg lover at opdatere med salat i den ene eller anden form minimum tre gange om ugen.

followwho

CAN A BAD DAY BE SAVED BY BIG GLASSES AND MELTED CHEESE?

P1010003P1010027Er dårlige dage a state of mind, eller skal det kureres med ost og store briller?

Nogle dages føles som en indkøbstur i Bilka på en varm dag midt i ulvetimen: Ubehagelig. Unødvendig. Og årsagen til en stadig voksende tvivl på godheden i livet og andre mennesker. Sådanne dage kan virke tabt på forhånd. Det er på dage som disse, hvor krummerne i sengen kradser ekstra meget på balderne. Det er dagene, hvor dit hår sidder skod. Dine øjne aldrig åbner helt. Og din slankekur virker akkurat lige så uopnåelig som den vasketøjsbunke, der ligger og tirrer dig.

Generelt er dagen lige så mørk som USAs fremtidsudsigt med Trump ved roret.

I dag vågnede jeg til sådan en dag. Og som lå og plaskede rundt i min egen lille pøl af selvmedlidenhed og irritation, kom jeg til at tænke på: Er dårlige dage tabt på forhånd? Eller kan man nå at vende det om? Måske. Nogle vil nok mene, at dårlige dage blot er en state of mind, og at de dermed skal afskaffes ved hjælp af tankernes kraft og gojibær. Mit bud er dog rettere selvforkælelse, gode veninder, en fuckfinger til slankekuren og sidst men ikke mindst:

Big ass sunglasses.

Smid dit ustyrlige hår i en fedtet knold. Gem dine trætte dræberøjne bag et par gigantiske glas. Få din røv ud af huset og indtag ost i selskab med det bedste menneske, du kender. Jeg siger ikke, at det virker altid, men det virkede for mig.

Generelt er jeg fortaler for, at vi behandler os selv lidt ekstra godt på dårlige dage. Er lidt ekstra selviske og tillader os selv lidt mere. Og det behøver ikke engang være i forsøget på at få det bedre. For at dvæle i sin dårlighed for bare en enkelt dag er en ret, vi skal stå ved. Vær sur, spis ost, forsvind i sladder og mærk, hvordan indkøbsturen i Bilka langsomt bliver nemmere. Og hvis ikke, så skub brillerne ekstra langt op på næsen og køb dig en fedtet toast.

Det har du fortjent.

Kjole H&M | Sko, taske og briller Céline

 

followwho

YOU MIGHT NEED MONEY. I JUST NEED A SUIT. AND MONEY…

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg behøver bare dette jakkesæt og disse øreringe. Og lidt ekstra penge. Og større bryster. Og toiletpapir.

På listen over ting folk behøver? Penge. Sex. Humor. Et virkelig godt stykke kage. Et smart job. Mere søvn. Og måske større bryster. Men ikke mig. Nej. Jeg griner affærdigende ved tanken om flere penge, et job som klummeskribent, en større barm og sådan en rigtig beskidt, kaloriefuld, fugtig chokoladekage med is til. Giv mig ovenstående jakkesæt og jeg er good to go.

Og måske også trøjen, og særligt øreringe, og så ville jeg faktisk også gerne have større bryster, og hvis jeg også lige kunne bede om pengene og jobbet, så ville det være fint. Og kagen. Please, bare et kæmpe stykke af kagen…

Men på trods af, at min bankkonto faktisk ville være virkelig glad for en omgang steroider og min sukkertrang godt af et intravenøst indskud af en tung brownie, så passer det altså stadig, at jeg virkelig gerne ville iføre mig ovenstående jakkesæt. Faktisk har jeg formået at style det – i mine øjne – fuldstændig perfekt, og jeg sidder nu og overvejer, om øreringene fra Orit Elhanati faktisk er kommet øverst på listen over need to haves herhjemme? Bevares, vi mangler toiletpapir og vores køleskab er rungende tomt, men min mavefornemmelse siger mig alligevel, at dette ville være det klogeste køb.

Med jakkesættet og disse øreringe ville jeg alligevel hverken have brug for mad eller plejning af bagende, så all in all må det vel egentlig anses som værende en ganske solid investering.

I hvert fald: Hvis I sidder derude med jeres bugnende konti og ikke aner, hvad I skal bruge månedens shoppingbudget på, så får I lige følgende informationer: Sko – størrelse 38. Bukser – størrelse 38. Blazer – størrelse 38. Øreringe – as big as they fucking get. I kan bare sende mig tingene med posten. Og så har jeg egentlig ikke brug for så meget andet.

Med mindre I har lyst til at sende toiletpapir med også. I såfald: Trelags, tak.

REKLAME LINKS Blazer Tiger of Sweden | Bukser Tiger of Sweden | T-shirt Ralph Lauren | Sko New Balance at Naked | Øreringe Orit Elhanati at Holly Golightly |

followwho

HAS THE LESSON “YOU HAVE TO SUFFER FOR BEAUTY” MADE US MASOCHISTS?

Ikke-navngivet-2

Vi har lært, at man må lide for skønheden. Men har vi adopteret den tankegang lidt for meget til resten af vores liv?

Som jeg sad og grovlæste en af nettets mange overdrevne verden-går-helt-af-helvede-til-og-du-er-helt-sikkert-syg-med-fem-forskellige-sygdomme-fra-middelalderen historier, som jeg udemærket var klar over, ville påbegynde en nedsætning i en ond spiral, kom jeg til at tænke på selvtortur. Ting vi udsætter os selv for på trods af, at vi er ganske velvidende om, at de skader os på den ene eller den anden måde. Påføring af g-strenge. Iførelse af et par 10 cm stilletter til aftenens bytur. Læsning af historier om sygdomme som du herefter skal bruge det næste år på at tro, at du har. Stalking af sexede instagram-babes. En tur forbi butikkens kageafdeling på femte dagen af din strenge kur.

Vi er fra den tidlige barndom blevet indkodet med accepten af, at vi må lide for skønheden, men går det videre end det? Er vi i virkeligheden fysiske og psykiske masochister?

Jeg er tilbøjelig til at besvare det spørgsmål bekræftende. For det er den absolut eneste logiske forklaring på mit voldsomme behov for at browse mit favoritpizzarias menukort, mens jeg ligger og gnaver i min gulerod og min gode slankekurssamvittighed. Det må være årsagen til, at jeg læser historier om sygdomme, når jeg lider af angst. Har du lidt ondt i hovedet og en kløen på skulderen? Så har du nok pest. Det er den eneste grund til, at jeg hver dag presser mig selv ned i de jeans, som skær mig på både hofter og selvtillid.

Psykisk og fysisk tortur i en fin lille pakke af bukseprøvning.

Måske er det også vores smag for selvtortur, der ligger som grobund for vores onde tanker om os selv. Skaber det perfekte miljø for vores tendens til at ryge ned i den negative spiral. Med hjælp fra små underbukser og skadelige tanker plejer vi vores behov for at skade os selv, og placerer os selv direkte i en ubehagelig between the buttocks situation med dertilhørende kløen i de hellige steder og selvhad.

Måske er vores masochistiske sidegesjæft ligeledes svaret på spørgsmålet: Hvorfor falder vi for de forkerte mænd og skaber venskaber med de forkerte kvinder? Boom. Did I just blow your fucking minds? Vi har adopteret tankegangen om at lide for skønheden og anvender den nu ved mange flere aspekter af vores liv. Undertøjsvalg. Underholdningsvalg. Tankevalg og kærlighedsvalg. Baby hurt me one more time.

Please?

Måske er tankegangen i virkeligheden ganske forældet? I vores moderne tid med smertestillende, boxershorts til kvinder, amerikanske rom-com serier og naturlig skønhed i højsædet er det slet ingen årsag til sygdomsnyheder og numsepillen (unless that’s your thing, then you do you). Så måske skal vi indkode os selv til at indse, at vi ikke længere behøver at lide for skønheden. Ja, vi behøver faktisk slet ikke lide for noget.

Med mindre det er lidelsen, vi føler, når vi står i lang kø for at købe ti af vores favoritdonuts. Because girls, that’s worth all the pain.

 

followwho

CAN YOU LOVE YOURSELF AND STILL DIET?

Ikke-navngivet-1INDEHOLDER REKLAME LINKS

Imellem min prædiken om selvaccept sidder jeg og gnaver på en grøntsagstav, og undrer mig over, om man mon kan dø af en overdosis af hykleri

Jeg gør mit absolut ypperste for at prædike om vigtigheden af selvaccept, at skønhed findes i alle størrelser og når det virker som en god idé at drikke tequila, så er det på tide at tage hjem. Sidstnævnte har egentlig ikke megen relevans for netop dette emne, men da jeg anser det som værende lidt af en mærkesag for mig, fortjente det alligevel en plads på podiet.

Og siden selvaccept og beauty in all sizes er kommet på menukortet, virker det som om, at jeg bedre kan sluge den krop, som jeg ellers har kæmpet imod. Måske er det mest af alt, fordi jeg skyller den ned med et tall glass of støttende kommentarer fra jer derude, men det føles gudhjælpemig som om, at flere og flere af mine fuck hvor er du grim tanker udskiftes med I got other fucking things on my mind. 

Og som jeg sidder her og vasker mig i den politiske korrekthed og samtidig pudser min selvaccept-glorie, opstår der pludselig lidt af en disharmoni imellem min kærlighed til mig selv og så mit svedige træningstøj, som jeg stadig ikke har taget af. For mellem min nyfundne accept af min krop og mine mange tekster om elsk jer selv og disse Gucci sandaler, findes der ligeledes en nyopstartet kur og et rimelig intensivt træningsprogram. Og som jeg sidder her, med en mild smag af broccoli og hykleri i munden, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv:

Kan man elske sig selv, og stadig gå på kur?

Min undren understreges af de spørgsmål, som jeg bliver stillet, når jeg afslører min diæt af grønt, sundt, motion og selvhævdenhed: Jamen synes du, at du er tyk? Vil du være lige så tynd som før? Har du det dårligt med dig selv? Og imens jeg soler mig i de rosende kommentarer på mine afklædte billeder, og placerer mig selv på den høje hest af en person, der repræsenterer en lidt større kropstype end de skønne insta-celebs, bider jeg i min gulerodsstang og planlægger en motionstime.

Nej, jeg hader ikke mig selv. Nej, jeg skal aldrig være lige så tynd som før (og min kærlighed for kage og mit nyfundne forhold til min fordøjelse, skal nok sørge for, at det aldrig sker). Nej, jeg har det ikke dårligt med mig selv. Men når jeg kigger mig i spejlet, er der stadig en følelse af manglende genkendelse. Når det sidste par bukser i min garderobe ikke kan lukkes, er der stadig en fornemmelse af skuffelse. Og som jeg tæsker mig selv i motionscenteret, er der en fornemmelse af frihed.

Men bunder min lyst til at stramme op i virkeligheden i en grundlæggende mangel på accept? Eller er det OK at elske sig selv, men stadig gerne ville tabe sig?

Denne tekst er nok mest af alt skrevet, fordi jeg føler mig så fandens beskidt, når jeg sidder og gnaver i mine 600 grams grøntsager. Som om jeg forråder jer og hele det community, vi har opbygget herinde. Et fællesskab af accept, fejl og mangler, store røve og en fælles kærlighed for sko. Men måske jeg stadig kan være en del af det fællesskab, på trods af, at jeg har lagt kagen ned. For selvom lysten til forbedring af sig selv eksisterer, betyder det vel ikke automatisk, at man forkaster ideen om kærlighed til sig selv ligemeget hvad?

Eller hvad?

Måske var det i virkeligheden først, da jeg kunne kigge mig selv i spejlet, uden at hade det jeg så, at jeg var klar til gå ind i en livsstilsændring. Ikke fordi jeg hadet mig selv. Ikke fordi jeg syntes, jeg var grim. Men fordi jeg netop ved, hvor vigtig kærlighed til selvet er. At jeg skal gøre noget, der gør mig glad. Noget, der gør, at jeg kan kigge mig selv i spejlet og smile lidt bredere. Noget, der kan stoppe mine tanker og min vægtøgning. En lille smule.

Og selv hvis der ingenting sker, så er det faktisk også helt OK.

For så ved jeg, at jeg i det mindste har nydt isen og milkshaken på vejen, at jeg stadig kan elske mig selv og at I vil hylde vores store røve med mig i fællesskab. Hvilket jeg, ligemeget hvilken størrelse min røv ender i, altid vil gøre med glæde.

REKLAME LINKS Sneakers Converse | Solbriller Céline | Taske Gucci

followwho

FASHION AS A FRIENDSHIP

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Almindelige venskaber er et forældet fænomen. Byt vennesamlingen ud med modesamlingen og nyd stilheden.

Du har måske forvildet dig til at tro, at venskaber med gode mennesker er noget, der er vigtigt her i livet. Det er dog blot propaganda fra folk, der faktisk ved noget. I virkeligheden er det absolut eneste venskab, der betyder noget, vores venskab med moden.

Så slet veninderne fra telefonbogen og annoncer på Facebook, at du ikke længere har brug for din venneliste. Pladsen, hvor Frida, Jane og Britta tidligere stod, skal nu udfyldes af Flæsebukser, Jumpsuits og Bondebluser. Bare rolig, du vil ikke komme til at mangle dine venners varme favntag. Den uldne frakke vil have din ryg. De velsiddende jeans vil redde din røv. Og den skønne bluse med flæser vil omfavne dig.

Den har ikke rigtig andet valg.

Moden er aldrig sen til at svare på din SMS og vil altid være klar til at varme dig i kulden. Til gengæld beder den kun om en blid vask fra tid til anden, og måske et enkelt tag på Intagram i ny og næ.

I virkeligheden kan jeg absolut ingen ulemper ved et venneudskift finde. Sig farvel til diskussioner om, hvilken film I skal se. Glem alt om udsigten til at skulle kæmpe om at outshine dine veninder på jeres gruppeselfies. Varm dig ved tanken om, at du aldrig skal kæmpe om den sidste størrelse, når I er på shoppetur. Og sidst, men ikke mindst: Nyd stilheden.

Den altoverskyggende, for evigt eksisterende, larmende, tandudtrækkende ensomme stilhed….

Lyder det ikke rart?

REKLAME LINKS Jeans ASOS | Jumper Whistles | Hvid bluse Style mafia | Frakke ASOS | Jumpsuit ASOS

followwho

THE ENERGY WE GIVE AND TAKE – AND SOMETHING ABOUT SELLING YOUR SOUL FOR A WAFFLE

P1010036

P1010027

P1010025 kopi

Skal vi ikke danse med babyer, smile til fremmede og være pisse opmærksomme på, hvor meget vi egentlig påvirker hinanden?

I dag har jeg været iklædt en nederdel, der efterlod folk med spørgsmålene: Har hun tabt denne beklædningsdel ned i en eller anden form for køkkenmaskine? Har hun ekstreme følelser for sit højre ben? Og vigtigst af alt, har hun trusser på? Derudover har jeg danset med en baby i regionaltoget og ganske seriøst overvejet at sælge min sjæl for en vaffel. Og sidst, men ikke mindst, så har jeg spenderet min dag i selskab med en kvinde, der er det mest energigivende menneske, jeg kender.

En kvinde, der efterlader mig med en følelse, der kun kan sammenlignes med den, jeg oplever efter et dyrt køb eller en god middag. Og ikke engang disse er dækkende, da jeg efter førnævnte situationer alligevel er ramt af henholdvis en god portion skam, en ringere stillet bankkonto og et ekstremt behov for en lur. Det er måske nærmere en energi, som kun følelsen lige inden man falder i søvn på sofaen til middag, kan leve op til. Og denne kæmpe energispredning fra denne petite kvinde, efterlod mig med spørgsmålet:

Påvirker vi hinanden mere end vi aner?

Spørgsmålet skræmmer mig. For jeg mistænker mig selv for at være en energisluger, rettere end en energispreder. Som en gammel støvsuger, der ikke blot sluger støv, men også kroner på elregningen. Og sammen med sure billetkontrollører og pensionister, der handler lige i ulvetimen, sætter jeg mig til rette. Til vores ugentlige møde for anonyme energislugere.

Hej, mit navn er Sille. Og jeg skal tage mig virkelig meget sammen for at smile til fremmede på gaden. 

Måske er det grundet mit resting bitch face eller måske er det, fordi energiuddeling ikke kommer mig lige så let til, som nogle andre. Og det er ærgerligt. Særligt taget det faktum i betragtning, at jeg personligt er ekstremt følsom overfor andres energier, og hvor glad jeg bliver, når jeg mærker andres postive energi.

Det handler måske om en vanesag. Om at tage sig sammen til at smile lidt ekstra til de fremmede på vores vej. Tilbyde at hjælpe den unge pige ud af toget med hendes cykel. Smide en dans til babyen i toget og sprede lidt ekstra god energi til dine veninder. Giv dem en lille gave. Fortæl dem, hvor meget du elsker dem. Lyt til deres tossede historier og nyd deres selskab i stedet for at nyde Pokémon Go.

For jeg tror sgu, at vi påvirker hinanden mere, end vi går rundt og tror. Så skal vi ikke prøve at få det bedste ud af det?

Med mindre det er en, som du virkelig hader; then send that bitch some bad vibes.

Nederdel vintage | Trøje mandens | Sneakers Nike | Taske, solbriller og øreringe Céline

followwho

THE CATWALK ANSWER TO LIFE: FASHION CHANGES SO SHOULD WE

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS  

Ligesom vi omfavner kollektionsskift i de store modehuse, skal vi måske ligeledes omfavne skift i vores person.

Nøjagtig ligesom med moden skifter vi. Humør. Sceneri. Person. Sko. I virkeligheden giver vi faktisk den ellers så imponerende omskiftelige modebranche a run for it’s money. Hvor de fleste modehuse producerer to til fire kollektioner i løbet af et år, kan vi skifte fra dag til dag.

365 kollektioner fra vores lille modehus.

Og nøjagtig som vi omfavner de nye kollektioner, den nye sæsons sko og priser dem som værende nyskabende, præcis hvad denne tid behøver, udviklet og måske endda forbedret, skal vi måske ligeledes omfavne de ændringer, som vi selv går igennem. For på et tidspunkt vil sættet, som vi iklædte os som teenagere, pludselig sidde lidt mærkeligt over barmen. Eller for jer, der ligesom jeg selv, ikke har skiftet BH størrelse siden 13-års alderen: Så sidder det måske lidt mærkelig over skuldrene. Farven er forvasket, og når du tænker over det; faktisk også pisse meget out of style.

Men på trods af det tydelige uflatterende fit, kan det stadig være svært at aflevere tøjet til genbrugscontaineren (also known as yngre søskende). Det kan være svært at acceptere, at det tøj, man engang så helligt dyrkede, nu ikke længere passer. Hvem er man så? Am I a flared jeans kind of gal? Er pink en farve, jeg nu kan lide?

Kan jeg overhovedet lide undertøj?

Og selvom skiftene i modehusenes kollektioner er tydeligere, om end de ikke er lige så hyppige, så kan man alligevel vågne op en dag, kigge ned af sig selv og indse, at man er iklædt noget helt andet, end hvad man nogensinde havde forestillet sig, at man skulle være iklædt. Blomstrede silkebombers, gule granny solbriller, metalliske slippers og tætsiddende nederdel med splids.

(Note to self: Find this outfit).

Det kan være svært for os at overskue, hvor meget vi egentlig har ændret os. Vi kan ende med at se det som noget dårligt, at vi nu føler os som en anden person. Er der ikke en regel om, at vi skal være så sikre i os selv og så meget i zen, at vi altid er den samme? Måske. Eller måske er det bare fucking fedt, at vi hver morgen vågner op lidt anderledes fra den person, vi var dagen forinden. Måske bedre. Måske værre. Eller måske bare lidt forandret.

Jeg synes ikke, at der er noget galt i at ændre sig. Alt andet ville da være dumt, når vi hver dag lærer noget nyt og hver uge brænder fingrene. Og det ville være direkte idiotisk ikke at gøre brug af de fantastiske nyheder, den nye kollektion bringer. Nogle gange kan det være drastiske forandringer, der fører dig af helt andre veje og med helt andre mennesker. Eller måske begynder du bare at kunne lide skyr?

Det er selvfølgelig ikke alle ændringer, der er til det bedre. Selv det stærkeste brand kan ramme ved siden af. Leather g-string, you say? I don’t think so. Og der vil selvfølgelig også være perioder i vores liv, hvor vi pludselig finder os selv iklædt et sæt, som vi ikke kan stå inde for. Sæt, vi senere kigger på billeder af og tænker: Hvad fanden lavede jeg lige der? Og det kan være svært at ryste det af sig. Svært at ryste angsten, frygten, den dårlige opførsel eller den usunde livsstil af os.

Men heldigvis kan vi endnu engang kigge mod catwalken for at finde svaret på livet.

Og her taler jeg ikke om de fantastiske metalliske og futuristiske bukser fra Loewes sidste kollektion eller Célines version af den perfekte sommerkjole med blonder. Om end disse kan virke som det endegyldige svar til meget.

Her taler jeg rettere om det faktum, at selv den dårligste kollektion kan efterfølges af den mest fantastiske i næste sæson. Måske har du fejlet med stofvalget, måske sidder alting bare helt forkert, eller måske har du brugt hele SS16 på at køre dig selv længere og længere ned i en ond spiral af angst og kanelsnegle (case in point). Men selvom du nu kigger dig selv i spejlet og mødes af et syn, som du hverken genkender eller elsker, så kan du måske varme dig ved tanken om, at i morgen kan det være helt anderledes. Det forbliver i hvert fald ikke det samme.

En fremhævelse af modens omskiftelighed er måske vigtig, når det kommer til realiseringen af, at også vi kan erstatte én dårlig kollektion med en croud pleaser. Et comeback. Et skridt frem mod den person, som vi gerne vil være.

Og selvom det kan være svært at indse – og måske endda acceptere – at vi ikke blot er en person med én fortælling livet igennem, men rettere en person med mange forskellige fortællinger, så tror jeg, at vi skal ryste lidt af frygten for forandring af os. For er det i virkeligheden ikke pisse utrendy altid at være den samme? Altid at gå i de samme sko?

Jeg glæder mig i hvert fald allerede til næste sæson. Jeg spår, at den kommer til at bestå af kropsnært tøj, der omfavner vores femininitet, flere farver, metalliske sko og pisse meget selvtillid og selvkærlighed.

Kan I mærke, at det bliver en street style darling?

REKLAME LINKS Sølv støvler Topshop | Støvler Elizabeth Stuart | Guld sandaler Topshop

followwho

WHEN YOUR CONFIDENCE IS TO LOW TO FIT INTO YOUR JEANS

Ikke-navngivet-1Når det kommer til selvtillid, så er det ligesom med røve: nogle dage er bedre end andre.

For meget kage. Dårlige tal. For lang tids surfen på instagram imellem henholdsvis strandbabes, catwalkmodeller og ekskæresters nye kærester. Fucking ingenting. Der er så mange forskellige ting, der kan påvirke selvtilliden, humøret og troen på os selv. Ligesom med røve er der bare dage, hvor selvtilliden ser bedre ud i jeans end andre.

Og for tiden kan jeg ikke engang få min selvtillid til at se lækker ud i et par dyre Vetements bukser.

Måske er det manglende sukker. Måske er det grundet det faktum, at frøken Who klarer sig dårligere end nogensinde før. Eller måske er det bare en guddommelig lov, at vi skal tvivle på os selv. Det er bestemt af dem deroppe, at vi minimum en gang hvert halve år skal indhylles i excessiv spørgsmålstillen til os selv.

Er jeg god nok? Er det jeg laver OK? Er jeg på rette vej? Kommer jeg nogensinde til at klare mig?

Det er egentlig utroligt, hvordan manglende kommentarer og lave tal kan få mig til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Kan få min selvtillids røv til at føles så ufattelig stor. Hvad gør jeg forkert? Hvad skal jeg gøre anderledes?

Kan jeg få disse jeans i en størrelse større?

Her burde jeg så fyre en velkendt frase af omkring vigtigheden af at elske og tro på sig selv. Som jeg jo så ofte gør.  Men det gider jeg ikke. I stedet vil jeg hellere dvæle lidt ved, hvor uretfærdigt alting er. For ved vi egentlig ikke godt, at det er pisse vigtigt, at vi er gode ved os selv? At vi er vores egen bedste ven og behandler os selv så kærligt som absolut muligt. We know that. We read the fucking book. Nu er det tid til bare at have lidt ondt af sig selv og overbeglo vores store røve i spejlet.

Bare for en stund. Bare lige en dukkert i selvmedlidenhedens sø, og så tilbage på hesten igen.

Måske skal jeg bare droppe spørgsmålene og omfavne, at føler mig lidt større, lavere eller hvilken anden kropsmetafor, du vil bruge som repræsentation af lavt selvværd. At søge efter svarene tager måske i virkeligheden bare vigtigt tid fra min hverdag. Tid, jeg kunne bruge på løbebåndet, for at forbedre mig selv.

Det metaforiske løbebånd, vel og mærke. I ain’t getting on that shit.

Og spørgsmålene er nok alligevel kun eksisterende, fordi jeg har det, som jeg har det. Hvis jeg var et bedre sted med et par mere velpassende jeans, så ville disse spørgsmål måske slet ikke være relevante. De ville i stedet være erstattet med logiske svar som: Folk har nok bare et liv, og sidder ikke foran computeren i 25 graders varme. Nej, den eneste vej er ikke den typeste bloggervej. Selvfølgelig skal du nok klare dig. Selvfølgelig kan folk godt lide dig.

Og skrid så ud af den sø. Vandet er beskidt og din badedragt klæder dig ikke.

Som med uperfekte forhold og sporadisk dårligt humør skal vi måske bare acceptere den dårlige selvtillid. Ikke altid. Overhovedet ikke altid. Men de enkelte dage, hvor røven føles lidt større, tallene lidt lavere og instagrampigerne lidt pænere, skal vi måske blot acceptere den følelse og se de humørnedsættende spørgsmål, for hvad de er: Irriterende bitches, der ikke bringer noget godt med sig, men som vi nok ikke kan slippe helt af med.

Ligesom ildmyrer og tjenere, der spørger om maden er god, når man lige har fyldt munden.

Jeg accepterer mit dårlige humør i dag. Jeg accepterer, at I har forrådt mig til fordel for mindre vigtige ting såsom familie, sommer og D-vitamin. Og jeg accepterer, at jeg kommer til at stille fucking dumme spørgsmål omkring alt, hvad jeg foretager mig. Og ikke mindst så acceptere jeg min selvtillids store røv. Måske jeg kan komme i mine jeans i næste uge.

Ellers undværer jeg dem sgu bare.

followwho

CLOTHES THAT JUSTIFIES A BIG-HEAD

BIG

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Når folk nu alligevel finder os selvglade og storhovedet, skal vi så ikke klæde os, så vi passer til rollen?

Igennem livet vil du højest sandsynligt blive mødt af folk, der synes, du er selvcentreret. Big-headed. For selvsikker og for selvglad. Folk, der synes, at dine selfies er for mange, dine tweets for skarpsindige og din updates for fulde af fitnessruter. Og ligemeget hvor godt du redigerer dine billeder, ligemeget hvor ofte du spell checker dine tekster, så vil disse personer altid finde fejl. Så kan vi ikke lige så godt bare iklæde os de items, der får os til at føle os nøjagtigt lige så selvglade, som andre tænker vi er? Outfits, der gør os fortjent til vores big-headedness. Tøj, der omfavner vores selvcentrerethed og får os til at føle os absolut lige så fabelagtige, som vi i virkeligheden er.

Så kan de fandeme lære det.

For mit vedkommende er dette item i øjeblikket jumpsuitet. Sættet, der kan få mig til at føle mig – næsten – lige så selvglad, som nogle folk tror. Udover at være det nemmeste at iklæde sig en mandag morgen, så er der en øjeblikkelig  følelse af fin, når man hopper i voksenhedens svar på en sparkedragt.

I virkeligheden er sæt bestående af flere dele alt for meget at bede om af et menneske. Jeg kan klare at vælge bukser, eller jeg kan klare at vælge overdel. But both? Come on… Enter:

The jumpsuit.

Ingen trusser, ingen stress, ingen problemer. Jumpsuitet er i sin simple form den perfekte måde at klæde sig pænt på uden at ligne, at man prøver for meget. This old thing? Nå, den smed jeg da lige på sammen med mine Manolos, mine Loewe briller og mit spritnye Céline taske. Eller også kan du bare nøjes med at smide den over din mandagstrætte nøgne krop og tilføje et par klip-klappere fra Netto.

Du kommer stadig til at se fucking skarp ud.

Herunder – og herover – har jeg samlet mine bud på den perfekte jeg elsker mig selvfordi jeg ser så fandens fierce ud påklædning. Jeg ville egentlig have fremhævet en enkelt som min favorit, men som jeg sad og kiggede igennem, kunne jeg ikke vælge.

So I’ll take one of each, please.

Ikke-navngivet-2

REKLAME LINKS Sort jumpsuit ASOS | Jumpsuit med lynlås ASOS white | Blomstrede støvler ASOS | Sneakers Lacoste | Blomstret jumpsuit ASOS | Brunt blomsret jumpsuit ASOS Premium | Cold shoulder Neon Rose | Jumpsuit med kimono ærmer ASOS | Hvid denim jumpsuit Carhartt | Navy jumpsuit ASOS

followwho

IS OUR SEARCH FOR PERFECT DESTROYING OUR RELATIONSHIPS?

Ikke-navngivet-1

Ødelægger jagten på det perfekte vores forhold? Både til andre og til os selv?

Jeg har allerede konkluderet for mig selv, at det perfekte romantiske forhold er en løgn. Måske er den konklusion sand. Måske er det bare mit helle at stå på, når jeg synes, at min kæreste er den mest irriterende i verden, når vi taler forbi hinanden, og når jeg forsvinder fuldstændig væk i min egen verden af ord og korte lunter.

Which is often.

Jeg tror, at illusionen om det perfekte forhold, kreeret samstemmigt af rom-coms, dameblade og sene aftenener med fantasering om Charlie Hunnam på et lag af kanelsnegl (I ved, bare totalt hypotetisk), er en af årsagerne til, at vi kan ende med at rende forvildet rundt efter noget, der slet ikke eksisterer. Og som jeg lå og tænkte over vores jagt på det perfekte, mens jeg stegte i solen som yderst svedende bacon, kom jeg til at tænke:

Spænder vores jagt på det perfekte ben for alle typer forhold i vores liv? Forholdet til vores partner, vores veninder, og vigtigst af alt: til os selv?

Måske er min teori om det perfekte forholds illusionsstatus i virkeligheden gældende for de fleste forhold. Vi vil aldrig nå det helt perfekte forhold til vores veninder. Ej heller til vores chef. Og hvis vi forventer et fuldstændig perfekt forhold til os selv, sætter vi måske næsen op efter noget uopnåeligt?

Der vil nok altid være dage, hvor vi kæmper med vores indre. Hvor vi ikke kan få vores bekymringer væk. Dage, hvor stemmen inde i hovedet både bilder dig ind, at du er helt forfærdelig tyk og under ingen omstændigheder kan leve uden kage. Og måske vil vores længsel efter et totalt zen, selvkærligheds, ro og kvikgræs, yoga-agtigt, hey jeg er altid glad forhold til os selv, være dén ekstra forhindring, der sørger for, at vi i hvert fald ikke når selvaccept.

Det og så billeder af tynde instagram-celebs på ferie.

Måske skal vi sammen med det faktum, at du efter et stykke tid i et fast forhold vil holde op med at barbere dig og få pizzavom, acceptere, at vi ikke kan få et perfekt forhold til os selv. Og det er OK. Vi kommer ikke til at være et omvandrende happiness quote – i hvert fald ikke konstant – og vi vil have vores kampe med os selv. Vi vil bilde os selv ind, at vi er tykke, at vi ikke er gode nok og vores indvendige kampe mod vores kagelyst overskygges kun af vores trang til at stalke vores ekskærester på diverse sociale medier.

It ain’t healthy, but it’s the goddamn reality.

Jeg siger ikke, at vi blot skal lægge os fladt ned og acceptere, at vores forhold til os selv er mere dysfunktionelt end Carries forhold til… alle af det mandlige køn. Men måske skal vi omfavne ideen om, at ingen forhold er perfekte.

Heller ikke det til os selv.

Så i stedet for at slå os selv i hovedet over, at vi ikke er helt lige så put together som hende instagram-moren, der altid bager glutenfri boller og altid er lykkelig, skal vi måske bare acceptere vores tossede forhold. Vores dårlige dage. Vores til tider ustyrlige sind og vores ubarberede ben. I virkeligheden bliver et forhold vel først rigtig godt, når man i sandhed kan være sig selv? Behåret. Indehaver af dårlige dage. Uden zen. Med et konstant skænderi i gang med sig selv. Og fuldstændig talentløs når det kommer til yoga og indtagelse af grønne ting.

Fuldstændig uperfekt.

 

followwho

TRAINING GEAR: YES, I’M ONE OF THOSE ANNOYING FUCKS

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Hvis du træner og ikke deler det på dine sociale medier, har du så egentlig trænet?

I tænker måske, at træning og slankekure går hånd i hånd med fysisk og mental sundhed, men i virkeligheden har sundhedsflippet meget bedre venner:

Selfie-tagen og selviscenesættelse.

For hvordan skulle folk egentlig kunne vide, at du er et bedre menneske end dem, hvis du ikke opdaterer dine sociale medier med løberutiner og fitnessbilleder? Det er ligesom den gamle traver med træet i skoven: Hvis du ikke deler billeder af, at du dyrker motion, har du så overhovedet gjort det?

Og med after-work-out-selfies hører der sig endnu en ting til: lækkert gear. Vores bedømmelse af folks outfits har bevæget sig fra natklubberne til træningscentrene, og vi skal nu ikke blot svede lækkert, men også klæde os lækkert. Og eftersom jeg er gået all in på kur og træning – pause for admiration – tænkte jeg, at jeg måske også er blevet en af de typer, der går op i, hvad jeg er iklædt, når jeg hænger over en maskine svedende, grædende med snot ud af næsen, mest af alt lig en våd klump af det der legetøjsgummisnot, man havde som barn.

I ved, jeg vil jo gerne være lidt lækker.

Det er måske på tide at erkende, at min gennemsvedte, gamle Nike sportsbh, der blot er efterladt med mindet om engang at have været hvid, samt mine leggings fra Bilka, måske ikke er det fedeste fit længere. Men jeg må indrømme, at udsigten til at smide penge efter items, som jeg kommer til at udskille de fleste kropsvæsker i, huer mig ikke. Men det er nok investeringen værd. Hvis det ikke er tydeligt, lige når jeg spenderer pengene, så er det det i hvert fald, når jeg står og kæmper med at hive mine trusser, leggings og hvad andet der ellers har forvildet sig ind i det mytiske land imellem mine balder.

Selvom der intet er galt i fokus på farverige items og barmomfavnende bluser, så må det alligevel være komforten, der er vigtigst. Det har jeg lært ved en traumatiserende hændelse, hvor jeg blev fanget i det nådesløse greb af min for lille sportsbh, som følge af timer med trusser gemt væk steder, hvor ingen trusse nogensinde burde komme, utallige nedtræk af bluse, fordi den er for kort til min mave.

Ja, I kan nok fornemme, at mit træningstøj er nøjagtig ligesom mit forsøg på at planke: Ret pinligt og ganske ubehageligt at se på.

I kan også gøre ligesom Mrs. Manrepeller: Brug jeres træningstøj som hverdagstøj. Smid et par metalliske mules på til jeres leggings. Smid satin bomberjakke om røven og afslut med så mange smykker, at det at bevæge sig er en træning i sig selv. På den måde behøver du hverken gå i bad eller skifte tøj efter træning. Smart!

Jeg bliver aldrig en af dem, der spenderer flere tusinde kroner på træningstøj. Jeg er heller ikke i nærheden af at være ekspert på området. Jeg aner ikke, hvilket mærke er bedst, eller hvilket stof der er fordelagtigt. Jeg vil dog vove at påstå, at du godt kan navigere udenom uld. Men herover har jeg alligevel samlet nogle af mine instagramvenlige favoritter til en rimelig fordelagtig pris.

Så kan I både spare penge og få dårlig samvittighed.

Fik jeg nævnt, at jeg har været nede og træne i dag?

REKLAME LINKS Beige leggings ASOS | Pink leggins ASOS | Sort trøje Nike | Pink trøje ASICS | Sweatshirt Adidas by Stella McCartney | Sportsbh Only play |

followwho