THE ETERNAL QUESTION: TO CUT THE HAIR OR TO NOT CUT THE HAIR

p1010006

Fem Kitkat og kort hår, tak

Der er få ting her i livet, som jeg har svært ved at beslutte mig for: fem eller seks Kit kats her til aften? Vil jeg ud med mine veninder eller hjem og sove? Skal jeg lade være med at tage et ekstra glas vino med mine kollegaer, så jeg ikke er halvdød i morgen? Skal jeg klippe mig korthåret eller lade det vokse ud?

Ja, det er i sandhed de store spørgsmål, der rejses i Wholivet.

Jeg rammes ofte af de hurtige og altoverskyggende lyster til, at der skal ske noget nyt. I teenageårerne viste dette sig i min mors evige job som sofarykker og billedeopsætter/nedtager på mit værelse, og i disse år viser det sig i trangen til nye sko og nyt hår.

Førstnævnte bunder nok i andre problematikker også, men jeg erklærer trangen til nyt som værende årsagen i dag.

Der skal ske noget nyt. Og den mest håndgribelige måde at få dette til at ske er at gøre noget nyt med hårpragten. Derfor har jeg også pt. booket tid til at klippe førnævnte hårpragt af til ovenstående frisure. Meget kan selvfølgelig nå at ske inden klokken 17, men lige nu er det det, der sker.

Lad os snakke om en ugen, hvor jeg har fortrudt det inderligt og vil have Rapunzel hår. Gud fader, Sille….

Godt eller dårligt, tænker I?

followwho

WHY NEW YEARS DOES NOT SUCK COMPLETELY

img_2501

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto

 

Forleden dedikerede jeg et indlæg til fortællingen om årsskiftes mulige medbringelse af smerte. Med krudt og sprut og ændringen af det sidste nummer i årstallet, kommer muligheden for at reflektere over nogle af de sværere ting i livet. Men fordi der nu er gået små to døgn, og jeg ændrer humør hurtigere end trends skifter på den parisiske modescene, vil jeg dvæle lidt ved alt det smukke, der er at finde ved det nye år.

Da jeg havde trykket udgiv forleden – udtømt alle mine tunge tanker som var det køkkenaffald ud over jer – blev jeg pludselig ramt af en følelse af håb, energi og ambitioner. Samt trang til de der chokolademandler, som jeg fik i december, fordi der var gået 27 minutter siden, jeg sidst havde fyldt munden.

Det er mærkværdigt, hvordan et nyt år kan medbringe en altoverskyggende lyst til at forbedre sig og energi til at forfølge sine drømme. Måske er det udelukkende grundet den friske start, der udvisker alle tidligere nedture og fejlslagne forsøg. Som når du har besluttet dig for kun at spise sundt og vegetarisk, men pludselig falder over en cheeseburger, og så kan man jo lige så godt også spise en pizza, femten kiks med ost og en pose chips.

Og så starte forfra i morgen.

Det nye år er dagen efter, hvor man kan starte forfra med alt det, man lovede sig selv. I realiteten er det jo åndssvagt, eftersom vi i virkeligheden burde følge filosofien af det nye år hver eneste dag: Have lyst til at forbedre os, gøre de ting vi drømmer om, føle håb og ambitioner.

Det er bare som om, at det er nemmere, når der er en helt frisk tavle at skrive disse drømme på.

Mine ambitioner og ønsker for 2018 er kæmpe store, og min tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, lige så stor. Lad os tales ved om nogle måneder, hvor de naive nytårsbriller er pakket ned i etuiet igen. Men indtil da vil jeg dvæle i følelsen af at kunne opnå alt. For det er ganske enkelt en inspirerende fornemmelse at være indehaver af.

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg blive professionel danser? Muligvis! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto.

Jeg drømmer om, at 2018 bliver året, hvor jeg udvikler mig professionelt, hvor Sillewho vokser og hvor jeg opnår nogle af de kreative mål, jeg har sat for mig selv. Og så det der med Miu Miu og Prada også. Lige nu vil jeg udnytte den drivkraft, som indtrædelsen af det nye år giver. Og så håbe, at det er en kraft, jeg kan tage med mig videre.

Når jeg så finder mig selv i lyset af fiaskoer og skridt tilbage, så vil jeg forsøge at indfange den fornemmelse, som jeg sidder med lige nu. Så vil jeg forsøge at drømme videre. Også selvom det ikke er dagen efter, og jeg ikke har den fine, friske tavle.

followwho

I WENT HOME AND SAID GOODBYE TO 2017

img_2720

Hvis du ikke allerede har tømmermænd, så vil dette klichéagtige stykke med følelsesporno sørge for, at du render mod badeværelset

Klokken 23.15 sad jeg i min runde stol foran mine kæmpe vinduer i lejligheden. En konsekvent strøm af raketter eksploderede over hustagene, mens jeg gumlede på min mad bestående af økologisk ciabatta og mellemlagret ost. I øjenkrogen sad rester af den våde eyeliner – som jeg netop havde fjernet – og mine sammenrullede strømpebukser lå trygt i hjørnet og nød deres fyraften.

Går du hjem før 12? Spurgte de mig kærligt, inden jeg spontant sprang ind i en taxa, som var jeg på flugt fra krudt, sprut og unge kvinder med bare ben.

Det gjorde jeg. Altså tog hjem før midnat. For i et virvar af en 12-retters menu, mine bedste venner, cigaretter, bobler og altoverskyggende kærlighed fandt jeg mig selv overvældet af savn samt en bizar følelse af melankoli, der kun rammer på dage, hvor du pludselig står ansigt til ansigt med dit liv på en måde, der ellers opstår meget sjældent.

Udsigten til det nye år tvinger dig til enten at skue tilbage på det forgangne og det du har opnået (eller manglen på samme), eller også tvinger det dig til at drikke dig så spritstiv, at du ikke behøver at blive ramt af denne selvreflekterende opgave.

Jeg prøvede selv sidstnævnte, men fandt mig nødsaget til at opgive allerede efter fjerde ret. It is not going to happen. You are just not getting drunk today, my friend. 

Som i en film fangede jeg mig selv sidde på den charmerende restaurant med festglade og hattebeklædte smukke mennesker omkring mig, mens jeg i min egen lille bobbel bevægede mig i slow motion og mine tanker på fuld fart. Savnet til min udsendte mand åbnede døren for et væld af tanker omkring dette sidste år. Et år, der kun kan beskrives som værende det værste og det bedste år i mit liv.

(Hvis du ikke allerede havde tømmermænd, så vil ovenstående klichéagtige udtalelse da i hvert fald tvinge dig i knæ foran toilettet.)

Et år med hele to guldmedaljer – henholdvis for førstepladsen som det mest lortede og det mest fantastiske – medbringer uundgåeligt refleksioner i en sådan kaliber, at det kan få selv den mest hærdede life coach i knæ. Og det fik det også mig. Mellem raketter, glade mennesker og pasta i hummersovs – som sikkert smagte godt, men så herreklamt ud – blev jeg pludselig overvældet af alt det, jeg har oplevet i 2017.

Færdiguddannet, ramt af den værste mentale sindsstilstand jeg nogensinde har oplevet, forbedring, flytning til mit fantastiske København, drømmejobbet, en udsendt mand, tid med de syv kvinder, der er blevet min familie, en sådan ændring af mig selv, at jeg er efterladt med spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig?

Og hvorfor nåede jeg ikke her til noget før?

For selvom ovenstående måske kunne lede dig til at tro, at jeg i går brugte aftenen på at fyre op for James Blunt og selvmedlidenheden over, hvor svært 2017 har været, så var det rettere en rolig og nærmest lykkelig melankoli, jeg befandt mig i. Giver det mening?

Det gør det nok ikke.

Det var følelsen af at efterlade noget bag sig, takke af til et år, der på mange måder har defineret mig – i hvert fald den jeg er lige nu – samt følelsen af at træde ind i noget, der er helt anderledes, end hvad jeg før har kendt til.

Men det kan selvfølgelig også bare være, at den der Prosecco ramte mig hårdere, end hvad jeg egentlig troede.

I 2017 har jeg ændret mig mere, end jeg har gjort igennem hele mit liv. Eller, måske er der alligevel sket ret meget fra alderen seks måneder til 22 år, men I ved, hvad jeg mener. Og måske var det også derfor, at nytårsnat opnåede en så betydningsfuld status for mig: Fordi den på sin vis repræsenterede et nyt liv.

Eller også var det bare en slem case af: Ung senmoderne kvinde føler sig lige pludselig følelseladet fordi solen nu har stået op 365 gange endnu engang, og så skal der pludselig sættes store ord på noget ganske normalt og uundgåeligt.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg klokken 00.00 stod med åben dør og smør i mundvigen og kiggede ud over København, der eksploderede i lys og farver, og på en måde følte jeg, at det var den smukkeste afslutning på noget smukt og råt. Et smukt og råt år, der har ledt mig til, hvor jeg er lige nu.

Det var øjeblikket, jeg havde brug for, for at takke farvel til noget usagt samt bevæge mig videre. Videre til de vilde ting jeg har ambitioner for i dette år. Videre med mine ord og med mig selv.

Videre til pizzaen og chokoladen som jeg har fyldt mig selv med i dag.

followwho

TEN ALTERNATIVE NEW YEARS RESOLUTIONS YOU ACTUALLY MIGHT FUCKING KEEP

skaermbillede-2017-12-30-kl-17-34-31

Skriv om dine nytårsforsæt og dine ti mest læste indlæg eller forlad bloggerbageriet

Det sociale medieland overflyder pt. af opsamlingstekster og nytårsforsæt, hvis ordlyd alle falder under temaet: I 2018 skal jeg elske mig selv. Og tabe fem kilo. Det er måske derfor, at jeg ikke har kunne sætte ord på noget som helst over den sidste tid: Hvis du ikke har noget uoriginalt at sige om, hvad du vil ændre i dit liv i 2018 eller hvad dine højdepunkter fra 2017 var, så smut fra bageriet.

Og det gjorde jeg så. Jeg prøver alligevel at skære ned for gluten. Hvad end det så er. I ved, det er 2018 snart.

Men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at stikke næsen forbi Lagkagehuset og købe det der speltbrød til mine ostemadder, og når vi nu alligevel er derinde, så kan jeg også lige så vel dyrke den fabelagtigt forfærdelige tradition, der sikrer, at vi som senmoderne, stressede individer kan finde endnu flere ting, vi kan hade os selv for ikke at opnå: Nytårsforsættet.

De er fede nok, de der nytårsforsæt. Jeg har selv en røvfuld, som jeg ikke vil sætte ord på her, fordi jeg forsøger at opretholde den overskudsagtige og distancerede status som én, der ikke interesserer sig for det der pladder, og sarkastisk kan dømme dem, der gør, men i virkeligheden vil jeg bare gerne begynde til yoga, få udgivet en bog og gå mere i farver i 2018.

Med mindre der er nogle, der spørger.

Men hvad hvis det nu er sådan, at det der med nytårsforsæt ikke lige er noget, som du er så god til at få til at ske? (Hvis du ikke kan nikke genkendende til den udtalelse, så er du en løgner, og så vil jeg gerne bede dig om at gå din vej). Hvis du er en del af den helt almindelige gruppe af alle mennesker bosat på jorden, der ikke kan overholde deres nytårsforsæt, så er jeg her for at hjælpe: Jeg har nemlig samlet ti alternative nytårsforsæt, der rent faktisk er sandsynlighed for, at du kan overholde. Når jeg nu alligevel var inde i bageriet.

  • “I 2018 vil jeg lade være med at love mig selv hver eneste måned, at jeg ikke skal shoppe.” Det er en udtalelse, der agerer konstant dårlig samvittighed over dit hoved, og det er på ingen måde én, der nogensinde har vist sig effektiv. Det er yderemere en, der formår at gøre dig voldsomt meget til grin overfor din omgangskreds, da du ved deklarationen af dette – endnu engang – blot tillader dem at fortsætte væddemålet om, hvem der kan gætte, hvor lang tid der går før, at du køber den der Jacquemus skjorte fra Birger Christensen.

    (To dage, fire timer og 23 minutter for mit vedkommende).

  • “I 2018 vil jeg altid sørge for at have handlet ind til morgenen efter en bytur.” Hvis du ligeledes vil arbejde på at elske dig selv mere i 2018, så er en cola zero og en frysepizza i køleren, når du vågner op med hår på tænderne en søndagmorgen, en virkelig god start.

  • “I år 2018 vil jeg fortælle flere farjokes,” Du har nok rigtig taget HUL PÅ et par nye bukserne var?! Siger du til din unge kusine, der lige har brugt 800 kroner på et par ripped Lee jeans.

    Den må I gerne tage. Fra mig til jer.

  • “I 2018 vil jeg blive fanatisk engageret i en Netflix serie og dømme andre, der ikke har set den, for at være forfærdelige mennesker,” Har du ikke set Præsten og Narkobaronen og Hackeren i Det Hvide Hus?! Hvad sker der for dig?! 

  • “I 2018 vil jeg bekymre mig mindre om, hvordan mine negle ser ud, inden jeg skal have ordnet negle. Hvordan mit hår ser ud, inden jeg skal til frisøren. Hvordan min lejlighed ser ud, inden jeg skal have rengøring” (Who am I kidding. Der er ingen med råd til rengøring, der gider læse med herinde, men rent tekstmæssigt følte jeg, at der manglede et tredje eksempel). Forleden sad jeg ved et lille bord i Store Kongegade, hvor de hver måned formår at skabe magi på mine ellers umagiske negle, og grundet en dårlig vane med selv at pille shellac af (I 2018 lover jeg, at jeg vil gøre det meget mere), sad jeg med en dårlig smag i munden, da jeg skulle aflevere mine fingerspidser til kvinden overfor mig. “Did you take off your own shellac?” spørger hun dømmende.

    “Yes. Sorry,” svarer jeg forsigtigt.

    Men det skal være slut. Der er en grund til, at du er der. Der er en grund til, at dine tynde, klamme spidser sidder der i stolen hos frisøren. Fordi de skal fikse det. Embrace that shit. Men ryd lige lidt op, inden rengøringen kommer. Ellers er det pinligt.

  • “I 2018 vil jeg kun gå i bukser, der passer mig.” Der er nok lort i verden. Der er ingen grund til at introducere for små jeans til den ligning. You don’t need that kind of negativity.

  • “I 2018 vil jeg sende min mad tilbage, hvis den er dårlig.” Nej nej, den her rå, senede bøf med kold sovs er helt fin, også selvom jeg bestilte grøntsagslasagne og cola zero. Det er fint. Jeg vil virkelig ikke være til besvær. Jeg skal nok spise det. 

  • “I 2018 vil jeg ikke tillade folk at gøre mig pinligt berørt over det musik, som jeg hører.” Girl, hvis du er til Taylor Swift, Nik og Jay og John Mogensen, then you do you. You do you.

  • “I 2018 vil jeg købe mere plastiklort til mit hår.”

  • “I 2018 vil jeg shoppe mindre.” Nå nej…
followwho

WHEN IN DOUBT, GO FOR THE CANADIAN TUX

img_2585 img_2590

Og Justin og Britney så, at det var godt

Hvis der er noget, der er helt sikkert, så er det, at denim on denim altid virker – spørg bare Britney og Justin anno 2001. Denim on denim works og min skriveblokade fortsætter åbenbart til 2021. Tydeligvis.

Jeg er tom for ord, men fuld af virkelig god denim, og jeg har sat en lørdag aften af til at få sat nogle ord på digitalt papir, men jeg kan godt mærke, at det er en urealistisk forventning.

Hvad skal personen, der identificerer sig selv som skribent, gøre, når der ikke er noget, der vil skrives? Hvad vil I læse?

DENIM &Other Stories | SKO Céline

followwho

WEIRD SHAPES

img_2562 img_2566

img_2561

Matrix never left

Jeg er særligt fascineret af mærkelige former og silhuetter lige for tiden. Jeg har altid fundet legen med formsammensætninger interessant, men det er blevet endnu stærkere over den sidste tid. Overdimensionerede skuldre, firkantede solbriller, afkortede bukser. Jeg er vild med det hele.

Derfor var ovenstående sæt også et af mine favoritter i længere tid. Måske også fordi det blandt andet består af 2017s bedste køb: Min Jacquemus blazer.

BLAZER Jacquemus | BUKSER ASOS | SKO Céline | SOLBRILLER Mango | TEE Baum und Pferdgarten

followwho

DET ER EN FUGL, DET ER ET FLY, DET ER *DÅRLIG SAMVITTIGHED-KVINDEN*

ikke-navngivet-1

I am woman hear me roar (omkring min dundrende og altoverskyggende dårlige samvittighed)

Blæsten trækker i mig fra alle sider. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, når jeg at tænke, inden jeg placerer min papirstynde Converse all star midt i en iskold vandpyt.

Med et styk fod i lyserød glimmersok indeni.

Jeg trækker mig igennem Sydhavnen med en kæmpe Espressomaskine i favnen, fordi hanken netop er knækket på posen, hvori jeg havde said kæmpe Espressomaskine. Før jeg kan nå at acceptere, at mine arme nu er så smadrede, at de aldrig kommer til at fungere ordentligt igen, kører s-toget lige for snotten af mig.

Andre folk ville måske have travlt med at dvæle ved denne belortede situation – eller var måske slet ikke endt i den, fordi de ikke stædigt havde holdt på, at de altså skulle have den kaffemaskine med hjem i aften – men ikke jeg. De kolde vandpytter, de for evigt mærkede arme og det kørte tog eksisterede ikke som andet end et mildt ubehag i det fjerne, overskygget af en helt anden følelse: Dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg var taget hjem fra juleaften. Da den var slut.

For var det ikke lidt tidligt? Skulle jeg være blevet til den 28. bare for at sikre mig, at de ved, at jeg sætter pris på dem? Burde jeg bruge førnævnte ødelagte hank til at straffe mig selv på bedste Engle og Dæmoner vis?

Burde jeg nu have dårlig samvittighed over, at jeg brugte en religiøs reference ganske usmageligt?

Det føles som om, at jeg befinder mig i en konstant tilstand af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed og voldsom fjernsynsafhængighed, men lad os nu tage ét problem af gangen. Jeg blev bekræftet i følelsen, da jeg i dag under en frokost på Østerbro, måtte erkende – mens vi snakkede om drengestreger og ballade, man havde lavet i teenageårene – at jeg ikke havde lavet ballade. For det fik jeg alt for dårlig samvittighed til.

(Side note: Det er muligt, at der er visse passager af mit teenageliv, som jeg lykkeligt har forglemt, og jeg beder derfor venligst eventuelle læsere om ikke at undersøge denne sag nærmere).

Nu gik jeg for tidligt. Jeg blev for længe. Jeg gjorde ikke nok. Jeg var lidt streng i min måde at sige det på. Nu blev hun sikkert ked af det, nu blev han sikkert ked af det. Nu er jeg ikke frisk-glad-sjovt-kærlig-økonomisk ansvarlig nok. Hvis der er noget, du kan regne med, så er det, at jeg altid har et par skiftesko og en vanddunk med i tasken samt, at jeg altid vil kunne finde noget at have dårlig samvittighed over.

Det er lidt min superheltekraft, at du ved det. Jeg efterspurgte evnen til at være usynlig og kunne gå i Miu Mius 12 cm platformsko, men dette er vel også noget. I guess.

Er det mon en medfødt tilbøjelighed? Et moralsk kompas, der er strammet ti ryk for hårdt op? Eller er tendensen til overdreven dårlig samvittighed et resultat af mig værende kvinde?

Inden I sætter jer til at tænde faklerne og hade mig for, at jeg med én enkelt sætning bestående af 13 ord formåede at trække hele mit køn ned på et ikke blot ekstremt generaliserende, men også nedværdigende plan, så lad mig lige skrive ud: Derefter kan vi hade mig sammen.

Jeg mænger mig med – hvis jeg selv skulle sige det – ganske enkelt fantastiske kvinder i mit liv. I private, familiære og professionelle sammenhæng, og til fælles har de ikke blot deres fabelagtige person og pæne sko, men også tendensen til dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed i deres rolle som mor. Burde jeg ikke stå op klokken fire om morgenen og lave hjemmelavet hirsegrød, selvom jeg også arbejder 12 timer om dagen? Burde jeg ikke arbejde mindre? Er jeg en dårlig mor? Dårlig samvittighed overfor deres kærester, deres familier, deres veninder.

Mig.

Og så sidder vi der og kører dårlig samvittighed på fuld smadder, mens vi bekræfter den anden – ganske sandfærdigt – i, at de altså ikke skal have dårlig samvittighed over det selv samme, som vi sidder og hader os selv for.
Jeg er tilbøjelig til at pege på vores uretfærdigt høje krav til os selv som synder for vores dårlige samvittighed.

Og så måske også en helt grundlæggende og underliggende forståelse af, at vi – som kvinder – faktisk bare skal have en lille smule dårlig samvittighed over at være til. Hvis vi fylder for meget (både fysisk og mentalt), hvis vi ikke præsterer godt nok (seksuelt eller økonomisk), hvis vi ikke er helt igennem perfekte mødre, kvinder og uskyldige og rene sexkillinger.

Men den snak tager vi en anden gang.

Det kan godt være, at jeg bare skal lade være med at tørre lorten af på mit køn og i stedet erkende, at jeg har et seriøst dårlig samvittighedsproblem. Add it to the list. “Du skal bare ud og lave lidt ballade, skal du,” blev der sagt til frokosten i dag, og det er der jo nok egentlig noget om. Ikke nødvendigvis ballade i jeg-stjæler-det-her-toiletbræt-fra-denne-bar kaliberen, men ballade i øjnene på min dårlige samvittighed.

Skal du virkelig sige nej til at hjælpe til der? Skal du virkelig blive i sengen hele dagen? Skal du virkelig sige til din kæreste, at du rent faktisk ikke gider at snakke lige nu? 

Ja.

followwho

THIS OR THAT – FEATURING MARIE JEDIG

SPONSORERET AF MEJERIFORENINGEN

logo-duo

img_2258

Noget om Céline over Chanel, unge mænd og mælk

Forleden blev Marie og jeg inviteret til at tage en trip down Milkylane, hvor vi skulle snakke om nogle af de mælkede stunder, vi husker fra vores barndom. Det førte til et voldsomt bredt this-or-that interview, som min professor i journalistik havde kigget ondt på mig over og udbrudt: “Din vinkel skal være så spids, at den kan sidde på en gråspurvs røvhul!”.

Det kan denne ikke, men rundt omkring kommer vi:

Marie: “Cappuccino eller café latté?”
Sille: “Jeg har først fornyligt fundet ud af, hvad forskellen mellem de to er.”
Marie: “Hvad er forskellen?”
Sille: “Forskellen er, at i cappuccino er der mindre mælk og mere skum… Og i latté mere mælk og mindre skum. Det kan også være, at jeg får nogle sure baristaer efter mig nu. Jeg bestiller i hvert fald altid latté. Double shot latté. Fordi…det smager som cappuccino.”

Sille: “Mælk om morgenen, eller mælk om aftenen?”
Marie: “Mælk om morgenen. Jeg har drukket mælk til min morgenmad siden, jeg var lille – fordi jeg dengang var, hvad man ville kalde underernæret, og mine forældre derfor gjorde, hvad de kunne for at fede mig op med fødevarer, der var gode for mig.”
Sille: “Vidste du, at man faktisk burde slutte sin bytur med en White Russian?”
Marie: “Fordi, der er mælk i?”
Sille: “Mmmh.”

Marie: “Sneakers eller stiletter?”
Sille: “Stiletter på, sneakers med til skiftesko”

Sille: “Céline eller Chanel?” 
Marie: “Som fuld garderobe så ville jeg vælge Céline. Det er mere alsidigt og moderne, og rammer mere min stil, hvor Chanel ofte kan blive lidt konet”

Marie: “Minimælk eller skummetmælk?”
Sille: “Jeg tror ALDRIG, jeg har drukket skummetmælk!? Er det særligt skummet, eller hva’?”
Marie: “Jeg tror faktisk, det er lettere end minimælk. Jeg synes, det smager for vandet. Hvis man skal se skalaen, så har vi skummetmælk, minimælk, letmælk…”
Sille: “Og sødmælk. Men er skummetmælk ikke også sådan lidt… forsvundet? Jeg kan huske, at man altid skulle vælge mellem sødmælk, letmælk og skummetmælk, da jeg var barn.”
Marie: “Men så kom minimælk og ryddede bordet.”
Sille: “Jeg hører sguda aldrig nogen sige ‘Må jeg få min latté på skummetmælk?'”
Marie: “Nej, det er rigtigt. Jeg siger altid minimælk.”
Sille: “Ja, så jeg vil også sige minimælk.”

Sille: “Yngre eller ældre mænd?”
Marie: “Jeg burde sige ældre mænd… Men… Jeg har genopdaget min forkærlighed for yngre mænd. På mange måder føler jeg mig meget moden, fordi jeg er etableret – men jeg er samtidig ung af sind. Jeg vil gerne have en ældre mand, fordi jeg er et sted i livet, hvor det giver mening at slå mig ned – men jeg kan godt lide den sjov og ballade, en yngre fyr kan tilføre.”
Sille: “De bliver heller ikke lige så let forpustede. Du må bare lige sørge for at have noget mælk i køleskabet, så de kan få deres…”
Marie: “…calcium…”

img_2260

 

followwho

ER JEG UNUANCERET?

img_0326

Hende Who der, hun har det da bare konsekvent skod, var?

“Det er bare nemmere at skabe, når der er noget, der gør ondt,” sagde hun, mens alle omkring hende i en 70 meters radius spontant kastede op i munden. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ovenstående sætning var én, som jeg havde overhørt, læst eller blot fundet på i forbindelse med dette indlæg.

Men det kan jeg ikke.

For det er en sætning, jeg – bundseriøst – ytrede til en bekendt i sidste uge. I shit you not, jeg var ikke engang fuld. Så det kan jeg ikke bruge som undskyldning for den opkastfremkaldende, selvhøjtidlige udtalelse. Det var i forlængelse af en snak om at skabe, samt på baggrund af flere kommentarer jeg over den sidste tid har modtaget, hvis tema var: “Du er altid så selvkritisk og undervurderende”.

Det kribler i min krop, hver gang jeg bliver konfronteret med sådanne udtalelser. Måske fordi det aldrig er rart at få kritik – også selvom det er virkelig velment – men måske mest af alt, fordi jeg udemærket er klar over, at det er sandt.

95% af mine tekster handler om det, der gør ondt. De resterende 5% om Fendi tasker og chokolade. Det er det, der er vigtigt for mig at sætte ord på. Altså chokoladen og taskerne. Men også fortællingen om det, der gør ondt. For det fylder meget hos mig, det fylder meget hos den unge kvinde på gaden, men jeg kan også godt se, at det giver en fordrejet forståelse af min virkelighed.

Tænker I, at jeg altid har det skidt?

Hvis jeg sad i jeres sted, så ville jeg nok være tilbøjelig til at besvare ovenstående bekræftende. Hvordan kan man andet? For imellem tekster om lavt selvværd, katastrofetanker og kampen om at finde sin plads i denne finurlige verden er der ikke megen plads til at aflæse nuancerne.

Jeg har måske af princip fravalgt fortællingerne om de gode stunder i frygten for at blive en del af en specifik gruppe. Jeg har fået det fedeste samarbejde! Se lige alle mine nye sko. Jeg har det fedt, se selv på Instagram. Denne gruppe er der absolut intet galt med what so ever. Hvor er det skønt, at vi kan dele vores sejre og de gode stunder, men efter at være blevet puttet i boksen; “hvor er det fedt, at du også skriver om det svære i livet,” har jeg skabt en fortælling om mig selv, der hovedsageligt går på at snakke om alt det grimme.

Men hvor må det også være skod altid at læse om. Og hvor må min mor være bekymret for mig, når hun læser mine tekster.

Jeg kæmper. Det har jeg altid gjort. Og jeg vil aldrig stoppe med at sætte ord på mine kampe. Men samtidig er jeg også et fantastisk sted i mit liv, og jeg er en fantastisk sej person. Jeg arbejder røven ud af bukserne, jeg bor i den skønneste by, jeg har de lækreste veninder og jeg bruger hver morgen på en café – hvor de har min kaffe klar til mig, når jeg træder ind – i høje Céline hæle, og så skriver jeg ellers geniale tekster om absolut ingenting.

Det er også en del af mig.

Yderemere er jeg ikke den samme person, som jeg var for blot syv måneder siden. Men jeg er ikke sikker på, at det er en fortælling, jeg får kommunikeret ud? Jeg er ikke sikker på, at man altid kan mærke mig igennem mine tekster.

Jeg skriver om det, der gør ondt. Sådan er det bare, og det er noget, jeg aldrig vil give slip på. Men jeg vil ikke være en person, der lader andre unge piger derude tænke, at der aldrig er gode stunder. Jeg vil være en person, der kan formidle, at på trods af disse kampe er livet fucking fedt.

Det vil jeg prøve på.

Så get ready for tekster omkring hvor lækker min glutenfrie kage blev forleden. Det bliver godt.

 

followwho

FIND A JOB YOU ENJOY DOING, AND YOU WILL… WORK FUCKING HARD

skaermbillede-2017-12-19-kl-08-16-37

Hvis det var hårdt at komme igennem denne tekst, så bebrejder jeg dig ikke

“Find a job you enjoy doing, and you will never work a day in your life,” sagde Mark Twain engang. Eller, det tror jeg. Det skrev Buzzfeed i hvert fald i deres artikel. Og så var der også noget med katte, der fik brain freeze.

Jeg er af den overbevisning, at ovenstående citat af Mark Twain/praktikanten på Buzzfeed er ét, som til dels er korrekt.  Eller første del i hvert fald. Selvfølgelig skal du lave noget, som du elsker. Om det så er karriere, din egen strikkebiks på Instagram eller oprettelsen af et aftenhold, hvor du underviser pensionister i salsa.

Dog tror jeg også, at det er de ting, vi er allermest passionerede omkring, der kræver mest af os.

Er det ikke en del af det, der gør det vigtigt og fantastisk? (og fucking svært).

Jeg vil skrive. Det er min inderste og dybeste passion, og jeg føler mig beæret over, at jeg allerede nu er et sted i min liv, hvor jeg til dels har mulighed for at gøre dette. Jeg er så forbandet passioneret omkring mit arbejde på kontoret, og jeg føler mig afsindigt taknemmelig over, at jeg kan få lov til at gøre det.

Men jeg arbejder også. Fucking hårdt.

Og jeg ved, at jeg skal fortsætte med at arbejde fucking hårdt. Også selvom jeg inderligt elsker det, jeg laver. For når ambitionerne er høje og drømmene vilde, så vil et kærlighedsforhold til mit erhverv kun gøre, at jeg kræver mere af mig selv.

(Note til selv: Undersøg om ambitioner og drømme i ovenstående sætning blot er synonymer).

Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, for jeg har prøvet at skrive denne tekst i tre dage nu, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er, jeg gerne vil kommunikere. Jeg sagde jo, at det var svært. Jeg tror, at min pointe er, at det er ikke alting svært og hårdt, der ikke er værd at gøre. Det er ellers min filosofi på mange andre områder: Hvis forholdet til din veninde konsekvent er svært, så er det måske ikke godt for dig. Hvis du hver dag skal kæmpe hårdt – med en knude i maven – for at komme afsted til dit studie, så er det måske ikke her, du skal være.

Hvis du skal kæmpe en altoverskyggende kamp for at komme ned i de der jeans, som du købte i 2.g, så er det måske på tide, at du lader dem forsvinde til engen af for små jeans.

Men hvis du oprigtigt brænder for noget, så er det værd at gøre, selvom det er hårdt. Med mindre det er at komme ned i de der jeans. It is not going to happen – move on. Selvom man elsker det, man laver, er det ikke ensbetydende med, at det er nemt.

Bare se på denne tekst. Det var fandeme svært at producere ovenstående volapyk.

followwho

SOV PÅ DET

p1010011

Sov lige på den, inden du adopterer et barn med din veninde eller fortæller dig selv, at du er det dårligste menneske i verden

Hvis vi skal tage sundhedsmagasiners ord for det, så er søvn løsningen på en masse ting; overvægt, stress, dårligt sexliv, behårede ben og de der indgroede daddy-issues, der gør, at du kun dater middelaldrende musikere med commitment issues. Nætter, hvor jeg ikke har kunne sove, kan tælles på to øjenvipper, og jeg har derfor aldrig fundet inspiration i “sådan sover du bedre og får mere styr på dit liv” teksterne.

Giv mig en lektion i “sådan her klarer du dig på mindre end 12 timer og en middagslur,” eller blot sidstnævnte: “mere styr på dit liv.”

Dog har søvn fået en yderligere – mere filosofisk – betydning for mig på det sidste. Som om søvn behøvede at blive vigtigere for mig…
Det er som regel med mørkets indtrædelse, at uoverskueligheden rammer mig. Det er når mit hoved har kørt på fuld tryk en helt dag, når trætheden er ekstra voldsom (altså mere end den bare er hvert eneste sekund af mit liv), at jeg begynder at bekymre mig. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg pludselig føler mig nødsaget til at tage store beslutninger, ændre hele mit liv og fortælle mig selv, at jeg ikke blot er en fiasko, men nok også har skuffet alle omkring mig.

Enter søvnens nye betydning.

For det er i øjeblikke som ovenstående – hvor jeg påtænker at pakke alle mine ting og rejse til Canada, fordi jeg ikke er god eller smart nok, og i virkeligheden ser allerbedst ud i flyverdragt – at jeg finder mig selv nødsaget til at slå koldt vand i blodet og dyb søvn i øjnene.

Sov lige på det, Sille.

Min psykiater ville nok mene, at det er en flugt fra de rigtige problematikker bag, men efter mange år i mit hoved har jeg indset, at jeg bare nogle gange er nødt til at slukke ned. Den der tager vi i morgen tidlig, når du er lidt mindre emo og Canada-hungrende, Sille. 

Jeg tænker, at det er ligesom, at du ikke skal gå i Netto, når du er sulten. Du ender bare med chokolade under patterne, og spørgsmålet om, hvordan du dog endte med at købe – og spise – tre pakker mellemlagret ost, risengrød, tun og kakaomandler, når du bare skulle have opvasketabs. På samme måde skal du heller ikke bekymre dig sidst på aftenen, når hjernen er din værste ven: Du ender bare med bekymringer om hårvækst, din fremtid og om hvorvidt din familie nu overhovedet elsker dig.

Og med chokolade under patterne.

Det er OK at lukke ned. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv. For selvom jeg altid meget gerne ville kunne løse alle problemstillinger og mine åndssvage tanker, så er det sjældent, at der kommer noget godt i at pille i åbne sår. Så hellere sove lidt på det.

Filosofien er ikke blot gældende for åbne sår og bekymringer, men også for store beslutninger. Jeg er all for, at man følger sine drømme og tager chancer. Være det at skifte karriere, bopæl eller noget helt tredje. Vil du til Canada og bo? You go, girl. Vil du arbejde som kunstner i stedet for ejendomsmægler? You do you. Vil du have pandehår?

Stop dig selv.

Men mine livsændrende ideer virker som regel altid mere geniale sidst på aftenen – særligt hvis der har været et glas vin og en veninde, der mener, at “selvfølgelig skal du fucking indspille en plade med folk music!” involveret. Og der vil jeg nok også opfordre mig selv til at sove en smule på det.

For det skulle være så sundt.

followwho

“NO, I HAVE NOT BOUGHT ALL MY CHRISTMAS GIFTS YET, HANNE”

REKLAME FOR MOODINGS

eff12837-6190-4ad9-98c7-bd872e68fb6c

Nej, Hanne, jeg har ikke købt alle mine fucking julegaver endnu.

Wannabe sneen pisker mod dit ansigt, mens du kæmper dig igennem Strøgets umenneskelige menneskemængde med sådan en kraft og pondus, at man skulle tro, du havde arbejdet som Justin Biebers bodyguard i et tidligere liv. Du har våde sokker, en klistret faux fur jakke og en tålmodighed så lav, at hvis du ser bare én gadehverver til, så lægger du dig på jorden og giver op.

“Nå, har du så fået klaret alle julegaverne?” spørger Hanne fra HR afdelingen, som du træder ind af døren.

(“Hanne” er i denne sammenhæng repræsentationen af alle mennesker, du nogensinde vil møde i december).

Nej, det har jeg faktisk ikke, hvæser du igennem tænderne, inden du smadrer endnu en pebernød i kæften.

(“Du” er i denne sammenhæng mig, der ikke har styr på sit liv og ergo heller ikke på julegaverne).

Ja, så blev det jul igen, og sammen med våde sokker, kolde røvballer og mine imponerende lange ønskesedler finder man mig, der ikke har styr på en eneste julegave. Hvad blev der af tiden, hvor julen ikke kunne komme hurtigt nok? Nu går tiden med mig foran skærmen, der hver eneste dag lover mig selv, at jeg altså i morgen skal have klaret de der gaver.

*læs sidste sætning for at komme frem til, hvad jeg også siger til mig selv i overmorgen*

Ja ja, julestemning og alt det der, men hvis jeg skal gå bag en til gammel dame, der er ude og købe undertøj til sit oldebarn, så kradser jeg af. Gudsketakoglov for nettet og den dertilhørende manglende nødvendighed af at interagere med andre mennesker i december.

Er jeg ikke hyggelig?

Hvis du som jeg ikke har styr på andet end prisen på Kitkat i Netto (i.e 7 kroner pr. bar) – eller bare er en af de der psykopater, der ikke ved, hvad de skal ønske sig – så vil jeg henlede din opmærksomhed til Moodings, der ikke bare har de fineste ting, men også har kreeret en hel inspirationsside til dig, der endnu ikke ved, hvad grankusine Lotte fra Lyngby skal have.

Om det er den perfekte coffee table book til søs, keramik til mor eller den smukkeste magasinholder til dig selv (eller mig, for den er højt på min ønskeseddel), så er Moodings – unlike Strøget – the place to be.

Og hvis du nu synes, at det er lidt federe at bruge penge på dig selv og kitkat, så kan du deltage i en konkurrence på 3.000 kroner til Moodings igennem mit indlæg her.

Jeg har samlet et lille udpluk af mine julefavoritter her, og eftersom jeg har forelsket mig fuldstændig i dem alle, tænker jeg, at I bare kan slå jer sammen og give mig en hver.

I behøver slet ikke at bevæge jer ud i regnen.

5be22e01-098c-46c4-b862-fb9b8bc0f753

19e7ddca-1eff-4632-b3ce-66e133a9c414f89c478f-f241-4470-bd2c-d926147b8429
af3c61ae-3a7f-4f56-b519-e253409a9e8943693330-e04c-4b94-bc3f-9ac6e20f316c

REKLAME LINKS: Marvis gavepakke | Kähler vase | Reflections Copenhagen fad | Curva magasinholder | Phaidon bog | Kähler kop

followwho