LUNCH IS ON ME ON THE OTHER SIDE

image1-8ANNE OG JEG PÅ EN SMUK DAG FOR LÆNGE SIDEN

Når man træder vande er der sjældent plads til frokostaftaler.

Imellem tvangstanker, sorte huller og ingen appetit er det så nemt at glemme de gode folk omkring dig. Når man koncentrerer sig om bare at stå oprejst, er der sjældent overskud til kaffedates eller sammenstilningen af bogstaver, der kan danne ord i en SMS. Jeg har i flere måneder brugt hvert et øjeblik på at holde hovedet bare en smule oven vande, og det har efterladt mig med vand i lungerne, ømme ben og sociale evner, der ikke engang rakte til at kunne kigge mig selv i spejlet. Og som jeg lå der og sparkede med benene, var venskaber og cafébesøg det fjerneste fra mit sind. Jeg havde det med min alenetid, som jeg har det med min slankekur om morgenen:

Jeg kunne gøre dette for evigt.

Jeg har ikke været en god ven. Jeg har ikke været et godt bekendtskab. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har været et menneske. Og jeg har så længe bildt mig selv ind, at jeg slet ikke har brug for alle menneskerne. Jeg har ikke brug for bedsteveninder. Men som jeg sidder her, på den anden side, kan jeg ikke andet end at kigge på kvinderne omkring mig og være så taknemmelig.

Taknemmelig for, at de stadig er der. Taknemmelig for, at de tog imod min håndsrækning, da jeg kom oven vande. Taknemmelig for, at de ikke bar nag, og at de har plads til mig.

For jeg har brug for dem. Jeg har en sådan trang til at dyppe mig selv i deres selskab, i deres kreativitet og i deres kærlighed. En trang som jeg ikke har følt før.

Jeg glemmer tit, hvor hårdt det kan være, at være inde på livet af en, der har det svært. Inde på livet af en person, der kæmper. Det kan føles som en dans med en virkelig tung elefant. Af den slags, der virkelig ikke gider udenfor en dør. Mine forhold er visnet. Det er begrænset, hvor længe forhold kan overleve, når der kun bliver givet fra den ene side. Og det er jeg så ked af. Men jeg er samtidig ikke sikker på, at det kunne have været anderledes.

Så nu må jeg give. Her på den anden side må jeg give alt, hvad jeg har. Jeg har brug for at kigge mine veninder i øjnene og fortælle dem, at jeg elsker dem. At jeg er så glad for, at de stadig er der. Jeg har lyst til at byde bekendte på kaffe og indgå i dybe samtaler med dem. For jeg ved, at jeg har været svær, jeg ved, at jeg ikke har ringet nok. Men nu er jeg her, og hvis I tillader det, så vil jeg kime jer ned, så længe I ønsker.

Det er ikke sikkert, at jeg aldrig falder ned til det samme lave sted, der pt. har været min 2016 lokation. Hvis det sker, så er der sandsynlighed for, at jeg mister overblikket igen. Men i så fald kan jeg i hvert garantere for, at jeg vil gøre mit absolut ypperste for at invitere dig på kaffe, når jeg igen er oven på.

Vi skal acceptere, at vi ikke altid kan give af os selv, fordi vi i forvejen har så lidt, at vi er nødt til at holde fast. Nogle gange kan vi kun koncentrere os om at overleve, og det er OK. Men hvis du finder overskuddet til det, så grib din telefon. Skriv en SMS til din veninde og mind hende om, at du elsker hende. Også selvom du ikke kan vise det lige nu.

Og inviter hende så på en frokost på den anden side. Gerne en stor fed burger. Det fortjener I begge.

 

followwho

THE MIND SET OF A STARVING WOMAN: THE EMOTIONAL ROLLER COASTER OF A JUICE CLEANSE

image1-7

Hvad er det, der kommer ud af mig, og skal sundhed smage af at vælte med åben mund på en mark?

Det er så smart at indhylle sig selv i selvforkælelse, sundhed og andre grønne instagram-venligheder. Og eftersom jeg altid er på jagt efter det, der kan placere mig i kategorien lidt mere hip, dyrker jeg selvfølgelig førnævnte på fuld smadder (note til selv: anvendelse af ordet hip placerer mig i kategorien far, der gerne vil være ung). Find mig på motionscyklen med en skål grød i hånden og kål smurt ud i hovedet, mens jeg detoxer, afrenser og på anden vis udsætter mig selv for det nyeste skud på sundhedsstammen.

Siger du, at jeg skal rulle mig selv i udkogte grøntsager, mens jeg synger sømandsviser under fuldmånens skær? Sign me up!

Derfor var det selvfølgelig også på tide med en juice cleanse, her i den sidste del af mit sundhedsflip. Sundhedsmodens største skud på stammen. Tarm- og tålmodighedsrens med en ekstra risiko for lækker hud og absolut tab af humor. Sounds good to me. Som den selvstændige – og yderst nærige – kvinde jeg er, blev det en hjemmelavet én af slagsen, og jeg kan nu se frem til to dage med intet andet end juice, juice, vand og følelsesmæssige op- og nedture kun lig dem, der opstår, når jeg tror, at der er kage i skabet, men der ikke er.

Og i videnskabens navn vil jeg selvfølgelig dele mine oplevelser med jer, så I er bedre klædt på til jeres vej igennem livet. Objektiv og velovervejet vil jeg give et sandt indblik i den følelsesmæssige rutsjebanetur, det er at være på en juice-cleanse.

Så I ikke behøver at gøre det.

09.00 I’m gonna juice some shit. Kan det mases ned i maskinen? Så kan det juices. Grøntsager, frugt, møbler og naboer. Jeg diskriminerer ikke, og jeg er så klar. Mon jeg automatisk får min stilling på et fint modemagasin og flere instagramfølgere med det samme, eller skal jeg vente på, at kontrakten og mine likes kommer med posten? 09.15 Jeg starter med en juice, der smager lidt sødt, og mens jeg lapper den i mig, sætter jeg spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg overhovedet behøver at spise mad igen, og om man ikke allerede nu kan se, at sundheden oser ud af mig. Jo, en tår inde og min hud ser renere ud, mine bryster større og mit vasketøj mindre beskidt. Det her lort er jo let? 12.00 Jeg er endnu ikke helt igennem sulten endnu. Mit køleskabe er fuldt med fem liter juice, og knappen er røget af min juice maskine. Overvejer allerede nu at forlænge med en ekstra dag. Eller 60. Frokosten består af grøn juice, der mest af alt ligner en nedkølet version af vandet fra det gadekær, jeg boede ved siden af som barn. Det smager overraskende godt, men som jeg gulper den i mig, kører der en McDonald’s reklame over fjernsyet, og jeg er efterladt med spørgsmålet: Er du dum, eller hvad? 13.00 Er det ikke ved at være tid til min aftenjuice? 13.24 Nu  det da være tid. 15.00 HVOR ER MIN MAD? 15.10 Jeg er OK. Jeg kan sagtens gøre dette. 16.00 Jeg bliver nødt til at sove nu. 17.20 Nu kan jeg ikke strække den længere. Aftenens menu? Juice af spinat, agurk, æble, ingefær og citron. Smager en smule mere af mosevand end den foregående, men er faktisk overraskende tilfredsstillende. 17.30 Giv mig min krone. Jeg er et overmenneske. Jeg er en ny kvinde. En ny kvinde med en taske fuld af åbenbaringer. Har du brug for svar? Jeg har dem. 17.32 OK, jeg kunne virkelig godt spise en burger lige nu. 17.55 *Skriver rundt til alle mine veninder for at høre, hvad de skal have til aftensmad. Måske kan jeg være så heldig, at de sender et billede tilbage* Foodgasm. 18.15 Hvem er jeg? 18.45 Ondt i hovedet, men ved godt mod. Egentlig ikke så sulten, men føler mig ret afkræftet. 20.00 Aftenens snackjuice bestående af en farverig satan med rødbeder efterlader mig med spørgsmålene: Får jeg nogensinde dette af tænderne? Og skal sundhed smage af, at jeg er væltet på en mark med åben mund? 20.23 Tilføjelse til listen af dette får jeg af en juice-cleanse: En følelse af at være bedre end alle andre, gode vitaminer, seriøs gang i maven… Kan vi rykke fjernsynet ud på badeværelset, skat? 21.00 Mon det ikke snart er på tide at gå i seng? Jo, jo det tror jeg. 21.15 Jeg er ikke sulten. Jeg er ikke sulten. Jeg er ikke. Sulten. 21.30 Børnefødsel og spinningtimer? Fuck that. Dét her er det hårdeste i verden. 07.30 Det her er jo det nemmeste i verden. A piece of fucking cake.

Eller rettere et stykke af fem æbler, et kilo gulerødder og ingefær, som morgenens juice består af.

Please, send mig et billede af jeres brunch.

followwho

MAYBE MENSTRUAL CRAMPS ARE GOD’S WAY OF TELLING US TO SHOP?

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Har du brug for en undskyldning for at shoppe? I got you.

Der er meget, vi kvinder skal leve med. Fødsler. Høje hæle. Menstruationssmerter. G-strenge. Og selvom jeg har videnskabeligt bevist overfor mig selv, at vi kvinder er det stærkeste køn, så har jeg aldrig været bleg for at omfavne det klynkende, forfærdelige og ganske utilregnelige menneske, jeg er fem dage om måneden.

Det kan vist ikke helt skæres ned til så koncentreret enmængde, men de fem dage, der her snakkes om, er selvfølgelig når tante rød er i byen. Et besøg, der efterlader mig oppustet, irritabel ud over alle grænser og egoistisk som var jeg teenager og dette min super sweet 16.

Jeg har heldigvis aldrig været en af dem, der har kæmpet med forfærdelige smerter – hvis du er en af dem, så fortjener du en ekstra is i dag – men derfor bliver jeg stadig gang på gang overrasket over, hvor meget sådanne fem tossede dage kan påvirke mig. Hvordan hele min verden kan ramle. Hvordan jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt min kæreste overhovedet er sig selv eller i virkeligheden udskiftet med et rumvæsen i nattens løb, et der ved, nøjagtig hvordan man er mest irriterende. Jeg bliver overrasket over, hvor tyk jeg føler mig. Hvor ondt i ryggen jeg har.

Og jeg bliver mest af alt overrasket over, hvor let jeg har ved at omfavne ovenstående og spille fuld sækkepibe på det.

For i disse fem dage om måneden, tillader jeg mig selv at være sur uden dårlig samvittighed. Jeg affærdiger de ekstra kilo på vægten med en forklaring om vand i kroppen – og ikke grundet de fire liter is, jeg har spist. Og jeg har en valid undskyldning for at ligge bukseløs på sofaen og takke nej til sex.

Er det i virkeligheden Guds måde at give os time-out på?

Hvis du – lige som jeg – ligger og kæmper med, hvorvidt du mest af alt har lyst til kage eller at slå din kæreste ihjel, og måske endda kæmper med slemme smerter, så er det på tide, at du gør noget godt for dig selv. Iklæder dig dit blødeste tøj og sætter dig foran skærmen og online shopper en smule. Måske har du bruge for nyt tøj, der ikke strammer om din ømme mave? Måske har du brug for en kjole, der kan få dig til at føle dig lige så sexet, som du er? Eller måske har du bare behov for at fokusere på noget andet end den tortur af din inderside, dine æggestokke har gang i.

Der er ingen bedre undskyldning end menstruationssmerter. Jeg garanterer for, at din kæreste ikke spørger videre ind til det.

REKLAME LINKS Jeans Weekday | Tunic Asilio | Maxi kjole Noisy may | Sweater ASOS | Stribet kjole First & I | Jumpsuit Flynn Skye

followwho

I STARTED COMPARING MYSELF TO ME

mememe

Jeg har placeret mit hoved i røven på sammenligninger. Og her er mørkt.

I går sad jeg og læste en tekst, jeg skrev for nogle uger siden. En yderst intelligent tekst om at have en sofa groet fast på røven og noget om lurfremkaldt febervildelse. Det var midt i et virvar af manglende inspiration, skriveblokade og lav selvtillid, at jeg valgte at søge mod mig selv efter inspiration.

I am just that good. 

Men som jeg bevægede mig igennem den lange tekst om sofa-skyld, følte jeg pludselig noget beskidt vokse inden i mig. Og det var ikke blot min genfundne kærlighed til Twilight, jeg kunne mærke. Det var en mørk sky af noget uvelkomment. Som rosiner i det du troede, var en chokoladebolle. For som jeg sad der og læste mine egne ord, kunne jeg pludselig mærke, at jeg begyndte at sammenligne mig selv med hende, der havde skrevet dem. En bedre, dygtigere, mere interessant skribent, der kunne sparke mine tossede teksters røv. Hvad der skulle have været en jagt på inspiration efterlod mig pludselig med en følelse af at være mindre værd.

Og det var mine egne fucking ord.

Det var ikke kun en sænkelse af min egen værdi, jeg var efterladt med, det var ligeledes en følelse af frustration. Hvorfor kan jeg ikke være lige så god som hende? Hvorfor har jeg mistet min inspiration? Kan jeg ikke være lidt mere pligtopfyldende? Hvorfor har jeg ikke mere styr på tingene? Hvorfor har jeg ikke været i bad efter træningen i foregårs?

Sidstnævnte har som sådan intet med situationen at gøre, blot en mental side note til mig selv.

Som sladder i en provinsby spredte mine sammenligninger sig ud over min sofatekst og videre til deres velkendte gode venner: de andre. Ambitiøse som mine sammenligninger er, har de selvfølgelig ikke nok i mine egne ord. De vil videre, frem i livet, henimod den dybeste grøft af selvdestruktiv adfærd. Pludselig blev målet for mine sammenligninger en udefinerbar flok af individer, hvis eneste fællestræk er, at de klarer sig bedre end mig. Hvorfor klarer du dig ikke lige så godt som hende der? Hvorfor kan du ikke ramme lige så mange læsere som dem? Hvorfor kan du ikke være lige så kreativ og opfindsom, som hun er? Hvorfor vasker du ikke dine sokker noget oftere?

Og som jeg sad der, med hovedet solidt placeret inde i røven på sammenligningerne, følte jeg en mærkværdig blanding af handlingslammelse og ambition. Mine sammeligninger havde suget enhver rest af inspiration og kreativitet ud af mig, men havde samtidig efterladt mig med en lille flig af: nu skal I fandeme se, hvad jeg kan. Og det efterlod mig med spørgsmålet: Kan sammenligninger bringe spark-røv-kraft med sig?

Det er muligt. Men som jeg sad der og scrollede igennem alt det, jeg gerne ville kunne, blev det kun klarere for mig, at hvilken lille smag af ambition jeg havde fået mig igennem sammeligninger, meget tydeligt blev overdøvet at den altoverskyggende smag af tristhed. Opgivelse. Følelse af at være mindre værd. Og den lille gnist af power, jeg havde fået tændt, blev lynhurtigt slukket af den tykke urinstråle fra sammenligningernes negative kraft.

For at kigge på alle de andre, som jeg sådan beundrer, giver mig ikke blot et billede af, hvad de er rigtig gode til, det udvisker også lige så stille min viden om, hvad jeg er god til. Det føltes som om, at jeg erstattede mine egne talenter med ideen om deres, og jeg var efterladt stirrende på et blank dokument.

Jeg tror, at sammenligninger i visse – meget begrænsede – situationer kan være ganske OK. Det kan måske give os et ekstra spark i røven, når vi vil klare os lidt bedre. Hvis vi vil have et klarere billede af, hvem vi er. Hvis vi vil presse os selv lidt ekstra. Kan hende fitnessbaben tage 20? Så skal vi selvfølgelig forsøge at tage 30. Og når jeg læser mine gamle tekster, kan det være, at jeg kan presse mig selv til at præstere bedre. Men når sammeligninger overtager og forskyder vores idé om vores egne talenter og vores eget værd, så går de fra OK til destruktive. Som rosiner i chokoladeboller.

Jeg har et seriøst problem med rosinboller.

Og jeg har et seriøst problem med sammenligninger. Jeg vurderer mig selv efter andres parametre, og det forvrænger mit selvbillede. For jeg glemmer mine egne talenter og mit eget værd. Så jeg er nødt til at kravle ud af røven. For der er mørkt, der lugter og det er ikke særligt nemt at skrive derinde. Og mens jeg har travlt med at koncentrere mig om, hvad alle de andre kan, så bruger jeg ikke tid på at blive bedre selv. På at skrive bedre tekster. På at blive én, som andre måske en dag kan sammenligne sig selv med.

Men det skal I ikke gøre, for det er dumt.

Lige så dumt som rosiner.

followwho

THE MAGIC OF CANCELING STUFF

Ikke-navngivet-1

Skal vi ikke aflyse lidt mere?

I dag aflyste jeg mit 17.30 fitnesshold, for at ligge på sofaen. Og som jeg trykkede på afmeld knappen, væltede der pludselig en følelse af lettelse ind over mig. Muligvis grundet det faktum, at jeg ikke længere kunne se frem til en times mild tortur og påmindelse om, hvor dårligt jeg klarer mig i forhold til holdets mange, mange pensionister. Dog tror jeg mere, at det handler om, at jeg havde fået bildt mig selv ind, at der var noget, jeg skulle. Og som jeg aflyste fik jeg en fantastisk, beskidt følelse af frihed. En følelse af ikke at skulle noget overhovedet.

En følelse af, at jeg havde forkælet mig selv helt ekstremt.

Og følelsen af frihed blandet med en god omgang selvforkælelse mindede mig om, at det der med at aflyse, det bør vi gøre noget mere. Og det at aflyse er meget mere end blot en simpel handling. Det er en state of mind. En state of mind, der byder på egoisme, afslapning og frihed. Den opstår ikke på dage, hvor man ingen planer har. Nej, det er først, når du tager en aktiv beslutning om at forkæle dig selv med en aflysning, at man oplever den fulde glæde. Den fulde glæde ved at tage den beskidte beslutning om at afmelde fitnessholdet, efter at have frygtet det hele dagen. Glæden ved at vælge sofaen over familiemiddagen. Friheden ved at aflyse byturen for tegnefilm og slik på sofaen.

Det skal ikke ske hver eneste gang. Det vil tilsvine den fantastiske følelse. Men engang imellem, når det føles allermest rigtigt, så tag din telefon frem, log in på fitnesscenterets side, tryk på afmeld. Tag din telefon frem, indtast din mors nummer, fortæl hende, at du ikke kommer forbi alligevel. Tag fat i din kæreste, kig ham i øjnene, sig: I aften aflyser vi aftensmaden og bestiller junkfood.

For imellem arbejde, slankekurer og alle de andre ting, vi gør så rigtigt, skal der være plads til at være skide selvisk. At droppe alting uden at have dårlig samvittighed. For det er så nemt at blive fanget i at være voksen, i alt det vi skal. Og selvom vi ikke kan droppe arbejde, huslige pligter eller regninger, så kan vi godt droppe vores 17.30 fitnesshold for en lur på sofaen.

Bare engang imellem.

Det er ikke blot et tryk på afmeldingsknappen, it’s a way of life.

followwho

MY LIFE ON MEDICATION

image1-6

Der er få ting, der gør ondt for mig at skrive om. Dette er en af dem.

Der er meget få ting, der er ømme for mig at skrive om. Faktisk kan jeg i liggende øjeblik kun komme på tre: Min mor, velour og mit liv på medicin. Stik mig et tastatur og jeg skal detaljeret fortælle dig om mine seksuelle tilbøjeligheder til madbilleder, mine pinlige stunder på et DSB toilet og om mine tossede tanker, men de tre førnævnte får mig til at stoppe op. Sætter mine ellers så hurtigtskrivende fingre i hak. Jeg troede egentlig ikke, at der endnu var ting, som jeg ikke kunne få ud igennem fingrene. Men det er der. Og jeg tror, det er disse, der er allervigtigst at skrive om.

Dem, der gør lidt ondt. Dem, der får mig til at holde vejret i tiden mellem et tryk på udgiv og den første kommentar. Dem, der presser mig.

Og mit liv på medicin er en af dem. Helt øverst på listen. Og eftersom jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg skal skrive om det, der giver mig en dårlig mavefornemmelse, er det på tide at dedikere et indlæg til det, der i dette øjeblik får mine fingre til at bevæge sig en del langsommere over tasterne.

Mit liv på medicin. Mit liv på angstdæmpende og antidepressiv medicin. For tredje gang i mit liv.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor netop dette emne gør så ondt for mig at skrive om. Jeg er normalt ikke en person, der viger tilbage fra en snak omkring mentale problemer. Måske er det, fordi jeg ikke har accepteret, at jeg endnu engang er tilbage på pillerne. Måske fordi jeg er skuffet over mig selv. Måske fordi jeg hver eneste gang jeg hører blisterpakningen bryde, ligeledes hører mine egne skridt væk fra alle de andre stærke kvinder i denne branche. Distanceret fra det jeg ser op til.

Hvordan kan man se op til én, der popper piller for at være i sig selv?

Jeg siger det om mig selv, men jeg mener det ikke om andre. De stærkeste kvinder jeg kender, har haft behov for en hjælpende hånd igennem livet. Det gør dem ikke svagere. Tværtimod. Der er ingen, jeg ser mere op til. Men hvorfor kan jeg så ikke sluge min egen situation sammen med mine piller?

Hvorfor smager mit selvbillede så fucking øv?

Mine piller gør mig sulten. Og træt. Og smertefuldt bevidst om, at jeg ikke er som alle andre. Den erkendelse plejer ikke at være én, der er svær for mig at acceptere. Tværtimod omfavner jeg glædeligt sådan en chance for at skille mig ud. Men med pillerne er det et irritationsmoment. Et konstant spørgsmål til mig selv om, hvorfor det lige er mig, det skal gå ud over. Har jeg ikke været igennem dette nok? Hvorfor kan jeg ikke bare være som alle de andre?

Hvad er den hemmelige løsning?

Og som jeg sidder hos min psykiater, kan jeg ikke lade være med at spørge hende: Hvad er det, jeg ikke gør rigtigt? Og det absolut sværeste for mig at sluge, er svaret på lige netop dét spørgsmål.

Intet.

Jeg kan drikke alt den grønne juice i verden og køre Freud på min barndomshistorie, men faktum er højest sandsynligt, at det er blot sådan, jeg er skruet sammen. Og som jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke noget klø bag øjnene. Det er muligvis pillerne, der får dem til at føles tunge, men mest af alt er det nok følelserne, der presser på. For pillerne og jeg er endnu ikke gode venner, og at erkende, at de muligvis blot skal være en del af mig,

den skal jeg sgu have et ekstra glad vand for at få ned.

Jeg ved, vi er mange, der er på medicin. Nogen blot for en stund, andre hele deres liv. Og mine grumme tanker om mig selv, er absolut ikke-eksisterende, når det kommer til andre. Når det kommer til andre, tænker jeg på det som insulin for en person med sukkersyge: Nødvendig. Ikke noget, der gør personen svagere eller anderledes. Bare nødvendig. Og måske må jeg bare acceptere, at jeg endnu ikke kan tænke sådan om mig selv. Jeg kan endnu ikke helt acceptere min situation, men det skal nok komme. Jeg håber i hvert fald, at jeg en dag kan tænke lige så godt om mig selv, som jeg gør om jer derude på medicin.

For i mine øjne er I de stærkeste, sejeste og skønneste mennesker. Mennesker med en historie og med en enorm styrke. En styrke til at bede om hjælp, og en styrke til at kæmpe.

Og dét skal man fandeme ikke være bange for at skrive om.

followwho

THE MIND SET OF A STARVING WOMAN: A CHANGE IN APPRECIATIONS

P1010064 kopi

I den næste del af the mind set of a starving woman skal vi snakke lidt om de små ting, man pludselig sætter pris på.

Som man går igennem livet, vil der unægtelig komme stunder, hvor man pludselig finder sig selv sættende pris på små ting, man end ikke før lagde mærke til. Når du flytter hjemmefra sætter du pludselig ekstra meget pris på at blive inviteret hjem til andre for at spise, og ser det som højdepunktet på din uge, når toiletpapiret er på tilbud. Tre-lags slagsen, du ved. Når du får børn, finder du dig taknemmelig for, at deres afføring er regelmæssig, og nyder helt ekstremt meget, at dagens afsnit af humpa-freaking-lumpa på Ramasjang ikke blot var et længere et af slagsen, men også et med en ret interessant storyline.

Og som jeg sidder her, sulten og gnavende på en selleri-stang, kan også jeg mærke, at jeg pludselig sætter pris på nogle helt andre ting, end jeg gjorde for 33 dage siden. BD.

Before Diet.

Velkommen til en sulten kvindes åbenbaringer. Et ærligt indblik i alt det, vi normalt tager for givet. Alt det gode i livet, vi glemmer at ligge mærke til, som vi trasker igennem hverdagen med vores kanelgifler og pomfritter. Jeg kan allerede nu afsløre, at hvor der før stod penge, står der nu kage. Eller penge til kage. Måske kan jeg med dette indlæg agere din kammerat i krigen, eller måske kan jeg blot være en reminder – til dig, der stadig lever BD – om, at du skal huske at stoppe op, tage fat i livet og snuse til det.

Eller endnu bedre: Smage på det.

På listen over ting, jeg pludselig sætter pris på, finder vi blandt andet foodporn. Måske et mindre gennemtænkt navn jeg lige fik givet dette, et jeg ikke råder jer til at google. Her snakker jeg om billederne på Instagram af store fede burgere, videoerne fra Tasty af store, fede desserter og opskrifterne fra blogs på no-bake Oreo cheesecake. Og mens jeg sidder der, i hvad der kun kan beskrives som et ganske ubehageligt seksuelt øjeblik, føles det en smule som om, at jeg har pisset ned af mig selv for at holde varmen. Ja, det var godt i øjeblikket, men nu fryser jeg bare af helvede til. Og kunne virkelig godt spise en lagkage. Men jeg sætter pris på det. Åh gud, hvor jeg sætter pris på det. Næst på listen er mine venner og bekendtes falden i fælden af mad. Som jeg sidder der og kigger på billeder af min omgangskreds’ diæt af vegansk selleri og sukkerfri luft, får en forvirret snap fra tid til anden forvildet sig ind i min indbakke. Et billede af en fedtet pizza, en halvtom bøtte med is eller en anden form for djævelsk godhed fra kaloriehelvedet. Og bag snappen sidder en af mine smukke veninder, der ikke blot har serveret fastfood, men også en god portion bedre samvittighed. Og det sætter jeg pris på. Som i virkelig pris på. Enten fordi jeg selv sidder begravet i junk fra alle byens joints, og dermed har behov for en partner in crime, eller også fordi det får broccolien til lige at smage det mere selvfedt. Uhm, var det lige jeg-er-bedre-end-alle-andre, jeg kunne smage der? Jul og andre helligdage, der tilbyder et get out of free card. Før i tiden har julemaden blot været, hvad der stod imellem mig og det absolut vigtigste i mit liv: Julegaver. Men da jeg forleden sad og kørte i bil, fik jeg pludselig sådan en ualmindelig glæden-mig-til følelse i maven. På denne højhellige augustdag sad jeg og så frem til juleaften. Så jeg kunne æde mig ihjel. For I ved, kalorierne holder fri på helligdage. Duften af mad. Et punkt på listen som de fleste af jer nok vil nikke genkendende til og dernæst tænke: Det er da en ganske logisk ting at sætte pris på? Men her snakker jeg ikke blot om duften af mad, der bliver lavet i mit køkken. Jeg snakker ikke engang om duften af mad, som jeg skal spise. Her snakker jeg om en tur igennem byen lige omkring aftensmadstid, når folk sætter køkkenet igang. Et smut forbi den lokale italienske. SNUS. Et hurtigt hop forbi den nye indiske. SNIF. Og selvom jeg aldrig kunne finde på at sætte mine ben der: Et lille stop ved Jensens Bøfhus. SNUS. Jeg håber fandeme luften er kaloriefri.

At lade være med at give en fuck. Denne del burde i virkeligheden slet ikke være sidst på listen, da det nok er den ting, som jeg sætter allermest pris på. For imellem sundhedsflippet og grøn-juice-drikningen er det fandeme vigtigt at smide sellerien op i luften, som var det nobody’s business, og så skide det hele et stykke. Spise den kage man vil, æde den burger, man har savlet over, pakke vægten væk og selvkærligheden frem og varme sig ved, at ens veninder har godt af et selvtillidsboost.

Så de fortjener sgu et billede af denne pizza.

Hvad man dog ikke gør for venskab.

 

 

followwho

WHY IS IT SO MUCH EASIER TO ASK QUESTIONS THAN IT IS TO ANSWER THEM?

image1-5

Bliver det først ægte, når man rent faktisk forsøger at svare på de mange spørgsmål?

Og som hun sad i bedste Carrie Bradshaw stil og stillede sig selv og resten af verden retoriske spørgsmål, var der et, der rungede højere end alle de andre: Hvorfor er det så meget nemmere at stille spørgsmålene, end det er at svare på dem?

Og hvem har såret opfinderen af g-strengen?

I virkeligheden leder spørgsmålet nok blot hen til endnu et ubesvaret øjeblik og en bekræftelse af min hypotese om, at det er så skide meget lettere at spørge, end det er at svare. Jeg synes dog alligevel, det er interesseret at dvæle lidt ved min evne til at kaste spørgsmålene om mig, som var det drinks og jeg en desperat horehund til +16 på byens vandhul, og min manglende evne til at give mig selv nogen form for endegyldigt svar på disse.

Mens jeg smider spørgsmål om, hvorfor jeg dog ikke tænker bedre om mig selv, hvorfor mine forventninger er så høje og hvorfor jeg ikke kan lade de fucking kanelgifler blive i posen, varmer jeg mig ved den visdom, der viser sig igennem mine eftertænksomheder og gemmer mig – ussel som jeg er – på det lille podie skabt af mine ubesvarede spørgsmål. Jeg kan sagtens stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi ikke elsker os selv noget mere eller hvorfor vi altid behandler vores venner meget bedre, end vi gør os selv, men ærligheden bliver vel egentlig først smidt på bordet sammen med de ringe metaforer, når jeg graver dybt og finder nogle af de fucking svar, der hører til de mange spørgsmål, som jeg lader hænge i luften. Hvorfor er jeg ikke bedre ved mig selv?

Fordi jeg lige nu har svært ved at acceptere, at jeg har brug for medicinsk hjælp og støtte til at være mig selv. Fordi det sætter et hak i mit selvbillede. Fordi jeg føler mig svag.

Fuck. Kan I mærke, hvordan svarene pludselig er en del mindre sjove end spørgsmålene?

Så er det sgu nemmere at rejse retoriske spørgsmål omkring, hvorvidt høje hæle er ligesom høje ambitioner, og hvorfor det altid er mig, der ender med at smide mine svedige læderbukser på et DSB toilet. Måske er det nemmere at stille spørgsmålene uden dertilhørende svar, fordi man ikke behøver at tage stilling. Fordi man ikke helt behøver at give noget af sig selv. Fordi man ikke behøver at frygte, at man svarer forkert?

Jeg tror ikke altid, svar er nødvendige. Nogle gange er spørgsmålene nok til at sætte tanker i gang. Måske er de i virkeligheden svar nok i sig selv. Men måske er det også passende at besvare disse spørgsmål fra tid til anden. At grave dybt i det, der gør ondt, for måske at nå noget nær en åbenbaring. Bare en lille én af slagsen. En quicky åbenbaring. For som jeg sidder her bag den beskyttende skærm i mit lille hjem, med Hotel Transylvania og et storhedsvanvid kørende i baggrunden, kan det være så skide let at spille hellig med vigtige og dybe spørgsmål.

Yderst velstillede spørgsmål, hvis I spørger mig.

Men det bliver nok først rigtig ægte, hvis jeg rent faktisk prøver at svare på nogle af disse spørgsmål. For så risikerer jeg, at I er uenige. At I lærer noget om mig, der adskiller os fra hinanden. At det på en eller anden måde gør en smule mere ondt.

Men er det ikke også først, når det gør lidt ondt, at det er rigtig godt?

Det har jeg sgu ikke svaret på lige nu.

followwho

ARE COLORED WALLS POKÉSTOPS FOR BLOGGERS?

IMG_3814

Bloggertosse, jeg vælger dig!

Forvildet rev jeg fat i min kærestes arm, mens jeg udstødte et halvkvalt skrig for dernæst åbenmundet at pege mod gården i den lille provinsgade. Forvirret kiggede han i retningen af min udstrakte finger, og allerede inden han havde opfattet, hvad der var hændt, var jeg på vej ind på privat grund med min telefon placeret lige så tæt på mit ansigt som mine kæmpe solbriller. Du kunne måske forvilde dig til at tro, at jeg havde fået øje på Pikachu eller var i nærheden af et ganske særligt Pokéstop, men i så fald tager du fejl. Du har ganske rigtig fat i den korrekte farve og min glæde var da også lig den af dem, der dyrker det forjættede spil, men det var et helt andet stop, der fik min puls til at hamre.

Pastelstoppet.

Placeringen, der kan samle selv de mest generte bloggere. Stedet, der ligger til grund for megen slugt batteristrøm. Stedet, hvor vi alle vil hen for at score flere point. Instagrampoint. Og som jeg stod der og poserede foran den farvede væg, efter at have dikteret for min kæreste, at vi altså skulle have et billede her foran den pæne væg, spurgte jeg mig selv:

Er farvede vægge bloggernes Pokéstop?

På trods af min ganske begrænsede viden om det fængende spil, kunne jeg ikke lade være med at drage paralleller imellem jagten på Pokémons og jagten på pastelfarvede baggrunde til velegnede updates. Ligesom et Pokéstop er en sikker lokation af finde en kæmpe gruppe afhængig af de små skøre dyr, så er pastelfarvede vægge et sikkert sted at finde en kæmpe gruppe afhængig af de små skøre likes. Foran de farvede vægge står folk og gør sig selv til grin for at tilfredstille den virtuelle verden og afviger gerne fra deres vej for at finde det helt rigtige sted.

Og som jeg kom til den grumme realisering af, at jeg er nøjagtig lige så nørdet som Pokéfans, kunne jeg ikke andet end at sende en kærlig tanke til alle de gamere, som jeg har rystet på hovedet af, når jeg gik forbi dem på gaden. Jeg sendte et kram efter alle de kære mennesker, der sidder ude i regnen på plænen overfor min lejlighed, fordi det åbenbart er epicenteret for Pokémons, som jeg dagligt trækker på smilebåndet af. Jeg smed en virtuel lussing efter mine egne fordømmende tanker, mens det pludselig gik op for mig:

Vi er allesammen lige kiksede.

Nogle af os viser det bare i Pokémons andre i Pastelstops.

followwho

IS HIGH AMBITION LIKE HIGH HEELS?

P1010022

Er høje ambitioner lidt ligesom høje hæle?

Jeg drømmer meget for tiden. Drømmer om at nå længere. Være bedre. Gøre mere. Drømmene resulterer i mange planer og skyhøje ambitioner. Skyhøje krav. Til mig selv og min præsteren. Og som jeg i dag spændte snørrebåndene på mine høje Céline støvler, føltes det pludseligt som om, at de høje sko var ligesom mine høje ambitioner:

Pisse hæmmende.

Jeg følte mig fanget – fra top til tå – og var efterladt med spørgsmålet: Skal vi mon behandle vores ambitioner og forventninger ligesom vores høje hæle?

At stræbe efter at være bedre er der intet galt i. I virkeligheden er det vel egentlig et ganske fint mål at have. Men ligesom med sko så må forventningerne ikke blive for høje. For så ender man enten fladt på ansigtet eller stående helt stille i frygten for at falde.

Som jeg sad der, føltes det som om, at jeg ikke rigtig kunne bevæge mig med den samme frihed som før. Jeg blev bange for at løbe fremad, fordi mine forventninger til mig selv var tusinde gange højere end før. Handlingslammet stod jeg stille. Bundet af mine hæle og mine forventninger til mig selv. Pludselig følte jeg, at jeg ikke kunne levere noget i frygt for, at det ikke var fuldstændig perfekt.

Skal jeg mon acceptere – ligesom med det faktum, at jeg ikke kan gå i stiletter – at mine forventinger og ambitioner ikke må blive for høje? Eller skal jeg blot øve mig hjemme på catwalken og bruge ambitionerne på en helt anden måde?

Jeg skal lære at suge mine høje ambitioner til mig. Jeg skal bade i energien, der kommer af at ville præstere sit ypperste. Jeg skal nyde inspirationen fra drømmen om at blive bedre. Men jeg skal også huske at iføre mig flade sko fra tid til anden. Tillade mig selv at fejle. Tillade mig selv at præstere uden at være hæmmet af høje hæle og endnu højere forventninger. For i virkeligheden er høje hæle og høje ambitioner lig hinanden på endnu et punkt:

De er fucking sexede, hvis de bruges rigtigt.

I de helt rigtige hæle bliver du en bedre version af dig selv, men i alt for høje sko kommer du blot til at ligne en tretten-årig fulderik, der har forvildet sig ind på Crazy Daisy.

And let’s face it: Ain’t nobody want that.

Trøje Weekday | Nederdel vintage | Briller og sko Céline

P1010016 kopi

followwho

WHAT I LEARNED AT UNI: ALL THE THINGS I DON’T WANT TO BE

P1010012

Er viden om, hvad man ikke vil, et skridt i den rigtige retning? Eller bare pizza nummer et?

Jeg burde have et standardsvar indkodet, når folk spørger mig, hvad jeg skal efter journalistikstudiet. Som en automatisk hilsen i bunden af en email, der ønsker folk en god dag med venlig hilsen. Det må tiden vise. Jeg må se, hvad mulighederne byder. Jeg har ikke helt fundet ud af det. Sidstnævnte er i virkeligheden kun en halv løgn. Jeg har virkelig ikke fundet ud af, hvad jeg skal. Jeg er til gengæld blevet ret sikker i, hvad jeg ikke skal bruge mit liv på. Og det er vel også en form for fremskridt?

Eller tilbageskridt?

Som jeg sidder her og streger ting af min liste (nyhedsjournalistTVradio…. journalist), virker det pludselig som om, at det eneste jeg har at vise for de sidste tre år, er et overtræk på kontoen, en stor viden om hvad Green Café serverer i salatbaren og en lang liste over alle de ting, som jeg ikke har lyst til. Var det ikke noget med, at det helst skulle gå den anden vej?

Eller undervurderer jeg vigtigheden af at strege ting af sin liste?

Der vil unægteligt være mange veje at skulle afprøve, hvis jeg beslutter mig for, at trial and error tilgangen er én, der skal lede mig hen til min endelige position i livet. Men måske jeg ikke skal anskue min afstregede liste som Margheritaen på pizzamenukortet – skuffende og spild af tid – men rettere som nummer 15 med parmaskinke og rucola – interessant og mættende? For selvom det kan føles som om, at jeg udelukkende er efterladt med en liste over alt det, jeg ikke vil, er jeg måske nærmere mine drømme, end jeg nogensinde har været før?

Ja sgu. Som jeg sidder her og smager på listen virker det unægteligt som, at smagen af parmaskinken pludselig skinner igennem.

Måske er det ikke så dumt at glæde sig ved hver en afstregning. Måske er det faktisk nærmere en fjer i hatten. Et skridt i den rigtige retning. En reminder om, at man er blevet en smule klogere. Det kan godt være, at jeg endnu ikke er klar over, hvad jeg skal eller hvad jeg kan, men jeg er fandeme klar over, hvad jeg ikke vil. I hvert fald noget af det.

Så måske skal mit autosvar ændres. I stedet for at svare – med let bøjet hoved og forsigtig stemme – at jeg ikke rigtig har fundet ud af det endnu, skal jeg rettere rejse mig op rank og sige:

Det ved jeg ikke. Men jeg kan fandeme fortælle dig, hvad jeg ikke vil. Vil du høre?

followwho

HIGH END ON HIGH POINT

Ikke-navngivet-1

H&M har stjålet mine drømme. Og skabt tøj af dem.

Nogle gange rammer butikkerne så rigtigt, at jeg er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt de har været forbi min lejlighed midt om natten for at stjæle en bid af mine drømme. Her snakker jeg ikke om de forvirrende drømme med seksuelle undertoner om diverse tegneseriekarakterer, men mine hede drømme om ny garderobe.

Og de helt rigtige items.

I denne omgang er det H&M, der har ramt så forfærdeligt meget rigtigt, og deres Trend afdeling bugner af pieces, som jeg ville elske at have hængende på mit tomme stativ. Skønne items med klare referencer til nogle af de større modehuse, men til en pris, der er mulig at komme i nærheden af. Lange kjoler, sporty sweatshirts og sjove snit. Og det slutter ikke her! Den 8. september rammer H&M Studio AW16 online, og den indeholder ikke blot mit drømmesuit, men også et ganske solidt bud på, hvad vi alle sammen skal rende med over skuldrene, når vi skal til at vælge efterårets overtøj.

Hvis drømmestjæleriet resulterer i så lækre ting, som H&M spytter ud for tiden, så tror jeg egentlig, at jeg er helt OK med det.

Men jeg sikrer mig nu alligevel en ekstra gang, at døren er låst.

Navy sweater | Navy kjole | Rød sweatshirt | Grå sweatshirt | Sort nederdel | Blå jeans | Lyserød satintop | Rust satinkjole |

followwho