• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

A LIST OF THINGS THAT ROCK (SO YOU WON’T LEAVE ME)

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Den bedste modgift for en overdosis af negativitet er en liste over ting, der styrer. Doctor’s orders.

Med frygten for, at jeg snart mister størstedelen af min læserskare grundet en pludselig og ekstrem overdosis af selvynk og negativitet – sponsoreret herfra – ville jeg dedikere et indlæg til nogle af de ting, der har styret i denne uge. For ja, dem har der faktisk været nogle af! Selv her hos den nærmest emo-agtige-teenage-blogger. Så her er fem ting, der har styret i denne uge:

(Siger hun, mens hun skruer ned for Evanescence og slår sit sorte pandehår væk fra øjnene).

Jeg bruger unægteligt meget tid i København. Faktisk føles København efterhånden mere og mere som hjem, og provinsen mindre og mindre som samme. I denne uge har byen vist sig fra en særdeles smuk side, og det føles lidt som om, at den endelig har budt mig velkommen efter at have testet mit værd.

Nu skal det lige passe, at jeg bliver angrebet af en syg due, næste gang jeg besøger byen.

Indretning og tanken om at starte helt forfra og bestemme alting helt selv, styrer for vildt. Og under indretning skal der præsenteres endnu et element, der styrer for vildt: Sjove og farverige møbler og tilbehør. Ovenstående gule stol er ganske enkelt helt igennem fin.

STOL MOODINGS
Tid for mig selv. Det er meget svært at forklare, just hvor meget jeg holder af at bruge tid for mig selv. Særligt hvis det er i situationer, hvor jeg laver noget. Sidde på café, spise frokost, gå tur eller noget helt andet. I denne uge har jeg brugt meget tid for mig selv, og det havde jeg brug for. Jeg har mange tanker, jeg forsøger at finde rundt i, og det gør jeg bedst med podcasts, noget at drikke og så bare mig selv. Italiensk med gode mennesker. Et voldsomt behov for venindetid, rosévin og ost viste sig i denne uge. Heldigvis er jeg indehaver af de bedste kvinder i verden, og sammen med Alfie fik jeg sat det hele lidt på plads. Søde sager og ingen slankekur. Jeg tror endelig, at jeg er nået til et sundere sted i mit forhold til kost og sundhed. Det tog kun lige to måneders vanvittig vekslen imellem junk og broccoli. Jeg har valgt at give slip. Slappe af. Tage det som det kommer. Jeg har indset, at reglerne slet ikke behøver at være så strenge. Spis lidt kage, spis lidt gulerod. Har du ædt meget junk i en uge? Så ret lige lidt op. Har du lyst til en friturestegt donut-agtig ting med nutella? You do you.

Det går nok det hele. Og den tanke styrer for VILDT.

followwho

LIVETS PANDEHÅR

FORSTIL JER, AT JEG SIDDER HER OG TÆNKER DYBE TANKER OM LIVETS PANDEHÅRS KLIP – JEG HAR NEMLIG IKKE RIGTIG LYST TIL AT VISE BILLEDER AF MIG SELV MED PANDEHÅR

Mit liv vil have klippet pandehår, og jeg bliver bare nødt til at følge med til frisøren

Jeg craver ofte forandringer. Ryk sofaen derhen, ny frisure, nyt stamsted at spise. Ja, de kalder mig i sandhed wild child i byen. I mine teenageår begyndte min hud at klø, hvis jeg ikke rykkede rundt på mit værelse hver uge, fik en anderledes hårfarve, et nyt stykke tøj eller hvilken som helst ting, der kunne adskille denne ene provinsdag fra den anden. Jeg har det stadig. En periodisk mavefornemmelse, der fortæller mig, at der skal ske noget nyt. Ikke så ofte længere, men den er der. En mavefornemmelse, der lod mig tro, at jeg var sådan et omstillingsparat individ med en appetit for forandring.

Men det er åbenbart kun, når det omhandler vigtige ting såsom pandehår eller sofaplacering.

For over de sidste måneder har mit liv i sandhed stået i forandringens tegn: En færdig uddannelse, en flyttet mand, en opsagt lejlighed og en ny by, men i stedet for at omfavne disse nye tider med den samme entusiasme, som jeg gør inden et pandehårsklip, springer jeg i stedet direkte til den efterfølgende angst og skuffelse over førnævnte pandehår.

Hvad helvede skal jeg dog gøre nu? 

Jeg må nok indse, at jeg har været mindre løve, der er klar til at angribe forandringen head on, og mere de der ørkenrotter, der stiller sig op på bagbenene og bare kigger samt fryser til is, når de står overfor fare, og da jeg forleden gik i solen fra Torvehallerne mod ACNE archive, kunne jeg ikke lade være med at præsentere min veninde for følgende spørgsmål:

Hvorfor skal det hele lige ske på samme tid?

På én og samme tid er sofaen blevet flyttet, pandehåret klippet og min butterchicken bestilt fra et andet sted, og jeg har pludselig svært ved at se det eventuelle gode i forandringerne. Fordi de fylder så forbandet meget, at mit hoved drejer rundt. Er det livet, der tager pis på mig? Eller har også livet behov for en ny frisure fra tid til anden?

Jeg tror på det sidstnævnte.

Jeg tror, der vil komme perioder i ens liv, hvor forandringer ikke blot er nødvendige, men altoverskyggende. Når man går fra barn til teenager, fra teenager til voksen, fra sig selv til mor eller når man bestiller whopperen med cheddar i stedet for den sædvanlige smelteost. Vores liv har også behov for at klippe pandehår.

Og det er i denne fase, jeg er lige nu.

Livet er ved at smide vinterpelsen, har fundet passet frem og forsøger sig med en ny frisure. Det er ikke sikkert, at det bliver kønt, men det er helt sikkert nødvendigt. Og så tror jeg bare, at jeg skal følge med. Der er nok egentlig ikke så skide meget andet at gøre.

Hvem ved: Måske rocker jeg pandehåret denne gang?

(Red. nej, det gør du ikke).

followwho

MY WISH LIST ONLY LISTENS TO MUSIC YOU HAVEN’T HEARD OF

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Hot dog skulpturer, vaginablomster, hjemmelavet kunst og smalle solbriller. Min ønskeseddel lyder som en hipster fra Kødbyen

Den 23. april fylder jeg 23 år, og imellem ønsker om lejlighed, sej fuldtidsstilling og en mindre appetit for Whoppere med ost, er der altså også sneget sig andre ønsker ind. Mere materialistiske og “det kan vi muligvis godt hjælpe dig med” ønsker. Imellem skinnende vinyl bukser, mærkelige skulpturer og blomster, der lidt ligner de ædlere dele af en kvinde, finder man ligeledes fine beklædningsdele, skøre solbriller og fantatiske boligting.

Voksne ting som penge og concealer til de bekymrende mørke rande under øjnene og på min konto har dog også fundet sin vej.

De mere klassiske ting, der typisk har stået på min liste, har måtte vige for de lidt sjovere og specielle items, og det er ganske klart, at jeg har bolig på hjernen. Øverst på listen står blandt andet skøre skulpturer (ligesom den hotdog porcelænsfigur Anne fandt i Røde Kors), hjemmelavede ting som tegninger eller kunst, blomster fra min nye obsession samt et meget dyrt, hyped og fantastisk tøjstativ.

(Og som jeg læser ovenstående prætentiøse ønsker igennem, kan jeg ikke undgå at tænke, at jeg muligvis har fået forbyttet min egen liste med den af en person med cykelstyrsoverskæg og en hjemmelavet kandidatgrad i filosofi, musik-I-andre-ikke-kender og kunst, der ser virkelig mærkelig ud.)

Min fødselsdag skal fejres over tre dage – fordi intet mindre kan gøre det – og jeg kan dermed allerede nu krydse én ting af min ønskeseddel: Tid med min mand, mine piger og min familie. Og hvis der så også kan lande en lejlighed i København i min turban, er jeg ret sikker på, at jeg vil være den lykkeligste knallert i bageriet.

REKLAME LINKS SNEAKERS GANNI | BORD ILVA | THE GENTLEWOMAN | SOLBRILLER GUCCI | SKULPTUR FRA LAURITZ.COM | SWEATSHIRT GESTUZ | LAMPE MO LAMPS | BLOMSTER POPPYKALAS

followwho

A PESSIMIST’S GUIDE TO A FESTIVE OUTFIT

KJOLEN ER SPONSORERET AF BIRGITTE HERSKIND

Jeg tæsker videre på hesten og kommer frem til den samme konklusion som så mange gange før

Vi kan vist efterhånden godt konstatere, at den døde hest er slået godt og grundig gul og blå herinde. Hesten i denne situation værende min endeløse snak om problemer, der drypper så meget af first world problems, at jeg burde medbringe mit eget “slippery when wet” skilt. Og det beklager jeg. Mine tekster er unægteligt påvirket af hverdagens virkelighed, om det så være champagnedrikkeri og høje sko eller håbløshed og indelukkethed på sin teenagebrors værelse.

Men da jeg i dag fangede mit eget spejlbillede i farten, kunne jeg ikke undgå at tænke, at bøllebanken af det føromtalte omkomne hovdyr ligeledes har lagt sig over resten af mit liv. Mig iklædt det bedste fra udvalget af “hvad fanden, der lige ligger på gulvet” og ikke i nærheden af at have skrevet noget som helst andet end “med ekstra ost” inde på Hungry, kunne jeg ikke lade være at dvæle lidt ved, at jeg muligvis har ladet min egen pessimisme og dyrkelse af håbløshed resultere i en selvopfyldende profeti.

Når jeg føler mig håbløs, forbliver jeg håbløs. Eller et eller andet pseudofilosofisk fis.

Og derfor måtte jeg her til aften gribe fat i et endnu uudgivet look fra en af de dage, hvor jeg rent faktisk klædte mig finere på til en aften ude. I hvert fald finere end hættetrøje og boxershorts. Endnu engang er jeg efterladt med tanken om, at jeg muligvis skal gribe mod en forandring af de små ting for at komme ud af den grøft, der er mit liv på nuværende tidspunkt. Jeg skal klæde mig bedre på, tænke mere positivt, tillade mig selv at være optimistisk og drømmende uden frygten for, at det automatisk vil betyde uheld.

I hvert fald følte jeg mig en del mindre som en død hest, da jeg var iført ovenstående i modsætning til dagens look fra gulvet. Så her er det, en pessimists bud på et festligt look: En farverig kjole, en fin pels, sneakers og håbet om, at det hele nok skal gå lidt bedre.

KJOLE BIRGITTE HERSKIND | PELS VINTAGE | SNEAKERS ASICS | SOLBRILLER GUCCI

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #13

Du er måske ikke den mest fluffy påskekylling i kurven, men derfor vil jeg stadig gøre mit bedste for at hæve dit humør

Så gik der syv lange dage siden, I fik glæden af Whos magiske fingre og forunderlige sind. Og I spørger jer selv: Hvordan overlevede jeg? Ærlig talt, så ved jeg det ikke. Måske kiggede du lidt dybt i snapsen? Måske søgte du ugennemtænkt støtte i en ekskærestes favn, som du virkelig ikke burde have besøgt? Det vigtige er, at du overlevede.

(Men really: That guy? Har du ikke en lidt dårlig smag i munden nu?).

For at tilbyde en offergave for at forsøge at lappe vores forhold, vil jeg nu forsøge at hæve dit humør, der – fuldstændig unægteligt – ligger nærmere “Britney 2007” end “virkelig mange likes på mit selfie” på spekteret, fordi vi har været fra hinanden. Måske blev du lidt for fuld til familiepåskefrokosten. Måske har du ikke været i bad siden i tirsdag. Men i det mindste har du ikke fået et foruroligende forhold til din kat eller skrevet testamente, fordi du ikke kunne formulere en ordentlig metafor.

Her er ti ting, jeg har gjort i denne uge, der burde få dig til at få det bedre med dig selv.

Jeg har fået et bekymrende tæt forhold til min kat. Bevares, jeg har da altid synes, at hun var et cool bekendtskab, men efter at være rykket hjem til mine forældre er vores forhold blevet… mere end venskabeligt. Jeg kan nu officielt bære titlen som: Hende der kvinden, der har en telefon fuld af billeder af sin kat (se herunder for beviser). Er det nøjagtig de samme billeder alle sammen? Ja. Sender jeg dem rundt til familie og kæreste? You bet yeah. Er der nogen, der giver en fuck for dine kattebilleder? Nope.

Er hun den bedste mis i verden? Fuck ja.

Jeg er begyndt at hente min kat, når hun ligger andre steder. “Kom her, nu skal du kæles, mors pige. Og du har intet valg”. Ja, det siger jeg til hende.

Ja, jeg skal virkelig have fundet mig en lejlighed.

Da jeg forleden vågnede med bankende hovedpine og skulle hente min kæreste i en bankende brandert fra toget midt om natten (hans bankende brandert, ikke min), begyndte jeg pludselig at lægge mærke til, at jeg ikke rigtig kunne formulere beskeder så hurtigt som normalt, og at jeg ikke rigtig fik sagt de ord, som jeg gerne ville, men i stedet fik sagt nogle andre helt uhæmmet (grint i stedet for hørt, kæreste i stedet for været). Og hvad der højest sandsynligt var træthed, stress og sukkeroverdosis endte selvfølgelig ud i testamenteskrivning og en forsikring til familie om, at det højest sandsynlig var sidste dag, de ville se mig. Det gik også her op for mig, at det ikke er døden, jeg frygter allermest, men en pludselig manglende evne til at formulere tekster og sætninger.

Og som jeg sidder her klokken fem om morgenen, stadig ør i hovedet efter de sidste to dages hovedpine, overanalyserer jeg hver en slåfejl, for det kunne jo være tegn på, at pesten snart tog sit endelige greb i mig. Jeg vil begraves med en prætentiøs metafor skrevet på min gravsten, der repræsenterer livets finurlighed igennem højhælede sko.

Jeg købte mig selv en kage forleden, da jeg præsenterede følgende hypotese for min veninde: Du ved, når kvinder klipper pandehår for, at der skal ske noget nyt, fordi det er det mest håndgribelige (og ugennemtænkte), man kan gøre, når kæresten lige er skredet og det hele føles mærkeligt? Jeg tror også, at livet fra tid til anden klipper pandehår. Jeg vil her være så fræk at kalde det pandehårsperioder. Perioder, hvor der måske sker nogle ugennemtænkte og kiksede ting, perioder, hvor det hele vender op og ned, hvor der sker store forandringer.

Det er bare livet, der klipper pandehår.

Jeg var stolt af mig selv resten af dagen, og jeg er netop nu igang med at formulere teksten “Pandehår: et dårligt valg eller livets vinterpels?” Kommer til en skærm nær jer.

Jeg har spist så meget crap de sidste par uger, at det er utroligt, at jeg ikke er død af fritureoverdosis for lang tid siden. Jeg har retfærdiggjort det med, at jeg var stresset, ikke havde behov for at tænke på noget så uoverskueligt som grøntsager, og at man da ikke hverken dør eller får store lår af at par ugers madorgie. Men som jeg mærker min krop falde fra hinanden, mit søvnniveau stige med cirka 87% og min generelle mentale tilstand deteriorate, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Burde jeg måske bytte disse ti Knoppers ud med en gulerod? Og burde jeg måske lade være med at tolke hvert et lille kropsligt tegn som pest og/eller kolera?

Jeg har lige spist en Knoppers til. Jeg har stadig syv liggende ved siden af min seng.

Jeg fik så stort et mental breakdown bag rattet forleden, at jeg måtte holde ind for, at kunne tude færdigt. Det var vist noget med en lejlighed, en flyttet kæreste og en sørgelig sang i radioen, men da jeg per automatik satte vinduesviskerne igang for at kunne se bedre, besluttede jeg mig at tage mit liv op til revision. Igen.

Jeg har per nuværende tidspunkt ikke skiftet tøj i en uge. Jeg kan ikke rigtig komme til i papkasserne. Så jeg har to looks: Hættetrøje og træningsbukser eller nøgen. Og når jeg siger, at jeg ikke har skiftet tøj i en uge, så mener jeg, at jeg ikke har skiftet noget tøj i en uge.

Jeg har boet i den yderste provins i en uge, og jeg er officielt begyndt at kigge ud af vinduet, når jeg kan høre en bil køre forbi efter mørkets frembud. Ring til politiet! Det kan kun være de der unge tyveknægte, der bevæger sig ud efter 19.30.

Og ja, det bliver åbenbart – helt exceptionelt – mørkt i provinsen klokken 19.30. Just, okay…. ?

Det har taget mig tyve minutter, at skrive dette indlæg, og det eneste jeg kan tænke på er, hvor meget jeg savner min kat. Get ready, Thilde – du skal voldkæles.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHERHER OG HER

followwho

TOGET TIL VOKSENLIVET ER FORSINKET MED *UBESTEMT TID*

Tillad mig at citere en Disney favorit: Hvornår går mit liv i gang?

Har du det nogensinde som om, at du er gået i stå? At du sidder og venter på noget? At du sidder på den metaforiske perron med et lunkent pølsehorn i hånden og kigger efter dit livs tog, der skal tage dig afsted, videre, hen mod noget nyt? Men som med alle DSBs toge – selv de metaforiske af slagsen – så kommer det bare ikke. Og den to-minutters forsinkelse, som du regnede med, ender ud i meget længere tid og en misset forbindelse på Ringsted station.

Her skal jeg give jer, at metaforen måske blev taget en anelse langt ud, og jeg er endnu ikke helt klar over, hvad den missede forbindelse skal repræsentere, men jeg lover, at jeg nok skal have fundet på en pseudofilosofisk påduttet mening, inden denne tekst er omme.

Måske sidder du i din barndomsby, og havde egentlig regnet med, at du ville være et andet sted på dette tidspunkt i dit liv. Måske sidder du i den stilling, som du for halvandet år siden havde lovet dig selv, at du selvfølgelig ikke ville sidde i, når du “bare lige havde fået tjent nogle penge sammen”. Måske er du bare indehaver af en altoverskyggende følelse af, at der ligesom bare ikke er nogle toge, der afgår, som du gerne vil have dem til i dit liv. Og i så fald:

Velkommen til klubben.

Jeg har det som om, at jeg har brugt de sidste to måneder fastlåst på en provinsperron med et efterhånden virkelig køligt pølsehorn i hånden. Og selvom jeg rent faktisk har spenderet ganske mange stunder over disse måneder på denne førnævnte provinsperron, så er det meget mere en mental placering, jeg har indtaget. Tillad mig at citere en nyere Disneyklassiker, når jeg fremhæver, at jeg er efterladt med spørgsmålet:

Hvornår går mit liv i gang?

Omkring mig bevæger folk sig op af karrierestigen, flytter i større lejligheder, indgår samarbejde og skriver voksne mail. Selv min lillebror – hvis værelse jeg lige nu indtager – bevæger sig videre i livet med en optagelse på gymnasiet. Og i går fangede jeg mig selv køre ned af den samme vej, med det samme album på bilens anlæg mod det samme værelse, som jeg kørte mod for godt og vel fem år siden.

Kan man bebrejde mig for at føle, at mit tog er gået i stå et eller andet sted imellem teenager og voksenlivet?

Mine venner, familie og mand forsikrer mig om, at det hele nok skal gå. At det “kun er to måneder siden, at du blev færdig”, at det “kun er få dage siden, at du afleverede din lejlighed”, at det tager lidt tid alt det der. Og de har ret. Det ved jeg da godt. Når jeg kigger på det på den der helt logiske, jeg-overtænker-ikke-mit-liv-måde. Men når jeg sidder her med en fyldt blære og en telefon, der er ved at dø ud, så kunne jeg altså virkelig bare godt klare, at toget kom.

Så jeg kunne få tømt mig selv for nogle af mine ambitioner og ladet mig selv op med energi. (Lad os lige dvæle lidt ved, hvor fantastisk finurlig og dobbelt-betydnings-fungerende denne tekst er.)

Jeg sidder bare og venter. Venter på mails, venter på svar, venter på nye muligheder. De kloge ville nok mene, at man burde få det bedste ud af ventetiden, lægge et puslespil, omfavne og acceptere situation. Men hvad gør de kloge, og hvad gør jeg, spørger jeg mig selv. Og svaret er i denne situation: Det direkte modsatte. For følelsen af at sidde fast overskygger min evne til at acceptere og gøre noget produktivt med ventetiden.

Som at blive sådan et omfavnende, tofu-elskende yoga fjols, der tror på, at der er en mening med det hele. Sig mig så lige: Hvad er meningen med det forsinkede tog?

Jeg lovede jer, at jeg ville have fundet frem til betydningen af den missede forbindelse på dette tidspunkt, og ved nærmere eftertanke tror jeg, at den repræsenterer min følelse af, at jeg går glip af noget. At jeg kommer bag i køen, fordi jeg ikke er i gang, fremme, på vej til *indsæt selv præstation, som jeg gerne vil opnå*. Eller måske er det bare mig, der er for villig og liderlig efter at smide metaforer omkring mig, som var det dårlige kommentarer om mine egne lår eller bestillinger i drive throughen hos Burger King.

Jeg bliver siddende på perronen, mens jeg venter på lejlighed, karriere, sommer og mit livs begyndelse. Måske kan jeg tvinge mig selv til at kigge lidt op og indse, at livet også sker, mens jeg venter. Måske kan jeg i det mindste tvinge mig selv til at nyde pølsehornet. Hvem ved: Måske ender toget med at ankomme meget hurtigere, end jeg lige havde regnet med. Hell, måske ender jeg med at tage et helt andet tog end planlagt.

For fanden, det kan sgu da være, at jeg ender i Vordingborg?

followwho

HELP

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg ellers skal gøre?

Udloves: Blomster, date med mig, et digt og flødeboller. Eller, hvis det ønskes: Komplet stilhed og ingenting fra den mærkelige blogger.

Ønskes: Lejlighed i København eller omkring. Stort set ligegyldigt hvor henne. Næsten ligegyldig størrelse.

Haves: Budget på cirka 10.000 kroner, renlighed, et rolig sind, mulighed for (og ønske om) at flytte ind med det samme.

Jeg ved, at det efterhånden må være trættende at læse om mine never ending ønsker og behov. Men jeg sidder i et limbo og føler mig ret fortrøstningsløs. Så jeg gør mig et sidste forsøg på at finde en bolig i København med jeres hjælp. Min mand er flyttet, jeg bor pt. på min brors værelse og jeg vil meget, meget gerne til København nu. Jeg kan kontaktes på sillewho@gmail.com, hvor jeg ligeledes kan give flere informationer, hvis det ønsker.

followwho

THE DREAM IS ALIVE: SHOP AND GET PAID

SPONSORERET AF BONUSWAY

Jeg siger måske, at jeg drømmer om at arbejde som modejournalist, men i virkeligheden vil jeg jo bare betales for at shoppe

Journalist, modeskribent, succesfuld blogger, rig, berømt, kagetester, Instagramceleb med tynde lår. Jeg har mange svar klar, når folk spørger mig, hvad jeg drømmer om at blive. Og bevares, de passer alle sammen. Men når jeg sådan rigtig tænker mig om, så er der i virkeligheden én drøm, der brænder klarere end de andre. Som en supernova i det uendelige univers: At blive betalt for at shoppe.

(Ved nærmere eftertanke trækker jeg supernova-metaforen tilbage, eftersom hele den der gigantisk-atombombe-agtige-udslettende eksplosion ting måske kunne sætte lidt af en stopper for drømmen).

Min tid foran skærmen med et kort i hånden og en mission i tankerne er som regel forbundet med et ordentlig hak i budgettet samt dårlig samvittighed og efterfølgende ekstrem kagespisning (i.e førnævnte drøm om at blive kageconnoisseur), men efter Bonusway kontaktede mig og præsenterede deres koncept, har jeg været nødsaget til at revurdere min tidligere praksis og skrue kageforbruget efter shopping ned til et noget mere acceptabelt niveau.

Bonusway er nemlig en side, hvor du – hvis du handler igennem deres side på udvalgte webshops – får op til 6% tilbage af det, du handlede for, i kontanter – som du kan bruge nøjagtig, som du vil (jeg forslår mere shopping). Siden er gratis at benytte og byder på besparelser fra sider som; ASOS, Zalando, Nelly, Ellos, Boozt (Mit hjerte synger) og mange, mange andre.

Lige nu kan du få en velkomstbonus på 40 kr. (aka mere at shoppe for), hvis du tilmelder dig igennem mit personlige link lige her.

Fordelen ved Bonusway er, at du ikke blot optjener point, der udelukkende kan bruges på én specifik måde: Her optjener du reelt penge, som du kan vælge at bruge på mere shopping, kage eller Instagram followers. What ever rocks your boat. Herover kan I se indholdet af min indkøbskurv fra Boozt, der er lidt tættere på at nå mit hjem, eftersom jeg kan retfærdiggøre et eventuelt køb med udsigten til at få penge tilbage.

Samt at være et skridt tættere på min drøm om en karriere som professionel shopper. Jeg arbejder i sandhed vanvittigt hårdt for min fremtid…

SNEAKERS GANNI | JEANS WOOD WOOD | SWEATSHIRT GANNI | SOLBRILLER GUCCI

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #12

Selvom solen skinner, kan du stadig have det skod. I såfald: her er ti ting, jeg har gjort i denne uge

Solen skinner fra en skyfri himmel, men det betyder ikke, at du ikke stadig kan have det skod over dig selv. Måske har du kigget på dine vinterblege ben og indset, at du ingenlunde kan bevæge dig ud i nederdel uden at repræsentere en meget reel fare for at blænde bilister og dermed resultere i uheld? Måske er kroppen lidt mere klar på kage og joggingbukser end bikini og belfies?

Måske er det hele bare noget lort.

Men husk på, at selvom du måske ikke er det mest ufedtede solbrilleglas i bunken, så har du ikke indledt et nærmest stalking-agtigt forhold til en potentiel udlejer eller fået det usunde behov for at høre Morgan Freemans stemme for at kunne falde i søvn.

Jeg fik i dag taget outfitbilleder i min nye, smukke, silkeagtige vintage nederdel, men måtte skrotte dem alle, da jeg lignede én, der var gravid i sjette måned. Jeg beskyldte stoffets fald og lysets ligeledes, men inderst inde ved jeg godt, at det er den unaturligt store mængde junk og kage, jeg har spist de sidste uger, der ligger til grunde, samt de mormor agtige trusser, der sidder oppe under min navle

Jeg kan kun falde i søvn, når jeg ser dokumentarserier om eksistentielle spørgsmål eller om videnskab og universet. Pt. er det Morgan Freemans stemme og tanker om Gud, der luller mig i søvn. Mærkværdigt? Åh ja. Nødvendigt? Åh ja endnu mere.

Jeg så Oggy og kakerlakkerne den anden aften. Længe. Alt for længe. Og jeg nød det. Alt for meget.

Da jeg lå og så aftenens dokumentarserie, fandt jeg mig selv i ekstremt grineflip, da jeg for mig selv fik råbt: “det er sgu da tamponer!”, da en illustration viste nogle af jordens første livstegn. Jeg var alene. Og jeg grinte længe.

Jeg rystede røv igennem Netto, fordi jeg havde fundet min gamle bamsedragt, der bare føles så god at have på, når man ikke har undertøj på. Det lufter alle de rigtige steder.

Undskyld til den unge ekspedient, der måtte se det.

Jeg har forelsket mig i en lejlighed. Det har resulteret i beskeder af nærmest roman-agtig længde til udlejeren.

Hvem vil ikke gerne udleje sin lejlighed til en desperat, pushy og meget velskreven ung kvinde?

Jeg satte min alarm, så jeg kunne se Sister Wives på TLC. For sådan et menneske er jeg åbenbart blevet.

Jeg måtte stå op midt om natten for at skifte sengetøj, fordi jeg kom til at tænke på de tampon-lignende små dyr, og at de kravlede i min seng.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde spildt to dage på sofaen foran fjernsynet, fordi jeg havde set dokumentarer. Og dokumentarer bliver man klog af.

Særligt den der om Vogue.

Jeg overvejede ganske seriøst at indlede et forhold til en kvindelige sælger fra Holstebro, for at få hende til at bringe det der drømme magasinstativ til Sjælland under påskuddet om, at vi skulle mødes. Kærlighed eller venskab? What ever gets you here.

LÆS DE ANDRE 11 INDLÆG I KATEGORIEN TEN THINGS

followwho

OFF THE GRID – ON THE RUN

Off the grid og med utrænede skrivefingre. En oversigt over, hvad jeg har lavet i stedet for at skrive

Imellem møder, lejlighedssøgning og – besøg, en mand, der er rejst, pressedage, veninder, lange gåture og meget andet, har det været svært at finde tid til at lade mine fingre få deres daglige dosis af tekstforfatningsmotion. Og jeg har savnet det. Jeg kan mærke, at når mine tanker ikke får lov at komme ud igennem mine fingre, så bliver de snørklede, og det bliver pludselig så svært at komme ind i rytmen igen og sætte ord på de ting, der så gerne vil ud.

Derfor starter jeg let ud.

En kort gennemgang af nogle af de ting, jeg har brugt de sidste dage på. Dage, der på én og samme tid har været travle nok til at overskygge alt det, der lige sker omkring mig, men som samtidig har mindet mig om, hvor meget der egentlig lige sker.

Og det har faktisk været ret OK.

Jeg drak te og læste avis med den smukkeste udsigt fra Riccos i Magasin, inden jeg holdt møde samme sted. Selvom det i virkeligheden blot er bygninger, biler og travle mennesker, så følte jeg mig helt afslappet og imponeret over skønheden.

Jeg var til pressedage, hvor jeg blandt andet besøgte Mørch Fashion, hvor jeg forelskede mig i de absolut smukkeste bukser fra Áeron, en fantastisk pels fra Yves Salomon og alt fra Holzweiler, der klart er et nyt favoritbrand hos mig. Besøget skete efter en rask gåtur på fem kilometer i styrtende regnvejr, så jeg kan roligt sige, at jeg ikke var på mit ypperste.

Jeg var ligeledes forbi Adidas og deres nye showroom og forelskede mig fuldstændig i et par hvide retro sneakers med pastelfarvede detaljer samt Matilde, der nok er det rareste menneske, jeg slet ikke kender godt nok.

Flere pressedage med mine dejlige piger, Anne og Marie. Vi var forbi H&M for at se den nyeste Conscious kollektion samt forbi Carré for at se deres nyeste samarbejde med den smukke Sophia Roe.

Jeg har fået lov til at spendere fantastisk meget tid sammen med den smukkeste pige i verden, Lilli. Det er som om, at tiden med hende sætter det hele i perspektiv. Problemerne bliver mindre, mine tanker lettere, mit fokus skarpere (og så er jeg helt ligeglad med, at hun pletter mit tøj).

Jeg har plejet mig selv. Spist kage nøgen i sengen. Pakket kalorietælling, vægten og det evige fokus på, hvad andre ønsker, væk. Jeg har indset, at når jeg skal bruge så meget tid i mit eget selskab, i mit eget liv, så er det mig, der skal være i fokus. Jeg har ikke fattet det helt endnu, men det skal nok komme. Kage i sengen er en god start.

followwho

SILLE SAYS RELAX (BUT DOES SHE DO IT?)

Jeg smider tøjlerne og ifører mig læder (fik jeg jeres opmærksomhed der?)

Jeg prøver at løsne tøjlerne lidt. Tøjlerne af høje forventninger til mig selv og mængden af perfektionisme i mit liv, der til tider kvæler mig.

(Red. Til tider betyder i denne sammenhæng stort set altid).

Jeg dropper kalorietælling til fordel for kødpølsemadder med remoulade og ristede løg, cola og et stort stykke kage til dessert. Jeg lader vasketøjet ligge til gengæld for at kunne skrive (hvilket måske i virkeligheden egentlig ikke er den store nyhed) og jeg – prøver – at minde mig selv om, at alt det praktiske nok skal gå.

Lige nu skal jeg bare kigge fremad i stedet for indad, og hygge mig helt vildt.

I dag er jeg til møder i byen fra ni til 16 – iklædt den skarpeste læderfrakke og mine hurtigste sneakers. Og så har min mor sat kage til mig hjemme i mit køleskab.

Jeg kan allerede mærke tøjlerne løsne sig

SÆT VINTAGE | TASKE MARKBERG | SOLBRILLER LOEWE

 

followwho

10 THINGS THAT ROCK ABOUT BEING ALONE

Skal du være alene i aften? Lucky you.

Måske er du alene hjemme i aften, måske er du alene hjemme i længere tid, eller måske bor du bare alene? Hvor længe din bosat-alene-situation end er gældende, synes jeg, at du skal læse dette indlæg, hvori jeg giver ti grunde til, hvorfor det er fucking fantastisk at være alene.

Jeg lover, at det er meget mindre single, kattedame trist, end det lyder. Eller i hvert fald en smule. Muligvis bare en anelse.

Det er så ufattelig nemt at glo sig blind på tristheden over at være alene. Ingen at putte med, ingen at grine med, ingen skulder at græde ved. Og igennem al denne blindhed mister vi evnen til at se de mange muligheder, der ligger i at være alene. Såsom at udsætte barbering og indtage alt, alt for meget ost.

Jeg nævner i flæng:

Du kan spise banankage med cheese cake topping til morgenmad. Nøgen, i sengen, mens du ser New Girl og spilder ned af dig selv. Dette er selvfølgelig fuldkommen hypotetisk og på absolut ingen måde inspireret af sande hændelser.

Der er overhovedet ingen, der kan dømme dig. Snakker du lidt for ofte med dig selv og/eller dit fjernsyn? Go fucking nuts. Vil du tage usundt mange selfies fra alle vinkler? Du ved, hvad du skal gøre. Har du lyst til at gå i seng klokken 19.30 for at se dokumentar om Storbritanniens ældste borge? You do you, boo!

Igen; Jeg kan ikke fremhæve nok, hvor meget disse punkter ikke er inspireret af virkelige hændelser…

De der grimme underbukser, der sidder under navlen og har et hul lige der, hvor det gælder? Find dem frem fra gemmerne og ryst røven igennem stuen uden frygten for, at andre parter vil dømme dig for dine ualmindeligt store, usexede og lasede underbukser med “SEXXY” stående bag på.

Personlig hygiejne? Jeg må bede dig forklare? For de ord står ikke skrevet i min ordbog, når jeg er alene. Bad? Det kan jeg sagtens strække lidt længere. Lugter denne trøje? Ikke hvis den lige får en omgang deo. Barbering? Bitch, please…

Sengen skal kun bruges til at sove. Og kage. Og fjernsyn. Og sociale medier. I forlængelse af personlig hygiejne er det værd at dvæle ved, at man igennem alenetid kan dedikere den hellige seng til hellige handlinger såsom: Alt for meget søvn, spisning af junkfood, social medie stalking, Netflix m.v.

Som Gud havde tiltænkt den.

Du kan selv bestemme. Jeg nævner her i flæng: Hvad du vil spise (Og hvornår. Jeg er provinspige, jeg spiser klokken 17, hvis jeg vil spise klokken 17!), hvad du skal lave (Læg det fucking puslespil og drik te, hvis det er det, du vil, din vildkat). Men vigtigst af alt: Hvad du skal se i fjernsynet. Og når du endelig har fundet det, du gerne vil se, så er der ingen, der kan dømme dig for, at du ender med at sidde og stene Instagram efter fem minutter.

Du behøver ikke stå til ansvar for dine humørsvingninger. Nogle gange er livet uretfærdigt, nogle gange har du bare brug for at græde over, at der ikke er noget, der fungerer, og at du ikke har nogle gode serier at stene. Andre gange føles livet så let og dit selfie (Who, 2017: linje 16) har fået åndssvagt mange likes, at du bare er nødt til at danse. Måske oplever du disse følelser med flere ugers mellemrum, måske går der omkring 2.30 minutter (Igen, rent hypotetisk), og når du er alene, behøver du ikke forklare, hvorfor du står tudende og danser midt på stuegulvet.

Kan du huske den der seng, jeg nævnte? That’s right: Få din lækre røv ind på midten.

Du har kun ansvar for dig selv. Vil du droppe aftensmaden, indkøb, lade køleskabet stå tomt og spise dig mæt i vingummier? Gør det. Vil du bruge penge på rød øjenskygge i stedet for toiletpapir? Du fortryder det måske, men fyr den af! Du har kun dig selv at skulle sørge for.

Vil du ringe og snakke med din mor i laaaang tid, for at snakke om, hvordan alting er synd for dig? Så er der ingen, der spørger indtil det bagefter eller ruller øjne af dig, fordi du ynker og bare gerne vil have, at din mor fortæller dig, at du er den bedste, smukkeste og dygtigste Sille i verden.

Igen: TOTALT hypotetisk.

followwho