HOPE – FRIEND OR FOE?

HOPE

Er vi nødt til at være naive, håbefulde idioter for at komme op af hullet?

Håb er en sjov størrelse. Det er så let at miste, men det er samtidig så nemt at finde sig selv håbefuld omkring den selvsamme ting, der tidligere har skuffet dig. Igen og igen. Gør håb os i virkeligheden naive og tilbøjelige til at hoppe i nøjagtig den samme fælde som tidligere? Eller er håb det eneste, der rigtig holder os i gang?

Jeg har længe oplevet fremgang. Fået det bedre og bedre. Kunne skubbe de farlige tanker i baggrunden sammen med min kagetrang og min lyst til Céline sko og Loewe accessories. Omend en evig og besværlig kamp. Og så i går, som regn fra en skyfri himmel, blev jeg lokket tilbage i mine gamle vaner. Som var de dårlige tanker en Snickers bar imellem grønne bønner. Og det gjorde rigtig ondt. Ikke blot grundet smerten, der automatisk kommer med disse tanker, men også grundet tabet af håbet. En ordentlig mavepuster serveret af det faktum, at alt ikke længere var som jeg gik og håbede på. Jeg var ikke på magisk vis blevet rask. Jeg kunne ikke længere håbe på, at jeg for evigt ville kunne undgå hullet.

Jeg mistede håbet.

Og som jeg sad der, åndeløs under vægten af alle de tanker, der to måneder tidligere fik mig i knæ, var jeg efterladt med spørgsmålene: Er det bedre slet ikke at håbe? Havde mavepusteren været mindre, hvis jeg ikke endnu engang havde fået forhåbningerne op?

Var jeg bare en naiv idiot?

Det føltes unægteligt som om, at det hele pludselig gjorde en smule mere ondt, fordi jeg ikke var beredt på det. Fordi jeg inderst inde havde fået overbevist mig selv om, at jeg var igennem dette. Fordi jeg sådan havde håbet. Jeg følte mig uforberedt. Jeg havde ikke malet fanden på væggen, og nu vidste jeg slet ikke, hvordan han så ud. Jeg blev irriteret. På mig selv og på mit håb.

Men måske det blot var min tilbagegang, der talte?

Håb er muligvis en af grundene til, at tilbagegang gør så ondt. Fordi håbet får skridtet tilbage til at føles så meget længere, end det havde gjort foruden. Men måske det ligeledes er en af årsagerne til, at fremgang overhovedet opstår. Måske vi skal opføre os som naive idioter, for at kunne bevæge os op af hullet. Naive, håbefulde idioter. For uden troen på, at det hele nok skal blive bedre, vil vi så overhovedet kunne nå dertil? Og selvom håbet vil resultere i en større mavepuster, når vi træder et skridt i den forkerte retning, så er den mavepuster måske bedre end smerten ved konstant håbløshed? Vi skal ikke blive bange for at håbe, fordi et efterfølgende tab af håb vil være smertefuldt. Nej, vi skal måske rettere dvæle ved det faktum, at det gør så ondt at tabe og leve uden håb, at vi skal gøre vores ypperste for at bibeholde det. Ligemeget hvor mange gange, at vi bliver skuffede.

Jeg er ret sikker på, at mit håb gør mig til en idiot på visse punkter. En idiot, der ikke altid ser kendsgerningerne i øjnene. Men jeg er også ret sikker på, at det er det værd. Også selvom der er en stor risiko for en endnu større mavepuster, end hvis jeg havde været håbet foruden. Jeg tror håbet på det bedre, er noget af det, der holder mig i gang. Får mig til at stå op hver dag i troen om, at i dag bliver bedre. Bare en smule. Og måske håbet kan hjælpe mig selv på de dage, hvor jeg har taget et skridt bagud i stedet for frem. Måske jeg så alligevel kan tro på, at i morgen bliver en bedre dag.

Det håber jeg i hvert fald på.

followwho

SELF-INDULGENCE IN THE FIGHT AGAINST FORGETTING YOURSELF

Ikke-navngivet-1

SPONSORERET INDLÆG

Er selvforkælelse vores soldaterkammerat i krigen mod forglemmelse af os selv?

Som I nok ved, så står jeg forrest når alenetid og selvpleje giver koncert. Men der er nok én ting, som jeg ville være endnu mere tilbøjelig til at følge med rundt på tour.

Selvforkælelse.

Og det er det, dagens fanbrev skal handle om. Selvforkælelse og vigtigheden af dette. For selvom vi på nuværende tidspunkt lever i et samfund og i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde før at prædike om og ikke mindst praktisere næstekærlighed og solidaritet, så synes jeg ligeledes, at det er vigtigt at have fokus på selvforkælelse. På spise-kage-shoppe-sko-og-læse-magasiner-på-sofaen-måden.

For igennem selvforkælelse lader vi ikke blot op, vi beslutter os ligeledes for, at vi er værd at forkæle. Og som vi ligger der på sofaen i en kagerus, mens vi fylder vores virtuelle shoppekurv med lækre stiletter, så kan det være, at vi pludselig synes, at vi er lidt mere værd at forkæle. Måske grundet en chokolade overdose eller på grund af skuddet  af serotonin fra at trykke på “Checkout” knappen, eller måske er det i virkeligheden bare magten af selvforkælelse. 

Skal der selvforkælelse til, før vi føler os værd at forkæle?

Måske vi skal anskue chocolate chip cookies, sofatid, shopping og magasinlæsning som nogle af vores soldaterkammerater i kampen mod forglemmelse af os selv. Det er så nemt at nedprioritere selvforkælelse og det første, der ryger i farten – imellem hverdagspligter og mandagsnedture – er ofte tiden, vi bruger på os selv. Timen vi tager ud til magasinlæsning og navlepilleri. Men selvom det virker som om, at vi prioriterer det vigtigste, er det så i virkeligheden det vigtigste, vi glemmer?

Hvis ovenstående har fået overbevist dig om vigtigheden af tid til selvforkælelse, så har jeg et tip til, hvordan du kan udfylde de mange timer, du nu skal til at bruge på dig selv. Læs magasiner. På telefonen. Gratis. For gratis er vel i virkeligheden også en form for selvforkælelse? Eller i hvert fald et element ved denne, der gør det en smule nemmere at retfærdiggøre. Hos Flipp kan du nemlig lige nu få en måneds fri magasinlæsning af blandt andet Eurowoman, Euroman, RUM og mange flere. Flipp er basically dine favoritmagasiner online. De indeholder nøjagtig det samme som papirversionen, men er både mere praktisk samt lige ved hånden.

Du kan få en gratis måned – uden binding – lige her, og i det mindste kan du bruge aftenen på at læse det nye Eurowoman eller Euroman, og glæde dig over, at du kan bruge tid på selvforkælelse i stedet for penge på magasiner. Det er gratis den første måned, og derefter vil det koste 99 kroner om måneden. Derfor skal du huske at melde det fra igen, hvis du ikke bliver hooked i løbet af den første måned!

Nu vil jeg lægge mig tilbage, åbne posen med kagerne og mens jeg flipper igennem magasiner, som jeg normalt ikke bruger penge på at forkæle mig selv med (er det OK for en 22-årig modeblogger at læse Anders And?), så vil jeg nyde tanken om, at jeg prioriterer mig selv. Bare for en stund.

For det fortjener jeg fandeme.

REKLAME LINK Sko Public Desire

P1010014

followwho

WE NEED TO TALK ABOUT: COLOURED SHADES

solbriller

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Kan vi gøre verden en smule rarere at kigge på ved hjælp af farverige brilleglas?

Det er nok næppe gået nogens næse forbi, at vi i denne sæson skal sætte et par farvede solbriller på… ja, næsen. Gul, pink grøn – if you can dream it, you can wear it. De farverige glas er måske i virkeligheden et kærlighedsbarn imellem den maksimering af stil, vi oplever for tiden og det store fokus på statement accessories, der fylder både high end og high street kollektioner.

Personligt er jeg fan, og som altid er jeg håbløst bagud når det kommer til trends, ergo drømmer jeg hede drømme om et par gule shades til blænde for både solen og noget af den kedsomhed, mine outfits ofte skinner af. For et par farverige briller er en hurtig måde at gøre et look både sjovere og mere specielt, uden at du skal ligne en påklædningsdukke, der er væltet i Gucci’s varelager.

Og så bliver det hele samtidig lidt sjovere at kigge på. Om ikke andet, så bliver du sjovere at kigge på.

Hvis I har lyst til at gemme livets grå nuancer bag et par lyserøde glas, så kan du i dag gøre det til 20% rabat. Et faktum der i sig selv kan romantisere vores syn på verden en smule. Hos Sunglassesshop er der 20% rabat at finde ved brug af koden NEWUS20 – men den gælder kun indtil i aften.

Go ahead. Hide your troubles behind coloured glass.

REKLAME LINK Oliver People | Ray-ban | Ray-ban | Ray-ban | Ray-ban | ACNE Studios

followwho

SHOULD WE WORK TO MAKE LOVE WORK?

Ikke-navngivet-1

Skal kærlighed blot være nemt, eller er det OK at skulle gøre sig umage?

Med matematikopgaver, hårfjerning og kokkerering af den der giftige asiatiske fisk, der slår folk ihjel, hvis den ikke skæres og steges på en specifik måde, er det godt at gøre sig umage. Men skal man ligeledes gøre sig umage, når det kommer til forhold? Eller skal dét bare komme helt naturligt?

Kan essensen af kærlighed mere eller mindre koges ned til, at det skal være let? At man intet arbejde behøver at gøre? I et forhold skal umage så være et fremmedord?

Med frygten for at få diverse kærlighedsguruer og redaktører af bonede magasinsider på nakken, vil jeg personligt mene, at umage ikke blot er en del af det sprog, vi kalder forhold, men måske også er et af de vigtigste ord at kende. Sammen med respekt, kommunikation og late night snack runs. For selvom det kan være svært at acceptere, så kommer man nok ikke langt i et forhold uden umage. Det skulle da lige være langt ud, langt ned eller langt i en anden retning, der leder mod skænderier, uvenskab og urinering i hinandens morgenkaffe.

Selvom det måske går imod vores romantiserede og pink idé om, hvad et forhold er og skal være, så viser det sig til tider bare at være røvsvært. At være i et forhold byder på nedture og kedelige mandage, hvor man drømmer sig væk til hede strande og mere instagramvenlige kærlighedsaffærer. Der vil være dage, hvor personen, du vælger at dele dit liv med, ikke blot irriterer hver en fiber i din krop, men også formår at være grøften, du finder dig selv kørt ned i. Med dine tennissokker, kanelgifler og 24 afsnit af what ever serie I nu er i gang med at slå timerne ihjel med.

Men måske det er her, at vi lige skal tilte de lyserøde aviators ned på næsen og se på og mindst acceptere verden, som den rigtig ser ud. Grå, til tider kedelig og med akkurat lige så mange op og nedture som en shoppetur i Illum. (Hashtag what’s up with the fucking escalators?). Og det er OK. Det er mere end OK. Måske er forholdet i virkeligheden først sådan rigtig ægte, når de lyserøde briller bliver lagt på hylden, og nedturene overkommes. For kærlighed er ikke uden sine dårlige sider, og måske er det netop umage, vi skal bruge i kampen?

Jeg mener ikke, at hver en dag sammen med ens partner skal være en tandudtrækkende kamp. Så er det måske på tide at gå hver sin vej. Jeg mener heller ikke, at vi skal gøre os umage døgnet rundt hele tiden. For en del af det at have fundet partneren i ens liv må vel ligeledes være at kunne være sig selv i den reneste – og mest ucharmerende – form? Men måske det er helt OK, at man er nødsaget til at gøre sig en smule umage en gang imellem? Måske det hverken betyder, at forholdet er ved at gå i vasken eller at kærligheden er mindre. Måske det blot betyder, at når det bliver ægte nok, så kan det sgu kræve, at man gør noget ekstra for det. Imellem opvask, madlavning og fællesøkonomi.

Jeg tror ikke, at vi kan ikke forvente, at vi blot kan læne os tilbage og lade kærligheden gøre sit. Jeg tror ligeledes heller ikke, at vi skal være så hurtige til at lade os slå ud, når det går op for os, at vi er nødt til at arbejde for at holde hjulene i gang.

Forhold og kærlighed kan ikke eksistere uden at vi gør os umage. De vil visne akkurat ligesom alle blomsterne i mit hjem. Og som med dét faktum, accepterer jeg ligeledes, at jeg altså er nødt til at gøre mig lidt umage. Om det så er med at droppe middagsluren til gengæld for en tur i skoven. At spise stegt flæsk og persillesovs eller blot ved at lægge telefonen ned, kigge min mand i øjnene og fortælle ham, at jeg elsker ham.

For det er sgu umagen værd.

followwho

IT AIN’T JUST SANDALS, IT’S ATTITUDE REINCARNATED IN HEELS

sandal

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Har vi overhovedet brug for andet end solbriller, pink sandaler og en helvedes masse attitude for at komme igennem sommeren?

Man skulle da være et forbandet skarn, hvis man ikke kunne gå sommeren i møde i et par gyldne sandaler. Og en utaknemmelig møgunge, hvis man ikke kunne overskue at hoppe igennem de varme sommeraftener i et par pink af samme model. Jeg skulle i hvert fald sent takke nej til et par – eller to – af ovenstående model. Med klare referencer til Gucci og en pris, der kælder en smule mere for min pung, og jeg er efterladt som inkarneret fan. Et par sommerbrune ben og denne badedragt til, og så er jeg ret sikker på, at jeg ville være den smarteste tøs på denne side af åen.

Jeg kunne vælge at smide et par kæmpe Loewe solbriller og et par bogstaver om halsen, men jeg er ret sikker på, at min ryg ville knække under vægten af awesome, og da jeg i forvejen kæmper med rygsmerter grundet sejheden af mine Céline støvler og generelt for meget tid foran computeren, må jeg nok hellere skrue lidt ned i denne omgang.

Pink sandaler Topshop | Guld sandal Topshop

followwho

A METAPHORICAL JUICE CLEANSE OF YOUR FACEBOOK FEED

juice

To cleanse or not to cleanse: Skal vi blive bedre til at fjerne folk fra vores liv? Og Facebook feed?

I en tid, hvor mental sundhed og juice cleanses fylder både vores sociale medier og tanker – og som jeg skriver dette, går det op for mig, at disse to måske i virkeligheden er én og samme? *mind blown* –  er det så på tide, at vi cleanser ud i andre aspekter af vores liv? Skal vi blive bedre til at fjerne de mennesker, der blot efterlader os med dårlige vibrationer og en fyldt instagramfeed?

Har vi dem ikke alle sammen? De bekendte fra barndomsbyen, som man ikke rigtig har snakket med i fire år, nu blot degraderet til Facebookven, som åbenbart anser det som sin ypperste mission at fylde din feed med småracistiske updates og billeder af hunde. Sidstnævnte er – når jeg tænker over det – dog en ganske velkommen ting. Veninden, der mest af alt giver dig ondt i maven og rod i hovedet, når hun gentagende gange skuffer dig. Personen, der altid kan finde plads til drama, men aldrig til dig. Dem der altid ringer for at få hjælp, men aldrig selv løfter røret, når du en sjældent gang gengælder opkaldet.

Hvorfor tildeler vi mennesker som disse en plads i vores liv? Ville det ikke være mere fordelagtigt at gemme pladsen til de personer, der faktisk bringer noget positivt til det bord, der er vores liv? Sorry, this seat is taken by someone who isn’t a bitch. Er det på grund af listen på tæer, frygt for konflikt eller bare ren dovenskab, at vi ikke blot cutter disse individer, der efterlader os med dårligt humør og ringe mavefornemmelse? Eller handler det om, at vi blot lige skal over den første Fjern ven oplevelse, og så bliver det nemmere?

Jeg er måske kold og kynisk, men på mange områder er jeg af den overbevisning, at venskab ikke er en forudsætning, men noget man gør sig fortjent til. Her menes ikke, at vi alle skal være perfekte, aldrig skuffe eller at vi skal skære alle veninder ud af vores liv, første gang de må aflyse en frokostaftale. Delete. Bye hoe. Nej, i et venskab skal der netop være plads til fejl, fuck-ups og fiaskoer, og vi skal være der for hinanden, selv i de perioder hvor vi ikke kan få helt det samme igen. Og måske er denne metaforiske juice cleanse slet ikke ment til at omfatte venner. Nej, rettere de mennesker, der fylder periferien af vores liv med negativitet og updates fra Danskernes Parti. De bekendte, der gentagende gange aflyser eller fredag efter fredag efterlader dig alene på en snusket bar, som de forresten havde trukket dig med på. Med en lunken øl at spytte i og kun en undren over, hvordan du overhovedet endte her at underholde dig med.

If you love someone set them free. And girlfriend: I love me. Spørgsmålet er, om vi ikke har nok at kæmpe med uden dårlig venner og dårligere vibrationer? Har vi overskud til at bruge vores tid på individer, der overhovedet intet gør for os, blot fordi vi er for bange for at trykke fjern ven eller takke nej til en kaffeaftale? Som de sikkert ikke møder op til alligevel.

Det tror jeg i hvert fald ikke, at jeg har.

Lad være med at skære din bedste veninde ud af dit liv, blot fordi I en gang imellem kommer op og skændes over, hvem der skal være hvilken Kardashian, og du altid ender med at hænge på Kourtney. Men måske vi skal være en smule strengere, når det kommer til de krav, vi har til folkene i vores liv? Under den forudsætning, at vi selvfølgelig kan overholde selv samme krav, når det går den anden vej. Måske vi sammen med vores juice cleanse ligeledes skal rense lidt af negativiteten og skuffelsen ud af vores liv. ‘Cause we don’t need that shit. Hvem ved, måske bliver der lige pludselig plads til en masse andet i stedet? Som eksempelvis lækre sko. Og dybdegående politiske observationer i vores feed fra den mere intelligente del af vores vennelag.

Men helst det med skoene.

 

REKLAME LINK Solbriller Céline | Taske Gucci

followwho

THE FINEST SNEAKERS ON EARTH NOW ONLINE

b62ca24327829459e532674197f1cb25_h662w530_crop

Der var engang et par sneakers, der var de smukkeste i verden….

Jeg havde aldrig troet, at et par sneakers skulle være det, jeg pegede på, når adspurgt: Hvad er din garderobefavorit? Men det er det blevet. Mine elskede, efterspurgte, yderst anvendte og fantastiske sneakers fra New Balance. Model 990 also known as hyped as fuck, dikteret af modebranchen som værende de eneste, der dur. Og jeg hælder mod at erklære mig enig.

Jeg selv måtte bestille dem hjem fra London, da de har været udsolgt i grå længe, og der er intet item, jeg har modtaget flere mails om, end jeg har omkring disse. Derfor er I også de første, jeg deler nyheden med, for jeg har netop fundet dem online hos Naked. Og så vidt jeg kan se, så er alle størrelser tilbage. Gider I købe disse til mig som tak?

You are fucking welcome. Now enjoy.

 

followwho

IF IT AIN’T A JEANS BUTT IT AIN’T A GOOD BUTT

Ikke-navngivet-2

Jeans er den bedste opfindelse siden ost på pose.

Findes der noget bedre end jeans? Spurgte hun sig selv, mens hun lænede sig tilbage i lædersædet og så drømmende ud af vinduet, ud af hvilket hun kunne observere livet gå sin gang. Det skulle da lige være ost på pose og lange bade. Sjældent har et stykke stof fremhævet så mange fordele hos indehaveren – hvis det er det rigtige par vel og mærke – og sjældent har et enkelt klædestykke haft  mange forskellige personligheder, træk og stilarter, der tillader os at eksperimentere og arbejde os frem til, hvem vi i sandhed er som person. Nu i form af et par bukser.

Ikke at forglemme, at et forkert match ikke blot kan ende ubehag og manglende komfort, men også i mærkelige former og yderst lidt komplimenterende fremhævelser alle de forkerte steder. Nej, vores søgen efter og forholdet til vores yndlingsjeans er måske i virkeligheden det vigtigste, vi nogensinde vil stå overfor. Glem mænd, veninder og arbejdsgivere. At finde de rigtige jeans og pleje kærligheden til disse, er det eneste du skal foretage dig med dit liv. Næsten. Find det rigtige par og aldrig mere skal du vågne op til dårlige tøjdage. Aldrig mere vil du føle dig mærkværdigt tilpas i tossede outfits, som du ikke helt kan rocke. Nej, her har du vennen, der ikke blot løfter din røv, men også dit selvværd. Vennen, der altid vil være dig for dig.

Med mindre de er til vask.

REKLAME LINKS Carrot Boyfriend ASOS | Shrunken Boyfriend ASOS | Patchwork Boyfriend ASOS | Straight Leg ASOS | Pencil straight ASOS | Slim mom jeans ASOS |

followwho

FLAUNT IT IF YOU GOT IT, AND IF YOU DON’T: BUY IT IN GOLD

smykke

SPONSORERET INDLÆG

Vi kan ikke alle have store bryster, men vi kan i det mindste have store smykker

Det er ikke os alle, der er indehavere af et fyldigt frontparti. Heldigvis er det nu til dags muligt at tilkøbe sig et frodigt blikfang. Her snakker jeg ikke om hverken saltvand, silikone eller trelagstoiletpapir til udstopning af BH’en – selvom sidstnævnte har fungeret glimrende for mig i tidens løb – nej, jeg snakker om blikfang af den gyldne slags.

Bling bling, pussy magnet, street cred – kært barn har mange navne. Det almene folk ville nok blot kalde det et smykke, ligegyldigt hvad det kaldes, så er jeg fan. Det skal gerne være gyldent, eksklusivt at se på og så har jeg opført en ny tilføjelse til listen over “ting jeg forventer mine smykker skal være”: En smule tossede. Bare en anelse skøre, så de passer til ejermanden og gøre hele ensemblet en smule friskere. Eventuelt via en sammensætning af bogstavsvedhæng, der kan stave frække ord? Og noget a la Chandlers kamp med at finde frække trebogstavsord ville jeg kæmpe med at lave finurlige – og yderst barnlige – ordlege, der kunne hænge om min hals. Gerne af ovenstående fantastiske vedhæng.

Men nok om mine præferencer og mærkværdige lyster. Vinderen af min konkurrence i samarbejde med Hvisk blev: Rikke I Nielsen. Du vil blive kontaktet direkte. Tusind, tusind tak til alle jer, der deltog!

REKLAME LINKS Letter Pendants | Evil Eye bracelet

P1010011

followwho

TO BE SUCCESSFUL IS TO BE YOURSELF – BUT WHO THE FUCK IS THAT?

nyny

Man skal være sig selv for at få succes, men hvordan fanden finder man ud af, hvem man egentlig er?

Når diverse kunstnere, instagram-darlings og andre damebladsfavoritter bliver spurgt ind til, hvordan man får succes, så er svaret ofte noget i retning af: Du skal bare være dig selv. Mere eller mindre dyppet i olien af love thy self, men alle med den samme klang. Og jeg er fan! På trods af den åbenlyse ironi ved at prædike en sådan opfordring i en branché, samfund og verden, hvor det at være sig selv kan tage med et gran salt og et filter, så er jeg fan. For selvfølgelig skal vi gøre vores absolut ypperste for at være os selv. Alle andre ér taget! Og hvor er det dog smukt at have fokus på, at succes bedst opnåes ved at smide maskerne og være sig selv.

Men hvad gør man lige, hvis man stadig ikke er sådan helt sikker på, hvem man selv er? Hvis man stadig mangler at få sat et par brikker på plads? Hvad skal man gøre for at få succes?

Mit umiddelbare bud er bikinibilleder og/eller de rigtige kontakter, men eftersom jeg ville have det noget stramt (pun intended) ved at optræde i en two-piece og generelt hader de fleste mennesker (Just a joke. Sort of), så kan det godt være, at jeg bliver nødsaget til at finde ud af det der med, hvem hende der Sille egentlig er, hvis jeg nogensinde skal gøre mig håb om at opnå succes. Og en eller anden form for mentalt ro. And speaking of ro – det er måske netop dette, jeg mangler på visse punkter? En ro i mig selv, en ro i det jeg præsterer, en ro i den jeg er. Hvem fanden dét så lige er.

Det er så let at blive forført af tanken om at være en masse eksotiske, sofistikerede og moderigtige ting, som kan lukke op for ikke blot en overdosis af følgere på Instagram, men også for den type liv, der så ofte præsenteres på de blanke sider af blogs og magasiner. Men kan det blive “os selv”, hvis vi blot prøver nok? Eller er “os selv” udelukkende hende, som vi lukker ud når vi sidder bag vores fire vægge og vælter os i kanelgifler?

Jeg har lyst til at være en masse, men er alt andet end, og jeg er ting, som jeg aldrig havde drømt, at jeg kunne blive. Jeg er efterladt med, hvad der føles som et blankt lærred, og en opgave, der lyder på, at jeg skal til at finde ud af, hvem jeg er. Igen.

Måske vores sande jeg ikke blot er svært at komme helt frem til, men også er konstant i ændring. Måske det i virkeligheden er derfor, at det kan være så pisse svært at gennemskue, hvem man egentlig er? Ja, jeg ved godt, hvem jeg var i morges, men det har sgu ændret sig siden. Måske ens sande jeg sagtens kan være et virvar af præferencer, følelser, træk og handlinger, der alle er modsigende og pisse komplimenterende. Måske mit sande jeg er forvirringen over, hvem jeg er?

Det er måske i virkeligheden først, når man giver op, og lader alt flyde som det naturligt har lyst til, at de sidste brikker falder på plads. Når man holder op med at forsøge at presse sig selv ned i forudbestemte kasser, der dikterer, hvem du skal være, hvad du skal kunne lide og hvordan du skal fremstå for at høre til i den sammenhæng, som du tror, du skal være i. Og det er måske det, der menes, når der siges: Du skal være dig selv. Personen du er, når du ikke gør dig umage med at være.

Jeg er sikker på, at jeg nok en dag, skal komme frem til, hvem jeg er. Er det ikke noget med, at alle de der gamle mennesker på omkring 24 år altid prædiker om, hvordan det hele bliver lettere og mere gennemsigtigt, når man bliver voksen? Det håber jeg på. Og når I så engang møder mig på de bonede magasinsider – succesfuld og med lækkert hår – så kan jeg love jer for, at mit svar på, hvordan man opnår succes vil lyde noget lig: Du skal bare være dig selv.

Man skal bare lige finde ud af, hvem det er først, og dét kan fandeme være svært.

followwho

SUFFER FOR BEAUTY? THE HELL I WON’T

Ikke-navngivet-1

Er livet ikke for kort til stramme bukser og ubehagelige sko?

At lide for skønheden hører ligesom kassettebånd og ostefondue fortiden til. Jeg er blevet for gammel til for små bukser og stramme bh’er, og selvom jeg nødigt vil indrømme det, så fungerer jeg altså bare bedre i flade sko og herreunderbukser. Og på trods af, at jeg er tilbøjelig til at indrømme, at jeg godt kunne finde på at dyrke både ostefondue og høje hæle fra tid til anden, så er jeg generelt fortaler for, at skønhed opnåes i forening med komfort.

For er alt andet egentlig ikke en smule tosset? Bevares, jeg er den første til at springe på et par høje, langt fra flugt-venlige sko, så længe de er smukke at se på, men jeg ender alligevel altid med en bitter smag i munden samt ondt i fødderne, som jeg trasker igennem gågaden med spørgsmålet: “Hvorfor fanden tog jeg ikke flade sko på?” hængende over ansigtet.

At skulle lide for skønheden er måske stadig gældende i tilfælde af afblegning voksning og/eller anden form fra hårfjerning fra mere eller mindre ædlere dele. Men at stræbe efter komfort hånd i hånd med skønheden er måske ikke blot det mest fordelagtige, men også det mest realistiske. For hvor mange af os kan egentlig klare hverdagen iført 10 cm Louboutins og jeans, der skærer alle de forkerte steder? Det er nok ikke mange af os.

Jeg synes i hvert fald, at livet er for kort til stramme bukser og ubehagelige sko.

Så lad os lige ændre the saying til: Man skal nyde for skønheden. Løse jeans, bløde t-shirts, flade sko og rummelige tasker. Der er ingen grund til at lide mere end højest nødvendigt.

Med mindre det selvfølgelig er nogle virkelig pæne sko.

REKLAME LINKS SNEAKERS Billi Bi | JEANS Tommy Hilfiger | T-SHIRT Loewe | ØRERINGE H&M  | TASKE Gucci

followwho

WHEN ARE OUR OWN PROBLEMS IMPORTANT?

P1010007

Hvornår må man egentlig tage en svømmetur i sin egen vrede og øv-hed?

Har I nogensinde følelsen af, at jeres problemer er mindre vigtige end alle andres? At I slet ikke har lov til at klage eller være kede af det, fordi der er så mange andre, der har det meget værre?

Er det mon tegn på ekstrem empati eller blot dårligt selvværd? Er det positivt at kunne sidestille sine egne problematikker og i stedet se på det store hele? Eller er det blot endnu en måde, hvorpå vi glemmer os selv og bagatellisere vores egne behov og følelser?

Da jeg i går brugte størstedelen af min tid på at gense Making a Murderer samt på at fortælle mig selv, at jeg blot skulle glemme min vrede og ked-af-dethed, kom jeg til at tænke over det at sidestille sine egne problemer og følelser. Der er meget få kvaliteter, der er bedre at være i besiddelse af end stor empati for andre – det skulle da lige være ekstremt mange penge – og det at kunne se på den store kage i stedet for konstant at sidde og rode med sine egne små krummer, er en yderst fordelagtig ting at kunne. Men hvornår er det OK at stoppe op og acceptere vores egne problemer som værende betydningsfulde? Kan vi egentlig nogensinde få lov til at placere vores egne problematikker i kassen markeret “vigtig”, hvis vi altid overflødiggør dem?

Skal det være kæmpe problemer, før vi må være kede af det?

Jeg tror, at det er farligt altid at måle sine egne følelser og problemer på den store skala. Ja, det kan godt være, at dig og din kærestes skænderi ikke er lige så faretruende som USAs udsigt til Trump som præsident. Bevares, overtrækket på din konto har måske ingenting på Danmarks generelle økonomiske tilstand og måske dine problemer med systemet blot er en dråbe i det store hav af folk, der kæmper for at blive hørt. Men selvom de ikke er vigtige for alle andre, så er de stadig vigtige for dig. Og er det egentlig ikke nok?

Måske handler det om følelsen af værd. For kan man i virkeligheden anskue sine egne problemer som vigtige, hvis man ikke er helt igennem overbevist om, at man selv er vigtig? Hvordan kan man tro på, at det er OK at have det sådan, og at det er OK at brokke sig over det, hvis man ikke tror på, at man selv er OK? Vi skal ikke drukne os selv i sorg og bagateller, men måske skal vi fra tid til anden tillade os selv at tage en svømmetur i vores vrede og øv over problemer, der betyder noget for os lige nu.

At anskue sine egne problematikker som vigtige, er vel egentlig heller ikke den diamentrale modsætning til empati og perspektiv? Vi kan – forhåbentlig – både respektere vores egne følelser og reaktioner og samtidig respektere det faktum, at der er mange andre, der har det værre end os. Det er virkelig godt at kunne få lidt perspektiv og indse, at de problemer, der fylder vores hverdag, nok ikke er helt så vigtige, som vi ellers går og bilder os selv ind. Men måske det ligeledes er godt, blot fra tid til anden, at acceptere, at man er fucking ked af det, vred og påvirket af det vejbump, som livet lige har valgt at opføre lige foran én. Også selvom det kun er dig, der kan se det.

For selvom vores problemer ikke virker vigtige for alle andre, så er de vigtige for os. Og så længe vi ikke forsvinder i navlepilleri og krummerulning, så synes jeg sagtens, at vi kan placere vores problemer og dertilhørende følelser, hvor de hører til.

I kassen markeret: “Vigtigt for mig”

followwho