(INDSÆT KLICHE OM LYKKE I DE SMÅ TING OG SPIS SÅ DIN TOFU EFTER)


Mange bække små, endestationer og andre voldtagelser af billedsprog i et stort virvar af åndssvag tekst om lykke

Der er mange ting, der er bedst i stor størrelse: En dobbelt shot latté på mandelmælk med en lille smule sukker, (fordi det er jo tirsdag), vintage blazere, der kun bliver helt rigtig Balenciagish, hvis den er kæmpe, samt størrelsen på vandpytten, som hende idioten fra Netto, lige har trådt i.

Og så er der vist også en gammel fortælling om størrelsen på et bestemt mandligt objekt. Jeg ved dog mere om tartanprintet overtøj og fordelen ved dennes oversizedhed.

Men selvom der er ganske mange ting, der helst skal bestilles venti, så er der i særdeleshed også mange mindre ting, der er værd at bemærke. Og det er disse, dette indlæg er dedikeret til. For jeg er altså ikke blot et trist og ærgerligt menneske, der kun kan snakke om psykiske sårbarheder og Balenciaga denimjakker (der, btw, også helst skal bestilles ekstra venti og med fuld fart på, hvis du skal være sådan rigtig trendy), men ligeledes en person, der ret ofte er ganske lykkelig.

Oftest over de helt små ting. Overraskende nok.

Og det var altså disse, jeg kom til at tænke på i dag, da jeg cyklede igennem Østerbros morgenkolde luft med en krimi podcast i ørerne. Altså de små ting. For imellem den konstante søgen efter den store lykke, det perfekte liv, den fantastiske karriere og alt det andet damebladenes kulørte sider fortæller os er muligt at få, alt imens man er mor, kone, liderlig og fabelagtig til at bage glutenfri boller, der tror jeg, at man ofte glemmer de små ting.

For de er jo så forbandede små, at de meget ofte er helt igennem umulige at få øje på.

Men mange bække små, siger de kloge jo, eller som jeg ville formulere det: Måske virker det ekstra stykke kage, de pink Manolo Blahnik slippers med fjer, det ekstra afsnit True Detective eller den morgenkolde luft på dit ansigt ikke som den store lykke i sig selv, men før du ser dig om, går det op for dig, at den store lykke altså er at finde i de små ting, og hvis du blot stoppede op i din jagt efter den endelige løsning, så ville du indse, at den er lige foran dig.

(Det kan godt være, at vi bare skal holde os til den første. Jeg har i sandhed aldrig været god til at fatte mig i korthed. Note til selv: Ville folk omkring dig også være mere lykkelige, hvis dine tekster også kom i mindre størrelser?)

Lykken er ikke en destination – var der nogle selvretfærdige tofuhippier, der sagde engang – og hvis vi ser bort fra klicheen i dette, der ellers er så tyk, at det er svært ikke at kløjes i den, så tror jeg, at der er noget om det. Men det kan være svært at huske på – det er faktisk meget nemt at blive fanget i jagten efter den endelige lykke. Værende det at finde det rigtige forhold, få den fine stilling eller den helt rigtige vægt, der ender på nul i stedet for på fem.

Ja, nu har du så tabt de fem kg og er blevet forfremmet. Endestationen. Det var her, du købte billet til. Er du blevet lykkelig?

Nej. For der er en højere stilling om hjørnet, og lyder 50 kg egentlig ikke bedre end 55? Og burde du ikke snart starte en familie? Hvad med, at jeg bare lige at stoppede op og nød, at himlen lige nu er den smukkeste nuance af pink, der ville passe skide godt til sådan en stramtsiddende, langærmet t-shirt a la dem Proenza Schouler laver, stylet med et par vintage jeans og koboltblå sko? Hvad med, at jeg dvælede lidt ved, hvor skønt det var at få en besked fra min veninde i morges, hvor hun opfordrede mig til at få lavet den der bog?

Hvad med, at jeg bare lige trak vejret ekstra dybt og nød min kaffe og det faktum, at jeg står her i live og drikker den?

De små ting er vidunderlige. Og jeg tror også, at de i høj grad er summen af en helhed. Summen af vores lykke. Du behøver ikke at have så travlt med at skulle opnå alle de store ting. Det er helt OK bare at nyde de små. Så lad os afslutningsvis opsummere. Lykken er: 1. mange små bække, der bliver til én stor. 2. Ikke en endestation, men mange små stop. 3. Hvis modebloggere gad at lade være med at voldtage billedsprog.

Nu vil jeg kigge på mine nye øreringe, mine blå negle og min iskolde Cola zero henne i min seng og glæde mig over dem. I hele deres magiske ministørrelse.

 

followwho

INSECURE TEENAGER GOING ON OLD CAT LADY

img_0442-kopi

Jeg er både-og, og hverken enten-eller.
Jeg er for ung til at have livet gennemskuet
og for gammel til at spise senere end klokken 16.30

Da jeg i går gik hjem efter en tidlig frokost, så jeg kunne nå at sove en lur, inden jeg skulle til dansefest om aftenen – med Britney Spears og Spice Girls som soundtrack – kunne jeg ikke lade være med at dvæle ved disharmonien, der til tider er at finde i min personlighed; På den ene side går jeg gerne i seng inden 21.30, ser dokumentarer om Romanov familiens betydning for Rusland og er ret opmærksom på ikke at spise for groft rugbrød, da jeg bare ved, at det vil ende med en hel eftermiddag på toilettet. På den anden side finder jeg ofte mig selv siddende ved mit skrivebord på arbejdet, frygtende for, at der lige pludselig er nogle, der finder ud af, at det altså blot er et barn, der sidder der bag skærmen og svarer på mails. Og det efterlader mig med spørgsmålet:

Har jeg både en gammel kattedame og en usikker teenager boende inde i mig?

Mine spise- og sovetider samt den til tider altoverskyggende følelse af ikke at have styr på livet kan siges at tale for denne teori. Men jeg ved ikke, hvem af de to, der er det mest sande jeg, eller om der er én af dem, der er mere dominerende end den anden? Måske er det det værste i mig, der manifesterer sig som to forskellige sider i mig? (To sider, jeg vælger at døbe henholdsvis Gertrud og Milla-Leonora), eller måske er det rettere disse to modstridende personlighedstræk, der gør mig til den helt unikke, fantastiske og til tider uligevægtige mig?

Efter videre tænkning på ovenstående teori omkring eksistensen af Gertrud og Milla-Leonora (fordi jeg har ikke andet at bruge min lørdag på end navlepilleri) gik det op for mig, at personlighedstrækkene de to repræsenterer, længe har været noget af det, jeg har hadet allermest ved mig selv: Forsigtigheden og lysten til bare at være hjemme samt usikkerheden og den aldrig forsvindende følelse af, at alle andre har meget mere styr på det end jeg.

Kattedamen med det lave energi-niveau og den usikre teenager, der altid får sagt en upassende joke, når chefen kommer gående forbi.

Men som jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, at det nok rent faktisk er en ganske cool sammensætning – hvis ikke så i hvert fald en meget ægte sammensætning. For de to sider gør mig til mig, og jeg ved ikke, om det er en minus og minus giver plus situation, men jeg synes sgu, at resultatet er rimelig godt.

Hvis vi skulle sige det selv.

Måske er den rette mængde kattedame og den rette mængde forvirrede teenager lige nøjagtig dét, vi alle sammen har brug for i vores liv? Bevares, til tider kan den ene få overtaget, og usikkerheden flyder over dig, mens du stirrer på den der bums, du lige har fået på hagen, og undrer dig over, hvad du skal med dit liv og måske endnu vigtigere: hvad du skal med denne mail fra din chef, der har en eller anden vigtig opgave, som de virkelig ikke burde pålægge en 13-årig.

Og andre dage overvejer du at råbe efter de unge mennesker på gaden, fordi de ikke flytter sig for dig, når du kommer gående forbi.

Men så er der andre tidspunkter, hvor sammensætningen kan sikre, at du imellem al seriøsiteten, alle regningerne og alt det voksne også husker på at hoppe i vandpytter, danse til Britney og fnise sammen med dine veninder. Og så vil sammensætningen også kunne sørge for, at du imellem al usikkerheden, alt festeriet og al forvirringen også kan tage fat i dig selv og slappe af, tage tidligt hjem og få ro på, passe på dig selv og være ligeglad med al den fjolleri på sociale medier og i venindegruppen, fordi nu er der kriminalkommisær Barnaby på DR og så er der ellers en early bird dinner på menuen samt erkendelsen af, at du er bare helt igennem fin, som du er.

For Gertrud har kraftedme ikke tid til at bekymre sig om andres meninger. For hun skal i seng lige om lidt.

BUSINESS IN THE FRONT, CAN’T HANDLE MY LIFE IN THE BACK

image1
img_0350 img_0362 img_0371 img_0379

Jeg forsøger at ramme et sted imellem important businessman/sportsudøver i 80’erne/Balenciagas men’s wear kampagne. Også kendt som: Det mest perfekte i hele verden

Ross og Rachel, varm kakao og flødeskum, lørdage og lange lure, dårlige dage og ost direkte fra pakken. Der er unægteligt mange geniale duoer her i verden, og i top tre af disse finder vi simpelthen sammensætning af et joggingsæt med en blazer.

Hvem er de to andre på top tre, spørger du måske? Det er såmænd: Toiletbesøg og Candy Crush, samt sociale medier og selvhad.

Er hun på vej på job eller på vej til at give op? Er hun en important international businessman eller sportsudøver fra 80’erne? Ingen ved det, alle taler om det. Det er den perfekte blanding af mystik, coolness og comfort. Jeg kalder den: Business in the front, can’t handle my life in the back.

(Note til selv: Er dette manifestationen af mit liv i ét look?).

Jeg lukkede den famøse duo ud på tur i dag, da jeg drak kaffe med mig selv på Østerbro og dernæst tog på Designmuseum Danmark, hvorefter jeg mødtes op med Marie på SMK og derefter drog med selvsamme til en omgang risotto i Torvehallerne.

Jeg siger ikke, at det var sættets skyld, at vi havde en fantastisk dag, men altså, se på det….

Det siger ligesom sig selv.

JOGGINGSÆT Fra en random trykbutik på Østerbro | BLAZER vintage fra Prag på Nørrebro | TASKE Loewe | SKO Nike | SOLBRILLER Folk and Frame

followwho

LONG LIVE OUR GIRLFRIENDS

SPONSORERET AF HJERTEFORENINGEN

”Veninder længe leve”

Jeg har forsøgt at starte dette indlæg efterhånden mange gange. Skrevet. Slettet. Formuleret en samfundsrevsende joke, der på ingen måder var sjov, som den pseudointelligente nar jeg er. Hvorfor har det været så svært at gøre noget, som min chef og alle andre ellers fortæller mig, at jeg er så god til: At formulere alt for lange tekster om alting? Fordi dette er et emne, der er så stort, at det er vanvittigt svært at sætte ord på.

Og så fordi jeg lige nu ligger og venter på, at jeg skal over og have en is fra fryseren, og jeg kan ikke rigtig tænke på andet. Men mest det første.

For det lyder bedst.

Da Hjerteforeningen tilbød mig at blive en del af deres kampagne for at skabe opmærksomhed omkring deres “Elsk hjertet” kampagne, der sætter fokus på kvinder og hjerte-kar-sygdomme med det primære formål at samle penge ind til forskning, tvang det mig til at sætte mig ned og tænke nogle tanker.

Tanker om at undvære de kvinder, jeg elsker.

Over de sidste få år er min venindegruppe vokset, og jeg er nu indehaver af en gruppe af kvinder, der på hver deres måde betyder hele verden for mig. Tanken om at undvære dem, undvære den støtte de giver mig hver eneste dag – det kan jeg ikke bære. Kampagnens slogan: “Veninder længe leve” er både en hyldest til venskabet, men repræsenterer også ønsket om at sørge for et langt liv for sine medkvinder. Og det vil jeg gerne være med til at støtte.

For at støtte kvinder, at støtte veninder, at støtte hinanden; dét er jeg fan af. Og det siger jeg ikke bare for at virke hverken smart eller hellig. I hvert fald ikke kun derfor.

Hver dag bliver 16 kvinder taget fra os grundet hjerte-kar-sygdomme, og det er 16 veninder for meget. Det er 16 kvinder, der ikke længere kan have lange snakke over god rødvin, det er 16 kvinder, der ikke længere kan fortælle dig over Snap, at den der sweater bare ikke er fed i den farve, og at du skal lade være med at købe den. Det er 16 kvinder, der ikke kan tilbyde os deres skuldre at græde ved, når hele livet ramler.

I de 11 år kampagnen har eksisteret, er der uddelt ca. 29,5 mio. kr. til forskningsprojekter i kvinders hjerter, og antallet af hjerte-kar-relaterede dødsfald blandt kvinder er reduceret med 28%. Hvis du vil være med til at få det procentantal til at vokse, så kan du blandt andet købe et af de fine Elsk hjertet armbånd, som du kan læse om her.

Men indtil du får taget dig sammen til at få købt sådan et, så synes jeg, at du skal tage fire minutter til at se nedenstående film, der ikke blot er virkelig fin, men også sætter en masse ting i perspektiv. Og bagefter så synes jeg, at du skal ringe til din veninde, hvis ikke for at invitere hende ud til vin og snak, så for at fortælle hende, at hun er pisse dejlig.

Og at du håber, at hun lever rigtig, rigtig længe.

followwho

STRAIGHT OUT OF MY LAZY DREAM

img_0074-kopi

SPONSORERET AF OBH NORDICA

“Jeg vil både have min kage og spise den” er blevet moderniseret og  lyder nu: “Jeg vil både sove længe og fremstå som én, der har styr på sit lort”

Der er meget få ting, der tager kortere tid end min morgenrutine. Det skulle da lige være perioden, hvor du har penge, efter du har fået løn i starten af måneden. Samleje med din gymnasiekæreste. Eller længden på det øjeblik, hvor du synes den der åndssvage trend fra catwalken, var fed.

Men du nåede selvfølgelig at investere hele førnævnte løn på gule benvarmere fra Calvin Klein.

Det er svært at forklare, hvor lidt jeg egentlig orker at gøre ud af mig selv om morgenen. At sige, at jeg blot smider en børste igennem håret ville være en overdrivelse, da jeg ikke engang kan prale af at løfte den – om morgenen virkende til – ekstremt tunge børste.

Nej, jeg vil i sandhed hellere bruge 39 sekunder ekstra i sengen, hvor jeg scroller igennem Instagram og påtænker, hvilket sæt, der ville være fedt med gule benvarmere (note til alle: ingen).

Deo under armene, duft på halsen og en pudder på de værste steder for at forsøge at skabe en fremtoning, der ikke er en manifestation af hashtagget; wokeuplikethis, og så er jeg ude af døren. Ethvert redskab, der kan hjælpe mig med at komme nemmere – men også mere tjekket – ud af døren om morgenen, er derfor et velkomment barn i mine øjne. Enter: Brush & Straight.

Eller som jeg kalder den: Sov længe & og fake at du har styr på dit liv.

Det er det ultimative 2-i-1 stylingværktøj, der kombinerer fordelen af et fladjern og en hårbørste, og dermed kan gøre mig mindre Ronja Røverdatter og mere Ronja Coolkvindeimodebranchen (Jeg tilbyder i dette indlæg før og efter billeder, der beviser netop dette).  Børsten er ikke blot ekstrem hurtig at bruge (i.e efterlader mig med mere tid til morgenens Candy Crush og Spirit crush aka Instagram scrolling), men den skaber også et look, der ikke skriger alle piger i 00’erne, men i stedet giver et naturligt glat hår. Dit hår bliver ligesom mere bølget, end hvis du voldtager dit hår med en håndholdt, brændende toastmaskine.

Bedre kendt som et glattejern

Det kan nok ikke overraske nogle, at dette ligeledes er sundere for håret. Skal det ryge sådan? Tænker jeg, mens jeg står og glatter mit hår med et jern, jeg engang købte et sted, hvor de også solgte DVD’er og brugte fjernsyn. Nej, det skal det faktisk ikke. Og det skal heller ikke tage længere end blot et øjeblik. Brush & Straight har en keramiske belægning og varmefiksering på 210 grader, så du får en blid styling af håret.

En styling, der kan snyde selv den ondeste moderedaktør til at tro, at du rent faktisk orker dit liv om morgenen. Det tager ingen tid, og giver et fantastisk resultat.

Så grib din kaffe, dine høje hæle og din Brush & Straight og fake dig igennem livet som den trætte og tjekkede person, du forsøger at være. Jeg er der sammen med dig. Lige der på cyklen med søvn i øjnene igennem københavns gader.

Jeg orkede nemlig ikke lige at fjerne det fra øjenkrogen. Det blev nedprioriteret til fordel for at få lidt styr på garnet.

img_9854-kopi

img_9869-kopi img_9878 img_9882

followwho

IS THAT A CRUST ON YOUR WOUND OR ARE YOU JUST HAPPY TO SEE ME?

img_9016

Skrev jeg seriøst lige 965 ord om at pille i sår? Jeps. Because I know what the people want

 

Jeg kan ikke lade være med at pille, hvis jeg har et sår.

Eller en bums i panden. Også selvom jeg udemærket ved, at det vil efterlade et grimt, rødt mærke, der vil opsætte siddende demonstration i mit ansigt cirka tre dage længere, end den ville have gjort, hvis jeg bare havde ladet den være (eller tre et halvt år i mærke i ansigtet tid).

HENDE HER HAR IKKE STYR PÅ LIVET, OG VI FLYTTER OS ALDRIG, GARANTERER VI DIG FOR, står der på det meget store skilt, som mærket har placeret foran sig som tegn på dennes strejke.

Da jeg forleden lagde mig tilbage for at sove, valgte jeg, i stedet for at lukke øjnene i, at lukke overtænkning af alle mulige ubehageligheder ind. Og jeg fandt pludselig mig selv efterladt med både ondt i maven samt med spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg er så afhængig af at pille i mine sår og bumser? Bogstavelige samt metaforiske?

Og endnu vigtigere: Er jeg grundet dette selv årsag til mit sinds tilbøjelighed til røde mærker i panden?

Da jeg i dag overvejede at gå ind og læse kommentarerne til en af mine klummer, der er blevet udgivet af et andet medie på deres Facebook, bare for lige at se, hvilke dårlige kommentarer folk mon havde til mig, blev jeg bekræftet i ovenstående hypotese om min tilbøjelighed til at pille i ting, der bare ikke burde pilles i.

Jeg ved godt, hvorfor jeg kan lide at pille i mine sår på benene: Fordi skorpen føles så rar at kradse i, og der er noget beskidt og tilfredsstillende ved at kradse det af (Note til selv: Foretag stikprøveanalyse af, om folk mon klikker ind på modeblogs for at læse om andet end sårskorpepilning. Foreløbig hypotese er nej, men det er værd at undersøge), men hvorfor er det, at jeg lader mig selv vade rundt i onde tanker som en lille godnat sjus, inden jeg skal sove? Hvorfor er det, at jeg aktivt søger at læse noget, som jeg ved, vil gøre mig ked af det?

Hvorfor er det, jeg piller i mine mentale sårskorper?

Jeg tror muligvis, at det er ved den bogstavelige sårskorpepilning, vi kan finde svaret. For med denne føles det altid lidt som om, at jeg bare ikke kan lade være. Det sker automatisk, når jeg keder mig, ikke tænker over det eller bare har lyst til at slappe lidt af. Det sker, fordi jeg har gjort det så mange gange før, og fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at tænke over det, når jeg først ved, at den er der….

(Lad mig kort holde en pause her, så jeg kan indskyde, at sårskorpepilning altså i denne tekst i høj grad anvendes metaforisk, og jeg frabeder mig derfor troen om, at jeg er konstant indehaver af meget voldsomme sår. Det er kun indvendigt. Tak for din tid).

… og jeg tror, at det er noget af det samme, der sker, når jeg lader mig selv forsvinde væk i et virvar af onde tanker og ønsket om at læse, hvad Susan fra Glumsø – der aldrig lærte, hvad det der sarkasme egentlig er for noget københavnerpis – mener om mig: Fordi jeg har gjort det så ofte før. Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Fordi når det først begynder, så er det så svært at stoppe det igen.

– mindre dannede og/eller kreative mennesker ville nok anvende billedsprog som; en ond spiral, men jeg synes ligesom at et klamt billede indeholdende indtørret blot og afkradsning af dette, ikke blot er mere dækkende, men også mere originalt. Man er vel ikke universitetsudannet for ingenting.

Jeg klikkede ikke ind for at se, hvad de skrev om mig. I stedet tog jeg fat i min computer og skrev på denne tekst. Og jeg tror, at det var et ret stort skridt i retningen af at lade være med at pille i alt det dårlige. Og det er et skridt i en retning, som jeg gerne vil. For jeg er ret træt af de røde mærker, og så synes jeg faktisk efterhånden også, at jeg kan se ret mange ar, derinde på min indre pande (Note til selv: har indersiden af ens pande en lægelig betegnelse). Jeg har brugt mange af mine dage på at dvæle ved mine onde tanke, opsøge ting velvidende, at de ville gøre mig ked af det. Måske fordi jeg er tosset?

Eller måske fordi det er så nemt at gøre det, som man altid har gjort før?

Jeg tænker, at jeg vil forsøge at gøre det modsatte. Og jeg inviterer dig til at gøre det samme. Med mindre det, du normalt gør, rent faktisk er ikke at bade rundt i dine onde tanker, Susans kommentarer og pilning af åbne sår. I så fald skal du bare fortsætte med det. Samt forsvinde herinde fra, da der i virkeligheden bare ikke er plads til mennesker med styr på sit liv her hos Sillewho.

Og da vi nu er sluppet af med dén flok, så lad os da fortsætte:

Jeg gider ikke pille mere (indsæt her joke, der bestemt er upassende for en 23-årig med fuldtidsjob at lave). Jeg er så træt af at skulle bruge tid på at hele, før jeg føler, at jeg er mig selv igen og kan vise mig på gaden. Hvorfor ikke bare lade være til at starte med?

Nej, du skal ikke begynde at bevæge dig ned i den tankerække. Nej, du skal ikke blive ved med at scrolle igennem hendes Instagram. Stop nu med at studere det billede af dig selv.

Stop. Spar dig selv det røde mærke. Undgå arret.

Med mindre det er en virkelig god hudsafskrabning. Så er det mærket værd.

followwho

HELLO MY NAME IS PLEASE LOVE ME

ikke-navngivet-2

Kan jeg gøre noget for dig? Hente dig en kaffe? Købe dig et hus? Give dig begge mine nyrer?

Har du nogensinde fundet dig selv stående på arbejde en tidlig søndag morgen efter en 60 timers arbejdsuge på en weekend, der egentlig ikke er din arbejdsweekend, men din kollega havde noget med sin kat, der skulle steriliseres eller døbes (eller var det en nevø?), og du derfor tilbød at tage vagten? Er du nogensinde endt med at købe en virkelig grim stribet sweater, der ikke blot er den helt forkerte nuance af overpriced, men også har en farve, der kun kan beskrives som manifestationen af, hvordan din tunge føles, når du vågner op efter en bytur, blot fordi hende der den irriterende kasseteenager havde brugt ti sekunder på sukkende at finde den i en størrelse small udefra lageret? Er du nogensinde gået helt ud over dine egne personlige grænser i sådan en grad, at du har sat spørgsmålstegn ved dig selv som person, fordi du i øjeblikket troede, at det kunne få dig til at fremstå bedre i øjnene på personen, der stod overfor dig?

Tillykke, du er en del af klubben af folk, der så desperat bare gerne vil elskes. Også bedre kendt som Pleaser incorporated. Værsgo, sæt dig ned, her er et navneskilt og så er der ellers kaffe på kanden. Hvis du altså kan lide sådan noget. Ellers kan jeg også godt hente dig en te. Eller en juice. Eller ofre en ungmø under midnatssolen og tømme hende for blod. Hvis det altså er det, du er til.

Bare du kan lide mig.

Jeg ved godt, at jeg ud ad til – igennem min konstante udkrængning af inderste problematikker herunder angst, dårligt selvværd og diverse afhængigheder af henholdsvis ost, chokolade og komplimenter fra fremmede – kan virke til at være en relativt cool person, der ikke sådan lader mig gå på af andre folks meninger.

(Her vil jeg godt bede børn, folk af skrøbelige sjæle og dem, der har en eller anden uberettiget idé om, at jeg er et cool menneske, om at skrue væk og ikke læse videre).

Jeg lader mig gå ret meget på af, hvad andre mennesker mener om mig. Faktisk er det svært helt at forstille mig, hvor jeg egentlig ville være henne i livet lige nu, hvis jeg brugte lige så meget energi på andre ting, som jeg bruger på at forsøge at få folk – både bekendte og vildt fremmede – til at kunne lide mig. Var jeg mon færdig med min Phd nu? Havde jeg fundet kuren mod kræft, eller måske endnu vigtigere: Regnet ud, hvordan det kan lade sig gøre, at folk aldrig taler eller ser mærkværdige ud på street style billeder.

The sky would be the limit

I stedet er jeg en af dem, der befinder mig på den metaforiske arbejdsplads klokken fem om morgenen, fordi en fuldstændig fremmed persons mening pludselig i sekundet virkede så vigtigt, at jeg ikke blot opgav min fritid, min ære og mine kræfter, men også min plads i bussen. Hvorfor er det, vi så brændende  have andre folk til at kunne lide os? Og hvorfor er det, at der er andre, der er  brændende ligeglade med det? Er det ikke en enten eller situation? Eller er det langt rettere en: Du stod sidst i køen, så det eneste vi har tilbage er strækmærker og et behov for bekræftelse.

Og så er der ellers lunken kaffe derovre, for ham den første, der er fuldstændig ligeglad med, om du kan lide ham eller ej, har lige taget den sidste af dine favoritjuice. Så fuck da dig.

Jeg gør det så sent som hver eneste dag; hopper rundt og inderligt håber, at jeg ikke gør noget forkert, så alle vil elske mig. Der er tre ting, der er galt med det scenarie. 1: Det er røv hårdt at hoppe i Céline sko, og det er mildest talt bare dårligt for hælen. 2: Det er fuldstændig naivt at tro, at alle på din vej vil kunne lide dig. Der vil uundgåeligt være folk omkring dig, der bare hader dig, fordi du er dig. Og det er deres helt eget problem. Og fordi den er så vigtig (og dette efterhånden er et virkelig langt afsnit) får næste punkt sit helt eget linjeskift.

3: Du behøver ikke gøre noget ekstraordinært for at få folk til at elske dig. I hvert fald ikke de rigtige folk. De folk, som du egentlig i virkeligheden gerne vil have til at elske dig, de skal nok gøre det, om du så hopper på tungen for dem og bruger hvert eneste sekund på ikke at fejle overfor dem, eller om du bare er dig selv.

Faktisk vil jeg mene, at du nok kommer længere, hvis du bare vælger sidste mulighed.

Vi skal ikke bevise noget overfor nogle. Vi skal ikke kæmpe så desperat for at få andres accept eller bekræftelse. Hermed ikke sagt, at du ikke kan gå efter at være sød og vellidt, give din kollega Hanne det største stykke kage, fordi hun er træt og faktisk bare hader dig og alle andre i afdelingen, være kærlig og opmærksom og et godt menneske. Men dette betyder ikke, at du skal gå ud over dine egne grænser eller frygte, at hvis du ikke gør disse ting, så vil folk ikke kunne lide dig og at verden på baggrund af dette vil gå under.

Det gør den ikke. Også selvom Hanne ikke kan lide dig.

Så læg du dig bare tilbage og nyd din søndag morgen. Hun må finde en anden til at passe biksen, når hun skal have steriliseret nevøen eller døbt katten.

followwho

TRACK IT UP

ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Track in the front, work in the back

Forleden var jeg ude og spise smørrebrød med min kære Marie (kartoffelmadder og tartar, hvis der var nogle, der skulle spørge). Hun var iført ovenstående tracksuit, og som med alt hun har på, så det afsindig fantastisk ud, og jeg forelskede mig straks i looket. Det er sporty, cool og spiller på vores forudindtagede forestillinger omkring joggingsættet og den status, dette har.

Og når ja: Så behøver du ikke undertøj under, hvilket i sig selv er en årsag til at hoppe i det.

Jeg vil dresse sættet op med accessories, der kan komplimentere looket og gøre det mere fashion, mindre faldefærdig bodybuilder. Udover sættet ville jeg tage den oversize, lange herrefrakke med skarpe skuldre fra Balenciaga, der nok er den smukkeste jakke, der nogensinde er kreeret og under armen min chefs vintage Fendi, der hver dag ligger og kalder på mig fra hendes skrivebord, eller min smukke blå Loewe taske, som jeg bruger hver eneste dag.

Sættet er perfekt til en søndag formiddag med en kaffe i hånden og en veninde under armen, men jeg ville også bruge det en helt almindelig tirsdag på kontoret. Faktisk ville jeg også sove i det, hvis det skulle være.

Så smukt er det.

REKLAME LINKS TRØJE Gestuz | BUKSER Gestuz | SNEAKERS Eytys |  TASKE Loewe | JAKKE Balenciaga

 

followwho

JEG ER MERE END SUMMEN AF MINE SELFIES

img_9270

Selfieskaber + datter + veninde + grineren individ = Sille

Jeg så gerne, at denne tekst blev skrevet fra den anden side. Den klogere side. At den ikke blev formuleret, mens jeg stadig sad i lortet, men langt nærmere efterlod jer med “en lektie lært” følelse. En: “Se, hvor klog jeg er blevet, nu skal jeg belære jer om, hvordan I skal leve jeres liv” tekst, om man vil. I højere kredse kendt som en “shit, hvor er hun dog irriterende at høre på” tekst.

Men det kan jeg ikke give jer (jeg vil dog gøre mig bedste for stadig at efterkomme delen med at være irriterende).

For jeg sidder stadig midt i den problemstilling, som jeg i denne tekst vil berøre, og jeg kan derfor allerede nu informere jer om, at den gyldne morale, løsningen på alle vores problemer, som jeg ellers er så givende af i mine andre tekster, ikke vil være at finde i denne. Måske vil denne tekst efterlade mig med værktøjerne til at søge den, eller måske vil jeg bare være efterladt med en halvfærdig tekst samt spørgsmål om, hvad meningen nu egentlig lige var med, at jeg satte mig ned og skrev den.

Spændende. Følg med, så ser vi, hvad der sker.

Indrømmet; jeg har brugt de sidste mange uger på at tænke intensivt på mit eget udseende. Sådan helt igennem navlepillende, intensiv tænkning omkring egen krop og nuancen af leverpostej, mit hår er. For er det nu helt den samme som hende den lækre influencers? Spurgte hun ungarbejderen i Dyrup, mens hun placerede farvekortet tæt ved eget ansigt.

Hvad har ledt til, at jeg sådan har brugt utallige timer på at tænke på mit eget udseende? Altså udover det at være barn af den senmoderne tid? Jeg ved det ikke. For lidt indhold i mit liv og en mangel på nye krimier på Netflix er et bud. Et desperat forsøg på at finde noget, jeg kan kontrollere i mit liv, hvilket der over de sidste måneder har bevæget sig så hurtigt, at selv de mest flygtige catwalk trends ville falde bagud.

Men nok mest det med Netflix.

Og da det forleden gik op for mig, at jeg i virkeligheden nok havde brugt størstedelen af den forgange uge på at tænke på mit eget udseende og på, hvordan jeg kunne forbedre dette, måtte jeg stoppe op og pludselig komme til den følgende befriende erkendelse:

Du er meget mere end dit udseende, Sille.

Du er en datter, en veninde, en hårdtarbejdende ansat, du er kvinde, du er skribent, du er rimelig grineren, hvis du skulle sige det selv. Og så er du dig.

Og selvom dette i første omgang efterlod mig med en følelse af befrielse, var dette dog hurtigt erstattet af den næste erkendelse og den medfølgende rumlen i maven: Hvor er det dog skræmmende, at dette er noget, jeg er nødt til at minde mig selv om. For lige der imellem mine bekymringer om, hvordan mine ben bare ser virkelig tykke ud i de der jeans, der glemte jeg, at jeg består af så mange – meget vigtigere – ting, end mit udseende.

Jeg er mere end summen af mine selfies.

Men det er som om, at det sjældent er dette “mere”, jeg bedømmer mig selv efter. Det er sjældent min evne til at være en god veninde, en god datter eller bare en god mig, jeg roser mig selv for. Det er til gengæld langt oftere en god selfie eller et godt outfit.

Og hvor helt igennem sørgeligt er det ikke lige?

Rimelig sørgeligt, hvis jeg selv skulle sige det. Og eftersom jeg er mange ting, men ikke en fortaler for det sørgelige, så vil jeg forsøge at gøre noget ved det. Forsøge at se mig selv i den helhed, der er mig. Datter, veninde, kvinde, kreativt væsen og helt igennem fantastisk selfie-skaber.

Alle dele, der ender ud i summen: Sille.

followwho

HVEM LUKKEDE HENDE IND? EN INTROVERTS GUIDE TIL MODEBRANCHEN

img_0141

Høje hæle og chokolade i tasken: Sådan genkender du en introvert

Der findes mange typer i modebranchen: Høje, lave, larmende, rolige, unge, gamle, excentriske, kedelige, tynde og… well, tynde. Der er dog langt imellem de introverte modefolk, og som jeg står foran den ene socialt mestrende PR konge samt festglade og modeassisterende dronning efter den anden, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Hvem lukkede lige mig ind?

For med et enkelt videnskabeligt blik på min personlighed kan vi konkludere følgende: Patient 23 udviser stærke tegn på angst ved aftener, der varer længere end til klokken 21. Ved udsynet til en længere periode væk fra hjemmet påvises øget perspiration i håndfladerne. Det noteres, at hun ved indtagelse af ganske små mængder alkohol bliver abnormalt kærlig samt villig til at krænge ud af sit inderste. Patient 23 påpeger, at hun helst ifører sig joggingtøj i fritiden, og min konklusion er dermed, at enhver tilknytning til modebranchen og/eller andre udadvendte brancher – herunder særligt dem, hvor en ordentlig fremtræden er forventet – er at fraråde. Vi har udskrevet mirtazapin 30mg samt en karriere som bogholderske til patienten. Undersøgelse slut.

Men nu er det nu engang modebranchen – i al sin kreative, udfordrende, samfundsrelevante og fantastiske form – jeg har kastet min kærlighed på, og jeg må derfor for så vidt muligt få det til at fungere. Og det synes jeg faktisk, at jeg gør. Til dels. For jeg elsker det, jeg laver, og selvom jeg ganske ofte kan føle mig ganske meget udenfor, så er jeg stålsat på at finde min egen plads i det land, vi kalder modebranchen.

Og hvordan gør man så lige det?

For mig at se er der to løsninger på ovenstående problematik. Lad os tage dem én af gangen. Jeg kalder den første: Undertryk alt, hvad der kommer naturligt til dig og snak ikke om, hvor ubehageligt du har det, men fake it till you make it og udvikl måske et mindre alkoholmisbrug (Jeg overvejede, om denne del blot skulle kaldes “løsningsforslag A”, men jeg synes ligesom, at det andet ligger så godt i munden?). Denne metode er jeg overbevist om, at der er flere, der er brugere af, og det er måske netop på grund af dette, at jeg føler, at der er så langt imellem de introverte: Jeg kan simpelthen ikke genkende dem. Ikke medmindre jeg kigger nærmere i deres Prada, hvori der højest sandsynligt ligger angstdæmpende tabletter, en eller anden form for udstoppet dyr, de kan nusse, når musikken bliver virkelig høj samt Red Bull og/eller coke alt efter, hvor svært de har det ved at være ude efter klokken 21.

Jeg har tidligere forsøgt at gøre brug af ovenstående metode (minus the coke), men som en nedtrykning af ens sande personlighed så ofte gør, så resultererede det ikke i noget godt. Rent faktisk er udtrykket: En katastrofe på fucking høje hæle – det gamle udtryk vi jo alle kender til – nok en ganske god beskrivelse. En sådan handling – altså at forsøge at benægte mit sande jeg og dennes behov for fred og/eller chokolade i fosterstilling efter en lang dag – ender stensikkert ud i et brændende had til branchen og alle dens ekstremt talentfulde beboer, og efterlader mig med min mor i røret, til hvem jeg grædende stiller spørgsmålet:

Mon det er for sent at blive revisor? 

Men eftersom en introvert modeentusiast, der nedtrykte sine følelser og endte med at blive revisor, rent faktisk er årsagen til hele problemet med SKAT sidste år, bliver jeg simpelthen nødt til at finde en anden løsning. Enter mulighed to kaldet:

Er det mel, du har i munden, eller er du bare glad for at se mig? 

Det er min teori, at man rent faktisk godt kan både have mel i munden og blæse samtidig. Bevares, det kræver noget øvelse og det vil gå galt i starten. Der vil rent faktisk være rigtig mange forsøg, hvor det ikke blot mislykkedes, men du ligeledes ligner en…. (indsæt her en eller anden velformuleret joke om en bager, der forsøger at smugle narko og/eller har forsøgt og mislykket med det der RAW fænomen). Jeg tror på, at jeg kan have mig selv med – hvor end dårligt dette mig så kan siges at passe ind. Det er svært til tider. Rigtig svært. Rigtig, rigtig svært.

Sådan: spark mig i kødnovellen og kald mig Paul, hvor er det her dog svært, svært.

Men jeg tror også, at det er det værd? For hvis man har sig selv med i alt, hvad man laver, bliver det så ikke også bedre? Jeg ved det ikke. Min journalistikprofessor fortalte mig godt nok andet, da jeg præsenterede min artikel om Hanne fra Fensmarks oplevelse med Sydsjællands sygehusvæsen i jeg-form med dertilhørende selfie af Hanne og jeg, men på andre punkter tror jeg nu nok, at det er sandt.

Så hvordan tilgodeser jeg den introverte del af mig selv?

Først og fremmest accepterer jeg, at der ikke blot er én måde at gøre det på. Der er faktisk lige så mange måder, som der er de gode mennesker omkring mig. Herefter begynder jeg at indse mulighederne og fordelene ved, at jeg er, som jeg er. Ja, jeg føler mere og tager ting helt ind til mit hjerte, men måske betyder det, at jeg kan bringe et andet perspektiv til bordet? Ja, jeg er måske ikke den, der fester længst eller danser på bordene, men til gengæld er jeg den, der kan knytte utroligt tætte bånd til folk omkring mig. Ja, måske er jeg ikke den, der har de skarpeste albuer, men til gengæld har jeg de største skuldre, der har plads til dig.

Ja, måske kan jeg ikke overskue at være længe ude, men så er der mere champagne til dem, der har lyst til det, og der skal jo være nogle til at holde chokoladeindustrien kørende, ikke sandt?

Der er mange måder at gøre det på. Og der er ingen af dem, der er mere rigtige end de andre. Det vigtigste er, at du har dig selv med. Hvad end det så betyder. Jeg ved godt, at man ikke altid kan skabe en hverdag lige efter sit eget hoved. Jeg bruger hver eneste dag på at presse mig selv, lære og bevæge mig ud over mine grænser. Sådan er det bare. Men det betyder ikke, at du skal glemme dig selv.

Du skal gøre det på din egen måde.

Og det skal jeg selv huske på hver eneste dag. For “din egen måde” er sjældent den letteste måde – det er rent faktisk ganske ofte den sværeste. For der er som regel en grund til, at tingene bliver gjort netop, som de gør: Det virker. Men selvom det er svært, så er det også ret skønt, når man pludselig mærker, at personen inden i dig stadig er med, når du vralter hjem klokken 21.30 for at spise chokolade og gøre din røv blødere i stedet for dine albuer skarpere.

Og til sidst, så husk på: Jeg er sikker på, at der er mange flere introverte derude, end vi måske lige går og tror. Tjek deres Pradaer og deres telefoner: De har deres mor på speed dial og deres chokolade og angstdæmpende tæt ved hånden. Tro mig.

Jeg er en af dem.

followwho

YOU KNOW, HANNE, I’M JUST DOING ME

img_9821

Nej, jeg har ingen planer i weekenden, Hanne

Hvad skal du så lave i weekenden? Spørger den velmenende kollega mig med forventningens røst i sin stemme. Har jeg mon planer om gallamiddag? En hurtig smuttur med veninder til Wien? Kæmpe fest med 40 af mine nærmeste venner? Eller måske noget helt fjerde, indeholdende tid i andre menneskers varme barm og den dertilhørende mulighed for at fylde op på den sociale konto.

Ingenting, svarer jeg, mens jeg forsøger at læse personen overfor mig. Kommer hendes fortvivlede blik som resultat af, at hun finder situationen voldsom akavet, eller forsøger hun blot at tænke sig frem til, hvad årsagen til mine ikke-eksisterende planer mon kan være?

Er jeg syg, gravid eller indehaver af voldsomme tømmermænd?

Ingen af tingene. Jeg var til gengæld indehaver af et voldsomt behov for blot at være mig. Der sker en masse ting lige nu – både i min mailindbakke og i mit hoved – tanker, der dræner mig og kontortider, der dræner min tid. Så jeg havde bare brug for mig selv. Mig selv, kaffe, magasiner og dates med min cykel. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt er blevet ladt op endnu, men det bliver man også sjældent, når der sker meget på din indre tankeskærm.

Men det fik mig da et stykke.

Gør mig lige den tjeneste at tage sådan en weekend til dig selv, hvis du har brug for det. Også selvom folk omkring dig undrer sig over, hvordan du dog kan overleve 48 timer i dit eget selskab. Det er ikke pinligt at tage på café alene, det er ikke spild af tid at spilde sin tid på sig selv, det er ikke dumt at være ensom lige for en stund. Og hvis hende der fra HR kigger mærkeligt på dig, når du siger, at du ikke har nogle planer, så må du sige: Ved du hvad, Hanne, jeg har simpelthen bare ikke brug for den der form for negativitet i mit liv. Hvad jeg har brug for, er dette nye Costume og en double shot latte på mandelmælk. Så hyg du dig på klubben.

followwho

PARIS BUYS PART TWO

img_9691

The shoes that never left

Det er sjældent, at items får lov at stå særlig længe på min ønskeseddel. Enten når jeg at købe det ønskede rimelig hurtigt, eller også forsvinder det endnu hurtigere til de evige marker af flygtige forelskelser sammen med de der Miu Miu sko og ham den langhårede musiker fra gymnasiet.

Men ikke disse sneakers.

De har stået rigtig længe på min seddel. Altså ikke længden på en matematiktime med brøker længe, men længe i et senmoderne samfundsperspektiv. Hvorfor er de ikke kommet hjem til mig før? Jeg tror såmænd bare, at der altid har været en undskyldning. De har altid været lidt for dyre, lidt for hvide, lidt for upraktiske og lidt… ja, bare lidt for. Men de er aldrig forsvundet fra mine tanker, og det besluttede jeg mig for at gøre noget ved.

Så jeg købte dem i Paris.

Og de er på ingen tid blevet placeret på toppen over bedste køb, jeg nogensinde har gjort mig. De er så meget mig, de er så behagelige, de er så smukke og de er så meget i stand til at gøre alle looks en del sjovere. Og pludselig gik de fra at være for til at være .

Så meget grunden til, at jeg ingen penge har.

SNEAKERS Céline | SOKKER Vetements | BUKSER secondhand

followwho