IS FASHION BECOMING MORE FUN?


skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-41 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-56 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-08 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-30

Hvor: Min garderobe. Hvornår: Et år siden. Hvad: En ekstrem mængde af minimalistiske item i forskellige nuancer af sort, grå og hvid.

Jeg har berørt det før: Det tydelige paradigme skift, der sker i modeverdenen lige nu. Hvor man før kiggede mod Norden for fashionistaernes fantastiske take på minimalisme og kødboller, bobler der nu en overflod af farverige pelse, printede maxikjoler og kitsch hårclips i utallige farver – gud, hvor er der bare mange kitsch hårclips i utallige farver – frem i landskabet.

Gucci, Miu Miu og Louise fra Amager serverer farverige og glitrende looks til de hungrende street style fotografer, alt imens de sorte skinny jeans og den grå sweater samler støv bagerst i skabet.

Er det blot en forbigående trend, eller er det vores helt basale syn på og forhold til moden, der har ændret sig? Jeg tror, at det er en blanding af de to, men nok mest af alt en modreaktion på først og fremmest minimalismen, der har regeret så længe, og også på samfundets generelle tilstand.

Jeg beklager, hvis I lige kastede lidt op i munden over seriøsiteten, med hvilken jeg tager dette emne. Slap af, Sille. Det er bare tøj.

Det har været nogle hårde år. Kriser, åndssvage præsidenter, frygt og seriøsitet. Er vores pludselig interesse i at gå amok med vores personlige udtryk et resultat af dette? Det føles som om, at der er kommet en større accept af, at moden godt må være sjov og lidt for meget. Det handler ikke længere blot om at få fyldt op på langtidsholdbare sweatere, der kan få os igennem vinteren, men ligeså meget om at skille sig ud.

Og jeg er vild med det.

Se mig; jeg har store, ternede bukser på sammen med en gigantisk farverig pels, alt imens jeg beklæder mit hår, mit håndled og mine øreflipper med legesyge og plastikagtigt tingeltangel. Og det er min ret. Det er min ret, at jeg nu kan lege med mit udtryk, og bevæge mig længere henimod at klæde mig ud, i stedet for blot at klæde mig på.

Der foregår sgu så meget andet lort i verden. Jeg kan i det mindste få mig selv til at smile, ved at iklæde mig alle regnbuensfarver sammen med et par virkelig lækre sko.

Man skulle tro, at de skandinaviske kvinder ville have svært ved at omfavne og anvende denne nye mentalitet vedrørende mode, men det synes jeg faktisk ikke er tilfældet. På trods af utallige sæsoner med Elin Kling som kultleder og sorte jeans som fredagsbøn, så har de nordiske kvinder taget trenden til sig med stil, og udfører den til UG. Jeg tror, at det bunder i den danske kvindes talent for at gøre mode til sin helt egen. Samt deres evne til at adoptere elementer fra mange forskellige steder til et sammensat og sandfærdigt look.

Cadeau til dem.

Jeg kigger mod min omgangskreds og bliver vanvittigt inspireret af den eksperimentering, der foregår lige nu. Farver, legesyghed og über femininitet, der på trods af referencer til lille-pige-looket udstråler en styrke og en holden på sin ret til, at det er altså sådan her, jeg klæder mig, hvis jeg har lyst til det. Det er samspillet imellem at klæde sig i lange blomstrede kjoler og hårspænder, men stadig kunne sparke røv i alle aspekter af sit liv.

Det er ganske enkelt fantastisk.

BILLEDER FRA MARIE JEDIG | ANNE JOHANNSEN | JULIE BLICHFELD | OG MIN INSTAGRAM

followwho

IS THE SIZE OF MY THIGHS REALLY MORE IMPORTANT THAN MY MENTAL HEALTH?

img_1065

Er det endnu engang tid til at betale dyre lærepenge til medicinindustriens candyfloss maskine?

I går fik jeg et angstanfald. Min krops alarmsystem. En reminder om, at der er et eller andet helt igennem galt. En voldsomt irriterende post-it note lige midt i fjæset på mig:

“I’m sorry. I can’t. Don’t hate me,” signed din krop og sind.

Det er længe siden, at jeg sidst har haft et decideret anfald. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvornår det skete sidst. Jeg har ligesom valgt at dyrke det der nye, smarte generelle angst, som alle går og taler om. Jeg er jo en fashionista. Så da jeg i går mærkede det komme snigende under et sent aftenmøde, var det ikke noget, jeg tog let på. Det var den sidste dråbe i bægeret fyldt med realiseringer af, at jeg ikke passer godt nok på mig selv.

Jeg har i en længere periode behandlet mig selv rigtig dårligt. Jeg er gået fra perioder med alt for megen fed mad og uendelige mængder snacks, til perioder med al for megen fokus på “sundhed”, lidt for lidt mad og for mange besøg på vægten, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg har for store lår. Og da jeg i går gik hjem fra mødet med oplevelsen siddende i mine fingerspidser, var jeg efterladt med spørgsmålet:

Er størrelsen på dine lår virkelig vigtigere end dit mentale helbred?

Har jeg virkelig lyst til at være en af de personer, der prioriterer thigh gap og kaffe over at kunne være i sig selv? Hvor meget er skinny jeans egentlig værd, hvis man er for dårlig og bange til at kunne fungere ordentligt iført dem?

Jeg ved godt, at jeg skal passe på mig selv. Sørge for at fylde den gode benzin på min krop, for at jeg kan fungere. Man skulle tro, at jeg igennem de utallige dyre lærepenge, jeg har betalt, har indset, at jeg ikke er en af dem, der kan køre non-stop på koffein og dårligt selvværd. Men åbenbart ikke. Åbenbart skal min krop lige sparke mig i hovedet endnu engang for at minde mig om, at det her går altså ikke, kammerat.

Hvorfor er det, at man så nemt glemmer de lektier, vi lærer her i livet?

Jeg ved godt, at det ikke fungerede sidst, men denne gang skal det nok blive godt, når jeg farver mit naturligt blonde hår helt sort. Det bliver fedt! Jeg brækkede godt nok anklen fire steder sidst, jeg forsøge at gå i stiletter over seks cm, men disse Manolo Blahnik på 12 cm skal nok fungere skide godt altså. Jeg har udelukkende oplevet at få knust mit hjerte af bad boys, men der er sgu noget over ham den tatoverede med det lange hår henne på motorcyklen. Se selv, der står noget med angel bag på hans frakke!

Sidste gang jeg sked på min krop og min sundhed, endte jeg tilbage i stolen hos min psykiater. Men lad os da lige fucke mit system op igen. Det kan jo være, at jeg kan komme ned i de bukser, jeg kunne passe, da jeg gik i gymnasiet.

Er der fordummende dråber i min morgenkaffe, uddelt af skaberne bag min antidepressive medicin, så jeg kan fortsætte med at fore deres lommer? Nu er det snart tid til vores årlige julefrokost, vi må hellere sikre os, at Sille glemmer alt, hvad hun har lært, og alle sine principper. Vi skal bare have råd til den der candyfloss maskine! 

Jeg sidder efterladt med en vrede mod mig selv. En vrede over, at jeg nu måske igen skal punge ud af dyre lærepenge, tårer og tid. Hvorfor helvede kunne du dog ikke bare opføre dig ordentligt? Jeg håber på, at mine tidligere møder med de mørke huller, dog alligevel har lært mig lidt, og at jeg kan få vendt det nu. At jeg kan tage min krops faresignaler seriøst.

Og så håber jeg, at jeg kan slippe vreden, jeg lige nu føler mod mig selv. Det er så fandens nemt at være bagklog, og utilfredshed med mig selv er vel egentlig en af årsagerne til, at jeg kan sidde og skrive denne tekst lige nu. Så måske skal jeg i stedet blot sige følgende til mig selv:

Det var sgu ikke så godt, men nu vender du skuden, tænker dig om og passer på dig selv. For du er kraftedeme skøn. Og det er dine lår også.

followwho

THE ORIGIN STORY OF THE LAYER-ON-LAYER LOOK

23659885_10155929375910802_1461671360_o 23627111_10155929375485802_1183419289_o 23633374_10155929376160802_1815559823_o 23633221_10155929375915802_2125716625_o 23627296_10155929376145802_525055382_oHerunder den sande historie om fødslen af lag-på-lag looket

Lag-på-lag trenden blev ikke skabt af den smarte modeverden, Vogue eller excentriske high end designere. Nej. Den blev skabt af en ung kvinde fra Norden, der altid havde kolde røvballer og skulle kæmpe sig igennem sne på vej til arbejde. True story.

Udover den store pelstrend – både faux og ikke – der overtager modelandskabet lige nu, er lag-på-lag looket en skandinaviers bedste ven. Strømpebukser, bukser, kjole, cardigan, blazer, jakke, ud af døren. Det ser ikke bare godt ud, men er ligeledes den eneste måde, hvorpå man kan klare sig igennem Danmarks kolde måneder (i.e størstedelen af året).

I hvert fald den eneste måde med mindre du vil følge din mors råd og gå med flyverdragt og elefanthue. Hvilket højest sandsynligt er et look, som vi ser i Vetements’ næste AW kollektion.

For mig skaber lag-på-lag looket et meget mere interessant outfit, end hvis man blot iklæder sig en kjole med strømpebukser. Jeg føler mig mere som mig selv, hvis der under denne kjole er et par herrebukser at finde, en oversize blazer over, eller et andet item, der på en måde skaber en sjovere silhuet. Derfor var jeg i går iklædt så mange lag, at mine toiletbesøg blev noget nær en umulig opgave, som jeg måtte sætte ekstra tid af til.

Hvor fanden er den henne?! Er der endnu et lag?! JEG NÅR DET ALDRIG. 

I dag er jeg iklædt et outfit efter nøjagtig samme opbygning: Kjole, bukser, blazer. Man behøver ikke ændre noget, der ikke er i stykker. Siger hende, der er for træt til at finde på noget andet. Billedebeviser medfølger i morgen.

BLAZER Jacquemus | KJOLE Baum und Pferdgarten | BUKSER ASOS | SKO Balenciaga | TASKE Fendi | HÅRSPÆNDE Mads Nørgaard

followwho

ARE MINIATURE BAGS THE NEW SIGN OF HAVING YOUR SHIT TOGETHER?

Du kan ikke have meget af dit lort med i bagagen, hvis du kun har en miniature taske

Da jeg i går kom hjem fra at have sagt et svært farvel i lufthavnen, ventede en lillebitte pakke til mig på posthuset. Så sammen med min acaigrød og min skælshampoo, stoppede jeg forbi for at hente denne. Afsenderen lød Vestiaire Collective og indholdet bød på en vintage, pink Fendi taske, som jeg investerede i for nogle uger siden. Dog var det ikke kun pakken, der var lillebitte, men også indholdet. En del mindre end forventet. Og det efterlod mig med to spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at du ikke tjekker målene, inden du køber over nettet? Og hvorfor er jeg er så forbandet forelsket i denne miniature version af en håndtaske?

Første spørgsmål bliver besvaret med en ganske ærlig erkendelse af, at det var en kæmpe netshopping don’t, jeg lavede der. Svaret på næste spørgsmål leder mig dog hen til en længere analytisk gennemgang af en af de trends, der at se i modeverdenen: Minitaskerne.

For det er i sandhed størrelsen, og ikke gørelsen, der betyder noget i forbindelse med tasker. I hvert fald hvis vi aflæser trendlandskabet lige nu. Den absolut mindste størrelse. Igennem diverse street style billeder bombarderes vi med Hermès tasker, Balenciaga City’er og Fendi Peekaboo modeller, alle sammen i så minimal en størrelse, at de kun lige er større end ham den søde fra gymnasiets ædlere dele.

Hvad er det lige, der sker?

Sammen med solbrillerne bliver taskerne mindre og mindre, og det efterlader os med håndaccessories, hvor der kun netop er plads til en ti-paks clicksmøger, et overtrukket dankort og en tampon. Hvis du vel og mærke bruger den mindste størrelse, ellers må du tage den i lommen.

Det er ikke noget nyt, at modeverdenen sætter det praktiske aspekt i bagerste række. Jeg henleder her opmærksomheden til mules, maxikjoler og buksedragter (hvem har ikke stået i en brandert på et toilet og kæmpet med sådan en satan), men det virker lidt til at miniature tasken er le piece de resistance af upraktisk mode. Personligt sidder jeg lige nu med en kæmpe totebag til min computer og nips ting, mens min Fendi ligger på bordet ved siden af mig, kun indeholdende min pung og nogle nøgler.

Telefonen har jeg liggende i lommen, fordi der ikke er plads til alle tre ting. Det handler om prioritering, venner.

Måske er de små tasker og de små solbriller en modreaktion på den tidligere trend med store tasker og endnu større solbriller? Jeg tænker, at det muligvis er ligesom med politik: Når en blok har siddet på magten i noget tid, så er det oftest den modsatte, der bliver stemt ind i næste periode. De store modeller har styret vores stil i en tid, nu er det tid til noget frisk kød i garderoben.

Eller også er der en meget dybere grund til, at alle de der smarte mennesker downsizer deres accessories (læg mærke til, at jeg her indirekte kategoriserede mig selv som en af de smarte mennesker). For mange, mange år siden var overvægt og bleghed et tegn på rigdom, fordi det betød, at kvinderne ikke behøvede at arbejde udenfor, men i stedet blot kun sidde inde og spise. Måske er miniature tasken ligeledes et tegn på en ønskværdig kvalitet: At man ikke har særlig meget lort med i bagagen.

Både bogstaveligt og metaforisk.

For det er ganske enkelt fysisk umuligt at have særlig meget lort med i sin miniature taske, og det kan i sig selv virke yderst overskudsagtigt ikke at slæbe rundt på halvdelen af ens lejlighed (siger jeg, der pt. har en totebag med to computere, fire opladere, en kalender, to pakker vitaminpiller, 25 kuglepenne, en juice, et strygejern og min svigermor). Kvinder, der kun har deres dankort, nøgler og læbepomade med i tasken, virker unægteligt ganske sammensatte. Og ret intimiderende. Hvordan kan I nøjes med det? Hvordan kan I vide, hvad dagen bringer? Hvad hvis I får brug for en ekstra sweater? En bog om hvordan man fletter? En pastasalat med bacon?

Men måske er de små tasker også en diskret fortælling om, at man heller ikke har særlig meget lort med i sin metaforiske bagage? Et: Hey, jeg pakker let, så jeg er let at håndtere til folk omkring? Den senmoderne version af at være bleg:

Se min lille taske, og se det sande jeg.

Eller måske taler de små tasker bare til os, fordi de er så fucking cute. Og upraktiske. Og det er meget rart engang imellem.

followwho

HVORDAN SKAL MAN FØLGE OPSKRIFTEN PÅ LYKKE, HVIS MAN IKKE ENGANG KAN KOGE PASTA?

ikke-navngivet-1

Pasta kan kun koges på ganske få måder, for at det er rigtigt. Men lykke kan skabes af mange forskellige opskrifter.

Det kan til tider virke til, at der er en specifik opskrift på et lykkeligt liv: Fast parforhold, en berigende karriere, villa på Frederiksberg, to børn og en hund, der kan gå uden snor, når man går tur med barnevogn i den ene hånd, latte i den anden og den nyeste opskrift på glutenfrie speltboller i tankerne.

(Note til selv: Undersøg om speltboller egentlig er glutenfrie, eller om det bare er to ord, du bruger, fordi de lyder økologiske).

Det er en opskrift, der kan virke ganske udemærket for mange. Og det er simpelthen helt igennem fantastisk. Men hvad med os, der ikke kan finde ud af at følge en opskrift, om vores liv så afhang af det? “Kog pastaen syv minutter,” hvad fanden mener de med det?! Jeg tror, at førnævnte lykkeopskrift kan virke stressende og ødelæggende for visse personer. Måske mest af alt underbevist. Kig blot på fortællingen om den fuldstændig fabelagtige og talentfulde kvinde, der har været i det dybeste af det dybe hul, grundet en forfærdelig kamp med at blive gravid, og hvor svært det var at håndtere andre kvinders annonceringer af deres graviditer. Eller denne anden fantastiske kvindes oplevelse med, at hun ofte dømmes, fordi hendes karriere ikke opfylder de forventinger, som samfundet har.

Er det vores fastlåste idé om, hvordan opskriften på det lykkelige og “rigtige” liv er, der får os til at dømme ikke blot os selv og vores egne valg og evner, men også andres?

Jeg har aldrig drømt om at blive mor. Jeg har ikke planer om at læse en kandidat i den nærmeste fremtid. Jeg elsker min studiolejlighed. Jeg ELSKER at arbejde i modebranchen samt som skribent. Og så vil jeg faktisk gerne bestille min morgenbolle med ekstra gluten, tak.

Men det betyder vel egentlig ikke, at min opskrift på lykke er mindre rigtig, end den kvinden ved cafébordet ved siden af mig har? Det eneste parameter, hvorpå man kan måle succesen af en opskrift på lykke, er vel egentlig blot, om den virker for personen eller ej? Vi kan alle sammen blive enige om, at der er ganske få måder at koge pasta rigtigt på, men at opnå lykke kommer vel i utallige former?

Der ér lykke at finde i faste parforhold, en lang uddannelse, en sværm af unger, et stort hus og en anerkendt karriere. Men der er også lykke at finde i veninder, finurlige jobs, små lejligheder, jordomrejser, kunst, et barnløst liv og i dig selv. Og der er ligeledes ekstremt meget lykke at finde i ikke at dømme dig selv for ikke at følge en opskrift.

Og i særdeleshed i heller ikke at dømme andre for deres måde at sammensætte deres liv på. Jeg er sikker på, at deres opskrift ender ud i en helt fantastisk kage, der passer lige nøjagtig til dem.

followwho

FRØKEN SILLES SPØJSE FORNEMMELSE FOR TID

img_1689

For fanden… nu havde de kraftedeme ret igen. Både tofutosserne og de gamle.

De kloge, voksne mennesker siger altid, at vi unge har så travlt. Travlt med at blive vokse, med sociale medier, med at spise aftensmaden, så vi kan slippe for at sidde ved middagsbordet og fortælle om, hvordan vores dag har været. Come on, mor. Jeg har Bagedysten klar til at streame og meget bedre ting at tage mig til, end at være sammen med mine forældre. 

Selvom jeg sjældent er glad for at give de gamle ret, så må jeg nok erkende, at jeg 1. selv er ved at blive en af dem, 2. de sgu nok har fat i den lange ende med rigtig mange ting.

Hvis jeg dog bare havde lyttet til dem dengang, hvor de fortalte mig, at sort hår og musikere var en dårligt idé. Jeg kunne have været foruden mange frisørbesøg og knuste hjerter.

Og endnu engang må jeg nok erkende, at de har ret. For jeg har travlt. Hele tiden. Ikke på jeg-skal-skynde-mig-med-denne-deadline-så-jeg-kan-nå-at-komme-hjem-og-fylde-hovedet-med-ost-og-kroppen-med-mærkevarer-inden-jeg-skal-møde-mine-veninder – det har jeg også – men rettere en gennemgående fornemmelse af, at jeg har travlt, fordi jeg skal nå en eller anden destination i mit liv.

Den højeste stilling, den største lejlighed, den strammeste krop, den bedste garderobe, den store løn, den rigtige status. Ejer af et Rolex ur og styr på livet. Nu.

Jeg skal nå det hele, og det skal allerhelst være indenfor de næste ti minutter (for jeg skulle gerne nå det inden det næste afsnit af Zumbo’s just desserts kommer på Netflix). Jeg tror, at det er en manglende evne til at skue fremad, der ligger til grunde for ovenstående travlhed. En manglende evne til at indse, at jeg faktisk har ufattelig megen tid til at opnå disse ting (hvis de overhovedet er værd at opnå), og hvis jeg gjorde alting lige nu, ville der blot komme noget nyt, jeg skulle nå.

Det føles som om, at det skal ske nu, hvis jeg skal nå det.

Min spøjse fornemmelse af tid viser sig ligeledes i mindre aspekter af mit liv. Når min kære mand er hjemme på leave, og jeg føler, at vi skal nå alting lige nu. For ellers har vi jo ikke nok tid! Men det har vi jo, vi har faktisk resten af livet, hvis vi skulle ønske det. Så meget tid, at vi uundgåligt når til et jeg-er-så-træt-af-dig-at-jeg-pisser-i-din-morgenkaffe-sted på et eller andet tidspunkt indenfor de næste 70 år.

Så det går nok lige, at jeg tager den drink med pigerne, selvom han er derhjemme alene.

Følelsen af travlhed sætter en stor, fed fod foran muligheden for at nyde nuet. Og siden der er så mange yoga-bumser, der siger, at dét er vigtigt, så må der jo være noget om  det. Et konstant fokus på, hvordan man kan komme videre, flytte sig nærmere sit næste mål, blive noget mere, sørger ganske enkelt for, at jeg ikke koncentrerer mig om at være lige her og nyde det unikke, som netop denne periode i mit liv har at give mig.

Ad, det var tofutosse-agtigt skrevet. Jeg beklager meget, hvis I følte jer nødsaget til at kaste en smule op i munden der.

followwho

DEN IRRITERENDE FORNEMMELSE AF AT VÆRE DEN IRRITERENDE LILLESØSTER

img_1614

Er jeg den, de andre ikke vil lege med?

Jeg kan bare ikke ryste fornemmelsen af mig. En fornemmelse der har siddet i mig så længe, jeg kan huske. Jeg ved godt, at det nok bare er mine tanker, der endnu engang leger en ond leg med mig, som var jeg en desperat og liderlig teenageknægt på Crazy Daisy, og mine tanker unge piger, der bare virkelig gerne vil have gratis drinks. Men selvom jeg ved dette, så er den ikke til at komme af med.

Følelsen af, at jeg er den, de andre skal trækkes med.

Den irriterende lillesøster, som ingen rigtig gider have med til at lege Bratz, men de er nødt til det, fordi deres mor har sagt, at de altså skal sørge for, at Rosa-Agnete-Blomsterfrø også kan være med i legen.

Det er den frustrerende fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde irriterer folk omkring mig, at jeg ikke er god nok, at jeg er den laveste i det sociale hieraki. Hende, som de bare ikke orker at skulle spilde en ganske udemærket Bratz dukke på. Du kan være hende med det korte røde hår og tuschstreger i ansigtet. 

A severe case of bad self-esteem, tænker du nok nu. Men højest sandsynligt på dansk, fordi du ikke er en opblæst nar.

Jeg ved det godt. Der er nok faktisk langt højere sandsynlighed for, at det er mine egne usikkerheder, der viser sig, og ikke alle mennesker, jeg nogensinde har mødt i mit liv, der tænker, at jeg er pisse uncool. Bortset fra ham der, der så mig falde på røven over en sodavandsflaske, da jeg som ung teenager skulle spille smart og forsøge at hoppe op på den og smadre den på jorden.

Hvor er det sindssygt, hvordan man kan skabe sin egen fortælling om sig selv, og ligemeget hvor korrekt den er eller ej, så blot adoptere denne fortælling og leve ud fra den resten af sine dage. “Jeg er hende, der ikke rigtig er sej, og som folk faktisk bare synes er voldsomt irriterende”. Købt, betalt, fortalt til sig selv resten af livet.

Det er så den, jeg er nu. I guess.

Det skaber – forståeligt nok – et ganske ekstremt ubehag at gå og tænke, at folk ikke rigtig synes om én. Det er ikke en altoverskyggende følelse, der konstant bringer mig i knæ, men blot en lille pirrende tanke i baghovedet, der til tider kigger frem og driller på sådan en rigtig irriterende måde. Som når dine strømpebukser begynder at klø, når du sidder på stolen i klasselokalet, og du bare ikke kan få det til at stoppe eller tænke på andet.

Gå nu væk, lorte strømpebuksekløen.

Jeg skal overdøve den lille tanke og minde mig selv om, at jeg er fucking sej og værd at lege Bratz med. Ligemeget hvad min fortælling så er gået på før. Måske vil det gøre, at jeg en dag ikke længere hører den. Måske i hvert fald ikke så tit. Og til at hjælpe mig med at overdøve den, kan jeg lytte til de mennesker, der er med til at fortælle mig en anden, bedre, mere sand fortælling om mig selv: min kæreste, mine veninder, min familie og helt fantastiske fremmede mennesker på sociale medier, der åbenbart har større tiltro til mig, end jeg har til mig selv.

Og hvis der endelig er folk, der rent faktisk ikke mener, at jeg er værd at lege med, så køber jeg fandeme bare min egen dukke og hygger mig med den. For det er jeg sej nok til at gøre.

followwho

PUFÆRMER: FORDI LIVET ER FLADT, MEN DET BEHØVER DINE ÆRMER IKKE VÆRE

ikke-navngivet-1-kopier

“Skriv noget om pufærmer,” stod der skrevet i noten på telefonen. Og som skrevet som gjort.

Livet kan være så fucking fladt til tider. En flad smag i din mund efter du netop har betalt 85 kroner for en skål chiagrød, der smager af indersiden af en printer, samt ligner klamme frøæg (Note til selv: Undersøg hvordan frøæg ser ud, inden du kommer med aggressive påstande om morgenmadprodukters lighed til disse). En flad fornemmelse i kroppen, når de farverige sko, du købte på Ebay, ankommer med posten og ligner et billigt remake af en badetøffel fra Netto. En voldsomt flad følelse når du kommer hjem fra job sent, og køleskabet er tomt.

Så kan du lige så godt bare lægge dig fladt ned.

Men bare fordi livet til tider kan føles fladt, så er det ikke ensbetydende med, at dine ærmer skal være det. Faktisk er det nok netop grundet livets sporadiske status som fladmast, at du skal puffe dine ærmer, som var der ingen dag i morgen. Kommer du til at ligne en opsvulmet bodybuilder? Muligvis. Vil du have svært ved at komme igennem smalle åbninger? Uden tvivl.

Vil du se fuldstændig fabelagtig ud? You bet.

Jeg er blevet bidt af en ond puf (hvilket vist nok er noget andet, men leg med), og jeg byttede gerne alle mine overdele ud med modeller med overdimensionerede skuldre og ærmer. Det skaber en fantastisk silhuet, og hvis der er noget, jeg elsker, så er det det.

Og chiagrød.

INDEHOLDER REKLAME LINKS Blå skjorte H&MHvid skjorte H&M | Kortærmet skjorte Chloé | Blazer Jacquemus 

followwho

DRØMMEPRIORITERING

Jeg hopper i mit metaforiske træningstøj og jogger let henimod mine drømme.

Jeg har en kollega, der altid kommer afsted til træning efter arbejde. Og som jeg sidder der foran computerskærmen klokken 17.30 med en halvlunken kaffe ved min side og en matchende halvlunken mental tilstand, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Hvordan gør hun det dog?

For i det øjeblik kan jeg ikke tænke på andet end at komme hjem, åbne køleskabet og mine bukser, og så ellers få de trusser ud af fra imellem mine baller, hvor de hele dagen har siddet som en ond reminder om, at jeg virkelig burde købe nogle andre underbukser end dem, jeg anskaffede mig i 2.g.

Det handler om prioritering! Siger hun iklædt lækkert træningstøj på vej ud af døren. Og det kan jeg jo egentlig slet ikke argumentere imod. Det har hun fuldstændig ret i.

Udtalelsen fik mig dog ikke til straks at sætte den ellers så voldsomt nødvendige træning ind i min kalender, det satte rettere andre tanker i gang hos mig. For er der egentlig ikke også mange andre aspekter i vores liv, der er styret af prioritering? Venskaber, økologi, sex, nye mules i lak fra Prada med sådanne fine lyserøde blomster på.

Drømme.

Det er så forfærdeligt let at svømme væk på hverdagens bølge af forpligtelser og rutiner. Op klokken 7, morgenmad, cykel, arbejde, indkøb, madlavning, fjernsyn, søvn, repeat. Det er til gengæld ligeledes forfærdeligt svært at gøre plads til alt det udenom, som man egentlig går og drømmer om. For hvor skal man lige finde plads til drømmen om at starte sin egen hæklevirksomhed, når ungerne har mellemørebetændelse, og der er et regnskab, der bare ikke går op?

Eller for mit vedkommende: Hvor skal man finde plads til sin drøm om at skrive, når arbejde, regninger og en voldsom afhængighed af søvn, chokolade og tryghed fylder 22 timer af døgnet? Handler det også bare om prioritering? Skal jeg hoppe i mit metaforiske træningstøj (hvilket i mine tanker er virkelig smart og sådan Missoni stribet) og tage tid til at træne mine skrivefingre, når jeg nu ved, at det er så sundt for mig?

Jeg er kommet frem til, at det skal jeg. Altså prioritere mine drømme imellem alt det, der er hverdag. Også selvom det kan virke som spild af tid lige i øjeblikket, hvor det gøres. For bevares, der er nok mere konstruktive ting at bruge sin tid på, end at sidde foran skærmen og skrive lange tekster om mules og mentale sårbarheder.

(Note til selv: Er mules og mentale sårbarheder to sider af samme sag? Det kan være ekstremt svært at bruge dem, men når man først lærer det, så er det ganske enkelt et fantastisk look).

Jeg bliver gladere, når jeg gør noget af det, jeg elsker. Når jeg arbejder henimod det, jeg drømmer om. Så det skal jeg gøre. Indimellem alt det hverdagsagtige. Og selvom det betyder, at jeg skal stå op halvanden time før, så jeg kan sætte mig i indre by på en café over en kaffe og få skrevet, så må det være sådan. For det betyder noget for mig.

Og så er det lige så vigtigt som deadlines, regninger og…. (indsæt her en tredje ting, der lyder voksent, jeg kan personligt ikke komme på noget. Barbering, måske?).

Det kan være så svært at finde tiden, men jeg vil gøre mit absolut bedste for at prioritere det. Og så må vi se, om der en dag også kan blive tid til at prioritere træning. Men jeg tvivler fandeme.

Der er jo trods alt kun 24 timer i døgnet.

 

followwho

PINK SHOES AND OTHER THINGS THAT MAKE THE WORLD GO ROUND

Verden har mange onde sider. Men den har også mange lyserøde sko. Så det går vel egentlig næsten lige op

Kære venner, det er en farlig verden, vi lever i. Der sidder magtfulde og orange mænd på magten, der er små biller i skoven, der kan give farlige sygdomme, og så er der rigtig mange brunchsteder, der putter ukrudt ovenpå deres smoothies.

Heldigvis er der også mange fantastiske ting på denne adresse, vi kalder vores planet. Her nævner jeg i flæng: veninder, ost, Netflix og sko. Rettere sagt: Lyserøde sko. Det er ufatteligt svært at være i dårligt humør med lyserøde sko på, og selvom det godt kan lade sig gøre, så vil du i det mindste være i dårligt humør iført lyserøde sko.

Og det er på en eller anden måde lidt nemmere at overskue.

Så hvis du er i dårligt humør, eller i godt humør eller bare i humør til lyserøde sko (hvilket man vel i virkeligheden altid er), så har du herunder en samling af lyserøde sko, der går skide godt til ethvert humør. Og outfit. Fordi lyserøde sko er altid en rigtig god idé.

Ligesom ost.

REKLAME LINKS

  1. CALVIN KLEIN | 2. VAGABOND | 3. ZARA | 4.  BALENCIAGA | 5. NOTABENE | 6. PRADA |
followwho

WITH A PINK COAT AND A RAW HEART

664989b3-ee8c-4667-910b-d57ed646861f 2da19980-7b4c-437c-a4f5-1866e6835efa

Pink frakker og tunge tanker

Der skal ikke særligt meget til for tiden. Det er de små ting, der gnaver i tankebarken og indtager en plads som altoverskyggende og får humøret til at synke. Jeg ved ikke, om det er situationsbetinget, eller om jeg bare bruger alt for meget tid inde i mit hoved. Det gør jeg nok.

Jeg burde hellere bruge meget mere tid i min fantastiske nye frakke, som får mig til at føle lidt som om, at jeg er placeret på en lyserød sky.

Og det kan være nødvendigt, når det hele føles lidt svært.

followwho

OFF THE GRID

Overaktive fingre, metafordiarre og en forklaring på mit fravær

Det er sjældent, at der går mere end 12 timer imellem, at jeg skriver. Bare et eller andet. Efter denne tid begynder et fysisk ubehag, overaktive fingre, kliché-gennemvæddede metaforer overfylder min mave og resulterer i mild diarre samt en manglende evne til at tale i andet end billedsprog.

Mor, jeg har det som en fjerbeklædt Manolo Blahnik sko i en gammel genbrugsbutik: Der er ingen, der kan se de fantastiske muligheder, der er i mig. 

Manglende tid ved tastaturet resulterer ligeledes i en altoverskyggende tro på, at alle glemmer mig, og at de tanker jeg har, er nogle, jeg sidder med helt alene. Det er selvfølgelig alt sammen en ganske ekstrem overdrivelse, men jeg må erkende, at jeg i denne uge ikke helt har følt mig som mig selv. Og det efterlader mig med et andet presserende spørgsmål om, hvorvidt det ikke er ganske problematisk, at jeg gør mig selv op i min aktivitet på sociale medier.

Men det er en problematik, vi kan berøre en anden dag.

Indtil da vil jeg blot komme med en forklaring på mit fravær. Hvilket I nok slet ikke har lagt mærke til, fordi folk rent faktisk har et liv, der ikke udelukkende handler om at følge mærkelige modebloggere på deres sociale kanaler. Jeg har i denne uge været gemt væk i en kærligheds- og arbejdsgrotte. Min kære soldat er kommet hjem på leave, og jeg gik i fredags på ferie. Derfor har der ikke været tid til meget andet end at kigge ham den søde dybt i øjnene, og forsøge at få alt på plads, inden jeg tager fem dage væk fra kontoret.

Hvorfor er det altid, at man bliver ekstra stresset lige op til ferie?

Min ferie skal holdes herhjemme i København, og jeg håber derfor, at jeg kan finde lidt mere tid til at bevæge mine fingre over det støvede tastatur. Det betyder så ekstremt meget for mig, at jeg har dette frirum, og jeg skal huske mig selv på at prioritere det. For ellers kommer det bare sidst i rækken.

Nu vil jeg gå tilbage i grotten. Bestille mig en kaffe og croissant og måske tage min mand i hånden for at købe et lyserødt hårspænde.

followwho