• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • A new kind of love
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

DO I HATE MY WARDROBE OR DO I HATE MYSELF?

img_3372 Har jeg nedtur over min jeans eller over mig selv?

Jeg hader min garderobe. Jeg savler over alle andres. My loins are burning for full on wardrobe makeover. Som du læser dette, tænker du nok: “Ro på, Sillewho, du er da vist blot ramt af en ordentlig omgang kvindeligt had til egen garderobe, der rammer os alle mandag morgen. Det er meget normalt.” I så fald må jeg sige: Du har nok ret.

Mærkelige, hypotetiske person, der blander sig overraskende meget i mit liv.

Det var egentlig også min første tanke, da jeg for et par uger siden for første gang kiggede på min garderobe og tænkte: Jeg hader dig. Som var du forsinkede toge og kolde Sunset pomfritter. Det var igen tanken, der ramte mig i morges, da jeg skulle klæde mig på. Og da den ramte mig endnu engang, da jeg kiggede billeder igennem fra dagens hurtige photoshoot (i.e. ovenstående billeder), kom jeg pludselig til at tænke på noget:

Er det min garderobe eller mig selv, jeg hader?

Det føles som meget mere end blot en mandagsnedtur over egen garderobe. Det føles som noget andet end bare alment behov for, at der sker noget nyt. Så er min nedtur over mine jeans i virkeligheden en nedtur over mig selv?

Hader jeg mine statement t-shirts, eller hader jeg mig selv?

Der kommer et tidspunkt, hvor man er nødsaget til at stoppe med at prøve forskellige outfit og i stedet prøve at kigge indad. For ligemeget hvor skønt det sæt så er, så er det svært at se, hvis man ikke engang kan se det skønne i sig selv.

Jeg tror ikke, at jeg skal skifte tøjet på bøjlerne ud – jeg skal rettere skifte mine tanker om mig selv ud. Jeg tror som sådan ikke, at der er noget galt med min garderobe eller mit udseende, der er bare noget galt med måden, jeg kigger på mig selv på.

Eller også kan det selvfølgelig bare være, at jeg har brug for et par røde læderbukser, en sort Vetements frakke og den der himmelblå Loewe taske.

TØJ VINTAGE | ØRERINGE H&M | SKO OG TASKE CÉLINE

followwho

IS THIS THE EARLY TWENTIES?

Endte forhold, nye boliger, hundehvalpe, babyer og absolut ingenting som det var engang: De tidlige tyvere slår til igen

I morges vågnede jeg op med puffede øjne. Jeg havde brugt størstedelen af aftenen inden på skiftevis at græde på min kærestes skuldre grundet det faktum, at det hele virker fuldstændig vendt på hovedet lige nu, til dernæst at proppe mit ansigt med Spangsberg flødeboller. For herefter at tude lidt igen over, at jeg det næste år ikke skal vaske min kærestes undertøj.

It’s the small things, you know.

Da jeg slog de førnævnte tyggegummibobbel-agtige øjne op, var jeg efterladt med følgende spørgsmål: Er det sådan her, de tidlige tyvere skal føles? Og er der flere flødeboller?

Det var der. Men første spørgsmål er stadig et, der står ubesvaret og tydeligt i mit indre. I min vennegruppe er der forandringer som aldrig før: Endte forhold, nye boliger, endte karrierer, nye jobs, babyer, hundehvalpe og nye kærlighedsaffærer. Der er meget lidt, der er, som det var engang, og det sætter forandringsfrygten på højtryk og popningen af vinpropper på repeat.

Det hele føles lidt forkert. Jeg er vant til ro, den samme gamle traver, et mål om at få det hele til at fungere uden andre nyheder, end at jeg skiller pandehåret til en anden side, end jeg plejer. Så hvad sker der lige? Hvorfor forandrer det hele sig?

Jeg mistænker de tidlige tyvere som værende årsag til op- og nedvendingen af mit liv.

Det er logisk nok, at det er nu, det sker. En færdiggjort uddannelse og voksenlivets banken på ruden, der er mit liv (lad os tage et øjeblik til at dvæle lidt ved, hvor smuk en formulering det var). Forandringer er uundgåelige – jeg regnede bare ikke med, at de skulle være så store. Så livsændrende.

Så lige-nu-fuldstændig-på-samme-tid-helt-vildt-angstprovokerende. 

Men de er der. Og der er intet andet at gøre end at omfavne dem. De tidlige tyvere, forandringsfrygten og Spangsberg flødebollerne. Jeg er nødt til at tro på, at det hele nok skal gå. At det er et nødvendigt tigerspring i livet og for den næste periode i mit liv.

Men forhelvede, hvor er det dog skræmmende…

Jeg tror, at jeg skal have en ekstra pakke flødeboller i aften.

 

followwho

JEG SØGER NY BOLIG

Hvem havde gættet, at provinspigen skulle blive storbypige?

Lige nu føles det lidt som om, at mit liv er vendt op og ned. Aldrig før har jeg oplevet så store ændringer i mit liv, jeg kan knap nok stå oprejst – ingenlunde producere nogen form for interessant eller logisk tekst. For præcis én måned siden blev jeg færdiguddannet som journalist med sidefag i kommunikation, siden da har den stået på jobsøgning og spændende muligheder, og nu står jeg over for nok den største forandring:

Jeg skal flytte til København.

Min kæreste har fået en stor jobmulighed, der gør, at han skal flytte til Bornholm. Det betyder, at vi har opsagt vores lejlighed, og at jeg nu tager mod København for at gøre karriere og opleve livet som storbyspige.

Who the fuck could have guessed?!

Vi er ikke gået fra hinanden. Overhovedet ikke. Livet trækker os bare – fysisk – i forskellige retninger for en stund. Jeg tror, at der er en mening med det hele.

Men jeg har brug for jeres hjælp.

For jeg mangler et sted at bo. Sådan meget lige nu. Et værelse, en lille lejlighed, så centralt som absolut muligt. Kan I hjælpe mig? Jeg kan lægge omkring 5.000 kroner om måneden til et værelse, eller også er vi to venner, der kan lægge 10.000 i alt til en 2-3 værelses lejlighed.

Jeg håber på, at I kan hjælpe mig. Jeg har brug for at få styr på et eller andet nemlig…

Sillewho@gmail.com

followwho

ITEMS TO MAKE ME FORGET I AM AN ADULT

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Voksenlivet forsøges glemmes ved hjælp af skøre items og prikkede støvler

Da jeg i morges havde brugt over en halv time med hovedet i toilettet – ikke grundet sygdom eller interesse i det farverige liv af kloakrotterne, men grundet ekstrem rengøringsflip – kunne jeg ikke undgå at dvæle lidt ved det højlydte spørgsmål, der nu fyldte mit hoved: Er det her voksenlivet?

Og mens jeg knugede svampen og følte mig voldsomt ør grundet en udefinerbar blandning af meget voldsomme rengøringsmidler, satte jeg mig tungt tilbage på røven og følte lidt, at det hele var lidt noget lort. Særligt det der med at være voksen.

Dernæst satte jeg mig for at sammensætte en liste af items, der kan få mig til at glemme, at jeg er sådan et voksent individ, der bruger sin morgen med hovedet i toilettet, uden tequila overhovedet har været indblandet. Farverige items, skøre ting, uopnåelige drømme pieces og humørboostende tilføjelser i både den billige og den dyre ende.

Jeg føler mig allerede yngre.

Som skrevet tidligere har jeg efterhånden slået op med minimalismen, og det bærer denne ønskeliste altså også præg af. De fineste tilføjelser til en rimelig simpel garderobe, der bærer lidt for meget præg af voksenlivet og toiletrensning og slet ikke nok af stribede Balenciaga skjorter og futuristiske støvler fra Topshop.

REKLAME LINKS SKJORTE BALENCIAGA | STØVLER TOPSHOP | TERNET SKJORTE TOPSHOP | SWEATSHIRT GESTUZ |  STØVLER ACNE | SOLBRILLER CÉLINE | TASKE LOEWE | ØRERINGE SNÖ OF SWEDEN

followwho

ULYKKER ER SELSKABSLIDERLIGE

Ulykker er ligesom de piger, der kun kan bevæge sig i flok

Da jeg i morges iklædte mig mine smarte, ternede bukser, kunne jeg ikke lukke dem. Eller rettere skrevet: Jeg kunne ikke lukke dem uden de kravlede så langt op i de hellige haller, at de burde plante et flag som tegn på, at de var de første til at udforske dette hidtil ukendte territorium. Og som jeg trak maven ind, tog mine Gucci solbriller på, spiste min morgen Snickers og skyldede den ned med Faxe Kondi, fangede jeg mit spejlbillede på vej ud af døren og var efterladt med et spørgsmål:

Er ulykker selskabsliderlige?

Følelsen af knappen, der skar sig ind i det nederste af min mave, agerede som en skarp reminder om, at det ikke går så skide godt for tiden. Og nu kan jeg fandeme heller ikke passe mine bukser længere. En altoverskyggende følelse, der kun kan beskrives som “en ulykke kommer sjældent alene”, har fulgt mig i en uges tid og kulminerede i går, da jeg opgivende satte mig på en bænk for at slippe et par tårer over det faktum, at mine to faste frokoststeder begge havde lukket.

Som jeg stod der og kæmpede med knappen, kulminerede det endnu engang, mens jeg kiggede mod himlen og de førnævnte ulykker og spurgte: Er I seriøst  bange for at være alene?

Din bil går altid i stykker, når du lige har fået en kæmpe elregning. Du bliver altid syg, når du netop har dumpet eksamen. Du mister altid dit job, lige når du er blevet droppet af kæresten. Og du har aldrig plads til dine helt nye Céline sko i skabet, fordi du har  mange par i forvejen.

Du ved, normal problems.

Denne utålelige tendens med, at toget altid er forsinket, når hele din dag har været lort, og at livet altid virker til at kaste en hel bunke afsted imod dig i stedet for blot ét problem, efterlader mig med teorien om, at ulykker er ganske selskabsliderlige. De kan ikke klare at være alene, og bevæger sig kun i flok, som var de unge piger i strudsefjerspels og Lala Berlin tørklæder. Det er såmænd derfor, at vi altid rammes af livets lort på én gang: Fordi de kun kan tage til fest, hvis de har hinanden.

Og i øjeblikket er Silles liv årets fest, som ingen vil misse.

Bevares, de ternede bukser kunne jeg jo rent faktisk heller ikke rigtig passe, da jeg købte dem, og de der frokoststeder? De laver i virkeligheden ikke særlig god mad. Men tilstedeværelsen af andre ulykker fik disse til at virke som flere til samlingen. Måske er ulykker egentlig ikke selskabsliderlige alligevel? Måske er det blot mig, der inviterer alt for mange til ulykkesfesten, når jeg allerede har ondt af mig selv?

Jeg tror, at ulykker har lidt svært ved at nyde deres eget selskab. De har brug for andre folk omkring sig for at have det godt med sig selv. Og det er OK. Sådan er der jo nogle, der har det. På et tidspunkt så skal de nok skride alle sammen på samme tid, og så kan min fest begynde igen. Det eneste gode ved, at ulykker sjældent kommer alene er, at så har man overstået en god portion af dem lige der. Og så kan man næsten skimte lyset for enden af tunnelen. I hvert fald hvis man åbner øjnene en smule og ikke lader sig selv bilde ind, at alting er en ulykke. Det kan bare virke sådan en gang imellem.

Nu vil jeg smide bukserne og rende med røven bar. Måske var det i virkeligheden en positiv ting i forklædning, at jeg ikke kunne passe de bukser?

BUKSER OG PELS VINTAGE | TRØJE STORM OG MARIE (SPONSORERET) | TASKE MARKBERG X MARIE JEDIG (SPONSORERET) | SKO VINTAGE | SOLBRILLER GUCCI

followwho

FEBRUARY RESOLUTION: DRINK WINE AND KEEP HOPING

Du kan måske ikke løse det lige nu, men du kan drikke et glas vin og blive ved med at tro på, at det nok skal blive bedre

Jeg havde lukket computeren for i dag. Hørt de så velkendte ord for mig, mens jeg greb controlleren, der skulle bringe mig mod en Netflix induced coma: Hvis du ikke har noget godt at sige, så ti stille. Den manglende tilstedeværelse af noget underholdende, intelligent og/eller pseudofilosofisk at skrive, fortalte mig, at jeg hellere måtte skåne menneskeheden for mine produktioner for ikke ende ud i en serie af indlæg med en guide til, hvordan du faker overskud uden at behøve at barbere dig. Nogen steder.

Men så modtog jeg en mail.

I den stod der skrevet, at hun følte, at hun havde ramt bunden. At hendes selvbillede var krakeleret. At jeg skulle skrive en tekst om, at det hele nok skulle gå. Og da jeg læste den besked, mærkede jeg en overvældende tristhed over, at hun var nødt til at kæmpe sådan.

Dernæst opstod realiseringen af, at jeg ikke blot var nødt til at skrive den tekst for hendes skyld, men også for min egen.

For da jeg i dag – nærmest på autopilot – sagde i telefonen, at “det er nok et tegn” og “der er nok en mening med det hele” og den klassiske “det skal nok bare blive rigtig dårligt, før det kan blive godt igen”,  gik det op for mig, at ordene pludselig lød mere utroværdige end en politikers løfter under en valgkamp. Det må være sket fra dag til dag. Det er ikke længe siden, at de klicéagtige fraser rent faktisk stod som klare fyrtårn i mine tanker: En overbevisning om, at der er en mening med det hele. Og at det hele nok skal gå.

Men da jeg sad der i toget et sted imellem en mark og to huse, der vist nok udgjorde en by, rungede ordene hult. Jeg sagde dem, men jeg troede jo ikke helt på, at det egentlig gjaldt for mig.

Så derfor er jeg nødt til at skrive en tekst. Til mig selv og til kvinden med det krakelerede selvbillede. Vi er nok i samme båd, vi to. Din villighed til at tro på løftet om, at det hele nok skal blive bedre, er nok lige nøjagtig så stor som min villighed til at barbere mig. Men jeg vil prøve alligevel. Jeg vil prøve at forsikre dig – og mig selv – om, at det hele nok skal gå. At der er lys, håb og store glas vin på den anden side af det hul, der er foran dig lige nu.

Forsæt kan få én ned med nakken. Speaking of hule ord, så kan løftet om at tabe fem kilo inden i morgen, blive forfremmet og få fem børn få angstsveden til at dryppe af håndfladerne og agere konstant reminder om dine forstillede fiaskoer, når du ikke lige når at blive direktør inden du fylder 23. Men jeg vil alligevel gribe mod et forsæt i dag. Et februar forsæt. For når vi står overfor svære tider, dem der bare virker til at blive ved med at give, så kan det være svært at tro på de rare folk, der siger, at det hele nok skal blive godt. Det kan være svært at se lyset.

Det kan være svært at bevare håbet.

Men jeg tror i sandhed, at det er det eneste, vi rigtig kan gøre: bevare håbet om, at det nok skal blive bedre. Det er ikke sikkert, at vi kan finde en løsning lige nu. Det er ikke sikkert, at der overhovedet findes sådan én på nuværende tidspunkt. Det kan være, at hullet virker til at grave sig selv dybere og dybere som var det hullet i din Ben & Jerry is. Men vi bliver nødt til at blive ved med at håbe. Håbe på, at det bliver bedre.

For det gør det. Det lover jeg dig. Det lover jeg mig selv.

Og selvom du lige nu ikke kan tro på de klichéagtige ord om, at der er en mening med det hele, og at det skal blive rigtig dårligt, før det bliver rigtig godt, så skal du bare blive ved med at håbe og tro på, at det nok skal blive bedre.

Så sammen med mig skal du gøre det til dit februarforsæt, at du skal blive ved med at tro på, at det nok skal blive bedre. Lige så stille. Og så skal du gøre det til dit forsæt at drikke lidt mere vin. Eller kakaomælk. Eller noget helt tredje, der kan få det hele til at føles lidt bedre. Og når det så føles bedre, så kan du varme dig ved, at den pseudofilosofiske blogger jo faktisk havde ret:

Det bliver godt igen.

followwho

HAS FASHION GONE POLITICAL? AND DOES IT MAKE A DIFFERENCE?

Er det tomme, politiske tønder, der buldrer ned af catwalken? Gør hvide tørklæder egentlig en forskel? Og skal vi nu rent faktisk til at følge med i verden omkring os?

Med mindre du har boet i en grotte de sidste par måneder, så ved du, at politiken sejler i det mest magtfulde land i verden, mænd og kvinder har gået på gaderne for at protestere og for at beskytte kvindernes rettigheder og modebranchen har ladet sig gennemvædde af disse protester og det altoverskyggende fokus, der er på politik for øjeblikket.

Har du rent faktisk boet i en grotte, så er jeg officielt skuffet over, at jeg ikke er blevet inviteret, da mit voksenliv for tiden i sandhed kunne have brug for en bosættelse i en grotte.

Så længde der er WIFI.

Hos store designere som Tommy Hilfiger og Phillip Lim så vi hvide tørklæder, der skulle repræsentere en sammenhørighed i modebranchen, lighed og respekt for menneskeheden. Hos Prabal Gurung blev statement tees sendt ned af catwalken, hvorpå der blandt andet blev informeret om, at ”the future is female”. På den danske scene så vi blandt andet Lala Berlin showet have stærke politiske undertoner, der endte ud i Leyla Piedayeshs smukke og sigende handling med at holde et skilt med teksten: ”I’M AN IMMIGRANT” op.

Statement tees, bandanaer, et fantastisk samarbejde med Planned Parenthood og hashtag tiedtogether: Er moden blevet politisk? Er det passende?

Og hvor længe bliver det mon ved?

Moden bliver unægtelig påvirket af kulturen og verden omkring os – en påvirkning, der efter min mening, kan siges at gå begge veje – derfor er det vel næppe en overraskelse, at vi på catwalken nu også ser stærke elementer fra det, der sker omkring os. Men er det blot en trend? En people pleasing tendens, der skal give moden dybde og retfærdiggøre et fokus på denne i en tid, hvor der sker så mange andre ting?

Er det tomme tønder, der buldrer ned af runwayen?

Det er svært at svare på. For nogle er det nok. Jeg læste en artikel fra FashionForum, hvori Rasmus Nordqvist fra Alternativet sagde, at han mente, at modebranchen burde gøre mere, når det kommer til politik. Tage stilling.

Er det mon denne bølge, han efterspurgte? Eller er der mere ”mere” at gøre?

Jeg ved ikke, om de politiske statements blot er PR stunts og salgstricks, jeg ved ikke, om det reelt set er noget, der gør en forskel, men ikke desto mindre mener jeg, at det er vigtigt. Jeg synes oprigtigt, at det er vigtigt. En så stor og betydningsfuld branche som modebranchen er, kan – efter min mening – ikke vende det blinde øje til. Hvordan skulle de kunne det? Moden har alle dage været et snapshot af det samfund, vi lever i: Punken, finanskrisen, dødsfald og kunst, alle har de påvirket designerne og vores beklædning.

Selvfølgelig skal det også ske nu.

Jeg er klar over, at et hvidt tørklæde og et allerede kliché-agtigt citat nok næppe vil vælte hverken Trump eller fordomme, men et standpunkt er nødt til at blive taget. Både for samfundets skyld, men også for aktualitetens og troværdighedens skyld: En fuldstændig forglemmelse af verden omkring os på catwalken vil være et rungende statement om ligegyldighed og manglende samfundsinteresse fra modebranchen. I hvert fald efter min mening.

Om foden, der skal sættes ned, skal bestå af demonstrationer, underskriftsindsamlinger eller hatte med ”Make America New York” på har jeg ingen mening om. Det skal bare gøres. På hver vores måde.

Martin Luther King, Jr. sagde engang: ”In the end, we will remember not the words of our enemies, but the silence of our friends”. Kan et manglende politisk perspektiv i modebranchen egentlig ikke anskues som stilhed fra vores venner? Handlingerne i sig selv gør måske ikke det store, men en manglende tilstedeværelse af dem ville gøre det hele værre.

Og til sidst, det måske vigtigste af alt: Betyder al denne politik i modebrancen, at vi nu rent faktisk bliver nødt til at læse avis og følge med i verden omkring os?

I så fald er invitationen til grotten måske endnu mere nødvendigt.

TEE STORM OG MARIE | BANDANA

followwho

ARE THE NORDIC PEOPLE BREAKING UP WITH MINIMALISM?

Af en mærkværdig ønskeseddel og street style billeder fra et farverigt modelandskab rejses spørgsmålet: Har norden slået op med minimalismen?

I stedet for at støvsuge under sengen og kigge på et kontoudtog, der efterhånden skræmmer mig mere end at kaste op i biografen og små klamme børn i gyserfilm, valgte jeg i stedet at sætte mig ned og sammensætte en mental ønskeseddel over alle de ting, som jeg drømmer om for tiden. Fordi, I ved, prioriteringer… Og da det efter en kort stund gik op for mig, at alle tingene på denne seddel var enten farverige, mønstrede eller bare direkte mærkværdige (I am looking at you, red leather boots from Malene Birger), blev jeg ramt af en tanke:

Har jeg slået op med minimalismen? Har det nordiske folk slået op med minimalismen?

Efter at have studeret billeder, opslag og diverse posts fra den netop overståede modeuge blev jeg yderligere bekræftet i min undren. Med et mix-match af farver, skør pels og en tilsyneladende stor passion for eksperimenteren stod Københavns modeuge som det nordiske folks officielle breakup-note til minimalismen.

“Det er ikke dig, det er os. Vi har brug for print.”

I mange sæsoner – nay mange år – har en ophedet kærlighedsaffære brændt imellem det nordiske folk og minimalismen. Folkefærdet fra det kolde nord og deres passion for ingen farver og looks så simple som vaniljeis og toastbrød har efterladt de internationale modebrands og – platforme med et blik vores vej og spørgsmålet:

Hvordan gør de det?

Lad det være op til Elin Kling at få en hvid tee og et par jeans til at ligne et look, der kunne bæres til det mest eksklusive event. Og se hende gøre netop dét. Kig mod street stylen og nordiske blogs fra tidligere sæsoner: Fashionistaer, der slentrer igennem snefyldte gader med Ikea kødboller og smørrebrød i den ene hånd, simpel strik, læder og grå uldfrakker i den anden.

Så hvad skete der i denne sæson?

Hvorfor er street style billederne fra Københavns modeuge pludselig mere farverige end en Alice i eventyrland film? Hvorfor er der ikke længere én eneste simpel og/eller ikke-farverig ting på min ønskeseddel?

Det virker til, at en rumlen har bevæget sig igennem den danske mode – både på gaderne og hos diverse brands – i en ordentlig rum tid nu. Med en duften til en mode mere og mere ude af den minimalistiske comfort zone, virker det til, at de danske IT-piger har distanceret sig selv endnu mere fra den engang så populære normcore.

Dog uden helt at opgive deres kærlighed for hvide skjorter og blå, vintage jeans.

Hvis man kigger mod dette års street style billeder og den generelle tendens på flere og flere sociale medie profiler, kunne det virke til, at den diskrete duften til vilde farver og pels nu har udvidet sig til en full on omfavnelse af en maksimering af den nordiske mode.

Og jeg er ret så vild med det.

Gigantiske, fluffy frakker og stærke farver akkompagnerer det blonde hår. IT-taskerne er ikke længere de klassiske og stille Céline box tasker eller logo-frie og næsten usynlige clutches, men rettere farverige statements, der skal bæres by hand. Logoer er endnu engang budt velkommen i selskabet af de engang så diskrete kvinder af norden.

Jeg skulle vænne mig til det, det må jeg erkende. Som med alle andre trends har jeg tendens til at skulle smage på den et par gange, før jeg springer med hovedet i. Men når det så er gjort, så svømmer jeg også gerne rundt. Det føles som om, at moden er blevet lidt sjovere. Lidt mere legende. Lidt mindre seriøs. Og det passer mig egentlig fint. For jeg kan mærke, at det gør mig ret så glad.

Nu skal jeg bare lige have fundet modet til at skifte alle mine sorte bukser ud med ternede og farverige slacks og nederdele.

Til sidst skal jeg dog være fair: Imellem de pelsede frakker og sko, prints og varme farver til modeugen så vi stadig de blå jeans, elementer fra det androgyne, simple jakkesæt og den – tilsyneladende – udødelige kærlighed for simple items.

Nu blandet sammen med en ny kærlighed til det skøre.

Så spørgsmålet er dette: Det nordiske folk holder måske pause med minimalism, men vil kærligheden nogensinde helt forsvinde? Og vil de mon finde sammen igen? Lige nu er jeg glad for, at vi tager lidt tid fra hinanden. Jeg har nemlig fundet en skrigblå Pucci sweater og et par røde lakstøvler, som jeg ikke kan leve uden.

followwho

MARIE JEDIG X SILLEWHO

Under regninger og armhulehår fandt jeg lysten til at skabe denne video. Til bare at skabe

Jeg har haft travlt over den sidste tid. Med alle mulige vigtige og kedelige voksenting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lade mig overtage af. Hvad blev der af drømmen om enhjørningridning, arbejdet som chokoladetester og badning i gratis tøj og sko? Den forsvandt i tågen af voksne ting som armhulebarbering, jobsøgning og fjernelsen af et eller andet mærkeligt skum fra min opvaskemaskine.

Who am I kidding; drømmen er der stadig, håbet svinder dog ligeså stille ind samtidig med den førnævnte udefinerbare skum i opvaskemaskinen.

Jeg forsøger at finde drømmene frem igen. Sammen med inspirationen, ambitionen og kreativiteten til Sillewho. For det er i sandhed hende, der er min allerstørste drøm. Det er bare med at finde kræfterne til at drømme igen. Jeg tror, de ligger et sted under regningerne og den efterhånden sløve skraber.

Speaking of sløv: Min aktivitet har været ikke eksisterende, men min dårlige samvittighed er til gengæld ganske til stede. Og for at forsøge at gøre det hele en smule bedre for jer derude, der – uden tvivl – må sidde i panik over mine manglende tilstedeværelse, har jeg skabt denne video med den rareste dame i hovedrollen. Vi snakker lidt om hendes typiske modeuge, hvordan man kommer til at blive seated front row og hvad hun ville smugle med i sin Louis Vuitton taske til et fint show.

Jeg elskede at lave denne. Jeg elskede, at den kickstartede min lyst til at skabe igen. Det er nemlig dét, jeg drømmer om.

Jeg håber, at I kan lide den. Jeg kan rigtig godt lide jer nemlig.

followwho

A CHAPTER IN THE BOOK “HOW TO BE NORMAL”

Spændende ting og store drømme holder åbenbart hånd med frygt og lysten til at forsvinde fra virkeligheden og blive en behornet hest

Jeg har over de sidste dage oplevet en mærkværdig blanding af følelser, der med deres modstridenhed har skabt tumult på mit tankelærred og efterladt mig med spørgsmålet om, hvorvidt disse følelser – hvor forskellige de end virker – i virkeligheden hænger ganske solidt sammen?

Eller om det blot er mig, der desperat forsøger at spænde ben for mig selv.

Der er partnere her i livet, der regnes for at følge hinanden. Partnere, der ikke kommer uden den anden. Med varm kakao forventes der flødeskum. Til et solidt nummer på klubben basarmen findes frem. Til den halvanden pizza og tre Snickers medfølger en automatisk dårlig samvittighed over at have spist det hele selv. Og med høje ambitioner og potentielt stor og fantastisk forandring hører sig en altoverskyggende frygt for dette samt overdreven overtænkning.

Nej, vent? Spot selv the odd one out.

Sidstnævnte umage par introducerede sig selv til mit liv for nogle dage siden, og efterlod mig med en undren. Står der ikke i bogen over ”Normal og fordelagtig opførsel”, at når man står overfor spændende, nye oplevelser og store drømme, så skal man glæde sig, hoppe op og ned og eventuelt svinge førnævnte basarm? Jeg mener, at det står på side 62 i kapitlet: ”Et almindeligt følelsesliv og sådan reagerer normale mennesker” – tro mig, jeg har læst den bog et par gange.

Hvorfor gør jeg så ikke det?

Bevares, overtænkningen er en uundgåelig gæst i mit hjem. Og den tørrer sjældent fødderne af, inden den træder ind: Vader bare ind og lægger et spor af mudder og angst over gulvet. Så jeg forventede heller ikke fraværet fra den i denne omgang, men da jeg sad i sofaen efter en vanvittig spændende dag, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til en ulmende fornemmelse af frygt for forandring, der joinede overtænkningen i tilmudringen af mit hjem, og pludselig blev min ellers så aktive og lykkelige basarm sat på pause.

Og hvad der før var fyldt med drømme, positivitet og mine ekstremt høje ambitioner, var nu fyldt med frygten for forandring, fanden på væggen og – mærkeligt nok – tanken om, at det hele kunne være så meget nemmere, hvis man var en enhjørning eller Beyoncé.

Jeg kan ikke komme med en valid forklaring på sidstnævnte tanke, der kan få det til at virke mindre mærkværdigt. Just a late night coping strategy.

Og som jeg sad der, kunne jeg ikke undgå at blive vred på mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig som et normalt menneske? Hvorfor kan jeg ikke bare krydse broen, når jeg når til den?

Hvorfor kan jeg ikke bare lade være med at drømme om at være en enhjørning og i stedet se virkeligheden i øjnene?

Men ved videre eftertanke tror jeg, at min vrede er unødvendig. For selvom spændende muligheder og frygt måske virker som et umage par, når man først introduceres for dem, så er de nok slet ikke skæve alligevel. Måske er jeg slet ikke så skæv, når jeg føler denne ulmende frygt ved forandringer. Også selvom de er positive.

Skævhedsspørgsmålet kan dog med fordel genbesøges, når vi når til hele enhjørningtingen.

Jeg tror ikke, at jeg behøver at føle mig så skør, når jeg reagerer, som jeg gør. Selv de gode forandringer i livet kan bringe usikkerhed med sig, og i bogen over normal adfærd står der måske netop skrevet, at det skal drille lidt i maven, når sådanne ting sker.

Det vigtige er så bare, at jeg ikke lader den frygt og drillen styre mig.

For én gang skyld skal jeg lade være med at lytte til mig selv. Eller i virkeligheden er der to tidspunkter, hvor jeg ikke skal lytte til mig selv: Når frygten for forandring forvirrer og får mig til at trække i land, og når jeg synes, at det er en god idé med McDonalds klokken lort om natten. Jeg lader mig selv være en smule nervøs for al denne forandring, men jeg vil gøre mit allerbedste for ikke at reagere på det. Jeg må sætte fingrene i ørerne, nynne en sang og springe ud i det.

Ligemeget hvor meget min overtænkning, forandringsfrygt og drøm om at være en enhjørning forsøger at holde mig tilbage.

followwho

YOU WOULDN’T LIKE ME WHEN I DON’T WRITE

Jeg er lidt grimmere – og et lidt dårligere menneske – hvis jeg ikke får lov til at bevæge skrivefingrene

Det er nu fem dage siden, at jeg sidst lod fingrene danse henover tasturet med henblik på at skrive andet end “Farm Heroes Saga” i søgefeltet og kommentere på billedet af min venindes søde hundehvalp. Den manglende bogstavsdans opstod som resultat af travlhed og andre ting på tankeskærmen en enkelt dag, men endte ud i skriveblokade og en gigantisk omvæltning på prioriteringslisten, der nu lyder:

  • Voksenting
  • Savlen over skarp Vetements frakke
  • Overdreven forsøg på at kigge på det der røde mærke, jeg har fået på min balle (Og dertilhørende plejen af hold i nakken).
  • Skrivning

Det er som om, at når jeg ikke lader tankerne komme ud igennem bogstaverne og senere hen ordene flere gange om dagen, så går det hele i stå. Der bliver sat prop i det. Som når du ikke ærligt får sagt til din veninde, at du synes, det var nederen, at hun tog det sidste skumfidusshot sidste fredag og tog hjem med ham den søde med den grå hue. Så bygger det sig op, og I får ikke rigtig snakket om noget.

Eller som når du ikke har været på toilettet i mega lang tid. Du vælger selv metaforen.

Mine fingre har været gået på strejke. De har demonstreret over min manglende vilje til at sætte mig ned og skrive. Da jeg så satte mig ned for at gøre det, var der bare intet, der kom ud. Så kan du fandeme lære det, Sillewho, din skrivningsløse skøge.

Og jeg har været et oprigtigt dårligere menneske de sidste fem dage.

En smule grimmere. En smule dårligere. En smule ved at eksplodere af dårlige metaforer og navlepillende, poesiagtig tekst, der jo i virkeligheden kun er til for at retfærdiggøre min deling af endnu et selfie. Og som jeg sad der i toget på vej hjem fra København, fandt jeg mig selv råbe til damen overfor mig: “JEG HAR IKKE TRUSSER PÅ, JEG HADER MINE LÅR OG JEG SYNES, AT VI SKAL BLIVE BEDRE TIL AT TALE OM MENTALE SYGDOMME”.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Men jeg overvejede det ganske seriøst, mens jeg forsøgte at dulme lysten med endnu en Snickers.

Hvorfor har jeg ikke ladet mine fingre danset en kejtet og toneløs dans (hvilket beskriver min reelle danseevne ganske fint) henover tasturet denne sidste uge? Er jeg hoppet i et hul? Har jeg for travlt med at stille store eksistentielle spørgsmål til mig selv og mit værd? Er jeg startet forfra på House of Cards og overdreven chokoladeforbrug?

Det er alle valide bud.

Men rent faktisk er det ikke hverken huller eller spørgsmålstillen, der ligger til grunde for mit fravær. Det er til gengæld – forhåbentlig – gode, store forandringer, nye oplevelser og personlig udvikling i sådan en grad, at det burde være sket over minimum to år i stedet for fem dage. Er jeg klar til at fortælle mere om det? Nej. Er dette et klamt, klichéagtigt, typisk bloggerindlæg, hvor der nævnes *indsæt stor begivenhed eller nyt køb*, som der ikke skrives mere om?

Jeps.

Men i det mindste bevæger mine fingre sig igen, og de er klar til at fortælle jer mere. Meget snart. Men ikke lige nu. Der skal jo være til et indlæg mere.

followwho

TIME DOESN’T HAVE TO BE A BITCH – CLUSE WATCHES

SPONSORERET

Tiden er ond ved både bryster og sind, så vi kan lige så godt få det bedste ud af det, og iklæde os noget pænt på vejen

Tiden kan være en kælling. Særligt overfor bryster, rynker eller når du har deadline på en virkelig omfattende opgave. Tiden kan trække tænder ud, når du sidder til en dyster matematiktime, der virker til aldrig at ende, og den kan forsvinde ud af dine fingre som var det din løn efter første uge i måneden, når du er sammen med dem, du elsker. Men når vi nu allesammen kan blive enige om, at tiden er en kælling, der som regel kun vil os det værste, hvorfor så ikke få det allerbedste ud af det?

Hvorfor ikke i det mindste iføre dig en viser af tiden, der sparker så meget røv og er så fin, at det gør det lidt nemmere at acceptere, at du nu endnu engang har misset toget, og skal vente 45 minutter, før det næste kører?

(Viser af tiden er i denne sammenhæng en ganske højrøvet betegnelse for ur, hvis I blev i tvivl)

Når jeg skal opdage, hvordan jeg har spildt hele min dag på at stene “How to get away with murder” på Netflix, når jeg skal indse, at det kun er 30 minutter siden, at jeg proppede mig med pizza, men nu allerede er sulten igen, så kan jeg i det mindste se det på et ur, der ikke blot er fint i sig selv, men den perfekte tilføjelse til mit look.

Eksempelvis ovenstående (eller de mange nedenstående, der pt. er min ganske urprægede ønskeseddel), der er enkelt, fint og meget nedtonet på den helt rigtige feminine måde.

Brug det feminine – nærmest smykkeagtige – ur med et meget maskulint jakkesæt og sneakers, for at skabe den perfekte kontrast og for at spille på det lidt fine og konservative look. Der selvfølgelig brydes af dit fodtøj og dine statement øreringe.

Og mens du nyder synet af dit outfit og dit nye arm candy, kan det være, at du helt glemmer, at du stadigvæk mangler at skrive 4.800 tegn på din opgave til i aften. Tiden kan være en kælling, men det behøver dit ur ikke at være.

UR JEG ER IKLÆDT | PINK | SØLV | GULD | SORT | ORANGE 

followwho