TAKE A BITE OF THAT PROUD-DONUT, GIRL

P1010027

Jeg tager en kæmpe bid af min stolthedsdonut, og det føles lige så beskidt, som når jeg sætter tænderne i dem med glasur

Som jeg i dag sad og scrollede ned igennem den forgangne uges indlæg i håbet om, at disse ville skrige til mig i en sådan grad, at jeg med det samme ville være klar over, hvad det lige var, der manglede til aftenens indlæg, blev jeg pludselig fyldt med en følelse af stolthed. Måske var det grundet det faktum, at jeg hele dagen har været i den modtagende ende af ufatteligt rosende ord, eller måske er det simpelthen, fordi jeg har noget at være stolt af.

Men som jeg tænkte tanken for mig selv, blev jeg straks handlingslammet af den indbyggede stopfunktion, vi har i os.  Knus i tilfælde af stolthed af én selv. Stop, drop and doubt yourself. Lægen ordinerer 50 mg af hvemtrorduligeduer.

Med stoltheden over mit eget arbejde på retræte, var jeg efterladt med spørgsmålet: Hvorfor forsøger jeg at undergrave min egen stolthed over mig selv? Og da det retoriske spørgsmål som altid måtte stå ubesvaret, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville tage en kæmpe bid af min stolthedsdonut.

For de lemon frosted jeg har liggende i køleskabet, kæmper jeg en brav kamp for at gemme til i morgen.

Og som jeg smagte lidt efter, smagte det unægteligt ufatteligt lækkert. Og nøjagtigt lige så beskidt og selvforkælende som den version, jeg skal sætte tænderne i i morgen. Om mens jeg kørte det lidt rundt i munden, dvælede jeg ved den stolthed, der spredte sig i min mave. Stolheden over vejen Sillewho er gået, stoltheden over mit arbejde, stoltheden over mig selv. Og uden dårlig samvittighed eller spørgmålstillen scrollede jeg videre og klappede mig selv på skulderen.

Det var et velkomment klap.

Et velkomment klap imellem al den negativitet og kritik jeg er tilbøjelig til at bestille på menukortet. Jeg vil godt starte med en “du gør det ikke godt nok”, efterfulgt af en lækker portion “hvorfor kan du ikke være lige som alle de andre” og så vil jeg gerne slutte af med et stykke “du er slet ikke lige så pæn som alle de andre”.

Og et stykke cheesecake, hvis I har det. Bare fordi jeg virkelig, virkelig godt kan lide cheesecake.

Men i dag ændrede jeg min normale bestilling til en stolthedsdonut. For de kloge siger nemlig, at man skal indtage alsidig kost, så det gør jeg. Og mens jeg tygger på den, vil jeg kigge på billederne af mig selv i mine favoritsolbriller og min nye sweatshirt og tænke: Shit, du gør det godt. Og som jeg tager den næste bid, vil jeg grine af mit indlæg omkring modgiften til dårlige dage, fordi det er så skide sjovt. Og efter jeg har slikket det sidste søde stolthedsglasur af mine fingre, vil jeg kigge på Sillewho i sin helhed og sige til mig selv:

Du gør det godt nok. Du er lige så god som andre. Og forhelvede, hvor er du også bare pæn.

I virkeligheden burde jeg nok spise et par af disse donuts per dag for at sikre den bedst mulige mentale tilstand? Men eftersom det måske vil gå en smule imod min ambition om fortsat at leve relativt sundt, så må jeg hellere forsøge at indfange effekten på anden vis. Minde mig selv om, at jeg gerne må være stolt af mit arbejde. At jeg gerne må tænke positivt omkring det, jeg producerer. At det er OK at synes, at man selv er pisse sej.

Så længe at man engang imellem husker at skylle den der stolthedsdonut ned med en tår humble-juice. Men kun en smule.

Vi skal fjerne den indbyggede stopfunktion, der afholder os fra at nyde vores eget arbejde, og jeg doserer 50 mg af stolthedsdonut som modgift. Eller rigtige donuts. What ever is the closest.

Hvad er du stolt af?

followwho

A LOT HAS BEEN LOST (AND FOUND)

P1010003 kopi

Ti kilo, 42 cm og en masse tid i fitnesscenteret er tabt. Og jeg er glad. Virkelig glad.

Når man bevæger sig ind på sundhedsområdet, er det som at skulle desarmere en virkelig følsom og farlig bombe. Eller som at lægge et billede op af sig selv på Instagram, hvor man holder sit nyfødte barn bare en lille bitte smule forkert. Der skal ingenting til, før det hele eksploderer, og du må søge dækning for den omkring-flyvende kritik.

BOOM BOOM – DU HOLDER HAM FORKERT – BOOM BOOM – SÅDAN SKAL MAN ALTSÅ IKKE VÆRE SUND – BOOM

Så før jeg går i gang med mit meget efterspurgte indlæg omkring, hvordan jeg har ændret min livsstil over de sidste to måneder – et jeg har glædet mig helt ufatteligt til at skrive – så vil jeg understrege på det groveste, at jeg ikke påstår, at jeg ved alt om sundhed. Jeg påstår ikke engang, at jeg ved noget som helst. Jeg er fuldstændig sikker på, at jeg i sundhedsfolkets øjne – I ved; dem der bor under tofubjerget og lever af selvfedme og selvbruner – ikke ved en fløjtende fis om noget som helst. Så det må I ikke tro. Makro, micro, lange fibre, korte fibre, proteindrik og cross-fit, jeg er ikke uddannet i sundhed og jeg påstår ikke, at jeg har svaret på alt.

Jeg har bare fundet mit eget svar.

Så jeg håber, at I vil være glade på mine vegne, og tage dét til jer, I kan bruge, og ellers bare lukke ned for det vrøvl, I synes jeg leverer.

Jeg ville oprigtigt ønske, at jeg kunne give jer et konkret svar, når der er så mange, der spørger mig, hvilken kur jeg har været på. Men min kur hedder intet og jeg har ikke vidundermidlet. Og hvis I finder det, så hit a girl up, please. Derfor er det også noget af en opgave at skulle koge en ret ekstrem livsstilsændring ned til et enkelt indlæg.

Hvis I vel og mærke skal være færdige med at læse det i dag.

Men jeg vil alligevel prøve at komme rundt om nogle af de mest væsentlige ting, som jeg lever efter. Og husk nu for fanden: Vi er SÅ forskellige allesammen. Hvad der virker for mig, virker måske ikke for dig, og du har måske brug for mere/mindre af en ting, end jeg har. Husk nu at lytte til dig selv og din krop!

Din tallerken skal være grøn. Altså ikke selve tallerkenen, men indholdet derpå. De kloge kalder vist denne del for tallerkenmodellen. Jeg har sørget for (eller i hvert fald prøvet på) at fylde minimum halvdelen af min tallerken med grøntsager til hvert frokost- og aftenmåltid. Grove grøntsager, der kan fylde mig op, så jeg ikke spiser alt muligt andet, der slet ikke har det samme gode og sunde indhold. Jeg er særligt fan af gulerødder, broccoli, ærter og kål, men jeg spiser faktisk det meste i denne genre. På resten af tallerkenen er der sådan set frit valg, men jeg har hovedsageligt fyldt den med magert kød og eventuelt en lille smule ost (bitch, don’t touch my cheese). Grøntsagerne mætter uden den der “lad mig lige ligge lidt ned uden du snakker til mig” følelse bagefter.

Med mindre du selvfølgelig spiser rigtig mange.

Spis lidt hele tiden. This sounds awesome, right? Jeg har fundet ud af, at det fungerer allerbedst for mig, hvis jeg spiser lidt hele tiden (overdrivelse fremmer forståelsen). I stedet for at spise tre store måltider, spiser jeg tre hovedmåltider af lidt mindre størrelser, og fordeler så to til tre snackmåltider ud på resten af dagen. Det gør, at jeg ikke føler mig sulten, har noget at se frem til og så holder jeg forbrændingen lidt i gang hele tiden.

Motion hver eneste dag. Rolig nu. Her mener jeg ikke tag op og sved, blød og bræk dig på løbebåndet træning, men at få rørt sig hver eneste dag er blevet ret vigtigt for mig. Faktisk er jeg næsten i motioncenteret hver dag, simpelthen fordi det er blevet rutine. Jeg deler mine træningspas op fra dag til dag, så jeg skiftevis har fokus på de store muskelgrupper samt cardio. Jeg forsøger at ramme to cardio-træninger om ugen, og så er resten fordelt på styrketræning.

Husk at det er en vanesag. Den første uge var jeg ikke et rart menneske. Alt handlede om mad og om alt det, jeg ikke måtte få. Men lige så stille virkede det som om, at min krop opgav kampen og i stedet omfavnede de nye sunde ting, jeg smed i den. Jeg var ikke lige så sulten, jeg havde ikke den samme sukkertrang og jeg havde mere energi. Jeg kan stadig mærke, at vanen med at spise slik og kage, mens vi ser film om aftenen, sidder i mig, men det er virkelig blevet bedre.

Forkæl dig selv, men ikke for tidligt. Nogle dage har jeg været helt nede med nakken og ingen motivation haft. Og der har jeg fuldstændig smidt kuren ud af vinduet. Fordi jeg havde brug for ikke at tænke på sundhed og vægt lige der, og fordi jeg havde fucking meget brug for kage. Og de dage har over den sidste måned, hjulpet mig. Men det gjorde de ikke den første. De første par uger med livsstilsændringen betød en cheat-day en følelse af at starte helt forfra dagen efter. Det virkede som om, at min krop straks faldt tilbage i de dårlige vaner, og jeg cravede alle de samme ting, som jeg gjorde i starten, og måske endda endnu mere. Men efter min krop har vænnet sig mere til denne sunde livsstil, får jeg nærmest bare mere energi efter sådan en snyde dag. Jeg får lyst til at komme tilbage på den sunde sti igen, og jeg har ikke den samme følelse af at være faldet tilbage.

Du skal for guds skyld spise nok! Vægttab og sundhed handler IKKE om IKKE at spise. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har fået spist nok, fordi jeg ikke følte mig sulten eller tænkte, at det nok var sundt at skære ekstra ned. Det satte min krop og mit sind i katastrofetilstand og betød, at jeg hverken tabte mig, havde energi eller var sund. MAN SKAL IKKE SPRINGE MÅLTIDER OVER! Det handler om at fylde det rigtige på maskinen ikke nødvendigvis mindre. Så spis for fanden, spis!

Vand. Der er en grund til, at alle sundhedsguruerne mister deres trusser over vand. Det er så vanvittigt vigtigt (jeg slettede lige (d) fra det ord med reminderen om, at jeg ikke skal være sådan et menneske). Jeg drikker imellem 2-2,5 liter vand om dagen og intet andet væske. Ingen kaffe, ingen sodavand, ingen saft. Det er pisse svært at vænne sig til, men nu gør det mig intet. Husk, at du ikke skal drikke FOR meget!

Lyt til din krop. Som sagt ville jeg ønske, at jeg kunne give jer det magiske råd og svaret på, hvad min livsstil helt præcis indeholder. Men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg bare lyttet lidt til mig selv. Jeg ved ingenting om sundhed, men jeg har forsøgt at bruge min logik til at finde frem til, hvad der er godt. Jeg har trådt mega meget forkert, og det er heller ikke sikkert, at det er min nuværende livsstil, der fungerer optimalt, men det handler simpelthen om at lytte til sig selv. Hvad virker? Hvad får mig til at føle mig bedst tilpas? Hvad siger min krop nej til?

For i sidste ende handler det ikke en skid om, hvad en blogger eller en Instagramceleb siger, du skal gøre, for at tabe dig fem kilo, det handler om, hvordan du har det bedst og hvordan din krop fungerer optimalt. Og der tror jeg sgu, vi er nødt til at prøve os lidt frem.

Men derfor kan vi jo sagtens gøre brug af gode tips fra andre.

Et bud på, hvad jeg spiser på en normal dag: 

Morgenmad: 200 gr. skyr toppet med hindbær, banan og hakkede mandler.
Frokost: To stykker groft nyt nordisk rugbrød med et tyndt lag pesto, en masse spinat, en lille avocado, en masse tomater, mozzarella og frisk basilikum på toppen.
Snack i løbet af dagen: To stykker knækbrød, et æble, svesker, 200-300 gr. gulerødder (evt. med lidt hummus).
Aftensmad: Spidskålssalat med wasabidressing og feta (hvis jeg er alene), eller 200 gr. gulerødder, 200 gr. broccoli, en hakkebøf og lidt feta (hvis vi er to).
Aften: Grønte og svesker eller et æble.

Jeg er oprigtigt blevet meget gladere for at være i min krop, og jeg skal nu til at finde en balance, hvor jeg ikke nødvendigvis lever lige så stringent, som jeg har gjort indtil videre, men stadig lever sundt. Det tror jeg faktisk, bliver det allersværeste for mig. At løsne tøjlerne lidt uden at gå amok i kagebord og min gamle livsstil. Jeg tror, at jeg skal prøve mig frem. Fejle, falde og vælte i kage, og så finder jeg nok min vej på et tidspunkt.

followwho

MY HEALTH: MY INSPIRATION

IMG_0296

Når broccolien er bitter er det bare nødvendigt at kigge på nogle lækre damer

I en verden af selleri og svedlugt kan det være så fandens svært at holde motivationen, når man støder panden mod en burger eller et højere tal på vægten. Og det eneste, der virker for mig – ud over at begrave mig selv i kage og min kærestes trøstende bryst – er at søge inspiration fra andre mennesker, der klarer det meget bedre end mig.

Which is pretty much everybody.

Det er dog en balancegang på et knivsæg, når det kommer til mit forhold til inspiration. For dagene, hvor jeg føler mig ekstra meget nede over mig selv, er det ikke billeder af de topspændte yogababes, der gør mig i bedre humør.

Who would have known?

Men når inspirationen er lav og smagen af broccoli ekstra bitter, så hjælper det mig at søge mod det store fitnessinspirationsland i min telefon. Eller når mine øvelser bliver lidt for kedelige og gentagende, så hjælper det mig at kigge videoer med guides til netop dette. Så jeg kan øve mig bag hjemmets beskyttende vægge, uden frygten for at gøre mig selv til grin og andre til skade.

Så Instagram er svaret på spørgsmålet om, hvor jeg finder det mest af min inspiration og motivation. Jeg kigger på sexede damer, gode tips og nye øvelser, og jeg finder mig en lille hule af folk, der interesserer sig for det, der også fylder meget for mig for tiden. Måske mangler du også nogle spændende mennesker at følge, der kan inspirere dig? Eller måske hader du ideen om at kigge på redigerede og oversmukke kroppe på de sociale medier. Hvis du er sidstnævnte, så skal du bare springe videre, men hvis du søger lidt at kigge på, som du sidder der og drikker din spinatjuice, så er der her et udpluk af de personer, jeg følger for sundhedsinspiration.

Nogle af dem følger jeg for fitnessvideoer og lignende inspiration, andre følger jeg blot, fordi de er så pisse hamrende lækre. Langt de fleste af dem er meget atypiske fra resten af mit feed og adskiller sig ekstremt meget fra det, folk måske ville mene, min stil er. Men ikke desto mindre følger jeg dem som en fanatisk fan, og her er de stillet op i rækkefølge efter, hvem der inspirerer og imponerer mig mest:

@amandabisk 

@linnlowes

@linnjacobsson

@alexisren

@mysweatlife

@kayla_itsines

@fashionablefit

@biancaellabooth

@doublededication

@emilielija

@healthyskinnybitchdk

@staceytonkes

Jeg håber meget, at jeg kunne inspirere jer med lidt nye folk til jeres motivationsliste. Måske har I nogle, som jeg ikke kender? Min profil er ikke alene sundhedsrelateret, men det er faktisk ofte her, at jeg ligger sundhedsopslag op, så I kan følge mig her.

Og husk nu at lukke ned for Instagram engang imellem på din sundhedsrejse. For selvom det kan inspirere og hjælpe, så kan det også forvrænge og forstyrre. Så på dagene, hvor tankerne er ekstra onde, så vil jeg råde til at pakke telefonen væk og kagen frem. Det er sgu så sundt engang imellem.

SOMETIMES YOU JUST NEED TO GO A LITTLE LIGHTER

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Selvom efteråret og stemningen er tung, betyder det ikke, at din påklædning også skal være det

Det kan blive så fandens tungt at læse med herinde. Negative tanker, livskriser og andre bolsjer, der bare er så ubarmhjertigt tunge at sluge. Undskyld mig, men kan vi bede om lidt outfitbilleder og en snak om det nyeste læbepomadeevent til at skylle efter med, tak? Det er ikke nemt at være en tekstbaseret blog med ambitioner om at opfylde pensumkravet for produktioner i hvert eneste indlæg,

græd Sillewho, mens hun planlagde morgendagens indlæg omkring modbydelige kagetanker og negativitet vedrørende manglende sko i ens besiddelse. Længe: cirka 1.000 ord.

Så for at holde jer fast uden at holde jer fast under vandet af mine evigt løbende ord, starter vi dagen med et lidt lettere fokus. Det lidt lettere tøj. For selvom du måske har forvildet dig til at tro, at der med efterårets kommen ligeledes er kommet et behov for tunge sweatere sammen med de tunge tanker, men det er en fejl.

Det er i hvert fald ikke udelukkende det, der er kommet.

For selvom jeg alle dage har været fan at tunge beklædningsdele, vil jeg ikke være helt så hurtig til at pakke de lette af slagsen væk endnu. For jeg vil smide den luftige slip dress under min uldne sweater, min store skjorte til min stramme læderbukser og den svævende buksedragt under min kæmpe frakke. Et spil på kontraster så det hele ikke bliver lige så tungt som en tekstdruknet modeblog med storhedsvanvid.

REKLAME LINKS Jumpsuit Fashion Union | Skjorte ASOS | One shoulder shirt Weekday | Slip dress ASOS | Pink slip dress ASOS

followwho

THE STORY OF THE UNHAPPY WOMAN

Ikke-navngivet-1

Jeg vil også fortælle historien om den kvinde, der siger nej, når hun bliver spurgt, om hun er lykkelig

Mens jeg dobbelt-dyppede min sweet potato frie i mayoen – den uden chili, som jeg måtte særbestille til mig selv – slyngede mine to fantastiske veninder navne ud på interessante mennesker, som jeg kunne interviewe til mine a cup of coffee and your story please indlæg. De var alle sammen virkelig gode bud, og som jeg sidder her og skriver, er flere af navnene allerede skriblet ned i min notesbog. Men som jeg sad der og tyggede på dårlige beslutninger i fritureform, fangede jeg mig selv i at sige:

Jeg vil egentlig gerne snakke med én, der svarer “nej” til mit spørgsmål om, hvorvidt de er lykkelige. 

Og det rungede egentlig ganske intelligent i mine ører, som jeg sad der og spildte guldkorn til højre og venstre. Som jeg jo gør så tit. For selvom det for nogle måske kan virke ganske melankolsk og skandalesøgende, så er det faktisk alt andet end. Det er til gengæld pisse egoistisk.

Som jeg jo er så tit.

For som jeg sad der og dvælede i smagen af sød fritte på tungen, dvælede jeg ligeledes ved de onde tanker, der har fyldt mit hoved de seneste par dage. Og som jeg dvælede ved disse tanker, føltes det pludselig malplaceret udelukkende at fortælle historien af kvinderne, der er gået igennem hårde stunder, og nu er på den anden side. Det er vigtige historier at fortælle. Nok de vigtigste jeg nogensinde får lov til at have fingrene i. Men som jeg sad der manglede jeg pludselig at have fingrene i de kvinder, der stadig kæmper. De kvinder der endnu ikke kan svare ja på spørgsmålet om, hvorvidt de er lykkelige.

Kvinderne ligesom jeg selv.

For når man sidder med lorten placeret godt op til halsen og den sorte sæk af negativitet trukket ned over resten, så er det ikke nødvendigvis succeshistorier, man har brug for. I hvert fald ikke udelukkende. De hjælper mig, og jeg vil aldrig nogensinde undvære at fortælle dem, hvis jeg kan få lov, men måske er det ligeledes værd at dvæle lidt ved de svære historier, som de står på?

Måske er det der, de er allermest ægte?

De er måske ikke lige så pæne, som historierne om overvindelse og lykke, men måske er det heller ikke udelukkende skønhed, vi har brug for, som vi sidder dernede i vores dybe huller. Måske er det rettere skyttehulskammerater, der kan holde os med selskab og minde os om, at vi ikke er alene.

Vi er ikke alene med lorten. Vi er ikke alene med smerten. Vi er ikke alene med svaret nej, når vi bliver spurgt, om vi er lykkelige.

Så udtalelsen bundede i min egen egoisme. I mit eget behov for at have en kammerat, hernede. Jeg kan ikke bruge den gamle traver; det bliver bedre med tiden eller tiden heler alle sår til en skid, som jeg sidder her og føler, at mine egne tanker æder mig op indefra. Jeg har ikke brug for at vide, at det bliver godt ude i fremtiden, når det gør ondt lige nu. Og selvom historierne fra de stærke kvinder er noget af det, der har holdt mig oppe i denne svære tid, så føler jeg også et fandens stort behov for at finde historien fra de kvinder, der endnu ikke kan tro på, at tiden heler alle sår. Fordi det gør så fucking ondt lige nu.

Måske bliver det min egen historie, der skal fortælles. Mens den er allermest rå og overhovedet ikke slut. Og imellem historierne fra stærke kvinder om deres styrke og fremgang vil mit nej stå som en blændende fyrtårn af et åbent sår imellem lidt mere helede mennesker.

Og måske er det netop denne alsidighed på den store tallerken af ord, vi har brug for? En smag på både successen og fiaskoen. Om gammel smerte og om ny smerte. En reminder om, at der er en anden – lysere – side og en reminder om, at vi ikke er alene med den smerte, vi føler lige nu. En reminder, der ikke blot hører sig Sillewho til, men én vi skal tage ud i livet. Ud i livet, hvor vi skal huske at fortælle vores historie, både når vi klarer os godt og igennem, og når det gør fandens ondt. Lige nu. Midt i det hele.

Eller måske er det bare mig, der synes, at min egen udtalelse var fucking fed, og lige har brugt et helt indlæg på overbevise jer om, at I også skal synes det.

followwho

BIG GLASSES, BIG SHIRT AND BIG BOOTY ON THE LOOSE

P1010009P1010005 P1010010

Jeg føler mig åbenbart allermest sexet, når jeg fryser på balderne

Da jeg i dag slog mine indre aggressioner ud på provinsens magiske genbrugsbutikker, var det med forhåbningen om at finde endnu en model af min favoritskjorte i en smart farve som lyserød eller blå. Eller måske en kæmpe, oversize, grå herre t-shirt med et slidt print, der ligeledes kunne agere kjole for min nyligt luftsøgende bagdel.

Men det skete ikke.

Og som mine aggressioner voksede sig større ved udsynet til at skulle mødes med de mest stilfulde damer til frokost uden noget som helst at iføre mig andet end dårligt selvværd og træningsbukser, smed jeg mig på maven af min kære mand, og spurgte ham, om han ikke kunne stå op og køre mig ud i centeret. Og det ville han godt.

Han lå forresten ned. Jeg sprang ikke bare op på hans mave sådan midt i det hele.

Jeg kørte kortet igennem for min nye sweatshirt, der i dag skulle gå for en kjole og resten af efteråret mit skjul for kulden og dårlige tøj- og mavedage. Et par matchende sneakers, et par fine øreringe og et par kæmpe solbriller senere og jeg var klar til at overtage verden og indtage frokost. For tiden er jeg fan af tossede silhuetter og skøre sammensætninger. Jeg føler mig allermest sexet uden bukser og med kontrasterne i fokus. Sporty og fint, påklædt og afklædt. Har hun glemt sine bukser eller er hun bare pisse meget på mode? Er hun på vej til modeuge eller stukket af fra en afdeling et eller andet sted?

Keep them guessing!

Og som jeg trækker trøjen lidt længere ned over mine blomstrede underbukser, varmer jeg mig ved følelsen af, at jeg er den sprødeste knallert i bageriet. For sådan har jeg det i dette sæt. Sprød, smart og en lille smule kold for neden.

Som outfits er bedst.

Sweatshirt H&M | Sneakers New Balance | Solbriller Loewe | Øreringe Céline

followwho

WEDNESDAY MORNING DREAMING IN LEGGINS AND A TIRED FACE

IMG_4220I dag er jeg bare en idiot i træningsbukser med en masse drømme

Jeg sidder halvsovende i toget, der skal bringe mig til tre timers dansk forelæsning med den mest søvndyssende, beskæggede mand på planeten. Mit hoved bliver en smule tungere alene ved tanken, og jeg overvejer ganske seriøst bare at blive i toget, indtil det på et tidspunkt vender om og fører mig hjem igen. Eller bringer mig til den anden ende af landet.

Hvad end, der får mig længst væk fra lokale 24.

Udsigten til tre timers enetale om universalpragmatik og sproghandlinger i et rum fyldt med overachieving førstesemesters studerende får pludselig den times træning af ben, jeg skal til direkte efter skole, til at virke yderst attraktiv.

Hvor er I dog unge og flittige. Giv det tre år og I vil være lige så bitre som jeg….

Og som jeg sidder der – halvsovende og med parfumefyldte næsebor på grund af den festklædte, lyshårede pige foran mig – kommer jeg til at tænke over, hvilke drømme der fylder mit hoved i dag.

Og hvad hun dog skal på denne onsdag morgen, der kræver en sådan pynten op?

Måske er det blot, fordi hun er en lysende modsætning til alt det jeg repræsenterer med mit sorte træningstøj og mit trætte ansigt: Mandag morgen reinkarneret i en onsdag. Jeg troede, at jeg var smart, da jeg i morges iførte mig træningstøj, så jeg kunne ramme fitness lige efter skole, men som jeg sidder her og allerede mentalt har aflyst mit træningspas, er jeg ikke andet end en idiot i leggins.

En træt idiot, der ikke blot har aflyst træning, men også halvdelen af forelæsningen. Jeg må hellere komme ud af toget, inden jeg aflyser resten af mit liv.

Men tilbage til mine drømme.

For som jeg sidder her går det op for mig, at dem har jeg mange af her til morgen. Ikke nødvendigvis de store livsændrende drømme, men de meget mindre – onsdagsændrende – drømme. Bevares, jeg ville da hverken takke nej til Céline støvler, drømmejobbet eller et par millioner kroner, men et lille udpluk af følgende vil jeg sagtens kunne nøjes med:

At mine forelæsninger ikke alle sammen varede minimum tre timer. Særligt den fredag morgen på fire timer, omhandlende faglig formidling kunne jeg glædeligt være foruden. Kan I venligst tage det fra mit skema og placere det i det bundløse hul i helvede, hvor det hører til? Jeg formidler gerne overflytningen. Fagligt. Og når vi nu er i gang med at flytte rundt på tingene herude på universitetet, kan vi så i samme omgang ikke blot rykke mig ud? Jeg er done, over, out. Man skal stoppe mens legen er god, og det er den virkelig ikke mere. At mine tanker på magisk vis blev raske og at kanelgifler på ligeledes magisk vis blev slankende. At min garderobe var fyldt med nogle af alle de ting, som jeg ønsker mig og drømmer om. Eller bare fyldt. Og det måtte min konto sådan set også gerne være. Måske de der par millioner alligevel skal med på listen… At inspirationen dryppede af mig som sved efter en cardiotime. Det føles nærmere som om, at jeg er nødt til at vride enhver dråbe af kreativ juice ud af mig selv for tiden. Og det bliver sgu trættende i længden. At jeg havde en smule mere rygrad end en regnorm. Bare en smule. Eller en smule af al den rygrad jeg har om morgenen. For så snart klokken bliver 18 er jeg som en kagehungrende elefant i en glasbutik. Det er muligvis derfor, at jeg falder i søvn klokken 20 hver dag – fordi jeg ikke orker at holde mig fra kage længere. At jeg ikke sov klokken 20 hver dag, så jeg kunne bruge lidt mere tid med min mand. Generelt drømmer jeg om at være en lidt bedre kæreste…

Men det må blive i morgen, for lige nu skal jeg bare igennem en enkelt time af forlæsningen, og så skal jeg ud af mit træningstøj og under min dyne. Træning, skole og resten af livet må vente til i morgen. For lige nu opfylder jeg min drøm om at droppe alt indtil i morgen.

Det er noget med, at man skal gøre alt for nå sine drømme, ikke sandt?

followwho

I EAT AND SHOP AWAY MY FEELING

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg stopper min negative spiral, mens jeg stopper min mund og min økonomiske modenhed

Da jeg i går sad halvvejs igennem min pose med kager efter to store portioner pasta og lige så subtilt forsøgte at dræbe mine negative tanker med kanelbelagte drømme i snegleform, dvælede jeg endnu engang ved min yderst fejlslagne copingstrategi. For mens jeg druknede mulige grådkvalte udbryd med kage, havde mine fingre allerede indtastet adressen på min favoritside, når det kommer til luksussecondhand, og yderemere indtastet navnet på den der firkantede model af solbriller, som jeg gerne vil have fra Céline. For jeg havde det jo dårligt, tænkte hun, mens uden held søgte efter solbriller og forsøgte at stoppe med at spise kage.

Jeg spiser og shopper mine følelser. En yderst dyr og usund vane.

“Jeg har det jo dårligt,” sagde hun mens hun bestilte italiensk. “Jeg er jo sådan lidt trist,” ynkede hun, mens hun lagde tøjet i kurven. “Jeg får det bedre, hvis jeg gør dette,” gryntede hun imellem kagestykkerne. Og mens jeg arbejder med det dybtliggende problem, som jeg er indehaver af, så kan I drukne eventuelle sorger ved at shoppe nogle af mine high street favoritter. Jeg sparer jer for smerten ved at stå ansigt til ansigt med mine (mange) dyre ønsker fra diverse high end sider.

For hvis I er svage ligesom jeg, så vil det ikke blot blive et grusomt, men ligeledes yderst dyrt møde.

Nu vil jeg sætte mig ned og sætte spørgsmålstegn ved måden, hvorpå jeg opfører mig i pressede situationer. For det virker ikke umiddelbart helt optimalt… Men først skal jeg måske lige kigge på de der sko fra Acne, som jeg har forelsket mig i.

Og er det en Snickers, jeg kan dufte i køkkenskabet?

 REKLAME LINKS Knitted Tunic Asilio | T-shirt House of Holland | T-shirt Motel | Sweater Samsøe & Samsøe | Sweater Y.A.S | Jeans ASOS

followwho

MY HEALTH: SMALL THINGS WITH BIG MEANING

Skærmbillede 2016-09-20 kl. 11.21.47

Jeg mangler seriøst nogle at snakke om kål med. Så byd velkommen til en ny serie herinde

Kender I det, når man oplever noget nyt eller får noget nyt, og man ikke rigtig har lyst til at tale om andet end det? En fantastisk rejseoplevelse, en ny frisure eller når man har fået en af de dersens nymoderne babyer, som alle går og snakker om. Og mens man sidder og kigger på sin veninde, kan man ikke andet end at tænke: Hvornår fandens spørger du ind til det igen?

Sådan har jeg det med sundhed.

Jeg griber fat i selv den mindste chance for at snakke med folk om sund kost og træning. Sagde du noget om kål? Nå, ikke… Jamen skal vi snakke lidt om det? Og jeg har kæmpet en brav kamp med at finde frem til, hvordan jeg skulle inkorporere det på bloggen. For jeg er ikke interesseret i, at dette skal blive en sundhedsblog – det er jeg hverken velvidende eller sund nok til, og spændende synes jeg nu heller ikke, at det er – men jeg savner samtidig et output for min nyfundne baby.

For jeg er ret sikker på, at folk omkring mig er pretty much over it.

Så nu starter jeg en serie af indlæg, dedikeret til mine tanker om sundhed. Ikke fordi de er rigtige eller lærerige, men fordi de lige nu fylder meget hos mig. De vil være markeret med “My health”, så folk – for hvem sundhed rager dem en fløjtende papand – kan navigere let og elegant uden om dem og i stedet vente på min næste tekst om, hvilke høje hæle der passer bedst til en mental rutsjebanetur.

Det bliver blandt andet i disse indlæg, jeg vil give jer en oversigt over, hvad jeg har gjort, hvordan jeg lever og hvor meget jeg har tabt. Det bliver i disse, hvor jeg kommer med de råd, der virker for mig og gode tips, som jeg har fundet. Det kommer til at være her, hvor jeg (også) brokker mig over, hvor meget jeg har lyst til kage og hvor surt, livet er. Og så håber jeg oprigtigt, at det bliver her, at jeg kan få gode tips og motivation fra jer. At I har lyst til at dele ud af jeres oplevelser og måske endda bliver de samtalepartnere, som jeg sådan savner.

Først og fremmest vil jeg dog komme med en kort oversigt over de små ting, der har haft stor betydning for mig over de sidste to måneder. Det er de ting, der hjælper mig igennem dagene og de ting, som jeg ville ønske, jeg havde vidst tidligere:

Få styr på maven: Jeg har hele mit liv været oppustet og lidt af forstoppelse. Selv da jeg vejede 45 kilo lignede jeg konsekvent én, der var fire måneder henne. Jeg troede, at dette ville forsvinde, så snart jeg begyndte at spise sundt, men jeg har desværre kæmpet endnu mere, end jeg gjorde før. Jeg er overhovedet ikke lige så oppustet længere – dette er sket ved at være konsekvent ved indtagelsen af de rigtige ting (grønt, frugt, magert kød, massere af væske) og ved at træne generel cardio og mere koncentreret omkring min core og mave. Men jeg har stadig meget fintfølelende mave, der bliver smidt ud af balance, hvis jeg ikke passer på. Jeg har været igennem fiberpiller, ingefærshots og meget andet, der ikke har virket. Over de sidste par dage har jeg dog fundet løsningen: Svesker. Jeg spiser tre hver morgen sammen med en halv liter vand, og det sætter gang i mit system. Det er dog kun noget, jeg vil gøre i maksimalt fem dage, da min mave ellers vil vende sig til at få hjælp, og dermed selv stopper igen. Men det har virkelig gjort en verden til forskel for mig.

De rigtige virkemidler: Der er meget grej, jeg gerne ville tilføje til min besiddelse, når det kommer til sundhed. Hjemmetræningsgrej, træningstøj, elektronik m.v., men det jeg har, der i særdeleshed virker for mig, er appen Lifesum. Jeg bruger den til at holde øje med, hvad jeg spiser, hvor meget væske jeg indtager, hvor meget jeg træner. Og så bruger jeg den til at motivere mig selv, da den deler mine mål i små overskuelige dele, så jeg fra uge til uge kan opnå dem og dermed motivere mig selv. Jeg er faktisk noget nær afhængig af denne…

Alt andet en vand er bandlyst: Denne ændring foretog jeg allerede for et år siden, og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har droppet alt andet end vand, når det kommer til væskeindtag, og så sørger jeg for at drikke imellem 2-2,5 liter om dagen, og gerne mere hvis jeg træner. Det er fucking kedeligt i starten, men nu er det blot blevet en del af min dagligdag. Hvis jeg rigtig skal forkæle mig selv køber jeg Aqua D’or klar med smag af hindbær og brombær – der er ingen kalorier eller lignende i, og det smager simpelthen som saftevand, eller drikker grøn te, der ligeledes er en af mine absolutte favoritter.

Instagram: Jeg er normalt modstander af at kigge mod Instagram, når det kommer til sundhed, fordi man så let bliver fanget af de fantastiske Instagrambabes og deres uopnåelige kroppe, men det er virkelig blevet en hjælp for mig i forhold til træning og sund kost. Jeg lover at lave et indlæg, hvor jeg kan dele nogle af mine favoritprofiler at følge, men indtil da vil jeg opfordre jer til at gå ud over jeres komfortzone og være åben for profiler, hvor man kan se træningsvideoer, der kan inspirere, motivere og hjælpe.

Hurtige alternativer: Jeg falder oftest i, når jeg er træt eller ked af det. Så det har jeg hjulpet mig meget at finde hurtige, lette og sunde alternativer, der kan ryge i kurven, når jeg ikke orker noget. Jeg har nævnt den før, men spidskålssalaten fra Netto er min absolutte favorit (og faktisk aftenens måltid). Jeg tilføjer lidt feta, og så er den klar! Derudover har både Kvickly og særligt 7-11 virkelig mange gode, sunde ting at vælge imellem, og jeg er ofte lige et smut forbi for at blive inspireret. Eller fristet.

Der er meget, meget mere, som jeg rigtig gerne vil nedfælde, men jeg må hellere gemme lidt af mine ord, så I ikke bliver afskræmt. HUSK, jeg er ikke af den overbevisning, at jeg er sundhedsguru eller har fundet den rigtige vej, jeg har bare fundet en vej, der passer til mig. Indtil videre. Det er ligeledes i disse indlæg, at jeg glædeligt tager imod ønsker fra jer eller spørgsmål, det ville bare være dejligt at få noget feedback på, hvad I gerne vil høre!

followwho

LOW FAT CHEESE, HIGH BOOTS AND HONESTY: MY BEST FRIENDS

P1010095

Nogle siger kærlighed andre siger penge. Men er ærlighed i virkeligheden det vigtigste, vi overhovedet har?

I går måtte jeg aflyse et møde med en kær ven. Og det gjorde ondt. Ondt i min stolthed, ondt i min dårlige samvittighed og en smule ondt i mit hjerte. Så ondt i mig, at jeg faktisk overvejede at finde på en pænere forklaring på mit fravær. Noget henad: Jeg er faldet og har brækket alt. Jeg skal passe en masse ordblinde børn.

Det er et spørgsmål om national sikkerhed.

Et eller andet, der lød pænere end realiteten. En realitet, der lød på, at mit hoved er ved at bryde sammen igen, og jeg er nødt til at stoppe det, inden jeg imploderer. Men jeg sprang løgnen over. Jeg sprang den over til fordel for en SMS, med ordlyden “Jeg er fucked, og det er jeg virkelig ked af. The rain check is on me”. Og svaret jeg fik tilbage efterlod mig med spørgsmålet, der ligger til grunde for dagens tænksomme tekst:

Er ærligheden i virkeligheden den bedste ven, jeg nogensinde vil få?

Sammen med høje støvler og fedtfattigt ost. For i beskeden tilbage fik jeg intet andet end støtte. Støtte og en forsikring om, at mit mentale helbred selvfølgelig var det vigtigste. Det og så de obligatoriske emoji-hjerter an masse, som de senmoderne individer vi er. Og beskeden gjorde min skamme til skamme. De fik mine overvejelser omkring at springe på en historie om en modebloggers farlige mission om at redde hele verden fra overjordiske væsener, til at virke ganske unødvendig. Unødvendigt og pisse sejt (note to self: Behold historie om “modeblogger redder verden fra E.T” på tegneblokken, til du en dag bliver kontaktet omkring en bogudgivelse).

Og som jeg genlæste beskeden, varmede jeg mig ved resultatet af min ærlighed –  absolut ubeskåret støtte – og så begyndte jeg at tænke på konceptet ærlighed og hvilken betydning, denne har i mit liv. For jeg har i al min tid med bloggen sat spørgsmålstegn ved, hvor meget jeg skal dele, hvor meget jeg skal give af mig selv og om min udlukning af ord og privatliv herinde overhovedet giver mening i det store hele.

Men det gør det.

For hver eneste gang jeg giver bare en lille flig af mig selv, føles det som om, at jeg får ti gange igen. Ikke nødvendigvis fra flere hundrede forskellige menneske, men alene det at give af sig selv og måske endda føle tilknytning med en anden på grund af dette

Det er jeg ret sikker på, er det, jeg lever for

For nogle er det penge, for andre er det kærlighed. Og selvom jeg glædeligt tager en ordentlig røvfuld af begge dele ligeledes, så bliver det mere og mere tydeligt for mig, at ærligheden har en helt særlig plads i mit hjerte. Sammen med ost, sko og sarkasme. Ærligheden overfor andre og i særdeleshed overfor sige selv – omend denne er den sværeste af slagsen. Det er blevet mit pejlemærke, når det hele går helt af helvede til. Når jeg bliver i tvivl, så er det den ene ting, jeg kan holde mig fast ved:

Vær ærlig. Ærlig og åben.

Selv når det gør ondt. Hell, særligt når det gør ondt, skal jeg give noget af mit inderste. Give noget af min ærlighed. For i langt de fleste tilfælde, vil jeg få noget smukt igen. Og selv hvis jeg ikke gør, så ved jeg, at jeg i hvert fald har givet hvad jeg kunne.

Det kan godt være, at jeg giver for meget af mig selv. Det kan godt være, at det bider mig i røven på visse punkter. Men jeg har en følelse af mening, når jeg er det. Og som jeg rystende trykker udgiv efter at have blødt en smule af mig selv på tastaturet, når jeg at bekymrer mig over, hvad min fremtidige chef mon vil mene om mine fortællinger og når jeg frygter, hvordan menneskerne på den anden side mon vil reagere,

så forsvinder al frygten pludselig.

Det forsvinder, når jeg modtager beskeder fra jer. Ærlige fortællinger fra jer, der tillader mig at mødes med folk, jeg ikke engang kender. Det forsvinder, når jeg mærker, at jeg pludselig føler mig stolt og fuld af mening. Hvis jeg ikke kan andet, så kan jeg i hvert fald være ærlig.

Og som jeg går igennem livet og sender ærlige beskeder om mit fucked hoved, modtager jeg for det meste udelukkende støttende SMS’er tilbage. For når alt kommer til alt, så er folk jo bare så fandens rare, hvis man giver dem en chance for at være det.

Who would have known?

followwho

MEN CAN’T EVEN HAVE THEIR UNDERWEAR TO THEMSELVES

P1010020 kopi

SPONSORERET

In the words of the great Beyoncé: Pigerne styrer verden. Men hvor efterlader det de stakkels drenge i denne østrogen-gennemvædet verden, vi lever i?

I en verden, hvor det forventes, at de skal være veganerhelte, cross-fit supermænd, blide elskere, bad boys og løsningen på de (få) problemer, vi kvinder ikke selv kan klare, er de kære mænd efterladt pressede, undrende, i identitetskrise og sikkert også med tyndere hår på toppen af hovedet.

Det er fandeme bare så synd for dem.

De kan ikke engang få deres undertøj for dem selv, fordi en åndssvag modeblogger så sit snit til at få alting til at handle om sig selv. Det er intet under, at mænds testosteronniveau falder stødt. For hvordan helvede skal man kunne opretholde det ur-agtige mandemenneske, mens man tygger på selleristænger, bager glutenfrie boller og kører i stationcar?

Jeg ved det ikke.

Men det skal være slut. Det har Opel bestemt. I et tappert forsøg på at støtte mænd i deres mandighed, når de er nødsaget til at tage beslutninger såsom at tage til yoga eller købe en stationcar, der passer til familien, har de skabt testosteronvenligt undertøj. Det kræver nemlig en fandens mand, at foretage de behagelige valg i livet – om det så er at droppe kød, fordi det giver luft i maven eller at købe en stationcar, så der er plads til ungerne – og for at kunne foretage sådanne valg, er det nødvendigt med de bedste forhold.

De bedste forhold for mandigheden. På alle måder dette kan forståes.

Underbukserne er gratis og er skabt for at give den bedste støtte og luft til de ædlere dele, der forhåbentlig kan give mændende følelsen af, at de måske ikke styrer verden, men de styrer i hvert fald til at være mænd. Jeg kan allerede mærke, at jeg har lyst til at gå ud og sparke til nogle dæk og kaste mig efter en bold, som jeg sidder her i dem.

Jeg må hellere få smidt dem.

I kan se den geniale video fra Opels kampagne Ride Comfortably herunder. Når vi nu ikke kan give den støtte til vores mænd, som de fortjener, fordi vi har travlt med at sparke røv og tage navne, så kan de i det mindste iklæde sig støtten i form af et par komfortable underbukser. Så de kan være de mænd, vi så gerne vil have dem til at være, alt imens de kører i stationcar, spiser grøntsager og passer vores børn.

Det er sgu så hårdt at være mand.

CloseUp_D

followwho

“I AM TOO SKINNY FOR ALL MY CLOTHES” AND OTHER SHIT PEOPLE YOU HATE SAY

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINK

Jeg er et af de mennesker, der er så nemt at hade. Og jeg tager glædeligt imod jeres had, hvis I ligeledes sender en ny garderobe min vej

Der er nogle mennesker, der er nemmere at hade end andre. Det er mennesker som dem, der udbryder “når jeg tager på, så går det direkte til mine bryster”, “jeg kan simpelthen bare spise alt, hvad jeg vil, uden at tage på”, “jeg har simpelthen bare shoppet så meget i denne måned” og værst af alt: “jeg har bare tabt mig så meget, at jeg ikke kan passe noget af mit tøj mere”.

And on a completely different note: Jeg har simpelthen tabt mig så meget, at jeg ikke kan passe noget af mit tøj mere, så herover er et lille udpluk af de items, som jeg gerne ville tilføje til min nye garderobe.

Bevares, jeg ved godt, at hverken frakke- eller skostørrelse har ændret sig, men enhver god undskyldning for en investering i nyt overtøj og fortøj er én, jeg vil gribe og holde fast i. Jeg har en forfærdelig trang til at skifte ham i form af nye tilføjelser til garderoben – og forhåbentlig vil min økonomiske situation snart tillade mig at gøre netop dette. For jeg føler mig malplaceret i de alleredeeksisterende items i min besiddelse. Som om jeg er vokset ud af dem, ved at gøre nøjagtig det modsatte. Det føles som om, jeg er blevet for ung til det, der hænger lige nu. For jeg vil have mærkelige print, skøre farver og festlige tilføjelser i stedet for mine sorte klassikere.

Jeg så ovenstående frakke på min veninde Anne, og jeg var fuldstændig solgt. Det er – uden tvivl – det smukkeste H&M nogensinde har produceret. Så hvis I mangler en skøn overgangsjakke, så er denne et fantastisk bud. Og I sender bare én min vej ligeledes.

Jeg tager glædeligt imod sammen med jeres had.

REKLAME LINKS Jeans AGold | Trøje Ganni | Sko Acne Studios | Sweatshirt House of Holland | Frakke H&M

followwho