BECAUSE SELF SABOTAGE ALWAYS ARRIVES AT THE WORST TIME

Ikke-navngivet-2REKLAME LINK SOLBRILLER Ray-ban | TASKE Gucci

Jeg har haft angst hele dagen. Sådan helt igennem fysisk angst. Det er efterhånden længe siden, at jeg har haft et decideret angstanfald, og det har givet mig et kæmpe hak i tuden. Netop som jeg var på vej op.

Måske var det på grund af den kop kaffe, som jeg i dag drak for første gang i over et år – jeg er jo nærmest en nyfødt koffein-jomfru. Er det ikke noget med, at man får koffein-hinden tilbage efter seks måneder? Måske er det på grund af studieprojektet, som jeg stresser helt ufattelig meget over, men som jeg samtidig ikke kan finde kræfterne til at give mit fulde til. Eller måske er det, fordi jeg helt ubevidst stikker min egen klods af en fod ud foran mig selv, så jeg snubler og falder lige ned i et hul af angst, bekymringer og uhensigtmæssige investeringer hos frisøren (Kan man mon kategorisere blondering som en nødvendig udgift?).

Jeg gætter på det sidstnævnte.

Det var nærmest som om, at jeg i dag sagde til mig selv; hey, nu har du det sgu da efterhånden meget godt. Skal jeg ikke lige fucke det op og sparke dig ned af bjerget igen?

Jo tak. Så er du sød.

Jeg ville ønske, at jeg ikke sådan automatisk slog over i full-blown konspirationsteoretiker, men det er simpelthen for voldstomt et tilfælde, at netop som jeg kunne se toppen, var på vej til at pakke flaget med “Sillewho made it” ud af designertasken for at plante det, så triller jeg på røv og albuer ned i de selv samme tanker, som jeg troede, jeg havde slået for flere måneder siden. Hvis der er noget, jeg er sikker på, så er det, at månelandingen var falsk, 9/11 et inside job og at jeg er hardcore self saboteur. Der er ingen anden forklaring.

Jeg er udøver af den slags selv-sabotage, hvor jeg automatisk leder efter ting, som jeg kan bekymre mig om. Måske fordi det er det, jeg kender bedst. Måske fordi jeg ikke tror på, at jeg kan have det helt igennem godt. Eller måske er det mest af alt, fordi jeg har trænet min hjerne til at tænke i de negative riller. Hvis I nogensinde står og er i tvivl om, hvad I kan bekymre jer om, hvordan du kan vinkle det til at være din egen skyld eller hvad det absolut worst case scenario er, så er I velkommen til at give mig et kald. Jeg tager 500 kroner for dommedagsprofetier og selvbebrejdelser i primo kvalitet, og jeg garanterer en angstgennemvædet hverdag og dårlig søvn. Ellers er der fuld returret.

Jeg hader følelsen, som jeg har haft i dag. Håbløshed. Magtesløshed. En masse heder, som jeg gerne ville være foruden. Der er intet værre end at miste kontrollen over sin egen krop og vide, at det er ens eget sind, der giver sådan en smerte og uro. Jeg hader, at jeg ikke kan styre det, og jeg hader, at jeg allerede nu kan mærke mine tanker bevæge sig ned i den onde spiral af angst for angsten. Og jeg er udemærket klar over, hvordan det ender: med mere angst. Yeah-fucking-hey. En selvopfyldende profeti, der leverer det, du frygter allermest.

Som om artiskokker, myg og kalorier ikke var nok.

De automatiske negative tanker og min søgen efter det næste problem skal slås ihjel. For det er ikke reelle problemer, som jeg støder på i hverdagen, det er blot sabotøren i mig, der leder efter sin næste mission – og jeg er pisse træt af det. For det eneste værre end at blive saboteret af andre, er at blive det af dig selv. Jeg er træt af at falde, og jeg er træt af, at i stedet for at gå bag ved mig selv og tilbyde støtte op af bjerget, så fortsætter jeg konstant med at lægge forhindringer.

Jeg håber, at jeg kan ryste det af mig. At det blot var koffeinen og manglende mad, der satte gang i nogle mærkværdige kropslige signaler, der mindede mig om dårligere tider. For så betyder det, at jeg ikke nødvendigvis er rullet tilbage til start, men blot et stykke ned for at akklimatisere.

FASHION FOR THOUGHT – CLOTHES THAT ONLY SAY ONE THING

Ikke-navngivet-1REKLAME LINK CARDIGAN ASOS | BOMBERJAKKE Zara | LÆDERJAKKE Zara |

Nogle items kan sige ti forskellige ting. Nogle kun én.

Jeg er blevet vild med ideen om at tilføje flere specielle pieces og farverige items til min garderobe, og dermed forsøge at gøre min stil mere personlig og unik. Men tanken om, at denne type items meget ofte kun siger én ting, holder mig tilbage.

Hvor er hvid skjorte kan danne rammen for utallige looks, der alle kan sige noget forskelligt, kan en lyserød cardigan med kæmpe pom poms kun sige én ting. At den ting så er: se mig, jeg er en awesome cirkusgøgler, er jo maksimalt fedt, men stadig kun én ting. En simpel hvid skjorte kan i alt sin enkelthed sammensættes og formes som man vil, og man er ikke på forhånd dømt til at udstråle noget specifikt. Man kan selv sætte sit præg på looket.

Det kan dog også være denne enkelthed, der er skjortens svaghed. For ligesom toast kan være pisse lækkert ristet med ost og rød peber, og ufatteligt kedeligt uden hverken ristning eller pålæg, så kan en hvid skjorte – og alle andre basisvarer – også med sin enkelthed blive et kedeligt, daggammelt stykke toast, hvis man ikke tager sig tid til at style det ordentligt. Og det er sådan, jeg har det for tiden. Som et stykke slatten brød.

Så nu skal jeg ristet, smøres og pålægges.

Men det kræver noget mod. For det er gået op for mig, at i mit forsøg på at kunne sætte mit eget præg på et item og sige mange forskellige ting, er jeg begyndt slet ikke at sige noget. Minimalisme kan i sig selv være et statement, men i øjeblikket hænger stilheden, som disse helt enkelte sæt kan bringe, mig langt ud af halsen. Jeg har brug for at råbe højere – jeg skal bare lige finde ud af, hvad jeg gerne vil råbe.

Jeg er samtidig bange for, at jeg meget hurtigere vil blive træt af de items, som er mere specielle og larmende. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg lynhurtigt ville blive færdig med et item, der kun tillader mig at udstråle én ting, og at ethvert sæt, hvor dette item inkorporeres, vil sige nøjagtig det samme hver eneste gang. Så hvordan får jeg lysten til det specielle til at stemme overens med min trang til evighedsitems?

Jeg skal have fundet en gylden middelvej, der tillader mig at bruge de højtråbende items, uden jeg bliver træt af dem efter en enkelt gang – og eventuelt at kunne bruge dem på flere forskellige måder. Sounds easy, right?

WANTING TO BE PERFECT – AND HOW FUCKING BORING THAT IS

13282213_10154250651475802_2130754429_n kopiHendes avocado er altid moden. Hendes Céline taske altid fotogen. Hendes armhuler altid tætbarberet, og så skubber hun aldrig nullermændene væk under sengen, fordi hun ikke gider støvsuge. Hun har aldrig oplevet skyggen af mental ustabilitet, men kan til gengæld spise alle de donuts, som hun vil, uden at tage på. Hendes seksualdrift er evigt skyhøj, og vigtigst af alt: Hun har aldrig begået en fejl.

Den perfekte kvinde.

Det er skørt, at man kan begære noget, men samtidig afsky det på samme tid. Jeg ville ønske, at jeg kunne erklære, at jeg elsker det uperfekte ved mig selv, og at det er mine fejl, der skaber mig, men dybt inderst inde i mig, ligger der – sammen med den sexdrøm jeg en gang havde om Patrick Søstjerne – et beskidt og glødende ønske om at være fejlfri. At tage alle de rigtige valg. Leve mit liv uden at begå fejl. Som en god, lille pige. Det er måske i virkeligheden et ønske om aldrig at mærke livet gøre ondt – som det jo kan gøre, når man begår en fejl. Det er mærkværdigt, at man kan ønske sig fri for noget, som man elsker hos andre. For på trods af mit ønske om fejlfrihed, så omringer jeg mig allerhelst med mennesker, der både har skår, riller og huller på sjælen, og hvis de samtidig har en masse fejl med i bagagen, så kan de godt hive dankortet frem, for så skal der investeres i BFF-halskæder.

Jeg er fascineret af historier om modgang, fejltagelser og hvordan personen er blevet stærkere og skønnere på den anden side. Alligevel forsøger jeg noget så vedholdende at få mig selv ned med nakken, over de selv samme ting, som jeg nærmest har som krav til de mennesker, jeg lukker ind i mit liv. De skal have fejl, mangler og gerne vide, at livet godt kan gøre ondt.

Måske beundrer jeg de uperfekte mennesker, fordi det giver mig mulighed for at have det bedre med mig selv, men i virkeligheden tror jeg, at det mest af alt bunder i, at det perfekte er så pisse kedeligt. Der er ikke noget mere uinteressant end det perfekte. Det skulle da lige være bestræbelsen på det. Personligt har det efterladt mig i en spændetrøje af mine egne tårnhøje forventninger til mig selv, og det eneste resultatet, der kan komme af et ønske om perfektionisme, er en kæmpe skuffelse. For det perfekte findes jo i virkeligheden ikke – og selvom den sætning efterhånden runger hult, så er det jo rigtigt.

Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skulle snakke med et perfekt menneske om? Vejret? Katte? Jeg kan ikke forestille mig noget mere uinteressant, og selvom den kolde rosé og dyre taske udadtil kan give et billede af et interessant liv – eller i hvert fald en mere interessant bankkonto, end den jeg kan prale af – så er jeg sikker på, at samtalen meget hurtig bliver søvndyssende, når vi for tredje gang har været alle hendes korrekte valg igennem. Det perfekte menneske keder mig nok så meget, fordi det ikke er ægte. Perfektionisme kan uden tvivl portrætteres ved hjælp af filtre og opstillen, men når det kommer til stykket, så er det faktisk ufattelig stupidt af mig at tro, at det overhovedet kan lade sig gøre, eller at det er en tilstand, der er værd at stræbe efter.

Jeg tror, jeg vil dvæle lidt ved, hvad det er, jeg elsker ved det uperfekte hos andre og dermed forsøge at skubbe ønsket om perfektionisme væk fra mine tanker. En evig kamp for noget så uopnåeligt giver ingen mening. Særligt når det er så fucking kedeligt.

Og prøv lige at skænke dette en tanke: Hvis jeg var perfekt, hvad fanden skulle jeg så skrive om?

CHEAP PICKS OF THE WEEK

Ikke-navngivet-1

REKLAME LINKS BLUSE Gina Tricot | KJOLE Vila | SWEATER ASOS |  BUKSER Boohoo | T-SHIRT Boohoo | KJOLE Boohoo

Klassisk sporty med et twist af farverig femininitet og lige et stænk af what the fuck?

Nej, jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil med min stil. Og dermed heller ikke på den meget større skala, der hedder livet. Jeg klæder mig på – derfor er jeg. Er det ikke sådan den lyder? Jeg føler mig halv – i hvert fald halvt klædt på, og jeg har ingen idé om, hvad jeg synes, der er fedt. Jeg er i sandhed en nøgen baby.

Hvis jeg nu bare kunne finde frem til et enkelt billede, et specifikt item eller én speciel inspirationskilde, så havde jeg noget at arbejde mig ud fra. Det eneste jeg endnu er sikker på er, at jeg hader undertøj, synes statement øreringe og solbriller er the bomb og så vil jeg gerne være hysterisk blond (hey, måske skulle jeg prøve at farve det selv?). Men det kan godt være, at jeg ikke bliver lukket ind kun iført solbriller, ørerringe, blond hår og det atomvåben jeg kalder en røv.

Selvom det umiddelbart ville spille max.

Så derfor fortsætter jeg med at surfe nettet tyndt efter inspiration til min up and coming stilændring og snarlige acceptering ind i modebrancen. I ved jo, at lækre sko er en direkte indikation på, hvor meget du er værd, ikk? Jeg burde færdiggøre det projekt, som skal afleveres fredag, men jeg er ligesom nødt til at prioritere.

Herover er nogle af de billige scoops, som jeg er faldet over under min søgning efter identitet (er det ikke betryggende, at jeg tror, at jeg kan skabe sådan én ved hjælp af en købt stil? Hashtag empty bitch). Jeg forsøger selv at lade dankortet ligge i tasken, og ikke begå alt for mange impulsive køb, selvom ovenstående kjoler skriger efter mig, kun overdøvet af min bulede selvtillids klynkende hvin;

Køb noget tøj, så du kan få det bedre med dig selv. 

Shhhh. Sagde hun, mens hun forsøgte at kvæle lyden med en morgenmads-Snickers. Selvom hurtige high street køb frister grundet den rungende tomme garderobe, jeg har mig; Hvad drikker Møller? Øller, øller, ølller, så skal jeg holde mig fra dem. Gennemtænkt og med styr på livet, det er mig.

Men måske skulle jeg bare lige købe den der sorte sag hjem. Den er jo billig.

HOW THE WISH TO LOOK LIKE KIM K MAKES THE SMARTEST GIRLS DUMB

Ikke-navngivet-1Jeg sidder i solen med citronsaft gavmildt hældt ud over håret, mens jeg skriver dette indlæg.

Det er hverken en ny hårkur eller et forsøg på at nægte regeringen adgang til mine tanker. Der har jeg personligt oplevet, at sølvpapir gør tricket.

Nej. Det er en desperat kvindes sidste forsøg på at smuksere sig selv til et fe-lignende skønhedslook. Uden vingerne og tryllestaven, vel og mærke. Igennem weekenden har jeg nemlig forsøgt mangt og meget for at nå et Sillewho anno 2012, baby-hår, snedronning, also known as that one time Kim Kardashian went blond – look.

Og det gik grueligt galt.

Hvad er det ved udsigten til sparede penge, hurtig betjening og nye lokker, der kan få mig til at skylle fornuften ned i afløbet sammen med den der hjemmeafblegning, der var på tilbud i Bilka? Det er gået galt før, og som en kvinde, der har “orange skær” stående øverst på listen over; “ting der skal forsvinde ned i helvedet og aldrig komme tilbage” – stærkt efterfulgt af artiskokker og videnskabteori – virker det i bagklogskaben lys som den absolut værste idé at skulle blondere sit eget hår.

Men jeg har jo gjort det så mange gange før. Sagde hun mens hun kørte kreditkortet igennem og betalte de 85 kroner “extreme blonde” farven kostede. Det kommer til at gå skide godt! Tilføjede hun mens hun påførte den stinkende hårfarve overalt. Fuck mit liv, afsluttede hun, da hun mødte sit spejlbillede. Hvidt var det blevet, men kun i bunden. Akkompagneret med skrigorange spidser. I kender farven; den teenagere anno 2007 brugte som tilbehør til deres LV bælter og D&G trøjer.

Iført hætte og skam løb jeg mod den nærmeste farveladebutik og erhvervede mig dagens tredje! hjemmefarvningskit. Denne gang med mærkatet “mørkeblond”. Med farven og udsigten til aldrig at kunne vise mig offentligt igen, bevægede jeg mig hjemad for at korrigere, hvad jeg er sikker på er i top tre over det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Lykkelig kunne jeg cirka ti minutter senere og cirka 500 kroner fattigere konstatere, at jeg var nogenlunde udseende igen. Dog ingen Kim K lokker eller udsigt til blondes do have more fun, men til gengæld ret røde kinder, en kemikalie overdose og et hvad jeg tror er grønligt skær, hvis jeg tilter hovedet helt rigtigt.

Hvad er det med udsigten til skønhed, der kan gøre mig så dum?

Hvordan kan det være, at jeg som 22-årig stadig kan opføre mig som en absolut røvabe og glemme alle de tidligere gange, hvor hjemmefarvningerne er gået galt? Måske er det noget hormonelt eller noget i luften – jeg har hørt noget om, at åndsbolle-tallet og pollen skulle være højt lige for tiden.

Men som tidligere nævnt, så må jeg skrive lektien ind under siden markeret med; fedt, så gør du ikke det igen. Men i virkeligheden skal der måske skabes en side specielt til denne fejl. For jeg har helt åbenlyst selektiv hukommelse når det kommer til behandlinger af hjemmesalonens slags, og jeg tror, der skal tages hårdere midler i brug, før jeg kan huske det. Indtil videre er billedet af mig selv med skrigorange lokker dog brændt fast i min nethinde.

Er jeg den eneste, der gentagende gange har begået denne fejl? Kom med jeres historier.
Og dit nummer, hvis du er en frisør, der kan ordne the mess, jeg kalder et hår.

THE DEVIL’S NEWEST PRANK – WHAT IFS

Ikke-navngivet-1Djævlen har fundet en ny måde at drille mig på. Som om det ikke var nok, at kager feder, men bønner er sunde, at Gucci tager en halv månedsløn for mine drømmesandaler og at det dårlige humør altid lander på en mandag. Nu skal jeg nu også til at bekymre mig om hvad nu hvis’erne. En flok af de værste sataner, der findes på denne jord.

The man down under er kommet frem til, at det ikke er helt sjovt nok, hvis jeg kun bekymrer mig om de ting, der faktisk sker. Nu skal jeg også til at bekymre mig om, hvis det var sket…

Den ramte mig meget tydeligt, da jeg forleden var lige ved at misse en deadline på en vigtig studietilmelding, der er nødvendig for at man overhovedet kan gå på universitetet. Selvom jeg gerne ville skyde skylden på alle andre, så var det helt og aldeles min egen fejl. Men jeg nåede det. Ingen ko på isen. Ingen flodhest i stiletter. Alt gik som det skulle.

Enter: the what ifs 

Man skulle tro, at det var enden på den sag. En lektie skrevet i bogen: hey, husk at tilmelde dig i god tid, og lad lige være med at beskylde systemet for at fucke med dig (hashtag anarkist). Men pludselig kunne jeg mærke, at der var nogle små tanker, der begyndte at danse rundt i mit hoved. Iført ganske højlydte stepsko. Hvad nu hvis’erne. Aka Djævlens håndlangere.

Selvom der slet intet problem var, så begyndte jeg at bekymre mig over, hvad der ville være sket, hvis der nu havde været et; Hvad nu hvis jeg ikke havde nået det, hvad skulle jeg så have gjort? Hvad nu hvis jeg slet ikke kunne have taget uddannelsen færdig til planlagt tid? Hvad nu hvis alle ville bebrejde mig for at have glemt det? Hvad nu hvis den mail var lidt for sur?

Hvad nu hvis det er de absolut åndssvageste tanker have?

Jeg fangede mig selv i at blive helt angst ved tanken om hvad nu hvis. Og hvor færdeligt er dog lige det? At man kan være hård ved sig selv, og  bekymret, at selv når tingene viser sig at gå helt i orden, så kan man stadig sidde tilbage og gennemgå alt det, der kunne have gået galt.
Kald mig blot emotionel masochist.

For det er jo intet andet end følelsesmæssig tortur af mig selv. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig selv som ham den creepy albino munk fra Da Vinci mysteriet, der pisker sig selv. Jeg har bare udskiftet lædersnørerne med hvad nu hvis’ere, og fortsætter nu med at piske mig selv over ting, der slet ikke er sket.

Slask! Hvad.Nu.Hvis. Slask! Hvad.Nu.Hvis. Slask!

I virkeligheden har de små hvad nu hvis’ere nok danset i min hjerne meget længere, end jeg er villig til at indrømme. Jeg tror faktisk, at det er dem, der har danset så højt de seneste par måneder, at jeg ikke har kunne koncentrere mig om så meget andet. Det var bare først ved selvpiskningen over en deadline, som jeg rent faktisk nåede, at jeg fik sat en stor, fed streg under, hvor stor en magt hvad nu hvis’erne egentlig har over mig. Jeg mærkede en kæmpe selvbebrejdelse over, at jeg havde sat mig selv i en situation, hvor det kunne have gået galt, hvis… For så har jeg jo ikke været perfekt.

Hvis’erne skal ikke have lov til at leve. Det skal lektien til gengæld. Hvad nu hvis jeg ikke havde nået det? Skal i stedet skiftes ud med; For satan, hvor var det bare heldigt, at jeg faktisk nåede det. Fedt man! I stedet for at skrive oplevelsen ind på siden under “hvad nu hvis” og dernæst gribe pisken frem, skal jeg i stedet dedikere en hel side til “Sejt. Så lærte jeg det”, og skifte pisken ud med et kæmpe stykke kage som belønning for, at jeg nu har lært endnu en lektie, der gør, at jeg ikke begår samme fejl igen.

Eller måske et par guld sandaler, hvis lektien var rigtig god??

 

STUFF NEVER STOPS HAPPENING

Ikke-navngivet-13Ting vil altid komme rullende ind. Der vil altid være en bakke at skulle overkomme og en virkelig hård spinning time at klare (her forstået som the spinning class of life).

Ofte fanger jeg mig selv i at tænke, at jeg bare lige skal forbi denne svære tid, og så kan jeg… (indsæt selv handling, som jeg udsætter). Jeg skal bare lige over denne forhindring, så kan jeg begynde at læse selvhjælpsbøger. Gå regelmæssigt til psykolog. Huske at øve mig på at lade de negative tanker passere. Begynde at træne igen.

Men det er en hullet tankegang. For ting holder aldrig op med at ske. Shit never stops happening.

Hvis jeg bliver ved med at holde på, at jeg skal vente med at gøre de der svære ting, indtil den her ting lige er overstået, så kommer jeg til at vente længe. For ting kommer altid rullende. Hermed ikke sagt, at det ikke kan være klogt at lukke og slukke ned i de hårdeste tider, hvor man intet får ud af at ville gøre en masse og være aktiv. For der er virkelig stunder, hvor man netop skal give sig selv tid til at komme ovenpå igen, og bare lade ting rulle forbi. Men jeg kan godt mærke, at det at udskyde bliver et tilflugtssted for mig, der efterlader mig med intet andet en halve løsninger og alt det, jeg er endt med før.

For havde jeg nu knækket ryggen på den selvhjælpsbog eller arbejdet lidt mere med de negative tanker, så var det slet ikke sikkert, at den næste ting, der skulle overkommes, var helt så svær. Så i stedet for altid at tænke; det tager jeg mig af på mandag, når dette lige er overstået, så skal jeg hellere forsøge at acceptere, at stuff never stops happening, og de svære, gode ting, som jeg er nødt til at gøre for mig selv, dem skal jeg gøre uagtet, hvor mange toge, der triller ind og ud på perronen.

Det er nemt at blive en overspringshandlingens mand. Det ved jeg om nogen. Selvom jeg er en ørn til deadlines, så er jeg en californisk kondor til at være naiv og tro, at hvis jeg bare lige kommer igennem dette, så sker der aldrig noget uventet eller forstyrrende igen – og  kan jeg begynde at ændre på tingene.

En californisk kondor er forresten en fugl, der er meget større end en ørn. Så… ja. You get the picture.

Jeg ved godt, at det selvfølgelig er allernemmest at arbejde med sig selv, når man er et godt sted. Når toget er trillet væk fra stationen med alle de lorte problemstillinger, som du lige har håndteret. Men det er jo ikke i de gode stunder, at det største behov opstår. Det er når tingene begynder at falde og lorten rammer viften, og jeg står der og tænker: hvem er jeg, og hvad var det, jeg lærte mig selv, da jeg havde det godt? For det glemmer jeg. Og derfor tror jeg, at det er vigtigt, at jeg smider mine overspringshandlinger en smule på køl og indser, at jeg er nødt til at gøre noget lige nu.

WHAT YOUR JEWELRY SAYS ABOUT YOU (LIKE BEHIND YOUR BACK)

Ikke-navngivet-1SPONSORERET AF HVISK | ARMBÅND | ØRERINGE | RING

Jeg kom til at tænke på, hvad mine smykker mon egentlig siger om mig.

Ikke på den kedelige damebladsmåde – Du går med statement øreringe, så du er bare en rigtig fun gal. Nej, som I virkelig; hvad siger mine smykker mon egentlig om mig bag min ryg?

Jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig tør tænke over, hvad mine smykker ville sige, hvis de fik chancen. Det er trods alt en gruppe, som jeg har med mig overalt, selv i de mest intime stunder. De ville have rig mulighed for at dele ud af gruopvækkende historier om min personlige hygiejne. Gud forbyde, at mine ringe skulle fortælle om de steder, mine fingre har været, eller halskæden indrømme, hvor meget jeg egentlig har betalt for den.

Hey alle sammen! Hun er på vej i Netto for at købe en liter is. Og hun har spist en allerede! 

Hviskede halskæden bag hende ryg imens hun bevægede sig ned af gaden.

Det er måske i virkeligheden bedre at holde sig til at tænke over, hvad man stilmæssigt kan sige med sine smykker. Det andet er alligevel en kende for skræmmende…

Jeg kan faktisk godt være fascineret af, hvordan man kan bruge smykker til at opgradere et look og gøre det specielt og personligt. Det kan være en hel kunst at bruge sine smykker til at give udtryk for lige præcis det, man gerne vil. På et tidspunkt gik jeg med vanvittigt mange smykker – en ring på hver finger! Sidenhen blev mit smykkeforbrug mere underspillet og nærmest ikke-eksisterende, og nu er jeg igen på vej tilbage til en maksimering af mit forbrug; statement øreringe, party-håndled med massere af armbånd og ringe i forskellige gyldne afskygninger. Dog en smule mere eksklusivt end med de glitterringe, jeg gjorde brug af før. Jeg har netop tilføjet nedenstående armbånd til min samling, og jeg synes, at det ser pivhamrende eksklusivt ud.  Jeg synes ikke, at der nødvendigvis er en opskrift på, hvordan man skal bruge smykker. Der er ingen regler – udover, at du skal føle dig helt igennem godt tilfreds og lækker.

Og så må de sgu sige, hvad de vil, bag din ryg.

Du har nu også mulighed for at få tilføjet et smykke til din samling, der kan lade dig sige en masse skønne ting med din personlige stil. Du kan nemlig vinde et valgfrit smykke fra Hvisk. Du skal blot linke til det smykke, du allerhelst vil have, samt hvorfor du skal vinde det (og hvis du har lyst, hvad du tror, at dit smykke vil komme til at sige om dig bag din ryg – men det er totalt valgfrit og kun for at jeg kan få det bedre med mig selv). Jeg trækker allerede vinderen om syv dage, og jeg ser frem til at forkæle én af jer.

P1010021

QUARTER LIFE STYLE CRISIS AND FEELING LIKE A NAKED BABY

P1010044

REKLAME LINKS BOMBERJAKKE Zara | SNEAKERS Kiomi | SOLBRILLER Céline

Jeg er ret sikker på, at jeg har ramt en kvartvejskrise.

Det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at købe en rød sportsvogn eller have en ung, lækker dame på armen. Jeg har ramt en kvartvejsstilkrise, der har efterladt mig nøgen og sårbar som en nyfødt baby. Det eneste jeg er sikker på er nemlig, at jeg på ingen måde har lyst til at iføre mig noget, som jeg ikke er helt vild med. Men jeg har ingen idé om, hvad jeg er vild med… Jeg ved bare, at det ikke er noget af det, som jeg har i skabet.

Det er værre end den normale jeg har slet ikke noget at tage på – krise, som rammer os alle mandag morgen. Jeg har aldrig oplevet  voldsom en stil – og dermed lidt af en identitetskrise, som jeg oplever for tiden. I virkeligheden føler jeg mig også følelsesmæssigt som en nøgen baby, da jeg ingenting ved, er helt forvirret og fuldstændig på bar bund.

Så jeg starter på en frisk.

Jeg har nu under tyve stykker tøj og tre par sko tilbage i garderoben. Alt andet har jeg samlet i to kæmpe sække, som skal sælges på Vera’s market i starten af næste måned. Aldrig har jeg set en mere trist garderobe, og det efterlader mig med daglige outfits, der består af en hvid t-shirt og jeans. For jeg har ikke så meget andet.

Jeg har haft brug for at starte på en frisk stilmæssigt. Desværre er jeg ikke nået til det punkt, hvor jeg ved, hvad den friske start helt præcist skal byde på. Jeg ved bare, at det skal være noget helt andet, end der hvor jeg er nu. Jeg håber på, at jeg snarest rammer et sted, hvor jeg ikke blot har behov for den stilmæssige ændring, men også ved, hvad den skal gå ud på. Men hey; det er vel derfor, at det er en midtvejsstilkrise, jeg har ramt, og ikke bare en midtvejsstiljegvedligehvadjegvil.

Lige nu ved jeg ganske få ting: 1. Der er intet i min tidligere garderobe, som jeg gider at gå med. 2. Der skal ske noget helt nyt. 3. Jeg vil ikke købe noget, som jeg ikke er fuldstændig forelsket i. 4. Jeg elsker ovenstående bomberjakke fra Zara og solbriller fra Céline. 5. Min stil skal være sjovere, skørere, lidt mere farverig og lidt mere mig. 6. Jeg skal være BLOND (jeg er desperat efter at blive det nu). 

Jeg tror, at lysten kommer som resultat af, at der er sket meget i mit liv. Jeg har været igennem, og går igennem, den sværeste tid jeg nogensinde har oplevet, og det har skabt en ekstrem trang til, at der ikke blot skal ske noget nyt, men at jeg skal have det bedre med mig selv. I kender det måske, at man får lyst til at lave noget nyt med sit hår, når man går en ny tid i møde? Det er på en måde nemmere at give udtryk for store ændringer ved at lave om på noget, som man helt åbenlyst kan se. Jeg ved det ikke. Men denne nøgne baby har i hvert fald behov for forandringer.

Planen er lige nu: jeg skal finde en masse inspiration på blogs og i særdeleshed Instagram, for at finde ud af, hvad jeg er vild med. Jeg skal lave en plan og en masse lister, så jeg ikke forkøber mig i fejlkøb. Jeg vil KUN købe ting, der gør mig rigtig glad at kigge på. Jeg skal have sparet en helvedes masse penge sammen, og det kommer til at tage tid. Jeg skal blive mere modig. Jeg skal have det sjovere.

Har I nogle gode tips til mig?

 

 

 

BY DOCTOR’S ORDER: CRY SOME MORE!

Ikke-navngivet-2Jeg er fan af at tillade sig selv at være ked af det.

For nogle gange kan det gøre så meget mere ondt at skulle kæmpe imod hele tiden, at det kan være en befrielse at give helt slip. Det kan være en lettelse for mig, ikke at skulle tænke over, at jeg nu skal skynde mig at få det bedre, og ikke behøver at bruge så mange kræfter på at kæmpe imod tristheden.

For det kan være en trættende kamp i sig selv.

Dermed ikke sagt, at jeg ligefrem går efter at være ked af det hele tiden. Nogle gange kan det bare være rart at give sig selv lov til at være ked af det, uden at skulle bekymre sig om, hvordan man får de negative tanker væk, om der nu er noget galt med én, fordi man er ked af det eller om man nu skuffer andre. Det er en lettelse at acceptere, at lige nu, der er jeg bare ked af det. Og det er OK. Det er ikke noget, der skal ændres og det er ikke noget, der bliver ved.

Det kan nærmest føles som en form for katharsis sådan at dvæle lidt ved – og acceptere – sin egen tristhed et stykke tid. At ramme bunden, æde en helvedes masse chokolade, tude til dine øjne ikke kan mere, og bare acceptere, at det er sådan lige nu. Jeg ved ikke, om det er mig, der bare er fuldstændig mærkelig, og I sidder derude og tænker: What the fuck, mama. En lettelse af være ked at det? Get a grip.

Men jeg vil faktisk ordinere en tudetur til mig selv, så ofte som jeg har brug for det. Og et dertilhørende skud af accept. For det viser sig, at det er lidt af en øvelse for mig at give fuldstændig los, uden de tilhørende bekymrende tanker eller idéen om, at jeg skal gøre noget, for straks at få det bedre. Nej – lige i det øjeblik, skal jeg bare være ked af det. Og det er OK.

Så by Dr. Sillewho’s orders (jeg ville så gerne have cuttet mit fornavn fra der, men det er der ligesom en hvis TV-serie, der har ødelagt for mig… Thank you very much), skal jeg tage en tudetur, når jeg har lyst. Eller i hvert fald tillade mig selv at være akkurat lige så ked af det, som jeg har brug for, uden at jeg behøver at handle på det. Kender I ikke den følelse, når man har grædt fuldstændig igennem, og bagefter føler sig helt træt, sårbar og på en måde lidt bedre? Jeg har altid været en person, der har grædt meget, og det er som om, at tårerne renser mine øjne, for jeg kan se alting lidt klarere bagefter. Det hele ser ikke helt så sort ud længere. Måske er det, fordi der kun er én vej, når man rammer bunden, og det er op. Det er lidt det, der sker, når jeg tager mig en ordentlig tudetur. Så det vil jeg gøre. Om det så er en ægte tudetur eller blot en følelsesmæssig tudetur.

Men endnu vigtigere er det, at jeg på den anden side rejser mig op igen, og bevæger mig væk fra negativiteten, når jeg har kræfterne til det. For det handler ikke om, at jeg skal forsvinde ind i en evig tristhed. Nej, det handler om at acceptere, hvordan det er lige nu, og derefter rejse sig op og bygge sig selv op igen.

Crying fucking helps.

“MY THERAPIST SAYS”

Ikke-navngivet-1Jeg er blevet en af de personer, der kan starte en sætning med: “min psykiater siger”.

Det er ikke, fordi jeg er vågnet op og har tænkt: det er sådan en person, jeg vil være. Men det er jeg altså blevet.

De første par gange fortrød jeg det hurtigt, da jeg pludselig blev i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig burde være skamfuld over det faktum, at jeg går til psykiater. På trods af, at jeg på mange punkter er åben og ærlig omkring livets op- og nedture, så blev min tøven pludselig en tydelig indikation på, at jeg alligevel er påvirket af en eller anden idé om, at mental sundhed og psykiske problemer, ikke er noget man snakker om. I hvert fald ikke, hvis det er til en grad, hvor du går til psykiater.

Så nu skal jeg snakke om det. For psykiske problemer er ikke tabu, og det man gør for sig selv, for at blive rask, er i særdeleshed ikke tabu. Med mindre du er ude i noget dansen-nøgen-i-skoven og ofringer til Neptuns tredje søster. Then do you, babe, do you. But maybe do it quietly?

Som med alt andet, så kan jeg beundre folk for de selv samme ting, som jeg selv skammer over. De mest inspirerende mennesker er for mig folk, der har oplevet de hårde sider, livet har at byde på. Der er i virkeligheden ikke noget mere interessant end at høre folks historier om at overkomme stygge stunder og mærke, hvordan de som personer er blevet formet og forbedret. Så derfor undrer jeg mig egentlig over den lille knude af skam, der fulgte med indrømmelsen af min gang hos psykiater. For jeg kunne ikke drømme om at tænke mindre om en anden person, der havde fokus på sin egen mentale sundhed.

Jeg ved ikke, om det udelukkende er grundet mit kritiske syn på mig selv, eller om det er, fordi vi stadig ikke er gode nok til at snakke om det som en almindelig ting i hverdagen. Der er så mange af os, der kæmper til dagligt, og der er ingen grund til ikke at være fuldstændig åben omkring det.

Hermed ikke sagt, at I alle skal rende rundt og starte enhver sætning med “min psykiater siger” (selvom det kunne være virkelig sjovt at forsøge at få presset ind i alle samtaler en hel dag). For det er selvfølgelig ikke alle, der har behov for at være så åben. Derudover er det begrænset, hvor mange gange man egentlig kan komme afsted med at sige “det snakkede jeg med min psykiater om” i en sætning, før folk bliver af den overbevisning, at du er fuldstændig bananas. Jeg forslår, at man holder den på cirka tyve gange. Ellers bliver det ligesom lidt ekstremt, ikke? (Trust me – been there done that).

Jeg vil i hvert fald elske at høre dine gode råd fra din psykiater, psykolog eller blot dig selv, hvis vi en dag støder på hinanden. For det er jo i virkeligheden det sætningen, “min psykiater sagde til mig” lægger op til; at ville dele ud af gode råd og ærlighed.

Og ja, så får det selvfølgelig drejet hele samtalen tilbage på mig også, og det er jo bare bonus. #Canwetalkaboutmenow?

LOOK AT YOURSELF LIKE A PAIR OF AMAZING SHOES

Ikke-navngivet-1

REKLAME LINK Gyldne sandaler fra Gucci hos Mytheresa

Den sidste tid har jeg været i den modtagende ende af et fantastisk råd. Jeg fik at vide, at jeg skulle behandle mig selv, som jeg ville min bedste ven. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg nogensinde ville en kær ven, og det er derfor et virkelig fint råd, som jeg har taget tæt til mig, og som jeg arbejder med hver dag. Jeg har dog også tilladt mig at arbejde videre med tankegangen, og – hvis jeg selv skal sige det – optimeret den.

Jeg tænker, at jeg hellere skal kigge på og behandle mig selv som jeg ville et par fuldstændig fantastiske sko.

For venner kan komme op og skændes, og i virkeligheden vil jeg måske ikke min veninde helt det bedste, fordi hun ser meget bedre ud i jeans end jeg, og derfor vil jeg faktisk mest af alt stopfordre hende med pizza (note til selv: jeg har måske fundet ud af, hvorfor jeg ikke har så mange venner).

Men hvis jeg i stedet så mig på mig selv med den samme kærlighed, som jeg gør de der gyldne Gucci sandaler, så er jeg sikker på, at min selvtillid ville rykke sig milevidt.

Med et par rigtig smukke sko kan man tilgive meget; de er måske ikke helt så behagelige, men det gør ingenting, for de er simpelthen så skønne. De passer egentlig ikke til så meget fra din garderobe, men de er så pæne, at du i virkeligheden slet ikke behøver andet tøj. De er nok lidt for høje, så du snubler og ser dum ud, men de vejer op for det hele i sidste ende.

Hvis jeg bare kunne være lige så tilgivende og forstående overfor mig selv, så ville der ikke være grænser for, hvor jeg kunne ende henne.

I stedet for at bruge al min tid og kræfter på at bebrejde mig selv for de mindste små ting, som jeg føler, jeg har gjort galt, så kunne jeg blot kigge på mig selv og tænke; det er sgu ligemeget – du vejer op for det hele i sidste ende. For jeg bruger så ufattelig mange lange stunder på at slå mig selv oven i hovedet, og jeg giver ikke mig selv den mindste chance for også at være menneske. Et menneske med fejl, mangler og lidt for høje hæle, der gør at man snubler en gang i mellem.

Det er ufatteligt, hvor langt jeg i princippet vil gå for pænt stykke fodtøj, når jeg ikke engang vil tage et enkelt tilgivende skridt for mig selv. Jeg vil glædeligt lægge en halv husleje på et par metalliske sandaler, fordi jeg virkelig synes, at de er det værd, men samtidig tænker jeg så lidt om mig selv, at enhver lille fejl anses som en direkte indikation på om jeg er et godt eller dårligt menneske.

Jeg skal se mig selv som et fuldstændig exceptionelt par sko. Og behandle mig selv med samme overbærende tålmodighed. For ja, det kan godt være, at jeg skal gå lidt langsomt for ikke at falde, men jeg er skæppe skøn, og det vejer op for det hele i sidste ende.