Hjemve, Buyers Remorse Og Dyre Sko

Når hjemve føles som en dårlig omgang seafood eller at købe virkelig dyre sko

Har du nogensinde prøvet at købe noget virkelig dyrt, som du havde ønsket dig i lang tid? Noget, du havde sparet op til. Drømt om. Ventet på. Og når du så endelig kører dankortet igennem og får den orange/sorte/hvide pose i hånden, kan du ikke lade være med at smile. Glæde dig over, at det endelig er dit.

Men hov, hvad er nu den følelse nede i din mave?

Som du bevæger dig ud af butikken og længere og længere væk, bliver følelsen kraftigere. Er det tvivl? Skuffelse? Fortrydelse?

En dårlig omgang seafood?

Pludselig begynder du at stille spørgsmålstegn ved dit netop overståede køb: var det ikke lidt for mange penge for er par sko? Burde du have sat dem til side til pension i stedet? Er de overhovedet pæne? Hvorfor føles det pludselig så tomt indeni?

Velkommen til buyers remorse. Bedre kendt som tvivlen efter lykken.

Jeg oplever det altid. En tvivl efter lykken. Om det så er efter køb af Céline sko eller fantastiske livsforandringer. Når røgen har lagt sig fra mit overdimensionerede smil, rykker pessimismen ind.

For der må selvfølgelig være noget at være pessimistisk over.

Og som jeg sidder her i min smukke nye lejlighed, i min drømmeby, med helt åndssvagt fantastiske muligheder foran mig, oprinder følelsen ligesom dengang, hvor jeg lagde 2700 kroner for et par overdimensionerede solbriller: Var det mon et forkert valg?

(Spoiler alert: Overdimensionerede solbriller er aldrig er forkert valg, men følelsen var i øjeblikket stadig til stede).

Min tvivl viser sig i øjeblikket som ekstrem hjemve. Eller måske kommer tvivlen rettere som resultat af hjemveen? Det er vist i sandhed et spørgsmål om hønen eller ægget. Tvivl på egne valg eller morsyghed. Hvad kom først?

Min weekend har været fuld af besøg i min hjemby. Og som jeg kørte med min mand forbi vores gamle lejlighed, henad gaden vi kørte, når vi skulle have McDonalds midt om natten, så følte jeg mig så trist. Da jeg krammede min mor og paps farvel, blev det endnu værre.

Og fra det lille frø af ubehag voksede et stort egetræ af tvivl. Af buyers remorse. (Note til selv: undersøg om egetræer stammer fra frø).

Har jeg gjort det rigtige? Skulle jeg være blevet i provinsen? Burde jeg bare flytte tættere på min mor? Er det dumt? Får jeg det samme forhold til hende som før? (Blot et lille uddrag fra Silles tanker i denne uge).

Det er meget normalt, fortæller jeg mig selv. Det der med hjemve, tvivl og at have svært ved at vænne sig til det nye. Det skal nok blive godt, forsikrer jeg mig selv om. Du skal bare ynke dig selv lidt, det er OK, tror jeg på. Men imens jeg siger dette, dvæler jeg lidt ved, hvordan de mest fantastiske ting i livet, stadig kan efterlade os med sådanne følelser. Om det så er Loewe tasker eller nye lejligheder. Måske er det bare sådan, det skal være? Vores altid eksisterende reaktion på, når der sker noget nyt. Godt som dårligt.

Eller måske er det bare mig.

Jeg vil ringe lidt ekstra til min mor i disse dage (så det betyder altså fire gange i timen i stedet for blot to) og så vil jeg minde mig selv om, at det hele nok skal komme til at føles rigtigt igen. Ligesom de der Louis Vuitton støvler, du lige har købt til overpris, også kommer til at gøre det, når du først er kommet dig over den værste fortrydelse og spørgsmålsstillen. For der var jo en grund til, at du sparede op til dem, der var en grund til, at de fik dig til at smile til at starte med.

Og det skal de nok komme til at gøre igen. Også selvom det bliver over pasta med ketchup resten af måneden.

followwho

Home Is Where The Heart (And awesome stuff) is


BORDET ER SPONSORERET AF ILVA 

Jeg består af 40% kage, 10% skoafhængighed og 50% ekstrem kærlighed til min base

Jeg tvivler på, at du kan finde et andet menneske, der elsker det at være hjemme helt lige så meget som jeg. Jeg opgiver gerne gratis middag, solskinsvejr eller ost (dem, der følger med herinde, er klar over, hvor stort det er) for at kunne være i mit hjem. Det giver mig en ro at befinde mig hjemme hos mig selv. Det oplader mig at være i mit eget hjem. Der er meget få ting, der betyder mere for mig end min bolig.

Derfor betyder det også meget for mig, at jeg fylder denne bolig med ting, som jeg elsker.

Jeg nåede aldrig rigtig at blive tilfreds med vores lejlighed i Næstved. En blanding af stilforvirring og utålmodighed resulterede i dårlige impulskøb og opgivelse af at få det, som jeg gerne vil have det. Det forsøger jeg at ændre på nu. Med høje krav, tålmodighed og accepten af, at det godt kan tage tid at få det som man vil have det, fylder jeg lige så stille mit hjem med ting, der gør mig glad, når jeg kigger på dem.

Som min Giacomo Alessi vase, min frugtskål på hjul, min Harry Bertoia stol, min smukke lædersofa og mit drømmesofabord.

Jeg forelskede mig ideen om et nærmest flydende, enkelt og moderne sofabord for længe siden, og da jeg så ovenstående hos ILVA, var jeg solgt. At det så er en million gange smukkere i virkeligheden, gør kun glæden endnu større. Det er mit absolut favoritmøbel i lejligheden, og jeg kan nu sætte mig tilbage og nyde, at sofaområdet i hvert fald er på plads! Så nu mangler der kun 999 ting, før jeg er helt tilfreds.

Men det skal nok komme.

Bord fra ILVA 

followwho

Gode Nyheder: Amagerjakkesættet Er Tilbage

Dårlige nyheder for dem, der tager sig selv lidt for seriøst

Hader du at skulle finde hele to forskellige dele tøj at iklæde dig hver morgen? Har du altid syntes, at det var overvurderet at skifte ud af dit træningstøj, når du har været i fitness? Finder du det jævnt belastende med jeans, der strammer? Og ville du – hvis du skulle stille op som præsident – gå til valg på at afskaffe undertøj?

Så er der gode nyheder til dig.

Store brands som Saks Potts, Gucci, Julie Fagerholdt og mange flere har nemlig genåbnet for en trend, der efterkommer alle ovenstående problematikker: Tracksuitet. Amagerjakkesættet. “Hvorfor helvede tager du ikke noget ordentlig tøj på, Sille” Kært barn har mange navne. Sættet kommer selvfølgelig i forlængelse af de sidste mange sæsoners klare sporty referencer, som har været at se hos stort set alle brands i større eller mindre omfang. Det er min tese, at sættet ligeledes er en reaktion på den større humor og vildskab, der viser sig i moden lige nu.

Der er dermed også rigtig dårlige nyheder for dem, der tager sig selv lidt for seriøst.

For tracksuitet er i sandhed en smule komisk. Særligt hvis det skal erhverves i en af de farver, som jeg ville foretrække (læs: Rød, grøn eller blå) samt stylet med kontrastfulde items såsom overpriced og ekstremt fashionable solbriller samt taske i samme genre. Tricket er jo, at vi rent faktisk ikke skal ligne, at vi kommer direkte fra træningscenteret.

Så skulle det da lige være et voldsomt fancy og moderigtigt et af slagsen, hvor man træner ved at løfte Loewe tasker og løbe i høje hæle.

Sættet kan være den perfekte sammensætning af komfort og skønhed. De rigtige elementer skal blot tilføjes, og så er du klar til at hoppe afsted. Uden underbukser, stramme jeans eller manglende selvironi. Lyder det ikke fantastisk?

REKLAME LINKS Sæt Adidas | Sneakers Nike | Solbriller Victoria Beckham |  Taske Balenciaga | Øreringe Orit Elhanati |

followwho

On My Dream List: Paris

Jeg dedikerer en uge til drømmene

Med magten givet til mig – som navlepillende og usikker modeblogger – dedikerer jeg hermed den næste uges tid til drømme. Har du en barnedrøm om at blive verdensmester i stangspring? Har du altid gerne ville deltage i en tærtespisningkonkurrence? Eller har du mere ligegyldige drømme såsom at blive læge, redde verden, sprede bæredygtighed eller at blive lykkelig?

Så er det herinde, der er plads.

Så planlæg at bruge den næste uge herinde (sporadiske tissepauser er tilladt), hvor jeg vil snakke om mine egne drømme, andres drømme og selve konceptet at drømme. Ja, der skal i sandhed holdes fast i stolene, for det er da bare pivhamrende interessant.

Først på listen er drømmen om Paris. Mærkeligt nok, for jeg har altid været en person, det hellere vil bruge penge på en taske end en tur. Faktisk finder jeg ikke det at rejse særligt fristende. Indtil jeg forleden vågnede op med en kæmpe trang i maven: Trangen efter at rejse til Paris. Nyde gaderne, kulturen, museumstid, shopping og mig selv. Ingen at tage hensyn til, ingen at skulle blive enig med. Bare mig selv mange kilometer væk fra realiteten af regninger, støvsugning og en kæreste, der er væk.

Så det har jeg planlagt. Min helt egen lille kærlighedstur til Paris. Og det drømmer jeg om lige nu.

For det er så fandens rart at drømme.

followwho

A Bad Case Of: The Fear Of Posting Something Imperfect

Det gamle udtryk lyder: Det er pest, kolera eller at poste noget på Instagram, der ikke er perfekt

Jeg lider af en voldsom mangel på talent, når det kommer til madlavning. Helt basale ting såsom kogning af kartofler eller stegning af et æg kan bringe mig problemer. Man kan da ikke brænde pasta på, tænker du nok. Watch me, siger jeg. Og i stedet for at se opgaven i øjnene og gøre mit bedste, så gør jeg det bare ikke. For hvis jeg ikke kan lave det perfekt, hvis det ikke bliver lige så godt, som jeg gerne ville have det til, så kan jeg vel lige så godt lade være? Og så også lidt fordi det er meget nemmere, hvis min kæreste bare laver maden til mig.

Men mest det første.

Hvorfor denne lange anekdotiske fortælling om mine manglende madlavningsevner, spørger du nok. Det er såmænd blot en unødvendig og snørklet indledning til en tekst omkring min nyeste sygdom. Jeg er nemlig blevet indehaver af en bad case of: The Fear of Posting. I har måske hørt udtrykket: Det er pest eller kolera? Faktisk hed den tidligere: Det er pest, kolera eller at skulle poste noget på Instagram, som ikke er perfekt. Udtrykket mistede dog hurtigt sin mening, da det blev klart, at sidstnævnte ganske enkelt er meget værre end de to første, og den blev derfor fjernet for at gøre plads til det elskede udtryk, som vi kender i dag.

True story.

Min frygt for at poste bunder helt enkelt i den altoverskyggende selvtvivl, der kan komme af at skulle producere content i et SoMeland, hvor der er findes så ubehageligt dygtige kvinder, der hver dag brillerer med fuldstændig fantastisk og smukt materiale. Sygdommen kommer i flere stadier: 1. Inspiration, idéer, lyst til at dele. 2. Passion, motivation, konkurrence; jeg skal være lige så dygtig som dem. 3. Selvtvivl, overtænkning, negativitet omkring eget content, færre udgivelser, flere sletninger. 4. Tomhed, manglende kreativitet, manglende lyst til at poste noget grundet frygten for, at det ikke er perfekt. 5. Invaliderende frygt, fosterstilling og øget chokoladeappetit.

Jeg befinder mig lige nu imellem fjerde og femte stadie. Jeg er endnu ikke endt i full on fosterstilling, men Kitkatten i skabet kalder, og jeg er lige nu ved at læse alle Manrepellers og Camille Charrieres tekster samt gennemgå mine veninders og stilikoners Instagrams for at pleje den masochist, der lever inde i mig. Og som med mine køkkenevner ender jeg med helt at opgive opgaven, fordi jeg frygter, at jeg ikke kan gøre det lige så godt som de andre. Fordi jeg ikke kan gøre det perfekt.

Fordi vi ved jo alle, at det perfekte rent faktisk eksisterer.

Det irriterer mig, at mine fingre konstant bremser sig selv på tastaturet, fordi jeg overtænker. Og ikke overtænkning af den slags, der normalt ligger til grunde for tekster med temaer som: “Hvorfor har jeg det dårligt over formen på mine bryster?” skrevet af den elskede forfatter bag “Livets pandehår”. Denne type af overtænkning resulterer ikke i nye idéer, men rettere i skriveblokade samt overbevisningen om, at jeg er den sløveste knallert i bageriet.

Jeg kan ikke poste dette billede. Skyggen under træet i øverste højre hjørne ser simpelthen uskarp ud. Er det en svag antydning af et rød mærke, jeg skuer der under min tommelfingernegl? Dur ikke. 

Det er usikkerhed. Og fangenskab i det opstillede land, der er de sociale medier. Det ved jeg godt. Derfor prøver jeg også at skrive mig ud af det. Jeg skal ikke være så bange for ikke at være perfekt, at jeg slet og ret opgiver til at begynde med. Og jeg skal slet ikke halse afsted efter det perfekte – det findes nemlig ikke, og jo tættere du kommer på, jo kedeligere bliver du. De perfekte er der sgu også så mange af, der skal være nogle til at sætte balance i det hele igen,

Og det kan være mit job.

Det er mit job at blive ved med at gøre det, jeg elsker, uden frygten for, at det ikke er godt nok. For det er det. Så jeg vil forsøge at skrive mig igennem femte stadie for forhåbentligt at komme over på den anden side til sjette: Accept, omfavnelse og stolthed over egne evner.

Og så tror jeg sgu også, at jeg prøver at koge noget pasta i morgen.

Hvis I vil følge min jagt på at poste noget, der er perfekt samt min forsøg på ikke at jagte dette, så kan I følge mig på Instagram lige her, hvor jeg opdaterer ubehageligt jævnligt

followwho

The Tale Of The Weird Looking Boobs

img_6191

Dette er fortællingen om at nive sine bryster røde samt om en lært lektie om at elske disse røde bryster (hvilket er en metafor for hele dig selv. Og dine bryster)

I dag fandt jeg mig en smart ny badedragt. Og sådan et par rigtig eddersmarte jeans. Innovativ som jeg er, valgte jeg at sætte disse to ting sammen til – hvad der i mine øjne – bare er et pivlækkert outfit. Som jeg hoppede ud af døren med Florence + The Machine i ørerne, følte jeg mig ærlig talt sådan rigtig sommerglad.

Indtil jeg fik kigget ned af mig selv, og mine tanker besluttede sig for at fortælle mig, at jeg da vist nok lige er indehaver af de mærkeligste bryster på denne side af kloden.

Mere skulle der ikke til. Tanken sad nu officielt fast i mig og overdøvede de bløde toner af “Kiss with a fist”. Jeg brugte hermed resten af min tid i solen – tid, der skulle være brugt på at nyde min dejlige veninde – på akavet at dække mine bryster, holde øje med folks blikke samt overbevise mig selv om, at folk omkring mig umuligt kunne tænke på andet end formen på mine kegleformede teenagepigebryster.

(Note til selv: Har jeg lige formået at være det mest selvcentrerede individ på denne planet? Det tror jeg nok).

Da jeg efter 45 minutter havde ekstremt ømme bryster fra at gå konstant og nive i dem, så de strutted på den der “hey, det er sgu da lige lidt koldt her midt i solen” måden, dvælede jeg i et kort øjeblik ved idiotien ved min ageren; Der gik jeg og ødelagde hele mit eget selvbillede, fordi jeg fik bildt mig selv ind, at folk havde et problem med mine bryster.

Og så besluttede jeg mig for at lade være.

Det var varmt, jeg havde fået en smart ny badedragt, jeg er en smuk, ung kvinde og jeg skal selvfølgelig lade brysterne hænge løs. Ligemeget hvilken form eller fasthed de har. Helt uden at nive dem på plads eller skjule dem bag akavede stillinger.

Jeg skal ikke have så travlt med at male fanden på væggen. Eller rettere: At male negative kommentarer om mine meloner på indersiden af min tankeskærm. Ja, han kiggede ham der, men måske var det rent faktisk, fordi han ikke kunne holde øjnene væk? Hun holdt meget øje hende der, men måske var hun bare helt igennem forelsket i badedragten? Hende der syntes måske, at mine bryster så mærkelige ud.

Men det er heldigvis helt igennem ligemeget.

For solen skinner, jeg har en farverig badedragt og mine bryster skulle selvfølgelig luftes. Ligesom resten af mig.

Badedragt Ellesse | Jeans Levis | Sko Asics | Solbriller Ace and Tate

followwho

I Need To Read Something Else Than Vogue

INDEHOLDER REKLAME LINKS

“I just felt it fed me more”

Mit spirit animal sagde godt nok engang, at Vogue var det eneste, hun havde brug for som føde. Og selvom jeg gerne gav både ene nyre og venstre arm for at blive ligesom hende, så må jeg erkende, at min hjerne nok har brug for en lille smule mere føde end blot de blanke sider af de tunge (og uretfærdigt dyre) magasiner. Føde, som den efterhånden har været foruden i alt for lang tid.

Jeg er ekstremt dårlig til at læse bøger, hvis jeg ikke ligger på en solstol og bager i en uge, hvor jeg til gengæld så også får læst fire af slagsen. Jeg får aldrig sat mig ned og åbnet en bog, og dette er på trods af min ellers store kærlighed for netop denne handling. Måske har jeg bare nok i mine egne ord? Eller noget mindre røvet.

Som eksempelvis en kæmpe afhængighed af fjernsyn, sociale medier og ikke at skulle gøre noget aktivt for at underholde mig selv.

Men nu skal det være nok! Jeg kan mærke, at jeg har lyst til at læse. Sådan helt ekstremt meget. Krimier, kærlighedshistorier, men først og fremmest biografier af stærke kvinder og modeagtige fortællinger. Vi skal jo ikke for langt væk fra Vogue magasinet, vel? Først og fremmest leder jeg efter “Seeking love. Finding overalls” skrevet af mit andet spirit animal. En bog jeg desværre fik solgt for længe siden (kontakt mig gerne, hvis du er indehaver af den). Derudover vil jeg meget gerne læse bogen “Grace” om Grace Coddington og i særdeleshed Amy Schumers – uden tvivl humoristiske – fortælling. Granted, der er i ovenstående udvælgelse også bøger, der ikke ligefrem overflyder med ord – det er nok rettere opslagsbøger og æstetiske lykkepiller. Men det er vel også en form for motion til hjernen?

Har I nogle gode boganbefalinger?

REKLAME LINKS 1. Grace Coddington 2. Amy Schumer 3. June Newton & Helmut Newton 4. Brandon Stanton 5. Mark Manson 6. Bjarke Johansen 7. Maria Gerhardt 8. Patti Smith 9. Candace Bushnell

followwho

Solbrillemodellerne du skal gå efter denne sæson

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Hvis du kun skal købe en ting i dag, så lad det være skøre solbriller. Eller toiletpapir, hvis du mangler det. Det er også meget smart

Der var engang en klog kvinde, der sagde, at man skal huske at forkæle sig selv. Og hvilken bedre måde er der at gøre det på, end at afskygge sig selv og sine øjne fra verdens ubehag bag virkelig seje solbriller? De skal være hurtige, de skal være farverige og/eller af sjov form og så skal de skrige, at du bare en fandens karl og/eller et rigtig wild child.

Gå efter de allermest trendy former lige nu: Den tynde cateye a.k.a “fuck den er hurtig den der”, den runde 90’er inspirerede brille, der mest af alt ligner noget, der hører til i en dystopisk science-fiction verden kreeret af Stanley Kubrick eller gå med en mere sikker form; Dine gigantiske Gucci-agtige, popdulle briller (gerne med glitter ala hos Gucci), der mest af alt vidner om en designer, der havde et ubehageligt behov for at ligne en flue. Du kan også helt enkelt vælge ikke at lytte til dem uden stil, der påstår, at det ikke er størrelsen, men gørelsen, og blot vælge det allerstørste par, du overhovedet kan komme i nærheden af. Tænk bare, at det skal dække størstedelen af dit ansigt.

Alt sammen vil ganske enkelt resultere i et eddersmart look.

Jeg drømmer lige nu om alle ovenstående par (ja, jeg har i sandhed fortrudt, at jeg solgte mine Loewe….), og jeg lover hermed, at jeg vil dedikere min fremtidige første lønseddel på i hvert fald to par.

Eller måske tre… Ej, fire. Men så heller ikke flere (det var en løgn).

REKLAME LINKS 1. Loewe 2. Gucci 3. ASOS 4. Topshop 5. ASOS 6. Gucci 7. Acne Studios  8. ASOS

followwho

How To Be Alone

img_0140-kopi

Du kan vælge at gribe alenetiden og få det bedste ud af den eller blive en kattedame, der snakker med lamper (Nej, du kan faktisk godt gøre begge dele)

Jeg er meget alene. Med en kæreste i militæret, en familie i provinsen og en forkærlighed for bukseløse og ensomme stunder foran tastaturet med dertilhørende Kitkat i mundvigen, finder jeg mig selv med solostatus ganske ofte. Faktisk bor jeg alene 90% af tiden, og står dermed overfor en aldeles reel risiko for at blive crazy, lonely catwoman.

Vidste du, at en kats næse er lige så unik som et menneskes fingeraftryk? (Ja, jeg har i sandhed lige Googlet “weird cat facts”. Jeg sagde jo, at jo stod på tærsklen til at blive en kattesærling).

Så hvordan klarer man det uden at ende med at indlede et forhold til dyr af kattearten eller standerlamper i hjørnet?(Side note: Hvilket i virkeligheden kan være en udemærket sparringspartner i længden). Jeg har igennem min fantastiske tid på Sillewho snakket med mange unge kvinder i samme situation som mig – om det er med en kæreste i hæren eller anden grund til solotid – og ét spørgsmål går igen:

Hvordan klarer du dig alene?

Det spørgsmål er både relevant og pisse svært at svare på. For er der én løsning that fits all? Er der bare nogle personer, der er bedre til at være alene og nogle, der er bedre til at være sociale? Og er mine copingstrategier overhovedet fordelagtige, eller skaber jeg med mine råd og erfaringer blot min egen hær af triste kattedamer?

Vidste du, at katte kan få deres meow til at lyde som en menneskebaby, så de kan manipulere med os?

Vi håndterer alle ensomhed og alenetid forskelligt. Nogle elsker det  (som undertegnede), hvor andre afskyer det. Og sådan er det så fantastisk, at vi er forskellige. På den måde kan de særligt sociale få os soloelskere ud af vores grotte fra tid til anden, og omvendt kan vi måske lære de selskabssøgende at tage den lidt med ro.

Og så er verden endnu engang i balance.

Jeg har ikke den førnævnte one fits all løsning, men derfor vil jeg stadig gerne efterlade jer med mine tanker og erfaringer som alenetidselsker og soldaterkone på snart femte år. For jeg er jo skribent på et online medie, og hvis der er noget, vi elsker udover likes, så er det at sprede uunderstøttet viden ud i verden uden frygt for at gøre folket dårligere informeret. Så uden videre introduktion er her mine tanker om, hvordan man får det bedste ud af alenetid:

Flyt fokus til dig selv. Det lyder måske let, men det kan vise sig at være overraskende svært at begynde at fokusere på sig selv som et fuldstændig selvstændigt individ (Note til selv: undersøg om den formulering får dig til at lyde ekstremt trist). Jeg følte mig voldsomt egoistisk, da jeg besluttede mig for, at jeg ville flytte til København for at gøre karriere, være sammen med veninder og være tættere på den by, jeg har forelsket mig i, da min kæreste skulle flytte for arbejde. Men det var det rigtige valg. I stedet for at sidde og vente føler jeg nu, at også jeg er i gang med at udleve mine drømme. Så vær egoistisk. Brug muligheden til at finde ud af, hvad du drømmer om, hvad du gerne vil opnå. Sæt dig selv i første række og se alenetiden som en mulighed for at forme dit eget liv. Vil du bruge alenetiden på at lære at hækle? Go fucking nuts! Har du altid drømt om at spise hvidt brød på parisienne caféer og bruge alt for lang tid på at shoppe i de franske gader? You know where to go.

Vil du gøre dig karriere i modebranchen og arbejde som blogger, der deler alt for meget af sig selv? Du må være åndssvag.

Selvforkælelse. I forlængelse af ovenstående pseudopsykologiske og vage deklaration af, at du skal flytte fokus til dig selv, kommer et af de – for mig – vigtigste punkter: Selvforkælelse. Om din alenetid er fuldtid eller blot sporadisk, så koncentrer dig om at forkæle dig selv. Om det er med god mad, spadag derhjemme, din favoritfilm eller noget helt andet (læs: chokolade i sengen mens du nøgen scroller igennem instagram i alt for mange timer), så er det det, du skal gøre. Gør små ting, som du kan se frem til, så du kan forbinde din tid alene med noget godt.

For det er det. For det meste.

Husk på, at du er et fantastisk menneske. Det er let at falde i et dybt hul af negativitet, når man sidder der alene og med ro nok til at gøre plads til alle de forfærdelige tanker. Han elsker mig ikke, fordi han ikke har skrevet. Jeg er alene, fordi jeg er både grim, dum og ikke god nok – og så snakker jeg alt for meget med mine lamper. Jeg er ikke elsket. *Indsæt selv ond tanke, du tænker, når du går i selvsving*. Alenetid er ikke en indikator for dit værd. På ingen måde. Du er elsket. Du er ikke grim og dum. Og du er helt igennem god nok. Når jeg går i selvsving, hjælper det mig at tænke på mig selv som en stærk, selvstændig og awesome kvinde, der klarer tingene på egen hånd.

Og hvis det ikke virker, så online shopper jeg, ser et afsnit SATC og tager et snak med møblerne herhjemme.

Hvis alt andet går galt, så ring til dine dejlige veninder. Hvis de stadig vil snakke med dig, efter du har skåret dem ud af billedet til din blog…

Sidder der andre solokvinder derude? Og i såfald: Hvad er jeres bedste tip til at få alenetiden til at være fantastisk?

followwho

Mentally Hungover: Do I Sabotage Myself?

Indlægget er i sandhed blot en undskyldning for at dele dette fierce selfie, der skal repræsentere at være tømmermandsramt

Jeg har hverken danset på bordet eller deklareret min kærlighed til en gammel bartender ved navn Roxy, alligevel er jeg indehaver af tømmermænd

Klokken er fem. For første gang siden jeg flyttede til København, er det gråt udenfor, og jeg har kunne lukke mine vinduer uden efterfølgende at dø af hedeslag. Dette har resulteret i en stilhed – altså så stille som det kan være ved vejen, der aldrig sover – og det har givet mig plads til i sandhed at mærke de mentale tømmermænd, der virker til at rumstere i mig lige nu.

Og her taler jeg ikke om den slags indvendige tømmermænd, der kommer som resultat af at have smidt tøjet, danset på bordet eller spist to durumruller i en brandert.

Det er langt rettere mental larm i form af en overdøvende kontrast til mit humør, da jeg i går lagde mig til at sove. For jeg lukkede mine øjne på en sky af selvtilfredshed og maveglæde, men vågnede åbenbart op i et hul af selvhad og halsbrand. Missede jeg en afkørsel? Har jeg vendt mit sengetøj forkert?

Eller er jeg endnu engang offer for den kosmiske regulering, som jeg bilder mig selv ind, udelukkende holder øje med mig og mit liv?

På trods af, at jeg i går følte mig som det sprødeste stykke bacon på panden, tror jeg, at jeg plantede et frø i mig selv. Et frø af selvtvivl, der her til morgen har vokset sig til et stort, fedt træ af negativitet og manglende tro på mig selv. Jeg håber, at jeg kan stoppe det, før det spreder sig til en skov. Det startede i går, da jeg postede billeder fra min lejlighed. Jeg kunne ved min trykken på den blå “udgiv” knap, mærke en lille stemme, der startede i mig: Det er fandeme grimt. Både billederne og lejligheden. Herre gud, hvor er det dog dårligt. Og et sted imellem den britiske dokumentar om Storbritanniens ældste slotte, som jeg altid ser, og den utroligt pladsomfattende stilling, jeg sover i, efter min kæreste er flyttet med arbejdet, har jeg åbenbart ladet selvtvivlen vokse. For jeg vågnede med overbevisningen om, at jeg ikke blot er tyk, træls og dårlig tekstforfatter, men også med seriøst ondt i ryggen.

Men det var fra den anden dag. Jeg tænkte bare lige, at jeg ville flette det ind i selvmedlidenhedssvadaen.

Måske er det min egen måde at holde mig selv grounded på? Ro på, pigelil, du skal ikke ligge der og være alt for glad. Eller måske er det et underbevidst ubehag ved at være sådan helt igennem lykkelig, så jeg søger mod mere velkendte tanker: Had til mine lår og spørgsmål om, hvorvidt det jeg laver er godt nok. Eller måske allermest skræmmende:

Måske spænder jeg rent og skær ben for mig selv?

Er der en eller anden underliggende tanke om, at jeg ikke fortjener den glæde, jeg eksempelvis følte i går aftes? Måske er der rent faktisk en kosmisk udligning i mit liv: Det er bare mig selv, der sørger for den. Så, nu har du da vist også være lykkelig i et par timer. Skal vi lige tænke lidt skidt? Grimt udseende eller ikke lige så god som dine veninder – it’s your choice! 

Jeg vil aktivt forsøge at holde op. Med en forestillet stor streg under forsøge (jeg understreger ikke ordet i virkeligheden, for det er virkelig grimt rent typografisk). Jeg ved godt, at det ikke bliver nemt, men det er fandeme heller ikke nemt at føle, at man spænder ben for sig selv hele tiden.

Det giver mig sgu så ømme skinneben.

Så nu vil jeg ligge mig til at sove et par timer igen. Måske snuppe endnu et afsnit af SATC sæson fire. Og så vil jeg – når jeg vågner igen – kigge mig selv i spejlet og kaste nogle kærlige ord imod både mine lår og mine talenter. Ligemeget om jeg vågner på min lykkesky eller i mit hul. Jeg vil lade være med at veje mig selv, jeg vil lade være med at tjekke Instagram for gårsdagens mange posts af smukke damer i deres fantastiske gallekjoler (Who are we kidding: jeg kommer selvfølgelig til at tjekke Instagram, men det virkede som en passende tilføjelse til min morale i denne historie) og så vil jeg iføre mig en kjole og springe ud i dagen med et tæt greb om den lykke, jeg stadig kan mærke titte frem bag de mentale tømmermænd.

Det kan godt være, at jeg er nødt til at tage en metaforisk panodil i form af positive tanker og komplimenter til mig selv, måske endda også en bakke metaforiske pomfritter med mayo i form af at lade være med at sammenligne mig selv med andre og selvforkælelse (hvilket højest sandsynligt kommer til at bestå af blandt andet pomfritter. Den ikke-metaforiske af slagsen), men jeg skal nok slippe af med tømmermændene igen.

followwho

The Place That Screams Sille

Jeg har lagt alle de grimme ting hen på vasketøjsstativet bag mig

Jeg elsker min lejlighed. På den der usunde, lidt for voldsomme, objectophilia måde. Om jeg ville takke nej til en tre-værelses i København K? Nej, det ville jeg ikke. Men min 65 kvadratmeter, studiolejlighed, med vanvittig udsigt og det fineste køkken, beliggende på Østerbro? Det tager jeg glædeligt.

Og her er et lillebitte, bitte sneakpeak på stedet.

Whulen [Whoo’len] – lad os lige dvæle et øjeblik ved dette fantastiske ordspil – er langt fra færdig endnu. Der mangler kunst, skulpturer, farver, blomster der ikke er døde og mere til. Men den er mit hjertebarn, og jeg kan mærke, at den simpelthen skriger Sille.

Og så skriger den ligeledes: Er du ikke – helt ærligt – sød at støvsuge mig? Men førstnævnte skrigeri formår simpelthen at overdøve sidstnævnte.

I weekenderne går jeg på loppemarked og leder efter porcelænsfigurer af hotdog og flamingo slagsen (spørg mig ikke, hvorfor det er disse to afbildninger, der har ramt mig), og så sparer jeg op til drømmekøb såsom denne eller denne. I hverdagene nyder jeg at komme hjem til min egen lille base, der gør mig glad helt nede i maven.

Jeg kommer selvfølgelig til at vise meget mere fra mit nye sted, blandt andet sofabordet, der har været objektet for mine mange hede drømme og det fabelagtige køkken, hvor der allerede er blevet drukket lidt for meget vin siddende på køkkenøen, spist store bøffer, skrevet gode tekster og læst fantastiske magasiner.

Billede er sponsoreret af Andersen og Jensen 

followwho

Tomater, Woody Allen, Modefester og Maveglæde

 

 

 

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg spiser tomater og funderer over, om udtrykket FOMO mon stadig er trendy?

Lige nu mingler the who’s who of den danske modebranche med hinanden over champagne og kindkys i deres overdådige outfits, som almene dødelige (iklædt trusser med hul i og en oversize tee, jeg engang fik gratis) kun kan drømme om. Alt imens ligger jeg her i min seng og spiser cherrytomater, mens jeg ser Midnight In Paris, for hvad der må være den tusinde gang.

Eller i hvert fald den fjerde.

Jeg har ikke set skyggen af pizza i i hvert fald 48 timer – hvilket i sig selv burde have knækket min livsånd – fordi jeg lige nu er på en cleanse, der efterlader mig vanvittigt sund, men også siddende på porcelænstronen, hvis jeg indtager noget som helst af det, som jeg synes er allersjovest (aka alt, der har noget med kulhydrater og ost at gøre).

Det er i sandhed glamourøst at være mig.

Men hvad man skulle tro resulterede i en ordentlig omgang FOMO (note til selv: bruger vi stadig udtrykket FOMO?) og nedtur over ikke at være iklædt gallakjoler og fine sko, betyder slet intet for mig lige nu. Jeg er nemlig sådan helt maveglad, og jeg smiler, med hvad der helt sikkert er tre kilo tomatskind siddende imellem tænderne, mens jeg nynner med på de franske melodier.

Jeg er bare åndssvagt glad i dag, og jeg glæder mig uendeligt meget til at dele hvorfor.

Men indtil da vil jeg nøjes med at dele min “what to buy” liste, der har vokset sig større og større og mere og mere farverig, fordi jeg har siddet og sammensat den her i min lykkerus. Hvornår bliver man nogensinde træt af en gulvlang, skrigpink silkenederdel fra Gucci med vildt mønster og en endnu voldsommere pris? Aldrig! Siger jeg dig. 

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil være mere mindfull omkring mine indkøb. Jeg vil rent faktisk investere i de ting, der gør mig glad, og får mig til at føle mig som mig selv, i stedet for hurtige impulskøb og dårlige beslutninger – hvilket i virkeligheden er en metafor for, hvordan vi burde opføre os i vores liv; denne tekst fungerer på mange niveauer. Jeg skal lade være med altid at træffe de sikre valg, men i stedet tillade mig selv at eksperimentere og have det sjovt med min stil.

Og det vil jeg gøre med blomstrede nederdel, hurtige solbriller, fantastiske farver og geniale sko. What is not to love?

Hvem ved, måske bliver jeg så smart nok til at blive inviteret med til modefest næste år. Så må vi se, om jeg får tid: Det kunne jo være, at der var tomater og Woody Allen film, der kaldte. Jeg kan i hvert fald høre dem nu.

REKLAME LINKS Solbriller Folk and Frame | Kjole Saks Potts | Solbriller Gucci | Sweater Acne Studios (kan også købes her) | Nederdel Saks Potts hos Nué Cph | Sko Miu Miu | Mules Altuzarra | Tee Gucci | Øreringe Orit Elhanti

followwho