SKIN CARE

P1010004SPONSORERET INDLÆG REKLAME LINKS | CLEANSING GEL | CLEANSING MASK | FACIAL TONER

Jeg kæmper stadig med min hud, og ikke mindst med at finde de produkter, som fungerer for mig. Derfor forsøger jeg nu med nogle milde produkter fra Börlind hos ELLOS. For mig er noget af det vigtigste ved hudprodukter, at de er nemme at bruge – disse kan jeg bruge i badet, og det er klart det optimale for mig. Jeg ser frem til at prøve det! Kender I til mærket?

followwho

STATUS VS GLÆDE

P1010003Du bliver tilbudt et job som redaktør på det engelske Vogue: hvad er dit svar?

Dette finurlige spørgsmål ramte mit kommentarfelt, da jeg for efterhånden længe siden, satte en spørgerunde i aktion. I første omgang tænkte jeg egentlig ikke videre over spørgsmålet, da det jo er et klokkeklart svar, der hører sig til. Eller hvad?

Enhver modeinteresseret ung pige har nok anset “The Devil Wears Prada” som direkte gengivelse af deres drømmeliv (altså bortset fra det modbydelige arbejdsmiljø, de vanvittige arbejdstider og de ubehagelige individer). Derfor må udsigten til en stilling som redaktør på et etablissement som Vogue jo resultere i et rungende “jo tak!”. Men det var det ikke hos mig… og det overraskede mig.

Jeg startede med et svar, der lød noget lig: jeg ville nok takke ja – simpelthen på grund af stillingens status, de muligheder den ville åbne og fordi jeg nok ville blive erklæret mental ustabil i modebranchen, hvis jeg takkede nej. Men hvis jeg nu tænker mig virkelig om, så har jeg virkelig ikke lyst til at være redaktør på det engelske Vogue. Og hvorfor ville jeg så takke ja? Jo, nok grundet den status, det ville medføre. Det er den eneste årsag, jeg kan finde til, at jeg ville tage imod et job som jeg slet, slet, slet ikke er interesseret i, i et land der ligger alt for langt væk fra min mor. Dette er selvfølgelig et overdrevet eksempel, der dog belyser en forvrænget tankegang hos mig selv: jeg kan prioritere status over min egen lyst og glæde. Jeg har tidligere skrevet om det i forbindelse med spørgsmålet om job eller karriere, men ovenstående spørgsmål åbnede op for realiseringen af, at jeg overhovedet ikke er så afklaret, som jeg render rundt og påstår.

De mange tanker over et spørgsmål, der nok egentlig blot var ment som et sjovt lille input, har dog også lagt op til en ændring i mit oprindelige svar. For når jeg tænker over det, så vil status ingenting betyde, hvis man sidder i et job, som man bare ikke kan holde ud. Derfor må mit endegyldige svar være: Nej. For når det kommer til status VS glæde så vil glæde altid vinde i min bog. Jeg tror ofte, at man kan have tendens til at sætte visse stillinger og livsveje på en piedestal, fordi de har mere status end andre. Jeg vil dog slå et slag for, at status bliver taget væk fra ligningen, når det kommer til livsvalg –  det, der har ægte status, er når folk træffer valg, der er helt rigtige for dem selv og deres glæde. Men når det kommer til Vogue jobbet, så skal jeg nok ikke lige regne med, at dilemmaet er ét, jeg vil støde på i den nærmeste fremtid – jeg vil dog fortsat nyde at læse med. Fra sidelinjen.

Så i Batman VS Superman ånden, ligger jeg op til en vigtigere omend mindre biograflærredsattraktiv kamp: status VS glæde. Ville I lade status vinde?

followwho

FREMTIDSFLIP

P1010012 kopi“Fremtidsflip” Ordet står i mine noter på min telefon. Ordene derinde giver nok meget lidt mening for folk, der ikke er inde i mit hoved. Noterne er nemlig skrevet på farten, når en flygtig tanke ramme mig, og jeg falder over noget, som jeg synes kunne være sjovt, interessant eller vigtigt for jer. Eller for mig selv. Nogle gange viser noterne sig at være ingen af delene, men jeg har vænnet mig til at skrive alting ned. For jeg ved, at jeg altid glemmer det, og det er netop de ting, som jeg i det flygtige øjeblik ikke vurderer som værende relevant nok til at skrive ned, der efter flere dage eller uger bliver vigtigt for mig. Og det er også sket med ordet “fremtidsflip”.

Med ordet fremtidsflip menes der ikke en ny trend med fokus på sølvpapirhatte eller en rumvæsen-inspireret kollektion (selvom jeg er sikker på, at Paris fashion week nok skal spytte sådan én ud). Nej,  fremtidsflip er de tanker, der rammer én, når man begynder at sætte spørgsmålstegn ved alting. Hvad vil jeg? Hvad skal der ske med mig? Bliver jeg nogensinde til noget? Hvordan skal jeg nogensinde kunne finde ud af at være et voksent menneske? Jeg skriver “man” fordi jeg desperat forsøger at skubbe tankerne minimum en armslængde væk fra mig selv, med håbet om, at der forhåbentlig er nogle andre, der kan gribe dem, genkende dem og forsikre mig om, at jeg ikke er den eneste, der har den sådan.

Jeg hører ofte, at ældre og etablerede individer siger/skriver/giver udtryk for, at de ikke havde nogen som helst idé om, hvad de skulle med deres liv, da de var 21 år, men det er en ringe trøst. Jeg er selv 21 år gammel, og jeg har en eller anden fornemmelse af, at jeg skal skynde mig at regne det hele ud, fordi der er et eller andet overhængende, jeg skal nå. Men det skal jo nok gå. Er det ikke det, der altid bliver sagt? Og det tror jeg på – når jeg tænker mig sådan rigtig om (eller lader være med at tænke for meget). Det er gået for alle andre, så mon ikke også, at det kommer til at gå for os? Vi skal sgu nok finde vores plads, hvor end den så er henne.

Hvem ved, om jeg nogensinde får rystet mit fremtidsflip af mig? Lige nu krydser jeg egentlig mest fingre for, at jeg kan vinde små 200 millioner, så fremtidsflippet kun skal gå på, hvilken af mine biler, jeg skal køre i i morgen, og ikke om jeg kan få et job og dermed nok penge til at forsørge mig selv resten af livet. Måske skal jeg skabe en rumvæsenkollektion? Det kan være, at det kan være min fremtid.

followwho