• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

A VIRTUAL GIRLFRIEND AND SHOES IN A SECOND – WHY BLOGS ARE AWESOME

P1010025 kopiSKO Zara

Er der overhovedet plads til virtuelle veninder i en verden af Vogue?

På min åndelige pilgrimsrejse mod en definition af, hvad Sillewho egentlig skal være, stødte jeg på spørgsmålet om, hvad det er blogs kan, som eksempelvis magasiner ikke kan. De dertilhørende dybe og intelligente tanker, der kom som resultatet af dette spørgsmål, lægger til grunde for denne historie.

Dyb og intelligent er faktisk mit indianernavn.

Jeg tror, spørgsmålet opstod som resultat af, at jeg søgte efter mening. Mening med det jeg producerer. Mening med min rolle i det gigantiske rod, vi kalder blogland. Meningen med Sillewho. Det lyder som nogle ganske eksistentielle spørgsmål, men i virkeligheden er det nok bare grundet mit eget egoistiske behov for en følelse af retfærdiggørelse, at de er opstået. For i en verden, hvor der findes så mange skønne magasiner, hvor der hver måned produceres gennemarbejdet og smukt stof, er der så overhovedet plads til mine tossede tekster og fjollede collager?

Kvinderne på redaktionerne ville nok være hurtige til at svare nej, men efter lange tanker om emnet – og bare et lille sprøjt subjektivitet – så vil jeg faktisk påstå, at der ikke blot er plads til blogs, men at de også er ret så seje.

Som journaliststuderende bliver man konstant konfronteret med den skræmmende tanke, at de trykte medier ser en faretruende skæbne i øjnene. I den sammenhæng ser fremtiden ganske lys ud for medierne på nettet, og herunder måske i virkeligheden også blogs. Selvom det nok næppe er Sillewho, der vil modtage rosende ord fra journalistprofessorerne. Men hvis vi ser bort fra de ting, der udelukkende er positive på bekostning af et andet medies død, så synes jeg faktisk, at der er mange ting, der fortsat kan retfærdiggøre bloggerens eksistens.

Udover den unikke mulighed bloggere har for at dele nogle af de vigtigste nyheder – såsom lanceringen af nye sko eller reaktionen på det nyeste Game Of Thrones afsnit (#holdthedoor) – netop som de sker, så er der en anden mulighed, som jeg finder endnu vigtigere: Muligheden for at skabe fantastisk dialog læser og blogger imellem. Mulighed for at interargere i stedet for blot at agere autoritær kanal, der hælder information ud til en ansigtsløs masse. Der er mulighed for at lære sine læsere at kende, og måske – hvis man er rigtig heldig – få feedback, der kan hjælpe én med at forbedre sig. Men vigtigst af alt er muligheden for at blive en virtuel veninde. I hvert fald hvis I spørger mig. En veninde som du ikke engang behøver at tage bukser på for at mødes med – som det er med alle de bedste af slagsen – en veninde der ikke kunne drømme om at dømme dig, som har hårde nedture og fede opture, og som vigtigst af alt glædeligt vil dele det hele med dig.

For mig er en vigtig fordel ved blogmediet alsidigheden. Selvom langt de fleste blogs har fællesstræk, og at alle beslutter at dele ASOS rabatkoder på samme tid, så tilbyder mediet alligevel en alsidighed, der ikke er at finde i magasinverdenen. I hvert fald ikke i den danske. Vil du læse om Nutella, glimmersko, nøgne mænd og opvaskemaskiner? Så kan du smutte forbi Twinpeaks. Er du mere til benhård fashion, Tinder-guides og et indblik i, hvad der stensikkert bliver tendenserne, vi alle kommer til at savle over? Så smut forbi Marie Jedig. Måske er du til tekster om plantebaseret livsstil, motion eller livet som kommende mor. Eller måske føler du dig i virkeligheden som en blanding, og så er jeg sikker på, at der også findes sådan én. For med blogmediet kan enhver stodder dele ud af sit liv (case in point), og det gør, at man har mulighed for at finde inspiration, der ikke nødvendigvis passer i magasinernes skinnende sider. Og hvor fantastisk er det lige? Om det er katte, babyer, dyre sko eller biler, så vil der være en blog, der opfylder dine ønsker.

Jeg overvejede på et tidspunkt, om det personlige skulle væk fra Sillewho. Om det i stedet skulle være en cold hard modeplatform. Bitch be crazy right? Heldigvis er jeg kommet langt væk fra denne tanke. For ved at pille det personlige væk fra frøken Who, ville jeg fjerne en af de ting ved blogmediet, som jeg finder allervigtigst og mest unikt. Mennesket bag. Der er mange blogs, der har succes med at køre efter en professionel strategi, og som er helt igennem talentfulde. Det er nærmest som de smukkeste magasiner bare online. Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette er (en del af) fremtiden for modejournalistikken, men om det omfavner det, som jeg synes blogs (også) kan? Nej, ikke nødvendigvis.

Når jeg trykker ind på en blog, så er det, fordi jeg er interesseret i mennesket bag. Om det så er grundet den personlige stil, de skøre tanker eller noget helt tredje. Det er denne interesse, som jeg skal huske i mine egne produktioner. Jeg skal ikke forsøge at være ligesom de store redaktioner. De eksisterer allerede. Til gengæld er der kun én Sillewho, så det er selvfølgelig dét, der skal omfavnes.

Lad os frede bloggeren, så arten kan blive ved med at eksistere. For den har nogle ganske gode ting med sig. Nej, vi kan ikke det samme som magasinerne, og der er mange ting, som vi slet ikke kan lige så godt. Men der er fandeme også punkter, hvorpå vi kan give baghjul.

followwho

WOMEN WHO HATE WOMEN WITH AMAZING SHOES

dobbelt3Under vi kvinder egentlig hinanden succes, skønhed og fremgang eller er der en bitter lille teenager inde i os, fyldt med sukker, hormoner og jalousi, der sluger vores evne til sådan helt oprigtigt at glæde os på andre kvinders vegne?

Jeg synes overordnet set, at jeg er et ret rummeligt menneske. Hvis man vel og mærke fanger mig på den rigtige dag.  Hvis jeg har sovet nok, ikke har lavt blodsukker, mine hormoner ikke går amok, og hvis jeg generelt har fået den rigtige fod ned i Céline støvlen. Jeg mener selv, at jeg faktisk er ganske god til at sætte mig i andre folks sko (særligt hvis de er virkelig dyre).

Men samtidig kan jeg mærke – sådan dybt inde i mig – at der findes en lidt ondere version af mig. Det er den version, der – mens den ydre Sille smiler og lykønsker – misundeligt kryber sammen og spydigt begynder at lukke gift ud:

Hvorfor er det ikke mig? Jeg fortjener det mere end hende. Er hendes nederdel ikke lidt kort? Hvorfor er jeg ikke lige så god, som hun er? 

Det er en ondere version, der besidder et af de mest ucharmerende karaktertræk, der overhovedet findes. Det er en version, der tilsyneladende handler helt selvstændigt – for ydre Sille kan I de første mange øjeblikke, kun tænke det allerbedste om de smukke og succesfulde kvinder, men ud af det blå vil den onde version begynde at fylde, og så spreder misundelsen sig som en ild. Ikke en stor skovbrand. Bare sådan en lille bålbrand, der næsten er ved at gå ud, men som stadig varmer. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige mig fri for denne følelse, og påstå at jeg bare er et af de der helt igennem tjekkede mennesker, der bare under alle andre det bedste. Men hende dér har virkelig lækre sko, og det sætter åbenbart et eller andet i gang i mig.

Mon det er et oldgammelt urinstinkt, der viser sig i mig – føler jeg mig simpelthen truet? Bunder det blot i helt igennem dårlig selvtillid fra min side? Eller er det bare, fordi jeg er en gigantisk bitch?

Jeg håber på det første, tror på det midterste og frygter det sidste. Jeg bliver skamfuld, når jeg mærker misundelsen boble i mig. For i virkeligheden er der ingen, jeg beundrer mere end stærke, smukke og succesfulde kvinder, der brager frem. Men når deres nye samarbejde lanceres, deres dyre taske kommer hjem eller deres flotte stilling annonceres, kan jeg mærke mit øje begynde at ticke en smule og stemmen kommer frem fra mørket: hvorfor ikke mig? 

Med opmærksomhed skal den onde version kvæles. For den findes – forhåbentlig – i os alle (ellers virker jeg bare som verdens største dickhead lige nu), og hvis vi blot lader den boble videre uden at italesætte, at vi oplever den, for dermed at kunne se, hvor usund – men almindelig –  den er, så er jeg ikke sikker på, at vi kan få fjernet den sukkerhungrende hormonbasse fra vores system. Og den skal fjernes fra mit system.

Vi skal glæde os på hinandens vegne. For andre kvinders fremgang er ikke lig med vores tilbagegang (med mindre det selvfølgelig handler om en skak-turnering). Succes er ikke som en kage, hvor der kun er en hvis mængde, som vi skal deles om. Jeg kan sagtens have succes, selvom Kim, Kendall og alle de andre Kardashians også har det. Og jeg lover, at jeg fra nu af anvender billedsprog, der ikke omhandler kage og/eller Kim K.

Så næste gang, jeg ser, at en af de kvinder, som jeg virkelig beundrer, har fået nye, dyre, lækre sko, så vil jeg smide hende et ekstra like samt en god tanke og et you fucking go girl. 

Med mindre det selvfølgelig var det sidste par i min størrelse, og jeg også skulle have haft dem. Then that bitch is fair game. 

followwho

HOW DO YOU EAT A BIG CAKE? ONE BITE AT A TIME

kageDet kan til tider være svært at overskue ting, hvis man betragter dem i deres helhed i stedet for i mindre dele.

Som når man mandag morgen med søvn og tårer i øjnene overvejer, hvilket der ville være mest smertefuldt: At brække benet eller at skulle igennem hele denne uge. Eller når man påbegynder en lang studieopgave om strategisk planlagt kommunikation til en delt målgruppe med fokus på mediereceptionsteori og sense-making, og du helt ærligt ikke lige kan se, hvordan du nogensinde skal kunne aflevere alle disse sider uden at få et mentalt sammenbrud eller skade dine gruppemedlemmer.

Når jeg vælger at bekymre sig om, hvordan jeg dog overhovedet skal komme igennem hele ugen i stedet for at tænke på, hvordan jeg bare kommer igennem denne dag, denne time eller blot forbi denne opgave, er det klart, at jeg sidder tilbage med tanken om, at knækkede knogler måske i virkeligheden er den letteste løsning.

Men som med kage er det blot at tage en bid af gangen. Og som med kage, vil det hurtigt vise sig, at det hele forsvinder meget hurtigt. Og som med kage bliver man pludselig ramt af en hel vanvittig skyldfølelse, når man ser det tomme, krøllede papir ligge helt ensomt på bordet med kun mindet om den søde dej og krummerne på din mave tilbage… Okay, dér stopper analogien måske. Men de første to stemmer!

Jeg kan nogle gange knække nakken grundet måden, jeg anskuer tingene på. Senest blev jeg ramt af mild angst over alle de ting, som jeg manglede i en opgave, hvor deadlinen lå og truede i horisonten. Jeg begyndte straks at tænke over alle de dele, der stadig ikke var i orden, hvor meget der manglede, hvordan det egentlig skulle gå til eksamen og forresten: får jeg nogensinde et job, når jeg er færdig?

Jeg måtte give min hjerne en lussing – omend blot mentalt – og minde mig selv om, at jeg først og fremmest var nødt til at trække vejret og dernæst tage tingene, som de tages bedst:
en af gangen.

For du kan ikke skrive en hel opgave på én gang. Hell, selvom det til tider virker som om, at jeg faktisk gør netop det, så kan du ikke engang spise en hel kage på én gang (Det lyder dog en del sjovere end det med opgaven). Ting skal brydes ned, deles op og klares i mindre dele, så de til sidst kan udgøre det endelige mål – det store hele.

Jeg skal minde mig selv om, at ved at ville bide kagen over af én omgang, får jeg ikke andet end stress, angst og ærlig talt pisse ondt i kæberne. Det er nok den dovne perfektionist i mig (Hun fortjener sin egen historie), der gerne vil have, at jeg skal klare alt på én og samme tid. Men min idé om, at opgaver skal løses i sin helhed varsler vel i virkeligheden om et ret urealistisk syn på, hvordan livet hænger sammen? Det er måske derfor, at jeg så ofte bliver stresset, trist og automatisk går i pause mode, slukker ned og putter mig under dynen: fordi jeg ikke tager tingene én bid af gangen. Jeg skal blive bedre til at dele mine opgaver og problematikker op i mindre dele på min to-do liste, så jeg med overblik kan krydse dem af en af gangen, som jeg bevæger mig igennem listen.

Nogle gange skal kagen selvfølgelig bare sluges. Andre gange er den måske så lille, at den slet ikke behøver at blive delt op. Men ofte vil man igennem livet støde på bryllupskager af den der otte-lags slags, og som man står der – helt lille og kigger op – kan det virke som om, at det er en ganske umulig opgave man er blevet stillet for. Men der er intet andet at gøre end at trække stolen ud, sætte sig ned, gribe fat i gaflen og komme i gang. Og selvom det stadig kan virke som om, at du bare er for mæt til nogensinde at komme igennem dette, så går det måske en anelse lettere henad vejen.

Undskyld, men jeg er klar til et stykke til. 

followwho
Older posts