SHOWERING TOGETHER ROCKS – AND OTHER LOVE LIES

clark-gable-394520_960_720Som en del af generationen, der er flasket op med Sex and The City, Gossip Girl og andre naive folkeviser, har jeg en tendens til at tro på de kærlighedsløgne, som vi fortæller hinanden – og ikke mindst os selv; At gå i bad sammen er altid lækkert. Når man vågner op, kan man ikke andet end at lidenskabeligt begynde at snave som var man to 13-årige teenager, der netop har opdaget hinandens tunger, også selvom ingen af parterne endnu har været en tur på lokum til morgentis og tandbørstning. Hvis man ikke er voldsomt nyforelsket 24/7, så skal du straks påbegynde dybe (og gerne højlydte) refleksioner om, hvorvidt denne mand egentlig er den helt rigtige for dig.

And I was left wondering: If I didn’t think he was absolutely and utterly amazing every second of the day – was he the right man for me? Tast. Tast. Klik. Klik.

Ikke nok med, at det er kærlighedsløgne, som jeg fanger mig selv i at tro på, så føler jeg også, at det er kærlighedsløgne, jeg er med til at etablere ved ikke at stoppe op og (højlydt) sige: Hey. Nogle gange vil jeg bare gerne i bad selv. Og det er OK. 

Nogle gange har jeg bare behov for noget shower me-time. Et bad, hvor jeg ikke skal bruge halvdelen af tiden udenfor vandet. Jeg har brug for, at jeg faktisk bliver ren og ikke bruger tiden på alle mulige andre beskidte ting (hvis I forstår sådan en tydelig én). Badet er ligeledes det sted, hvor jeg laver mit mest geniale arbejde. Her taler jeg ikke om mine hårvaskningsevner, selvom jeg efterhånden har en ret solid rutine. Det er stedet, hvor jeg får de skarpeste idéer (jeg ønsker mig forresten en vandtæt diktafon, så jeg kan dokumenterer mine guldkorn). Så jeg har ikke tid til at stå og kaste kærlighedsgloser efter min dejlige kæreste. No, ain’t nobody got time for that!

Mor er optaget på kontoret, og hun skal have fred.

Og det er OK, ikke at ville bruge hvert eneste sekund sammen. Tror jeg da? Forhåbentligt. Til trods for, hvad Carrie gerne vil have os til at tro, så falder et forhold ikke automatisk sammen, når hverdagen begynder. Det er blot ved hverdagens kommen, at man bliver modig nok til at sige: hey, guttermand – gider du ikke lige børste tænder inden vi sætter i gang? Jeg tror, at jeg længe har haft en idé om, at et forhold kun er helt rigtigt, hvis de opfylder de mange kærlighedsløgne, som mine virtuelle veninder har lært mig. Det kan være lidt af en mavepuster, når det går op for én, at det bare ikke er sådan, virkelige forhold hænger sammen. Man behøver ikke nødvendigvis at forvente en break-up post-it, fordi man prutter i sengen eller fordi man ikke lige har lyst til sex fire gange om dagen.

Hvad vi ikke ser i de skønne serier, som i virkeligheden – hvis I tænker sådan rigtig over det – næsten er en direkte gengivelse af mit glamourøse liv, er, at hverdagen ikke nødvendigvis kun byder på break-ups, konflikter og/eller utroskab med hende, der lader som om, at hun er din kusine for at få fingrene i dine mange millioner. Hverdagen kan også give en fantastisk dybde til et forhold. Det kan tillade to personer at lære hinanden at kende på den mest ærlige måde. Det giver dig mulighed for at være den mest ægte version af dig, som du måske ikke har turdet vise i forholdets spæde første måneder.

Og det gør, at to personer kan støtte hinanden i livets op- og nedture. Ligemeget hvor lidt, det passer til TV.

Kærlighedsløgne er fine at fortælle sig selv, hvis man husker at anskue dem som hvad de er: En romantiseret forestilling, der mest af alt hører til fjernsynet. For jo, det er skide dejligt at gå i bad sammen og morgenputte, men det er lige så dejligt at køre solo under strålen og tømme morgenblæren som det første. Det betyder ikke, at forholdet er mindre fyldt med kærlighed. Det betyder bare, at det nok er ret ægte.

Eller at der er en break-up post-it på vej. Hvad fanden ved jeg? Måske har min kæreste allerede skrevet sedlen, fordi han er pisse træt af, at jeg prutter så meget under dynen.

followwho

LEARNING AS LONG AS YOU LIVE – AND TRYING TO HANDLE THAT FUCKING FACT

paper-305487_960_720

REKLAME LINKS STØVLER ASOS | SOLBRILLER Céline | TRUSSER Marie Meili

Jeg kan have svært ved at acceptere, at jeg ikke ved alting lige nu. At jeg skal lære, så længe jeg lever, og at jeg kommer til at begå fejl, fordi jeg simpelthen bare ikke ved bedre. Ville det ikke være meget federe, hvis du kunne springe læringsprocessen over, vide alting med det samme og aldrig begå en fejl? Jeg hader at føle, at jeg fejler. Om det så er i livet, med hjemmefarvningen eller bedømt efter en af min hjernes vanvittige kriterier, der egentlig mest af alt hører et sindssygehospital til;

Kan du huske det, du gjorde for fire år siden, som ikke var forkert i andres øjne? Jeps. Feel free to feel sucky about that for like a year. 

Det er som om, at jeg har en idé om, at jeg er et mere helt menneske, hvis jeg går igennem livet uden fejl. Og overbevisningen efterlader mig med en lammende angst for at snuble på min vej, og når jeg endelig gør – for det gør jeg – så kommer albino munken frem i mig (i er virkelig nødt til at have læst den historie, før den reference giver mening).

At fejle er ikke blot menneskeligt, men ligeledes – spoiler alert – et uundgåeligt faktum. Ingen af os kan komme udenom, ligemeget hvor meget vi ønsker det eller forsøger at glemme fiaskoer i billig vin og dyre sko. Når det er videnskabeligt bevist, at det er dybt menneskeligt og helt umuligt at undgå (Sillewho, 2016: linje herover), hvorfor kan jeg så ikke bare acceptere fejlene? Det ville være lettere, hvis jeg i stedet for at bruge uger, måneder og lange dage på at overbevise mig selv om, at jeg er det værste menneske, gav mig selv et kærligt puf og viskede: Så ved du fandeme det til næste gang. 

For når du én gang har stirret på dig selv i spejlet, med brændende orange hår og overvejet om det der agorafobi mon egentlig ikke var noget for dig, så tænker du lige en ekstra gang før du åbner kassen med hjemmeafblegning.

Skulle man tro.

Hvis jeg nu implementerer orange hår-metaforen på den rodebutik, jeg kalder livet, så er jeg sikker på, at jeg ville bedømme mig selv mindre hårdt næste gang, jeg fejler. For hvordan skulle jeg dog kunne vide, at mit hår ville blive knaldorange af hjemmefarvningen, hvis jeg ikke havde prøvet det? Hvordan fanden skulle jeg kunne have vidst, at penge sparet ikke altid er penge tjent, når det kommer til hjemmesalonen? Hell, hvordan skulle jeg have vidst, at jeg ikke rockede orange lokker, hvis jeg ikke havde set det?

Fejltagelsen har lært mig, at jeg skal lade hjemmefarvningen blive langt fra hjemmet, og i stedet gå i stolen hos en professionel, når jeg drømmer hede drømme om isblonde lokker.

Og det ved jeg nu. Fordi jeg har begået fejlen. En lektie jeg kan skrive i livets store bog, og jeg kan nu officielt erklære mig en kende klogere. Fedt, ikke?

Jeg gør fejlen værre end den er, ved at lade den fylde. Hvor accept ville lade fejlen flyde væk, som hvad den er – lille og ubetydelig – vokser den sig i stedet større ved, at jeg fortsat piller i det, som var det et åbent står. Jeg skal omkategorisere mine fejl. For jeg fortjener ikke at blive slået i hovedet hver gang, jeg bevæger mig i livet – også selvom det er bagud. Det er en naturlig del af det at være menneske at kunne skrive lektier ind i den store bog. Så hvorfor ikke acceptere sine fejl, og se dem som ét skridt tættere på at blive lige så klog som de gamle rotter, der hver dag belærer os så kløgtigt om livet (also known as parents). Bevares, man skal have lov til at lade sine salte tåre trille ned over de røde kinder, mens man pinligt erindrer, hvor fuld og dum man egentlig var aftenen inden. Men når de er trillet, så skal vi spise en kiks, tage kuglepennen frem og skrive lektien ind i bogen: Tequila er aldrig en god idé. 

De klogeste mennesker er dem, der har flest sider fyldt ud i bogen – og jeg kan garantere for, at det også er dem, der har haft det sjovest. Jeg vil gøre mit bedste, for at acceptere mine misfarvninger og forsøge at få alle de orange-skandaler ud af mit system, inden jeg bliver alt for voksen og klog. Men når I møder mig om 50 år, så er jeg næsten sikker på, at der nok skal være et par brændende lokker i blandt de grå.

For fejl bliver man vel i virkeligheden aldrig for klog til at begå, gør man?

followwho

THE SILLEWHO MANIFESTO

Ikke-navngivet-1REKLAME LINKS SILVER SANDAL ASOS | GOLDEN SANDALS ASOS | STØVLER ASOS

Det kan være svært at navigere rundt i bloglandets mange typer. Hvilken én har jeg egentlig lyst til selv at være? Og hvad har jeg lyst til at bidrage med i dette fantastiske land af kattevideoer, memes og outfitbilleder, som vi kalder internettet?

Skal jeg udelukkende dele billeder af min perfekt tilrettelagt – og bankkonto smadrende – avocadomad? Skal jeg nøjes med at skrive om mine smukke børn? Ellers skal jeg være med til at sprede dårlig samvittighed landet over ved at give jer et eksklusivt indblik ind i min træningsrutine, der helt sikkert består af meget mere træning, end du nogensinde kunne forestille dig.

Jeg kan nok skyde et par hvide Céline brogues efter ovenstående tre, eftersom jeg hverken har penge, børn eller nogen form for rygrad eller aktivitetsniveau. Så hvem er Sillewho? (pun so intended). Hvad skal hun bidrage med i bloggerland? Hvad adskiller hende fra de tusindvis af folk, der hver eneste dag deler ud af deres liv, og giver deres absolut bedste bud på, hvad de synes, at the interwebs mangler?

Hvad skal der stå i Sillewho manifestet?

Over de sidste par uger har jeg fået en meget klar idé om, hvad jeg gerne vil bringe til bordet – her forstået som det i forvejen overfyldte bloggerbord. Jeg har fundet en glæde og et klarsyn, som jeg aldrig har haft før, når det kommer til meningen med det, jeg producerer herinde. Og det er vel netop meningen, som vi søger at finde. Om det så er meningen med livet, med det vi laver i hverdagen eller bare ved det indviklede og fuldstændig uforståelige billedsprog, som jeg gør brug af herinde. Hvis vi ikke kan finde mening med det, vi bruger vores tid på, vil det hurtigt føles ligegyldigt og overflødigt. Jeg har aldrig følt, at Sillewho var ligegyldig, men overflødig? Måske en smule.

Men det gør jeg ikke mere. Okay, i det større billede med krig, fattigdom og et udsyn til Donald Trump som verdens leder, er Sillewho måske en kende overflødig – og vil være det ligemeget, hvor mange lange tekster, jeg kokkerer.

Men for mig står hun skarpere, sjovere og mere sexet, end hun nogensinde har gjort det før. Jeg vil ikke miste det krystalklare billede, jeg har af Sillewho lige nu. Derfor vil jeg tage springet og binde mig til mine overbevisninger på den mest ekstreme måde, som jeg overhovedet kender til:

Jeg vil dele dem på internettet.

I håb om, at jeg på den måde vil kunne huske på det klarsyn og de mål, som jeg har lige nu, samt med overbevisningen om, at hvis jeg ikke gør, så vil jeg have 20.000 mennesker, der kan minde mig om, at jeg ikke opfylder det jeg engang – for nogle år siden – lovede, skriver jeg nu et online manifest.

Så hvad skal der så stå?

Det bliver nok noget lig: Jeg vil gøre mit allerbedste for at underholde, informere og igangsætte tankestrømme hos de personer, der vælger at bruge tid herinde. Jeg lover, at jeg altid være så ærlig og ægte, som jeg overhovedet kan være det. Jeg vil gøre Sillewho til et fristed, hvor det ikke kun handler om mig og mine nye sko, men om vigtigere, mere skøre eller bare sjovere ting, der kan samle os i fællesskab. Jeg vil gøre mit absolut ypperste for at adskille mig – omend bare en smule – fra alle de andre tilbud, der er at finde i dag. Selvom det ofte nok bare vil blive ved forsøget. Jeg vil være den online veninde, med den virtuelle hule, hvor alle er velkomne og hvor intet er forkert. Hvor nedture ikke er tabu og ingen opture for små. Jeg vil stræbe efter at gøre dette til stedet, hvor du går hen for at få et smil på læben.

Jeg vil gøre Sillewho til noget større end bare kvinden bag. En repræsentation af en følelse og et fællesskab, der kan samle os i stedet for at adskille os. Et sted med høje ambitioner, der ofte vil fejle, men som altid vil give et fandens solidt forsøg.

Og så vil jeg altid være velklædt – fordi jeg elsker, når I fortæller mig, at jeg er køn.

followwho