IS DATING LIKE FASHION? AND SHOULD WE BE LESS SERIOUS ABOUT BOTH?

dating

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Er mode og dating to sider af samme sag? Og skal vi tage begge dele mindre seriøst?

Der er meget, man kan tage for seriøst her i verden. Jokes. Matematikafleveringer. Retningslinjerne, der fortæller, hvor ofte du må fylde din sodavand op på fastfoodrestauranter. Mode. Dating.

Og sidstnævnte er måske mere lig hinanden, end vi går og tror. Med begge dele vil du opleve, at du skal eksperimentere og afprøve. Du vil forelske dig fuldstændig i noget den ene sæson, for dernæst at absolut hade det i den efterfølgende. Du vil ende i situationer, hvor det i virkeligheden bare føles vildt ubehageligt, ligemeget hvor meget du prøver at presse dig selv ned i det. Og med begge dele vil du kigge tilbage på gamle billeder af dig selv og tænke:

Hvad fanden havde jeg dog gang i? 

Og som jeg sad der på min høje hest af et fast forhold og gjorde mig klog på en datingverden, som jeg ikke har været en del af i flere år, var jeg efterladt med spørgsmålet: Ville mode og vores kærlighedsliv have godt af, at vi sænkede seriøsitetsniveauet bare en smule?

Måske er den store omvæltning i modeverdenen fra det seriøse minimalistiske til det skøre maksimalistiske et tegn på, at vi skal behandle vores datingliv og vores garderobe ens: Lidt mere luftigt. Lidt mere sjovt. Lidt mindre seriøst. Vores skarpe idé om vores nordiske uniform bestående af stramme jeans og en blazer, bliver gjort til skamme af modegiganter som Gucci og Loewe. De byder os op til en dans med den skøre bedstemor, den futuristiske sci-fi nørd og de damede damer med blomster på strømpebukserne.

Og som vi hopper rundt i vores eufori af tossethed og mest af alt ligner en, der er væltet i en genbrugsbutik, kan vi kigge os selv i spejlet og smile. Grine lidt til os selv over, hvor skørt det egentlig er. Men det fungerer sgu. I hvert fald lige nu. Og hvis det ikke gør, så må vi prøve noget andet.

Måske er det samme accept, vi skal forsøge at finde, når det kommer til kærligheden?

Vi skal måske ikke tage det så seriøst, hvis bukserne ikke passer. Hvis stoffet er mærkeligt eller hvis tendensen bare er tosset. Hvis det ikke passer til os, så kommer der sgu nok alligevel en pænere version næste sæson. Og det kan godt være, at de gule briller og den blå beret ikke bliver hvad du skal gå med resten af livet. Screw that! Smid dem på og prøv dem ad. Take them for a spin og mærk, hvordan det føles. Måske ender de med at danne rammen for fremtidige billeder, som du kan kigge tilbage på med en rysten på hovedet. Eller måske ender de med at være et ubehageligt godt fit?

Hvem ved, som du render rundt der og dyrker farvede briller, luftige beretter og blomstrede bombers kan det være, at du lige pludselig falder over et klassisk piece. Et piece, der bare passer. Et item, der kommer til at fungere på tværs af sæsoner og på tværs af tendenser. Og så er det med at holde fast. For det er yderst sjældent, at man finder noget helt ægte og holdbart i den ellers så flygtige mode. Men man skal prøve sig frem. Og man skal se fuldstændig tosset ud på vejen. Men det er også helt OK.

I fangede godt, at det klassiske piece var en mand, ikke?

Solbriller Ray-ban | Sneakers Billi Bi | Hat Pieces | Støvler Ivylee Copenhagen | Runde solbriller Ray-ban

 

 

followwho

BAD SKIN: THE DEVIL’S ENTERTAINMENT

Ikke-navngivet-1

INDERHOLDER REKLAME LINKS

Tortur, pitchfork-kastning og uddelingen af dårlig hud er bare nogle af djævlens favoritaktiviteter

Sammen med lange køer til dametoilettet og svedige bryster under vigtige møder er dårlig hud en af djævlens opfindelser og hans ultimative legetøj. Har du et stort arrangement? Have a pimple on me. Ved du, hvad der ville matche din dårlige selvtillid perfekt? En kæmpe bums i panden. Det der billede, du skal have taget, mangler det ikke et eller andet?

I know! Et udbrud af urenheder på din hage.

Jeg havde forvildet mig til at tro, at sund kost, daglig motion og to liter vand om dagen ville betyde lækker hud og et farvel til pletter, bumser og hvad der mest af alt kan beskrives som middelalderlige bylder. Men jeg tog fejl. Indtil videre har jeg to uger inde i min livsstilsændring haft glæde af et ganske solidt vægttab, en form der lige så stille kommer nærmere pensionisterne fra mit fitnesshold samt bumser, knopper og buler under huden på størrelse med en fodbold. Hvorfor? Spørger jeg mod himlen, mens jeg kaster mig på knæ i regnen. Måske er det blot endnu et skridt i djævlens underholdningsplan: Er du træt af at spise broccoli? Tag en bums!

Måske er det mig, der endnu ikke har knækket den gyldne kode til hudpleje. Eller måske er der bare nogle af os, der skal agere underholdning. Jeg ved dog ikke, om jeg kan finde mig i at være marionetdukke for ham den hornede under os. Jeg tror, jeg vil bekæmpe ham med kærlighed, empati, hudanalyser og gode produkter. Hans kryptonit.

For jeg er faktisk virkelig træt af både bumser og broccoli.

REKLAME LINKS Hudcreme Egyptian magic | Clarifying mask Murad | Concealing spot treatment Dermalogica | Beroligende maske RÅ | Clarifying lotion REN | Acne serum Ecooking

 

followwho

A COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: EMILIE MARIE FOLI

P1010016 kopi

Hun har endelig fundet sig en skæv hylde at være på, og så mener hun, at kunst godt må være lidt grimt.

Med et pandehår hvis tyngde kun overskygges af vægten på hendes poesi, kommer Emilie Marie Foli hoppende op af den lille trappe til min lejlighed. Hun brokker sig endnu engang over et eller andet med hendes bil, mens hun krammer mig på vej ind af døren. Over skuldrene har hun en mørkegrøn bomberjakke, der er slidt på den fede måde, og med sig en lille posetaske, der helt sikkert er fyldt til randen af notesbøger med poesi, som jeg slet ikke forstår.

Kvinden foran mig er nemlig kunstner. På alle måder det ord kan forstås. Hendes første digtsamling sælges i København, og når hun ikke tegner nøgne kvinder og mærkværdige figurer, arbejder hun på et nyt projekt, der håber at forene blogging med kunst. Jeg personligt har aldrig forstået mig på kunstens verden. Der var vist noget med nogle åkander og en blå periode? Jeg ved dog, at ligesom med alt andet hun rører ved, så er hendes poesi gennemsyret af ærlighed, personlighed og en lille bid af hende selv. En person, der har kæmpet med en hård opvækst. Med at finde en hylde at placere sig selv på. Og med at acceptere, at det skøre, det er sgu meget fedt.

Jeg har spurgt, om hun havde lyst til at dele en kaffe og sin historie med mig. Og det vil hun gerne. Og det glæder mig. For jeg synes, det er vigtigt at fremhæve de mennesker, der finder deres plads i lidt skæve forme. Dem, der inspirerer os andre til at være lidt modigere. Og dem, der har lyst til at dele deres historier om modgang, fremgang og hvorfor man bare ikke skal være venner med folk, der har for mange Beyoncé plakater.

I en verden af filtre og gode selfies, kan det være svært at huske på, at vi alle bare er mennesker. Og nede i vores huller glemmer vi nogle gange, at der faktisk er en vej op. En anden – mere lykkelig – side af livet. Og måske de modige kvinder, som jeg over den næste tid inviterer på kaffe, kan inspirere os til at huske på, at vi alle er mennesker, at nedture er en del af livet, men vigtigst af alt:

At der også er en anden side.

Hvilken udfordring har været den hårdeste i dit liv? Det har da været udfordrende at vokse op med et bagland, der har krævet, at jeg blev meget hurtig voksen, men jeg tror egentlig, at det hårdeste har været udfordringerne indeni. Det hårdeste har været at acceptere mig selv. Jeg har altid troet, at jeg var sær, men nu er min særhed noget af det, som jeg er gladest for. Det sære er blevet til min niche i stedet for min nemesis. Jeg tror, at jeg fik rigtig meget styrke ved at vokse grimt op. Det har givet mig en ballast, men jeg lærte bare ikke rigtig at bruge den, før jeg blev voksen.

Kan du huske et øjeblik, hvor du gik fra at føle dig sær til at føle dig taknemmelig for din egen særhed? Jeg kan i hvert fald godt huske, hvornår jeg blev opmærksom på det. Nu bliver det her meget ømt, men det var faktisk, da jeg mødte dig. Jeg havde aldrig mødt nogen, der havde det på samme måde som mig. Og det gjorde enormt meget for mig. Og det gjorde faktisk noget med det samme. For når jeg så på dig, så satte jeg pris på den særhed. Og så var det jo mærkeligt, at jeg ikke satte pris på det i mig selv.

Har du fundet mere ro i dig selv? Ja for fanden! Helt vildt. Hvordan? Det lyder meget simplificeret, men man accepterer, at man ikke bliver anderledes. Jeg har brugt lang tid på at tænke, at det her mennesker er jeg, eller vil jeg gerne være, og så har jeg haft en eller anden idé om mig selv i stedet for at leve i mig selv. Efter nogle år fandt jeg ud af, at der ikke skete noget. Jeg forblev mig selv. Jeg føler, at jeg er landet på en eller anden hylde, og selvom den hylde er virkelig skæv, så er den faktisk meget rar at være på.

Det har også hjulpet mig, at jeg har fundet en profession, hvor jeg kan dyrke min skørhed. Kunsten har reddet mig. Og det er virkelig klamt at sige, men jeg har aldrig haft det bedre, end efter jeg blev enig med mig selv om, at det var det her, jeg skulle. Kunsten har vist mig meget, og den har tilladt mig rum. Jeg har fået et rum, hvor jeg nærmest kan kalde det arbejde at dvæle. Det er på mange måder usundt, men det er også vigtigt for min mulighed for at skabe. Det hele giver pludselig ret god mening. Det ville jeg gerne have vidst som ung.

Hvad drømmer du om? Jeg drømmer helt vildt om bare at kunne få lov til at gøre det, jeg gør nu. Hvis jeg også drømte om noget, der var mere sikkert, så tror jeg, at jeg havde valgt det. Fordi kunsten virkelig kræver. Jeg har ikke lyst til at være en luder med mit arbejde og gøre ting, som jeg ikke har lyst til. Men det er rigtig svært at leve af sin kunst og leve af sine ord, og det er også farligt, for hvad hvis man pludselig ikke har mere at sige?

Jeg drømmer også om ikke at blive for glad. Altså, jeg er glad og jeg vil gerne være glad, men jeg drømmer ikke om at være konstant lykkelig. For så tror jeg ikke, at jeg har mere at sige.

Vejer du kunsten over lykken? Jeg håber helt vildt, at de to ting kan fodre hinanden i stedet for at æde hinanden. Men det kan godt være, at hvis jeg blev sådan rigtig solsikker-i-røven lykkelig, at jeg ville have massere at skrive, men jeg tror ikke, at jeg ville have lyst til at vise nogen det. Det ville være for nemt. Det er mærkeligt at sidde og sige, at man ikke vil være lykkelig. Selvfølgelig vil man det. Men jeg vil bare gerne være lykkelig, i det jeg gør. For mig er kunsten en stor del af det at være lykkelig.

Det er også lidt sexet at være ulykkelig, er det ikke det? Jeg synes faktisk, at det kan være et klædeligt træk, at man har noget andet end lykken. Folk, der er meget glade, har jeg sjældent ret meget til fælles med. Jeg ønsker ikke, at folk skal gå og være ulykkelige, men det skaber alligevel en eller anden form for eftertænksomhed og refleksion. En stor del af det jeg gør, er jo også at se det lykkelige i det ulykkelige. At se noget skønt i noget grimt. Det har altid været det, der har drevet mig. Både i folk, i mode, i naturen og i kunsten.

Hvad går dit nyeste projekt ud på? Folk har lidt en idé om, at hvis man kan lide kunst, så har man nok også et par trusser på, der er to størrelser for små. Der er lidt sådan en ophøjet idé om kunst. At skulle bryde med ideen er nok en kamp, der går ud over min levetid. Jeg ved ikke, om min kombination af blogging og kunst overhovedet giver noget, men det er en rar forhåbning, at jeg kunne løsne på ideen om kunst. Det kunne være så fint, hvis man kunne invitere folk ind i en verden af kunst. Folk behøver ikke overhovedet forstå, det man laver, men forstå, at det er noget personligt.

Hvis du kunne videregive et råd til dit fremtidige jeg, hvad ville det så være? At holde fast. Jeg ved godt, at jeg ikke har skrevet mig ind på en særlig nem vej, men hellere være virkelig fattig og glad. Lad være med at sælge dig selv, for at det skal være nemmere. Når man vælger at ville leve af at lave kunst, så er det en udfordring, man ender med at stå overfor. Pænt ofte.

Det kan godt være, at Emilie betegner sin egen hylde som skæv, men det virker unægteligt som om, at hendes vej er ganske lige. Og som hun går igennem min gård, efter at have krammet mig farvel, vender hun sig om og spørger mig, om det ikke ser ud til, at det bliver regn? Jeg nikker bekræftende og tænker, at hvis det faktisk skulle begynde at regne, så er jeg sikker på, at hun nok skulle få noget smukt ud af det.

For det smukke kan findes i det grimme og det grå. I hvert fald hvis man spørger Emilie.

followwho
Older posts