GIVE ME A BLAZER AND SOME MASCARA AND I CAN RULE THE WORLD

P1010034P1010011 P1010014 P1010016 P1010022

INDEHOLDER REKLAME LINK

Giv mig en skarp blazer, og jeg føler mig som den smarteste pige på havnen.

Da jeg forleden havde brugt en lille halv time i stolen hos Kirstine fra Elle på at få sat hår og lagt makeup til et photoshoot, følte jeg mig så fantastisk feminin og ganske enkelt skide smuk. Det er måske ganske forventeligt efter en sådan session, men for én, der normalt står på første række, når ingen make-up og maskulin påklædning giver koncert, var det faktisk en overraskelse, at sådan en omgang krigsmaling kunne give mig en følelse af at være den smarteste pige på havnen.

Det kan muligvis også have noget at gøre med, at min mor rendte rundt og filmede mig som en stolt og meget ny filmstuderende hele dagen.

Og som jeg sad der og studerede og beundrede mit nye ansigt, mens jeg mentalt besluttede mig for, at sådan her, sådan skulle jeg se ud hver dag, fik jeg kigget ned af mig selv. Og der, hængende over mine skuldre, fandt jeg den egentlige forklaring på, hvorfor jeg havde det så godt med mig selv:

Det lækreste suit jeg nogensinde har været iklædt. Og det mest maskuline af slagsen.

Jeg var slet ikke rykket bagerst i koncertsalen, jeg var tværtimod kravlet helt op på scenen, smidt mine trusser i hovedet på sangeren maskulin påklædning og havde kastet mig om halsen på guitaristen pæn makeup. Og mens jeg blev trukket af scenen gik det op for mig, at de to komplimenterede hinanden perfekt og skabte utroligt sød musik.

Jeg blev endnu engang mindet om, at vi skal gå i vores kærestes, fædres, brødres og venners garderober for at fremhæve det allersmukkeste i vores kvindelighed. Eller endnu bedre: Gå efter kollektionerne, der er skabt til os, men med klare reference til det maskuline univers. Boyfriend jeans, jakkesæt, statement t-shirts og skjorter.

Og så gerne en virkelig talentfuld makeup artist, der kan give dit ansigt et pift Kardashian med på vejen.

Makeuppen fik mig i et kort øjeblik til at tro, at jeg skulle gøre mig selv meget mere feminin, for at føle mig rigtig sexet. Men det er ikke femininiteten, der får mig til at føle mig som en bedre version af mig. Det er kontrasterne. Fremhævelsen af mig selv igennem brug af både maskuliniteten og femininiteten. De komplimenterer sgu hinanden så skide smukt.

Nøjagtig som min mand og jeg selv. Jeg snerrer, han ignorerer. Jeg stresser, han krammer. Han er vred, jeg kysser. Blazere er skarp, makeuppen er blød. Jeg vil hverken være bange for at dyppe mit ansigt lidt i countouring og mascara eller at iklæde min krop et helt igennem maskulint sæt.

Hver for sig, men allerhelst sammen.

REKLAME LINK Kjole Monki | Blazer H&M Studio (i butikkerne i september) | Sneakers Nike | Øreringe H&M | Solbriller Céline

followwho

PINK ELEPHANTS AND BIG ASSES

PINK

Hvis det vi giver opmærksomhed til, vokser sig større, skal jeg virkelig til at ignorere min røv 

Forleden læste jeg et opslag af den der yoga, zen, glutenfri gulerodsstav oppe i røven slagsen. Det lød noget hen af, at det vi giver opmærksomhed, vil vokse sig større. Altså, hvis vi tænker på de dårlige ting, vil de fylde mere. Og som jeg sad der og allerede følte mig mere smidig, var jeg efterladt med spørgsmålene:

Har jeg så brugt uendelig meget tid på at tænke på min røv? Og er virkeligheden helt lige så sort/hvid, som førnævnte tankegang dikterer?

Jeg har prøvet min del af terapeutiske tilbud. Som en desperat ungkarl har jeg swipet mig igennem diverse psykologiske fremgangsmåder, der alle har været det samme, men på samme tid fuldstændig modsagt hinanden. Den ene uge har jeg dvælet ved min barndom og pillet i min historie, som var det myggestik på en varm sommerdag. Den næste har jeg ikke engang måtte tænke over, hvad jeg lavede i går. Sidstnævnte er den, som jeg har haft sværest ved. Med befalingen om, at jeg ikke måtte bekymre mig og ikke tænke negative tanker, blev jeg sendt hjem med sved på panden og tanken:

Tror du ikke, at jeg havde gjort dette før, hvis det var muligt?

Hvæsede hun igennem en halvlukket mund, mens hun indvendigt skrev psykologen på sin liste over folk, der meget ikke bliver inviteret til fødselsdag.

Det lykkedes aldrig helt for mig, men der var nu alligevel noget om det. Min ellers så pessimistiske gåen til det, blev gjort til skamme. Og som jeg sad der – som en sur teenager, der meget ikke gider med til sølvbryllup – bildte jeg mig selv ind, at det selvfølgelig ikke bare kan lade sig gøre at lade være med at tænke på det. Men jeg gav det alligevel en chance. Måske fordi jeg var for træt til fortsat at have katastrofetanker, måske fordi jeg logisk godt kunne se, at det faktisk var det eneste, jeg endnu ikke havde prøvet. Og så fordi det lød så fucking simpelt, at det næsten er dumt.

Det var som at trække mine pubeshår ud med pincet.

Én for én kæmpede mine negative tanker imod mig. Og det gode er jo – ifølge min kloge psykolog – at jo mere du kæmper imod, jo mere tænker du på dem. Når du ikke vil tænke på chokoladekagen, tænker du selvfølgelig på den. Men sig mig så lige: Hvordan fanden skal jeg så lige gøre det? Jeg sad som en zombie. Bange for at tænke, bange for at lade være.

*Pinch pinch* Smertefuld bikinivoksning.

Og som jeg lå der, følte jeg mig som Christiane F i afvænningsscenen. Nøjagtig lige så klam, men med en smule mindre udspytning af blodig opkast på væggene. Jeg var afhængig af de forfærdelige tanker, der havde fuldt mig non stop de sidste fire måneder. Og jeg var sgu ikke glad for at give slip. I starten kunne jeg kun slukke dem ved at se serier med ufattelig høj lyd og spille spil på min telefon, men lige så stille gav jeg slip på pincetten. Lige så stille føltes det som om, at jeg var kommet igennem afvænningen…

Men jeg kæmper stadig. Sindssygt meget. Det føles som en lille kamp hver eneste gang, jeg skal give slip på en tanke. Men det har hjulpet mig. I hvert fald en lille smule.

Så måske er der faktisk noget ved, at det vi giver opmærksomhed til, vokser sig større. Om det så er katastrofetanker, kagesult eller kærlighed. Jeg er endnu ikke så naiv, at jeg vil påstå, at man bare kan lade alle sine negative tanker flyde væk – medmindre du selvfølgelig er sådan helt yogasmart – men jeg er ikke lige så sur en teenager, som jeg var til at begynde med.

Vi skal give vores store røve, vores negative tanker og vores selvhad mindre taletid. Og selvom det kan være så fucking svært at trække mikrofonen ud af hænderne på dem, så er det det værd. De vokser sig ikke blot større, når vi lader dem optræde på den orange scene i vores tanker, de tager også pladsen fra alt det andet, vi kunne fylde op med i stedet. Og det fortjener de ikke. Det fortjener vi ikke.

Så i dag vil jeg ignorere, det bedste jeg kan. Synge en sang når de maser sig frem. Måske vil jeg igen kunne mærke den ubehagelige smerte fra hårudtrækning, men jeg tror, at det kan betale sig i længden. Jeg bliver glad for det, når jeg skal i bikini næste gang.

Hårløs og lidt gladere.

followwho

I ATE BURGERS AND DID MY HAIR BECAUSE I FELT LIKE SHIT

image4 kopi

Nogle gange skal dumme tanker bekæmpes med et burgerfald.

I går skulle have været min sidste dag på juicekur, hvorefter jeg ville være ophøjet, udrenset og med en slank mave, der kunne få selv de strammeste instagrambabes til at spørge: Hvilket filter er det lige, du bruger? Men livet er en skør størrelse, og grundet  mine yderst høje støvler, faldt jeg simpelthen med hovedet først ned i en kæmpe burgermenu, kager, chips og kanelgifler.

What are you to do?

I virkeligheden havde det nok mindre med mine støvler og mere med min dårlige dag at gøre, og både burger, kage og lidt ekstra kærlighedskys faldt da også et tørt sted. For jeg havde det skidt. Og det har jeg stadig lidt.

Men da jeg vågnede i morges – gladere, men stadig med en nagende fornemmelse af at være ked af det – besluttede jeg mig for at lede andetsteds efter en humørbooster. Jeg har nemlig rejst mig ved den juice, jeg væltede ved, og har dermed brugt dagen i grøntsagerne og frugternes tegn. Jeg kunne altså ikke drukne mine sorger i kage og ost, og jeg var derfor efterladt med spørgsmålet: Hvordan kan jeg stoppe min rute mod hullet?

Og hvorfor føles min mave sådan her?

Sidstnævnte blev besvaret med en forklaring omkring disharmonien imellem overdosis på mad og dernæst underdosis på juice, og førstnævnte havde flere mulige løsningsforslag. Og dermed blev mission: Hey, stop lige den negative spiral der, sat i gang.

Først på listen stod fokus på det ydre. Min teori var, at hvis jeg følte mig en smule skønnere, ville jeg måske have det en smule skønnere? Håret blev sat og mascaren støvet af, og som jeg iførte mig min uldne kjole og mine favoritsneakers, kiggede jeg mig selv i spejlet og forsøgte at kaste et smil til det noget pessimistiske spejlbillede, der mødte mig. Dernæst stod dagen på lange snakke, mere juice, gode serie og en tur i fitnesscenter, der for en smule yngre Sille lyder som det absolut værste, man overhovedet kunne bruge sin tid på.

Men i dag havde jeg brug for at tæske min krop. Og endnu mere havde jeg brug for at tæske mine tanker. Svede angsten ud igennem min juicefyldte krop, indtil jeg var træt nok til ikke at orke min negative spiral. Sygdomstanker? I ain’t got time for that…

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan svede alle mine tanker ud eller gemme dem bag pæn(ere) makeup. Men jeg tror, at der er noget om min mission alligevel. Et fokus på at gøre mig selv glad. Hver eneste dag. Med små ting. Måske kan de hjælpe mig ud af spiralen, eller måske bare flytte mit fokus en smule. Så det vil jeg gøre. Gøre noget godt for mig selv, småt eller stort, hver dag. Elske mig selv lidt ekstra. Tage en tur til træning. Droppe træning. Spise en kæmpe fed burger eller snakke med en veninde. Det kan også bare være, at jeg vil gøre mig lækker og smide mig i sengen for at se Bones.

Hvad gør I, får at få jer selv ud af den negative spiral?

Jeg vil i hvert fald gøre mit absolut ypperste for, at de dumme tanker får kamp til stregen. Og det kan godt være, at det betyder, at jeg skal vælte ned i en burger fra tid til anden.

Hæle er sgu også så skide svære at gå i.

followwho
Older posts