A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: TRINE MARIA LARSEN

P1010017 kopi

Som en Pokémon har hun udviklet sig igennem stadier af sorg, rødvin, Jeff Buckley, vrede og en lille smule slutty. Nu har hun nået sin foreløbige form, der er lidt mindre fucked, end den var før.

Jeg sidder på min stamcafé i København. Hvis man overhovedet kan sige, at man har sådan én, når man har rødderne solidt plantet i provinsen. Det er den med den billige kaffe og en placering tæt på Nørreport station, så jeg altid kan nå mit sikre lille tog hjem til der, hvor der ikke er helt lige så meget larm. Jeg har bestilt en juice, til hvilken der åbenbart er blevet ofret et par kilo ingerfær, og mens jeg tynder den op med vand, kan jeg mærke en nervøsitet sprede sig i min mave. Det er måske grundet det faktum, at ingefær i førnævnte mængde kunne sætte gang i maven på en elefant, eller måske er det nærmere, fordi kvinden jeg skal mødes med, har så mange ting og så megen styrke med i bagagen, at jeg ikke er sikker på, at mine ord kan bære vægten af det. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan få fortalt hendes historie, på måden den fortjener.

Men jeg vil gøre et ihærdigt forsøg.

Mens jeg krammer min blazer tættere om mig for at lukke den kolde vind ude, genkender jeg et halvforvirret ansigt i mængden af mennesker, der bevæger sig på den travle gade. Hun kommer trillende mod mig på sin sølvfarvede cykel, som hun lige har fået og derfor ikke har en ægte københavnerlås til, og mens hun placerer den lige bag os, så hun kan holde øje med den, giver hun mig et kram. Foran mig står lortemor. Også kendt under hendes mere konservative navn Trine Maria Larsen. Og mens hun fortæller mig navnet på den kaffe, hun gerne vil have – én jeg aldrig har hørt om før – kan jeg ikke lade være med at tænke, at der ikke er en eneste ting ved hende, der er lortet.

Jeg siger navnet på kaffen forkert, og pigen bag disken aner ikke, hvad jeg snakker om. Jeg går endnu engang udenfor i solen og spørger forvirret, hvad det nu var, den der hed. Til min lettelse ændrer hun sin bestilling til en latté, og som jeg slår min provinsrøv i sædet, begynder vi at snakke. Snakke om at miste sig selv, om at dø uden rigtig at dø af det, og om at rejse sig igen ved at tillade sig selv at have det skod og høre en ordentlig spand Jeff Buckley.

Jeg har inviteret Trine til kaffe. For at høre hendes fortælling.

For i en verden af filtre og gode selfies, kan det være svært at huske på, at vi alle bare er mennesker. Og nede i vores huller glemmer vi nogle gange, at der faktisk er en vej op. En anden – mere lykkelig – side af livet. Og måske de modige kvinder, som jeg over den næste tid inviterer på kaffe, kan inspirere os til at huske på, at vi alle er mennesker, at nedture er en del af livet, men vigtigst af alt: At der også er en anden side.

Hvilken udfordring har været den hårdeste i dit liv? Den hårdeste fysiske udfordring har været at føde noget. Men ellers er det at få stukket det kæmpe ansvar i hænderne, når man har født noget. Der kommer ikke rigtig nogen og henter det der barn igen. Man finder hurtigt ud af, at det ikke er spor meget til låns. Man står og tænker: Skal han så bare være her hele tiden? For mig har det ikke været svært at opgive min “frihed“ overhovedet, det der har været svært at opgive er helt basale ting såsom søvn, overskud og sindstilstand. Det kan godt være, at man har tid til at mærke efter, hvordan man har det, men der er ikke tid til, at man gør noget ved det. Hvilket resulterede i, at jeg gik rundt og havde det sindssygt dårligt efter jeg fik Alfred. I to år.

Jeg hader termen fødselsdepression, fordi for mig føles det som en romantiseret måde at beskrive noget forfærdeligt som en depression med årsagen: Nå, det er, fordi du har født et barn. Det er, fordi man bliver udsat for noget sindssygt traumatisk. For mig handlede det om, at jeg ikke sov i to måneder. Og der er virkelig en grund til, at man bruger søvnberøvelse som tortur. Det driver folk til vanvid. Og så bliver man sur kusse derhjemme, og så bliver kæresten mere og mere en af dem, der går i byen, og så ryger man længere og længere væk fra hinanden. Det sparkede endnu mere til den her depression. Jeg havde virkelig brug for, at der var nogen, der tog sig af mig, fordi jeg ikke kunne tage af mig selv. Jeg tog mig af noget andet. Vægtskålen var bare alt for meget i ubalance.

Det hårdeste har helt klart været at vinke farvel til familielivet. Og så rejse sig igen.

Hvordan har du rejst dig? Jeg tog to måneder, hvor jeg drak virkelig meget rødvin, røg virkelig mange smøger og hørte virkelig meget Jeff Buckley. Og så mærkede jeg bare efter. Jeg tillod mig selv at have det skide dårligt, og så hankede jeg op i mig selv. For på et tidspunkt bliver man bare virkelig gammel af at drikke så meget vin og høre så meget Jeff Buckley. Og så satte jeg noget heavy metal på i stedet, og var vred. Og så gik jeg på Tinder.

Jeg gik igennem sorg, vrede og sluttyness.

Jeg vil ikke råde folk med hjertesorger til bare og gå ud og opføre sig sindssygt slutty. Men så alligevel lidt… Det kommer selvfølgelig an på, hvor man er henne i livet. Jeg vil aldrig nogensinde råde en 16-årig, til at troppe op ude Nordvest hos en tidligere kriminel, bare fordi jeg gjorde det, men det der er det fede er, at man kan blive så overrasket. Måske skal vi acceptere, at kærlighedsaffærer ikke behøver at være lige lange alle sammen.

Jeg fik åbnet op for nogle ting. Vi snakker altså om, at jeg rejst til Schweiz på forlænget weekend hos en, som jeg aldrig havde mødt før. Det gik jo pisse godt. Jeg synes fandeme, at man skal hoppe på det fly. Det er nok bare det, jeg har lært: At man skal ud af sin comfortzone. Jeg synes, at jeg er blevet fucked up mere modig. Jeg er stadig totalt tryghedsnarkoman, men jeg vil måske bare gerne udfordre den tryghed en smule og prøve noget andet.

Hvis jeg tænker mig sådan om, så har jeg det jo meget bedre. Der er selvfølgelig stadig efterskælv, men jeg har fået det bedre. 2015 var for mig bare et fucked år, og her i 2016 er det blevet en smule mindre fucked. Jeg er blevet et gladere menneske, og så kommer der også plus på morkontoen. Jeg tror, at man er en væsentligt bedre mor, hvis man også selv får fyldt noget op på diverse konti.

Hvad drømmer du om? Ro. Ro på alle mulige kanter. Økonomisk ro. Jeg drømmer ikke om at tjene mange penge, men bare om at tingene kan løbe rundt, så vi bare kan slappe af. Så drømmer jeg om… Nej, det er vist bare mest det. Jeg har brug for ro til bare at kunne være. Jeg synes egentlig, at jeg har rimelig meget ro i mig selv efterhånden, men det er mere ro i alt det praktiske. Det har været skide hårdt det der med at skulle gå fra folk og dele alting. Den der løsrivelse fra alt det praktiske har ikke været nemt. Og det er ikke noget folk, sådan snakker særligt meget om. Det er pisse svært.

Igennem alt det med at gå fra hinanden har jeg ikke rigtig haft nogle inde på livet, der har været igennem det samme. Og det har været vildt svært. Folk har ikke rigtig forstået, hvorfor jeg nogle gange bare har låst mig inde, ikke har svaret og taget afstand fra folk. I kan ringe om ti år, når I står i det. Så har jeg overskuddet og en idé om, hvad det drejer sig om. Jeg følte mig ikke alene, men jeg følte meget, at der var et pres. Et pres på, at jeg skulle komme mig over det, og at det jo nok skulle blive godt igen, og det skulle nok blive bedre for mig. Og det hjælper bare ikke, når man sidder i det.

Jeg plejer at sige, at det med at blive skilt, det er ligesom at dø bare uden at dø af det. Der er sket et dødsfald inden i én et eller andet sted. Og når der er børn involveret, så skal man også bære deres sorg oveni. Så man dør lidt uden at dø af det, og det er smadder forfærdeligt. Det er ligesom, at noget man holder rigtig meget af, afgår ved døden.

Hvis du kunne videregive et råd til dit ældre jeg? At jeg skal tro mere på mig selv. Både arbejdsmæssigt, men også generelt. Jeg skal lade være med at finde mig i for meget. Og så skal jeg lade være med at gå kompromis med mine egne værdier. Jeg har endelig fået skovlet mig selv frem og fået lavet en udgave af mig selv, der faktisk passer rigtig godt. Så den skal jeg værne om.

Vi beslutter os for at efterlade den lille café og gå mod Bloggers Delights kontor sammen. Trine skal snakke med nogle salgspersoner om nogle vigtige forretningsting, og jeg har en nagende fornemmelse af, at jeg ikke har fået helt nok af hende endnu. Som vi går igennem de befærderede gader i indre by, snakker vi lidt om blogging, sidevisninger og integritet, men det er svært for mig at koncentrere mig. Jeg bekymrer mig om min diktafon, der er stået af i midten af interviewet, og dermed har skåret en del af Trines guldkorn fra, og så bekymrer jeg mig om mine egne evner. Hvordan skal jeg skrive hendes historie?

Som jeg sætter mig ned i det lille tog, der skal bringe mig mod lavere støj og lavere huspriser, tager jeg min computer frem for at skrive om mødet, jeg lige har haft. Jeg er endnu ikke sikker på, at jeg kan gøre det uden at knække nakken, men hvis der er noget, jeg har lært af dagens kaffestund, så er det, at hvis jeg nu endelig skulle knække nakken, så er det bare med at komme op på hesten og prøve igen.

Eventuelt med hjælp fra lidt rødvin og en ordentlig omgang Jeff Buckley.

followwho

HOODIES: FOR HIDING STOMACHS AND BAD DECISIONS

Ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Efterårets bedste tøjtilføjelse byder på maveskjuler og coolness-booster.

Ufattelig dårlig mandag blev til dårlig mandag med endt juicekur. Og endt juicekur endte med cheatday, der smadrede min ellers så slanke og tilfredse krop. Burgere, pomfritter, kage, kanelgifler og chips. Og natten er endnu ung. Men i stedet for at slå mig selv oven i hovedet over at være faldet i så tæt på mål, så vil jeg stikke mig selv et kram og begynde at planlægge, hvilken overdel jeg kan have på i morgen, der kan skjule min opsvulmede mave.

Juicekur og kagebord. En mandag i modsætningernes tegn.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan ryste den dårlige samvittighed eller den voldsomme trang til toiletbesøg af mig, men jeg kan i hvert fald drømme om et item, der ikke blot kan skjule den foranvendte pukkelryg, men også gøre mig skide meget med på noderne.

Hættetrøjen.

Glem dens dårlige ry og find den frem sammen med dine stramme jeans og dine høje støvler. Sporty chic med et drys henkastethed. Maveskjuler og coolness-booster i én og samme pakke. Kan man bede om mere? Den er hurtig at smide på om morgenen og den perfekte tilføjelse til din efterårsgarderobe.

Hvis du ser mig på gaden i morgen, er det højest sandsynligt iført en af dem. Med forhåbninger om, at den skjuler ikke blot min kæmpe mave, men lidt af min dårlige samvittighed. Og gør mig bare en smule mere cool, end jeg plejer at være, når jeg bevæger mig udenfor en dør.

REKLAME LINKS Lyserrød med lomme Weekday | Space cadet sweatshirt House of Holland | Pop sportif sweatshirt Le Coq Sportif | Grå hoodie Monki | Best in black sweatshirt Adolescent Clothing | Navy sweatshirt ASOS

followwho

MONDAY EPIPHANIES

image1-9Behøver det at være, som det altid har været?

I dag vågnede jeg op med angst i maven og smagen af mine gamle tanker i munden. Måske var det, fordi jeg denne morgen igen skulle afsted på studie til mit afsluttende semester, eller måske var det blot grundet alt for mange hormoner og lidt for meget juice. Hvad end årsagen var, kunne jeg mærke mig selv smuldre en smule imellem mine hænder. Fremgangen jeg havde oplevet, og glæden jeg havde kæmpet mig frem til, virkede nu pludselig – ligesom dengang, hvor jeg kunne spise alt, hvad jeg ville, uden at tage på – som fortid.

Og mens jeg mærkede de negative tanker overløbe mig som modebloggere til champagneevent, virkede de næste fem måneder helt igennem uoverskuelige. Og denne uoverskuelighed lagde sit store, ulækre aftryk på hele min fremtid.

En mørk mandag indeed.

Pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt fremtiden overhovedet så lys ud. Om jeg mon nogensinde ville hele helt, eller om der altid ville være et åbent sår gemt inde bag de kæmpe Céline briller og det lækre hår.

Mens jeg sad og ynkede, og frygtede dette sidste semester og savnede min mand helt enormt, besluttede jeg mig for, at jeg ville iklæde mig mit nye jakkesæt. Det skarptskårne nålestribede, der får min talje til at se vildt slank ud. Jeg besluttede mig for, at jeg ville bukke mine vipper, åbne den ellers så støvede mascara, og putte en smule på vipperne. Dernæst ville jeg drikke min spinatjuice, tage høretelefonerne i ørerne, men vigtigst af alt,

Så ville jeg trække vejret.

For som stod der og kiggede mig selv i spejlet – skarp, blond og en smule trist – var jeg efterladt med spørgsmålet: Behøver det at være, som jeg frygter?

Behøver jeg at lade studiet suge mig tør? Behøver jeg at være ked af det, hver gang jeg tager afsted? Behøver jeg at frygte, hvad der skal ske den vinterdag i januar, hvor jeg er færdig?

Nej.

Og her menes ikke på du skal bare holde op med at have angst-måden, men som i: det behøver ikke at være som de andre gange. Jeg behøver ikke at give alt, hvad jeg har, og så lidt ekstra. Jeg må gerne bare trække vejret, huske mig selv og glæde mig over, at om lidt

Der er jeg færdig. En mørk mandag blev til en mørk mandag med et lille pift af åbenbaring.

Og selvom jeg om lidt får ekstra tid til at gøre alt det, jeg gerne vil, så skal jeg ikke sætte det på pause nu. Jeg skal ikke udskyde mine drømme til om seks måneder. Jeg skal stadig forsøge at opfylde dem nu. For mine drømme er vigtigere end den høje karakter. I hvert fald for mig. Og det skal jeg huske på.

Så hvis du også kæmper dig igennem en periode af dit liv, hvor du måske ikke lige er, hvor du allerhelst vil være, så håber jeg, at du vil lade dig selv tage en dyb indånding. Give dig selv lidt snor og vigtigst af alt:

Gøre lidt af det, der gør dig glad.

Også selvom det betyder, at du ikke lige får læst til næste lektion i videnskabsteori.

followwho