MORE THAN ONE FACE

Ikke-navngivet-1Træningstosse, skribent og mode freak. I kampen om at placere mig selv i en kategori, efterlades jeg med spørgsmålet: Hvem er det lige, jeg er? Og kan jeg godt være det hele på samme tid?

I går brugte jeg 80% af min yogatime på at diskutere med mig selv, om hvorvidt jeg skulle spise resten af den chokoladeis, der ligger hjemme i min fryser eller posen med kage. De resterende 20% var fordelt på henholdvis ekstrem banden over, hvorfor mine fødder falder i søvn i hver eneste stilling, jeg sætter mig i og så dybe eksistentielle tanker og spørgsmål omkring, hvilken person jeg egentlig er. Spørgsmålene kom som resultat af en dårlig aften og en netop afsendt snap af min yogamåtte til de stakler, der har valgt at følge mig på Snapchat.

For som jeg satte spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig er en person, der konstant opdaterer deres sociale medier med sundhedsopslag, følte jeg en ekstrem indelukkethed i den kasse, jeg placerede mig selv i. For jeg var unægteligt en sådan person, men det måtte jo så også betyde, at der er en masse andre ting, jeg ikke er?

Et rart menneske med vigtige ting i sit liv, eksempelvis.

Som jeg sad der og mærkede kassens vægge lukke sig tæt om mig, vinkede jeg farvel til min identitet som modepige, min identitet som business woman, min identitet som tosset skribent med en ubarmhjertig brug af dårlige metaforer. Det virkede som om, at jeg ved den lille handling af at sende billedet, dikterede for mig selv, hvem jeg nu var som person. For man kan jo selvfølgelig ikke både dyrke fitness, mode OG tekster om mental ustabilitet.

Sagde den åh så naive, modeblogger.

Jeg kom frem til, at jeg ville spise begge dele. For hvis jeg ikke gjorde, hvem ville så? Det var i virkeligheden blot ren logisk tækning. Og jeg havde forresten allerede spist alle mine grøntsager. Sammen med min mentale planlægning af isspisning i sengen, kom en anden realisering og løsningen på et af mine mange spørgsmål. For som jeg sad der og vrikkede med mine kolde, dovne tæer, kom jeg frem til, at jeg med min afstedsmidning af yogasnappen ikke havde lukket af for de mange personer, jeg ser mig selv som,

jeg havde blot åbnet for endnu én.

For sammen med fitnesstossen kan jeg sagtens være modeblogger, og den tossede skribent fungerer faktisk ganske fint sammen med den seriøse business kvinde. Og selvom jeg til tider er et melankolsk menneske med nøjagtig lige så stor en forkærlighed for smagen af pessimisme som for smagen af chokolade, kan jeg stadig have lyst til at producere lette, luftige og lækre indlæg om efterårets nyeste trend.

At jeg så er pinligt bagefter, når det kommer til trendlokalisering, er en anden sag. But you catch my drift.

Normalt anses det for værende en dårlig ting at have flere ansigter. Men som jeg sad der på min lilla yogamåtte, var tanken om en fleransigtet Sille, én jeg varmede mig ved. For hvor ville det dog være fantastisk kedeligt, hvis vi udelukkende måtte vælge én. Hvis vi udelukkende måtte være fitness-elskere eller modebloggere. Nørder eller party people. Boob guys eller butt guys.

Det er som at skulle vælge imellem kage eller is. Det er simpelthen ikke muligt.

Jeg er både et kage- og et ismenneske. Og så er jeg også en masse andet. Og selvom jeg elsker min træning, elsker jeg ligeledes moden. Og hvor er det dog fedt, at jeg kan gøre begge dele. Ikke bundet af min egen idé om, at man kun kan snappe den ene ting.

Al den yoga og zen har fandeme bare gjort mig så klog og balanceret. Endnu en tilføjelse til min liste af personer:

Klog, balanceret modeblogger med en forkærlighed for fitness og mærkelige tekster og med en kæmpe svaghed for søde sager og nørdede mobilspil. Hvis det ikke er en salgstale, der vil noget, så ved jeg fandeme ikke, hvad er.

followwho

I DREAM OF A WORLD WITHOUT PANTS

three

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg drømmer om en bedre verden. En verden uden bukser.

Nogle har drømme om at skabe fred i verden, andre om at rejse til Mars. Jeg drømmer om at gøre Danmark buksefri. Et par lækre stænger af gangen. Det er egentlig ikke, fordi jeg er interesseret i at se andre folks ben, men fordi jeg gerne vil skabe et samfund, hvori det er uacceptabelt at have bukser på, så jeg selv kan undvære dem.

En bedre verden for mig og min fremtidige datter.

Kæmpe sweatshirts og endnu større skjorter over bare ben og med et par kæmpe solbriller på toppen. Og mens du løfter numsen, lufter jeg tanken om, at vi alle en dag vil gå rundt uden underdel. Hvilken fantastisk tid det dog vil blive. Så lov mig, at I én for én vil skifte de indelukkende bukser ud med frihed og frisind i oversize-overdel-form.

Det er ikke blot skide behageligt, det er ligeledes skide pænt. Køb herresweatshirten og skjorten i XL eller gå all-out efter en XXL, smid et par hæle eller sprøde sneakers på til og gem lidt af din attitude bag et par solbriller, så du ikke blænder folk med din awesomeness. Det behøver ikke være dyrt, det behøver ikke engang været et smart mærke. Den skal bare være stor, blød og skide lækker.

Jeg stemmer for, at vi springer vinteren over, så vi kan gå uden bukser året lang.

Det, mine venner, det er drømmen.

Ikke-navngivet-2

REKLAME LINKS Skjorte ASOS 160 KR | Skjorte ASOS 200 KR | Sweatshirt pink ASOS 180 KR | Sweatshirt sort ASOS 200 KR | Sweatshirt grå ASOS 200 KR | Sweatshirt Only & Sons 200 KR

 

followwho

WHY IT SUCKS TO BE A GROWN UP

IMG_0470 kopiSPONSORERET

Tag voksenlivet ved roden og riv lortet op

Som jeg skriver dette indlæg, har jeg netop checket min lønseddel. Jeg har fået 300 kroner. Jeg er på vej ud i køleskabet efter min daggamle salat, mens jeg overvejer, hvordan jeg mon skal få betalt mine regninger i denne måned. På vejen sparker jeg til den udefinerbare klump af skidt, der ligger – og har ligget længe – på gulvet, og siger til mig selv, at nogen virkelige burde tage at gøre rent.

Og som jeg siger det til mig selv, føler jeg pludselig en ubehagelig fornemmelse i maven, da det går op for mig, at den nogen er mig. Ingen andre. Bare mig. Og jeg stopper op og kigger på klumpen. Som var det et stand off imellem mig og min livslange nemesis.

Og jeg taber. Og klumpen ydmyger mig mens jeg støvsuger den op. “That’s right bitch, suck me up”. Som det går op for mig, at dette er voksenlivet i en nøddeskal, bliver ydmygelsen ved med at give. Den bliver ved med at give, som jeg tygger i min tørre kål. Den bliver ved med at give, mens jeg sælger ud af mine Céline sko for at få råd til bilforsikring. Den bliver ved med at give, mens jeg tænker over, hvor meget federe det dog var at være barn.

At være voksen stinker.

Regninger, rengøring, hårfjerning og tandrensninger. Det stinker. Akkurat lige så meget som min øgede svedproduktion gør det, fordi det åbenbart er sådan noget man får, når man bliver voksen. Og mens jeg køber deo og toiletpapir, mindes jeg de dage, hvor jeg brugte mine penge på skumfidusshots og durumrulle med ekstra dressing.

Hvorfor er der så meget, man skal, når man er voksen?

Fordi sådan er livet. Og livet er ikke lutter dans på skumfidusskyer og kebabblomster. Det er betaling af regninger med Céline støvler. Det er opsugning af klumper i stedet for sofaligning. Og det er tandlægebesøg i stedet for kagespisning.

Sådan er livet.

Og når vi er kommet os over den første mavepuster, så må vi slå igen. Suge støvet op inden det bliver en klump, lade opsparingen vokse inden regningerne kommer. Gå til tandlæge inden hullerne kommer. For når vi nu ikke kan undgå den fucking kamp, så må vi komme ind i den. Gøre voksenlivet lidt mindre øv ved at kæmpe med hænder og klør for at komme igennem.

Så det vil jeg råde jer til. Jeg vil råde jer til at tage voksenlivet ved roden og rive lortet op. For vi får i sidste ende intet ud af at overspringshandle os igennem slagmarken af regninger og visdomstænder. Det bider os blot i røven i sidste ende. Lige nu varmer jeg mig ved min opsparing. Jeg luner mig ved det faktum, at jeg har gjort rent. Og jeg smiler ved tanken om, at jeg allerede har klaret mine årlige tandlægebesøg. For selvom det kan være en kamp, så er det en kamp, der er værd at kæmpe.

Så støvsug det gulv. Opret den opsparing. Besøg den tandlæge. For det er vigtigt. Det er vigtigt at passe på vores forstand og vores tænder. Og når du så har været afsted, så tag det stykke kage og hop i vandpytter på vej hjem. For du har klaret det flot, og nu er det tid til at være barn igen.

Og alt imens du spiser kagen og omfavner den barnlige del af dig selv, så synes jeg, at du skal se nedenstående video fra Tandlægeforeningen, der sætter fokus på vigtigheden af at huske at besøge tandlægen, selv når du er fyldt 18. Og når du så er i gang, så kan du jo smutte forbi Sundhed.dk og tjekke, om det ikke er ved at være tid til et eftersyn. Det er voksent, kedeligt og pisse klogt.

followwho