NEW SHEETS? I’LL TAKE POINTY BOOTS AND GUCCI SUNGLASSES INSTEAD

ikke-navngivet-1

Sig til famse, at hun godt kan beholde det håndklæde for sig selv. Vi tager kun imod høje støvler og Gucci briller

For hver morgen jeg vågner, er jeg blevet en smule mere voksen. En smule mere praktisk anlagt på den der kedelige voksne måde. Der er meget, der kan vidne om, at jeg nu officielt er blevet en dag mere gammel. At jeg skal tisse om natten, at jeg har to opsparinger, at dagens største optur opstår, når alle sokker har en makker, efter jeg har lagt tøj sammen. Men den absolut største indikator på, at der er noget galt, er mine ønskesedler.

De fortæller mig, at jeg er blevet et menneske, jeg ikke længere kan stå ved.

For sammen med de gode ønsker af tøj, beauty og andre spasløjer, finder jeg pludselig praktiske ting som nyt sengetøj, en elkedel, gavekort til Netto. Og de nedskrevne beviser på, at jeg er blevet 50 shades of fucking trist, efterlader mig med spørgsmålet: Sille, har du glemt, hvem du er? For jeg er ikke en person, der ønsker mig lagner og køkkengrej i julegave. Nej. Jeg er hende, der ønsker mig upraktiske ting såsom Gucci solbriller med blomster på stellet, høje støvler man slet ikke kan bruge til hverdag og parfume, der er dyrere end en lever på det sorte marked. Så har du glemt, hvem du er, Sille?

Nej. Nu skal det fandeme være nok.

Nu må vi trække en grænse og sige, at det er nok. Voksenlivet skal ikke have lov til at overtage min tilværelse! Så da min mormor bad mig om at aflevere en juleønskeseddel ASAP, besluttede jeg mig for, at det kun skulle være sjov ting, der var derpå. Ingen praktiske sager, ingen kedelige voksenting. Kun tøj, smykker, dufte og andre sager, der gør det pisse sjovt at være mig. Jeg skal ikke opleve endnu en jul, hvor praktiske ting er under træet.

Nej, giv mig ting, som jeg ikke rigtig har brug for, men kommer til at elske helt fucking enormt.

Jeg opfordrer jer til at gøre det samme. Skriv alle de ting, der slet ikke har værdi for andre end dig, på din liste og bed om kvitteringen, hvis din farmor alligevel forsøger at snige et håndklæde ind i din gavebunke. Hvem fanden tror du, du er, famse? Det er jo ikke for sjov det her.

På min liste står der smukke støvler, stramme nederdele, statement øreringe og mange andre ting, som jeg slet ikke kan bruge til husholdning. Jeg kan kun bruge det til at gøre mig selv pisse glad. Og det er fandeme meget vigtigere end rent sengetøj.

Nu skal jeg ned og vaske lagner. Når jeg tænker mig om, burde jeg måske alligevel ønske mig nyt sengetøj?

Solbriller Gucci | Støvler Notabene | Øreringe H&M | Parfume Zarkoperfume |

followwho

TO BE YOUR OWN BIGGEST INSPIRATION

p1010021 p1010022 p1010033 p1010048

I en verden af succesfulde karrierekvinder og slanke Instagrambabes skal vi måske vende blikket indad, når vi søger inspiration

Jeg kigger ofte mod andre, når jeg søger inspiration. Mine veninder, mine kollegaer, random kvinder i bikini jeg stalker på Instagram. Jeg gør det for at finde motivation og inspiration med forhåbningen om, at jeg selv kan blive smittet lidt af deres sejhed og deres glatte baller. Men over den sidste uge har min søgning efter inspiration og motivation vist sig som et tveægget sværd – for hvor der skulle være inspirerende fremgang var jeg i stedet efterladt med en ringe smag i munden og nedtur malet i mit ansigt. For inspirationen var ikke længere inspiration, det var en konstant reminder om, hvad jeg ikke er. Hvem jeg nok ikke kan blive. Hvordan jeg gerne ville se ud. Ved at fokusere så intensivt på noget opstillet og uopnåeligt, bragte jeg mig selv helt ned i kulkælderen.

Kulkælderen skabt af manglende tro på sig selv og en kæmpe tro på, at alle andre er bedre end mig.

Kælderturen resulterede i negative tanker om mig selv, ingen motion og junk food en masse. Men da jeg endelig nåede op i træningscenteret, fangede jeg mig selv i at betragte mit spejlbillede og pludselig føle mig inspireret. Den samme følelse jeg havde oplevet tidligere, da jeg stalkede fitnessbabes og bikinikvinder på de sociale medier, men nu havde mistet igen. Det var bare ikke med telefonen i hånden, at jeg oplevede inspirationen og motivationen, det var blot ved at kigge på mig selv.

Hvor sindssygt er det lige? Og hvor jantelovsafvisende?

For som jeg stod der og kiggede på mig selv i mine træningsbukser, der bare sidder pisse godt om min numse, kunne jeg se, at mine negative tanker slet ikke stemte overens med virkeligheden. Jeg kunne se, hvor meget jeg havde rykket mig. Jeg kunne se, hvor fucking stærk jeg har været. Og det inspirerede mig. Det inspirerede mig til at blive ved med at kæmpe, og der var ikke den dertilhørende tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. For det var en inspiration, jeg fandt i mig selv.

Ikke i gudesmukke sociale medier genier.

Og følelsen efterlod mig med tanken: Måske er det mere fordelagtigt at finde inspirationen i sig selv, end det er at finde den hos alle andre? Bevares, jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er en inspirationsjunkie, og jeg nyder oprigtigt at følge med hos alle andre. Men måske skal jeg tildele mig selv den samme piedestalplads, som jeg gør de personer, jeg følger så ekstremt?

Måske skal jeg kigge på mit eget spejlbillede først, når jeg føler mig inspirationsforladt?

For selvom pæne bikinibilleder og inspiration til nye køb kan være skide gode, så er min egen styrke og skønhed en motivation i sig selv. For mig selv. For den vidner om, at jeg også kan noget, at jeg også kan være pisse stærk. At jeg er pisse inspirerende. Så næste gang jeg drukner i junk food og junk tanker, vil jeg kigge mig i spejlet og sige til mig selv, at jeg er inspiration.

Måske først lige tørre burgeren af ansigtet, men  vil jeg sige det.

Trøje selvprintet | Bukser H&M Studio | Øreringe Gina Tricot | Sko New Balance | Jakke H&M

followwho

SOME DAYS YOU CAN’T FEEL THE SUN ON YOUR FACE, BUT PACK SUNGLASSES ANYWAY

image2-4Stop med at male fanden på væggen og pak i stedet dine solbriller ned i tasken. Også selvom vejret er gråt

I morges overvejede jeg at lade mine solbriller blive hjemme. Fordi formen på etuiet gør, at jeg skal kæmpe med at lukke min taske, og fordi solen alligevel nok ikke kommer til at skinne. Men hvad hvis den gør? Tænkte jeg for mig selv. Så har jeg forspildt en chance for at iklæde mig mit absolut favorititem. En chance, der opstår sjældnere og sjældnere, som vintermånederne falder over det ganske, danske land.

Så jeg pakkede dem alligevel. Og lod flappen på min taske stå ulåst.

Og handlingen efterlod mig med tanken: Skal vi altid berede os på, at solen kan komme til at skinne på os? Selv i de mørkeste måneder?

I de dage, hvor økonomien er stram, humøret lavt og mængden af fuck-alt-går-galt-tanker er høj, er det ikke ligefrem det nemmeste at sætte sig tilbage med et smil på læben og forvente, at det gode nok skal komme ens vej. Det er rettere meget nemmere at sætte sig tilbage med angstsved og en forventning om, at lortet nok rammer viften snart.

Det er nemmere at pakke sine kæmpe Loewe solbriller væk, fordi nu er vinteren kommet.

Men måske er nedpakningen af solbrillerne en nyere edition af at male fanden på væggen? Måske er handlingen alene den, der sørger for, at vi ikke er klar til at se solen, hvis den endelig viser sig? Måske er det den, der vil gøre, at solen slet ikke kommer frem.

I kan godt høre, at jeg har helt styr på, hvordan vejret fungerer, ikke? Det er ikke for sjov, at de kalder mig meteorologen i byen.

Nu sidder jeg og kigger ud af vinduet fra salen, hvor jeg er til forlæsning. Der er mørkere end en modebloggers sind, og jeg tør godt sætte mine penge på, at solen ikke kommer til at skinne i dag. Men jeg er stadig glad for, at jeg pakkede brillerne. For det vidner om en optimistisk tilgang til dagen. En smule naiv også, men jeg vælger at fokusere på den optimistiske del. Jeg er glad for, at jeg pakkede dem, for handlingen mindede mig om, at jeg skal blive ved med at tro på solen. Selvom morgenen er mørk og dagen kold, så skal jeg blive ved med at tro på, at solen nok skal komme.

Måske ikke i dag, måske ikke i denne uge, men på et eller andet tidspunkt skal den nok komme.

Og troen alene vil gøre mig mere modtagelig overfor strålerne, den vil gøre mig mere opmærksom, når den så endelig kommer frem. Fordi jeg har solbrillerne med i lommen og fordi jeg er klar over, at der nok skal komme lys og varme igen. Med den tanke og min solbriller i tasken kan jeg bedre overskue, at lyset og varmen ikke er der lige nu, at mine tanker driller og det hele bare ikke spiller. For det kommer det til at gøre en dag.

Og så har jeg mine sprøde briller klar på næsen.

followwho