“I CAN SENSE YOU WEAR BLACK A LOT”

img_1540 img_1557 img_1585

De højere magter har bedt mig iklæde mig et helt hvidt sæt

Jeg var engang hos en healer, der sagde til mig, at han kunne mærke, at jeg altid gik meget i sort, og at han mente, at jeg ville have godt af at droppe det. Jeg ved ikke, om det var grundet det faktum, at jeg rent faktisk var klædt helt i sort på daværende tidspunkt, at han havde sådan en fræk lille fornemmelse, eller om der faktisk var noget mere mellem himmel og jord, der fortalte ham, at hende der Sillewho. Hun skal altså ikke gå så meget i sort.

Jeg tænkte på ham i morges, da jeg iklædte mig et helt hvidt sæt.

Og jeg tænkte på ham igen, da jeg gennemkold stod og poserede foran kameraet til disse outfitbilleder. Af denne omgang var det dog et ganske andet tema af tanker, der opstod.

Fanden tage dig, healermand. Giv mig min sorte hættetrøje og mine store bukser. 

Jeg pakkede mig ind i mine to store frakker og varmede stille og roligt op igen, samt op for både healer og ideen om, at jeg skal være bedre og mere villig til at pakke de sorte items væk. Omend ikke for et helt hvidt sæt, men for elementer af farve, der kan gøre det hele lidt lysere og sjovere.

God knows I need it.

Det hvide sæt efterlod mig med en følelse femininitet samt med en overdreven angst for at spille og/eller anbringe min bagdel i en eller anden form for beskidt masse a la en nymalet bænk eller et stykke chokoladekage.

Sidstnævnte ville være tragisk på mere end blot én måde.

BUKSER THE SEAFARER | SKJORTE VINTAGE | ØRERINGE GINA TRICOT | SOLBRILLER LOEWE | SKO NIKE

followwho

SHOULD LIFE FEEL EASY?

img_1530-kopi

Hvis det ikke føles svært, hvad gør jeg så forkert? Eller helt rigtigt?

Forleden fangede jeg mig selv i at skrive en tekst helt uden selskabet fra de ellers så velkendte skriveblokader, følelser af mindreværd og den evige spørgsmålsstillen ved tekstens værdi og pretty much alt andet i verden.

Mon vandmænd drømmer?

Det var vist en tekst omkring, at mit indvendige trænger til en omgang dybdegående massage. Og manglen på tvivl og spørgsmål omkring, hvorvidt denne tekst egentlig var OK eller blot endnu et spadestik imod graven af fiasko, som jeg med mit fravalg af kandidat og tilvalg af en karriere som vordende skribent bevæger mig imod, efterlod mig ironisk nok med spørgsmålet:

Hvad gør jeg forkert, siden det ikke føles svært?

Den lethed mine fingre bevægede sig over tastaturet med, stod som stor kontrast til følelsen af udskilt hjerteblod og armhulesved, som forfatningen af andre tekster kan efterlade mig med. Som et fyrtårn i det mørke hav, der er skriveblokader og spørgsmål omkring det indre liv af blævrende H2O mandspersoner, stod denne følelse af, at det overhovedet ikke var svært.

Så hvad er det, jeg gør forkert?

Og så gjorde jeg, hvad Sillewho gør bedst: Jeg begyndte at overtænke følelsen. Jeg var nødt til at dedikere en tanke eller ti til min fornemmelse af, at hvis jeg ikke kæmper med det, jeg gør, så gør jeg det ikke rigtigt. For det var da egentlig en pudsig tilgang til livet. Ville den logiske slutning ikke være, at hvis noget føles nemt, så er det, fordi man gør det helt rigtigt? Fordi man er god? Fordi man er blevet meget bedre siden sidst, man kæmpede?

Jeg tænkte for mig selv: Betyder mindre kamp, at jeg er blevet bedre, eller at jeg gør noget forkert?

Jeg er ikke sikker på, at der er et endegyldigt svar. Vi må jo højest sandsynligt konkludere, at der er mange faktorer, der vil påvirke sværhedsgraden af en specifik handling eller situation. Humør, type af opgave, hvordan håret sidder, om Merkur er i retrograd. Men måske skal følelsen af lethed ikke medbringe frygten for, at jeg gør noget forkert, men rettere lettelsen over, at jeg muligvis er blevet bedre.

Samt erkendelsen af, at livet jo faktisk helst ikke skal føles svært. I hvert fald ikke hele tiden.

Jeg kan nok bare ikke rigtig ryste ideen om, at det ikke er rigtig godt, hvis det ikke gør lidt ondt. Hvis det ikke er lidt svært. Og det er måske meget godt, når man er smart kunstner som jeg, der allerhelst skal gennemvædde sine værker med tårer, blod og eventuelt en lille smule savl, hvis det også skal være lidt sexet. Men taget det kunstneragtige ”smerte rimer på hjerte” perspektiv ud af ligningen, er det måske egentlig meget klogt og fordelagtigt at søge efter et liv, en hverdag, hvor det ikke føles svært. I hvert fald ikke hele tiden.

Hvor det hovedsageligt føles let.

Hvor forholdene man vælger at indgå i, om det så er kærlighed, venskab eller arbejde bare fungerer uden at trække tænder ud. Hvor mennesker man omringer sig selv med ikke føles som evigt arbejde. Hvor arbejdet, karrieren, vejen man har valgt at gå, ikke føles svært på den der,

Åh gud, jeg håber, at jeg bliver kørt ned af en bil. Bare sådan en lille smule, så jeg ikke behøver at tage på arbejde

måden.

Måske er det værd at gå efter det, der er udfordrende, men ikke evigt og altid svært?

Her mener jeg ikke, at man altid skal blive inde i sin hyggelige comfort zone. Selvom der er så dejligt lunt derinde. Jeg mener heller ikke, at man skal give op, så snart teksten føles en smule svær og livet endnu mere. Jeg mener bare, at det måske slet ikke er så dumt endda, hvis det hele føles let.

Sådan helt generelt.

For hvis arbejdet, forholdet, kærligheden, teksten og det egentlig føles overordnet let, som noget du elsker, noget du godt kan finde ud af, så er det måske bare så meget lettere at håndtere de situationer, der ikke føles lette? De uundgåelige huller i vejen, der gør vejen lidt svære at komme frem på. Den indviklede opgave på arbejdet, den store opgave på studiet, skænderiet med kæresten. Dårligt internet når du skal streame det nyeste afsnit af din favoritserie, så Netflix hakker.

I ved; De ting, der virkelig fucker med livet.

Så næste gang en tekst føles nem at skrive, vil jeg undvære overtænkning over, hvorfor det mon er sådan. I stedet vil jeg nyde, at jeg har fundet det, der rent faktisk kan føles nemt. At jeg er blevet så meget bedre, end jeg var dengang, hvor jeg kæmpede. At fordi jeg elsker det, jeg laver, så vil der komme stunder, hvor det ikke er svært.

I hvert fald ikke på kør ind i mig, please måden.

followwho

AN OUTFIT FOR A PREMIERE

ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Dagens forevisning får 1 stjerne i Politiken

Jeg betragter i dag som forpremieren til resten af mit liv. Eller i hvert fald til i morgen. Fordi i dag er alt gået galt. Mit tøj har set forfærdeligt ud, jeg har været vred og i skænderi med min kæreste, jeg har fortsat ondt i ryggen og min inspiration – som jeg så højrøvet pralede af i går – er forsvundet som dug for solen og for de to lurer og mange kager, jeg har fyldt på maskinen i dag.

Sceneskift og genlæsningen af manuskriptet. Så spænder vi sgu lige ballerne i morgen, folkens!

Jeg kæmpede imod følelsen først. Prøvede at gemme min vrede væk. Forsøgte at smile foran kameraet til mit outfitbillede. Lavede store planer. Men nogle dage spiller forvisningen bare ikke. Og selvom dette nok resulterer i dårlige anmeldelser fra mig selv, min kæreste og de andre kunder i supermarkedet, som jeg sukkede højlydt af, når de ikke flyttede sig, så skal jeg nok komme efter det.

En anden dag.

Men i dag er outfitbillederne blevet slettet. De dårlige anmeldelser blevet slettet. Og som jeg sidder tæt op af min kæreste – som jeg selvfølgelig er blevet gode venner med igen – drømmer jeg om, hvad jeg gerne vil være iført, når dagen hvor alting spiller igen oprinder.

Og det er blevet til ovenstående.

Statement tee, baggy jeans, en skarp blazer, de fineste sko og mit højeste juleønske i år: Flere statement øreringe, der kan lede opmærksomheden væk de sidste tegn på gårsdagens dårlige optræden. Jeg ville elske at iklæde mig ovenstående, og øreringene er drømmekøb nummer et for 2017. Jeg tror, at de ville være den perfekte investering. En investering, der kunne gøre selv de kedeligste forpremiere looks pisse smukke.

Og det har jeg uendeligt meget brug for.

INDEHOLDER REKLAME LINKS TEE GOOD GIRLS CLUB COPENHAGEN | JEANS TWIST & TANGO | BLAZER MSMG | SKO LOEWE | ØRERING ORIT ELHANATI

followwho