THE END OF FEEL GOOD MONTH

INDEHOLDER SPONSOREREDE OPLEVELSER

Fordi jeg som senmoderne individ ikke kan gøre noget uden at dele det på de sociale medier

For en måned siden påbegyndte jeg The feel good challenge – fordi jeg som senmoderne individ ikke kan foretage mig noget uden at overgøre det samt dele det på de sociale medier – og det er nu tid til at gøre status over denne tid, som et meget mere selvkærligt individ.

Det var nemlig tænkt, at jeg med denne challenge skulle fokusere på at gøre gode ting for mig selv. Fordi med al den tid jeg bruger på at spise god mad, købe tøj og ligge på sofaen og se serier, er det altså bare nødvendigt med en ordentlig omgang forkælelse engang imellem. For mig handlede det egentlig mindre om at købe nye sko og mere om at kigge på mig selv og være kærlig mod den og det, jeg så.

Og så også om nye sko.

Jeg ved ikke, om det er min challenge, der har gjort det, eller om jeg bare er blevet så fandens meget ældre og klogere efter denne –  må jeg indrømme – uendeligt lange måned, der i virkeligheden har ændret hele mit liv, men jeg er faktisk blevet bedre ved mig selv. Jeg har lidt færre onde ord til overs for mine lår, jeg pakker oftere og oftere den dårlige samvittighed væk og jeg har – glimt af – tro på, at det hele nok skal gå.

Og så har jeg også nye sko.

Herunder er en gennemgang af nogle af de gode ting, jeg har gjort for mig selv denne måned. Gør det samme eller gør noget helt andet. Bare du er god ved dig selv og kysser på dit eget spejlbillede engang imellem.

Og køber nye sko.

Jeg har brugt tid på at ordne negle og hjem, og jeg glæder mig meget til at vise jer de nye – meget farverige – opgraderinger, der er sket herhjemme. Jeg har haft brug for farver og forandring omkring mig, og det er der fandeme kommet!

Jeg har købt mine drømmestøvler tilbage. Det er noget af et voldsomt køb, der egentlig ikke var sådan rigtig plads til, og ikke lige er noget, alle (læs: mig) kan gøre fra tid til anden, men disse har jeg drømt om så længe, at der blev solgt ud for at få det til at lykkedes. Og jeg er ret så lykkeligt.

Nå ja, jeg blev lige bachelor. Og jeg tillod mig selv to dage på sofaen efterfølgende med så meget mad, at jeg ikke kunne vende mig på maven og så mange lurer, at jeg ikke vidste, hvad dag det var.

Jeg har trænet. Fordi det gør mig glad.

Jeg har droppet træning. Fordi det også gør mig glad.

Jeg har været til yoga. Og er faldet i søvn til yoga. Og så har jeg været til lidt mere yoga, hvor jeg ikke faldt i søvn.

Jeg har spist burgere i sengen sammen med min mand.

Jeg har spist grøntsager og frugt for at gøre mit sind og min krop lykkelig.

Jeg har været sammen med mine fantastiske veninder, der hver dag minder mig om, at jeg er et voldsomt heldigt menneske.

Jeg har været til sponsoreret behandling hos Christian fra Krops-bevidsthed. Det har været intet mindre end livsændrende. Første gang stortudede jeg, anden gang råbte jeg af ham og tredje gang rystede min krop som aldrig før. Det lyder måske ikke ligefrem rart, men det har åbnet op i noget i mig, som jeg ikke vidste, var lukket til. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare, hvad manden gør, men han trykker nogle steder, så føles det som om, at han læser mine tanker, og så siger han alt det rigtige, der får mig til at tude og giver mig troen på, at det hele nok skal gå.

Jeg har spist virkelig meget indisk mad og været helt ligeglad med, hvad det gjorde ved min vægt.

Jeg fik lov at teste den vildeste cleanse fra Vitaviva (sponsoreret produkt), og det var så god en oplevelse. Det er ikke én, du skal forsøge dig med, hvis du har vigtige møder i løbet af de første par dage, men den gav mig et boost, motivation til at spise ualmindeligt sundt og lækkert samt energi (og et medfølgende vægttab, der dog ikke er det vigtigste i denne sammenhæng).

Jeg har spist mere indisk hjemme i min sofa.

Jeg forkælede mig selv med endnu en stor ting, nemlig en længeønsket parfume fra Loewe. Før jeg købte den, var det mange måneder siden, jeg sidst havde brugt parfume, så det er lidt fra den ene yderlighed til den anden. Den er bare så fantastisk, at jeg ikke kunne være den foruden.

followwho

ER KIKSET ET VALG? ELLER EN MEDFØDT DEFEKT?

“Fru Mor, vi kan desværre se, at dit barn lider af kiksethed og højest sandsynligt kommer til at gøre sig selv til grin til fremtidige københavnske modeuger. Vi beklager meget”

Efter igen at have fundet ud af den tåge, der var bachelor, donuts og lange lurer, gik jeg i går – alt for sent må jeg her påpege – mine invitationer til modeugens shows og arrangementer igennem for at se, hvilke aktiviteter jeg kunne se frem til i løbet af den snarlige kommen uge i modens tegn. Og som jeg gik igennem diverse mails og breve, fandt jeg pludselig mig selv værende ophavsmand til udtalelser som:

Showstart klokken 18? Så er jeg først hjemme igen klokken 20. Hvad tænker de på? Helt ude på *indsæt adresse, som provinspigen ikke kender*? Der finder jeg aldrig hen. Det bliver sgu også så koldt. 

Mens jeg gennemgik en indre diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg nu nok egentlig burde tage afsted for at netværke, se alle de fantastiske kollektioner (og mennesker) samt for at tørste, (fordi det åbenbart er lige så umuligt at finde væske uden alkohol, som det er at forblive ved sin fornufts fulde brug) kunne jeg ikke undgå at føle mig så pisse kikset. Kikset, fordi jeg ikke var helt oppe at køre over, at det nu var modeuge. Kikset, fordi jeg ikke er lige så cool og overskudsagtig som de damer, der render rundt i høje hæle fra tidlig morgen til – champagneberuset og røvkold – aften. Kikset, fordi jeg har spist så meget kage, at jeg nu ikke kan spise aftensmad og ikke kan lade være med at høre mine forældres stemmer for mig.

Og som jeg sad der og indså, at jeg jo ikke kommer afsted, og hvis jeg gjorde alligevel ville være for kikset til 1: at blive taknemmeligt offer for street style fotograferne 2: til ikke at ende med at sidde flere timer i Beau Marches udstilling, fordi jeg troede, at det var deres café, var jeg efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt jeg mon er født kikset eller blot har udviklet mig til det efter nok akavede møder med virkeligheden? Er kikset a way of life? Eller noget vi kan vænne os af med, hvis vi nu bare prøver hårdt nok? Ligesom nikotin og sukker.

Kan vi detoxe fra vores kiksethed?

Min manglende evne til at være helt lige så sej og gennemført som de andre modebørn, har altid frustreret mig. Jeg mener ellers selv, at jeg er blevet rimelig omfavnende af mine egne fejl og mangler og har accepteret, at jeg bare ikke får større bryster, end dem jeg har nu. Men jeg har endnu svært ved at sluge den bitre pille, der er min egen kiksethed.

Det er altid mig, der er lidt for meget fan af folk. Det er altid mig, der får sagt et eller andet åndssvagt. Det er altid mig, der har fnuller på tøjet og sure kondisko. Det er aldrig mig, der helt finpudset har styr på hele livet.

Men det ville jeg gerne være.

Jeg ved godt, at vi i vores tid prædiker om vigtigheden af at elske vores små finurligheder, men hvis jeg kunne bytte min politisk korrekte kiksethed med helt igennem styrpålivethed, så havde jeg sgu nok gjort det hurtigere end champagnen går tynde modefolk til hjernen. For jeg hader, at jeg er kikset. Jeg hader, at jeg ikke hopper rundt i høje hæle til modeugen.

Jeg hader, at jeg lige har fundet den kanelgiffel, jeg tabte på gulvet tidligere. Og har spist den.

Måske kan jeg øve mig i at være lidt sejere? Sørge for kun at spise ting, jeg ikke kan spilde på mit tøj. Fylde min taske med de der klistrede ruller, der kan fjerne fnuller fra mit tøj. Skrive alt, hvad jeg siger ned i en bog, analysere det og sende det til gennemlæsning inden jeg siger det til den moderigtige og distraherede modedame, der står overfor mig.

Eller måske skal jeg rettere acceptere mit lod i livet? Acceptere det, omfavne det og skrive om det på bloggen. Skrive om det, når jeg får udtalt alle designernes navne forkert. Skrive om det, når jeg står i et hjørne og tænker over, om der mon egentlig er en mening med alt dette, eller om det hele bare er et stort teaterstykke? Og om jeg mon egentlig tog rene underbukser på i dag? Og som jeg holder mine bekendtes drinks, mens de får taget billeder af smarte fotografer, skriver jeg en note ned på min telefon:

Er det mig, der er helt forkert? Eller kan jeg finde en måde at gøre dette på min egen måde?

Det er jeg ret sikker på, at jeg godt kan. For jeg vil være med. Jeg vil inspireres. Jeg vil kigge. Jeg vil skrive ned og jeg vil fyldes op af mode, mennesker og mærkelig mad. Men jeg skal finde min egen måde at gøre det på. Min egen kiksede måde, måske. Og mens jeg finder den måde samt accepten af, at jeg nok er bare lidt mere kikset end andre folks børn, sætter jeg kryds i “kan desværre ikke deltage” i denne omgang, sætter mig under mit tæppe og glæder mig ved, at jeg i næste uge kan bruge min tid på at skrive lange tekster, kysse på min kæreste, falde ned efter studieafslutning og drikke væsker uden alkohol i varmen under min dyne.

Og mens jeg varmer mig der, kan jeg samtidig varme mig ved, at jeg nok endda skal finde en måde, hvorpå jeg kan forene min interesse og min person. For jeg er en kikset skribent med en ustoppelig forkærlighed for ikke-kikset mode.

followwho

EN STÆRK KVINDE SKRIVER: ELITESTUDENT, MOR OG TVANGSTANKER

“Jeg var ikke svag, fordi jeg bad om hjælp, men jeg ville have været det, hvis jeg ikke havde gjort noget”

Jeg så godt, at hendes mail kom ind på min telefon tidligere i dag. Jeg løftede den en smule for at se, hvem der kunne tage æren for den høje biplyd, der netop havde lydt, inden jeg lagde mig tilbage på sofaen med mine donuts, trætte øjne og nummer alt for meget afsnit af en eller anden serie på Netflix. Jeg havde hele dagen undgået tankerne om, at jeg egentlig skulle have kigget på min forskudsopgørelse, regningerne fra min a-kasse og alt muligt andet, som jeg havde sprunget over ved hjælp af lange lurer og min forsikring til mig selv om, at jeg “nok skulle kigge på det i morgen”.

Og sådan havde jeg også med hendes tekst.

Jeg havde egentlig slet ikke tænkt mig at åbne bloggen i dag. Jeg havde bare brug for at lave absolut ingenting. Med en dertilhørende ren samvittighed. Jeg havde brug for at finde mig selv til rette i alle de forandringer, der sker omkring mig lige nu. Jeg havde bare brug for at ligge der på sofaen og kigge lige frem.

Indtil jeg pludselig mærkede et behov for at læse teksten.

Måske jeg bare blev træt af krimiserierne og den vandrette position, jeg havde befundet mig i de sidste mange timer, eller måske overdøvede tekstens sirenekald min dovenhed og fortalte min underbevidsthed, at denne tekst ville komme til at ændre min dag. Mit syn på mig selv. Mig.

Jeg har nok egentlig aldrig været helt ærlig omkring perioden, hvor jeg led af tvangstanker. Det er jo længe siden, at de egentlig forsvandt. Indrømmelsen af, at dette har været en del af mit liv, er noget af det sværeste, jeg endnu har været nødt til at sætte ord på. Det er de færreste mennesker, der egentlig ved, hvor langt nede jeg var, hvor meget jeg kæmpede med dem. For det er ikke rart at indrømme. Det er noget, jeg kan være bange for, får folk til at andre deres syn på mig.

Men sådan skal jeg ikke tænke.

Det mindede nedenstående tekst mig om. Sådan skal jeg ikke tænke, og jeg skal ikke føle mig så mærkelig og alene, som jeg ellers kan gøre det, når jeg husker tilbage på den tid. For det har jeg gjort. Og dagens stærke kvinde har skubbet mig endnu et skridt i den rigtige retning. Mindet mig om, at jeg ikke blot er stærk, men heller ikke alene. Og et helt andet menneske end jeg var engang. Jeg håber, at hun kan gøre det samme for jer.

En stærk kvinde skriver:

“Jeg har altid været perfektionist. Jeg har altid haft høje krav til mig selv. Jeg har også altid haft angst. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Jeg er elitestudent, forsker, mor og nu læge, og er på alle måder en “stærk kvinde” i samfundets øjne. Men jeg er også på angstdæmpende medicin, nu igennem mere end et år. Det er der ikke nogle ud over mine nærmeste, – og nu jer – der ved.

Det er ikke noget, der gør mig til en “stærk kvinde” i samfundets øjne, men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at det gør det i mine egne!

Jeg har altid haft OCD og angst, men selvom jeg har været igennem psykiatri pensum på medicinstudiet, var jeg bare ikke klar over, at det var det, det var. Jeg har ikke haft udprægede tvangsritualer tidligere, men jeg har haft tvangstanker, og de har været med mig uden, at jeg var klar over, at de var der. Det var nok bare sådan, jeg var: At jeg altid bekymrede mig og var ængstelig.

Da jeg begyndte at læse og forske blev det værre. Jeg kunne ligge søvnløs om natten over, om jeg gjorde noget galt, enten i forhold til patienterne jeg så på sygehusene eller forsøgene i laboratoriet. Da jeg blev gravid blev det ikke bare værre, det eskalerede!

Jeg røg ned i et stort sort hul af gennemgribende angst for at gøre noget forkert og skade mit barn. Jeg levede efter alle regler og anbefalinger, men alligevel var jeg sikker på, at jeg nok skulle komme til at gøre et eller andet der, gjorde, at jeg mistede barnet. Da jeg havde en måned til termin og burde glæde mig og være lettet over, at jeg havde et levende og livligt barn i maven, kom jeg i tanke om, at jeg havde håndteret noget sygdomsfremkaldende materiale lidt forkert i forhold til sikkerhedsanbefalingerne året inden, jeg blev gravid. Jeg troede faktisk ikke angsten og det sorte hul kunne blive dybere, men det kunne den. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af bekymring, selvbebrejdelser og angst. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at søge hjælp, desværre hos en person, der ikke helt forstod, hvor slemt det stod til. Det gjorde jeg måske heller ikke helt selv. Men jeg troede jeg havde en form for sikkerhedsnet for, at jeg ikke havnede helt ude i torvene, når jeg havde født.

Jeg fødte min søn, alt gik fuldstændig glat og jeg elskede det lille væsen højere, end jeg troede muligt. Jeg ammede, var til stede og knyttede mig. Heldigvis er jeg enormt stædig og holdt fast i vigtigheden af det.
Men jeg var hele tiden overbevist om, at jeg havde gjort ham syg og ville miste ham. Når han sov, sad jeg og rystede henne i et hjørne og græd. Og så kom tvangshandlingerne. For hvad nu hvis jeg kunne forhindre at gøre yderligere skade? Ved at gøre rent, smide ud og desinficere, og igen og igen præcis prøve at gennemtænke, hvad jeg havde haft på i laboratoriet, hvornår jeg sidst havde vasket det, hvilke ting jeg havde rørt ved osv osv.

Det er en af ulemperne ved at have fotografisk hukommelse.

Summa summarum: jeg var udmattet, trist og ked af det. Og vred på mig selv over, at jeg ikke kunne få lov at nyde min søn. Jeg ringede til min læge og bad om at blive startet op på antidepressiva og samtaler. Det er nok et af de sværeste opkald nogensinde. Jeg syntes, det var et nederlag at bede om hjælp. Særligt samtaleterapien hjalp mig, men medicinen virkede lidt ligesom en elcykel; jeg skulle selv træde i pedalerne, men det gjorde det nemmere at komme op ad den stejle bakke, jeg havde foran mig. Det har taget lang tid, jeg kan stadig blive bange og får dagligt tvangstanker. Men ikke på en måde så jeg ikke kan være den, jeg er. Og det kan jeg faktisk blandt andet, fordi den medicin jeg tager, gør det nemmere at adskille OCD’en fra mig selv; jeg er faktisk ikke min angst, selvom den er en del af hvad det indebærer at være mig.

Jeg øver mig dagligt i at skubbe den ud af min indre kerne, som på mange måder faktisk er stærk. Og som oftest lykkedes det. Jeg var ikke svag, fordi jeg bad om hjælp, men jeg ville have været det, hvis jeg ikke havde gjort noget. Jeg skal hele tiden øve mig i ikke at se medicinen som et nederlag, for det er desværre sådan, det tit bliver set på. Set med andres øjne er jeg en succes; jeg er omsorgsfuld og dygtig, supermom og karrieren kører derudaf. Samtidig har jeg altså angst og tager medicin for det. Gør det mig til et svagere menneske, mor eller læge? Det synes jeg ikke. Og sådan synes jeg heller ikke, at I skal tænke om hverken mig eller jer selv.

Vi er stærke, fordi vi tager kampen op. Også selvom vi ikke vinder hver dag.”

followwho