I CHANGED MY MIND ABOUT “FAKE IT ‘TIL YOU MAKE IT”

INDEHOLDER SPONSORERDE ITEMS

Måske man skulle prøve det der fake it ‘til you make it?

Jeg skrev engang et indlæg, hvori jeg gav udtryk for min afstandtagen til begrebet “fake it ‘til you make it”. Det var vidst en svada om, at vi skal være os selv, ikke sætte en maske for vores sande følelser, vare sande og alt det der andet after school special pis.

I ved, det der pseudopsykologiske-feel good pis jeg så ofte fyrer af.

Men i dag besluttede jeg mig for, at jeg ville rykke nærmere accepten af, at det muligvis er et nødvendigt onde – altså begrebet – der kan snyde mig selv og min hjerne, der – åbenbart – er af hamsteragtigstørrelse, siden et smil og en grineren sweatshirt kan distrahere den.

Jeg er stadig ikke for, at vi skal være andre, end vi egentlig er. Jeg synes, at vi skal være ærlige om vores følelser: Har du det nederen, så har du det nederen. Men jeg tror, at jeg skal til at snyde mig selv en lille smule mere. Smile lidt, selvom det måske ikke føles, som om jeg lige har lyst til at smile. Gøre noget ekstra ud af mig selv, selvom jeg langt fra har lyst til det.

Ikke for andres skyld, men for min egen.

Jeg er god til at dvæle i mine egne huller og dårlige tider. Det er så velkendt, så nemt. Det fungerer bare ikke i længden. Så nu vil jeg prøve noget nyt. Fake it ‘til I make it. Sætte håret lidt pænt, smile lidt mere, og mærke, hvordan det positive kommer væltende ind over mig, som var det dårlig samvittighed efter en hel pakke Spangsberg.

Jeg kan allerede mærke, at jeg snart maker det.

BUKSER VINTAGE | TRØJE GESTUZ (sponsoreret) | SKO VINTAGE | SOLBRILLER LOEWE

followwho

DO I HATE MY WARDROBE OR DO I HATE MYSELF?

img_3372 Har jeg nedtur over min jeans eller over mig selv?

Jeg hader min garderobe. Jeg savler over alle andres. My loins are burning for full on wardrobe makeover. Som du læser dette, tænker du nok: “Ro på, Sillewho, du er da vist blot ramt af en ordentlig omgang kvindeligt had til egen garderobe, der rammer os alle mandag morgen. Det er meget normalt.” I så fald må jeg sige: Du har nok ret.

Mærkelige, hypotetiske person, der blander sig overraskende meget i mit liv.

Det var egentlig også min første tanke, da jeg for et par uger siden for første gang kiggede på min garderobe og tænkte: Jeg hader dig. Som var du forsinkede toge og kolde Sunset pomfritter. Det var igen tanken, der ramte mig i morges, da jeg skulle klæde mig på. Og da den ramte mig endnu engang, da jeg kiggede billeder igennem fra dagens hurtige photoshoot (i.e. ovenstående billeder), kom jeg pludselig til at tænke på noget:

Er det min garderobe eller mig selv, jeg hader?

Det føles som meget mere end blot en mandagsnedtur over egen garderobe. Det føles som noget andet end bare alment behov for, at der sker noget nyt. Så er min nedtur over mine jeans i virkeligheden en nedtur over mig selv?

Hader jeg mine statement t-shirts, eller hader jeg mig selv?

Der kommer et tidspunkt, hvor man er nødsaget til at stoppe med at prøve forskellige outfit og i stedet prøve at kigge indad. For ligemeget hvor skønt det sæt så er, så er det svært at se, hvis man ikke engang kan se det skønne i sig selv.

Jeg tror ikke, at jeg skal skifte tøjet på bøjlerne ud – jeg skal rettere skifte mine tanker om mig selv ud. Jeg tror som sådan ikke, at der er noget galt med min garderobe eller mit udseende, der er bare noget galt med måden, jeg kigger på mig selv på.

Eller også kan det selvfølgelig bare være, at jeg har brug for et par røde læderbukser, en sort Vetements frakke og den der himmelblå Loewe taske.

TØJ VINTAGE | ØRERINGE H&M | SKO OG TASKE CÉLINE

followwho

IS THIS THE EARLY TWENTIES?

Endte forhold, nye boliger, hundehvalpe, babyer og absolut ingenting som det var engang: De tidlige tyvere slår til igen

I morges vågnede jeg op med puffede øjne. Jeg havde brugt størstedelen af aftenen inden på skiftevis at græde på min kærestes skuldre grundet det faktum, at det hele virker fuldstændig vendt på hovedet lige nu, til dernæst at proppe mit ansigt med Spangsberg flødeboller. For herefter at tude lidt igen over, at jeg det næste år ikke skal vaske min kærestes undertøj.

It’s the small things, you know.

Da jeg slog de førnævnte tyggegummibobbel-agtige øjne op, var jeg efterladt med følgende spørgsmål: Er det sådan her, de tidlige tyvere skal føles? Og er der flere flødeboller?

Det var der. Men første spørgsmål er stadig et, der står ubesvaret og tydeligt i mit indre. I min vennegruppe er der forandringer som aldrig før: Endte forhold, nye boliger, endte karrierer, nye jobs, babyer, hundehvalpe og nye kærlighedsaffærer. Der er meget lidt, der er, som det var engang, og det sætter forandringsfrygten på højtryk og popningen af vinpropper på repeat.

Det hele føles lidt forkert. Jeg er vant til ro, den samme gamle traver, et mål om at få det hele til at fungere uden andre nyheder, end at jeg skiller pandehåret til en anden side, end jeg plejer. Så hvad sker der lige? Hvorfor forandrer det hele sig?

Jeg mistænker de tidlige tyvere som værende årsag til op- og nedvendingen af mit liv.

Det er logisk nok, at det er nu, det sker. En færdiggjort uddannelse og voksenlivets banken på ruden, der er mit liv (lad os tage et øjeblik til at dvæle lidt ved, hvor smuk en formulering det var). Forandringer er uundgåelige – jeg regnede bare ikke med, at de skulle være så store. Så livsændrende.

Så lige-nu-fuldstændig-på-samme-tid-helt-vildt-angstprovokerende. 

Men de er der. Og der er intet andet at gøre end at omfavne dem. De tidlige tyvere, forandringsfrygten og Spangsberg flødebollerne. Jeg er nødt til at tro på, at det hele nok skal gå. At det er et nødvendigt tigerspring i livet og for den næste periode i mit liv.

Men forhelvede, hvor er det dog skræmmende…

Jeg tror, at jeg skal have en ekstra pakke flødeboller i aften.

 

followwho
Older posts