JEG SØGER NY BOLIG

Hvem havde gættet, at provinspigen skulle blive storbypige?

Lige nu føles det lidt som om, at mit liv er vendt op og ned. Aldrig før har jeg oplevet så store ændringer i mit liv, jeg kan knap nok stå oprejst – ingenlunde producere nogen form for interessant eller logisk tekst. For præcis én måned siden blev jeg færdiguddannet som journalist med sidefag i kommunikation, siden da har den stået på jobsøgning og spændende muligheder, og nu står jeg over for nok den største forandring:

Jeg skal flytte til København.

Min kæreste har fået en stor jobmulighed, der gør, at han skal flytte til Bornholm. Det betyder, at vi har opsagt vores lejlighed, og at jeg nu tager mod København for at gøre karriere og opleve livet som storbyspige.

Who the fuck could have guessed?!

Vi er ikke gået fra hinanden. Overhovedet ikke. Livet trækker os bare – fysisk – i forskellige retninger for en stund. Jeg tror, at der er en mening med det hele.

Men jeg har brug for jeres hjælp.

For jeg mangler et sted at bo. Sådan meget lige nu. Et værelse, en lille lejlighed, så centralt som absolut muligt. Kan I hjælpe mig? Jeg kan lægge omkring 5.000 kroner om måneden til et værelse, eller også er vi to venner, der kan lægge 10.000 i alt til en 2-3 værelses lejlighed.

Jeg håber på, at I kan hjælpe mig. Jeg har brug for at få styr på et eller andet nemlig…

Sillewho@gmail.com

followwho

ITEMS TO MAKE ME FORGET I AM AN ADULT

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Voksenlivet forsøges glemmes ved hjælp af skøre items og prikkede støvler

Da jeg i morges havde brugt over en halv time med hovedet i toilettet – ikke grundet sygdom eller interesse i det farverige liv af kloakrotterne, men grundet ekstrem rengøringsflip – kunne jeg ikke undgå at dvæle lidt ved det højlydte spørgsmål, der nu fyldte mit hoved: Er det her voksenlivet?

Og mens jeg knugede svampen og følte mig voldsomt ør grundet en udefinerbar blandning af meget voldsomme rengøringsmidler, satte jeg mig tungt tilbage på røven og følte lidt, at det hele var lidt noget lort. Særligt det der med at være voksen.

Dernæst satte jeg mig for at sammensætte en liste af items, der kan få mig til at glemme, at jeg er sådan et voksent individ, der bruger sin morgen med hovedet i toilettet, uden tequila overhovedet har været indblandet. Farverige items, skøre ting, uopnåelige drømme pieces og humørboostende tilføjelser i både den billige og den dyre ende.

Jeg føler mig allerede yngre.

Som skrevet tidligere har jeg efterhånden slået op med minimalismen, og det bærer denne ønskeliste altså også præg af. De fineste tilføjelser til en rimelig simpel garderobe, der bærer lidt for meget præg af voksenlivet og toiletrensning og slet ikke nok af stribede Balenciaga skjorter og futuristiske støvler fra Topshop.

REKLAME LINKS SKJORTE BALENCIAGA | STØVLER TOPSHOP | TERNET SKJORTE TOPSHOP | SWEATSHIRT GESTUZ |  STØVLER ACNE | SOLBRILLER CÉLINE | TASKE LOEWE | ØRERINGE SNÖ OF SWEDEN

followwho

ULYKKER ER SELSKABSLIDERLIGE

Ulykker er ligesom de piger, der kun kan bevæge sig i flok

Da jeg i morges iklædte mig mine smarte, ternede bukser, kunne jeg ikke lukke dem. Eller rettere skrevet: Jeg kunne ikke lukke dem uden de kravlede så langt op i de hellige haller, at de burde plante et flag som tegn på, at de var de første til at udforske dette hidtil ukendte territorium. Og som jeg trak maven ind, tog mine Gucci solbriller på, spiste min morgen Snickers og skyldede den ned med Faxe Kondi, fangede jeg mit spejlbillede på vej ud af døren og var efterladt med et spørgsmål:

Er ulykker selskabsliderlige?

Følelsen af knappen, der skar sig ind i det nederste af min mave, agerede som en skarp reminder om, at det ikke går så skide godt for tiden. Og nu kan jeg fandeme heller ikke passe mine bukser længere. En altoverskyggende følelse, der kun kan beskrives som “en ulykke kommer sjældent alene”, har fulgt mig i en uges tid og kulminerede i går, da jeg opgivende satte mig på en bænk for at slippe et par tårer over det faktum, at mine to faste frokoststeder begge havde lukket.

Som jeg stod der og kæmpede med knappen, kulminerede det endnu engang, mens jeg kiggede mod himlen og de førnævnte ulykker og spurgte: Er I seriøst  bange for at være alene?

Din bil går altid i stykker, når du lige har fået en kæmpe elregning. Du bliver altid syg, når du netop har dumpet eksamen. Du mister altid dit job, lige når du er blevet droppet af kæresten. Og du har aldrig plads til dine helt nye Céline sko i skabet, fordi du har  mange par i forvejen.

Du ved, normal problems.

Denne utålelige tendens med, at toget altid er forsinket, når hele din dag har været lort, og at livet altid virker til at kaste en hel bunke afsted imod dig i stedet for blot ét problem, efterlader mig med teorien om, at ulykker er ganske selskabsliderlige. De kan ikke klare at være alene, og bevæger sig kun i flok, som var de unge piger i strudsefjerspels og Lala Berlin tørklæder. Det er såmænd derfor, at vi altid rammes af livets lort på én gang: Fordi de kun kan tage til fest, hvis de har hinanden.

Og i øjeblikket er Silles liv årets fest, som ingen vil misse.

Bevares, de ternede bukser kunne jeg jo rent faktisk heller ikke rigtig passe, da jeg købte dem, og de der frokoststeder? De laver i virkeligheden ikke særlig god mad. Men tilstedeværelsen af andre ulykker fik disse til at virke som flere til samlingen. Måske er ulykker egentlig ikke selskabsliderlige alligevel? Måske er det blot mig, der inviterer alt for mange til ulykkesfesten, når jeg allerede har ondt af mig selv?

Jeg tror, at ulykker har lidt svært ved at nyde deres eget selskab. De har brug for andre folk omkring sig for at have det godt med sig selv. Og det er OK. Sådan er der jo nogle, der har det. På et tidspunkt så skal de nok skride alle sammen på samme tid, og så kan min fest begynde igen. Det eneste gode ved, at ulykker sjældent kommer alene er, at så har man overstået en god portion af dem lige der. Og så kan man næsten skimte lyset for enden af tunnelen. I hvert fald hvis man åbner øjnene en smule og ikke lader sig selv bilde ind, at alting er en ulykke. Det kan bare virke sådan en gang imellem.

Nu vil jeg smide bukserne og rende med røven bar. Måske var det i virkeligheden en positiv ting i forklædning, at jeg ikke kunne passe de bukser?

BUKSER OG PELS VINTAGE | TRØJE STORM OG MARIE (SPONSORERET) | TASKE MARKBERG X MARIE JEDIG (SPONSORERET) | SKO VINTAGE | SOLBRILLER GUCCI

followwho