SUNDAY DREAM OUTFIT AND A CHEESY TREAT

ikke-navngivet-1

INDEHOLDER REKLAME LINKS

At spise chili cheese tops i ovenstående sæt ville være mit bud på den perfekte dag

Der er meget få ting, jeg har mere lyst til i dag, end dette outfit og så en eller anden form for ostet treat, der på ingen måde er en del af en sund kost. Det skulle da lige være en treværelses i København eller butter chicken. Førnævnte sæt er den perfekte blanding af komfort, skøre items, farverige tilføjelser og statement items, der – i mine øjne – komplimenterer hinanden perfekt.

Who are we kidding: Hvem vil ikke gerne tage på arbejde i en kjole med emo-agtige flamingoer, der har – må jeg formode – smidt det hotteste album i år.

Jeg er, ligesom alle andre i det ganske, danske land, forelsket mig i de detaljeret sneakers fra Ganni, der kommer med et frisk take på, hvordan sneakers også kan se ud. Derudover spøger den himmelblå taske fra Loewe stadig i mine drømme, og jeg tænker ganske seriøst, at den muligvis står højere på min ønskeseddel end både ostesnack og lejlighed i København.

Men så alligevel ikke. Helst alle tre ting samtidig, tak.

REKLAME LINKS KJOLE GIVENCHY | TASKE LOEWE | SKO GANNI | SOLBRILLER MIU MIU

followwho

EMBRACE NOT KNOWING (ANYTHING)

img_4103

Med dette outfit forsøger jeg at udtrykke: Jeg ved ikke noget som helst

Jeg elsker at have styr på alting. Jeg elsker at vide så meget som muligt. Hvad tid skal vi afsted? Hvad er planen? Hvad skal der ske om tre måneder? Faktisk er jeg nok lidt afhængig af det fantastiske fænomen, det er at tro, at man ved alt alting med det dertilhørende resultat af en følelse af falsk sikkerhed.

For tiden føles det som om, at jeg ikke rigtig ved noget som helst.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg ved ikke, hvordan man løser det hele. Jeg ved ikke, hvordan min egen stil er. Jeg ved ikke, hvem jeg er.  Og det irriterer mig grænseløst. Det føles lidt som at give slip på sin egen redningsvest at skulle give slip på følelsen af at have styr på alting. Men jeg er nået til den realisering, at det nok er nødvendigt. Sådan fra tid til anden at give slip på den kontrol, man føler man får, ved at forsøge at have styr på alting, vide alting. For der er bare perioder i livet, hvor det ikke er muligt, hvor man bare er nødt til at sætte sig tilbage og lade livet gå sin gang, uden det er muligt at skrive det hele ind i sin kalender.

Også når det kommer til ens stil.

Nogle gange har man en klar idé om, hvem man er, hvad man vil udtrykke, hvad man synes er lækkert. Andre gange kigger man på sit skab og overvejer ganske seriøst, om planerne egentlig er så vigtige, at de ikke kan aflyses så man kan blive indedøre (Læg venligst mærke til, hvordan jeg med min anvendelse af “man” trækker jer andre ned i, hvad der i virkeligheden nok er en ganske unik situation).

Da jeg i dag iførte mig træningsleggings, sneakers, stor pels og damede solbriller, kiggede jeg mig selv i spejlet og blev mindet om, at jeg nok faktisk ikke rigtig ved noget som helst for tiden. Og det omfavner jeg.

For jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers skal gøre.

LEGGINGS NIKE | SNEAKERS ASICS | PELS VINTAGE | SOLBRILLER GUCCI

followwho

KAN JEG IKKE DRØMME LÆNGERE?

Har livets opførsel som en kikset kattemand stjålet min evne til at drømme?

Jeg har altid været en drømmer. Forsvundet væk i lange tankerækker om fremtidens fantastiske forhåbninger. Jeg har drømt store drømme om en stor karriere, hvordan min smukke lejlighed skulle se ud, hvad min garderobe skulle bestå af, når jeg blev rigtig velhavende. Hvordan jeg vil sætte mit hår, når det bliver rigtig langt og tykt igen.

Ja, det er ikke dem alle, der er lige store.

Så når jeg lå der på puden, inden mine øjenlåg røg i, der tænkte jeg tanker om alt det gode, som jeg drømte om. For at holde de dårlige ting, der så ofte er at finde, når det hele bliver stille og natten er faldet på, fra døren. Tanker om en Sille, der sparker røv som karrierekvinde iført den der candy striped skjorte fra Balenciaga og med en blå Loewe puzzle stående på skrivebordet, med et smil på læben som hun bevæger sig hjem i den treværelseslejlighed i København, der er indrettet helt rigtigt.

Men det kan jeg ikke længere.

For hver gang jeg smider mit hoved på min pude og lukker øjnene for at fantasere – om dyre mærker og fine skriveborde og altså ikke om bryster eller andet – så spænder logikken og pessimismen pludselig ben for mig. For som jeg ligger der, kan jeg ikke lade være med konstant at tænke på, at det jo ikke kan lade sig gøre. Tænke på alt det, der er gået galt over de sidste måneder.

Du kan jo ikke ligge og tænke på, hvordan du vil indrette din nye stue, for du får aldrig fat i en lejlighed alligevel. 

Og som jeg én for én ligeledes affærdiger de andre drømme, efterlades jeg med spørgsmålet: Har jeg mistet evnen til at drømme? Det føles som om, at realismen er blevet et krav for mine drømme – hvis det ikke er noget, der rent faktisk er ved at ske, så kan jeg slet ikke lade mig selv tænke positive tanker om det.

Jeg tror, at det er, fordi jeg er bange for at blive skuffet.

Som jeg er blevet det så uretfærdigt mange gange over den sidste tid. Som en kvinde på Tinder har jeg gentagende gange måtte indse, at det bare ikke endte, som jeg gerne ville have det. Han var faktisk en idiot. Han var slet ikke pæn. Han havde et usundt tæt forhold til sin kat.

Livet har opført sig som en mand, der sover i ske med sin kat hver eneste nat.

Og her sidder jeg så efterladt med en manglende evne til at drømme, fordi jeg ikke vil have forhåbningerne op. Fordi jeg ikke vil skuffes igen. Det er min egen skyld, det ved jeg godt. Jeg kan jo for helvede bare drømme. Siger jeg til mig selv. Men alligevel finder jeg mig liggende om aftenen med drømme om, hvad jeg skal spise til morgenmad i morgen.

I det mindste kan jeg ikke blive skuffet over min skyr.

Jeg ved ikke, om jeg skal presse mig selv til at drømme. Eller om jeg skal vente til, at det hele føles lidt rarere. Jeg savner, at de gode, drømmende tanker kan vinde over realismen og pessimismen. Og jeg ved, at det nok skal komme tilbage. Lige nu er det bare ikke muligt.

Lige nu er livet stadig ligesom kattemanden.

followwho