23 SUITS ME

Jeg fik ikke lagkage, men jeg så fandeme godt ud

Jeg må nok erkende, at jeg er lidt af en fødselsdagsprostitureret. Der er ikke meget, jeg ikke vil gøre for en gave og et stykke lagkage, og jeg tvivler på, at min kærlighed for fejrelse af mig selv nogensinde forsvinder. Dagen i går – hvorpå jeg fyldte 23 – havde dog ikke helt så meget fødselsdag over sig, som én måske kunne have håbet (én værende mig, the lover of all that is birthday). Med en konfirmation og problematikker, der unægteligt opstår, når man vælger at ændre sit liv fuldstændig fra den ene dag til den anden, blev min fødselsdag lidt mindre “Willy Wonkas Gavefabrik”, og lidt mere “Helt almindelig, rar fødselsdag, tag dig nu sammen, dit utaknemmelige skarn”.

Jeg havde dog alligevel en virkelig dejlig dag med gaver, en fantatisk sød fætter, der blev konfirmeret og tid med familien. Og så har jeg lovet mig selv, at når alting kommer lidt mere på plads, så holder jeg en ekstra fødselsdag for mig selv, hvor jeg begraver mig selv i lagkage og retfærdiggørelse af at kunne købe gaver til mig selv.

On another note: Jeg må ligeledes erkende, at 23 gør mig godt. Jeg var på toppen af mit game i går, da jeg iklædte mig mit nye suit (also known as pyjamas), som jeg havde fået af min kære mand. Et vintage Esprit silketørklæde om min favorittaske, et par høje Céline støvler og de fineste solbriller, og så var jeg sådan set klar til at overtage verdensherredømmet som en lidt klogere og mere moden kvinde.

Der stadig bliver røvforkælet på sin fødselsdag.

SÆT GITTE E | SKO CÉLINE | SOLBRILLER ACE & TATE | TASKE MARKBERG X MARIE JEDIG | ØRERINGE H&M

followwho

A LIST OF THINGS THAT ROCK (SO YOU WON’T LEAVE ME)

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Den bedste modgift for en overdosis af negativitet er en liste over ting, der styrer. Doctor’s orders.

Med frygten for, at jeg snart mister størstedelen af min læserskare grundet en pludselig og ekstrem overdosis af selvynk og negativitet – sponsoreret herfra – ville jeg dedikere et indlæg til nogle af de ting, der har styret i denne uge. For ja, dem har der faktisk været nogle af! Selv her hos den nærmest emo-agtige-teenage-blogger. Så her er fem ting, der har styret i denne uge:

(Siger hun, mens hun skruer ned for Evanescence og slår sit sorte pandehår væk fra øjnene).

Jeg bruger unægteligt meget tid i København. Faktisk føles København efterhånden mere og mere som hjem, og provinsen mindre og mindre som samme. I denne uge har byen vist sig fra en særdeles smuk side, og det føles lidt som om, at den endelig har budt mig velkommen efter at have testet mit værd.

Nu skal det lige passe, at jeg bliver angrebet af en syg due, næste gang jeg besøger byen.

Indretning og tanken om at starte helt forfra og bestemme alting helt selv, styrer for vildt. Og under indretning skal der præsenteres endnu et element, der styrer for vildt: Sjove og farverige møbler og tilbehør. Ovenstående gule stol er ganske enkelt helt igennem fin.

STOL MOODINGS
Tid for mig selv. Det er meget svært at forklare, just hvor meget jeg holder af at bruge tid for mig selv. Særligt hvis det er i situationer, hvor jeg laver noget. Sidde på café, spise frokost, gå tur eller noget helt andet. I denne uge har jeg brugt meget tid for mig selv, og det havde jeg brug for. Jeg har mange tanker, jeg forsøger at finde rundt i, og det gør jeg bedst med podcasts, noget at drikke og så bare mig selv. Italiensk med gode mennesker. Et voldsomt behov for venindetid, rosévin og ost viste sig i denne uge. Heldigvis er jeg indehaver af de bedste kvinder i verden, og sammen med Alfie fik jeg sat det hele lidt på plads. Søde sager og ingen slankekur. Jeg tror endelig, at jeg er nået til et sundere sted i mit forhold til kost og sundhed. Det tog kun lige to måneders vanvittig vekslen imellem junk og broccoli. Jeg har valgt at give slip. Slappe af. Tage det som det kommer. Jeg har indset, at reglerne slet ikke behøver at være så strenge. Spis lidt kage, spis lidt gulerod. Har du ædt meget junk i en uge? Så ret lige lidt op. Har du lyst til en friturestegt donut-agtig ting med nutella? You do you.

Det går nok det hele. Og den tanke styrer for VILDT.

followwho

LIVETS PANDEHÅR

FORSTIL JER, AT JEG SIDDER HER OG TÆNKER DYBE TANKER OM LIVETS PANDEHÅRS KLIP – JEG HAR NEMLIG IKKE RIGTIG LYST TIL AT VISE BILLEDER AF MIG SELV MED PANDEHÅR

Mit liv vil have klippet pandehår, og jeg bliver bare nødt til at følge med til frisøren

Jeg craver ofte forandringer. Ryk sofaen derhen, ny frisure, nyt stamsted at spise. Ja, de kalder mig i sandhed wild child i byen. I mine teenageår begyndte min hud at klø, hvis jeg ikke rykkede rundt på mit værelse hver uge, fik en anderledes hårfarve, et nyt stykke tøj eller hvilken som helst ting, der kunne adskille denne ene provinsdag fra den anden. Jeg har det stadig. En periodisk mavefornemmelse, der fortæller mig, at der skal ske noget nyt. Ikke så ofte længere, men den er der. En mavefornemmelse, der lod mig tro, at jeg var sådan et omstillingsparat individ med en appetit for forandring.

Men det er åbenbart kun, når det omhandler vigtige ting såsom pandehår eller sofaplacering.

For over de sidste måneder har mit liv i sandhed stået i forandringens tegn: En færdig uddannelse, en flyttet mand, en opsagt lejlighed og en ny by, men i stedet for at omfavne disse nye tider med den samme entusiasme, som jeg gør inden et pandehårsklip, springer jeg i stedet direkte til den efterfølgende angst og skuffelse over førnævnte pandehår.

Hvad helvede skal jeg dog gøre nu? 

Jeg må nok indse, at jeg har været mindre løve, der er klar til at angribe forandringen head on, og mere de der ørkenrotter, der stiller sig op på bagbenene og bare kigger samt fryser til is, når de står overfor fare, og da jeg forleden gik i solen fra Torvehallerne mod ACNE archive, kunne jeg ikke lade være med at præsentere min veninde for følgende spørgsmål:

Hvorfor skal det hele lige ske på samme tid?

På én og samme tid er sofaen blevet flyttet, pandehåret klippet og min butterchicken bestilt fra et andet sted, og jeg har pludselig svært ved at se det eventuelle gode i forandringerne. Fordi de fylder så forbandet meget, at mit hoved drejer rundt. Er det livet, der tager pis på mig? Eller har også livet behov for en ny frisure fra tid til anden?

Jeg tror på det sidstnævnte.

Jeg tror, der vil komme perioder i ens liv, hvor forandringer ikke blot er nødvendige, men altoverskyggende. Når man går fra barn til teenager, fra teenager til voksen, fra sig selv til mor eller når man bestiller whopperen med cheddar i stedet for den sædvanlige smelteost. Vores liv har også behov for at klippe pandehår.

Og det er i denne fase, jeg er lige nu.

Livet er ved at smide vinterpelsen, har fundet passet frem og forsøger sig med en ny frisure. Det er ikke sikkert, at det bliver kønt, men det er helt sikkert nødvendigt. Og så tror jeg bare, at jeg skal følge med. Der er nok egentlig ikke så skide meget andet at gøre.

Hvem ved: Måske rocker jeg pandehåret denne gang?

(Red. nej, det gør du ikke).

followwho