AND NOW THE BAD NEWS: I’M GOING TO BE ALONE

Og nu til den anden side af møntet, der er livet:

Om ganske få uger skal min kæreste udsendes. I lidt over et halvt år. Dette er et faktum, der egentlig ikke har været voldsomt svært for mig at leve med over de sidste par måneder, hvor jeg har vidst det. Men det er som om, at det pludselig har ramt mig nu. Og derfor synes jeg også, at det er på tide at skrive om det.

Skrive om det at skulle være alene.

Jeg er selvfølgelig ikke alene i ordets værste forstand. Jeg har veninder, familie og min egen store personligheds selskab. Men jeg er alene på en måde, der alligevel er meget voldsom, koncentreret og ukendt, og det efterlader mig overfor tanker og problematikker, som jeg ikke helt synes er fede.

Hvordan skal jeg åbne flasken med Irmas æble- og ingefærsjuice uden hjælp? Kommer jeg til at spise rigtig mad i seks måneder? Hvordan klarer et parforhold sig med minimal kontakt?

I øjeblikket er det de små ting, der rammer mig: tanken om, at jeg ikke skal sidde ved siden af ham i bilen, når vi kører steder hen. At jeg ikke kommer til at høre ham synge, mens han laver mad. At jeg ikke kan bede en anden om at hente chokolade til mig, når jeg ikke orker livet. Og det er disse små ting, der efterlader mig med en gnaven af savn i maven og en pludselig manglende evne til at fatte, hvor lang tid seks måneder egentlig er.

Det er jo ligesom otte lysår eller sådan noget? 

Min plan er at koncentrere mig om mig selv. Arbejde hårdt, forkæle mig selv hårdere. Fokusere på alt det som jeg gerne vil. Som at rejse alene til Paris på en kort (shoppe- og æde)tur, læse en masse bøger, få Sillewho til at vokse sig endnu større. Og det kan jeg til dels godt glæde mig rigtig meget til. Men jeg kan godt mærke, at de små ting gnaver.

Han kommer ikke til at ligge ved min side, mens jeg skriver tekster.

Det er nok en vanesag, tror I ikke? Mennesket er jo nu engang mægtig dygtigt til at omstille sig og tilpasse sig. Så mon ikke også, at smerten ved de manglende små ting pludselig aftager hos mig? Jeg er jo ikke ligefrem ny i hele grænsenke gamet, jeg skal sgu nok klare det. Det kommer bare lige til at tage noget tid.

Og kage. Og tudeture. Og lange tekster. Og shopping. Særligt sidstnævnte.

followwho

GOING OUT OR STAYING IN: THE ANXIETY OF CHOOSING

Den evige angst ved at vælge at blive inde eller gå ud (en metafor for det senmoderne individ)

Har du nogensinde stået på et røgfyldt diskotek, med en lunken drink i hånden, iført et par alt for stramme jeans og hæle i en sådan højde, at de vist nok bliver brugt som torturredskab i visse nationer, med dunkende trampermusik omkring dig, der kun kan bruges til at overdøve den savlende fulde tosse, der står og hvisker ubehøvlede gloser i dit øre? Og du er efterladt med ét eneste spørgsmål:

Hvorfor helvede blev jeg ikke bare hjemme? Og burde der ikke være cola i en rom og cola?

Førfesten var lit, du kunne have bestilt en pizza og så var der rent faktisk to sæsoner af The Following på Viaplay, som du ikke har set endnu. Hvorfor blev du ikke bare hjemme? Men hvad hvis du så var gået glip af noget med dine veninder? Stop her; dette opstillede scenarie er netop repræsentationen af dilemmaet, der fylder mit liv. Kun snævert overgået af dilemmaet imellem min kærlighed til kage og ønsket om at være sådan rigtig fashionabelt tynd.

Jeg lider ikke af FOMO, jeg lider af FOGOATRIOSIAMO (Fear Of Going Out And Then Regretting It Or Staying In And Missing Out. Patent pending). Jeg oplevede det endnu engang i fredags, da jeg skulle ud med mine fantastiske veninder, der videnskabeligt bevist er de smukkeste væsener i verden, men i sekundet jeg skulle ud af døren, kom soldaten hjem på ferie, og jeg følte mig fanget imellem en sandwich af kærlighed og smukke mennesker.

Det er i sandhed hårdt at være mig.

Jeg tog afsted. Jeg tog afsted, men jeg fangede mig selv i hele tiden at tænke, om jeg mon i stedet burde være blevet hjemme hos min mand. Smide sokkerne, hoppe under dynen og nyde en kit-kat og en true crime dokumentar. Men hvad så, hvis jeg havde misset noget sammen med mine veninder? Jeg stoppede op på min vej til toget – dels for at tjekke om jeg nu havde husket mit rejsekort, dels for at dvæle ved følelsen, som jeg pludselig kunne sætte ord på:

En angst ved at skulle vælge.

En angst for at skulle vælge, hvorvidt jeg skal blive hjemme eller tage ud. I virkeligheden repræsentationen af den angst, vi som senmoderne individer står overfor hver eneste dag i vores fortvivlede liv fyldt med alt for mange valg. Eller måske rettere bare det indre følelsesliv af en usikker ung kvinde, der ikke har ro nok i sig selv til at tage et valg eller tro nok på sig selv til ikke at skulle være fysisk sammen med folk for at føle sig elsket.

What ever sounds the smartest.

Som jeg sad der hos mine veninder, kunne jeg ikke undgå at tænke, at jeg skulle være blevet hjemme. Have nydt min egen lille oase og bare slappet af. Så da jeg – som altid grundet netop dette dilemma – takkede for i aften ekstremt tidligt og bevægede mig hjemad, kan I nok forstå, at jeg blev overrasket over den følelse, der pludselig fyldte mig: Ærgelse over, at jeg var taget hjem igen. Skulle jeg ikke være blevet der lidt længere? Nydt deres smukke selskab og de fantastiske samtaler. Badet mig i den kærlighed, der strømmede fra dem. Jeg havde det jo så dejligt.

Velkommen til den anden del af angsten. Fucked if I do, fucked if I don’t. Som at takke nej til kage, men stadig blive tyk.

Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med den beslutning, jeg tager? Være rolig i de omgivelser, jeg befinder mig i, i stedet for at drømme om, hvorvidt græsset er grønnere på den anden side, dynen varmere derhjemme og veninderne sjovere derude. Jeg er altid ret sikker på, at jeg træffer de forkerte beslutninger. Fordi, usikkerhed, ikke? Og det er måske i virkeligheden dette, angsten bunder i. For min kæreste elsker mig ikke mindre, fordi jeg tager ud med mine veninder. I virkeligheden er han nok ret så glad for, at han endelig kan få lov at nyde sit eget selskab lidt. Og mine veninder holder ikke mindre af mig, fordi jeg ikke tager med dem ud og drikker drinks lørdag aften. Faktisk er de nok ret tilfredse med, at jeg kan være den ædru stemme, der dagen efter minder dem om, at de ikke behøver alle de moralske tømmermænd.

Så jeg skal ikke være angst. Jeg skal bare tage beslutningen. Og så fucking nyde den.

followwho

I GOT MY DREAM JOB

Den fiktive tofutosse havde sgu ret: Der er en mening med det hele

Jeg har oplevet mange afslag over de sidste måneder. Faktisk flere afslag end en teenagedreng på et provinsdiskotek oplever på en almindelig fredag aften. Det har været afslag, der hver gang har givet mig lidt af en mavepuster samt har hvisket til mig, at jeg ikke var god nok. Som afslag jo gør det bedst. Det kan være så uretfærdigt besværligt at gennemskue, hvad meningen med modgang er, når man befinder sig midt i den. Det er fint, tofutosse, der er måske en mening med det hele, men lige nu skal jeg bare have en bøtte is og ualmindeligt meget ondt af mig selv. Men jeg er nået frem til meningen med alle afslagene nu.

Jeg har nemlig fået mit drømmejob.

Det var ikke meningen, at jeg skulle sidde i de andre stillinger. Det er meningen, at jeg skal sidde som PR koordinator hos Baum Und Pferdgarten og Six Ames med det bedste hold – og det er netop her, jeg begynder på mandag. Jeg glæder mig så ekstremt meget, at jeg stort set ikke kan være i mig selv, og jeg håber meget, at I vil følge med på rejsen – både på mine profiler, men også hos Baum Und Pferdgarten og Six Ames. Jeg er forelsket i begge brands, jeg er forelsket i min stilling og jeg er forelsket i det, jeg går i møde.

followwho
Older posts