THE BIGGEST CHANGE SINCE MY ASS GREW LIKE FOUR SIZES

unnamed

Den største ændring i mit liv har været at gå fra “det går nok galt” til “det går nok”

Jeg har altid været af den overbevisning, at alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Har du brug for et bud på, hvordan denne situation kan ende dårligt? Bare kom til mig. Er du i tvivl om, hvorvidt du kan komme til at gøre noget forkert her? Det kan jeg sagtens bekræfte dig i, at du kan. Rent faktisk anser jeg mig selv som være voldsomt talentfuld, når det kommer til at male fanden på væggen og en generel pessimisme.

Indtil det gik op for mig, at jeg over de sidste par uger har udskiftet “det går nok galt” med “det går nok” i stedet for. Og udover den pludselige og voldsomme indtræden af en røv, der kunne imponere selv momager Kris, så er det den største forandring, der nogensinde er sket med mig. Og også den mest fantastiske.

For jeg kan egentlig ikke rigtig beskrive, hvor trættende det er altid at tro, at alting nok går galt. At de højere magter, verden og den offentlige transport selvfølgelig er imod én. Smid en altoverskyggende tro på, at eventuelle fejl selvfølgelig er verdens undergang oveni hatten, og du har et individ med en puls som en kolibri og en hjerne, der meget sjældent laver andet end at overtænke. Faktisk kan jeg ikke helt beskrive, hvordan det er, med mindre du selv har oplevet, hvordan det føles altid at have katastrofetanker. Altid at regne med, at alting nok går galt. Altid tro det værste – om situationen og dig selv.

Selvfølgelig dumper jeg, det er jo mig. Selvfølgelig får jeg ikke lejligheden, det er jo mig. Selvfølgelig går det galt, det er jo mig. Selvfølgelig missede jeg toget, det var jo det ja sagde. 

Og vupti; lige pludselig er man indehaver af en selvopfyldende profeti, der hver eneste dag sørger for at bekræfte dig i din tro på, at det hele selvfølgelig nok skal gå galt. Fordi så leder du efter de små ting: Det missede tog. Jobbet du ikke fik. Fejlen du lavede. Se, du havde jo ret.

Men det har ændret sig for mig. Ikke konstant, ikke hver eneste dag, men jeg kan mærke, at det har ændret sig. Jeg går ikke til opgaver eller situationer med tanken om, at det går galt. Jeg går ikke til mig selv med tanken om, at eventuelle fejl ikke blot er uundgåelige, men også altoverskyggende. Jeg går oftere og oftere til tingene med tanken “det går nok”. Og ved I hvad? Det gør det sgu.

Kan I huske den der selvopfyldende profeti? Der er sgu nok noget om den.

Jeg siger ikke, at jeg er holdt op med at være pessimist. Jeg tager stadig afsted mod arbejde en time tidligere, fordi jeg er sikker på, at jeg nok skal komme for sent ellers. Jeg tør ikke planlægge min måned, før jeg har set min lønseddel, fordi jeg er sikker på, at der nok er noget, der er gået galt. Men til gengæld bliver stemmen i mit hoved tydligere og tydligere. Stemmen, der fortæller mig, at det nok skal gå. Det går ikke galt – og hvis det gør, så går det nok også alligevel.

Jeg elsker følelsen. Den får mig selv at føle mig stærkere, end jeg har gjort det før. Den giver mig en følelse af, at jeg ikke vælter, lige så snart livet eller DSB puster til mig. Og jeg vil derfor dyrke den så meget, som jeg overhovedet har mulighed for – for man ved aldrig, hvornår den kan forsvinde igen.

Jeg synes, at vi skal gøre det sammen. Minde os selv og hinanden om at lægge malerpenslen ned for en stund – eller i hvert fald male et andet motiv på væggene af vores liv. En blomst, en nøgen Channing Tatum, et par Prada mules, en kat. What ever floats your boat. Så længe fanden bliver lagt til hvile, og vi kan få plads til at tænke, at det hele nok skal gå.

For det skal det nok.

Kjole fra Balenciaga | Sko Notabene

followwho

A WEEKEND OF RUNNING AWAY FROM RESPONSIBILITIES

Hvad var dog det? Bare en modeblogger, der bevæger sig hurtigere end ansvaret

Det er snart modeuge, hvor vi har show om torsdagen, og det er ensbetydende med, at størstedelen af min tid bruges på henholdsvis at arbejde, hyperventilere over ansvaret samt at planlægge, hvilke looks jeg skal have på. Og selvom jeg er noget nær lige så forelsket i mit arbejde, som en ung teenagepige er det i udsigten til gratis drinks på en fredag aften, så kan jeg godt mærke, at jeg skal bruge mine weekender på at komme helt ned i gear.

Ergo: At bevæge mig så hurtigt væk for alt ansvar og voksenhed, som jeg overhovedet kan.

Det er også derfor, at jeg igen i dag har iklædt mig mine favorit sneakers, så jeg med passende frihed kan skøjte væk fra ting som mails, regninger, sund mad og at være vågen. Til gengæld vil Haché, gamle Harry Potter film og en lang lur overtage pladsen. Bare indtil på mandag.

Trøje Loewe fra Vestiaire collective | nederdel Lovechild | Blazer Baum und Pferdgarten | Sko Nike sponsoreret af Rezet store | Solbriller Folk and Frame hos Holly Golightly

followwho

FOR THE LOVE OF MULES

ikke-navngivet-1

 

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Jeg spiser ikke dårlig pizza, og jeg bukker mig ikke ned. Det ville være blasfemi.

Der er tre ting, livet er for kort til: Dårlig mad, dårlige venskaber og så at skulle bukke sig ned for at tage sko på. Da Gud opfandt skoen, var det mules modellen, hun skabte. Efterfølgende har mennesket fucket det op med snørrebånd, velcro og det der irriterende stykke bagpå, der gør, at man skal hele vejen ned for at tage fat i skoen for at få den på.

True story.

Så jeg går tilbage til rødderne og lader min kærlighed for de fantastiske mules vokse. Det er rent faktisk den eneste model af sko, der rammer mine drømme lige for tiden; det gør de til gengæld så også tit. Den blomstrede model fra Prada, den pelsede model fra Miu Miu, den gennemsigtige version fra Zara og den ternede fra Altuzarra. Eller måske bare en helt klassisk model i læder fra Balenciaga?

Jeg tager gerne dem alle. Dem og den ikke-eksisterende ryg-bukken, der kommer deraf. Som Gud havde tiltænkt det.

REKLAME LINKS Beige Balenciaga | Fjer Prada | Princetown Gucci | Pink Maryam Nassir Zadeh | Crystal Gucci

 

followwho