I FEEL LIKE A YELLOW GUMMY BEAR

Skal man gå efter at blive skumfrøen i posen eller bare acceptere, at den gule er fucking cool?

Jeg er den gule vingummibamse.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle skrive noget her til aften, men da ovenstående sætning blinkede ind på min tankeskærm, som jeg cyklede igennem Københavns ligeledes blinkende gader, følte jeg mig nødsaget til at tømme mit indre depot af bekymringer ud på den flok af intetanende individer, der kunne finde på at forvilde sig herind.

Jeg føler mig som den gule vingummibamse i skålen.

I den store skål af Haribo, der er livet, vil der altid være favoritter, der enten bliver valgt først, eller går helt igennem godt med hinanden (I am talking to you, skumfrå og rød vingummibamse), og der er ligeledes stykker af slik, der altid er sidst valgte. Det, der bliver spist, fordi der intet andet er tilbage. Bevares, jeg siger ikke, at en enkelt psykopat i ny og næ ikke vil gribe imod posen og deklarere, at “de gule er altså mine favoritter” (i.e. min kæreste), men i langt de fleste tilfælde vil det være de røde, de skummede og de sexede stykker slik, der finder sammen og bliver valgt først.

Og til dem, der er efterladt med spørgsmålet: Hvilke stykker slik er det lige, der falder under kategorien “sexet”; der vil jeg blot pege imod den der pærelignende-dims og understrege, at I vel forhelvede ikke serverer sådan et fallossymbol til Disney show? Har I ingen pli.

Men tilbage til mig og min vingummebamsestatus.

Jeg har altid følt mig udenfor. Udenfor af flokken af sexet skumslik, der på en eller anden måde altid virker til at have regnet det og hinanden ud (note til selv: foretag en videnskabelig undersøgelse af, hvad det mytiske det, som alle går og henviser til, egentlig betyder). Det har været en evigt tilstedeværende og ganske nagende fornemmelse af, at folk omkring mig på en eller anden måde har tænkt mindre om mig, eller anset mig som værende irriterende eller upassende i et selskab.

Som den gule vingummibamse i posen. Kunne man egentlig ikke bare godt være foruden?

Er der noget om det, og er jeg bare ganske utilpasset i sociale sammenhæng, eller er det langt nærmere mit eget lave selvværd, der endnu engang viser sit grimme ansigt og minder mig om, at jeg da ikke skal have en enkelt aften ude, uden at bekymre mig over, hvorvidt jeg nu egentlig var god nok?

Om jeg nu egentlig passede ind.

Det er egentlig ganske selvmodsigende, at jeg er en del af et erhverv, hvor vi så desperat forsøger at skille os ud, opfinde det nye store, men samtidig bruger jeg så uendelig meget energi på at fundere over, hvordan jeg mon kunne passe lidt bedre ind. Hvad kunne jeg sige anderledes? Kunne jeg opføre mig på en anden måde?

Snakker jeg nu for højt?

Og alt imens alle andre sidder og er i gang med at knøjle deres skumslik, så sidder jeg og patter på min gule svinegelatine og føler mig som the odd one out. Og jeg finder mig selv efterladt med spørgsmålet: Sidder vi mange flere derude, end vi lige går og aner, der føler os udenfor?

Eller er det bare mig, der rent faktisk er ganske socialt akavet?

Jeg gætter på, at svaret er at finde et sted imellem både-og og hverken-eller. Jeg tror, at følelsen af ikke at passe ind er én, der rammer mange af os. Som resultat af en manglende tro på, at vi rent faktisk er gode nok til at passe ind? Usikkerhed?

Eller blot en manglende realisering af, at det bare ikke altid er værd at passe ind. Faktisk er det oftest meget bedre at stikke ud – nøjagtig som den person du er.

Om du så er gul, rød eller lavet af skum.

followwho

(INDSÆT KLICHE OM LYKKE I DE SMÅ TING OG SPIS SÅ DIN TOFU EFTER)


Mange bække små, endestationer og andre voldtagelser af billedsprog i et stort virvar af åndssvag tekst om lykke

Der er mange ting, der er bedst i stor størrelse: En dobbelt shot latté på mandelmælk med en lille smule sukker, (fordi det er jo tirsdag), vintage blazere, der kun bliver helt rigtig Balenciagish, hvis den er kæmpe, samt størrelsen på vandpytten, som hende idioten fra Netto, lige har trådt i.

Og så er der vist også en gammel fortælling om størrelsen på et bestemt mandligt objekt. Jeg ved dog mere om tartanprintet overtøj og fordelen ved dennes oversizedhed.

Men selvom der er ganske mange ting, der helst skal bestilles venti, så er der i særdeleshed også mange mindre ting, der er værd at bemærke. Og det er disse, dette indlæg er dedikeret til. For jeg er altså ikke blot et trist og ærgerligt menneske, der kun kan snakke om psykiske sårbarheder og Balenciaga denimjakker (der, btw, også helst skal bestilles ekstra venti og med fuld fart på, hvis du skal være sådan rigtig trendy), men ligeledes en person, der ret ofte er ganske lykkelig.

Oftest over de helt små ting. Overraskende nok.

Og det var altså disse, jeg kom til at tænke på i dag, da jeg cyklede igennem Østerbros morgenkolde luft med en krimi podcast i ørerne. Altså de små ting. For imellem den konstante søgen efter den store lykke, det perfekte liv, den fantastiske karriere og alt det andet damebladenes kulørte sider fortæller os er muligt at få, alt imens man er mor, kone, liderlig og fabelagtig til at bage glutenfri boller, der tror jeg, at man ofte glemmer de små ting.

For de er jo så forbandede små, at de meget ofte er helt igennem umulige at få øje på.

Men mange bække små, siger de kloge jo, eller som jeg ville formulere det: Måske virker det ekstra stykke kage, de pink Manolo Blahnik slippers med fjer, det ekstra afsnit True Detective eller den morgenkolde luft på dit ansigt ikke som den store lykke i sig selv, men før du ser dig om, går det op for dig, at den store lykke altså er at finde i de små ting, og hvis du blot stoppede op i din jagt efter den endelige løsning, så ville du indse, at den er lige foran dig.

(Det kan godt være, at vi bare skal holde os til den første. Jeg har i sandhed aldrig været god til at fatte mig i korthed. Note til selv: Ville folk omkring dig også være mere lykkelige, hvis dine tekster også kom i mindre størrelser?)

Lykken er ikke en destination – var der nogle selvretfærdige tofuhippier, der sagde engang – og hvis vi ser bort fra klicheen i dette, der ellers er så tyk, at det er svært ikke at kløjes i den, så tror jeg, at der er noget om det. Men det kan være svært at huske på – det er faktisk meget nemt at blive fanget i jagten efter den endelige lykke. Værende det at finde det rigtige forhold, få den fine stilling eller den helt rigtige vægt, der ender på nul i stedet for på fem.

Ja, nu har du så tabt de fem kg og er blevet forfremmet. Endestationen. Det var her, du købte billet til. Er du blevet lykkelig?

Nej. For der er en højere stilling om hjørnet, og lyder 50 kg egentlig ikke bedre end 55? Og burde du ikke snart starte en familie? Hvad med, at jeg bare lige at stoppede op og nød, at himlen lige nu er den smukkeste nuance af pink, der ville passe skide godt til sådan en stramtsiddende, langærmet t-shirt a la dem Proenza Schouler laver, stylet med et par vintage jeans og koboltblå sko? Hvad med, at jeg dvælede lidt ved, hvor skønt det var at få en besked fra min veninde i morges, hvor hun opfordrede mig til at få lavet den der bog?

Hvad med, at jeg bare lige trak vejret ekstra dybt og nød min kaffe og det faktum, at jeg står her i live og drikker den?

De små ting er vidunderlige. Og jeg tror også, at de i høj grad er summen af en helhed. Summen af vores lykke. Du behøver ikke at have så travlt med at skulle opnå alle de store ting. Det er helt OK bare at nyde de små. Så lad os afslutningsvis opsummere. Lykken er: 1. mange små bække, der bliver til én stor. 2. Ikke en endestation, men mange små stop. 3. Hvis modebloggere gad at lade være med at voldtage billedsprog.

Nu vil jeg kigge på mine nye øreringe, mine blå negle og min iskolde Cola zero henne i min seng og glæde mig over dem. I hele deres magiske ministørrelse.

 

followwho

INSECURE TEENAGER GOING ON OLD CAT LADY

img_0442-kopi

Jeg er både-og, og hverken enten-eller.
Jeg er for ung til at have livet gennemskuet
og for gammel til at spise senere end klokken 16.30

Da jeg i går gik hjem efter en tidlig frokost, så jeg kunne nå at sove en lur, inden jeg skulle til dansefest om aftenen – med Britney Spears og Spice Girls som soundtrack – kunne jeg ikke lade være med at dvæle ved disharmonien, der til tider er at finde i min personlighed; På den ene side går jeg gerne i seng inden 21.30, ser dokumentarer om Romanov familiens betydning for Rusland og er ret opmærksom på ikke at spise for groft rugbrød, da jeg bare ved, at det vil ende med en hel eftermiddag på toilettet. På den anden side finder jeg ofte mig selv siddende ved mit skrivebord på arbejdet, frygtende for, at der lige pludselig er nogle, der finder ud af, at det altså blot er et barn, der sidder der bag skærmen og svarer på mails. Og det efterlader mig med spørgsmålet:

Har jeg både en gammel kattedame og en usikker teenager boende inde i mig?

Mine spise- og sovetider samt den til tider altoverskyggende følelse af ikke at have styr på livet kan siges at tale for denne teori. Men jeg ved ikke, hvem af de to, der er det mest sande jeg, eller om der er én af dem, der er mere dominerende end den anden? Måske er det det værste i mig, der manifesterer sig som to forskellige sider i mig? (To sider, jeg vælger at døbe henholdsvis Gertrud og Milla-Leonora), eller måske er det rettere disse to modstridende personlighedstræk, der gør mig til den helt unikke, fantastiske og til tider uligevægtige mig?

Efter videre tænkning på ovenstående teori omkring eksistensen af Gertrud og Milla-Leonora (fordi jeg har ikke andet at bruge min lørdag på end navlepilleri) gik det op for mig, at personlighedstrækkene de to repræsenterer, længe har været noget af det, jeg har hadet allermest ved mig selv: Forsigtigheden og lysten til bare at være hjemme samt usikkerheden og den aldrig forsvindende følelse af, at alle andre har meget mere styr på det end jeg.

Kattedamen med det lave energi-niveau og den usikre teenager, der altid får sagt en upassende joke, når chefen kommer gående forbi.

Men som jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, at det nok rent faktisk er en ganske cool sammensætning – hvis ikke så i hvert fald en meget ægte sammensætning. For de to sider gør mig til mig, og jeg ved ikke, om det er en minus og minus giver plus situation, men jeg synes sgu, at resultatet er rimelig godt.

Hvis vi skulle sige det selv.

Måske er den rette mængde kattedame og den rette mængde forvirrede teenager lige nøjagtig dét, vi alle sammen har brug for i vores liv? Bevares, til tider kan den ene få overtaget, og usikkerheden flyder over dig, mens du stirrer på den der bums, du lige har fået på hagen, og undrer dig over, hvad du skal med dit liv og måske endnu vigtigere: hvad du skal med denne mail fra din chef, der har en eller anden vigtig opgave, som de virkelig ikke burde pålægge en 13-årig.

Og andre dage overvejer du at råbe efter de unge mennesker på gaden, fordi de ikke flytter sig for dig, når du kommer gående forbi.

Men så er der andre tidspunkter, hvor sammensætningen kan sikre, at du imellem al seriøsiteten, alle regningerne og alt det voksne også husker på at hoppe i vandpytter, danse til Britney og fnise sammen med dine veninder. Og så vil sammensætningen også kunne sørge for, at du imellem al usikkerheden, alt festeriet og al forvirringen også kan tage fat i dig selv og slappe af, tage tidligt hjem og få ro på, passe på dig selv og være ligeglad med al den fjolleri på sociale medier og i venindegruppen, fordi nu er der kriminalkommisær Barnaby på DR og så er der ellers en early bird dinner på menuen samt erkendelsen af, at du er bare helt igennem fin, som du er.

For Gertrud har kraftedme ikke tid til at bekymre sig om andres meninger. For hun skal i seng lige om lidt.

Older posts