GØR MODE MIG DUM?

Jeg er på vej! Jeg skal bare lige cykle stående, gå sidelæns op af trappen og kramme min frakke op, så jeg ikke falder i den

Forleden fangede jeg mig selv gå sidelæns op af trappen på mit arbejde, fordi mine Balenciaga knife mules er så spidse, at de ikke kan være på trappen. I hvert fald ikke uden, at jeg falder lige på snotten (dette er skrevet på baggrund af helt igennem sande personlige oplevelser). Da jeg nåede tredje sal, stoppede jeg op, kiggede filosofisk ud af vinduet og spurgte mig selv:

Gør mode mig dum?

Tanken fulgte mig de følgende dage, og som jeg kiggede på min ønskeseddel, der lige nu indeholder klassikere såsom: en maxi pelsfrakke i pink, et par højhælede slippers med fjer også kendt som Carrie Bradshaws våde drøm, et pencilskirt i uld, der er så stram, at man ikke kan sidde ned og en dekonstrueret skjorte, der koster intet mindre end en fjerdedel af min månedsløn, og jeg følte mig pludselig bekræftet i tanken, der ramte mig der på toppen af trappen:

Ja, mode gør mig sgu nok en lille smule dum.

Praktisk anvendelighed, økonomisk ansvarsfuldhed og generel respekt for farvekoordinering forsvinder som dug for solen, når jeg står overfor muligheden for at dyrke den fantastiske mode og de mange trends, der er at finde i landskabet lige nu. Fuck, om jeg ikke kan cykle. Jeg skal da have det der vintage tartan-printet miniskirt i alle mulige voldsomme nuancer af grøn, gul og brun.

Det skal jeg da ha’!

Jeg anser egentlig mig selv for at være et ganske intelligent individ, hvis jeg skal sige det selv. Multiplikation, sammenhængende skrift, at vælge synonymer, der lyder meget klogere, end de egentlig behøver. Jeg kan det hele. Men sæt mig foran en vintage Fendi baguette taske med broderet mønster i lysgrøn og pink, og jeg opgiver glædeligt både evnen til at læse samt til at have plads til noget som helst nede i min taske andet end en telefon og et halvsmeltet pakke med tyggegummi.

Nej, nej, det er fint, jeg tager bare min computer, pung, oplader, skiftesko og lighter her i den ene hånd. Har du for resten set min Fendi? Og kan jeg byde på et tyggegummi?

 Jeg tror egentlig, at jeg har det helt OK med, at jeg ikke altid er den skarpeste knallert i havnen, når det kommer til mode. For jeg er så seriøs, ansvarsfuld og klog ved alle andre aspekter i mit liv, og det er måske derfor, at moden er sådan et frirum for mig: Det er ikke blot smukt, fantastisk og magisk, det er også stedet, hvor jeg kan være selvisk og pisse uintelligent. Jeg skal bare have spidse sko, stramme nederdele og alt for lange frakker. Alt sammen for de mange penge, jeg egentlig burde bruge på at sætte mere på min pensionsopsparing hver måned.

Det er ikke klogt, men det gør mig glad. Og det tror jeg, er helt OK.

Men hvad ved jeg.

 

 

followwho

JACQUEMUS-OH MY

la-veste-de-costume-kopi

Mor, jeg ved, at jeg har taget en bachelor i journalistik, men min fremtidige levevej er blot at gå i Jacquemus hele tiden

DISCLAIMER: Hvis du forventer en dyb og/eller semi-humoristisk tekst herunder med anvendelse af intelligente metaforer og snak om mental sårbarhed, så kan jeg allerede nu informere dig om, at du skal bevæge dig videre. Dette er nemlig blot en helt igennem dyb og ærlig kærlighedserklæring til brandet Jacquemus, der lynhurtigt har bevæget sig helt til toppen af min like-liste.

Helt deroppe ved trøffelbrie.

I Paris fangede en ung, slank, meget fransk pige mit øje i Galeries Lafayette. Hun var iklædt sorte jeans, der sad helt rigtigt på den der løse, men ikke for løse måde, hendes hår var irriterende meget; jeg er lige stået op og ser perfekt ud og på hendes overkrop befandt sig det smukkeste stykke beklædning, jeg nogensinde har set.

Hell, det smukkeste af noget som helst jeg nogensinde har set.

Det var en sort blazer i den skøreste silhuet: ekstremt stram i taljen, alt for oversize skuldre og en lille lyserød klud i brystlommen. Jeg vente mig om på hælen og deklarerede, at jeg bare skulle have én af dem, som hun havde på. Koste hvad den vil, ligemeget hvor den var fra.

Den var fra Jacquemus.

Heldigvis var det netop denne butik, hun stod i (det virkede rent faktisk at bede jeres ansatte om at tage jeres tøj på. Good for you!), og da jeg kørte kortet igennem, var jeg en del fattigere, men en kærlighedsaffære rigere. Og lige siden har mit hjerte banket for Jacquemus. Simon Porte Jacquemus står bag mærket med de magiske silhuetter, skøre snit og eventyrlige skjorter, og han har en fanatisk fan i mig.

Jeg har stadig ikke brugt blazeren endnu, fordi jeg er så forelsket i den, at jeg ikke tør tage hul på den. Den har hængt fremme i min stue, siden jeg kom hjem fra Paris, og jeg venter på det helt rigtige øjeblik til at gøre brug af det smukkeste stykke beklædning, jeg nogensinde har ejet.

Og så overvejer jeg stærkt at investere i noget mere i denne måned. Mad er overvurderet – jeg vil hellere have skøre former og luksuriøse materialer.

followwho

HVORFOR SERIØSITET IKKE ER LIGESOM SKO

img_0782

Seriøsitet er for mig det modsatte af sko: Jeg kan i særdeleshed godt have for meget af det

Og så sidder jeg der, med min bitre kaffe, som jeg ikke sender tilbage, fordi jeg er bange for, at den smarte barista dømmer mig for, at jeg tager min latté med 97% mandelmælk og 3% du er ikke gammel nok til at drikke kaffe. Udover kaffen er jeg indehaver af voldsomme hvidvinstømmermænd og utallige bekymringer om arbejdsrelaterede problematikker såsom: Hvorfor er du ikke perfekt? Og kan du huske de der to fejl, du lavede i går?

That’s right, du bliver nok fyret.

Og mens mine veninder joker et sted i det fjerne bag tågen af kvalme, bekymringer og smagen af for mange smøger natten inden, går det op for mig, at mig og ham den smarte barista har én kæmpe ting til fælles:

Vi er alt for seriøse.

Ham omkring sin latté-art (Jeg er ligeglad med det fucking blad, giv mig nu bare min varme mælk med kaffedråber) og jeg omkring alting i hele mit liv. Seriøsitet er måske det sidste du, kære læser, vil forbinde med frøken Who, men bitter sarkasme og selvudslettende humor er ikke at forveksle med en generel let tilgang til livet. Jeg har styr på sarkasmen, jeg mangler en vis… laissez fair.

Jeg indsætter her brækpause, så I kan komme jer over, hvor ulækkert brugen af det ord er, samt græmmes over, at det ikke døde engang i 70’erne.

Faktisk har jeg tilbøjelighed til at tage ganske mange ting alt for seriøst: Andre folks meninger omkring mig, mine egne evner eller manglen på samme, fejltrin og fiaskoer, voksenlivet, sociale medier og postvæsnet. Faktisk er det nok kun egen personlig hygiejne, barbering og folk, der ikke kan lide ost, som jeg ikke tager voldsomt seriøst. Jeg er ret sikker på, at min egen seriøsitet er ved at undergrave mig. Efterlader mig med en tung sten på hjertet og uden evnen til at trække vejret helt dybt: For alting betyder så meget for mig, alting virker så stort, vigtigt. Seriøst.

Ja, det er fint, at du er i krig, skat, men jeg har en sweaterkrise her, og jeg ved ikke, om jeg overlever, hvis jeg ikke får den løst. 

Er det mon noget, man lærer med alderen, det der med at tage ting lidt mindre seriøst? Eller er det noget, der er bundet fuldstændig til ens personlighed? Er det noget, jeg kan lære mig selv, eller må jeg for evigt acceptere min egen skæbne som en person, der ikke blot kan gøre én fjer til fem høns med min egen seriøsitet, men også én elregning og en fejl på arbejdet til fem mavesår og en svedig overlæbe?

Jeg ved det ikke.

Jeg vil gøre mit allerypperste for at blive bedre til at tage ting mindre seriøst. Det har jeg brug for. Det har min mentale ro brug for. Jeg vil fortælle mig selv, at alting nok skal gå. For det gør det jo altid – så der er sådan set ingen grund til at gå at bekymre sig på forhånd (siger hun forsigtigt til sig selv, men tror ikke rigtig på det). Jeg vil forsøge at tage min egen sindstilstand seriøst, og lade være med at køre mig selv ned over alle de ting, der i mine øjne virker så store og farlige.

Jeg lover, at jeg nok skal tage det seriøst.

followwho