I WENT FOR THE BROWN ON BROWN ACCOUNTANT LOOK

669fab44-282c-4449-adff-c79a08584e91 6a1ef4d8-fcd8-4a6a-b387-d3eece53ce7e dcb601ee-f18f-4d3a-8ba2-11f76eae1435 7431ff89-bc54-420a-8d98-676d87665a96

Jeg kalder dette look: ingen synes du er lækker

Mange er nok fascinerede af det sexede Instagram jeg-er-tit-på-Ibiza-og-har-styr-på-mit-liv look. Måske rettere det lækre jeg-er-lækker-københavner-karriere-kvinde?

Men ikke mig.

I stedet vågnede jeg i går op med tanken: Hvordan ville en bogholderske fra 1950 mon klæde sig? Enter brune nuancer, lag-på-lag og yderst uflatterende silhuetter.

Min kæreste var frastødt, jeg var vild med det.

Og kan man bede om mere?

followwho

ADULTHOOD: PUTTING OUT FIRES, WRITING TO-DO LISTS AND EATING CHEESE FOR DINNER

Er voksenlivet andet end at gå fra den ene brand til den anden og forsøge at slukke den med imponerende lange to-do lister? Det skulle da lige være retten til at spise ren ost til aftensmad

Kære dagbog. Så gik der næsten en uge, siden jeg skrev sidst. Hvad skete der? Er mine glimmertusser løbet tør for glimmer? Har jeg glemt koden til den lille hængelås, der holder den lyserøde bog lukket? Har der været mange ekstra duksetjanser efter skole?

Eller ramte hverdagen bare i sådan en grad, at tanken om at koncentrere sig om noget som helst andet end at få røven lige over vandskorpen, virkede som en absolut uoverskuelig opgave? Lige så uoverskuelig som tanken om at skulle gøre den der glasplade ude i badet ren.

Eftersom jeg altid gør en dyd ud af at have mine glimmertusser fyldt op, tyder det på, at sidstnævnte er den mest realistiske forklaring. Og denne forklaring efterlod mig med spørgsmålet: Er voksenlivet egentlig andet end at slukke brande, skrive to-do lister og skrive mails frem til og tilbage til folk, hvor man undskylder, at man ikke skrev denne mail før?

Det har lidt føltes sådan over den sidste tid. Der har ikke væren megen tid til lure og sjove stunder med veninder. Der har til gengæld været plads til lange arbejdsdage, snakke med banken, efterfølgende angst over ens økonomiske formåen og generelle seriøsitetsniveau med hvilket, man tager sit eget liv. Derudover har der selvfølgelig også været tid til regningsbetaling, besøg på posthuset og sengetider, der kun lige kom på den anden siden af 20.30.

Det bliver meget hurtigt en fastlås rutine, og pludselig fanger man sig selv over sin dobbeltshot latte på friskmalede bønder og økologisk mandelmælk – fordi man pludselig er så voksen, at man går op i sådan noget – med tanken om, at man da godt nok lynhurtigt er blevet voksen.

Og det ved man ikke lige, hvordan man har det med.

(Kan I mærke, at jeg ved anvendelsen af man trækker jer ganske meget ned i min situation med håbet om, at jeg ikke er den eneste, der sidder med disse tanker og denne angst. You are welcome. Kig med i morgen, hvor jeg præsenterer den noget så genkendelige situation med, at man ligger og spiser sin tredje is i sengen, og der er spildt chokolade ud over det hele, men i stedet for at skifte sengetøj og gå i bad, så ruller man bare over i den anden side og spiser en is til, mens man forsøger at fortælle sig selv, at man har styr på sit liv, og dette bliver ekstremt svært at tro på, når man dagen efter på kontoret finder et stykke chokolade i det stykke, hvor man bøjer armen).

Jeg har svært ved at gøre det til en del af min fortælling om mig selv, at jeg er voksen. Jeg vågner stadig op bag min computerskærm eller rattet i bilen – metaforically speaking. Jeg sover selvfølgelig ikke bag rattet – med spørgsmålet om, hvem der dog har sat mig her? For det er jeg da slet ikke voksen nok til. Og når jeg vågner op efter en uge, der ikke har bestået af meget andet end arbejde, deadlines, møder og udskydelse af rengøring (både i lejlighed og mig selv), så er det samme spørgsmål, jeg er efterladt med:

Hvem satte mig dog her?

Er det mon noget, der kommer med alderen? Vågner man lige pludselig op som 32 årig og indser, at nu er man altså voksen. Eller er voksenlivet blot en løgn, som alle går og fortæller hinanden, men som ingen egentlig synes passer helt godt i fittet, men som man alligevel går med, fordi det er smart?

Som med haremsbukser. Note til alle: Det er ikke smart.

Jeg føler mig ofte presset over, at jeg ikke kan finde mig til rette i følelsen af at være voksen. Måske er det at være til rette, sådan som jeg har det lige nu? Jeg skal bare lade være med at gå og fortælle mig selv, at jeg skal være en helt masse andet, fordi jeg nu er 23 år, har fuldtidsarbejde og en bankdame, der mener, at jeg har alt for mange overtræksdage om året.

Jeps, sådan noget holder de øje med.

Når alt dette er sagt. Når min angst omkring ansvar og voksenheden er givet, så er jeg efter uger som disse også stolt af mig selv. For jeg er fandeme stærkere, mere end bad ass, end jeg lige går og giver mig selv credit for. Jeg kan godt klare det. Jeg skal bare huske på, at voksenlivet også kan være meget andet end de førnævnte ting. Det kan være lange aftener over vin med veninderne. Det kan være gode middage. Det kan være spontane planer. Det kan være ekstremt afslapning. Det kan være en større indsigt i sig selv, og en medfølgende udryddelse af eventuelle teenagesårbarheder, der har fyldt så meget før.

Og så kan det være at spise udelukkende ost til aftensmad, fordi man er en strong, independent woman, der ikke lader nogle bestemme over sig.

Jeg tror, at jeg skal lukke lidt flere af disse ting ind i mit liv over den næste tid. For ikke at gå død i det der voksenliv og to-do lister.

followwho

FORTÆLLINGEN OM MIG SELV

Der var engang en kvinde, der hed Sille, og hun var fucking cool

Forleden sad jeg til middag med nogle fantastiske kvinder, og snakken faldt på personlighedstyper, karriere og hvor gode de der trøffelpomfritter, vi sad og spiste, var. Og som vi snakkede fangede jeg pludselig mig selv i at fremhæve mine introverte træk og eventuelle problemstillinger, der kunne komme af disse og mine andre mentale sårbarheder. Og så sagde en af førnævnte fantastiske kvinder:

“Det er i hvert fald den fortælling, du fortæller om dig selv”.

Pludselig faldt en kæmpe metaforisk femøre hårdt på gulvet for mig, og imellem hvidvin, fritter og kødboller var jeg efterladt med en kæmpe realisering af, at min egen selvforståelse måske både er benspændende samt ukorrekt. For er jeg egentlig så svag og skrøbelig, som jeg går og fortæller mig selv, at jeg er? Er jeg egentlig så krøblende introvert og sensitiv, som tit tænker, at jeg er?

Nej.

Det er utroligt, hvor hårdt man kan komme til at holde fast i sin egen selvforståelse: Jeg er klassens klovn, jeg er den store pige, jeg er den kiksede i gruppen, jeg er festpigen, jeg er ikke lige så sej som de andre. Jeg kan ikke disse ting, fordi jeg er alt for skrøbelig. Selvforståelsen er som den kendte veninde i en flok af fremmede til en kikset fest på Amager – man griber fat i hende og holder ved, fordi så er der i det mindste noget genkendeligt og noget, der ikke ændrer sig.

Men burde det egentlig ikke ændre sig?

Burde det egentlig ikke ændre sig, hvis det er en fortælling, der holder dig tilbage? Hvis det er en fortælling, der ikke længere passer? Jeg har mine ting at kæmpe med – jeg har både lort, mental sygdom og virkelig tunge sko med i min bagage – men jeg har også ændret mig, jeg er blevet meget stærkere og sejere, end jeg overhovedet troede, var muligt.

Så hvorfor bliver jeg ved med at fortælle en fortælling om mig selv, der passer til en anden Sille?

Fordi jeg har gjort det så længe. Fordi det er så genkendeligt. Jeg er stadig skrøbelig på rigtig mange punkter. Jeg er stadig indehaver af en – til tider – introvert personlighed. Men jeg er også fucking sej karrierekvinde, jeg er også en fabelagtig veninde, jeg er ligeledes en pisse humoristisk skribent, og jeg elsker at være sammen med mennesker og skabe relationer.

Og det vil jeg gerne have til at være en del af min egen fortælling. For hvis jeg ikke fortæller den selv, så er der 100% heller ikke andre, der fortæller den.

followwho
Older posts