OFF THE GRID

Overaktive fingre, metafordiarre og en forklaring på mit fravær

Det er sjældent, at der går mere end 12 timer imellem, at jeg skriver. Bare et eller andet. Efter denne tid begynder et fysisk ubehag, overaktive fingre, kliché-gennemvæddede metaforer overfylder min mave og resulterer i mild diarre samt en manglende evne til at tale i andet end billedsprog.

Mor, jeg har det som en fjerbeklædt Manolo Blahnik sko i en gammel genbrugsbutik: Der er ingen, der kan se de fantastiske muligheder, der er i mig. 

Manglende tid ved tastaturet resulterer ligeledes i en altoverskyggende tro på, at alle glemmer mig, og at de tanker jeg har, er nogle, jeg sidder med helt alene. Det er selvfølgelig alt sammen en ganske ekstrem overdrivelse, men jeg må erkende, at jeg i denne uge ikke helt har følt mig som mig selv. Og det efterlader mig med et andet presserende spørgsmål om, hvorvidt det ikke er ganske problematisk, at jeg gør mig selv op i min aktivitet på sociale medier.

Men det er en problematik, vi kan berøre en anden dag.

Indtil da vil jeg blot komme med en forklaring på mit fravær. Hvilket I nok slet ikke har lagt mærke til, fordi folk rent faktisk har et liv, der ikke udelukkende handler om at følge mærkelige modebloggere på deres sociale kanaler. Jeg har i denne uge været gemt væk i en kærligheds- og arbejdsgrotte. Min kære soldat er kommet hjem på leave, og jeg gik i fredags på ferie. Derfor har der ikke været tid til meget andet end at kigge ham den søde dybt i øjnene, og forsøge at få alt på plads, inden jeg tager fem dage væk fra kontoret.

Hvorfor er det altid, at man bliver ekstra stresset lige op til ferie?

Min ferie skal holdes herhjemme i København, og jeg håber derfor, at jeg kan finde lidt mere tid til at bevæge mine fingre over det støvede tastatur. Det betyder så ekstremt meget for mig, at jeg har dette frirum, og jeg skal huske mig selv på at prioritere det. For ellers kommer det bare sidst i rækken.

Nu vil jeg gå tilbage i grotten. Bestille mig en kaffe og croissant og måske tage min mand i hånden for at købe et lyserødt hårspænde.

followwho

TREAT YOURSELF LIKE YOUR OWN BESTFRIEND – OR SOME SHIT LIKE THAT

img_1463 img_1473 img_1482

Se på dig selv, som du ser på dine veninder. Eller noget yoga-agtigt lort lig det. Ved nærmere eftertanke: Bare lad være. Eller gør det. You do you

I går skrev jeg til mine veninder og fortalte dem, hvor stolt jeg er af dem grundet deres arbejde med en ny kampagne. Derefter skrev jeg til en tredje veninde, om hun havde tid til at ses i dag, fordi jeg savnede hende og hendes fantastiske person. Dernæst spiste jeg middag med endnu en veninde, og brugte aftenen på at beundre hendes fabelagtige følsomhed og bad ass karriere kvindehed.

Jeps. That’s a word.

Det er ekstremt nemt for mig at beundre og anderkende mine veninder for de seje og smukke individer, de er. Det er faktisk nok noget af det nemmeste, jeg nogensinde har været nødt til at gøre – udover at spise alt for meget chokolade  og springe barbering over selvfølgelig.

Så da jeg i dag så på ovenstående billeder, og ikke kunne finde andet end fejl, kunne jeg heller ikke lade være med at dvæle lidt ved det faktum, at det er så voldsomt meget nemmere for mig at rose alle andre, end det er bare at tænke en lille smule mindre negativt om mig selv.

Hvorfor kan jeg uden problemer skrive lange romaner om, hvor talentfulde og smukke andre folk er, men når det kommer til at tænke på mig selv som andet end den store pige og vinderen af kikset, så er der lige så høj sandsynlighed for fiasko, som der er sandsynlighed for, at jeg falder i søvn med Kitkat mellem patterne i aften.

Til de nye herinde kan jeg afsløre, at det også er bedre kendt som 100% sandsynlighed.

Jeg tror, at der er mange, der måske kan nikke genkendende til ovenstående. Det kan de førnævnte veninder nok i hvert fald. For de ser sjældent sig selv igennem mine øjne, ligesom jeg sjældent kan forstå deres rosende syn på mig.

Hvorfor er det mon sådan?

Det er da ganske enkelt modbydeligt fantastisk, at vi kan tænke sådan om andre personer, og det er da uden tvivl noget, der skal holdes fast i, som var det din mors hånd i Bilka. Men kunne det ikke være en idé, at vi bragte lidt af denne tankegang med hen i vores syn på os selv?

Kunne det ikke være en idé, at vi fra tid til anden også skrev beskeden til os selv, hvor vi lagde vægt på, hvor stolte vi er over, at vi bare er fucking seje. Kunne det ikke være en idé, at vi behandlede os selv lidt mere som vores egne bedsteveninder?

(Eller et eller andet yoga-lort i den retning).

Når det kommer til vores selvbillede, så skal vi tage venindebrillerne på og se og selv i et mildere lys. Jeg skal se mig selv som fucking seje karrierekvinde i stedet for at fokusere på, at mine lår ikke skiller der i midten. Jeg skal se mig selv som vanvittig humoristisk og talentfuld skribent, i stedet for at dvæle ved, hvordan mit sind er så vanvittigt skørt engang imellem. Jeg skal anskue mig selv som en fantastisk veninde, i stedet for at fokusere på, at jeg slet ikke er lige så *indsæt tilfældigt tillægsord, der er gældende for denne dag*.

Jeg skal pakke mit eget negative spejl væk, og i stedet se mig selv med de samme øjne, som jeg kigger på mine veninder med. For jeg kunne fandeme ikke finde en fejl i dem, hvis den så ramte mig lige i skærmen.

Og det kunne jeg godt lidt bruge til mig selv også.

SÆT Vintage | SKO Céline | TASKE Loewe

followwho

I WENT FOR THE BROWN ON BROWN ACCOUNTANT LOOK

669fab44-282c-4449-adff-c79a08584e91 6a1ef4d8-fcd8-4a6a-b387-d3eece53ce7e dcb601ee-f18f-4d3a-8ba2-11f76eae1435 7431ff89-bc54-420a-8d98-676d87665a96

Jeg kalder dette look: ingen synes du er lækker

Mange er nok fascinerede af det sexede Instagram jeg-er-tit-på-Ibiza-og-har-styr-på-mit-liv look. Måske rettere det lækre jeg-er-lækker-københavner-karriere-kvinde?

Men ikke mig.

I stedet vågnede jeg i går op med tanken: Hvordan ville en bogholderske fra 1950 mon klæde sig? Enter brune nuancer, lag-på-lag og yderst uflatterende silhuetter.

Min kæreste var frastødt, jeg var vild med det.

Og kan man bede om mere?

followwho
Older posts