IS FASHION BECOMING MORE FUN?


skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-41 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-56 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-08 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-30

Hvor: Min garderobe. Hvornår: Et år siden. Hvad: En ekstrem mængde af minimalistiske item i forskellige nuancer af sort, grå og hvid.

Jeg har berørt det før: Det tydelige paradigme skift, der sker i modeverdenen lige nu. Hvor man før kiggede mod Norden for fashionistaernes fantastiske take på minimalisme og kødboller, bobler der nu en overflod af farverige pelse, printede maxikjoler og kitsch hårclips i utallige farver – gud, hvor er der bare mange kitsch hårclips i utallige farver – frem i landskabet.

Gucci, Miu Miu og Louise fra Amager serverer farverige og glitrende looks til de hungrende street style fotografer, alt imens de sorte skinny jeans og den grå sweater samler støv bagerst i skabet.

Er det blot en forbigående trend, eller er det vores helt basale syn på og forhold til moden, der har ændret sig? Jeg tror, at det er en blanding af de to, men nok mest af alt en modreaktion på først og fremmest minimalismen, der har regeret så længe, og også på samfundets generelle tilstand.

Jeg beklager, hvis I lige kastede lidt op i munden over seriøsiteten, med hvilken jeg tager dette emne. Slap af, Sille. Det er bare tøj.

Det har været nogle hårde år. Kriser, åndssvage præsidenter, frygt og seriøsitet. Er vores pludselig interesse i at gå amok med vores personlige udtryk et resultat af dette? Det føles som om, at der er kommet en større accept af, at moden godt må være sjov og lidt for meget. Det handler ikke længere blot om at få fyldt op på langtidsholdbare sweatere, der kan få os igennem vinteren, men ligeså meget om at skille sig ud.

Og jeg er vild med det.

Se mig; jeg har store, ternede bukser på sammen med en gigantisk farverig pels, alt imens jeg beklæder mit hår, mit håndled og mine øreflipper med legesyge og plastikagtigt tingeltangel. Og det er min ret. Det er min ret, at jeg nu kan lege med mit udtryk, og bevæge mig længere henimod at klæde mig ud, i stedet for blot at klæde mig på.

Der foregår sgu så meget andet lort i verden. Jeg kan i det mindste få mig selv til at smile, ved at iklæde mig alle regnbuensfarver sammen med et par virkelig lækre sko.

Man skulle tro, at de skandinaviske kvinder ville have svært ved at omfavne og anvende denne nye mentalitet vedrørende mode, men det synes jeg faktisk ikke er tilfældet. På trods af utallige sæsoner med Elin Kling som kultleder og sorte jeans som fredagsbøn, så har de nordiske kvinder taget trenden til sig med stil, og udfører den til UG. Jeg tror, at det bunder i den danske kvindes talent for at gøre mode til sin helt egen. Samt deres evne til at adoptere elementer fra mange forskellige steder til et sammensat og sandfærdigt look.

Cadeau til dem.

Jeg kigger mod min omgangskreds og bliver vanvittigt inspireret af den eksperimentering, der foregår lige nu. Farver, legesyghed og über femininitet, der på trods af referencer til lille-pige-looket udstråler en styrke og en holden på sin ret til, at det er altså sådan her, jeg klæder mig, hvis jeg har lyst til det. Det er samspillet imellem at klæde sig i lange blomstrede kjoler og hårspænder, men stadig kunne sparke røv i alle aspekter af sit liv.

Det er ganske enkelt fantastisk.

BILLEDER FRA MARIE JEDIG | ANNE JOHANNSEN | JULIE BLICHFELD | OG MIN INSTAGRAM

followwho

IS THE SIZE OF MY THIGHS REALLY MORE IMPORTANT THAN MY MENTAL HEALTH?

img_1065

Er det endnu engang tid til at betale dyre lærepenge til medicinindustriens candyfloss maskine?

I går fik jeg et angstanfald. Min krops alarmsystem. En reminder om, at der er et eller andet helt igennem galt. En voldsomt irriterende post-it note lige midt i fjæset på mig:

“I’m sorry. I can’t. Don’t hate me,” signed din krop og sind.

Det er længe siden, at jeg sidst har haft et decideret anfald. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvornår det skete sidst. Jeg har ligesom valgt at dyrke det der nye, smarte generelle angst, som alle går og taler om. Jeg er jo en fashionista. Så da jeg i går mærkede det komme snigende under et sent aftenmøde, var det ikke noget, jeg tog let på. Det var den sidste dråbe i bægeret fyldt med realiseringer af, at jeg ikke passer godt nok på mig selv.

Jeg har i en længere periode behandlet mig selv rigtig dårligt. Jeg er gået fra perioder med alt for megen fed mad og uendelige mængder snacks, til perioder med al for megen fokus på “sundhed”, lidt for lidt mad og for mange besøg på vægten, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg har for store lår. Og da jeg i går gik hjem fra mødet med oplevelsen siddende i mine fingerspidser, var jeg efterladt med spørgsmålet:

Er størrelsen på dine lår virkelig vigtigere end dit mentale helbred?

Har jeg virkelig lyst til at være en af de personer, der prioriterer thigh gap og kaffe over at kunne være i sig selv? Hvor meget er skinny jeans egentlig værd, hvis man er for dårlig og bange til at kunne fungere ordentligt iført dem?

Jeg ved godt, at jeg skal passe på mig selv. Sørge for at fylde den gode benzin på min krop, for at jeg kan fungere. Man skulle tro, at jeg igennem de utallige dyre lærepenge, jeg har betalt, har indset, at jeg ikke er en af dem, der kan køre non-stop på koffein og dårligt selvværd. Men åbenbart ikke. Åbenbart skal min krop lige sparke mig i hovedet endnu engang for at minde mig om, at det her går altså ikke, kammerat.

Hvorfor er det, at man så nemt glemmer de lektier, vi lærer her i livet?

Jeg ved godt, at det ikke fungerede sidst, men denne gang skal det nok blive godt, når jeg farver mit naturligt blonde hår helt sort. Det bliver fedt! Jeg brækkede godt nok anklen fire steder sidst, jeg forsøge at gå i stiletter over seks cm, men disse Manolo Blahnik på 12 cm skal nok fungere skide godt altså. Jeg har udelukkende oplevet at få knust mit hjerte af bad boys, men der er sgu noget over ham den tatoverede med det lange hår henne på motorcyklen. Se selv, der står noget med angel bag på hans frakke!

Sidste gang jeg sked på min krop og min sundhed, endte jeg tilbage i stolen hos min psykiater. Men lad os da lige fucke mit system op igen. Det kan jo være, at jeg kan komme ned i de bukser, jeg kunne passe, da jeg gik i gymnasiet.

Er der fordummende dråber i min morgenkaffe, uddelt af skaberne bag min antidepressive medicin, så jeg kan fortsætte med at fore deres lommer? Nu er det snart tid til vores årlige julefrokost, vi må hellere sikre os, at Sille glemmer alt, hvad hun har lært, og alle sine principper. Vi skal bare have råd til den der candyfloss maskine! 

Jeg sidder efterladt med en vrede mod mig selv. En vrede over, at jeg nu måske igen skal punge ud af dyre lærepenge, tårer og tid. Hvorfor helvede kunne du dog ikke bare opføre dig ordentligt? Jeg håber på, at mine tidligere møder med de mørke huller, dog alligevel har lært mig lidt, og at jeg kan få vendt det nu. At jeg kan tage min krops faresignaler seriøst.

Og så håber jeg, at jeg kan slippe vreden, jeg lige nu føler mod mig selv. Det er så fandens nemt at være bagklog, og utilfredshed med mig selv er vel egentlig en af årsagerne til, at jeg kan sidde og skrive denne tekst lige nu. Så måske skal jeg i stedet blot sige følgende til mig selv:

Det var sgu ikke så godt, men nu vender du skuden, tænker dig om og passer på dig selv. For du er kraftedeme skøn. Og det er dine lår også.

followwho

THE ORIGIN STORY OF THE LAYER-ON-LAYER LOOK

23659885_10155929375910802_1461671360_o 23627111_10155929375485802_1183419289_o 23633374_10155929376160802_1815559823_o 23633221_10155929375915802_2125716625_o 23627296_10155929376145802_525055382_oHerunder den sande historie om fødslen af lag-på-lag looket

Lag-på-lag trenden blev ikke skabt af den smarte modeverden, Vogue eller excentriske high end designere. Nej. Den blev skabt af en ung kvinde fra Norden, der altid havde kolde røvballer og skulle kæmpe sig igennem sne på vej til arbejde. True story.

Udover den store pelstrend – både faux og ikke – der overtager modelandskabet lige nu, er lag-på-lag looket en skandinaviers bedste ven. Strømpebukser, bukser, kjole, cardigan, blazer, jakke, ud af døren. Det ser ikke bare godt ud, men er ligeledes den eneste måde, hvorpå man kan klare sig igennem Danmarks kolde måneder (i.e størstedelen af året).

I hvert fald den eneste måde med mindre du vil følge din mors råd og gå med flyverdragt og elefanthue. Hvilket højest sandsynligt er et look, som vi ser i Vetements’ næste AW kollektion.

For mig skaber lag-på-lag looket et meget mere interessant outfit, end hvis man blot iklæder sig en kjole med strømpebukser. Jeg føler mig mere som mig selv, hvis der under denne kjole er et par herrebukser at finde, en oversize blazer over, eller et andet item, der på en måde skaber en sjovere silhuet. Derfor var jeg i går iklædt så mange lag, at mine toiletbesøg blev noget nær en umulig opgave, som jeg måtte sætte ekstra tid af til.

Hvor fanden er den henne?! Er der endnu et lag?! JEG NÅR DET ALDRIG. 

I dag er jeg iklædt et outfit efter nøjagtig samme opbygning: Kjole, bukser, blazer. Man behøver ikke ændre noget, der ikke er i stykker. Siger hende, der er for træt til at finde på noget andet. Billedebeviser medfølger i morgen.

BLAZER Jacquemus | KJOLE Baum und Pferdgarten | BUKSER ASOS | SKO Balenciaga | TASKE Fendi | HÅRSPÆNDE Mads Nørgaard

followwho
Older posts