YOU SHOULD REALLY DATE YOUR GIRLFRIENDS – HERE IS WHY

Date dine veninder. Også dem, der ikke er det endnu

Jeg er 23 år gammel og har været i et fast forhold i godt og vel fem år. Min datinghistorie består derfor hovedsageligt af pizza under dynen med min kæreste og så den der aftale, jeg havde med ham fra 2.g, hvor vi drak lunkne fadøl og røg hjemmerullede smøger på Tyren i Næstved. De ikke-eksisterende fortællinger om vilde fredage leder næppe til min egen SATC serie part 2., med mindre vi kan omdøbe den til Jeg-tisser-for-åben-dør and The City.

Oh my God, Miranda, did I tell you that we moved stuff around our kitchen cupboards last night to maximize the space? It was CRAZY! 

Men selvom jeg – forhåbentligt – kan kigge langt efter den næste Tinderdate, så betyder det ikke, at mit datingliv ender her. Det er nemlig – her i mine start-tyvere – gået op mig, hvor vigtigt det er at date.

Date sine veninder samt kvinder, der endnu ikke har opnået denne status endnu.

Som yngre er det relativt nemt at opretholde en god relation til sine veninder; du går højest sandsynligt i klasse med dem, så du er ligesom tvunget til at omgive dig med dem. Det er højest sandsynligt de eneste personer i samme aldersgruppe, som du kender til, fordi, come on, hvordan skulle du vide, hvor du skulle komme i kontakt med andre?

Gruppen for Antik-lovers på Facebook?

Men så snart man bliver ældre og vejene skilles, karrierer starter, børn fødes og mænd anskaffes, så bliver det straks til en aktiv opgave at bibeholde et forhold til de allervigtigste kvinder i dit liv. En opgave, der bør tages seriøst. Som var det opgaven med at finde de helt rigtige Miu Miu platform sko.

Jeg har tidligere forsømt denne opgave. Altså den med kvinderne, ikke den med sko – jeg har jo mine prioriteter i orden. Og jeg gør det stadig til tider. For sådan er livet; livet er travle dage, deadlines og intet overskud til andet end at smide sig i sengen med det nyeste afsnit af en intetsigende serie og en fuld gruppechat, som man bare ikke lige orker at svare på.

Men det er for dårligt.

Jeg skal huske at date mine veninder. Jeg skal huske at få dem til at føle sig så vigtige, som de rent faktisk er. Jeg skal huske at gøre mig selv den tjeneste at omgive mig med mennesker, der gør mig glad. Og du skal huske at date dine veninder. Her er ti grunde, hvorfor:

  • Det er meget mindre pinligt at gå på date med sin veninde og drikke sig så fuld, at man brækker sig ud over sine nye Miu Miu platform sko, og skal bæres hjem og nusses om.
  • Din veninde vil altid lægge mærke til, at du har fået nye Miu Miu platform sko, og at dit outfit spiller 100%. Også selvom det ikke består af en kropsnær, sort kjole, men rettere en pastelgul vintage kjole med pufærmer og pussy bow.
  • Du kan rent faktisk være ærlig om, hvad du har lyst til at lave, og ender derfor ikke på steak restaurant, selvom du er vegetar eller i biografen til en eller anden smart kunstfilm på Russisk, selvom du mest af alt havde lyst til at se den nye Paddington 2.
  • Ekstrem åbenhed om depression og knopper på dine ædlere dele resulterer ikke i akavet stilhed og ingen anden date. Med mindre du laver en show-and-tell lige midt på kaffebaren, måske.
  • Du behøver ikke barbere ben, inden du skal ud af døren. Hvis I ender i seng sammen, så er det højest sandsynligt med en kæmpe skål slik og bagedysten på skærmen, og der er det faktisk nærmest et krav at have behårede ben.
  • Du kan sagtens få din veninde til at agere fotograf til det helt store Instagram photoshoot, fordi du ser fucking sprød ud i dit outfit. På trods af min minimale datingerfaring, så tænker jeg, at dette måske er et no-go på en første date.
  • Det er OK at melde afbud på en venindedate, fordi du har voldsomme menssmerter, og bare ikke orker at stikke en tampon i. Du behøver ikke engang finde på en vag undskyldning om, at du har lidt ondt i hovedet.
  • Efter en date med en veninde behøver du ikke bruge tre uger på at analysere, hvad der mon lige mentes med den der ene kommentar, og om hun mon ikke kan lide dig, fordi hun bestilte sodavand i stedet for vin.
  • Det er helt OK at grine fuldstændig uhæmmet og grimt, når du er på date med en veninde.
  • Det er helt, helt OK at være fuldstændig, gennemgående forelsket og glad for din veninde, når I har været på date. Du behøver ikke engang at vente tre dage med at fortælle hende det.

 

followwho

FORTÆLLINGERNE UDEN DEN LYKKELIGE SLUTNING

ikke-navngivet-1-kopierMangler vi fortællinger uden slutning?

På damebladenes sprøde sider kan vi læse historier om stærke kvinder, der kom sig igennem de hårdeste tider i deres liv. Fødselsdepression. Angst. Skilsmisser. Arbejdsløshed. Selvhad. Alt sammen blandet sammen med redaktionens dyre julegaveønsker og fem måder at smide fem kilo på fem dage. Jeg er fanatisk forelsket i brugen af det skrevne medie til at berøre de allersværeste ting her i livet. Bogstavernes omfavnelse af vores til tider skrøbelige sind.

Men er disse færdigskrevne historier med en lykkelig slutning og den understregede lektie om, at vi alle sammen nok skal klare os, blot en dråbe i det overfyldte vinglas for dem, der sidder i lorten lige nu? Dem, der ikke har nået den lykkelige slutning?

Har vi ikke nok tekster, der omhandler hvad jeg har gået igennem? Har vi nu brug for dem, der fortæller det her går jeg igennem lige nu? 

Tanken kommer som følge af en pointe, jeg hørte i en podcast. Spoiler alert: Der bor ingen originale tanker her hos mig. Og den fascinerede mig enormt. Jeg har nemlig selv siddet med den desperate trang til at finde noget, der kunne dulme min smerte: søvn, medicin, tekster fra andre individer, der har siddet i samme hul. Men det var som om, at fortællingerne ikke gjorde det store – blot et lille, halvvådt plaster på et stort blødende sår – for nede i hullet kommer lykkelige slutninger ikke igennem mørket. De kan rettere virke som en fjern og uopnåelig fremtid.

Teksterne skal være der. Selvfølgelig skal vi høre de inspirerende fortællinger om svære kampe og den efterfølgende forløsning. Det inspirerer os, giver os mod og viser os de gode sider. Men måske er der også fortællinger, der er ligeså vigtige? Fortællinger uden en slutning. Fortællinger, der portrætterer smerten i sin allerreneste form. Sin allermest nu form.

Men det kan godt være, at fortællinger uden en ende ikke er vildt veltilpasset til hverken dameblade eller blogindlæg.

Jeg er ufatteligt fascineret af kvinder, der på Instagram eller andre platforme deler deres kampe in real time. Det er muligvis et fænomen, der kritiseres af professorer og modstandere af fast journalism, som værende alt, hvad der er galt med nutidens ugennemtænkte medier, men for mig er der en sårbarhed og en ærlighed over det, som rammer mig lige i mit skrøbelige hjerte.

Kvinder indlagt for fødselsdepression. Hende, der går igennem skilsmisse. Hende, der lader os følge med i hendes kamp for at komme sig over sin spiseforstyrrelse. Reality fjernsyn for alle os, der kæmper.

Er det min egen beskidte lyst til at dyrke andres smerte og få en kammerat i krigen mod selvbilledet? Muligvis. Jeg er ikke et af Guds bedste børn, så det er sikkert dette, der ligger til grund for det. Eller også er det blot en ganske naturlig trang til at føle, at man ikke er alene. At det er OK, at man ikke har opnået sin egen lykkelige slutning endnu. At der rent faktisk sidder folk derude, der har det på samme måde.

I virkeligheden er jeg nok bare fortaler for ærlighed. På alle stadier i sit liv, og ikke blot når der er mulighed for at sige: Jo, jeg havde det faktisk rigtig skidt, men nu har jeg det fedt! Nej, også når sidste del endnu ikke er opnået. Men det er svært at være ærlig. Særligt når man sidder i det allermørkeste mørke. Det er pisse svært at være åben om det, vi måske skammer os så meget over.

Men måske er det netop derfor, vi skal være det?

Fordi der sidder andre derude, der skammer sig, som har ondt og som har brug for at høre, hvad du går igennem lige nu. Og ikke bare det, du allerede har overvundet. Selvom jeg også gerne vil høre det. Virkelig gerne.

followwho

YOU SHOULD REALLY TAKE THE TIME TO THROW AWAY THAT FUCKING BOX

img_1922

“WHAT’S IN THE BOX?! Det skal jeg sige dig: et ringe selvbillede og sokker brugt som vanter

Jeg har haft en kæmpe Ellos papkasse stående ude foran min dør i godt og vel fire måneder nu.

Den har stået der som en konstant reminder til mig, når jeg trådte ud af elevatoren, om at jeg er for doven til at gå de 100 meter ned til containeren, og et generelt tegn på, at jeg ikke tager mit liv seriøst. Jeg har skyndt mig forbi den højlydte besked i form af en kasse ind i min lejlighed med en eller anden generisk undskyldning om, at jeg har haft en virkelig hård dag, kørende i mit hoved.

Jeg gør det i morgen, sagde hun til sig selv, mens fortælleren indviede publikum i en hemmelighed: Hun kom aldrig til at gøre det i morgen. 

I går stoppede jeg op foran kassen, sukkede for mig selv, og stillede mig selv spørgsmålet: Er kassen en repræsentation på alle de andre ting i mit liv, som jeg ikke tager mig sammen til at smide ud? Eller er dette også bare endnu et sidespring, der forsøger at retfærdiggøre det faktum, at jeg er en doven hund?

Jeg lod kassen stå og lukkede mig selv ind i lejligheden. Det er alt sammen en del af den kreative skriveprocess. Sagde hun til sig selv. Men det var det ikke. 

Der er mange ting, jeg burde smide i livets container; dårlige relationer, et til tider modbydeligt selvbillede, angst for fiasko, de der sokker som jeg pt. bruger som vanter, fordi jeg ikke er voksen nok til at passe på mine handsker. Men det er som om, at det aldrig rigtig bliver til noget. Skal vi forresten lige dvæle lidt ved, hvor smuk en formulering “livets container” var? Nøjagtig som med kassen foran døren kigger jeg på elementer i mit liv og mit sind, og udskyder en eventuel proces med udsmidning af disse til en anden dag. En anden dag, hvor jeg har bedre tid. Mere overskud. Hvor det passer bedre.

Som I nok kan regne ud, så står tingene stadig ude foran døren og giver mig dårlig samvittighed.

Jeg ved udemærket godt, at jeg skal skille mig af med tingene. For de fylder og gør det ganske enkelt svært for folk omkring mig. Med kassen mine naboer, med mine grimme sider dem jeg elsker. Men når hverdagen kører med sine faste rutiner, så er det bare så forbandet meget nemmere at lukke døren, smide sig i sin seng og se true crime dokumentar på HBO, mens man spiser acaigrød med ekstra banan.

I ved, total uspecifik og genkendelig situation.

Og selvom det i det øjeblik, den aften, føles ganske fint, og at man glemmer alt om kassen, der står i mørket ude foran døren, så bliver du konfronteret med det, så snart du træder udenfor døren om morgenen. Fuck. Den står her stadig. Ja, for du gjorde faktisk ikke noget for at få den til at forsvinde, så den står der sjovt nok stadig.

Mens jeg går videre, tænker jeg, at det er en sag for fremtidige Sille. Og hun hader mig for det, når hun klokken 18 igen træder ud af elevatoren.

Jeg skal tage mig tid til at smide mine metaforiske Ellos kasser ud. For der er no time like the present, var der engang en klog idiot, der sagde, på engelsk. Og det er sgu nok rigtig nok. Jeg kan ikke forvente, at der er nogle, der fikser mit selvbillede for mig, jeg kan ikke tro, at der er nogle, der ryder ud i de dårlige mennesker. Ligesom jeg ikke kan regne med, at der er nogle, der bliver så trætte af at se på kassen foran min dør, at de vælger at smide den ud for mig.

Lord knows, jeg har håbet.

Det kan godt være, at der i øjeblikket er fuld tryk på top træls, når jeg skal udenfor i regnvejret for at smide kassen ud, men jeg må nok også erkende, at det føles voldsomt meget bedre, når det først er gjort.

Jeg bliver pludselig opmærksom på, at det virker til, at den kasse har forstyrret mit liv ret meget, men jeg må her henvise til den diskrete dybere mening, der er i min tekst, der opfordrer til en læsen-imellem-linjerne.

Jeg har igennem mine mange, lange år på jorden smidt meget ud. Og jeg er blevet et bedre menneske på grund af dette. Og i min utrættelige kamp for selvrealisering og det at blive et bedre menneske (som jo er den vigtigste opgave for et individ i det senmoderne samfund), bliver jeg nødt til at fortsætte med dette. Jeg kan godt, det ved jeg, for jeg har gjort det før. Jeg skal bare lige tage mig sammen. Tage mig sammen til at få sat mig i psykologens stol og få snakket nogle ting ud. Tage mig sammen til at holde mig selv i ørerne. Tage mig sammen til at sætte højere krav til dem, jeg omgiver mig med.

Tage mig sammen til at købe mig et par fucking vanter.

I morges smed jeg kassen ud. Nu har jeg bare den skide pizzabakke fra weekenden liggende på mit køkkenbord.

Det må blive i morgen.

followwho