PRÆSENTERER POSITIVITETSBEVÆGELSEN OS FOR ENDNU EN MULIGHED FOR SKAM?

ikke-navngivet-1-kopier

“Du kan ikke lide dine lår? Så kan vi desværre ikke lukke dig ind i klubben. Vi er nemlig helt igennem positive her.”

Forleden lyttede jeg til en podcast.

Og lad os så lige tage et øjeblik til at kaste lidt op i munden over personer, der starter en fortælling med at sige, at de lyttede til en podcast. Der er en speciel plads i helvede til sådanne personer, lige ved siden af rummet hvor personer, der siger: Der var et interessant debatindlæg i Politiken i går, befinder sig.

Tilbage til min historie.

Jeg lyttede til en podcast med Leandra Medine og Lena Dunham, hvori de berørte mange emner omkring det at være kvinde, mental sårbar og offentlig skribent. En af pointerne var, at der med sidstnævnte kategori medfulgte en stor skam over at føle selvhad. Lad mig uddybe: Vi befinder os lige nu i et selvmodsigende social media land, hvor kravet om den perfekte krop og liv eksistererer side om side med body positivity bevægelsen og forventningen om, at man som influencer prædiker om selvkærlighed og accepten af forskellighed.

Jeg kan allerede nu erklære mig ganske stor fan af sidstnævnte.

For det er sådan, det skal være. Vi skal selvfølgelig tilbyde et modsvar til den perfekte illusion, som vi alle sammen er skyldige i at sprede igennem vores kanaler – store som små. Men hvad gør man så, hvis man ikke altid kan praktisere, hvad man prædiker? Hvordan kan man være en rollemodel, et forbillede, hvis man ikke rigtig kan tro på det, som man så gerne vil have andre til at tro på?

Skal man så skamme sig?

Refleksionen ramte mig lige i mellemgulvet, og rejste et højlydt spørgsmål hos mig: Er hele den positive bevægelse egentlig så god, som vi går og bilder damebladene ind? Eller taber vi nogle på vejen?

Jeg drømmer om at være en rollemodel. Ikke på: sådan her kommer du i gang med at løbe, bage glutenfrie boller og aldrig bande, men på en måde der fortæller kvinder, at de ikke er alene i det lort, som de går og kæmper med. På en måde, der fortæller kvinder, at de skal elske dem selv for, hvad de er. Lår, dårlige tanker and all. Men kan jeg det, hvis jeg ikke føler det selv?

Måske taber positivitetsbevægelsen nogle ved at dømme folk, der ikke nødvendigvis er et sted i deres liv, hvor de kan følge den? Hvis man ikke elsker sine strækmærker, hvis man ikke elsker sin krop – i hvert fald ikke hver dag – hvis man ikke synes, at det er det fedeste og mest berigende at have angst og depression, så er der ikke plads i bevægelsen.

Og så skal man skamme sig.

Jeg siger ikke, at det rent faktisk er sådan, realiteten er, jeg berører blot muligheden for, at vi nu bare har fundet endnu en ting, som vi kvinder tænker, vi skal skamme os over. Nu har jeg fandeme heller ikke modet til at lægge et billede op af min mave tre dage efter, jeg har født. Hvad er jeg for et menneske? Hvorfor elsker jeg ikke bare mig selv fuldstændig? Hvad er jeg for et menneske? 

Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan skabe en fortælling, der udelukkende består af selvkærlighed og alsidighed. For der er faktisk intet, jeg hellere vil med mit liv, end at få blot én pige til at have det bedre med sig selv. Hvis jeg kunne opnå det, så ville jeg blot gå pension. Det bliver ikke bedre end dette. Det kan kun gå ned af bakke herfra. Jeg har opnået det vigtigste i mit liv. Vi ses i Sydfrankrig. Det er mig med vinen og det grå hår. 

Men måske handler hele den positive bevægelse ikke om at prædike altoverskyggende selvkærlighed. Måske handler den rettere om at prædike altoverskyggende selvaccept. Også selvom det er accepten af, at man bare ikke er et sted i sit liv, hvor man synes, at ens krop er super fed. At man arbejder hårdt på at nå derhen! Accepten af, at man ikke lige nu kan se det positive i sit mentale helbred. Måske er det simpelthen bare accepten af alle vores fejl, også selvom en af disse fejl er, at vi ikke har det sindssygt godt med vores fejl.

Giver det mening? Min fejl, hvis det blev for rodet.

Min positive bevægelse er at lukke op for alle dele af mig. Dem jeg skammer mig over, dem jeg er stolt af og dem, som en chef engang sagde til mig, at jeg ikke burde dele. Jeg elsker ikke alle dele af mig selv, det er faktisk meget ofte, at jeg har svært ved at elske noget som helst, men lad os dog skabe en bevægelse, hvor der er plads til det, plads til at rykke sig sammen. Plads til at være et uperfekt forbillede for hinanden.

Helt uden skam.

Og så når vi en dag har styrken og lysten til det, så kan vi dele et billede af vores ar og vores strækmærker på røven. Bare vi husker på, at det ikke er alle, der er der endnu. Og det er simpelthen bare helt helt i orden.

followwho

IS FASHION BECOMING MORE FUN?


skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-41 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-44-56 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-08 skaermbillede-2017-11-17-kl-07-45-30

Hvor: Min garderobe. Hvornår: Et år siden. Hvad: En ekstrem mængde af minimalistiske item i forskellige nuancer af sort, grå og hvid.

Jeg har berørt det før: Det tydelige paradigme skift, der sker i modeverdenen lige nu. Hvor man før kiggede mod Norden for fashionistaernes fantastiske take på minimalisme og kødboller, bobler der nu en overflod af farverige pelse, printede maxikjoler og kitsch hårclips i utallige farver – gud, hvor er der bare mange kitsch hårclips i utallige farver – frem i landskabet.

Gucci, Miu Miu og Louise fra Amager serverer farverige og glitrende looks til de hungrende street style fotografer, alt imens de sorte skinny jeans og den grå sweater samler støv bagerst i skabet.

Er det blot en forbigående trend, eller er det vores helt basale syn på og forhold til moden, der har ændret sig? Jeg tror, at det er en blanding af de to, men nok mest af alt en modreaktion på først og fremmest minimalismen, der har regeret så længe, og også på samfundets generelle tilstand.

Jeg beklager, hvis I lige kastede lidt op i munden over seriøsiteten, med hvilken jeg tager dette emne. Slap af, Sille. Det er bare tøj.

Det har været nogle hårde år. Kriser, åndssvage præsidenter, frygt og seriøsitet. Er vores pludselig interesse i at gå amok med vores personlige udtryk et resultat af dette? Det føles som om, at der er kommet en større accept af, at moden godt må være sjov og lidt for meget. Det handler ikke længere blot om at få fyldt op på langtidsholdbare sweatere, der kan få os igennem vinteren, men ligeså meget om at skille sig ud.

Og jeg er vild med det.

Se mig; jeg har store, ternede bukser på sammen med en gigantisk farverig pels, alt imens jeg beklæder mit hår, mit håndled og mine øreflipper med legesyge og plastikagtigt tingeltangel. Og det er min ret. Det er min ret, at jeg nu kan lege med mit udtryk, og bevæge mig længere henimod at klæde mig ud, i stedet for blot at klæde mig på.

Der foregår sgu så meget andet lort i verden. Jeg kan i det mindste få mig selv til at smile, ved at iklæde mig alle regnbuensfarver sammen med et par virkelig lækre sko.

Man skulle tro, at de skandinaviske kvinder ville have svært ved at omfavne og anvende denne nye mentalitet vedrørende mode, men det synes jeg faktisk ikke er tilfældet. På trods af utallige sæsoner med Elin Kling som kultleder og sorte jeans som fredagsbøn, så har de nordiske kvinder taget trenden til sig med stil, og udfører den til UG. Jeg tror, at det bunder i den danske kvindes talent for at gøre mode til sin helt egen. Samt deres evne til at adoptere elementer fra mange forskellige steder til et sammensat og sandfærdigt look.

Cadeau til dem.

Jeg kigger mod min omgangskreds og bliver vanvittigt inspireret af den eksperimentering, der foregår lige nu. Farver, legesyghed og über femininitet, der på trods af referencer til lille-pige-looket udstråler en styrke og en holden på sin ret til, at det er altså sådan her, jeg klæder mig, hvis jeg har lyst til det. Det er samspillet imellem at klæde sig i lange blomstrede kjoler og hårspænder, men stadig kunne sparke røv i alle aspekter af sit liv.

Det er ganske enkelt fantastisk.

BILLEDER FRA MARIE JEDIG | ANNE JOHANNSEN | JULIE BLICHFELD | OG MIN INSTAGRAM

followwho

IS THE SIZE OF MY THIGHS REALLY MORE IMPORTANT THAN MY MENTAL HEALTH?

img_1065

Er det endnu engang tid til at betale dyre lærepenge til medicinindustriens candyfloss maskine?

I går fik jeg et angstanfald. Min krops alarmsystem. En reminder om, at der er et eller andet helt igennem galt. En voldsomt irriterende post-it note lige midt i fjæset på mig:

“I’m sorry. I can’t. Don’t hate me,” signed din krop og sind.

Det er længe siden, at jeg sidst har haft et decideret anfald. Jeg kan faktisk ikke helt huske, hvornår det skete sidst. Jeg har ligesom valgt at dyrke det der nye, smarte generelle angst, som alle går og taler om. Jeg er jo en fashionista. Så da jeg i går mærkede det komme snigende under et sent aftenmøde, var det ikke noget, jeg tog let på. Det var den sidste dråbe i bægeret fyldt med realiseringer af, at jeg ikke passer godt nok på mig selv.

Jeg har i en længere periode behandlet mig selv rigtig dårligt. Jeg er gået fra perioder med alt for megen fed mad og uendelige mængder snacks, til perioder med al for megen fokus på “sundhed”, lidt for lidt mad og for mange besøg på vægten, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg har for store lår. Og da jeg i går gik hjem fra mødet med oplevelsen siddende i mine fingerspidser, var jeg efterladt med spørgsmålet:

Er størrelsen på dine lår virkelig vigtigere end dit mentale helbred?

Har jeg virkelig lyst til at være en af de personer, der prioriterer thigh gap og kaffe over at kunne være i sig selv? Hvor meget er skinny jeans egentlig værd, hvis man er for dårlig og bange til at kunne fungere ordentligt iført dem?

Jeg ved godt, at jeg skal passe på mig selv. Sørge for at fylde den gode benzin på min krop, for at jeg kan fungere. Man skulle tro, at jeg igennem de utallige dyre lærepenge, jeg har betalt, har indset, at jeg ikke er en af dem, der kan køre non-stop på koffein og dårligt selvværd. Men åbenbart ikke. Åbenbart skal min krop lige sparke mig i hovedet endnu engang for at minde mig om, at det her går altså ikke, kammerat.

Hvorfor er det, at man så nemt glemmer de lektier, vi lærer her i livet?

Jeg ved godt, at det ikke fungerede sidst, men denne gang skal det nok blive godt, når jeg farver mit naturligt blonde hår helt sort. Det bliver fedt! Jeg brækkede godt nok anklen fire steder sidst, jeg forsøge at gå i stiletter over seks cm, men disse Manolo Blahnik på 12 cm skal nok fungere skide godt altså. Jeg har udelukkende oplevet at få knust mit hjerte af bad boys, men der er sgu noget over ham den tatoverede med det lange hår henne på motorcyklen. Se selv, der står noget med angel bag på hans frakke!

Sidste gang jeg sked på min krop og min sundhed, endte jeg tilbage i stolen hos min psykiater. Men lad os da lige fucke mit system op igen. Det kan jo være, at jeg kan komme ned i de bukser, jeg kunne passe, da jeg gik i gymnasiet.

Er der fordummende dråber i min morgenkaffe, uddelt af skaberne bag min antidepressive medicin, så jeg kan fortsætte med at fore deres lommer? Nu er det snart tid til vores årlige julefrokost, vi må hellere sikre os, at Sille glemmer alt, hvad hun har lært, og alle sine principper. Vi skal bare have råd til den der candyfloss maskine! 

Jeg sidder efterladt med en vrede mod mig selv. En vrede over, at jeg nu måske igen skal punge ud af dyre lærepenge, tårer og tid. Hvorfor helvede kunne du dog ikke bare opføre dig ordentligt? Jeg håber på, at mine tidligere møder med de mørke huller, dog alligevel har lært mig lidt, og at jeg kan få vendt det nu. At jeg kan tage min krops faresignaler seriøst.

Og så håber jeg, at jeg kan slippe vreden, jeg lige nu føler mod mig selv. Det er så fandens nemt at være bagklog, og utilfredshed med mig selv er vel egentlig en af årsagerne til, at jeg kan sidde og skrive denne tekst lige nu. Så måske skal jeg i stedet blot sige følgende til mig selv:

Det var sgu ikke så godt, men nu vender du skuden, tænker dig om og passer på dig selv. For du er kraftedeme skøn. Og det er dine lår også.

followwho