SOV PÅ DET

p1010011

Sov lige på den, inden du adopterer et barn med din veninde eller fortæller dig selv, at du er det dårligste menneske i verden

Hvis vi skal tage sundhedsmagasiners ord for det, så er søvn løsningen på en masse ting; overvægt, stress, dårligt sexliv, behårede ben og de der indgroede daddy-issues, der gør, at du kun dater middelaldrende musikere med commitment issues. Nætter, hvor jeg ikke har kunne sove, kan tælles på to øjenvipper, og jeg har derfor aldrig fundet inspiration i “sådan sover du bedre og får mere styr på dit liv” teksterne.

Giv mig en lektion i “sådan her klarer du dig på mindre end 12 timer og en middagslur,” eller blot sidstnævnte: “mere styr på dit liv.”

Dog har søvn fået en yderligere – mere filosofisk – betydning for mig på det sidste. Som om søvn behøvede at blive vigtigere for mig…
Det er som regel med mørkets indtrædelse, at uoverskueligheden rammer mig. Det er når mit hoved har kørt på fuld tryk en helt dag, når trætheden er ekstra voldsom (altså mere end den bare er hvert eneste sekund af mit liv), at jeg begynder at bekymre mig. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg pludselig føler mig nødsaget til at tage store beslutninger, ændre hele mit liv og fortælle mig selv, at jeg ikke blot er en fiasko, men nok også har skuffet alle omkring mig.

Enter søvnens nye betydning.

For det er i øjeblikke som ovenstående – hvor jeg påtænker at pakke alle mine ting og rejse til Canada, fordi jeg ikke er god eller smart nok, og i virkeligheden ser allerbedst ud i flyverdragt – at jeg finder mig selv nødsaget til at slå koldt vand i blodet og dyb søvn i øjnene.

Sov lige på det, Sille.

Min psykiater ville nok mene, at det er en flugt fra de rigtige problematikker bag, men efter mange år i mit hoved har jeg indset, at jeg bare nogle gange er nødt til at slukke ned. Den der tager vi i morgen tidlig, når du er lidt mindre emo og Canada-hungrende, Sille. 

Jeg tænker, at det er ligesom, at du ikke skal gå i Netto, når du er sulten. Du ender bare med chokolade under patterne, og spørgsmålet om, hvordan du dog endte med at købe – og spise – tre pakker mellemlagret ost, risengrød, tun og kakaomandler, når du bare skulle have opvasketabs. På samme måde skal du heller ikke bekymre dig sidst på aftenen, når hjernen er din værste ven: Du ender bare med bekymringer om hårvækst, din fremtid og om hvorvidt din familie nu overhovedet elsker dig.

Og med chokolade under patterne.

Det er OK at lukke ned. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv. For selvom jeg altid meget gerne ville kunne løse alle problemstillinger og mine åndssvage tanker, så er det sjældent, at der kommer noget godt i at pille i åbne sår. Så hellere sove lidt på det.

Filosofien er ikke blot gældende for åbne sår og bekymringer, men også for store beslutninger. Jeg er all for, at man følger sine drømme og tager chancer. Være det at skifte karriere, bopæl eller noget helt tredje. Vil du til Canada og bo? You go, girl. Vil du arbejde som kunstner i stedet for ejendomsmægler? You do you. Vil du have pandehår?

Stop dig selv.

Men mine livsændrende ideer virker som regel altid mere geniale sidst på aftenen – særligt hvis der har været et glas vin og en veninde, der mener, at “selvfølgelig skal du fucking indspille en plade med folk music!” involveret. Og der vil jeg nok også opfordre mig selv til at sove en smule på det.

For det skulle være så sundt.

followwho

“NO, I HAVE NOT BOUGHT ALL MY CHRISTMAS GIFTS YET, HANNE”

REKLAME FOR MOODINGS

eff12837-6190-4ad9-98c7-bd872e68fb6c

Nej, Hanne, jeg har ikke købt alle mine fucking julegaver endnu.

Wannabe sneen pisker mod dit ansigt, mens du kæmper dig igennem Strøgets umenneskelige menneskemængde med sådan en kraft og pondus, at man skulle tro, du havde arbejdet som Justin Biebers bodyguard i et tidligere liv. Du har våde sokker, en klistret faux fur jakke og en tålmodighed så lav, at hvis du ser bare én gadehverver til, så lægger du dig på jorden og giver op.

“Nå, har du så fået klaret alle julegaverne?” spørger Hanne fra HR afdelingen, som du træder ind af døren.

(“Hanne” er i denne sammenhæng repræsentationen af alle mennesker, du nogensinde vil møde i december).

Nej, det har jeg faktisk ikke, hvæser du igennem tænderne, inden du smadrer endnu en pebernød i kæften.

(“Du” er i denne sammenhæng mig, der ikke har styr på sit liv og ergo heller ikke på julegaverne).

Ja, så blev det jul igen, og sammen med våde sokker, kolde røvballer og mine imponerende lange ønskesedler finder man mig, der ikke har styr på en eneste julegave. Hvad blev der af tiden, hvor julen ikke kunne komme hurtigt nok? Nu går tiden med mig foran skærmen, der hver eneste dag lover mig selv, at jeg altså i morgen skal have klaret de der gaver.

*læs sidste sætning for at komme frem til, hvad jeg også siger til mig selv i overmorgen*

Ja ja, julestemning og alt det der, men hvis jeg skal gå bag en til gammel dame, der er ude og købe undertøj til sit oldebarn, så kradser jeg af. Gudsketakoglov for nettet og den dertilhørende manglende nødvendighed af at interagere med andre mennesker i december.

Er jeg ikke hyggelig?

Hvis du som jeg ikke har styr på andet end prisen på Kitkat i Netto (i.e 7 kroner pr. bar) – eller bare er en af de der psykopater, der ikke ved, hvad de skal ønske sig – så vil jeg henlede din opmærksomhed til Moodings, der ikke bare har de fineste ting, men også har kreeret en hel inspirationsside til dig, der endnu ikke ved, hvad grankusine Lotte fra Lyngby skal have.

Om det er den perfekte coffee table book til søs, keramik til mor eller den smukkeste magasinholder til dig selv (eller mig, for den er højt på min ønskeseddel), så er Moodings – unlike Strøget – the place to be.

Og hvis du nu synes, at det er lidt federe at bruge penge på dig selv og kitkat, så kan du deltage i en konkurrence på 3.000 kroner til Moodings igennem mit indlæg her.

Jeg har samlet et lille udpluk af mine julefavoritter her, og eftersom jeg har forelsket mig fuldstændig i dem alle, tænker jeg, at I bare kan slå jer sammen og give mig en hver.

I behøver slet ikke at bevæge jer ud i regnen.

5be22e01-098c-46c4-b862-fb9b8bc0f753

19e7ddca-1eff-4632-b3ce-66e133a9c414f89c478f-f241-4470-bd2c-d926147b8429
af3c61ae-3a7f-4f56-b519-e253409a9e8943693330-e04c-4b94-bc3f-9ac6e20f316c

REKLAME LINKS: Marvis gavepakke | Kähler vase | Reflections Copenhagen fad | Curva magasinholder | Phaidon bog | Kähler kop

followwho

INSTANT LOW SELF-ESTEEM HANGOVER

skaermbillede-2017-12-12-kl-08-13-16

Fordi vores hjerner er så fabelagtigt dygtige til at male fanden på væggen og gøre alting 123% værre, end det egentlig er

Du vågner. Lokalet snurrer, selvom du har én fod solidt plantet i jorden. Mens du mærker håret på dine tænder, spiller sporadiske glimt fra aftenen før på din indre tankeskærm. Du rejser dig dehydreret og sørgelig, og indser straks, at du skal bruge hele din lørdag på at sende mundtlige beskeder afsted til porcelænskongen.

Du skal ikke lade som om, at du ikke kender det. Lad være med at være hellig.

Men kender du også den anden slags tømmermænd? Den, der opstår helt uden tilstedeværelsen af den der flaske hvidvin med det lyserøde mærkat. Eller også der; men ikke kun. Instant low self-esteem hangover. Det er den, du mærker, sekundet du går fra en social sammenhæng. Den, du føler, når du har mødt nye mennesker, når du har været til møde med autoritære personer, når du har været sammen med folk, som du virkelig gerne vil have til at kunne lide dig.

Snakkede jeg mon for meget? Syntes de, at jeg var pinlig? Skulle jeg ikke have sagt det der? Hvorfor var jeg ikke mere cool?

Instant hår på tænderne og altoverskyggende kvalme.

Jeg elsker at møde nye mennesker, og bliver oftest fanget i den berusende tåge af at opleve nye ting, snakke om dybe emner, skabe relationer. Men når tågen forsvinder, sidder jeg tilbage med de konstante spørgsmål til alt, hvad jeg sagde og gjorde.

Som den lørdag morgen, hvor du desperat forsøgte at spore dig frem til, hvad du lavede i går, og hvem du skændtes med – som var du fulderikkernes Sherlock Holmes – sidder du nu og mentalt gennemgår alt, hvad du sagde og gjorde til det der event med de smarte branchefolk.

Og fordi vores hjerner er så fabelagtigt dygtige til at male fanden på væggen og gøre alting 123% værre, end det egentlig er, efterlader din instant low self-esteem hangover dig med overbevisningen om, at du ikke blot var pinlig, snakkede for meget og havde det helt forkerte outfit på, men også at du ikke har nogen fremtid, og at du nok faktisk er blevet fyret.

Også selvom du bare drak gløgg med en bekendt.

Jeg oplevede det i fredags, hvor jeg over et enkelt glas vin for meget deklarerede min storslåede kærlighed til alle kvinderne i selskabet samt min nye status som fribløder, fordi jeg havde glemt at købe bind. Det var en fabelagtig aften med grin, cigaretter og julekæder under varmelampernes skær.

Men morgenen efter vågnede jeg op – uden fysiske tømmermænd – men ramt af instant low self-esteem hangover. For havde jeg ikke været pinlig? Havde jeg ikke snakket for meget? Burde jeg ikke bare være lidt mere cool?

Sidstnævnte spørgsmål kan uden tvivl besvares bekræftende, men de resterende bunder nok mere i indre problematikker end i realiteten.

Jeg hader følelsen. Jeg hader følelsen af at være den irriterende lillesøster, der rent faktisk – videnskabeligt bevist – kommer som følge af instant low self-esteem hangover. Har jeg lige besluttet mig for, mens jeg sad og skrev denne tekst. Hvor ville det være skønt, hvis jeg kunne gå fra sociale gatherings uden den efterfølgende overtækning og spørgsmålstillen ved, om jeg nu var god nok.

For det var jeg jo. Med mindre jeg smed alt tøjet og væltede det dyre designerbord i hjørnet, mens jeg skreg: ”I DON’T EVEN KNOW MY OWN STRENGHT,” så var jeg faktisk OK. Og hvis der af en eller anden årsag skulle være personer, der ikke syntes det, så er det bare ikke dem, jeg skal invitere til kærlighedserklæringer over vin næste fredag.

Det er der nok en masse andre, der gerne vil være en del af.

I fredags var der en af de fantastiske kvinder, der sagde til mig, at det virkede til, at jeg altid undervurderede og talte dårligt om mig selv i mine tekster herinde på bloggen. Og det kan jeg godt se, hvorfor hun siger. For det er så meget nemmere at skrive om alt det, man synes er galt. Jeg tror, at det er samme undervudering af selv, der ligger til grunde for mine instant low self-esteem hangovers. For hvis jeg tænker på mig selv som den irriterende lillesøster, der snakker for meget, så er det også nemt at finde situationer – når jeg ligger der og leger mental dedektiv – der understøtter dette.

Måske jeg i stedet burde levere halvfulde kærlighedserklæringer til mig selv, når jeg går der og mærker de mentale tømmermænd? For at afskaffe dem, så jeg kan koncentrere mig om de fysiske tømmermænd, der åbenbart er en fast del af det at være blevet over 21 år.

followwho
Older posts