THE ETERNAL QUESTION: TO CUT THE HAIR OR TO NOT CUT THE HAIR

p1010006

Fem Kitkat og kort hår, tak

Der er få ting her i livet, som jeg har svært ved at beslutte mig for: fem eller seks Kit kats her til aften? Vil jeg ud med mine veninder eller hjem og sove? Skal jeg lade være med at tage et ekstra glas vino med mine kollegaer, så jeg ikke er halvdød i morgen? Skal jeg klippe mig korthåret eller lade det vokse ud?

Ja, det er i sandhed de store spørgsmål, der rejses i Wholivet.

Jeg rammes ofte af de hurtige og altoverskyggende lyster til, at der skal ske noget nyt. I teenageårerne viste dette sig i min mors evige job som sofarykker og billedeopsætter/nedtager på mit værelse, og i disse år viser det sig i trangen til nye sko og nyt hår.

Førstnævnte bunder nok i andre problematikker også, men jeg erklærer trangen til nyt som værende årsagen i dag.

Der skal ske noget nyt. Og den mest håndgribelige måde at få dette til at ske er at gøre noget nyt med hårpragten. Derfor har jeg også pt. booket tid til at klippe førnævnte hårpragt af til ovenstående frisure. Meget kan selvfølgelig nå at ske inden klokken 17, men lige nu er det det, der sker.

Lad os snakke om en ugen, hvor jeg har fortrudt det inderligt og vil have Rapunzel hår. Gud fader, Sille….

Godt eller dårligt, tænker I?

followwho

WHY NEW YEARS DOES NOT SUCK COMPLETELY

img_2501

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto

 

Forleden dedikerede jeg et indlæg til fortællingen om årsskiftes mulige medbringelse af smerte. Med krudt og sprut og ændringen af det sidste nummer i årstallet, kommer muligheden for at reflektere over nogle af de sværere ting i livet. Men fordi der nu er gået små to døgn, og jeg ændrer humør hurtigere end trends skifter på den parisiske modescene, vil jeg dvæle lidt ved alt det smukke, der er at finde ved det nye år.

Da jeg havde trykket udgiv forleden – udtømt alle mine tunge tanker som var det køkkenaffald ud over jer – blev jeg pludselig ramt af en følelse af håb, energi og ambitioner. Samt trang til de der chokolademandler, som jeg fik i december, fordi der var gået 27 minutter siden, jeg sidst havde fyldt munden.

Det er mærkværdigt, hvordan et nyt år kan medbringe en altoverskyggende lyst til at forbedre sig og energi til at forfølge sine drømme. Måske er det udelukkende grundet den friske start, der udvisker alle tidligere nedture og fejlslagne forsøg. Som når du har besluttet dig for kun at spise sundt og vegetarisk, men pludselig falder over en cheeseburger, og så kan man jo lige så godt også spise en pizza, femten kiks med ost og en pose chips.

Og så starte forfra i morgen.

Det nye år er dagen efter, hvor man kan starte forfra med alt det, man lovede sig selv. I realiteten er det jo åndssvagt, eftersom vi i virkeligheden burde følge filosofien af det nye år hver eneste dag: Have lyst til at forbedre os, gøre de ting vi drømmer om, føle håb og ambitioner.

Det er bare som om, at det er nemmere, når der er en helt frisk tavle at skrive disse drømme på.

Mine ambitioner og ønsker for 2018 er kæmpe store, og min tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, lige så stor. Lad os tales ved om nogle måneder, hvor de naive nytårsbriller er pakket ned i etuiet igen. Men indtil da vil jeg dvæle i følelsen af at kunne opnå alt. For det er ganske enkelt en inspirerende fornemmelse at være indehaver af.

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg blive professionel danser? Muligvis! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto.

Jeg drømmer om, at 2018 bliver året, hvor jeg udvikler mig professionelt, hvor Sillewho vokser og hvor jeg opnår nogle af de kreative mål, jeg har sat for mig selv. Og så det der med Miu Miu og Prada også. Lige nu vil jeg udnytte den drivkraft, som indtrædelsen af det nye år giver. Og så håbe, at det er en kraft, jeg kan tage med mig videre.

Når jeg så finder mig selv i lyset af fiaskoer og skridt tilbage, så vil jeg forsøge at indfange den fornemmelse, som jeg sidder med lige nu. Så vil jeg forsøge at drømme videre. Også selvom det ikke er dagen efter, og jeg ikke har den fine, friske tavle.

followwho

I WENT HOME AND SAID GOODBYE TO 2017

img_2720

Hvis du ikke allerede har tømmermænd, så vil dette klichéagtige stykke med følelsesporno sørge for, at du render mod badeværelset

Klokken 23.15 sad jeg i min runde stol foran mine kæmpe vinduer i lejligheden. En konsekvent strøm af raketter eksploderede over hustagene, mens jeg gumlede på min mad bestående af økologisk ciabatta og mellemlagret ost. I øjenkrogen sad rester af den våde eyeliner – som jeg netop havde fjernet – og mine sammenrullede strømpebukser lå trygt i hjørnet og nød deres fyraften.

Går du hjem før 12? Spurgte de mig kærligt, inden jeg spontant sprang ind i en taxa, som var jeg på flugt fra krudt, sprut og unge kvinder med bare ben.

Det gjorde jeg. Altså tog hjem før midnat. For i et virvar af en 12-retters menu, mine bedste venner, cigaretter, bobler og altoverskyggende kærlighed fandt jeg mig selv overvældet af savn samt en bizar følelse af melankoli, der kun rammer på dage, hvor du pludselig står ansigt til ansigt med dit liv på en måde, der ellers opstår meget sjældent.

Udsigten til det nye år tvinger dig til enten at skue tilbage på det forgangne og det du har opnået (eller manglen på samme), eller også tvinger det dig til at drikke dig så spritstiv, at du ikke behøver at blive ramt af denne selvreflekterende opgave.

Jeg prøvede selv sidstnævnte, men fandt mig nødsaget til at opgive allerede efter fjerde ret. It is not going to happen. You are just not getting drunk today, my friend. 

Som i en film fangede jeg mig selv sidde på den charmerende restaurant med festglade og hattebeklædte smukke mennesker omkring mig, mens jeg i min egen lille bobbel bevægede mig i slow motion og mine tanker på fuld fart. Savnet til min udsendte mand åbnede døren for et væld af tanker omkring dette sidste år. Et år, der kun kan beskrives som værende det værste og det bedste år i mit liv.

(Hvis du ikke allerede havde tømmermænd, så vil ovenstående klichéagtige udtalelse da i hvert fald tvinge dig i knæ foran toilettet.)

Et år med hele to guldmedaljer – henholdvis for førstepladsen som det mest lortede og det mest fantastiske – medbringer uundgåeligt refleksioner i en sådan kaliber, at det kan få selv den mest hærdede life coach i knæ. Og det fik det også mig. Mellem raketter, glade mennesker og pasta i hummersovs – som sikkert smagte godt, men så herreklamt ud – blev jeg pludselig overvældet af alt det, jeg har oplevet i 2017.

Færdiguddannet, ramt af den værste mentale sindsstilstand jeg nogensinde har oplevet, forbedring, flytning til mit fantastiske København, drømmejobbet, en udsendt mand, tid med de syv kvinder, der er blevet min familie, en sådan ændring af mig selv, at jeg er efterladt med spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig?

Og hvorfor nåede jeg ikke her til noget før?

For selvom ovenstående måske kunne lede dig til at tro, at jeg i går brugte aftenen på at fyre op for James Blunt og selvmedlidenheden over, hvor svært 2017 har været, så var det rettere en rolig og nærmest lykkelig melankoli, jeg befandt mig i. Giver det mening?

Det gør det nok ikke.

Det var følelsen af at efterlade noget bag sig, takke af til et år, der på mange måder har defineret mig – i hvert fald den jeg er lige nu – samt følelsen af at træde ind i noget, der er helt anderledes, end hvad jeg før har kendt til.

Men det kan selvfølgelig også bare være, at den der Prosecco ramte mig hårdere, end hvad jeg egentlig troede.

I 2017 har jeg ændret mig mere, end jeg har gjort igennem hele mit liv. Eller, måske er der alligevel sket ret meget fra alderen seks måneder til 22 år, men I ved, hvad jeg mener. Og måske var det også derfor, at nytårsnat opnåede en så betydningsfuld status for mig: Fordi den på sin vis repræsenterede et nyt liv.

Eller også var det bare en slem case af: Ung senmoderne kvinde føler sig lige pludselig følelseladet fordi solen nu har stået op 365 gange endnu engang, og så skal der pludselig sættes store ord på noget ganske normalt og uundgåeligt.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg klokken 00.00 stod med åben dør og smør i mundvigen og kiggede ud over København, der eksploderede i lys og farver, og på en måde følte jeg, at det var den smukkeste afslutning på noget smukt og råt. Et smukt og råt år, der har ledt mig til, hvor jeg er lige nu.

Det var øjeblikket, jeg havde brug for, for at takke farvel til noget usagt samt bevæge mig videre. Videre til de vilde ting jeg har ambitioner for i dette år. Videre med mine ord og med mig selv.

Videre til pizzaen og chokoladen som jeg har fyldt mig selv med i dag.

followwho