KAPITEL OTTE: DEN OM DEN SULTNE PRINSESSE OG EN GULEROD

untitled-2-copy

IKKE PASSENDE FOR FOLK, DER HÅBER PÅ EN LYKKELIG SLUTNING

I et kongerige langt borte boede en prinsesse. En virkelig velklædt prinsesse hvis jeg selv skulle sige det. Men det var egentlig ikke rigtig noget specielt, for dette kongerige var faktisk udelukkende bestående af virkelig velklædte indbyggere. De havde alle sammen Prada mules og oversize Balenciaga denimjakker samt virkelig nervøse blikke, fordi det lige var blevet offentliggjort, at Hedi Slimane skulle overtage for Phoebe Philo som chefdesigner for Céline.

Det var en frustreret tid i det spøjse kongerige, kan I nok forstå.

I det velklædte kongerige blev der ofte holdt store bal, magiske fester og for at være helt ærlig ret middelmådige events på almindelige mandage. Prinsessen deltog selvfølgelig i de fleste af disse, fordi det var en ret stor ting, og prinsessen havde engang fået fortalt, at det var vigtigt at pleje sit netværk.

Hvad end det så betød.

Jeg skal lige stoppe dig her, for hvis du tror, at dette eventyr er fortællingen om, hvordan en magisk fe gav prinsessen et nyt outfit, så hun kunne komme til bal og møde en prins, som hun kunne leve lykkeligt til sine dages ende med, så bliver du slemt skuffet. Prinsessen var nemlig først og fremmest en selvstændig kvinde, der købte sine egne outfits og glassko. Allerhelst over nettet.

Nej. Dette er rettere fortællingen om, hvordan prinsessen døde af sult, fordi hun altid gik til events, hvor der aldrig blev serveret ordentlig mad.

Og det er til netop et af disse events, vores fortælling tager form. For prinsessen var nemlig taget til sådan et efter arbejde en dag på en magisk location, der hed Christianshavn. Et utal af fantastisk smarte mennesker samledes på en scene sat af live musik, magiske lokaler og boblende vin i lange baner, og mens prinsessen dansede sig forbi de mange mennesker og smilede til højre og venstre, blev magien pludselig afbrudt af en høj og faretruende lyd fra prinsessens mave.

En dyb rumlen, der mest af alt mindede om den af en drages. Eller hvilket andet magisk kreatur, der lige passer ind i denne form. Hun kiggede ned af sig selv med et bekymret blik og indså, at hun var mere sulten, end hun nogensinde havde været det før. Hun mærkede energien forsvinde ud af sin krop, mens hun med et desperat og søgende blik kiggede efter et eller andet spiseligt i dette overfyldte rum. Hendes blik landede på et bord, hvor en orange ting fangede hendes interesse.

Kunne det være mad? En lille cheeseburger måske? En eller anden form for ostebelagt dessert, kunne man håbe. Bare en stor skål med chips fra Netto, kunne også gå.

Skuffelsen ramte hende, da hun indså, at den orange ting på bordet var intet mere end en gulerod med grøn top på små rispapirbakker. En. Gulerod. Hun overvejede hurtigt, hvor mange af disse hun mon kunne nå at stoppe i munden, inden hun blev trukket væk af vagterne, men måtte med det samme opgive tanken, da hun indså, at ingen andre overhovedet rakte efter bare en enkelt tallerken med den ensomme gulerod.

Hun accepterede langsomt sin skæbne: At det var her, hun skulle dø. Ung og uden at have fundet de helt rigtige glassko endnu. Det nærmeste hun var kommet var de gennemsigtige stiletter fra Yeesy, men hun havde så mange sko tilbage at købe. Hun var ikke klar til at forlade kongeriget allerede nu.

Og nu tror du nok, at der kommer en lykkelig slutning, og der pludselig kom fem-retters menuer ind i lokalet, og at hun ikke omkom af sult.

Men det gjorde hun. For hun døde lige der mit på gulvet foran smarte mennesker, fordi hun ikke fik noget mad. Og der var aldrig nogen, der huskede hende for noget. For livet ender ikke lykkeligt.

Slut.

followwho

I DO NOT JUST WANT TO SHOW YOU WHAT I AM WEARING

img_3098Kassen vil jeg ikke være i, men jeg vil meget gerne være i denne trøje

Jeg har fået det svært ved at fortælle nye mennesker, at jeg er blogger. Ordet smager altoverskyggende af avokadomadder og dagens outfits, og selvom begge dele er ganske rare, kan jeg mærke, at jeg hader at putte mig selv i den kasse. Også selvom kassen er ganske, ganske fin at være i.

Og det er netop grundet dette, at jeg tripper lidt rundt i jagten på, hvem jeg så egentlig skal være som blogger.

For jeg har ikke lyst til at være en af dem, der bare viser jer mit dagens look. Det er der så mange andre, der er meget bedre til end jeg. Men betyder det så, at jeg aldrig kan vise dagens outfits, uden at blive kategoriseret som en klassisk modeblogger? Kan jeg stadig dele inspiration til nye tasker, du skal shoppe, hvis du elsker orange, uden at virke overfladisk?

Skal jeg udelukkende skrive lange og negative tekster for at fastholde et eller andet forestillet seriøsitetsniveau?

Helt seriøst, jeg spørger jer?

Jeg havde ikke noget at skrive i dag. Men jeg ville gerne vise jer dette sæt. Så sådan blev det. Og det skal der vel også være plads til. Når alt kommer til alt, så er jeg jo nok i virkeligheden bare en modeblogger.

BLUSE (SPONSORERET) Delfi Collective | JEANS & Other Stories
ikke-navngivet-1-kopier

BLUSE Designers Remix | JEANS H&M | TASKE Fendi |

followwho

IS THE POSITIVITY GENERATION A PR STUNT?

ikke-navngivet-1-kopier

Eksisterer positivitetsbevægelsen kun så længe, at vi kan få lov at dele den på de sociale medier?

Det føles som om, at der er et skift i gang. Et skift i måden vi ser køn på. Et skift i måden vi ser skønhed på. Et skift i måden vi ser magt på. Et skift i måden vi går til verden på. Hvad kom først? Kropspositivismen eller den nye forståelse af køn? Vores manglende villighed til at finde os i seksuel chikane eller vores forståelse af, at der er noget galt med måden, du bliver behandlet på, hvis du ikke er hvid og af det mandlige køn? Eller måske var det ham præsidenten på den anden side af vandet, der kom først?

Det føles som om, at der er et skift i gang.

Rundt omkring os bliver debatter startet. Vigtige samtaler tages. Generationer påvirkes. Man kunne være tilbøjelig til at sige, at der er et eller andet, der ulmer. Er det mon duften af forandring? Snif. Det kunne det godt være. Men vent, hvad er den svage efterlugt, jeg opfanger? Kunne det mon være en svag skepsis?

Kunne det mon være lugten af at dyrke en positivitetstrend for egen vindings skyld?

På glansfulde forsider poserer Ashley Graham side om side med Winnie Harlow og historier om Me Too bevægelsens betydning for unge kvinder. Den ene uge skal vi omfavne vores kropsbehåring og den næste hende skuespilleren, der viser, hvor rodet hendes køkken er på Instagram.

“Hvordan fandt du dog modet?” spørger journalisten, “Jeg synes bare, at det er så vigtigt, at vi viser flere sider af det virkelig liv,” svarer hun noget så korrekt.

Det føles som om, at alsidigheden vasker ind over os fra alle sider som et much needed modspil til alle de ismer, vi ser så mange steder lige nu: Racisme, sexisme, mandschauvinisme, du-skal-være-tynd-perfekt-og-blond….isme. Det er branchens og ungdommens nye kæphest, men bevægelsen efterlader mig med det mørke spørgsmål: Ville størstedelen af os gå lige så meget op i dette, hvis vi ikke kunne dele det på de sociale medier eller på forsiderne?

Men måske vigtigst af alt: hvis ovenstående spørgsmål besvares benægtende, er bevægelsen så mindre vigtig?

I mine øjne er der intet, der kan gøre bevægelsen mindre vigtig. Det skulle da lige være en invasion af jorden af abe-rumvæsener, der tvinger os alle sammen til at dyrke bananer for evigt, ellers bliver vi slået ihjel – i så fald kan det godt være, at vi lige skal sætte kvindemarchen på hold i et øjeblik.

Men ellers er disse forandringer – i mine øjne – noget af det vigtigste, der sker lige nu.

Hvis nyhedsværdien af denne bevægelse, positionering ved hjælp af hashtag som #loveyourself og salgstallene ved at sætte en pluz size eller tørklædebærende model på forsiden er nødvendige for, at denne snak bliver taget, er det så ikke det værd?

Jo. Det vil jeg mene. Men hvis vi dvæler lidt ved det, er det så en lidt beskidt smag, vi har i munden? Overalt i verden kæmper folk for deres ret, men før vi gider at gå rigtig op i dét, skal vi have et hashtag eller en kendis i sort at se på. Jeg tror måske, at det er nødvendigt. Jeg tror måske, at der har siddet en fucking bad ass kvinde i PR, der har sagt: Vi er sgu nødt til at få folk til at føle, at de vinder noget på dette – altså udover sikkerheden i, at de aldrig skal føle sig mindre værd eller blive chikaneret grundet deres race, køn eller seksualitet – de skal også have muligheden for at høste røvmange likes og skabe god brand-karma.

Måske skal jeg bare lade være med at tænke over, hvorfor det gøres, men rettere være stolt og lykkelig over, at der rent faktisk er så mange, der vælger bare at gøre det. Måske skal jeg bare lade være med at lugte så meget efter ting, der slet ikke er der. Måske tager jeg helt fejl.

Jeg ved det ikke.

Hvad jeg ved er dog, at jeg altid vil gøre mit for at støtte bevægelsen. Så godt som jeg nu kan.
I hvert fald så længe jeg kan få nogle likes for det.

followwho