I CUT MY HAIR: A TALE OF A WOMAN’S DESPERATE COPING MECHANISMS

img_3012

Det havde nok været billigere bare at gå til psykolog

Det er alment kendt, at livet til tider er indehaver af en vandrestøvlebeklædt fod, med hvilken det sparker os i vores metaforiske klunker. Sådan er det bare. Det har vi ligesom lært. Men hvad der ikke altid er lært er, hvordan man håndterer disse efterfølgende ømme boller. Vi har nok alle været igennem en voldsom mængde af metoder, der skulle lindre: Gin & tonics, sørgelige serier, fornægtelse, mænd, kvinder, veninder. Vaseline. Alle er det ting, der på sin helt egen måde kan afhjælpe.

Der er dog også andre coping strategier, der kan være behjælpelige. Her nævnes i flæng: Ufatteligt mange burgere. Højlydt sang i badet. Dårlige farjokes. Nye møbler. Afklipning af hår.

Sidstnævnte valgte jeg at gå med. Måske egentlig ikke så meget grundet svære tider, men som et desperat forsøg på at håndtere følelsen af at være et helt andet sted i livet. En helt anden person. Ikke et hårdt spark i kuglerne, men nok nærmere et mildt slag af ugenkendelighed.

Jeg gør det altid. Altså klipper mit hår af, når livet ændrer sig. Og det efterlader mig med teorien om, at det er en af mine vigtigste coping strategier. Min måde at lade min indvendige forandring skinne igennem på det ydre også. En kende overfladisk og bagatelagtigt, tænker du måske? Ja. Det er det vel nok egentlig. Men hvem er vi at dømme folk for deres måde at få det bedre på?

Med mindre du klipper pandehår og går tilbage til din eks. Så må vi gerne dømme dig lidt. Bare en smule.

Forandring fryder ikke altid. Men for mit sind gjorde det en smule. Et punktum for noget gammelt. Et linjeskift, der gjorde det muligt for mig at starte på noget nyt.

Eller måske er dette bare mit halvhjertede forsøg på at retfærdiggøre, at jeg brugte 900 kroner på en klipning.

followwho

THE ETERNAL QUESTION: TO CUT THE HAIR OR TO NOT CUT THE HAIR

p1010006

Fem Kitkat og kort hår, tak

Der er få ting her i livet, som jeg har svært ved at beslutte mig for: fem eller seks Kit kats her til aften? Vil jeg ud med mine veninder eller hjem og sove? Skal jeg lade være med at tage et ekstra glas vino med mine kollegaer, så jeg ikke er halvdød i morgen? Skal jeg klippe mig korthåret eller lade det vokse ud?

Ja, det er i sandhed de store spørgsmål, der rejses i Wholivet.

Jeg rammes ofte af de hurtige og altoverskyggende lyster til, at der skal ske noget nyt. I teenageårerne viste dette sig i min mors evige job som sofarykker og billedeopsætter/nedtager på mit værelse, og i disse år viser det sig i trangen til nye sko og nyt hår.

Førstnævnte bunder nok i andre problematikker også, men jeg erklærer trangen til nyt som værende årsagen i dag.

Der skal ske noget nyt. Og den mest håndgribelige måde at få dette til at ske er at gøre noget nyt med hårpragten. Derfor har jeg også pt. booket tid til at klippe førnævnte hårpragt af til ovenstående frisure. Meget kan selvfølgelig nå at ske inden klokken 17, men lige nu er det det, der sker.

Lad os snakke om en ugen, hvor jeg har fortrudt det inderligt og vil have Rapunzel hår. Gud fader, Sille….

Godt eller dårligt, tænker I?

followwho

WHY NEW YEARS DOES NOT SUCK COMPLETELY

img_2501

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto

 

Forleden dedikerede jeg et indlæg til fortællingen om årsskiftes mulige medbringelse af smerte. Med krudt og sprut og ændringen af det sidste nummer i årstallet, kommer muligheden for at reflektere over nogle af de sværere ting i livet. Men fordi der nu er gået små to døgn, og jeg ændrer humør hurtigere end trends skifter på den parisiske modescene, vil jeg dvæle lidt ved alt det smukke, der er at finde ved det nye år.

Da jeg havde trykket udgiv forleden – udtømt alle mine tunge tanker som var det køkkenaffald ud over jer – blev jeg pludselig ramt af en følelse af håb, energi og ambitioner. Samt trang til de der chokolademandler, som jeg fik i december, fordi der var gået 27 minutter siden, jeg sidst havde fyldt munden.

Det er mærkværdigt, hvordan et nyt år kan medbringe en altoverskyggende lyst til at forbedre sig og energi til at forfølge sine drømme. Måske er det udelukkende grundet den friske start, der udvisker alle tidligere nedture og fejlslagne forsøg. Som når du har besluttet dig for kun at spise sundt og vegetarisk, men pludselig falder over en cheeseburger, og så kan man jo lige så godt også spise en pizza, femten kiks med ost og en pose chips.

Og så starte forfra i morgen.

Det nye år er dagen efter, hvor man kan starte forfra med alt det, man lovede sig selv. I realiteten er det jo åndssvagt, eftersom vi i virkeligheden burde følge filosofien af det nye år hver eneste dag: Have lyst til at forbedre os, gøre de ting vi drømmer om, føle håb og ambitioner.

Det er bare som om, at det er nemmere, når der er en helt frisk tavle at skrive disse drømme på.

Mine ambitioner og ønsker for 2018 er kæmpe store, og min tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, lige så stor. Lad os tales ved om nogle måneder, hvor de naive nytårsbriller er pakket ned i etuiet igen. Men indtil da vil jeg dvæle i følelsen af at kunne opnå alt. For det er ganske enkelt en inspirerende fornemmelse at være indehaver af.

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg blive professionel danser? Muligvis! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto.

Jeg drømmer om, at 2018 bliver året, hvor jeg udvikler mig professionelt, hvor Sillewho vokser og hvor jeg opnår nogle af de kreative mål, jeg har sat for mig selv. Og så det der med Miu Miu og Prada også. Lige nu vil jeg udnytte den drivkraft, som indtrædelsen af det nye år giver. Og så håbe, at det er en kraft, jeg kan tage med mig videre.

Når jeg så finder mig selv i lyset af fiaskoer og skridt tilbage, så vil jeg forsøge at indfange den fornemmelse, som jeg sidder med lige nu. Så vil jeg forsøge at drømme videre. Også selvom det ikke er dagen efter, og jeg ikke har den fine, friske tavle.

followwho