I WANT A BELT BAG – WHAT IS WRONG WITH ME?

ikke-navngivet-1-kopier

 

 

 

 

 

Små solbriller, klodsede sneakers og en bæltetaske. Moden er i sandhed ekstremt sexet lige nu

Lavt selvværd, voldsom afhængighed af chili cheese tops, evnen til at citere alle replikker fra How I Met Your Mother i søvne; der er meget, der er galt med mig, og nu er der endnu en ting at tilføje til listen: En altoverskyggende lyst til at tilføje en bæltetaske til min garderobe.

Ja, du læste rigtigt: En bæltetaske.

Og det efterlader mig med spørgsmålet om, hvad der dog er galt med mig? Udover sokker i sandaler – på farpåcampingmåden og ikke street style måden – må en bæltetaske være arketypen på dårlig stil.

Så hvorfor er jeg så blevet fantastisk forelsket i ideen om at have én?

Det er næppe det praktiske element, da jeg ofte finder mig selv iklædt høje mules uden sokker på min to km. tur på arbejde i minusgrader – ergo er det nok ikke ligefrem praktisk anvendelighed, der virker tiltrækkende for mig. Men hvad er det så? Jeg mistænker, at det er 00’ernes tilbagetræden i trendlandskabet, der ligger som årsag. Dét sammensat med den pludselige interesse i at ligne en kikset far med alt for klodsede sneakers.

Ja, det er i sandhed en sexet tid i modebranchen lige nu.

Med logoer, små solbriller og alt hvad Paris Hilton iklædte sig i sin storhedstid, er 00’erne i sandhed tilbage på min radar. Godt eller skidt? Det ved jeg endnu ikke. Jeg ved bare, at jeg skal have investeret i en bæltetaske.

Hvad sker der for det?

Low self-esteem, a serious addiction to chili cheese tops, the ability to quote every line from How I Met Your Mother in my sleep, there are many things wrong with me, and now there is one more thing to add to the list: An extreme desire to add a belt bag to my wardrobe.

Yes. You read that right: A belt bag.

And it leaves me with the question: What is wrong with me? Besides socks in sandals – the dadgoingcampingway and not the street style way – a belt bag must be the archetype of bad style.

So why am I in a desperate need of getting one?

I doubt that it is the practical element, as I often find myself walking the streets in high heeled mules with no socks in the coldest weather – therefore practicality might not be the answer to the question of why I am digging the belt bag. But what then? I suspect the entry of the 00s to the fashion landscape. That and our sudden desire to look like an awkward dad with way too chunky sneakers.

Yes, it is indeed a sexy time in fashion right now.

With logos, small sunglasses and everything Paris Hilton wore in her heyday, the 00s are truly back on my radar. Good or bad? I know not. I just know that I need to invest in a belt bag.

What the fuck is going on?

Logo Gucci belt bag | Prada leather belt bag | Red leather Gucci belt bag 

followwho

WORKING THEORY: WE SHOULD ALL BE A LITTLE MORE SELFISH

img_3668

Burde vi være mere egoistiske? Her er en teori omkring det, og et billede af mig til at understøtte

I dagens farverige SoMe-landskab, ser vi blomstrende skud af omfavnelse og revolution stikke frem imellem bikinibilleder og sponsorerede posts. Og hvor er det fabelagtigt – og hvor er det nødvendigt – at den digitale generation bruger deres stemme og hashtags til at gøre op med noget, der er forkert. Værende det mandschauvinisme, racisme, seksuelle overgreb, body-shaming, homofobi. Take your pick.

Men i denne blomstrende verden fandt jeg pludselig mig selv sætte spørgsmålstegn ved, om vi engang imellem skal være mere egoistiske, når det kommer til vores personlige liv? Teorien står som et uspiseligt og grimt fyrtårn overfor det, der er en smuk udvikling i vores samfund lige nu.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at dvæle ved den i dag.

For når det kommer til vores liv, karriere, veninder og kærester – ja, selv vores eget spejlbillede – skal vi så engang imellem pakke omfavnelsen af andre væk til fordel for omfavnelsen af os selv? Jeg har personligt tendens til overdreven hensynstagen til andre. Min psykiater har ordineret egoisme, pizza og de der piller, der gør mig virkelig træt – hvilket gør det en del nemmere at skide på alle andres følelser.

Måske jeg skal prøve førstnævnte?

I jagten på at være elsket af alle, ender man tit i bagerste række. Og der finder jeg ofte mig selv placeret. Om det så er i forbindelse med min passion, mine ønsker eller helt basalt mit eget mentale helbred, så sættes andres drømme og følelser – tit – før min egne. Jeg er fan af at være uselvisk, jeg finder det smukkere end noget andet at være god mod andre, jeg kan ikke forestille mig noget stærkere, end at kæmpe for, at alle har det godt.

Men skal jeg ikke også huske på at kæmpe for, at jeg selv har det godt?

Jeg kan mærke, at jeg i en lang periode har nedprioriteret mig selv og mit mentale helbred. Om det så er manglende tid til at skrive, onde ord til mig selv i spejlet eller lange dage, hvor jeg kæmper for andres drømme, men ikke mine egne.

Jeg skal være mere egoistisk.

Måske skal vi faktisk alle være lidt mere egoistiske engang imellem? Måske har visse politiske hovedpersoner ikke behov for mere egoisme i deres morgenkaffe, men måske skal du, som helt almindelig, betænksom kvinde, der sætter familie, børn, veninder og chefer før dig selv, have tilsat en smule mere egoisme?

Bare et lille skvæt.

In today’s colorful SoMe landscape we see blooming sprouts of embrace and revolution peek out between bikini images and sponsored posts. It is equal parts amazing and necessary that the digital generation is using their voice and hashtags to hopefully change something that needs changing. Male chauvinism, racism, sexual assault, body shaming, homophobia. Take you pick. 

But in this blooming world, I all of a sudden find myself questioning whether we should all be a little more selfish when it comes to our own lives? The theory stands as an extremely ugly lighthouse beaming on the beautiful change that is happening in our society right now. 

But I can’t help but wonder anyways. 

When it comes to our lives, our careers, our friends and our lovers – even our own self-image – should we sometimes prioritize the embrace of ourselves, before we embrace everyone else? I have an extreme tendency to think of everyone before myself. My psychiatrist has ordered selfishness, pizza and pills that make me extremely tired – which makes is way easier not to think about other people. 

Maybe I should try the first thing? Just for fun? 

By wanting to be loved by everyone, you are often putting yourself in the back of the line. This is where I find myself more than I would like to. When it comes to my passion, my wishes and just my own mental health, I often put other’s dreams and emotions before my own. I am a big fan of being selfless, there is nothing more beautiful than being good to others, I can’t imagine anything stronger than fighting for everyone to feel good and loved. 

But shouldn’t we also remember to fight for ourselves to feel good and loved? 

For a long period of time, I haven’t been prioritizing myself or my mental health. No time to write, evil words to my own reflection and long days where I fight for other people’s dreams but not my own. 

I need to be more selfish. 

Actually, maybe we all need to be more selfish? Well, some political front runners might not be in need of anymore selfishness in their morning coffee, but you as a regular, thoughtful woman who puts children, family, friends and bosses before yourself, might be in need of a little drop of selfishness? 

Just a little squeeze. 

followwho

PART ONE OF THE SCIENTIFIC EXAMINATION: WHY DO I FEEL LIKE SHIT?

img_3224

Første del af en længerevarende undersøgelse

Forsøgsperson udviser udtalte tegn på utilfredshed med dertilhørende manglende evne til at sætte ord på, hvorfor. Derudover tales der konstant om noget kaldet “Manolo Blahnik”. Forsøgsperson viser voldsom fascination af et par mules i herringbone print. Vi undersøger nærmere.

I går stod jeg i vintersolen og nød en enkelt cigaret bag mine alt for små solbriller, der overhovedet ikke afhjælper noget som helst, men fordi Balenciaga så, at det det var godt, er det åbenbart bare sådan. Folk på gaden gik smilende omkring, højest sandsynligt grundet det fantastiske vejr, men også grundet førnævnte små solbriller, der gør, at jeg ligner en sammenknebet birolle i The Matrix.

Men som jeg stod der, var jeg ikke indehaver af et smil over det gode vejr, men rettere en utilpas fornemmelse i mit indre. En fornemmelse jeg efterhånden har holdt teselskab med et stykke tid. Jeg har ikke selv inviteret den forbi til denne komsammen. Eller har jeg? Lad os undersøge nærmere.

Jeg har arbejdet non-stop i en længere periode, min kæreste er kommet hjem fra syv måneders udsendelse, jeg har ikke skrevet i flere uger, hvilket gør mig til noget nær den dårligste version af mig selv, jeg har været nedlagt af den ondeste influenza og så har jeg levet af takeaway, sovepiller og dårlige amerikanske serie, hvis plot jeg har regnet ud, inden titelmelodien er slut, da jeg har en voldsom afhængighed af TV.

Det er faktisk et reelt problem, der skal tilføjes ovenstående liste.

Der er måske ikke så meget at sige til, at det hele føles lige så mærkværdigt, som jeg ser ud i mine solbriller, men det er bare som om, at jeg ikke rigtig kan pege på, hvad det er, der er galt. “Det er lige der ved mit knæ, jeg har ondt. Fiks det med det samme, tak”. Det er så meget nemmere – i.e acceptabelt – at have det skidt, hvis man ved, hvad man reelt har det skidt over. En årsagsforklaring på, hvorfor man render rundt med en fornemmelse af ikke at kunne finde sig ordentligt til rette i sig selv. En grund til, at man er ude af sig selv. Svaret på, hvorfor det hele bare føles forkert.

Men jeg har den ikke. Altså bortset fra det der med den dårlige diæt, konstant arbejde og et seriøst TV-afhængighedsproblem. Jeg burde virkelig snakke med nogle om det.

Det irriterer mig, at jeg ikke har svaret. For som det senmoderne og altvidende individ jeg er, er der meget få ting, der er vigtigere end selvrealisering og likes på Instagram. Det skulle da lige være Jenner familien og #metoo bevægelsen. Men i kampen om at realisere sig selv og blive lykkelig, er det ikke særlig fedt ikke at vide, hvad der er galt.

Men måske er det bare sådan, det er nødt til at være? Måske er det bare et uslugbart faktum, at man nogle gange har det fucking skidt. Uden at vide hvorfor. Sådan er det bare. Drik din te og indse, at du har det skidt lige nu. Og med te mener jeg en ordentlig røvfuld hvidvin. Men selvom det er sådan, det skal være, så synes jeg ikke, at det er fedt. Jeg har lyst til at ændre noget, gøre noget, få mig selv til at have det bedre. Eller i det mindste bare finde årsagen til, at jeg har det sådan her, så jeg kan betale nogle andre for at få mig til at have det bedre.

“Nu skal du høre, frøken psykolog hatte dame, jeg har trust issues, og det vil jeg gerne have, at du fikser for mig. Go”.

I stedet stiller jeg mig i vintersolen med endnu en cigaret og føler efter. Der er noget, der føles forkert. Jeg aner bare ikke hvad. Måske er det manglen på disse. Jeg ved det ikke.

Subject shows great signs of discontent with no ability to explain why. Besides this she constantly talks about something called “Manolo Blahniks”. Test subject shows an intense fascination with herringbone mules. We will proceed to investigate. 

Yesterday I was standing in the winter sun enjoying a cigarette behind my much too narrow sunglasses that do absolutely nothing to protect me from the sun, but as Balenciaga saw that it was good that is how it must be. People around me were smiling probably 50% due to the amazing weather and 50% due to the aforementioned sunglasses that make me look like an uncool supporting role from The Matrix. 

As I stood there I did not sport at winning smile but rather an uneasy feeling. It is a feeling I have been having a get-together with for quite some time now. And I didn’t even invite it. Or did I? Let’s examine. 

I have been working non-stop for a long time, my boyfriend has returned home after seven months abroad, I haven’t written for several weeks which makes me the absolute worst version of myself, I have been sick with the meanest flu and I have been living off a diet consisting mainly of takeaway, sleep medication and bad American series. Because I have a quite serious addiction to television. 

It is actually a really severe issue that I should speak to someone about. 

It is maybe no wonder that everything feels as strange as I look in my sunglasses, but I just can’t put my finger as to why exactly I feel like this. Off. Weird. “My knee hurts right there. Fix it immediately. Thank you”. It is much easier – i.e acceptabel – to feel bad, if you actually know what you are feeling bad about. A causal explanation as to why I am not feeling like myself. The answer to why everything is feeling….. kind of bad. 

But I just don’t have it. Beside the thing with the constant working, bad diet and TV addiction. 

It is immensely frustrating that I do not have the answer. For an all-knowing, late modern individual as myself there is nothing more important than self-realisation and likes on Instagram. Well perhaps the Jenner family and the #metoo movement. But in the fight to realise yourself and become truly happy there is nothing worse than not knowing why you are feeling…. wrong. 

But maybe that is just how it is suppose to be? Maybe it is just a sucky fact that you sometimes feel like shit without knowing why. That is just how it is. Drink your tea and accept that. And with tea I mean a big ass bottle of white wine. But even though this is how it should be, I still think it sucks. I want to change something, make myself feel better. Figure out what is wrong, so I can pay someone else to fix me: “Listen, miss psychologist hat lady, I obviously have severe trust issues, and I want you to fix me now, please”. 

But I can’t. So instead I will stand once more in the winter sun and enjoy a cigarette and feel. Something feels wrong. I just don’t know what. Maybe it is the absence of these. I don’t know. 

followwho