THE REAL IMPORTANT SHIT

ikke-navngivet-1-kopier

Jeg ved, hvad der er vigtigt her i livet

Andre sætter store mål for dem selv: Jeg skal forfremmes til chef indenfor to år. Jeg skal nå at have fire børn. Jeg skal kunne the one handed tree yoga pose inden sommer. Jeg skal ende verdens lidelser.

Eller et eller andet lignende pis.

Men jeg sætter de virkelige mål. Det, der i sandhed betyder noget. De vigtige ting. Enter ovenstående liste over ting, jeg gerne vil nå at tilføje til min garderobe i år.

Ja, jeg har mine prioriteter i orden.

Og jeg tager ikke sådanne mål let. Nej, jeg vil kæmpe for at opnå det, som jeg drømmer om. Fordi jeg er en fighter. Jeg håber på, at min snarlige fødselsdag vil kunne tage mig nærmere. Men ellers må det blot handle om tålmodighed og viljestyrke.

Hvad er øverst på jeres liste over ting, I gerne vil tilføje til jeres garderobe i år?

SNEAKERS Céline | SOLBRILLER Céline | TASKE Céline | STRØMPER Gucci | TRØJE Saks Potts | ØRERINGE ANNI LUI | SKO Balenciaga

followwho

PLAYING HIDE AND SEEK WITH WORRY

img_4868

Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde?

Forleden sad jeg i solen foran min åbne altandør. På fjernsynet kørte der en yderst interessant dokumentar om ligklædet i Torino, i hånden havde jeg et glas køligt hvidvin – Nettos bedste til 70 kroner – samt en enkelt Marlboro light imellem fingerspidserne. Klokken var 18 efter en fabelagtig arbejdsdag, og som jeg sad der og slugte tysk Riesling og solens stråler, fandt jeg mig selv lede efter noget at være nervøs for.

Der måtte da i sandhed være et eller andet, jeg kunne bekymre mig over?

Var der ikke noget, jeg havde glemt? Et eller andet grimt jeg kunne bilde mig selv ind? Synes jeg ikke, at mine lår var for store? Havde jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger nok tid med min kæreste? Skulle jeg ikke stresse over, at jeg som 23 årig ikke har mere succes?

Something?

Men som jeg sad der og søgte, kunne jeg ærlig talt ikke komme i tanke om noget. Altså indtil jeg fik italesat, at jeg som en full blown masochist sad der og ledte efter noget, der kunne gøre mig i dårligt humør. Og det efterlod mig med tanken: Er jeg simpelthen bare ikke i stand til bare at være glad?

I det øjeblik var jeg jo rent faktisk i stand til blot at være lykkelig, men det var ikke uden spørgsmålstillen og overdreven analyse af situationen. Fordi, I ved; som senmoderne individ kan jeg ikke gøre noget uden dertilhørende overtænkning og navlepilleri.

Handler det om, at jeg grundet tidligere hårde perioder har skabt et tankemønster, der er afhængigt af bekymringer og nedtrykthed? Handler det i bund og grund om, at jeg ikke anser mig selv som værdig til bare at være lykkelig?

Eller var dokumentaren om ligklædet bare ikke spændende nok til at opretholde min opmærksomhed?

I virkeligheden er det nok en blanding af de to første (for dokumentaren var voldsomt interessant, så det er fuldstændig utænkeligt, at det kunne være den, der lå som grund for dette). Jeg er langtfra det lykkeligste menneske på denne side af de sociale medier, men jeg har i sandhed rykket mig flere stiletlængder i kampen for at blive glad og rolig i mig selv. Det er bare som om, at min hjerne stadig er fastlåst i en vane med at søge efter nedtrykthed.

En yderst ufordelagtig gemmeleg, hvor min hjerne forsøger at finde frem til skjulte bekymringer.

“Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Sille, der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde??”.

Jeg skal øve mig rigtig meget i at give opmærksomhed til alle de gode ting, der sker lige nu, i stedet for at søge efter de skjulte bekymringer. Det er pisse svært, eftersom det er ekstremt meget nemmere at gå den vej, der allerede er trådt. Særligt hvis du er iklædt spidse støvler fra Céline – du ved, mudder og sådan noget.

Jeg skal nok nå at opleve massere af stunder med smerte, bekymring og nedtrykthed, for jeg er mig og livet er livet. Men indtil da tænker jeg, at det er ret åndssvagt ikke at nyde solens stråler og vinens smag.

Også selvom den faktisk var ret klam, og jeg egentlig burde begynde – som et voksent menneske – at gå op i mit vinforbrug. Måske er det det, jeg kan bekymre mig om nu?

followwho

RUNNING AROUND

img_4807
img_4817 img_4806

Jeg render forvirret rundt. I det mindste gør jeg det i fantastiske sko

I øjeblikket render jeg rundt for at få det hele til at hænge sammen. Fuldtidsarbejde, en brændende passion for skrivearbejdet og en ligeledes glødende passion for at ligge på min flade røv og se true crime dokumentar. Det er i sandhed ikke let at være et moderne individ.

I det mindste render jeg nu rundt i forårsvejr iført skønne sko og en fabelagtig vintage kjole.

Ovenstående er også forklaringen på den altoverskyggende stilhed, der har præget mine personlige kanaler. Faktisk en større og mere længerevarende stilhed end nogensinde før over mine fem år som Frøken Who. Jeg ville elske, hvis jeg kunne love, at dette ville ændre sig fra dags dato, men der er meget få ting, der er mere frustrerende end influenter, der fortæller farverige eventyr om, “hvordan jeg kommer til at være ufatteligt original og aktiv fra dette sekund.”

Det skulle da lige være sneak peak på deres nye køb eller historien om, at der er MEGET spændende ting, der sker lige om lidt.

Jeg vil ikke presse hverken inspirationen eller tiden til at være noget, den ikke er. Men jeg kan mærke, at mine fingre savner følelsen af tastaturet, og det er ved at være tid, at de igen kommer i træning. Så det vil jeg gøre mit bedste for, at de kommer igen.

KJOLE Vintage | JAKKE Acne Studios | SKO Céline | SOLBRILLER Folk and Frame

 

followwho
Older posts