AT VÆRE EN GLUTENFRI BANANKAGE FOR SINE RELATIONER

En snak om god energi, glutenfri banankage og relationer

For noget tid siden mødte jeg et menneske, der har haft stor betydning for mig. Hun har hverken reddet mit liv eller solgt mig de perfekte sandaler – faktisk kan jeg ikke rigtig sætte ord på, hvorfor hun har sat dette aftryk i mig.

Måske er der bare mennesker her i verden, der har den effekt på os.

Der er blevet sat tanker i gang hos mig. Ambitioner og ideer, der altid har eksisteret, men som er blevet understreget af en udefrakommendes klarsyn. Af en objektiv logik. Oplevelsen har tydeliggjort vigtigheden af de personer, jeg omgiver mig med – og hvor taknemmelig jeg er for at have individer i mit liv, der inspirerer mig og kaster lys på de tanker, jeg ellers har begravet under hverdagens rutiner og Netflix.

Vi vil allerhelst fylde vores kroppe med økologiske varer, banankager uden tilsat sukker og mel, ingen gluten, ingen mejeriprodukter. Helst ikke noget, der ikke kan købes i den lokale helsebutik på Østerbro. Jeg er sikker på, at vi skal være lige så opmærksomme på at fylde vores sociale mave med lige så gode ting. Inspirerende, ambitiøse, opmærksomme og kærlige relationer, der fremhæver det bedste i os selv.

Samt selv være samme økologiske, glutenfrie banankage uden sukker og mel for andre.

Jeg er opmærksom på problematikken ved denne metafor, eftersom ovenstående banankage lyder som noget af det værste, man kunne fylde sin mund med udover urinstøv fra Roskilde festivalen, og at man voldsomt meget hellere vil anskues som en Yo burger menu af sine relationer. Jeg håber dog, at I kan følge tankegangen.

Jeg bliver konstant overrasket over energien, jeg modtager fra andre. Fra både den gode og den dårlige ende (jeg beklager på forhånd min snak om energi, der mest af alt for mig til at lyde som en tofu-tosse. I hvert fald sammensat med ovenstående snak om sukkerfri banankage). Det er i princippet ganske ucharmerende at fralægge sig så meget ansvar ved at pålægge andre mennesker muligheden for at påvirke min person med deres energi. Det er din skyld, at jeg er ked af det, du udsender dårlig energi. Men i sidste ende ligger ansvaret hos mig – ansvaret for at fylde mit liv med mennesker, der giver mig energi, blot ved at være dem.

Vigtigst af alt minder ovenstående mig om, selv at være opmærksom på, hvem jeg er for mine relationer. Vi kan ikke være de bedste mennesker hele tiden. Meget ofte er jeg faktisk en rigtig dårlig version af mig selv, men hvor vil jeg gøre mit ypperste for at kunne give tilbage til de relationer, der giver så meget af sig selv.

Så jeg en dag måske kan have den samme betydning for en person, som hende, der ikke solgte mig de perfekte sandaler, men alligevel rørte noget i mig.

And on that note: Så er der glutenfri banan/dadelkage hos mig.

followwho

MY WARDROBE IS MOVING WAY FASTER THAN MY PERSONAL GROWTH

skaermbillede-2018-04-28-kl-16-53-12

Burde jeg bruge lidt mere tid med næsen i en bog, og lidt mindre med den i Instagram?

Man burde mene, at der med mit overdrevne fokus på optimering af min garderobe, også kunne falde blot en smule fokus af til optimering af mig selv. Lidt personlig udvikling. Jeg bruger mange lange timer på at studere nye kollektioner og beslutte med mig selv, hvad jeg skal bruge denne måneds løn på i stedet for min opsparing (fordi jeg er et individ med store problemer ift. materialistiske ting. Note til selv: Overvej om dette er noget, der skal tages op til næste psykologsamtale).

Jeg er dog også et individ, der synes det er enormt interessant at lege med personlig stil og konstant optimering af egen garderobe, og jeg fortæller mig selv, at så er det OK, at jeg sætter mere af til mit skoskab, end jeg gør til min pensionsopsparing.

Men som jeg sad over morgenkaffen i morges, ramte en tanke mig: Hvordan kan du afsætte så meget tid, kapital og energi til at optimere din garderobe, og samtidig bruge så uretfærdigt lidt tid på at optimere dig selv?

Her menes der ikke optimering via hverken plastikkirugi eller en arc reactor i brystet, men nærmere en intellektuel, spirituel og mental optimering. Udvikling.

Jeg får kun trukket mig selv afsted til yoga én gang om ugen. Jeg får kun sjældent taget mig sammen til at læse en smule skønlitteratur. Jeg mediterer næsten aldrig, tager ingen kurser og læser hverken op på kunst eller kultur, men kun på hvad min favorit instagrammer nu har købt hos Céline. Hvordan kan det være, at ovenstående ting – der ellers er nogle af de ting, som jeg elsker allermest, og som gør mig allermest rolig – er noget af det, jeg bruger mindst tid på?

Hvorfor går jeg ikke mere op i at optimere mig selv og min velvære?

Fordi det er nemmere at tænde for Netflix, så der er baggrundslarm, mens jeg scroller hjerneløst igennem Instagram for at finde det næste, der kan optimere mit outfit. Fordi det er nemmere at blive hjemme, end det er at blive konfronteret med sit eget sind til en times yoga eller meditation.

Fordi jeg er fanget i dårlige vaner. Fordi jeg har så mange dårlige undskyldninger for ikke at gøre det. “Det er for varmt til hot yoga. Jeg kan ikke nå det efter arbejde. Jeg har bare brug for at slå hjernen fra til dette program. Jeg har ikke tid til at meditere. Jeg vil hellere købe de nye sneakers, end jeg vil tage på kursus”. 

Vorherre til hest.

Man kunne tro, at en person så fokuseret på sit eget sind og navlepilleri ville gøre sit bedste for at være bedre ved sig selv – men som jeg sidder her med et hjernedødt afsnit af Friends kørende i baggrunden (Indskudt sætning; Vi kan alle blive enige om, at Friends ikke er hjernedødt, og det er noget af det bedste TV produceret i vore tid, men for min pointes skyld er vi lige nødt til at lege med), kan jeg se, at det ikke er sådan.

Jeg vil læse utallige bøger. Jeg vil meditere hver eneste dag. Jeg vil på yoga retreat. Jeg vil på adskillige kurser, der kan gøre mig bedre. Jeg vil bruge tid på at konfrontere mine egne dårlige vaner og optimere mig selv. For et fantastisk outfit ser unægteligt bedre ud, hvis hele pakken følger med. Så jeg tror, at jeg vil afsætte maj til at gøre nogle af disse ting. For at gøre mig selv bedre.

Men først skal jeg lige se dette afsnit færdigt.

 

followwho

AN ABNORMAL CRAVING FOR SUCCESS

img_5383

Hvorfor er det, vi så desperat craver succes? Opfølgende spørgsmål: og chokolade?

Med de sociale mediers indtræden præsenteres vi konstant for andre menneskers succes. Om det så er reel succes eller blot succes med at få det til at fremstå således. Er det dette, der efterlader os med det overdrevne behov for også selv at opnå succes? Eller er der noget helt andet underliggende, der fucker med os?

Lagde I mærke til, hvordan jeg i ovenstående tekststykke trak jer med ind i mine problemer? Jeg henviser til formuleringer som: “Er det dette, der efterlader OS med det overdrevne behov for også selv at opnå succes?”. Ja, velkommen til gruppen af nederen mennesker – jeg havde ikke lyst til at være her alene, så jeg tog jer med.

Karriere, Instagram, økonomi, venskaber, forhold. Indvendig og udvendig succes. Hvorfor er det så vigtigt for mig?

Forleden snakkede jeg med en veninde om ovenstående fænomen, og kom frem til tre ting: 1. Det er meget nemt for det kvindelige væsen at kræve enormt meget af sig selv. 2. Kvinder er tit kvinder værst, når det kommer til at ville opnå succes. 3. Det her glas hvidvin er fyldt mindre op, end en pose med sourcream and onion chips.

I virkeligheden burde succes vel egentlig ikke dømmes på andet, end hvorvidt man er lykkelig eller ej. Helt igennem lavpraktisk: Har du det overordnet sådan ret fedt? Ikke hele tiden, ikke 100%, men overordnet set. Har du det så fedt?

Fedt. Så må man vel egentlig sige, at du har succes.

Det er bare som om, at denne lavpraktiske logik voldsomt ofte bliver tilsidesat til fordel for langt mere overfladiske parametre: Har du mange penge? Har du en flot stilling? Har du mange følgere på Instagram?

Sille, har du styr på dit liv?

Dét spørgsmål kan vi lynhurtigt få svar på, og det er et benægtende et af slagsen. For det har jeg helt sikkert ikke. Men jeg finder stadig mig selv jagte det svævende fænomen: Succes.

Den voldsomt overfladiske version, der er beskrevet herover.

Måske handler det i langt mindre grad om sociale medier og det senmoderne samfund (selvom det er så forfærdeligt nemt at bebrejde alt på dette. I dare you: forsøg at finde én problematik i samfundet, man ikke kan få drejet ind på generations Z’ forfærdelige forhold til følgere). Måske handler det nærmere om min egen kamp imod min faste kompagnon, jeg kalder mindreværd. For er der nemmere måder at bekræfte sit eget værd på, end igennem utallige likes, lækre sko og flotte titler? Jeg tror det ikke.

Det skulle da lige være min flok af veninder over tre flasker vin. Du er den smukkeste, jeg kender. Det er du virkelig. 

Men hvor er det dog forfærdelig trist, at det er dette, jeg lader bestemme min værd. Og hvor er jeg forfærdelig meget opmærksom på, at det trist. Hvor kunne det være skønt, hvis jeg kunne hvile nok i mig selv til ikke at anse succes som grundlaget for mit værd.

For mit værd er der jo på trods af både følgere, kontoudtog og CV.

Hermed ikke sagt, at ambitioner om succes er djævlens værk. Ansjoser og halvfyldte chipsposer kan betegnes som dette, men ambitioner falder ikke under denne kategori, hvis I spørger mig. Der er intet mere inspirerende, end kvinder der brænder for deres værk; om det så er medicin, jura, hundeklip, mode eller noget helt andet. You do you, and you do it well.

Men succes er glasuren på den velformede kage, der er os. Og kage smager godt med eller uden glasur.

Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke havde succes med denne afsluttende metafor. Det var dog ganske forfærdeligt. Men det går nok også.

followwho
Older posts