STUFF I DID

CAN YOU DIE FROM AN UNDONE TO-DO LIST?

Jeg er ikke forsvundet. Bare gemt virkelig godt væk bag to-do lister.

Under et lag af to-do lister, nye roller, forvirrede bevægelser, adrenalin, angst, brændende perfektionisme, en masse fejltagelser og helt ekstremt meget kærlighed til min nye stilling, ligger jeg gemt væk. Jeg prøver at holde mig i gang så længe som muligt, for når jeg blot gør det, kører jeg i et voldsomt højt gear.

Men når jeg smider bukserne, lader brysterne hænge og smider benene op i sengen, så drejer mit hoved rundt akkurat lige indtil det rammer puden.

Jeg læste engang, at voksenlivet er at maile frem og tilbage med folk og hver især undskylde for, at man svarer så sent. Lige indtil man dør. Jeg tror dog nærmere at voksenlivet er 20% netop det, 30% “her er noget farvet papir, som jeg har arbejdet virkelig længe for, tag dem til en alt for høj husleje og sko, som jeg ikke har brug for” og til sidst 50% evig kamp med at komme igennem den ene to-do liste, så der er plads til at starte på den næste i morgen.

Jeg vil gerne bringe et dementi. Der findes ikke sko, som jeg ikke har brug for.

Bloggen stopper ikke. Langt fra. Det er ikke engang planen, at der skal skæres ned. Tværtimod. Lige nu er jeg bare ved at finde fodfæste i alt det nye – som jeg glæder mig meget til at fortælle om – og de fine, dybe og ekstremt originale ord, som jeg jo altid producerer (note til selv: overvej at skifte titel til PR koordinator OG gentagende opfinder af den dybe tallerken), er der bare ikke lige plads til lige nu. Jeg finder dog snart tilbage, og indtil da skal I være velkomne til at komme med ønsker til, hvad I gerne vil læse.

Kig forbi igen ekstremt mange gange i weekenden, hvor det er min plan at skrive; “voldskriv indlæg på Sillewho” på min to-do liste. Lad os så se, om jeg når til det punkt, inden jeg falder om af voksenhed.

followwho

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STUFF I DID