PUT YOUR COAT ON AND YOUR TROUBLES AWAY

A COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: EMILIE MARIE FOLI

P1010016 kopi

Hun har endelig fundet sig en skæv hylde at være på, og så mener hun, at kunst godt må være lidt grimt.

Med et pandehår hvis tyngde kun overskygges af vægten på hendes poesi, kommer Emilie Marie Foli hoppende op af den lille trappe til min lejlighed. Hun brokker sig endnu engang over et eller andet med hendes bil, mens hun krammer mig på vej ind af døren. Over skuldrene har hun en mørkegrøn bomberjakke, der er slidt på den fede måde, og med sig en lille posetaske, der helt sikkert er fyldt til randen af notesbøger med poesi, som jeg slet ikke forstår.

Kvinden foran mig er nemlig kunstner. På alle måder det ord kan forstås. Hendes første digtsamling sælges i København, og når hun ikke tegner nøgne kvinder og mærkværdige figurer, arbejder hun på et nyt projekt, der håber at forene blogging med kunst. Jeg personligt har aldrig forstået mig på kunstens verden. Der var vist noget med nogle åkander og en blå periode? Jeg ved dog, at ligesom med alt andet hun rører ved, så er hendes poesi gennemsyret af ærlighed, personlighed og en lille bid af hende selv. En person, der har kæmpet med en hård opvækst. Med at finde en hylde at placere sig selv på. Og med at acceptere, at det skøre, det er sgu meget fedt.

Jeg har spurgt, om hun havde lyst til at dele en kaffe og sin historie med mig. Og det vil hun gerne. Og det glæder mig. For jeg synes, det er vigtigt at fremhæve de mennesker, der finder deres plads i lidt skæve forme. Dem, der inspirerer os andre til at være lidt modigere. Og dem, der har lyst til at dele deres historier om modgang, fremgang og hvorfor man bare ikke skal være venner med folk, der har for mange Beyoncé plakater.

I en verden af filtre og gode selfies, kan det være svært at huske på, at vi alle bare er mennesker. Og nede i vores huller glemmer vi nogle gange, at der faktisk er en vej op. En anden – mere lykkelig – side af livet. Og måske de modige kvinder, som jeg over den næste tid inviterer på kaffe, kan inspirere os til at huske på, at vi alle er mennesker, at nedture er en del af livet, men vigtigst af alt:

At der også er en anden side.

Hvilken udfordring har været den hårdeste i dit liv? Det har da været udfordrende at vokse op med et bagland, der har krævet, at jeg blev meget hurtig voksen, men jeg tror egentlig, at det hårdeste har været udfordringerne indeni. Det hårdeste har været at acceptere mig selv. Jeg har altid troet, at jeg var sær, men nu er min særhed noget af det, som jeg er gladest for. Det sære er blevet til min niche i stedet for min nemesis. Jeg tror, at jeg fik rigtig meget styrke ved at vokse grimt op. Det har givet mig en ballast, men jeg lærte bare ikke rigtig at bruge den, før jeg blev voksen.

Kan du huske et øjeblik, hvor du gik fra at føle dig sær til at føle dig taknemmelig for din egen særhed? Jeg kan i hvert fald godt huske, hvornår jeg blev opmærksom på det. Nu bliver det her meget ømt, men det var faktisk, da jeg mødte dig. Jeg havde aldrig mødt nogen, der havde det på samme måde som mig. Og det gjorde enormt meget for mig. Og det gjorde faktisk noget med det samme. For når jeg så på dig, så satte jeg pris på den særhed. Og så var det jo mærkeligt, at jeg ikke satte pris på det i mig selv.

Har du fundet mere ro i dig selv? Ja for fanden! Helt vildt. Hvordan? Det lyder meget simplificeret, men man accepterer, at man ikke bliver anderledes. Jeg har brugt lang tid på at tænke, at det her mennesker er jeg, eller vil jeg gerne være, og så har jeg haft en eller anden idé om mig selv i stedet for at leve i mig selv. Efter nogle år fandt jeg ud af, at der ikke skete noget. Jeg forblev mig selv. Jeg føler, at jeg er landet på en eller anden hylde, og selvom den hylde er virkelig skæv, så er den faktisk meget rar at være på.

Det har også hjulpet mig, at jeg har fundet en profession, hvor jeg kan dyrke min skørhed. Kunsten har reddet mig. Og det er virkelig klamt at sige, men jeg har aldrig haft det bedre, end efter jeg blev enig med mig selv om, at det var det her, jeg skulle. Kunsten har vist mig meget, og den har tilladt mig rum. Jeg har fået et rum, hvor jeg nærmest kan kalde det arbejde at dvæle. Det er på mange måder usundt, men det er også vigtigt for min mulighed for at skabe. Det hele giver pludselig ret god mening. Det ville jeg gerne have vidst som ung.

Hvad drømmer du om? Jeg drømmer helt vildt om bare at kunne få lov til at gøre det, jeg gør nu. Hvis jeg også drømte om noget, der var mere sikkert, så tror jeg, at jeg havde valgt det. Fordi kunsten virkelig kræver. Jeg har ikke lyst til at være en luder med mit arbejde og gøre ting, som jeg ikke har lyst til. Men det er rigtig svært at leve af sin kunst og leve af sine ord, og det er også farligt, for hvad hvis man pludselig ikke har mere at sige?

Jeg drømmer også om ikke at blive for glad. Altså, jeg er glad og jeg vil gerne være glad, men jeg drømmer ikke om at være konstant lykkelig. For så tror jeg ikke, at jeg har mere at sige.

Vejer du kunsten over lykken? Jeg håber helt vildt, at de to ting kan fodre hinanden i stedet for at æde hinanden. Men det kan godt være, at hvis jeg blev sådan rigtig solsikker-i-røven lykkelig, at jeg ville have massere at skrive, men jeg tror ikke, at jeg ville have lyst til at vise nogen det. Det ville være for nemt. Det er mærkeligt at sidde og sige, at man ikke vil være lykkelig. Selvfølgelig vil man det. Men jeg vil bare gerne være lykkelig, i det jeg gør. For mig er kunsten en stor del af det at være lykkelig.

Det er også lidt sexet at være ulykkelig, er det ikke det? Jeg synes faktisk, at det kan være et klædeligt træk, at man har noget andet end lykken. Folk, der er meget glade, har jeg sjældent ret meget til fælles med. Jeg ønsker ikke, at folk skal gå og være ulykkelige, men det skaber alligevel en eller anden form for eftertænksomhed og refleksion. En stor del af det jeg gør, er jo også at se det lykkelige i det ulykkelige. At se noget skønt i noget grimt. Det har altid været det, der har drevet mig. Både i folk, i mode, i naturen og i kunsten.

Hvad går dit nyeste projekt ud på? Folk har lidt en idé om, at hvis man kan lide kunst, så har man nok også et par trusser på, der er to størrelser for små. Der er lidt sådan en ophøjet idé om kunst. At skulle bryde med ideen er nok en kamp, der går ud over min levetid. Jeg ved ikke, om min kombination af blogging og kunst overhovedet giver noget, men det er en rar forhåbning, at jeg kunne løsne på ideen om kunst. Det kunne være så fint, hvis man kunne invitere folk ind i en verden af kunst. Folk behøver ikke overhovedet forstå, det man laver, men forstå, at det er noget personligt.

Hvis du kunne videregive et råd til dit fremtidige jeg, hvad ville det så være? At holde fast. Jeg ved godt, at jeg ikke har skrevet mig ind på en særlig nem vej, men hellere være virkelig fattig og glad. Lad være med at sælge dig selv, for at det skal være nemmere. Når man vælger at ville leve af at lave kunst, så er det en udfordring, man ender med at stå overfor. Pænt ofte.

Det kan godt være, at Emilie betegner sin egen hylde som skæv, men det virker unægteligt som om, at hendes vej er ganske lige. Og som hun går igennem min gård, efter at have krammet mig farvel, vender hun sig om og spørger mig, om det ikke ser ud til, at det bliver regn? Jeg nikker bekræftende og tænker, at hvis det faktisk skulle begynde at regne, så er jeg sikker på, at hun nok skulle få noget smukt ud af det.

For det smukke kan findes i det grimme og det grå. I hvert fald hvis man spørger Emilie.

followwho

14 kommentarer

  • A

    smukt. ganske enkelt! og enormt inspirerende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Tak, A. Det er jeg rigtig glad for, at du skriver

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Jeg absolut elsker dette indlæg! Flere af disse <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Du skriver så skønt lige for tiden Sille! Ikke at du ikke skriver skønt altid men lige for tiden er det bare ekstra dejligt og gennemført ! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er jeg rigtig glad for, at du skriver, Malou. Mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    De er simelthen så fine og smukt skrevet disse indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Virkelig godt, smukt og inspirerende indlæg! En fornøjelse at læse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Fehrn

    Du er fantastisk til at skrive. Dette inspirerede mig virkelig meget <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene

    Du skriver så fucking smukt. Den afslutning du laver er hjertevarmende. Det var PRÆCIS det jeg manglede ved dit sidste indlæg i denne kategori. For mig er slutningen vigtig, så man ikke sidder med en tom følelse… det gjorde jeg IKKE denne gang❤️ Good job for fanden da!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er glad for, at du lagde mærke til det. Det var nemlig en af tingene, jeg tog med mig, fra sidste omgangs kommentarer. Tusind tak for din søde, søde kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PUT YOUR COAT ON AND YOUR TROUBLES AWAY