BRANDED BY MY FUCKEDUPNESS

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: CHRISTINA ALFIE ISKOV

p1010002-kopiHun har en tatovering, hvor der står, at intet er sort og hvidt og så kæmper karrierekvinden i hende mod sindet

Det blæser som bare fanden. Jeg har som altid lagt alt for lang tid ind imellem mine møder. Hvorfor kan jeg ikke være ligesom dem, der kommer fem minutter for sent i stedet for hende, der kommer to timer for tidligt? Jeg sender en SMS om, at hun gerne må skynde sig, så meget som hun kan. For jeg skal faktisk virkelig meget på toilettet og er ret træt i mine fødder. Jeg sletter begrundelsen og indsætter i stedet en løbesmiley, før jeg sender den afsted.

Min hætte blæser af og minder mig om, at det i sandhed er mandag i sin reneste forstand. Og mens jeg slår op i ordbogen under mandag for at se, om der er et billede af denne dag, beslutter jeg mig for at finde noget mad et sted. Det bliver stamstedet, hvor jeg bestiller en overpriced avocadomad og straks føler mig nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved mig selv som person. Sillewho, har du glemt, hvem du er? Jeg nyder varmen på min gennemblæste krop, mens jeg dvæler lidt ved den venlige, unge mand, de for nyligt har ansat. Jeg overvejer kort, om jeg skal præsentere mig selv som hende den mærkelig, du kommer til at se meget mere til.

Efter jeg har spist min mad, får jeg en besked fra hende, hvor der står, at hun er på vej. Jeg er ikke nervøs i dag. Det har jeg egentlig været alle de andre gange. Men denne gang skal jeg mødes med et menneske, der kender mine dybeste hemmeligheder. Ikke engang fordi vi kender hinanden særlig godt eller har gjort det særlig længe, men fordi vi på så ubehageligt mange måder er så ens, at det at holde noget fra hende ville være som at holde noget fra sit eget spejlbillede. Det kan godt være, at jeg ikke er nervøs, men er det et lille stik af frygt, der bider i indersiden af min mave?

Frygten for, at det endnu engang bliver så ægte og ærligt, at det gør lidt ondt.

Jeg skal mødes med Christina. Bedre kendt som Alfie af hendes venner. Et kælenavn, der passer perfekt til hendes fe-lignende smukke ydre. Hun har mælkehvid hud, rødt hår i en skarp page og så er hun lille og fin. Hun er projektkoordinator hos Danish Fashion Institut og hun er for mig indbegrebet af at kæmpe sig igennem hårde stunder og få succes.

Hun kommer ind af døren, mens jeg står og bestiller en kop te til hende. Hun krammer mig og jeg dufter til hende. Jeg mødes af en svag duft af parfume og blæst. Hun sætter sig ned og hiver den business-agtige blå skjorte over hovedet og ifører sig i stedet en vamset sweater, mens hun fortæller om det arrangement, hun lige har været til. Stemmen er livlig og øjnene er kærlige, og hendes selskab giver mig på en eller anden måde den samme følelse, som den varme cafés omfavnelse gav mig, da jeg netop var trådt ind fra blæsevejret.

Der går ikke længe, før jeg tænder diktafonen, og vi går i gang. Vi har snakket om dette møde længe, men det er aldrig rigtig blevet til noget før nu. Men nu snakker vi. Vi snakker om spiseforstyrrelse og medicin, om at skifte sted for at smide stemplet, vi snakker om at kæmpe sig ud af sin rolle som offer og om kampen imellem karrierekvinden og sindet.

Jeg snakker med Alfie.

Hvad har været den hårdeste udfordring i dit liv? Jeg tænker, at jeg vil fortælle lidt af min historie. For jeg har tænkt over, hvordan jeg skulle få sat ord på det.

Ja, så vi kan få lidt baggrundsviden? Det startede, da jeg var helt lille. Da jeg var omkring et år, der stoppede jeg med at spise i to år. Selvfølgelig fik jeg lidt, men man kunne ikke rigtig få noget i mig. Der er ikke nogen, der har vidst, hvorfor jeg holdt op med at spise, men allerede dengang sagde lægerne til mine forældre, at jeg havde anlæg for en dag at få en spiseforstyrrelse. Det sagde de om en baby på et år. Det har jeg selvfølgelig aldrig nogensinde fået at vide.

Jeg kan huske, at det startede, da jeg var omkring syv år, hvor jeg begyndte at gemme mad. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan tydeligt huske det. Jeg gemte maden i servietter og lagde det i lommer og så gik jeg ud med det, når vi var færdige. Grunden til, at det faktisk blev opdaget, var fordi jeg havde lagt det i min skraldespand inde på mit værelse, og så havde vores kat fundet det.

Kan du huske, hvilke tanker der lå bag? Følte du dig for tyk? Nej. Det var et problem med mad. Jeg tror måske, at der altid har været meget fokus på mad, fordi mine forældre fik det her at vide, da jeg var barn. Det har måske egentlig været en skade, fordi de har gjort det for meget. Jeg tror, at det var, da jeg var omkring 11-12 år gammel, at det gik rigtig galt. På det tidspunkt var jeg sygeligt fan af Mary-Kate og Ashley, og det tror jeg også tilføjede noget til min spiseforstyrrelse.

Fordi de er så tynde? Ja. Jeg startede i behandling som 12-årig, og det varede i fem år. Jeg var indlagt og gik til psykolog. Jeg starter snart til psykolog igen, for der er bare så mange ting, jeg aldrig har fået løst. Både med spiseforstyrrelsen, men også bare generelt mit hoved.

Der er blevet givet lidt slip på mig på et tidspunkt. Men tilbage til det andet.

Dengang jeg begyndte at have anoreksi, kan jeg huske, at jeg prøvede at fortælle det til nogen, men de kunne ikke forstå det. Der var virkelig ikke nogen, der kunne forstå det. Jeg tror ikke, at de kunne sætte sig ind i det. Og så tror jeg også, det kom sig af, at jeg blev mobbet.

Jeg har haft en grundig lorte barndom.

Det blev rigtig slemt i syvende klasse, hvor jeg så også fik min spiseforstyrrelse. Der kan jeg huske, at jeg rigtig tit bare gik ud på toilettet og græd og ringede til min mor. Kæft, hvor var det forfærdeligt.

Så begyndte jeg i 10. klasse i en helt anden by på en privatskole. For at komme væk. For jeg var ligesom stemplet som det her anoreksibarn.

Og du var endnu ikke ude af behandling, da du skiftede skole? Nej. Det blev faktisk bedre, da jeg startede der, for det var et helt nyt sted og helt nye mennesker. Jeg kan tydeligt huske, at der gik nogle år, og jeg havde været hjemme hos mine forældre, og så var der den her dreng, der boede på min vej, der kørte forbi mig på knallert og så råbte han bare: Dit skide anoreksibarn!

Det var flere år efter, og de kunne stadig huske det. Jeg er stemplet.

Kommer du nogensinde helt ud af spiseforstyrrelsen? Nej, det tror jeg ikke. Min psykolog – Vibeke – sagde altid til mig, at mit problem var, at for mig var det altid perfekt eller ikke perfekt. Det var sort eller hvidt. Hun gav mig et citat, som også er det, jeg har tatoveret, der lyder: Intet er kun sort eller hvidt. Der var slet ikke noget midt imellem for mig. Der var ingen gråzone. Og jeg kan mærke, at jeg stadig kun ser sort eller hvidt.

Dengang sagde jeg altid, at jeg tror aldrig, at jeg vil slippe af med den her spiseforstyrrelse, det kan godt være, at det bliver meget bedre, men tankerne vil altid være der. Og de er der stadig i dårlige perioder. De popper stadig frem nogle gange.

Hvad har hjulpet dig mest igennem din sygdom? Den der har hjulpet mig allermest er Vibeke.

Så man skal søge hjælp? Helt klart. Og så er det noget med at skifte. Skifte omgangskreds, skifte sted. Det med at skifte skole var det bedste for mig. Fordi man får lov til at starte på en frisk.

Ville det påvirke dig nu at komme tilbage og eksempelvis blive råbt af ham på knallerten? Helt klart. Det vækker noget i mig. Jeg kan heller ikke lide at være på min gamle skole.

En sjov ting: Jeg var ikke så køn som mindre. Rødt hår, lille og tynd – jeg manglede bare brillerne. Jeg kan huske de her populære drenge fra klassen, de ænsede mig jo aldrig, de var fucking ligeglade, men så for et år siden var der en af dem fra min klasse, der skrev til mig på Facebook, at ”ej, Christina, hvor ser du bare godt ud”. Som om det bare var fuldstændig glemt! Jeg blev simpelthen så sur. Nå, så nu synes du, at jeg er blevet lækker, så nu kan du godt snakke med mig?!

Hvor er Alfie så henne nu i sit liv? Jeg har været på medicin i nærmest otte år for angst og depression. Dengang fik jeg faktisk målt, at jeg manglede over 50% af det, der egentlig gør dig glad. Og efter jeg startede på medicin, blev tingene faktisk meget bedre. Jeg kan huske, at jeg havde det elendigt før, og det føltes som om, at jeg levede i en bobbel.

For en måned siden prøvede jeg at trappe ud, men det var forfærdeligt. Og det, der skræmmer mig sygt meget er, at der er rigtig mange mennesker, der ikke har kendt mig, hvor jeg ikke har været på piller. Selv min egen kæreste. Ni ud af ti af mine veninder. Ingen. Hvad hvis jeg bliver et helt andet menneske? Efter jeg prøvede at trappe ud og endte på skadestuen, der er det bare… Jeg ved fandeme bare ikke, hvad man skal gøre. Jeg tror også rent samfundsmæssigt, der er jeg blevet tabt. Fordi jeg endte med at sige til Vibeke, at jeg ville stoppe, fordi jeg bare ikke kunne overskue det. Jeg sagde nej tak til al hjælp, og så er jeg ikke rigtig blevet holdt øje med. Og hver gang jeg skal møde en ny psykolog, kan jeg ikke overskue det, fordi der er sket så meget og der er så meget historie. Nu skal jeg starte på noget nyt i næste uge, og jeg har det allerede sådan, at hvis det ikke er den rigtige psykolog med det samme, så magter jeg det simpelthen ikke. Og det er jo også en dårlig indstilling…

Jeg ved fuldstændig, hvad du mener. Jeg har det jo meget bedre nu, men der er stadig… Mine humørsvingninger kan stadig være rigtig grelle. Det er egentlig mest min kæreste, det går ud over. Fordi det er ham, jeg er tættest på, og fordi jeg tror, at jeg er blevet træt af, at alle altid ser mig som et offer.

Jeg håber, at folk der kender nogen, der har det svært, vil give dem en chance.

Jeg har også haft veninder, der har følt, at de ikke har kunne snakke med mig om deres problemer, fordi de føler, at deres problemer er ingenting i forhold til mine. Hvis det betyder noget for dig, så er det vigtigt.

Hvordan hjælper man bedst som pårørende? Man skal aldrig belære, men i stedet gøre opmærksom på, at man er der. At man ved folk er der, er nok noget af det vigtigste.

Hvordan er man karrierekvinde samtidig med, at man kæmper med sit eget sind? Det kan også være lidt et problem. Jeg har haft stress hvert år, fordi jeg har presset mig selv så meget. Så jeg vil virkelig råde folk til at slappe af og tage nogle sabbatår, men i særdeleshed at finde sin niche. Jeg elsker bæredygtighed, og det behøver ikke engang være indenfor modebranchen.

Så at have fundet din niche gør det nemmere for dig? Helt klart. Men man skal stadig ikke presse sig selv for meget, og jeg har en tendens til at presse mig selv for meget. Og det har også betydet, at jeg efter den fejlslagne udtrapning har været nødt til at udskyde mit speciale, fordi jeg har fået angstanfald igen og igen. Så sent som i aftes.

Det er en balance med at finde, det du kan lide, men også virkelig passe på dig selv. Og det har jeg fået at vide så mange gange i løbet af de sidste to år. Og jeg fløjter jo lidt på det.

Er det, fordi du føler, at du har et eller andet at bevise? Jeg tror dels, at det er det, og så er jeg jo inderst inde så meget en karrierekvinde – jeg er så målrettet. Jeg vil bare virkelig gerne sparke røv til nogle ting. Det her med, at der har været så meget lort, og nu har jeg endelig fået noget, som jeg rent faktisk er god til og har fået anerkendelse. Det er den første rigtige yes-feeling, jeg har fået.

Jeg er altid bange for ikke at gøre det godt nok. Og det er også virkelig stressende. Jeg ved ikke, om det er, fordi det er denne branche, jeg er i.

Hvordan håndterer du det? Det er jeg faktisk bare rigtig dårlig til at håndtere. Der tror jeg, at jeg er lidt af en tøs. Der kan jeg finde på at bombardere min kæreste eller en veninde med alle mine bekymringer, som egentlig er ligegyldige. Nogle gange skal jeg bare lige ud med det, og så skal de berolige mig. Jeg får altid at vide, at jeg kun fokuserer på det negative, men det er fandeme også svært kun at fokusere på det positive! Det er altid det negative, der fylder mest.

Tænker du dagligt over, hvordan du balancerer dit sind og din karriere? Her på det sidste, ja. Min kæreste er rigtig god til at mærke, om jeg er lige på kanten. Og så er han god til at sige: Ring, skriv, et eller andet, hvis der er noget.

Hvilke tanker gør du dig om at være på medicin? Er du ved at nå til et sted, hvor det er nemmere for dig at acceptere? Hvis det er noget, du vitterligt mangler fysisk, så er det jo bare det, det er. Man kan sammenligne det lidt med dem, der har sukkersyge, der skal have insulin. Det var faktisk dig, der sagde det til mig. Men inderst inde vil jeg ikke være på det altid.

Men accepterer du det, som det er nu? Det gjorde jeg jo ikke, da jeg besluttede mig for at udtrappe. Men det gør jeg nu, fordi jeg så, hvor forfærdeligt det var.

Men det blev også gjort forkert, ikke? Jo. Det blev gjort helt, helt forkert.

Hvad drømmer du om? Om bare at være sådan rigtig glad. Lykkelig. Eksempelvis som i går hvor jeg vågnede op og bare havde den her glade følelse. Jeg var rigtig glad, men så gik det pludselig op for mig, og jeg tror også, det var det, der resulterede i mit angstanfald. At jeg lagde mærke til, at jeg havde det så godt lige nu. Hvor tit har jeg så ikke den følelse?

Og så drømmer jeg virkelig om – sådan meget kliché – at have et arbejde med bæredygtighed, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Både for verden, men også for mennesker og miljøet. Jeg vil bare ikke ende i et job, hvor det handler om at tjene penge. Jeg vil virkelig gerne gøre en forskel. Der er så mange job derude, hvor det handler om at sælge forbrugerne noget lort.

Hvis du skulle give Alfie om fem år et råd, hvad skulle det så være? Prøve ikke at se alting så sort/hvidt. Og så skal hun prøve at hvile mere i sig selv. Det er sjovt, for der er virkelig mange, der tror, at jeg er så selvsikker og har ben i næsen. Det er sjovt, hvad man kan udstråle og hvad man kan føle.

Så om fem år skal hun indvendigt passe mere til det hun udstråler? Ja! Helt klart. Og så skal hun forhåbentlig ikke være på medicin. Og så skal hun lære ikke at tage så meget af det negative ind. Hun skal hæfte sig mere ved de positive ting og ikke gøre de negative ting større end de er. Finde gråzonerne.

Jeg slukker diktafonen og kigger på Alfie. Vi slår hurtigt over i snak om mine nye bukser, og om vi skal følges sammen i toget på lørdag. Jeg dvæler lidt ved, at det egentlig er utroligt, at vi kan gå fra at udkrænge vores inderste til hinanden, lige der midt i al larmen på en proppet café, til at snakke om benklæder og offentlig transport. Men måske er det netop det, der gør os til noget godt. At vi ikke altid er nødt til at grave i de svære ting, men også kan bruge lidt tid på de lettere.

Vi følges lidt henad vejen, inden hun drejer af for at gå mod en af vores fælles veninder. Jeg løber hurtigt mod toget og smider mig ind i vognen, der skal bringe mig mod provinsen. Jeg tager ikke min computer frem, som jeg ellers gør det, når jeg har været til disse møder. Det er dels, fordi jeg er træt, men mest af alt fordi jeg gerne vil have, at det skal være vores lille møde. Bare lidt endnu. Og indtil videre er mødet bare mit. Men det vil ændre sig, når jeg sætter ord på det. Når jeg sætter ord på det, og deler det med jer. Og det er jeg OK med.

Bare ikke lige nu.

Lige nu er det bare mig, Alfie og alle vores hemmeligheder.

♥ Jeg har lovet at tilføje, at man skal være velkommen til at kontakte Christina, hvis man har spørgsmål eller bare brug for at snakke. Hun kan kontaktes på christinaiskov@gmail.com

followwho

8 kommentarer

  • du er så vanvittig dygtig i dine tekster!! du formår at smide dine synsvinkler og detaljer ind fra dagen, som fortæller om dig selv og så dykker du helt ned i den person det nu handler om også! Jeg er SÅ fascineret af din måde at skrive på, Sille!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uha, det giver helt gåsehud at læse. Jeg håber på alt det bedste for Christina i fremtiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Et af dine fineste indlæg til dags dato, Sille. Det er så godt skrevet, at jeg fik gåsehud til sidst. Bliv endelig ved, for jeg læser med hver dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er jeg bare super glad for at læse, C. Mange tak! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christin

    Jeg er så imponeret når jeg ser nogen, der kan deres kram så godt, som du kan med dit skriveri, Sille. Det er virkelig sejt. Jeg glæder mig til at se hvor det fører dig hen :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Tusind mange tak, det er jeg virkelig beæret og glad over, at du skriver :D

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BRANDED BY MY FUCKEDUPNESS