PEOPLE I WISH I WAS LIKE

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: DANIEL ISHØJ

image

Hans biografi bør have en vippe på forsiden. For han er mester i at springe ud. Ud i livet, ud i sine drømme, ud i forsøget på at slukke den ekstreme skabertrang, der brænder i ham

Forretningsmanden i jakkesættet ved siden af mig, stopper mig i min tankerække med en eller anden konstatering om, at det altså er mærkeligt, at man altid ender herude i midten af lyskrydset, fordi der kun bliver grønt på den ene side, men ikke den næste. Jeg griner høfligt og sender ham et distanceret svar, mens jeg tænker over, at den der lædermappe han bærer rundt på, får ham til at ligne en kliché fra en 80’er film om Wall Street. Han fortsætter med at snakke til mig, mens vi går over vejen, indtil jeg ser mit snit til at nikke pænt farvel til ham og skynde mig i den modsatte retning. Jeg har ikke lyst til at blive hevet ud af mine tanker af klichéfulde bankmænd med dybe, filosofiske konstateringer om trafikken i København.

Selvom en så snæver og mærkværdig refleksion dog egentlig passer meget godt til mig, når jeg nu tænker mig om.

Men lige nu har jeg bare behov for at tænke for mig selv. Tænke og lukke min hætte tættere omkring mit efterårskolde hoved. For det er blevet koldt udenfor, og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Der ligger cirka 133 af den generiske kaffebar, som han gerne vil mødes på.

Hvordan fanden finder jeg frem til den rette?

Jeg er her en time for tidligt, og skriver en besked til ham om, at jeg er der nu. Den er vist formuleret venligt a la: Du kommer bare, når du kan. Men den er mere ment som en reminder om, at han gerne må skynde sig. For det virker som om, at provinsen trækker ekstra meget i mig i dag. Måske er det kulden, måske er det savn, eller måske er det grundet det faktum, at jeg lige pludselig er ubehageligt klar over, at det er noget ruskende galt med lyskrydsene i indre by.

Fanden tage dig, mappedyr.

Jeg bestiller en koffeinfri latté og formår at fylde hele fire sæder i en bås nede i hjørnet med mine poser, tasker og trætte røvballer. Kvinden bag mig spørger, om hun må låne en oplader, og som det provinsbundne menneske jer er, spørger jeg blot: Hvilken slags? Jeg har dem alle med.

Gud forbyde, at jeg skulle ende uden strøm et sted mellem Borup og Hvemfuckbordogher?

Jeg havde planlagt, at jeg skulle arbejde lidt, før han kom, men det virker som om, at mine tanker er andetsted end lige der, hvor jeg er i stand til at skrive dybe tekster om ternede bukser. Jeg tænker på ham, jeg skal møde. På det menneske han er. Og jeg kommer frem til, at han er et af de bedste af slagsen. Uselvisk, betænksom, overskudsagtig og kærlig.

Og jeg er efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt det mon til dels er på grund af den historie, han skal fortælle i dag, at han er sådan?

Inden jeg kommer frem til et svar, kommer han gående ind. Jeg betragter hans hurtige skridt og hans kærlige ansigt, og det går op for mig, at jeg faktisk har mailet mere, end jeg har snakket med ham. Mine tanker forvilder sig straks ud i en dyb filosofisk refleksion omkring vores forhold til hinanden i det senmoderne samfund, men jeg afbrydes af et varmt kram.

Et varmt kram fra Daniel.

For det er ham, jeg skal snakke med i dag. Han er 21 år, teknisk geni, bloggernes go-to tekniske fairy godmother, men mest af alt er han en inspirerende mand, der gentagende gange har taget så modige valg, at jeg får åndenød bare ved tanken. Han sætter sig ned og jeg bestiller en kaffe til ham. Han vil overføre penge for den, men jeg nægter. En kop kaffe er en ringe pris at betale for alt det, han gør for mig dagligt. Og som jeg tænder diktafonen, kigger jeg ham i øjnene. Og så begynder vi at snakke.

Vi snakker om at kæmpe med sin egen seksualitet, sin egen identitet, om at skifte retning så drastisk, at det kan få ens hoved til at dreje rund. Vi snakker om at finde sig selv og følge sine drømme, alt imens man kæmper med en gigantisk skabertrang.

Jeg har drukket kaffe med Daniel.

♥ Jeg tror, at det der gjorde udfaldet var, at jeg selv accepterede det. For det var rigtig svært i starten.

Men hvordan fanden når man der til? Altså at acceptere det selv? Godt spørgsmål… Jeg havde faktisk sex med den første fyr, da jeg var 12 år. Det var mega tidligt. Jeg ved egentlig ikke, om det var, fordi jeg allerede dengang vidste, at jeg tændte på det. Det var først, da jeg var omkring 13 år, at jeg rigtig fik øjnene op for, hvad det var. Det var der, man begyndte at få seksuelundervisningen i skolen, og det virkede sgu lidt underligt for mig. Så oprettede jeg en profil på noget, der hedder Boyfriend, som er et online gay-community. Der begyndte jeg at snuse lidt rundt og fandt ud af, hvad det var.

Hvad pokker skete der egentlig så?

Det er jo en mega lang proces over virkelig mange år. Det er ikke bare sådan, at det lige pludselig står helt klart. Det er noget, der har ligget i mig fra day one. Men jeg fandt ud af, hvad homoseksualitet var, da jeg fik den her profil. Det gik op for mig, hvordan det hang sammen, og at det måske ikke var så unormalt. Men jeg synes ikke, at jeg var homoseksuel. Det havde jeg ikke lyst til at være. For jeg kendte ikke noget, der var det.

Det var man bare ikke.

Følte du, at der var en tydelig disharmoni imellem, at du sagde, at du ikke ville være det, og så den følelse du havde indeni? Lige præcis. For jeg blev jo ved med at gå tilbage til det. Jeg blev ved med at logge ind på den her profil. Men jeg havde ikke lyst til at være det. Jeg ville bare ikke. Det var en følelse af hele tiden at blive tiltrukket af noget, man ikke vil blive tiltrukket af. Det var dét punkt, der var rigtig svært at komme over.

Og så prøvede jeg at snakke med min mor om det, for vi har altid været mega tætte, og jeg ville jo egentlig gerne spørge hende lidt om det, mens samtidig sige: Hey, det er altså sådan her, landet ligger.

Men jeg kunne bare ikke få ordene ud.

Men så skete der et eller andet i mit liv, og jeg bliver mega selvsikker. Jeg bliver en person lige pludselig, opbygger noget identitet. Jeg er på det tidspunkt 15 år, og skriver til en veninde fra min klasse. Det er egentlig ikke en, jeg er synderligt tæt på, men hun er en, der ikke vil fortælle det til nogen, og så er hun også en, hvor verden ikke ville gå under, hvis jeg mistede hende. Jeg havde en sikkerhed i, at det ikke ville komme videre til nogen andre, og jeg havde en sikkerhed i, at jeg ikke ville blive svigtet.

Så på det her tidspunkt tror du, at folk vil droppe dig, når de fandt ud af, at du er homoseksuel? Ja ja. Bestemt. Hvis jeg ikke havde været bange for det, så havde jeg fortalt det til min bedsteveninde. Men det turde jeg ikke, fordi jeg var bange for, at hun ville droppe mig.

Det er egentlig lidt uhyggeligt, at du stadig har den tankegang? Det er hele tre år efter, at du begynder at finde ud af, hvem du er? Lige præcis. Jeg skriver en SMS til hende, hvor jeg fortæller hende, at jeg ikke vil have, at hun siger det til nogen, og at jeg egentlig bare gerne vil snakke lidt om det, og at jeg måske tror, at jeg også er til fyre. Jeg lagde lidt ud med, at jeg var biseksuel.

Hun er bare mega glad for, at jeg fortalte det til hende, og det kunne hun da ikke se noget galt i. Hvorfor havde jeg det så dårligt over det?

Og der havde jeg det sådan: Nå ja, hvorfor er det egentlig så slemt?

Hvor er det godt, at det var den reaktion, du fik. Jeg tror også, at hvis jeg var blevet cuttet af der, så var jeg nok ikke sprunget ud endnu. Jeg tror lidt, at det var hendes reaktion, der gjorde, at jeg turde at tage springet helt.

Min mor og min søster tager så på sommerferie, og der vælger jeg ikke at tage med. For jeg ved godt, at det var nu, at hun skulle have at vide, hvad der skete.

Det er også lang tid, du har gået med det? Det er virkelig lang tid. Det er virkelig mange år at gå og være usikker på sig selv, men også på om det man gør, nu er forkert. Det var virkelig svært at finde mig selv. Men de tager så på ferie, og jeg tænker, at når jeg nu ikke kan få mig selv til at sige det til hende, så sender jeg hende en SMS. Så kan hun også lige have tid til at tænke over sit svar, inden hun sender det afsted til mig. Jeg skriver hende en meget lang SMS, der slutter af med, at jeg håber, at hun stadig vil acceptere og elske mig, for den jeg er.

Og jeg sidder bare og kigger på denne SMS i virkelig lang tid.

Hvor meget svedte du der? Jeg svedte sygt meget. Det kan slet ikke beskrives. Den følelse jeg sad med i kroppen – jeg følte mig helt alene i hele verden. Det er lidt ligesom en film, hvor der sidder en lillebitte dreng inde i verdens største rum helt alene. Jeg sidder der helt alene og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan bare ikke få min finger til at trykke. Jeg retter, sletter, skriver til.

Og lige pludselig får jeg bare sådan en underlig energi, og tænker: Det er det her eller ingenting. Jeg klikker send, kaster min telefon på gulvet og så bryder jeg bare grædende sammen. Jeg hulker fuldstændig hæmningsløst.

Er der slet ingen form for lettelse i dig? Nej. Ingenting. Jeg bryder bare sammen.

Fortryder du i det øjeblik? Jeg tror, at jeg når at fortryde et kort øjeblik. Fordi jeg får den der tanke om, hvad nu hvis hun ikke kan acceptere det? Så har jeg mistet min mor. Hvem har jeg så tilbage?

Og der går lang tid. Der går virkelig lang tid. Jeg tror, der går en halv time, og jeg hører bare ikke noget. Det var ligesom at være til eksamen gange 50. Man sidder bare og ved ikke, om man er købt eller solgt. Lige pludselig tikker der en SMS ind, og jeg tør ikke åbne den. Jeg sidder bare og kigger på skærmen og tænker, at hvis jeg åbner den her og hun skriver, at hun ikke kan lide mig, så er hele mit liv ændret lige pludselig. Jeg åbner den, og der er en mega lang besked.

Hun skriver tilbage, at det ændrer ingenting overhovedet.

Var der nogen, der sagde, at de godt vidste det, da du fortæller dem det? Hun skriver, at hendes daværende kæreste havde sagt til hende: Jamen, vidste du ikke det? Og alle minde veninder var sådan lidt: Nå, fedt at du endelig siger det. Min mor skriver også til mig, at hun ikke vidste det helt, men nu hvor jeg havde sagt det, så var hun egentlig ikke overrasket over det. Et eller andet sted har hun jo godt set den komme. Men vi har også bare et meget specielt bånd.

Men jeg bliver stadig ikke lettet.

Jeg er glad, men jeg tænker stadig: Fuck, jeg skal jo også se hende om nogle dage. Jeg skal stå ansigt til ansigt med hende, og vi skal snakke om det. Det havde jeg ikke helt lyst til.

Så SMS’en var kun første skridt? Præcis. De kommer hjem, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der ligger op til, at vi skal snakke om det. Om jeg havde det skidt med det? Det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg synes måske også, at det var meget rart, at det ikke skulle gøres til en ting.

Så du følte ikke, at der var noget usagt? At folk gik på listetæer? Overhovedet ikke. Jeg gik lidt og ventede på, at hun ville sige noget, men omvendt havde jeg det også som om, at som dagen gik, blev luften mere og mere renset.

Begyndte du at føle dig lettet der? Det gjorde jeg. Med tiden. Efter alle disse år har vi jo selvfølgelig snakket om det.

Nu gjorde din mor ikke noget stort ud af det, da hun kom hjem, men har du et råd til andre pårørende, omkring hvad det allerbedste er at gøre? Det er så individuelt, om man vil have, at der bliver talt om det eller ej. Jeg tror, at det der var rigtig godt for mig var, at min mor lod mig komme til hende. Hun pressede ikke på.

Jeg synes måske, at forældrene til et barn, der springer ud, skal sige til barnet: Hey, jeg accepterer dig. Jeg synes, at det er fedt, du gør det. Jeg støtter dig. Og hvis du har brug for at snakke om det, så må du sige til.

Hvis det bliver for meget et krydsforhør og en masse spørgsmål, så virker det mere som et angreb end en oprigtigt interesse for forældrenes side.

Var det hårdt at springe ud overfor alle andre? Jeg kunne mærke i starten, der gik det mig rigtig meget på, at folk kastede ting efter mig eller råbte efter mig.

Gør de stadig det? Jeg oplever det stadigvæk, men overhovedet ikke i samme grad som dengang jeg boede i provinsen. For folk i København er bare generelt meget mere tolerante, fordi der er så mange forskellige typer. I provinsen er det bare mere snævert. Der har jeg oplevet rigtig meget. Både mig og min mor. Jeg tror både, at det var, fordi jeg var homoseksuel, men også fordi jeg qua min blog valgte at stille mig frem og sige: Hey, sådan er jeg.

Jeg oprettede bloggen i forbindelse med, at jeg sprang ud. Jeg tog det ikke sådan step by step med folk, min familie fik det at vide og så fik resten det at vide. Hele verden.

Jeg oprettede den egentlig med den tanke, at jeg gerne ville hjælpe andre. Fordi jeg selv havde haft svært ved at finde et forum, hvor jeg kunne få den her hjælp. Jeg følte, at jeg havde brug for en at snakke med, der ligesom lidt var i øjenhøjde med mig.

Men hvordan fanden går man fra at sidde og svede over at skulle sende en enkelt SMS, til at turde sige det til hele verden? Det sværeste var min mor. Fordi vi havde sådan et tæt forhold. Hun var ligesom det, der var vigtigst for mig, og dermed også den jeg var allermest bange for at miste. Så hvis hun var der, så kunne alle andre sådan set være lidt ligegyldige.

Hvad ville dit råd være til en person, der sidder i samme sted, som du gjorde dengang? Man skal undersøge. Snakke med folk. Det behøver ikke være nogen, man kender. Opret en profil uden billede, skriv til folk og find ud af, om det føles rigtigt. For man kan med det samme mærke det i maven.

Og så giv det tid.

Jeg tror også, at det er rigtig vigtigt, at man accepterer det selv og giver sig selv tid til at være OK med det. Hvis jeg havde sprunget ud på det tidspunkt, hvor jeg ikke selv helt havde accepteret det, så ville jeg nok også bagefter have været endnu mere usikker.

Men hvad så med at fortælle det til folk – hvordan gør man det? Det er der faktisk nogle stykker, der har spurgt om. Det er jo ikke, fordi der er en facitliste over, hvad der er rigtig og forkert. Det er jo, hvad man selv synes, er rigtig. Men jeg kan klart anbefale det her med at skrive det. At skrive et brev eller en SMS. For folk kan måske have tilbøjelighed til at komme med en chokreaktion i øjeblikket, der vil kunne skræmme dig, men med tekst har de tid til at tænke over, hvad de skal svare tilbage.

Hvad drømmer du om? Jeg drømmer om at blive ved med at være mig selv og være den bedste side af mig selv. Det kunne jeg godt mærke, var rigtig svært de første år.

På hvilken måde? Bare det at være mig selv. At være tro mod mig selv. Efter jeg er blevet ældre føles det som om, at jeg har fået styr på mit liv og det jeg vil. Det gør også bare, at man bliver lidt mere komfortabel i sig selv.

Du har også taget nogle store spring i forbindelse med din karriere. Hvordan finder man modet til det? Planen har altid været, at jeg skulle være revisor. Jeg skulle tjene en masse penge og blive chef. Det var bare det, jeg skulle. Men så kom jeg i gymnasiet, oprettede bloggen og fandt ud af, at jeg faktisk var lidt teknisk. Så begyndte jeg at hjælpe andre bloggere med det tekniske, og så var det faktisk direktøren for Bloggers Delight, der hev fat i mig og sagde: Hey, vil du ikke gerne have penge for det der?

Det var egentlig bare planen, at jeg skulle arbejde hjemmefra syv timer om ugen. Den første uge arbejdede jeg 20 timer. Det var bare naturligt for mig. Helt fra start af. Og så blev det ligesom bare lidt min vej.

Så ventede der en fultidsstilling til mig hos Bloggers Delight efter gymnasiet, hvis jeg havde lyst til det. Og det ville jeg sgu gerne. Jeg startede mit eget firma Futureplanner.dk for snart et år siden. Fordi jeg kunne godt mærke, at jeg savnede noget ekstra kreativt. Jeg har altid været glad for at lave ting selv.

Tanken om at skabe noget kan jeg rigtig godt lide.

Jeg slukker diktafonen og kigger på Daniel. Han har ikke drukket halvdelen af den kaffe, som jeg betalte dyre domme for. Før mine tanker forsvinder væk en vredes svada omkring priserne på kaffe i København, er der en anden tanke, der rammer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg nogensinde skulle skrive Daniels biografi, så skulle overskriften handle om at springe ud. For som jeg sidder her overfor ham, virker det unægteligt som om, at det er det han er. Mester i udspring. Om det så omhandler at springe ud som homoseksuel i en lille provinsby, om det er at springe ud i at tage en helst andet vej fra revisor til bloggen, eller om det bare er at forfølge sine drømme.

Jeg smiler stille for mig selv, mens jeg forestiller mig Daniel stående på ti meter vippen i svømmehallen.

Vi rejser os og samler vores ting, og mens vi følges ned til Hovedbanegården fortæller han mig, at han har kæmpet med stress over den sidste tid. Det undrer mig ikke. Han er altid på. Både for os andre, men også med sine egne drømme. Jeg bliver pinligt berørt over, at jeg personligt ikke kan klare mere end en enkelt dag på farten, før jeg er blevet træt. Men sådan er det ikke med Daniel.

Og det udstråler fra ham.

Alene hans nærvær efterlader mig med en følelse af store ambitioner, en følelse af, at alting kan lade sig gøre. Og ikke mindst en følelse af, at provinsen slet ikke trækker i mig længere. Det gør Daniel til gengæld. For jeg tænker, at jeg måske kan blive lidt modigere, hvis jeg nu bare er lidt længere tid sammen med ham.

Da jeg står ud af toget på Næstved station har han overført 100 kroner til mig for kaffen. Jeg sender dem tilbage og modtager kort efter en besked om, at jeg skal lade være – sammen med 100 kroner, der igen er sendt til mig. Jeg sender 70 kroner tilbage og udbryder hårdt, at han fandeme da ikke skal betale 100 kroner for en kaffe, og at jeg nok skal få sneget de 30 kroner tilbage til ham en dag.

Så har jeg også en undskyldning for at være i hans selskab igen. Og det tror jeg, at jeg har brug for.

Jeg slår hætten op endnu engang og sætter musik i ørerne, mens jeg bevæger mig mod mit hjem. Jeg kan ikke få billedet af Daniel på vippen ud af mit hoved, og som jeg går over den korte fodgængerovergang med blot en lyskurve, smiler jeg en smule for mig selv. ♥

skaermbillede-2016-11-05-kl-16-23-34

followwho

8 kommentarer

  • Jeg gik en klasse over Daniel tilbage i folkeskolen og bor nu i selvsamme provinsby, vi dengang gik i skole i. Det er svært at være anderledes heroppe. Der var ikke plads til anderledes. Jeg var selv anderledes (på en anden måde tho), men heroppe skulle alle helst ligne hinanden. Alt skulle være så “normalt” som muligt – det, der ansås for normalt her.

    http://nouw.com/satinawandel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Når ens historie når Sille WHO så er mission’en fuldført. Tommelfinger op til seje Daniel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Jeg elsker bare din måde at skrive på Sille :) så levende og finurligt når dine egne tænker indgår ! og jeg synes daniel er så sej ! B)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er jeg bare rigtig glad for, at du skriver, Karoline. Mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Han er vel ikke sprunget ud i forsøget på at slukke sin skabertrang? Det virker i hvert fald ikke sådan 😊
    Ellers et godt og velskrevet indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PEOPLE I WISH I WAS LIKE