WHEN THE BIG STUFF HURTS SMILE ABOUT THE SMALL STUFF

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: EMILIE VINTERSBORG

img_0323Hun kan finde det smukke i sin mors host, og så mener hun, at vi skal gøre op med tabuet omkring sygdom

Det skal vist til at regne, tænker jeg for mig selv. Men det er selvfølgelig en relativ bred udtalelse, der er dækkende for de fleste dage, når vi nu skriver Danmark i oktober. Jeg har stået på denne station flere gange, end jeg kan tælle. Det er måske derfor, at den virker så grå. Det er måske derfor, at hele denne by virker så grå. Fordi jeg forbinder den med forlæsninger i faglig formidling og gruppearbejde. Eller måske er den bare født mere grå end andre byers børn.

50 shades of pænt nederen.

Jeg trækker hætten tættere om mig, mens jeg går ud fra stationen forbi det der pizzasted, der ser tilpas snasket ud til at virke guddommelig. Jeg gik denne rute for to dage siden. Eller rettere sagt; jeg skulle have gået denne vej. Jeg endte med at gå forkert og forlængede min tur med cirka ti minutter. Men for enden af de ti minutter var der gode mennesker, højlydte samtaler over stearinoplyste borde, mad med fløde og andefedt og smukke damer med rød læbestift. Tanken om den lørdag aften i barmen af intelligente kvinder i selskab med samtaler om politik, kultur og tegnefilm løfter det grå slør af byen, som jeg ellers havde været så hurtig til at fordømme. Og som jeg kommer nærmere destinationen, virker turen pludselig helt hyggelig.

Hyggelig, men uvant. Altså ikke selve aktiviteten at gå – den har jeg efterhånden styr på – men jeg plejer normalt at sidde på min vante café inden møder som disse, sippe på en brandvarm kop te og gøre mig store tanker om det snarlige møde, mens jeg smiler til Henrik bag disken. Jeg ved egentlig ikke, om han rigtig hedder Henrik, men vi ses så tit, at jeg fandt det passende at give ham et navn.

Gad vide, hvad han laver i dag?

Det er helt mærkværdigt ikke at skulle forbi Fiolstræde, tænker jeg for mig selv, mens jeg skynder mig over krydset ved politistationen. Var der rødt? Muligvis. Men jeg har fart i benene og en uro i maven. Den er ellers svagt dæmpet af min vandren, men jeg kan mærke, at jeg stadig er nervøs. Ikke for selve selskabet jeg skal være i, for det er nok det rareste, jeg overhovedet kunne forestille mig – det kan bedst beskrives som manifestationen af et varmt kram og et stort krus kakao – men jeg er nervøs for det, vi skal snakke om. For det er et emne, der gør mig helt ør bare ved tanken om det. Jeg kan slet ikke forestille mig at leve i det.

At leve med en mor, der er kronisk og livstruende syg.

Jeg ryster en smule under min frakke og kigger på den unge mand, der pludselig ombestemmer sig drastisk og drejer om for at gå ind i kebabbutikken, han netop var gået forbi. Jeg skal snakke med Emilie. Mille. Der er ikke rigtig nogen, der kalder hende Emilie – det smager ligesom forkert. Ligesom min frygt omkring emnet vi skal snakke om, pludselig gør det. For med Mille skal man ikke være bange for ærlighed og sårbarhed.

Der skal man omfavne det.

Jeg kan se hendes lejlighed, mens jeg står og venter på, at der bliver grønt. Og ventetiden giver mig mulighed for at dvæle lidt ved den person, jeg skal mødes med. Nok den stærkeste jeg overhovedet kender. Den mest frembrusende. Den mest lige til i hele flokken. Og det giver mig en ro på. En følelse af, at jeg skal hjem til provinsen.

Hun har stillet kage på bordet, da jeg kommer ind i varmen, og det bekræfter min følelse af at være hjemme.

Jeg siger ikke noget om min slankekur, men kigger i stedet rundt i den fantastiske lejlighed. Det er vist en kollegielejlighed, men det er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Vi spiser kage, før jeg tænder diktafonen. Vi snakker lidt om lørdagens strabadser og om, at hende og hendes kæreste endte på en bøssebar klokken lort om morgenen. Det undrer mig ikke.

Og så begynder vi at snakke.

Vi snakker om at leve med en mor, der har cystisk fibrose. Den stærkeste mor i universet. Om at finde det smukke i det tragiske. Og om at være OK i en situation, der er alt andet end. Og som jeg kigger på hendes varme, smilende ansigt kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan man dog kan være stærk. Så stærk og så fantastisk god til at vælge kage.

Jeg slikker resterne af min éclair ud af min mundvige og så begynder vi.

Hvad er jeres historie? Der er tit mange, der ikke kan forstå, at hun kan leve så længe, når jeg forklarer, hvad det er. Det er jo, fordi det angriber forskelligt. Det er en kronisk, arvelig sygdom, der er en kromosomfejl på kromosom nummer syv. Det hedder Cystisk fibrose. Jeg tror faktisk, at det er hele fem procent af den danske befolkning, der er bærer af cystisk fibrose. Jeg er eksempelvis bærer, fordi min mor er dobbelt-bærer og syg. Men jeg kan slet ikke mærke det. Det er bare noget, der er i mine gener. Jeg er sindssygt dårlig til biologi. Jeg er meget mere kreativt tænkende.

Men det vil så sige, at hvis min kæreste, Alexander, og jeg skal have børn sammen, så skal han testes for at se, om han også er bærer, for hvis han er det, så har jeg ikke lyst til, at vi skal få et barn. Så vil jeg hellere adoptere.

Det er en sygdom, der går ind og angriber lungerne, og det kan også godt sætte sig i tarmene. Nede i lungerne har man sådan nogle små, fine fimrehår, der gør, at man kan trække vejret. Men når man har cystisk fibrose, har man et tykt lag slim i stedet. Lungerne nedbryder ligesom langsomt sig selv. Man bliver kvalt. Og så kan folk med CF heller ikke optage fedt igennem mad, så min mor tager piller, der nedbryder fedtet.

Og så er der bare rigtig mange bivirkninger i deres medicin. Når min mor er på noget, der hedder IV-kur – det er hvor hun i cirka fjorten dage, sidder seks timer om dagen og giver sig selv sprøjter – der er der noget i det medicin, hun får, der gør, at hendes vener bliver meget porøse og klapper sammen, så hun faktisk ikke kan få den her medicin.

Din mors historie er ret utrolig, er den ikke? Min mor er fra 63, og dengang var det meget normalt, at hvis man blev omkring skolealderen, så var det godt gået, men så døde du også, når du var omkring tyve. Fordi lungerne og kroppen simpelthen var slidt op på det tidspunkt. Min mors lillebror havde også cystisk fibrose, og han var faktisk den første i Danmark, der skulle have en hjerte-lunge transplantation. Han døde inden, han fik den. Han var 21, da han døde. Det var i 88.

Det tror jeg, var rigtig svært for min mor. At have en lillebror, som hun følte, at hun skulle passe på, der også havde den samme sygdom. Min mor er 53 nu, og har det godt. Hun har nogle udfordringer, men der er nogle, der er meget mere ramt af det, end hun er. Min mor har altid haft meget fokus på sin egen sundhed. Hun har altid dyrket sindssygt meget sport. Og yoga. Hun laver vejrtrækningsøvelser, spiser meget sundt og har altid været meget opmærksom på at gøre nogle gode ting. Og det tror jeg helt klart, har hjulpet rigtig meget.

Når ens krop er i en sund tilstand, så bliver ens mentale tilstand forbedret. Og det tror jeg, har hjulpet rigtig meget.

Hun havde engang en læge, der sagde til hende, da hun var 16, at sådan nogle som hende skulle ikke have børn. Det tror jeg, at hun tog lidt til sig. Det har hun i hvert fald fortalt mig senere. Men da hun mistede sin lillebror, der fik hun en følelse af, at hun ikke havde lyst til at være alene. Og så fik hun mig.

Og du var det første barn af en person med CF, ikke sandt? I Danmark, ja. Jeg er den første, født af en mor med CF. Det var en ret stor ting dengang. Grunden til, at der ikke var særlig mange, der havde fået børn, var fordi de ikke blev gamle nok til at få børn. Og så fordi en graviditet for en rask kvinde er hård, så for en der er syg, er det endnu sværere.

Jeg blev født søndag aften, mens mine forældre spillede 500. Min mor vandt!

Fylder tankerne om din mors sygdom i dag? Jeg tænker i hvert fald på det en gang dagligt, men det er også, fordi jeg tænker på min mor. Da jeg var lille, fyldte det egentlig ikke særligt meget, men efter jeg er blevet ældre og er flyttet hjemmefra, kan jeg godt mærke, at jeg tænker ret meget over det.

På hvilken måde? Ja, det er det. For mig behøver det ikke at være en negativ ting. Jeg kan også godt bare tænke på, at det er fandeme godt gået af min mor. Det fortjener hun. Det er ikke altid, at jeg tænker “puha, nu får jeg det dårligt”.

Engang imellem kan jeg godt få følelsen af, at jeg bare skal hjem til Næstved nu. Bare hjem til min mor og hygge. Og så gør jeg det. Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og er angst. Eller specielt bange for at miste min mor. Det tror jeg, vi alle sammen er på en eller anden måde – vi er jo alle sammen bange for at miste vores forældre. Om det er, fordi min mor er syg, eller hvis hun havde været rask, så ville man jo stadig være bange for at miste sin mor.

Hvordan når man til et sted, hvor man ikke er angst over det? Jeg har jo aldrig kendt til andet. Jeg er vokset op med en mor, der er syg. Det er ligesom mit vilkår. Min mor og jeg har altid snakket rigtig meget om det – siden jeg var helt lille. Vi har aldrig været bange for at tale om det overhovedet! Min mor har altid været rigtig god til at sætte ord på sine følelser og til at spørge ind til mig. Det har aldrig været et tabu. Hun har også altid sagt til mig, at det er OK, hvis man er bange for det.

Skal man bare snakke om det? Også som pårørende? Ja! Jeg kan huske, at dengang jeg var lille, der syntes jeg, at det var sindssygt irriterende, at hver gang jeg mødte folk, der var det første de spurgte mig om, hvordan min mor havde det. De spurgte aldrig om, hvordan jeg havde det. Men det kan jeg godt forstå nu. Jeg synes ikke, at det er et tabu. Jeg synes, at det er vigtigt, at man taler om det.

Har det formet dig som person? Det har jeg faktisk tænkt ret meget over. Jeg ville gerne sige, at jeg ikke tager ting for givet og sådan noget, men det gør jeg jo stadig. Men jeg tror, at det har formet mig på den måde, at jeg bedre kan sætte mig ind i, hvis folk eksempelvis er syge. Og så tror jeg også, at det har formet mig på den måde, at jeg ikke giver en fuck for små ting. Jeg har det sådan, at hvis du har flækket en negl eller brækket din hånd, så er det sgu ikke jordens undergang. Det kunne være meget værre.

Jeg tror også, at det er derfor, at jeg selv har en relativ høj smertetærskel. Der skal meget til, før jeg bryder sammen og synes, at det er synd for mig. Eller synd for andre. Det er jo ikke, fordi jeg er mindre empatisk af den grund, men det er, fordi jeg er klar over, at der er noget, der kunne være meget værre. Og så skal man være glad for, at man bare har brækket armen.

Men har du så tendens til ikke at passe nok på dig selv? Ikke at tillade dig selv at være ked af det? Jeg har altid været en bulderbasse. Her for noget tid siden faldt jeg og brækkede mit håndled på snowboard, og så ringede jeg hjem og fortalte det til min mor, hvor min mor så svarer: Nå, jamen bare du hygger dig!

Nu er alle situationer så forskellige, men hvis du skulle give en person i dit sted et råd, hvad ville det så være? Man skal tænke på, at det ikke er en selv, der er syg – det er ens pårørende. Man kan seriøst selv blive syg af at gå og tænke så meget over det. Det er rigtig vigtigt, at man sørger for at snakke med den person, der er syg. Man skal høre, hvordan de har det, men også lade dem høre, hvordan man selv har det. Hvis de ikke kan give plads til, at du kan fortælle, hvordan du har det, så bliver det bare envejskommunikation, hvor der tit kun kommer negative ting ud af det. Man skal sammen finde et rum, hvor man kan sidde og tale om, hvordan man begge to har det.

Jeg tror, at min mor bliver både klogere og stærkere af, at jeg fortæller hende, hvordan jeg har det med det. Ligesom jeg bedre kan sætte mig i hendes situation og forstå hende.

Det virker som om, at du altid har haft meget nemt ved at snakke med din mor om det? Det er også, fordi jeg kun er vokset op med min mor, så vi er gået i en form for symbiose. Som egentlig i andre henseender måske lyder negativt. Men i dette tilfælde er det ret sundt, synes jeg. Jeg prøvede faktisk i gymnasiet at gå til psykolog, fordi jeg skulle tale om, hvordan det var at have en syg mor, men det fungerede slet ikke.

Hvorfor ikke? Jeg følte ikke, at hun forstod min pointe. Jeg følte, at når jeg sad og fortalte om det og sagde, at jeg havde det fint, så troede hun ikke på mig.

Så hun prøvede at pådutte dig en smerte, du ikke oplevede? Lige præcis! Jeg havde det som om, at jeg skulle sige, at jeg havde det dårligt, men det havde jeg egentlig ikke. Jeg følte, at jeg sad og spildte hendes tid og min egen tid, fordi jeg havde det fint nok. Og hvis jeg skulle snakke om det, så ville det være meget nærliggende, at jeg snakkede med min mor om det.

Er dine fremtidstanker præget af din mors sygdom? Nu har jeg fundet min kæreste, og hvis vi skal giftes, ville jeg rigtig gerne have, at det var min mor, der fulgte mig op til borgmesteren. Det ville være fantastisk. Men det er ikke, fordi jeg føler, at jeg skal give mit mor et barnebarn, eller at hun skal nå at opleve det her sammen med mig. Det er stadigvæk mit liv, og jeg tror ikke, at min mor ville synes, at det var smart, at jeg fik børn nu.

Hun har aldrig påduttet mig, at jeg eksempelvis skulle starte familie. Tværtimod. Hun har altid opdraget mig til at være meget selvstændig og ikke afhængig af at skulle have en familie.

Hun har nogle gange gjort mig opmærksom på, at jeg skulle huske at tage hensyn til hende. At det var vigtigt for hende, at hun vidste, at jeg ville være der, hvis der var noget, der gik galt. Og der har jeg jo altid sagt, at jeg er der 100 procent. Men hun er så velfungerende, så det har faktisk aldrig været nødvendigt. Hun er en tough lady.

Men er det ikke hårdt som barn at skulle tage hensyn? Nej. Min mor har aldrig påduttet mig, at jeg skulle tage mig af hende. Det er noget, jeg ligesom selv har taget på mig, fordi jeg har haft lyst til det. Jeg har rigtig gerne ville give min mor den omsorg, som jeg synes, hun fortjener.

Da jeg var teenager og boede hjemme, der kan jeg huske, at jeg var meget selvretfærdig og syntes, at det var meget uretfærdigt overfor mig, at jeg skulle tage hensyn overfor min mor. I den periode handler det bare rigtig meget om en selv, og der blev jeg rigtig tit sur, fordi jeg syntes, at det var irriterende, at jeg skulle gøre de her ting for at gøre hende tilfreds, men når jeg sidder og kigger tilbage på det nu, tænker jeg: Hvorfor fanden gjorde jeg ikke bare mere? Der gik jo ikke noget af mig af den grund.

Som barn har hun aldrig bedt mig om tage sig af hende, for det har hun altid selv gjort.

Hun har været god til at afskærme mig fra hendes sygdom, da jeg var lille. Det eneste jeg kan huske, fra da jeg var barn, omkring hendes sygdom var, at der var en, der kom og stak hende i ballen engang. Og så havde hun sådan en inhalatormaskine, som vejede et ondt år og larmede fuldstændig sindssygt. Den brugte hun en gang om dagen. Hun sad i køkkenet, og så larmede det i hele huset. Det lød som et tog, der kom kørende. Og det gjorde hun en halv time. Men jeg kan huske, at jeg syntes, at det var rigtig hyggeligt. Jeg lå inde i min seng, og så kunne jeg høre, at hun sad derinde. På den måde var det meget betryggende.

Da jeg var lille, kunne jeg altid finde min mor i supermarkeder. Alle børn har altid gået tæt på deres mødre, men jeg har bare løbet rundt, fordi jeg kunne altid høre hende. Hun har sådan et meget karakteristisk host, så jeg kunne altid finde hende igen. Jeg kunne altid høre, at det var hende – der er ikke nogen, der hoster på samme måde som hende.

Det lyder som om, at du er god til at finde de positive ting ved en situation, der i virkeligheden er ret trist? Jeg vil gerne se mig selv som et positivt menneske, selvom jeg faktisk tit er ret pessimistisk anlagt. Eller måske nærmere bare realist. Jeg tror, at det er, fordi det er vigtigt at fremhæve de gode ting også, så hun ikke bare bliver min mor, der er syg, men også bare min mor. Jeg tror, det er vigtigt, at hvis man sidder i en situation, hvor man har en forælder, der er syg, at man også prøver at vende den om og finde de små, sjove ting i ulykken.

Hvis min mor nu ikke var syg, så ville jeg ikke kunne genkende hendes host. Det er en meget personlig ting, noget meget intimt. Jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at finde de gode ting. Selvom det nogle gange kan være bitte små latterlige ting. Men når man sidder og tæller dem, så er der jo faktisk ret mange. Men der er også mange negative sider. Det er jo ikke rart, når hun ligger derhjemme og er helt grøn i hovedet, fordi hun er dårlig. Det er jo ikke rart.

Men til gengæld så synes jeg, at det er dejligt, at jeg kan komme hjem, når hun ligger derhjemme, købe sindssygt mange lækre ting til hende så hun kan ligge og hygge sig, og så mærke, at hun er glad for, at jeg bare er hjemme. Det er jo også en god ting. Det er der noget nærvær i. I stedet for bare at komme hjem, fordi der er mad. Det gør jeg ikke.

Selvom hun laver rigtig god mad.

Jeg slukker diktafonen og sipper lidt til min te. Den er blevet kold. Vi snakker videre om ingenting, men ender alligevel med at snakke om alt, og jeg når at tænde min diktafon igen. Jeg kigger på hende med en følelse af, at indlægget ikke kan stoppe her, hvor vi sluttede samtalen. Så jeg spørger hende, om vi kan gøre noget for at oplyse om sygdommen. Er der en side, jeg kan henvise til? Men hun fortæller mig, at hun hellere vil have, at jeg opfordrer folk til at blive organdonorer. Fordi det er så vigtigt. Ikke blot for personer med cystisk fibrose, men for alle.

Jeg nikker bekræftende til hende. Der er meget få sager i forbindelse med sundhed, der er vigtigere for mig end dette. Så vi bliver enige om, at jeg vil linke til en side, hvor folk kan tilmelde sig. Fordi det er så vigtigt. For os begge to. For os alle sammen.

Jeg rejser mig og krammer hende. Hun har den der type kram, der er lidt længere og varmere end andres. Det vidner om, at hun oprigtigt har lyst til at give mig det. Ikke blot sådan et modeblogger performa kram. Jeg slår hætten op, mens jeg går ud af døren og igennem den hæk, der allerede er trådt ned. Roskilde er stadig lige så grå, men jeg er ikke opmærksom på det længere. Jeg er endnu forblændet over styrken af den kvinde, som jeg lige har talt med. Jeg har altid vidst, at hun var stærkere end mig. Men hvor meget var jeg slet ikke klar over.

Jeg når at tænke for mig selv, at det er en smule tragikomisk, at jeg kan bryde mentalt sammen over en dårlig lønseddel, men hun kan finde styrken til at være et positivt menneske, selv når den vigtigste person i hendes liv, er kronisk syg.

Jeg hopper over krydset ved politistationen på vej op til stationen.

Jeg hører en ung mand hoste lige bag mig og smiler stille for mig selv. Det er selvfølgelig synd for ham, at han muligvis kæmper med en forkølelse, men jeg har pludselig fået en fornemmelse af, at det smukke er nødt til at blive fundet i det grimme og det grå. For det grå kan vi ikke undgå.

Som jeg træder ind på stationen, går det op for mig, at den har fået en anden betydning. Den minder mig stadig om forlæsninger, uholdbar gruppedynamik og grå tristhed, men den minder mig også om, at den tristhed i sig selv måske også kan være smuk. På sin egen lidt dystre måde.

Som en mors host, en regnvåd mandag, en grå by.

img_0328

followwho

12 kommentarer

  • Helene

    Det her indlæg er noget af det bedste, jeg længe har læst! Mit hjerte er helt varmt, og mine øjne er helt våde, så fantastisk rørende. Kombinationen af en fantastisk, inspirerende historie og dine refleksioner, især slutningen (!!), fungerer vældig godt. Meget rørt læser her, shit hvor er jeg fan af det! Dertil en sjov detalje; min egen kære mor hostede lige. Hvor sætter det livet i perspektiv, altså.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Helene,

      Tusind mange tak for din fine kommentar. Nu er det min tur til at sidde og blive rørt. Jeg er virkelig glad for, at du kan lide indlægget <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Jeg læste det her indlæg på min mobil, men jeg var simpelthen nødt til at hive fat i min computer, så jeg kan kommentere ordentligt. Det er ellers ikke noget, jeg gør mig i. Men for fanden, hvor er det et godt indlæg. De her indlæg får du ros for hver gang, og det er fandme fortjent. Så nu får du også fra mig. Jeg er lige blevet diagnostiseret med en kronisk sygdom, så at læse jeres tanker om at leve med det er så sindssygt spot on. Jeg blev så glad, da jeg læste Emilies formulering med at være realist og have empati, for det er nøjagtig sådan, jeg har det, og det blev lige gjort okay. For som du selv skriver, så bliver det hele sgu lidt tragikomisk, at høre andre bryde mentalt sammen over små ting, men det er jo også helt okay. Jeg håber, det gav mening. Du skal i hvert fald have tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Sophie,

      Jeg er glad for, at du hev din computer frem for at skrive denne kommentar. Den betyder rigtig meget for mig.
      Det gør mig rigtig ondt, at du skal leve med en sygdom, og jeg sender dig mine varmeste tanker. Alting kan så let blive sat i perspektiv lige pludselig, og det er måske det eneste positive man kan finde i alt det negative.

      Igen; Tak for din besked og en masse kærlighed din vej.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • camilla

    jeg er selv opvokset med en mor der var dødelig syg og med en klump i halsen kan jeg genkende mange af de ting som emilie nævner. indlægget rører mig dybt, min mor er i himlen idag og jeg savner hende hvert eneste sekund. tak for et fint og meget smukt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Camilla,

      Tak for din besked. Det betyder rigtig, rigtig meget for mig, at du – med din historie – kan lide dette indlæg. Det gør mig forfærderligt ondt med din mor, og jeg sender hende og dig al min kærlighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Kære søde Sille
    Tusind tak for et rørende og smukt indlæg. Mille er bare for sej og jeg elsker at læse hvordan du som person får noget personligt ud af disse indlæg og vokser med dem, i takt med at mange aspekter bliver sat i perspektiv. Smukt. Som indehaver af en kronisk sygdom selv, kan jeg nikke genkendende til mange af Milles pointer og det er dejligt at vide at det okay, at være optimistisk og realtisk omkring sygdomme, som ja ellers er lidt tabu,, Jeg forsøger også at gøre op med det selv, fortæller åbensindet om det til folk og fæ og frabeder helst medlidenhed selvom det er godt ment, så er man bare i nogle tilfælde så afklaret og så “okay”, at det føltes overflødigt og unødvendigt, sygdommen udgør jo ikke mig.. det er bare en del af mig <3
    det blev en lang smøge- undskyld ,., ville ønske jeg var så god som dig til at formulere mig så sprødt – keep up the good work !
    Kram Karoline

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Karoline,

      Jeg har skulle tage tilløb til at svare på denne kommentar, fordi jeg synes, at den er så fin og vigtig. Jeg endte med at beslutte mig for bare at takke dig for, at du valgte at dele din historie, dine tanker og dine skide søde ord. Det sætter jeg oprigtigt helt igennem sindssygt meget pris på. Jeg sender en masse kærlighed til dig – ikke af medlidenhed, men fordi du bare fortjener det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Som de andre, der kommenterer, rammer det her mig rigtig personligt, da min alt for unge 44-årige mor sidste år blev erklæret uhelbredeligt syg, men kun ganske kort tid tilbage at leve i. Hun er her stadig – lidt endnu. Så alle pointerne med at finde det positive og nyde og være i det der er, er så sande og noget, jeg kan forholde mig til. Så kæmpe ros til Mille for at være så sej (og stærk!) og stå for frem med sin historie.

    Og kæmpe ros til dig, seje Sille for at blive med at udvikle dig. Dine interviews bliver bedre og bedre, synes jeg. Jeg nyder dine skriverier :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Line,

      Hvor gør det mig ondt at læse om din mor. Der er ingen, der fortjener sådan en forfærdelig situation. Jeg er dog glad for, at Milles historie kan give dig noget. Jeg synes selv, at hun – og dig selv – er så pisse stærke, så jeg er bare beæret over, at jeg har fået lov at fortælle hendes historie. Tusind tak for din ros og for din historie, jeg nyder at lave disse indlæg helt ekstremt meget, så jeg er bare så glad for, at I også kan lide dem.

      Jeg sender de kærligste hilsner til dig og din mor,

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjørg Sørensen

    jeg har cystisk fibrose, men vigtigst af alt er jeg mor til en lille dreng på snart 3. Mange tanker gpr i gennem mig når jeg tænker over hvilket liv jeg byder ham. Det er sjældent vi fokusere på de pårørende og endnu mere sjældent at det er vires børn der er i centrum, har aldrig før hørt fra et barn af en cf patient. Det er dejligt og giver mig ro i forhold til min søns fremtid, at læse hvordan Mille har taklet livet med en sød syg mor, tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Bjørg,

      Det betyder alverden for mig, at du kan lide dette indlæg, og at det har givet dig et eller andet. Jeg sætter stor pris på din kommentar. Tak!

      Jeg sender dig og din søn de varmeste tanker på jeres vej.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WHEN THE BIG STUFF HURTS SMILE ABOUT THE SMALL STUFF