SCREW THE CODFISH, TAKE THE FUR

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: OLIVIA

Når det sunde bliver usundt og det inderste bliver vores egen værste fjende. Og om fremtidsdrømme, der kan gøre nutiden lidt nemmere

Jeg leder febrilsk efter min diktafon. “Skat, har du tilfældigvis set den?”, spørger jeg min – på dette punkt uvidende – kæreste. Jeg leder videre, mens jeg overvejer, om dette forsvindsnummer fra mit optagelsesudstyrs side er et udtryk for protest grundet den unævnelige mængde tid, der er gået, siden jeg sidst har kælet for dens knapper.

Eller måske er det nisser, monstre eller andre væsner, der kunne tage skylden for, at jeg selv har smidt den væk.

Jeg finder den i et fjernt hjørne af vores rodeskuffe, hvor orden og kontrol går hen og dør. Optagelsen jeg lavede med hende ligger gemt langt tilbage. For der er efterhånden gået mange, mange uger. Faktisk er der intet indlæg, der har været længere undervejs end dette. Mine interviews har jeg før i tiden transkriberet med det samme. Jeg har skrevet oplevelsen ned, mens den stadig lå frisk i hukommelsen.

Men ikke denne gang.

Måske fordi der har været så meget at se til. Fordi jeg i et virvar af bachelorskrivning, studieafslutning og jobsøgning ikke har kunne overskue udsigten til at tømme mine følelser ud på papir i sådan en grad, som denne type indlæg kræver.

3200 ord gennemvæddet af mit inderste.

Eller måske er det rettere, fordi hendes der sad overfor mig og talte ind i min diktafon, pludselig agerede som et spinkelt, skræmmende spejl for alt det, jeg ikke vil indrømme, at jeg kæmper med. At som jeg sad der og kiggede ind i hendes store – nærmest tegnefilmsagtige – øjne, følte jeg en skam, der har spændt ben for ethvert fremskridt med denne næste tekst i rækken.

Måske fordi vores samtale satte gang i tanker, som jeg lige siden har kæmpet med ♥

Jeg ligger henslængt i det fjerneste hjørne af min stamcafé. Ikke på sådan en cool og overskudsagtig måde, men rettere på sådan en umådelig kikset jeg kan ikke røre mig, fordi jeg har fuldstændig ufatteligt ondt i ryggen måde. Jeg har allerede sendt hende en mail om, hvor jeg sidder, men jeg er ikke sikker på, at hun læser den. Der er trods alt kun fem minutter, til vi skal mødes. Og hun er jo fra Jylland. Tjekker de overhovedet mails derovre?

Hun kommer forsigtigt gående op af trappen, og jeg får på en eller anden måde skubbet mig op fra min liggende position og rækker min hånd frem for at hilse. Hun krammer mig i stedet, selvom det er første gang, vi nogensinde har set hinanden, og jeg smiler for mig selv.

Jeg skal drikke kaffe med Olivia.

Eller rettere: Jeg skal snakke med Olivia. For der er ingen af os, der rent faktisk drikker kaffe. Jeg drikker te fra, hvad der mest af alt minder om en utæt kop, og hun tager i ny og næ en lille tår fra flasken af vand, jeg har købt til hende. Hun er smuk, tænker jeg for mig selv. På sådan en måde, der giver mig et pludseligt behov for at passe på hende. Måske er det grundet hendes spinkle skikkelse eller hendes lavmælte stemme.

Jeg har bare lyst til at passe på hende.

Da vi begynder at snakke, bliver min beskyttertrang gjort til skamme, da det går op mig, at hun er et af de stærkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Og mens hun fortæller om tanker, der kunne være taget fra mit inderste, føler jeg pludselig, at det er mig, der skal passes på af hende.

Jeg snakker med Olivia om spiseforstyrrelser. Om anoreksi og ortoreksi – det at have overdreven fokus på sundhed og det at spise sundt. Om at kæmpe en kamp mod sig selv og sit inderste. Om at finde sin vej og om drømme om fremtiden, der hjælper os igennem nutidens svære stunder.

Hvornår mærkede du først spiseforstyrrelse? Det var lige omkring min konfirmation. Det er fem år siden. Hvor mine forældre blev skilt lige pludselig – det kom bare ud af det blå, at de gik fra hinanden. Jeg havde egentlig altid lidt frygtet det, men det er nok meget normalt. Jeg har bare altid haft en frygt for, at det skulle ske. Og så skete det, og det var vildt hårdt. Det hele gik bare lidt i opløsning.

Jeg har altid dyrket sindssygt meget sport og været aktiv, og har fået meget ros for det. Jeg fik anerkendelse for det.

Så begyndte jeg bare at dyrke mere sport, og så kunne jeg jo også lige spise lidt mindre. På den måde eskalerede det bare.

Kan du huske de første tanker? Var det tanker om, at du var for tyk? Det har egentlig aldrig været fokus. I hvert fald ikke i starten. Det synes jeg ikke. Det har mere været det her med, at jeg har kontrol over mig selv. At jeg har disciplin til at lade være med at spise og lige løbe lidt længere.

Folk tænker måske ofte, når det omhandler spiseforstyrrelser, at det er, fordi man eksempelvis føler sig tyk, men sådan var det ikke med dig? Nej, overhovedet ikke. Sådan synes jeg aldrig, at det har været. Det blev det nok i virkeligheden senere hen, da det blev et bevidst valg, at jeg blev ved med at dyrke så meget motion, som jeg gjorde og spiste så lidt. Men ikke i starten.

I starten var det kontrol? Ja, fuldstændig. Jeg havde brug for den der kontrol. Når alt omkring mig var kaos, så kunne jeg jo finde kontrol i det.

Hvornår gik det op for dig, at der var noget galt? Der gik lang tid. Der gik meget lang tid, før jeg selv erkendte det. Mine forældre vidste jo godt rimelig hurtigt, at det var ved at gå galt, man så det jo tydeligt i og med, at jeg tabte mig og gjorde nogle helt sindssyge ting.

Jeg tror selv, at du kender til det; at man bliver helt besat af det.

♥ Jeg nikker, mens jeg mærker et stik i maven. For ja, det kender jeg til. Jeg kender helt ekstremt meget til det. Men pludselig drager en ug kvinde, der i sandhed har kæmpet med det, paralleller imellem mig og hende, og jeg bliver pludselig pinligt opmærksom på den besættelse, hun omtaler. Som om min mulige fremtid sidder der foran mig, og advarer mig om, at hvis jeg ikke ændrer mine tanker og vaner, så kan det gå galt ♥

Man kommer bare ind i den her verden, hvor det er det, det hele handler om. Der gik i hvert fald et år eller halvandet – lang tid – hvor jeg tænkte: Jamen, det er da fint nok. Nu har jeg styr på det.

Fik du stadig ros og anerkendelse for din sport? Ja. Jeg dyrkede karate på det tidspunkt, og var egentlig god til det. Og så trænede jeg jo endnu mere, og blev endnu bedre, hvilket førte til at jeg faktisk blev optaget på et talentcenter.

Og det giver dig så mere lyst til at blive ved? Ja. Lige præcis. Det tænker jeg ikke ligefrem, var særlig godt for mig… Men det blev jeg, og så var det jo bare træning hver weekend og flere gange om ugen. Værre og værre.

Man kommer bare ind i den her verden, hvor det er det eneste, det handler om.

Hvornår stoppede du så op? Jeg stoppede ikke selv op. Det gjorde mine forældre, da de slæbte mig med ud på Center for spiseforstyrrelse i Risskov nær Århus.

Hvornår blev du det? Det blev jeg i – det er svært at huske – i ’14 eller ’15 eller noget i den stil. Jeg gik i rigtig lang tid selv med det, også fordi mine forældre havde så meget andet at bøvle med grundet skilsmissen og nok også fordi ingen af os egentlig vidste, hvad det var jeg var ved at rode mig ud i.

Hvem fik dig tilknyttet det center. Var det dig selv, der sagde, at du ville have hjælp? Det var mine forældre, der hev mig med til min egen læge, som med det samme sagde, at jeg skulle henvises der til. Så gik jeg derude i halvandet års tid.

Jeg er stadigvæk tilknyttet der til, men går der ikke så meget mere.

Men ja, der gik cirka halvandet år, hvor jeg gik derude. Og jeg blev bare ved med at tabe mig. Det hænger nok sammen med deres tilgang til det. De havde det meget sådan med: Nu skal du spise det her mad, så tager du på og så har vi fikset det. Det vi snakkede om var, hvad har du så gjort i denne uge for at vægten sagde, som den gjorde. Det var det, det handlede om. Så jeg følte ikke rigtig, at der blev taget stilling til mig. Olivia.

Jeg manglede, at der var nogle, der lyttede til mig. Hvilke behov jeg havde, hvilket problem det var, jeg stod i, i stedet for, at jeg bare var et tal på vægten. Det var ubehageligt, at det var det tal, der skulle afgøre, om jeg havde klaret det godt eller dårligt. Sådan var det hver uge, og jeg synes bare, at det var nedslidende.

Jeg synes næsten, at det gjorde det værre. Det der med, at jeg bare blev det der tal på vægten, og det var så det, mit liv handlede om.

Så det handlede pludselig endnu mere om kontrol og tallet på vægten, end det gjorde før? Ja på en måde. Jeg følte også lidt, at jeg var en fiasko, hvis jeg havde taget på, for de forventede jo ligesom lidt, at hvis man har anoreksi, jamen så taber man sig jo. Det var i hvert tilfælde min opfattelse af det.

Så du følte rent faktisk, at når du gjorde “det rigtige” og tog på..? Så gjorde jeg det forkert.

Fordi du så ikke passede ind i deres idé? Ja, at jeg ikke passede ind i den kategori af spiseforstyrrelsen. Men det var nok i højere grad min egen ide.

Så der har bare været så mange elementer, der har presset dig i forhold til, at du har følte, at du skulle leve op til andre folks forventninger? Ja. I stor stil.

Efter det halvandet år jeg gik der, der kunne alle jo godt se, at det ikke førte til noget. Så jeg blev indlagt. Jeg var indlagt i omkring fire-fem måneder. Det er nok det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var bare virkelig voldsomt at komme fra at føle, at jeg havde så meget styr på mig selv og mit liv, og så komme derind, og så blev alt bare taget fra mig. Der var sådanne nogle faser, hvor første fase var der, hvor man lige er blevet indlagt, der skulle jeg bare sidde i en rød sofa hele dagen lang omgivet af personalet. Jeg måtte ikke være alene, døren skulle være åben, når jeg lå og sov. Vi sad ved sådan et firkantet bord i stilhed og spiste vores mad.

Puha. Jeg får det helt dårligt ved at tænke på det.

♥ Jeg kigger ned på det lille firkantede bord, vi sidder ved lige nu, og forsøger at sætte mig ind i følelsen af at miste den kontrol, man så desperat har kæmpet for at få. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hende og tænke, at det kræver så ufattelig megen styrke og tale om det, som hun sidder og gør lige nu. Lige her ved det firkantede bord ♥

Det her med, at jeg ikke selv kunne styre det. At der var andre, der sagde til mig, hvad jeg skulle spise, og hvor meget jeg skulle spise. Det blev så sygeligtgjort, og jeg tror, at det var endelig der, at jeg fik opfattelsen af, at jeg var syg.

Der var noget galt. For jeg kunne også se de andre – det er jo ikke normalt og sidde og skære en rugbrødsmad ud i 40 stykker altså.

Så du blev sat i kategori med nogle, som du godt kunne se var syge, og så gik det op for dig, at du også selv var syg? Ja. Den var nok heller ikke helt god hos mig.

Og du fik heller ikke lov til at dyrke motion? Nej, det gjorde jeg ikke. Det blev fuldstændig taget fra mig. Det var nok egentlig også det, der var mit problem, det der med motionen. For jeg har egentlig aldrig været i spisestop. Jeg har bare altid dyrket sindssygt meget motion. Og så blev det bare fuldstændig taget fra mig – så sker der det, at man pludselig ophober en masse væske i kroppen, fordi man skærer ned på motion og spiser mere mad, så jeg tog sindssygt meget på lige der i starten. Og det var bare ubehageligt.

Mega angstprovokerende. Det er jo det, man frygter. Det er jo derfor, man er der.

Da du går fra fase et til fase to, bliver det så nemmere? Der skete jo en udvikling – jeg fandt ud af det der system, at det var sådan, man gjorde. Min vægt stabiliserede sig lidt. Så vænner man sig lidt til det og til hverdagen derude. Så ja, jeg synes, at det blev bedre. Men det var stadig sindssygt hårdt.

Følte du dig stadig som et tal på vægten, eller blev der snakket med dig? Der var sindssygt mange grupper. Det er meget gruppebehandling, de tror på. Men jeg tror altid, at jeg har været meget vant til, at man skulle klare sig selv. Så jeg åbnede mig ikke rigtig op. Jeg fik ikke sagt, at nu har jeg det altså dårligt. Jeg gjorde bare lidt, hvad de sagde. Jeg satte lidt en facade op, tror jeg. Jeg tror, at hvis jeg havde åbnet mig, så havde jeg kunne få den støtte mentalt. Men det gjorde jeg ikke. Så det blev bare lidt det samme.

Er du blevet bedre til at åbne op? Jeg er blevet bedre til det, men jeg synes stadigvæk, at det er svært. Det der med at bede om hjælp. Det føles lidt som et svaghedstegn.

Hvor er du henne i livet nu? Lige nu går jeg i 3.g. Jeg har endelig mest fokus på, og samtidig kæmper jeg jo stadig med at få et normalt forhold til mig selv og til mad og motion.

Jeg er langt i forhold til tidligere, men jeg synes stadig, at der er langt vej igen. Meget lang vej faktisk.

Jeg synes lidt, at det er håbløst, fordi jeg har gået med det i så lang tid. Det er blevet en indgroet del af mig. Og fordi der er så meget fokus på det i samfundet. Jeg synes, at det er sindssygt svært at få tankerne væk fra det. Det her med, at det fylder så meget i vores samfund – så føler jeg lidt, at jeg er forkert på den, hvis jeg tager på.

Jeg synes, at det er et problem, at der er så mange, der ikke kan styre det og ender ligesom mig.

Hvad vil du sige videre til Olivia om fem år? Hun skal lytte til sig selv. Mærke efter, hvad der egentlig gør én glad.

Og hvad gør dig glad? Det gør mig i hvert fald ikke glad at løbe 20 kilometer og spise ingenting. Det gør mig i højere grad glad at sætte mig ned med nogen, jeg holder af, og spise et stykke kage. Jeg tror, at det er det, der skal til, for at man får et langt liv. At lytte til sig selv.

Men det er jo også lettere sagt end gjort.

Hvad skal man gøre, hvis man sidder i den situation, du sad i, da du ikke sagde det til nogen? Skal man søge hjælp? Man skal sige det i hvert fald. Men det kan jo også være en frygt, for hvis man siger det, så er der jo noget, der bliver taget fra én. Kontrollen. Så jeg tror, at man skal være bevidst om at sige, at det er dét, man frygter. Så det ikke ender med at føles som et overgreb. Fordi de fleste vil jeg nok sige, at så skal du stoppe helt med at træne osv., og det er sindssygt angstprovokerende. Det er vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan det hele på en gang. Det er et skridt på vejen at sige det. Og så bare tag det i små step.

Nu har jeg endelig fundet en psykolog, som jeg synes, jeg kan med. Og dét synes jeg, har hjulpet. Jeg synes i hvert fald, at der er sket en udvikling, siden jeg startede ved hende.

Jeg er kommet dertil, at nu gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke at bruge mit liv på det.

Så det er en træthed over sygdommen? Ja! Det er det. Fordi det er fandeme opslidende hele tiden at gå og tænke de her tanker. At planlægge sit liv efter, hvornår jeg kan få lov til at træne og kan jeg undgå det der arrangement, for så kan jeg spise lidt mindre.

Har du en motivation, der holder dig igang? Jeg har været meget i New York på det seneste. Og jeg er bare blevet helt forelsket i den by. Så snakkede jeg frem og tilbage med min mor om, at jeg i mit sabbatår kunne flytte derover. Det har rykket noget i mig. Det er bare meant to be.

Jeg kan ikke være derovre, som jeg har det nu, for jeg er stadigvæk for styret af mine tanker om sundhed. Så der bliver jeg nødt til at være mere robust, for at kunne klare det. Og det skulle gerne ske sådan rimelig hurtigt. Så jeg bliver nødt til at tage mig sammen nu, så jeg kan realisere det.

Så det er blevet dit nye mål? I stedet for et mål om at løbe 20 kilometer, så er dit mål at blive rask, så du kan komme til New York? Ja. Og det er meget motiverende! For jeg kan godt se, at jeg ikke kan være derovre, hvis jeg stadig går rundt i sådan en bobbel.

Hvad synes du, at man kan gøre for at undgå, at man kommer ind i den onde cirkel af for meget fokus på sundhed? Løsne tøjlerne. Tage et bevidst valg om, at nu går jeg altså ud og køber en pizza eller et eller andet. Virkelig. Ellers så ender man et helt forkert sted, hvor man på ingen måder er glad.

Hvad drømmer du om? At komme til New York. Og så komme helt af med det her lort. Jeg tror altid, at jeg vil have noget af det i mig, men jeg tror på, at jeg kan arbejde mig ud af det.

Jeg slukker diktafonen og skubber den oversvømmede underkop og kop væk fra mig. Vi pakker vores ting sammen og går igennem det solrige og kolde København, for at finde et sted, der kan virke som baggrunden til vores hurtige photoshoot. Da vi har taget billederne bevæger vi os tilbage, mens vi snakker om julegaver, julemad og min snarlige afslutning på mit studie. Det føles som om, at jeg pludselig ikke kan andet end at snakke om mig selv. Måske har jeg en underbevidst fornemmelse af, at jeg skylder hende det. Efter at hun har beæret mig med hendes historie. Jeg lyder som et røvhul, mens jeg fortæller hende om min gaveliderlighed, og jeg vælger at sige farvel og dreje af, inden hun mister alt for mig.

Da vi skilles er det med tanken om, at jeg skal få vores møde ned på papir med det samme. Men inderst inde ved jeg godt, at det ikke kommer til at ske med det samme. For der er stadig noget, der holder mig tilbage. Stadig noget, der driller på indersiden af mine tanker. Noget, der ikke helt vil lade mig skrive endnu.

Før nu.

followwho

4 kommentarer

  • A

    Ej ej ej ej ej hvor er det fint skrevet!!!!!!!!! Jeg har stået, og står stadig, i en situation som beskrives i indlægget. Det hele er skrevet så fint- og med meget respekt, hvis det giver mening? Normalt er det, ihvertfald for mig, meget svært at åbne op om, fordi der er så mange fordomme om spiseforstyrrelser. Men det her indlæg er så fint og velformuleret. Tak igen Sille, tak for din blog!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er mig, der takker for den fine, fine kommentar, A. TAK! Jeg håber, at du finder din vej <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hun er fin, hende Olivia. Jeg kan rigtig godt lide at læse disse historier. For jeg mærker i den grad et menneske! At kæmpe med noget som hun gør er ufatteligt hårdt og opslidende.
    Jeg har valgt at bruge mit til noget. At være spejlet på andres slidende liv. Jeg har haft angst siden jeg var 16 og valgte MED DET SAMME at fortælle om det, da jeg havde brug for ikke at have det mit liv. Desværre synes jeg ikke det gjorde noget at fortælle det- noglegange tværtimod, for dengang (for 16 år siden) var det nok et for stort tabu og det blev bare til en omgang virvar og…. shit det slår mig lige at det er halvdelen af mit liv der har været invaderet af en “caged” Mette. æv. Jeg kan virkelig relatere, og på mange måder har jeg det pisse omvendt. Jeg er klar til hvis du en dag vil have en historie om hvordan man overhovedet skal og kan leve med at være halvt det menneske man er i sit hoved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er så ked af at høre, at du har brugt så lang tid på at kæmpe, kære Mette. Det er der ingen af os, der fortjener :( Jeg lover at have dig i tankerne, når der engang bliver taget rigtig hul på disse indlæg igen!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SCREW THE CODFISH, TAKE THE FUR