THE REAL IMPORTANT SHIT

AN ABNORMAL CRAVING FOR SUCCESS

img_5383

Hvorfor er det, vi så desperat craver succes? Opfølgende spørgsmål: og chokolade?

Med de sociale mediers indtræden præsenteres vi konstant for andre menneskers succes. Om det så er reel succes eller blot succes med at få det til at fremstå således. Er det dette, der efterlader os med det overdrevne behov for også selv at opnå succes? Eller er der noget helt andet underliggende, der fucker med os?

Lagde I mærke til, hvordan jeg i ovenstående tekststykke trak jer med ind i mine problemer? Jeg henviser til formuleringer som: “Er det dette, der efterlader OS med det overdrevne behov for også selv at opnå succes?”. Ja, velkommen til gruppen af nederen mennesker – jeg havde ikke lyst til at være her alene, så jeg tog jer med.

Karriere, Instagram, økonomi, venskaber, forhold. Indvendig og udvendig succes. Hvorfor er det så vigtigt for mig?

Forleden snakkede jeg med en veninde om ovenstående fænomen, og kom frem til tre ting: 1. Det er meget nemt for det kvindelige væsen at kræve enormt meget af sig selv. 2. Kvinder er tit kvinder værst, når det kommer til at ville opnå succes. 3. Det her glas hvidvin er fyldt mindre op, end en pose med sourcream and onion chips.

I virkeligheden burde succes vel egentlig ikke dømmes på andet, end hvorvidt man er lykkelig eller ej. Helt igennem lavpraktisk: Har du det overordnet sådan ret fedt? Ikke hele tiden, ikke 100%, men overordnet set. Har du det så fedt?

Fedt. Så må man vel egentlig sige, at du har succes.

Det er bare som om, at denne lavpraktiske logik voldsomt ofte bliver tilsidesat til fordel for langt mere overfladiske parametre: Har du mange penge? Har du en flot stilling? Har du mange følgere på Instagram?

Sille, har du styr på dit liv?

Dét spørgsmål kan vi lynhurtigt få svar på, og det er et benægtende et af slagsen. For det har jeg helt sikkert ikke. Men jeg finder stadig mig selv jagte det svævende fænomen: Succes.

Den voldsomt overfladiske version, der er beskrevet herover.

Måske handler det i langt mindre grad om sociale medier og det senmoderne samfund (selvom det er så forfærdeligt nemt at bebrejde alt på dette. I dare you: forsøg at finde én problematik i samfundet, man ikke kan få drejet ind på generations Z’ forfærdelige forhold til følgere). Måske handler det nærmere om min egen kamp imod min faste kompagnon, jeg kalder mindreværd. For er der nemmere måder at bekræfte sit eget værd på, end igennem utallige likes, lækre sko og flotte titler? Jeg tror det ikke.

Det skulle da lige være min flok af veninder over tre flasker vin. Du er den smukkeste, jeg kender. Det er du virkelig. 

Men hvor er det dog forfærdelig trist, at det er dette, jeg lader bestemme min værd. Og hvor er jeg forfærdelig meget opmærksom på, at det trist. Hvor kunne det være skønt, hvis jeg kunne hvile nok i mig selv til ikke at anse succes som grundlaget for mit værd.

For mit værd er der jo på trods af både følgere, kontoudtog og CV.

Hermed ikke sagt, at ambitioner om succes er djævlens værk. Ansjoser og halvfyldte chipsposer kan betegnes som dette, men ambitioner falder ikke under denne kategori, hvis I spørger mig. Der er intet mere inspirerende, end kvinder der brænder for deres værk; om det så er medicin, jura, hundeklip, mode eller noget helt andet. You do you, and you do it well.

Men succes er glasuren på den velformede kage, der er os. Og kage smager godt med eller uden glasur.

Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke havde succes med denne afsluttende metafor. Det var dog ganske forfærdeligt. Men det går nok også.

followwho

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

THE REAL IMPORTANT SHIT