A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: OLIVIA

Når det sunde bliver usundt og det inderste bliver vores egen værste fjende. Og om fremtidsdrømme, der kan gøre nutiden lidt nemmere

Jeg leder febrilsk efter min diktafon. “Skat, har du tilfældigvis set den?”, spørger jeg min – på dette punkt uvidende – kæreste. Jeg leder videre, mens jeg overvejer, om dette forsvindsnummer fra mit optagelsesudstyrs side er et udtryk for protest grundet den unævnelige mængde tid, der er gået, siden jeg sidst har kælet for dens knapper.

Eller måske er det nisser, monstre eller andre væsner, der kunne tage skylden for, at jeg selv har smidt den væk.

Jeg finder den i et fjernt hjørne af vores rodeskuffe, hvor orden og kontrol går hen og dør. Optagelsen jeg lavede med hende ligger gemt langt tilbage. For der er efterhånden gået mange, mange uger. Faktisk er der intet indlæg, der har været længere undervejs end dette. Mine interviews har jeg før i tiden transkriberet med det samme. Jeg har skrevet oplevelsen ned, mens den stadig lå frisk i hukommelsen.

Men ikke denne gang.

Måske fordi der har været så meget at se til. Fordi jeg i et virvar af bachelorskrivning, studieafslutning og jobsøgning ikke har kunne overskue udsigten til at tømme mine følelser ud på papir i sådan en grad, som denne type indlæg kræver.

3200 ord gennemvæddet af mit inderste.

Eller måske er det rettere, fordi hendes der sad overfor mig og talte ind i min diktafon, pludselig agerede som et spinkelt, skræmmende spejl for alt det, jeg ikke vil indrømme, at jeg kæmper med. At som jeg sad der og kiggede ind i hendes store – nærmest tegnefilmsagtige – øjne, følte jeg en skam, der har spændt ben for ethvert fremskridt med denne næste tekst i rækken.

Måske fordi vores samtale satte gang i tanker, som jeg lige siden har kæmpet med ♥

Jeg ligger henslængt i det fjerneste hjørne af min stamcafé. Ikke på sådan en cool og overskudsagtig måde, men rettere på sådan en umådelig kikset jeg kan ikke røre mig, fordi jeg har fuldstændig ufatteligt ondt i ryggen måde. Jeg har allerede sendt hende en mail om, hvor jeg sidder, men jeg er ikke sikker på, at hun læser den. Der er trods alt kun fem minutter, til vi skal mødes. Og hun er jo fra Jylland. Tjekker de overhovedet mails derovre?

Hun kommer forsigtigt gående op af trappen, og jeg får på en eller anden måde skubbet mig op fra min liggende position og rækker min hånd frem for at hilse. Hun krammer mig i stedet, selvom det er første gang, vi nogensinde har set hinanden, og jeg smiler for mig selv.

Jeg skal drikke kaffe med Olivia.

Eller rettere: Jeg skal snakke med Olivia. For der er ingen af os, der rent faktisk drikker kaffe. Jeg drikker te fra, hvad der mest af alt minder om en utæt kop, og hun tager i ny og næ en lille tår fra flasken af vand, jeg har købt til hende. Hun er smuk, tænker jeg for mig selv. På sådan en måde, der giver mig et pludseligt behov for at passe på hende. Måske er det grundet hendes spinkle skikkelse eller hendes lavmælte stemme.

Jeg har bare lyst til at passe på hende.

Da vi begynder at snakke, bliver min beskyttertrang gjort til skamme, da det går op mig, at hun er et af de stærkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Og mens hun fortæller om tanker, der kunne være taget fra mit inderste, føler jeg pludselig, at det er mig, der skal passes på af hende.

Jeg snakker med Olivia om spiseforstyrrelser. Om anoreksi og ortoreksi – det at have overdreven fokus på sundhed og det at spise sundt. Om at kæmpe en kamp mod sig selv og sit inderste. Om at finde sin vej og om drømme om fremtiden, der hjælper os igennem nutidens svære stunder.

Hvornår mærkede du først spiseforstyrrelse? Det var lige omkring min konfirmation. Det er fem år siden. Hvor mine forældre blev skilt lige pludselig – det kom bare ud af det blå, at de gik fra hinanden. Jeg havde egentlig altid lidt frygtet det, men det er nok meget normalt. Jeg har bare altid haft en frygt for, at det skulle ske. Og så skete det, og det var vildt hårdt. Det hele gik bare lidt i opløsning.

Jeg har altid dyrket sindssygt meget sport og været aktiv, og har fået meget ros for det. Jeg fik anerkendelse for det.

Så begyndte jeg bare at dyrke mere sport, og så kunne jeg jo også lige spise lidt mindre. På den måde eskalerede det bare.

Kan du huske de første tanker? Var det tanker om, at du var for tyk? Det har egentlig aldrig været fokus. I hvert fald ikke i starten. Det synes jeg ikke. Det har mere været det her med, at jeg har kontrol over mig selv. At jeg har disciplin til at lade være med at spise og lige løbe lidt længere.

Folk tænker måske ofte, når det omhandler spiseforstyrrelser, at det er, fordi man eksempelvis føler sig tyk, men sådan var det ikke med dig? Nej, overhovedet ikke. Sådan synes jeg aldrig, at det har været. Det blev det nok i virkeligheden senere hen, da det blev et bevidst valg, at jeg blev ved med at dyrke så meget motion, som jeg gjorde og spiste så lidt. Men ikke i starten.

I starten var det kontrol? Ja, fuldstændig. Jeg havde brug for den der kontrol. Når alt omkring mig var kaos, så kunne jeg jo finde kontrol i det.

Hvornår gik det op for dig, at der var noget galt? Der gik lang tid. Der gik meget lang tid, før jeg selv erkendte det. Mine forældre vidste jo godt rimelig hurtigt, at det var ved at gå galt, man så det jo tydeligt i og med, at jeg tabte mig og gjorde nogle helt sindssyge ting.

Jeg tror selv, at du kender til det; at man bliver helt besat af det.

♥ Jeg nikker, mens jeg mærker et stik i maven. For ja, det kender jeg til. Jeg kender helt ekstremt meget til det. Men pludselig drager en ug kvinde, der i sandhed har kæmpet med det, paralleller imellem mig og hende, og jeg bliver pludselig pinligt opmærksom på den besættelse, hun omtaler. Som om min mulige fremtid sidder der foran mig, og advarer mig om, at hvis jeg ikke ændrer mine tanker og vaner, så kan det gå galt ♥

Man kommer bare ind i den her verden, hvor det er det, det hele handler om. Der gik i hvert fald et år eller halvandet – lang tid – hvor jeg tænkte: Jamen, det er da fint nok. Nu har jeg styr på det.

Fik du stadig ros og anerkendelse for din sport? Ja. Jeg dyrkede karate på det tidspunkt, og var egentlig god til det. Og så trænede jeg jo endnu mere, og blev endnu bedre, hvilket førte til at jeg faktisk blev optaget på et talentcenter.

Og det giver dig så mere lyst til at blive ved? Ja. Lige præcis. Det tænker jeg ikke ligefrem, var særlig godt for mig… Men det blev jeg, og så var det jo bare træning hver weekend og flere gange om ugen. Værre og værre.

Man kommer bare ind i den her verden, hvor det er det eneste, det handler om.

Hvornår stoppede du så op? Jeg stoppede ikke selv op. Det gjorde mine forældre, da de slæbte mig med ud på Center for spiseforstyrrelse i Risskov nær Århus.

Hvornår blev du det? Det blev jeg i – det er svært at huske – i ’14 eller ’15 eller noget i den stil. Jeg gik i rigtig lang tid selv med det, også fordi mine forældre havde så meget andet at bøvle med grundet skilsmissen og nok også fordi ingen af os egentlig vidste, hvad det var jeg var ved at rode mig ud i.

Hvem fik dig tilknyttet det center. Var det dig selv, der sagde, at du ville have hjælp? Det var mine forældre, der hev mig med til min egen læge, som med det samme sagde, at jeg skulle henvises der til. Så gik jeg derude i halvandet års tid.

Jeg er stadigvæk tilknyttet der til, men går der ikke så meget mere.

Men ja, der gik cirka halvandet år, hvor jeg gik derude. Og jeg blev bare ved med at tabe mig. Det hænger nok sammen med deres tilgang til det. De havde det meget sådan med: Nu skal du spise det her mad, så tager du på og så har vi fikset det. Det vi snakkede om var, hvad har du så gjort i denne uge for at vægten sagde, som den gjorde. Det var det, det handlede om. Så jeg følte ikke rigtig, at der blev taget stilling til mig. Olivia.

Jeg manglede, at der var nogle, der lyttede til mig. Hvilke behov jeg havde, hvilket problem det var, jeg stod i, i stedet for, at jeg bare var et tal på vægten. Det var ubehageligt, at det var det tal, der skulle afgøre, om jeg havde klaret det godt eller dårligt. Sådan var det hver uge, og jeg synes bare, at det var nedslidende.

Jeg synes næsten, at det gjorde det værre. Det der med, at jeg bare blev det der tal på vægten, og det var så det, mit liv handlede om.

Så det handlede pludselig endnu mere om kontrol og tallet på vægten, end det gjorde før? Ja på en måde. Jeg følte også lidt, at jeg var en fiasko, hvis jeg havde taget på, for de forventede jo ligesom lidt, at hvis man har anoreksi, jamen så taber man sig jo. Det var i hvert tilfælde min opfattelse af det.

Så du følte rent faktisk, at når du gjorde “det rigtige” og tog på..? Så gjorde jeg det forkert.

Fordi du så ikke passede ind i deres idé? Ja, at jeg ikke passede ind i den kategori af spiseforstyrrelsen. Men det var nok i højere grad min egen ide.

Så der har bare været så mange elementer, der har presset dig i forhold til, at du har følte, at du skulle leve op til andre folks forventninger? Ja. I stor stil.

Efter det halvandet år jeg gik der, der kunne alle jo godt se, at det ikke førte til noget. Så jeg blev indlagt. Jeg var indlagt i omkring fire-fem måneder. Det er nok det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var bare virkelig voldsomt at komme fra at føle, at jeg havde så meget styr på mig selv og mit liv, og så komme derind, og så blev alt bare taget fra mig. Der var sådanne nogle faser, hvor første fase var der, hvor man lige er blevet indlagt, der skulle jeg bare sidde i en rød sofa hele dagen lang omgivet af personalet. Jeg måtte ikke være alene, døren skulle være åben, når jeg lå og sov. Vi sad ved sådan et firkantet bord i stilhed og spiste vores mad.

Puha. Jeg får det helt dårligt ved at tænke på det.

♥ Jeg kigger ned på det lille firkantede bord, vi sidder ved lige nu, og forsøger at sætte mig ind i følelsen af at miste den kontrol, man så desperat har kæmpet for at få. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hende og tænke, at det kræver så ufattelig megen styrke og tale om det, som hun sidder og gør lige nu. Lige her ved det firkantede bord ♥

Det her med, at jeg ikke selv kunne styre det. At der var andre, der sagde til mig, hvad jeg skulle spise, og hvor meget jeg skulle spise. Det blev så sygeligtgjort, og jeg tror, at det var endelig der, at jeg fik opfattelsen af, at jeg var syg.

Der var noget galt. For jeg kunne også se de andre – det er jo ikke normalt og sidde og skære en rugbrødsmad ud i 40 stykker altså.

Så du blev sat i kategori med nogle, som du godt kunne se var syge, og så gik det op for dig, at du også selv var syg? Ja. Den var nok heller ikke helt god hos mig.

Og du fik heller ikke lov til at dyrke motion? Nej, det gjorde jeg ikke. Det blev fuldstændig taget fra mig. Det var nok egentlig også det, der var mit problem, det der med motionen. For jeg har egentlig aldrig været i spisestop. Jeg har bare altid dyrket sindssygt meget motion. Og så blev det bare fuldstændig taget fra mig – så sker der det, at man pludselig ophober en masse væske i kroppen, fordi man skærer ned på motion og spiser mere mad, så jeg tog sindssygt meget på lige der i starten. Og det var bare ubehageligt.

Mega angstprovokerende. Det er jo det, man frygter. Det er jo derfor, man er der.

Da du går fra fase et til fase to, bliver det så nemmere? Der skete jo en udvikling – jeg fandt ud af det der system, at det var sådan, man gjorde. Min vægt stabiliserede sig lidt. Så vænner man sig lidt til det og til hverdagen derude. Så ja, jeg synes, at det blev bedre. Men det var stadig sindssygt hårdt.

Følte du dig stadig som et tal på vægten, eller blev der snakket med dig? Der var sindssygt mange grupper. Det er meget gruppebehandling, de tror på. Men jeg tror altid, at jeg har været meget vant til, at man skulle klare sig selv. Så jeg åbnede mig ikke rigtig op. Jeg fik ikke sagt, at nu har jeg det altså dårligt. Jeg gjorde bare lidt, hvad de sagde. Jeg satte lidt en facade op, tror jeg. Jeg tror, at hvis jeg havde åbnet mig, så havde jeg kunne få den støtte mentalt. Men det gjorde jeg ikke. Så det blev bare lidt det samme.

Er du blevet bedre til at åbne op? Jeg er blevet bedre til det, men jeg synes stadigvæk, at det er svært. Det der med at bede om hjælp. Det føles lidt som et svaghedstegn.

Hvor er du henne i livet nu? Lige nu går jeg i 3.g. Jeg har endelig mest fokus på, og samtidig kæmper jeg jo stadig med at få et normalt forhold til mig selv og til mad og motion.

Jeg er langt i forhold til tidligere, men jeg synes stadig, at der er langt vej igen. Meget lang vej faktisk.

Jeg synes lidt, at det er håbløst, fordi jeg har gået med det i så lang tid. Det er blevet en indgroet del af mig. Og fordi der er så meget fokus på det i samfundet. Jeg synes, at det er sindssygt svært at få tankerne væk fra det. Det her med, at det fylder så meget i vores samfund – så føler jeg lidt, at jeg er forkert på den, hvis jeg tager på.

Jeg synes, at det er et problem, at der er så mange, der ikke kan styre det og ender ligesom mig.

Hvad vil du sige videre til Olivia om fem år? Hun skal lytte til sig selv. Mærke efter, hvad der egentlig gør én glad.

Og hvad gør dig glad? Det gør mig i hvert fald ikke glad at løbe 20 kilometer og spise ingenting. Det gør mig i højere grad glad at sætte mig ned med nogen, jeg holder af, og spise et stykke kage. Jeg tror, at det er det, der skal til, for at man får et langt liv. At lytte til sig selv.

Men det er jo også lettere sagt end gjort.

Hvad skal man gøre, hvis man sidder i den situation, du sad i, da du ikke sagde det til nogen? Skal man søge hjælp? Man skal sige det i hvert fald. Men det kan jo også være en frygt, for hvis man siger det, så er der jo noget, der bliver taget fra én. Kontrollen. Så jeg tror, at man skal være bevidst om at sige, at det er dét, man frygter. Så det ikke ender med at føles som et overgreb. Fordi de fleste vil jeg nok sige, at så skal du stoppe helt med at træne osv., og det er sindssygt angstprovokerende. Det er vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan det hele på en gang. Det er et skridt på vejen at sige det. Og så bare tag det i små step.

Nu har jeg endelig fundet en psykolog, som jeg synes, jeg kan med. Og dét synes jeg, har hjulpet. Jeg synes i hvert fald, at der er sket en udvikling, siden jeg startede ved hende.

Jeg er kommet dertil, at nu gider jeg ikke mere. Jeg gider ikke at bruge mit liv på det.

Så det er en træthed over sygdommen? Ja! Det er det. Fordi det er fandeme opslidende hele tiden at gå og tænke de her tanker. At planlægge sit liv efter, hvornår jeg kan få lov til at træne og kan jeg undgå det der arrangement, for så kan jeg spise lidt mindre.

Har du en motivation, der holder dig igang? Jeg har været meget i New York på det seneste. Og jeg er bare blevet helt forelsket i den by. Så snakkede jeg frem og tilbage med min mor om, at jeg i mit sabbatår kunne flytte derover. Det har rykket noget i mig. Det er bare meant to be.

Jeg kan ikke være derovre, som jeg har det nu, for jeg er stadigvæk for styret af mine tanker om sundhed. Så der bliver jeg nødt til at være mere robust, for at kunne klare det. Og det skulle gerne ske sådan rimelig hurtigt. Så jeg bliver nødt til at tage mig sammen nu, så jeg kan realisere det.

Så det er blevet dit nye mål? I stedet for et mål om at løbe 20 kilometer, så er dit mål at blive rask, så du kan komme til New York? Ja. Og det er meget motiverende! For jeg kan godt se, at jeg ikke kan være derovre, hvis jeg stadig går rundt i sådan en bobbel.

Hvad synes du, at man kan gøre for at undgå, at man kommer ind i den onde cirkel af for meget fokus på sundhed? Løsne tøjlerne. Tage et bevidst valg om, at nu går jeg altså ud og køber en pizza eller et eller andet. Virkelig. Ellers så ender man et helt forkert sted, hvor man på ingen måder er glad.

Hvad drømmer du om? At komme til New York. Og så komme helt af med det her lort. Jeg tror altid, at jeg vil have noget af det i mig, men jeg tror på, at jeg kan arbejde mig ud af det.

Jeg slukker diktafonen og skubber den oversvømmede underkop og kop væk fra mig. Vi pakker vores ting sammen og går igennem det solrige og kolde København, for at finde et sted, der kan virke som baggrunden til vores hurtige photoshoot. Da vi har taget billederne bevæger vi os tilbage, mens vi snakker om julegaver, julemad og min snarlige afslutning på mit studie. Det føles som om, at jeg pludselig ikke kan andet end at snakke om mig selv. Måske har jeg en underbevidst fornemmelse af, at jeg skylder hende det. Efter at hun har beæret mig med hendes historie. Jeg lyder som et røvhul, mens jeg fortæller hende om min gaveliderlighed, og jeg vælger at sige farvel og dreje af, inden hun mister alt for mig.

Da vi skilles er det med tanken om, at jeg skal få vores møde ned på papir med det samme. Men inderst inde ved jeg godt, at det ikke kommer til at ske med det samme. For der er stadig noget, der holder mig tilbage. Stadig noget, der driller på indersiden af mine tanker. Noget, der ikke helt vil lade mig skrive endnu.

Før nu.

followwho

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: DANIEL ISHØJ

image

Hans biografi bør have en vippe på forsiden. For han er mester i at springe ud. Ud i livet, ud i sine drømme, ud i forsøget på at slukke den ekstreme skabertrang, der brænder i ham

Forretningsmanden i jakkesættet ved siden af mig, stopper mig i min tankerække med en eller anden konstatering om, at det altså er mærkeligt, at man altid ender herude i midten af lyskrydset, fordi der kun bliver grønt på den ene side, men ikke den næste. Jeg griner høfligt og sender ham et distanceret svar, mens jeg tænker over, at den der lædermappe han bærer rundt på, får ham til at ligne en kliché fra en 80’er film om Wall Street. Han fortsætter med at snakke til mig, mens vi går over vejen, indtil jeg ser mit snit til at nikke pænt farvel til ham og skynde mig i den modsatte retning. Jeg har ikke lyst til at blive hevet ud af mine tanker af klichéfulde bankmænd med dybe, filosofiske konstateringer om trafikken i København.

Selvom en så snæver og mærkværdig refleksion dog egentlig passer meget godt til mig, når jeg nu tænker mig om.

Men lige nu har jeg bare behov for at tænke for mig selv. Tænke og lukke min hætte tættere omkring mit efterårskolde hoved. For det er blevet koldt udenfor, og jeg aner ikke, hvor jeg skal hen. Der ligger cirka 133 af den generiske kaffebar, som han gerne vil mødes på.

Hvordan fanden finder jeg frem til den rette?

Jeg er her en time for tidligt, og skriver en besked til ham om, at jeg er der nu. Den er vist formuleret venligt a la: Du kommer bare, når du kan. Men den er mere ment som en reminder om, at han gerne må skynde sig. For det virker som om, at provinsen trækker ekstra meget i mig i dag. Måske er det kulden, måske er det savn, eller måske er det grundet det faktum, at jeg lige pludselig er ubehageligt klar over, at det er noget ruskende galt med lyskrydsene i indre by.

Fanden tage dig, mappedyr.

Jeg bestiller en koffeinfri latté og formår at fylde hele fire sæder i en bås nede i hjørnet med mine poser, tasker og trætte røvballer. Kvinden bag mig spørger, om hun må låne en oplader, og som det provinsbundne menneske jer er, spørger jeg blot: Hvilken slags? Jeg har dem alle med.

Gud forbyde, at jeg skulle ende uden strøm et sted mellem Borup og Hvemfuckbordogher?

Jeg havde planlagt, at jeg skulle arbejde lidt, før han kom, men det virker som om, at mine tanker er andetsted end lige der, hvor jeg er i stand til at skrive dybe tekster om ternede bukser. Jeg tænker på ham, jeg skal møde. På det menneske han er. Og jeg kommer frem til, at han er et af de bedste af slagsen. Uselvisk, betænksom, overskudsagtig og kærlig.

Og jeg er efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt det mon til dels er på grund af den historie, han skal fortælle i dag, at han er sådan?

Inden jeg kommer frem til et svar, kommer han gående ind. Jeg betragter hans hurtige skridt og hans kærlige ansigt, og det går op for mig, at jeg faktisk har mailet mere, end jeg har snakket med ham. Mine tanker forvilder sig straks ud i en dyb filosofisk refleksion omkring vores forhold til hinanden i det senmoderne samfund, men jeg afbrydes af et varmt kram.

Et varmt kram fra Daniel.

For det er ham, jeg skal snakke med i dag. Han er 21 år, teknisk geni, bloggernes go-to tekniske fairy godmother, men mest af alt er han en inspirerende mand, der gentagende gange har taget så modige valg, at jeg får åndenød bare ved tanken. Han sætter sig ned og jeg bestiller en kaffe til ham. Han vil overføre penge for den, men jeg nægter. En kop kaffe er en ringe pris at betale for alt det, han gør for mig dagligt. Og som jeg tænder diktafonen, kigger jeg ham i øjnene. Og så begynder vi at snakke.

Vi snakker om at kæmpe med sin egen seksualitet, sin egen identitet, om at skifte retning så drastisk, at det kan få ens hoved til at dreje rund. Vi snakker om at finde sig selv og følge sine drømme, alt imens man kæmper med en gigantisk skabertrang.

Jeg har drukket kaffe med Daniel.

♥ Jeg tror, at det der gjorde udfaldet var, at jeg selv accepterede det. For det var rigtig svært i starten.

Men hvordan fanden når man der til? Altså at acceptere det selv? Godt spørgsmål… Jeg havde faktisk sex med den første fyr, da jeg var 12 år. Det var mega tidligt. Jeg ved egentlig ikke, om det var, fordi jeg allerede dengang vidste, at jeg tændte på det. Det var først, da jeg var omkring 13 år, at jeg rigtig fik øjnene op for, hvad det var. Det var der, man begyndte at få seksuelundervisningen i skolen, og det virkede sgu lidt underligt for mig. Så oprettede jeg en profil på noget, der hedder Boyfriend, som er et online gay-community. Der begyndte jeg at snuse lidt rundt og fandt ud af, hvad det var.

Hvad pokker skete der egentlig så?

Det er jo en mega lang proces over virkelig mange år. Det er ikke bare sådan, at det lige pludselig står helt klart. Det er noget, der har ligget i mig fra day one. Men jeg fandt ud af, hvad homoseksualitet var, da jeg fik den her profil. Det gik op for mig, hvordan det hang sammen, og at det måske ikke var så unormalt. Men jeg synes ikke, at jeg var homoseksuel. Det havde jeg ikke lyst til at være. For jeg kendte ikke noget, der var det.

Det var man bare ikke.

Følte du, at der var en tydelig disharmoni imellem, at du sagde, at du ikke ville være det, og så den følelse du havde indeni? Lige præcis. For jeg blev jo ved med at gå tilbage til det. Jeg blev ved med at logge ind på den her profil. Men jeg havde ikke lyst til at være det. Jeg ville bare ikke. Det var en følelse af hele tiden at blive tiltrukket af noget, man ikke vil blive tiltrukket af. Det var dét punkt, der var rigtig svært at komme over.

Og så prøvede jeg at snakke med min mor om det, for vi har altid været mega tætte, og jeg ville jo egentlig gerne spørge hende lidt om det, mens samtidig sige: Hey, det er altså sådan her, landet ligger.

Men jeg kunne bare ikke få ordene ud.

Men så skete der et eller andet i mit liv, og jeg bliver mega selvsikker. Jeg bliver en person lige pludselig, opbygger noget identitet. Jeg er på det tidspunkt 15 år, og skriver til en veninde fra min klasse. Det er egentlig ikke en, jeg er synderligt tæt på, men hun er en, der ikke vil fortælle det til nogen, og så er hun også en, hvor verden ikke ville gå under, hvis jeg mistede hende. Jeg havde en sikkerhed i, at det ikke ville komme videre til nogen andre, og jeg havde en sikkerhed i, at jeg ikke ville blive svigtet.

Så på det her tidspunkt tror du, at folk vil droppe dig, når de fandt ud af, at du er homoseksuel? Ja ja. Bestemt. Hvis jeg ikke havde været bange for det, så havde jeg fortalt det til min bedsteveninde. Men det turde jeg ikke, fordi jeg var bange for, at hun ville droppe mig.

Det er egentlig lidt uhyggeligt, at du stadig har den tankegang? Det er hele tre år efter, at du begynder at finde ud af, hvem du er? Lige præcis. Jeg skriver en SMS til hende, hvor jeg fortæller hende, at jeg ikke vil have, at hun siger det til nogen, og at jeg egentlig bare gerne vil snakke lidt om det, og at jeg måske tror, at jeg også er til fyre. Jeg lagde lidt ud med, at jeg var biseksuel.

Hun er bare mega glad for, at jeg fortalte det til hende, og det kunne hun da ikke se noget galt i. Hvorfor havde jeg det så dårligt over det?

Og der havde jeg det sådan: Nå ja, hvorfor er det egentlig så slemt?

Hvor er det godt, at det var den reaktion, du fik. Jeg tror også, at hvis jeg var blevet cuttet af der, så var jeg nok ikke sprunget ud endnu. Jeg tror lidt, at det var hendes reaktion, der gjorde, at jeg turde at tage springet helt.

Min mor og min søster tager så på sommerferie, og der vælger jeg ikke at tage med. For jeg ved godt, at det var nu, at hun skulle have at vide, hvad der skete.

Det er også lang tid, du har gået med det? Det er virkelig lang tid. Det er virkelig mange år at gå og være usikker på sig selv, men også på om det man gør, nu er forkert. Det var virkelig svært at finde mig selv. Men de tager så på ferie, og jeg tænker, at når jeg nu ikke kan få mig selv til at sige det til hende, så sender jeg hende en SMS. Så kan hun også lige have tid til at tænke over sit svar, inden hun sender det afsted til mig. Jeg skriver hende en meget lang SMS, der slutter af med, at jeg håber, at hun stadig vil acceptere og elske mig, for den jeg er.

Og jeg sidder bare og kigger på denne SMS i virkelig lang tid.

Hvor meget svedte du der? Jeg svedte sygt meget. Det kan slet ikke beskrives. Den følelse jeg sad med i kroppen – jeg følte mig helt alene i hele verden. Det er lidt ligesom en film, hvor der sidder en lillebitte dreng inde i verdens største rum helt alene. Jeg sidder der helt alene og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan bare ikke få min finger til at trykke. Jeg retter, sletter, skriver til.

Og lige pludselig får jeg bare sådan en underlig energi, og tænker: Det er det her eller ingenting. Jeg klikker send, kaster min telefon på gulvet og så bryder jeg bare grædende sammen. Jeg hulker fuldstændig hæmningsløst.

Er der slet ingen form for lettelse i dig? Nej. Ingenting. Jeg bryder bare sammen.

Fortryder du i det øjeblik? Jeg tror, at jeg når at fortryde et kort øjeblik. Fordi jeg får den der tanke om, hvad nu hvis hun ikke kan acceptere det? Så har jeg mistet min mor. Hvem har jeg så tilbage?

Og der går lang tid. Der går virkelig lang tid. Jeg tror, der går en halv time, og jeg hører bare ikke noget. Det var ligesom at være til eksamen gange 50. Man sidder bare og ved ikke, om man er købt eller solgt. Lige pludselig tikker der en SMS ind, og jeg tør ikke åbne den. Jeg sidder bare og kigger på skærmen og tænker, at hvis jeg åbner den her og hun skriver, at hun ikke kan lide mig, så er hele mit liv ændret lige pludselig. Jeg åbner den, og der er en mega lang besked.

Hun skriver tilbage, at det ændrer ingenting overhovedet.

Var der nogen, der sagde, at de godt vidste det, da du fortæller dem det? Hun skriver, at hendes daværende kæreste havde sagt til hende: Jamen, vidste du ikke det? Og alle minde veninder var sådan lidt: Nå, fedt at du endelig siger det. Min mor skriver også til mig, at hun ikke vidste det helt, men nu hvor jeg havde sagt det, så var hun egentlig ikke overrasket over det. Et eller andet sted har hun jo godt set den komme. Men vi har også bare et meget specielt bånd.

Men jeg bliver stadig ikke lettet.

Jeg er glad, men jeg tænker stadig: Fuck, jeg skal jo også se hende om nogle dage. Jeg skal stå ansigt til ansigt med hende, og vi skal snakke om det. Det havde jeg ikke helt lyst til.

Så SMS’en var kun første skridt? Præcis. De kommer hjem, og der er faktisk ikke rigtig nogen, der ligger op til, at vi skal snakke om det. Om jeg havde det skidt med det? Det ved jeg faktisk ikke helt. Jeg synes måske også, at det var meget rart, at det ikke skulle gøres til en ting.

Så du følte ikke, at der var noget usagt? At folk gik på listetæer? Overhovedet ikke. Jeg gik lidt og ventede på, at hun ville sige noget, men omvendt havde jeg det også som om, at som dagen gik, blev luften mere og mere renset.

Begyndte du at føle dig lettet der? Det gjorde jeg. Med tiden. Efter alle disse år har vi jo selvfølgelig snakket om det.

Nu gjorde din mor ikke noget stort ud af det, da hun kom hjem, men har du et råd til andre pårørende, omkring hvad det allerbedste er at gøre? Det er så individuelt, om man vil have, at der bliver talt om det eller ej. Jeg tror, at det der var rigtig godt for mig var, at min mor lod mig komme til hende. Hun pressede ikke på.

Jeg synes måske, at forældrene til et barn, der springer ud, skal sige til barnet: Hey, jeg accepterer dig. Jeg synes, at det er fedt, du gør det. Jeg støtter dig. Og hvis du har brug for at snakke om det, så må du sige til.

Hvis det bliver for meget et krydsforhør og en masse spørgsmål, så virker det mere som et angreb end en oprigtigt interesse for forældrenes side.

Var det hårdt at springe ud overfor alle andre? Jeg kunne mærke i starten, der gik det mig rigtig meget på, at folk kastede ting efter mig eller råbte efter mig.

Gør de stadig det? Jeg oplever det stadigvæk, men overhovedet ikke i samme grad som dengang jeg boede i provinsen. For folk i København er bare generelt meget mere tolerante, fordi der er så mange forskellige typer. I provinsen er det bare mere snævert. Der har jeg oplevet rigtig meget. Både mig og min mor. Jeg tror både, at det var, fordi jeg var homoseksuel, men også fordi jeg qua min blog valgte at stille mig frem og sige: Hey, sådan er jeg.

Jeg oprettede bloggen i forbindelse med, at jeg sprang ud. Jeg tog det ikke sådan step by step med folk, min familie fik det at vide og så fik resten det at vide. Hele verden.

Jeg oprettede den egentlig med den tanke, at jeg gerne ville hjælpe andre. Fordi jeg selv havde haft svært ved at finde et forum, hvor jeg kunne få den her hjælp. Jeg følte, at jeg havde brug for en at snakke med, der ligesom lidt var i øjenhøjde med mig.

Men hvordan fanden går man fra at sidde og svede over at skulle sende en enkelt SMS, til at turde sige det til hele verden? Det sværeste var min mor. Fordi vi havde sådan et tæt forhold. Hun var ligesom det, der var vigtigst for mig, og dermed også den jeg var allermest bange for at miste. Så hvis hun var der, så kunne alle andre sådan set være lidt ligegyldige.

Hvad ville dit råd være til en person, der sidder i samme sted, som du gjorde dengang? Man skal undersøge. Snakke med folk. Det behøver ikke være nogen, man kender. Opret en profil uden billede, skriv til folk og find ud af, om det føles rigtigt. For man kan med det samme mærke det i maven.

Og så giv det tid.

Jeg tror også, at det er rigtig vigtigt, at man accepterer det selv og giver sig selv tid til at være OK med det. Hvis jeg havde sprunget ud på det tidspunkt, hvor jeg ikke selv helt havde accepteret det, så ville jeg nok også bagefter have været endnu mere usikker.

Men hvad så med at fortælle det til folk – hvordan gør man det? Det er der faktisk nogle stykker, der har spurgt om. Det er jo ikke, fordi der er en facitliste over, hvad der er rigtig og forkert. Det er jo, hvad man selv synes, er rigtig. Men jeg kan klart anbefale det her med at skrive det. At skrive et brev eller en SMS. For folk kan måske have tilbøjelighed til at komme med en chokreaktion i øjeblikket, der vil kunne skræmme dig, men med tekst har de tid til at tænke over, hvad de skal svare tilbage.

Hvad drømmer du om? Jeg drømmer om at blive ved med at være mig selv og være den bedste side af mig selv. Det kunne jeg godt mærke, var rigtig svært de første år.

På hvilken måde? Bare det at være mig selv. At være tro mod mig selv. Efter jeg er blevet ældre føles det som om, at jeg har fået styr på mit liv og det jeg vil. Det gør også bare, at man bliver lidt mere komfortabel i sig selv.

Du har også taget nogle store spring i forbindelse med din karriere. Hvordan finder man modet til det? Planen har altid været, at jeg skulle være revisor. Jeg skulle tjene en masse penge og blive chef. Det var bare det, jeg skulle. Men så kom jeg i gymnasiet, oprettede bloggen og fandt ud af, at jeg faktisk var lidt teknisk. Så begyndte jeg at hjælpe andre bloggere med det tekniske, og så var det faktisk direktøren for Bloggers Delight, der hev fat i mig og sagde: Hey, vil du ikke gerne have penge for det der?

Det var egentlig bare planen, at jeg skulle arbejde hjemmefra syv timer om ugen. Den første uge arbejdede jeg 20 timer. Det var bare naturligt for mig. Helt fra start af. Og så blev det ligesom bare lidt min vej.

Så ventede der en fultidsstilling til mig hos Bloggers Delight efter gymnasiet, hvis jeg havde lyst til det. Og det ville jeg sgu gerne. Jeg startede mit eget firma Futureplanner.dk for snart et år siden. Fordi jeg kunne godt mærke, at jeg savnede noget ekstra kreativt. Jeg har altid været glad for at lave ting selv.

Tanken om at skabe noget kan jeg rigtig godt lide.

Jeg slukker diktafonen og kigger på Daniel. Han har ikke drukket halvdelen af den kaffe, som jeg betalte dyre domme for. Før mine tanker forsvinder væk en vredes svada omkring priserne på kaffe i København, er der en anden tanke, der rammer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg nogensinde skulle skrive Daniels biografi, så skulle overskriften handle om at springe ud. For som jeg sidder her overfor ham, virker det unægteligt som om, at det er det han er. Mester i udspring. Om det så omhandler at springe ud som homoseksuel i en lille provinsby, om det er at springe ud i at tage en helst andet vej fra revisor til bloggen, eller om det bare er at forfølge sine drømme.

Jeg smiler stille for mig selv, mens jeg forestiller mig Daniel stående på ti meter vippen i svømmehallen.

Vi rejser os og samler vores ting, og mens vi følges ned til Hovedbanegården fortæller han mig, at han har kæmpet med stress over den sidste tid. Det undrer mig ikke. Han er altid på. Både for os andre, men også med sine egne drømme. Jeg bliver pinligt berørt over, at jeg personligt ikke kan klare mere end en enkelt dag på farten, før jeg er blevet træt. Men sådan er det ikke med Daniel.

Og det udstråler fra ham.

Alene hans nærvær efterlader mig med en følelse af store ambitioner, en følelse af, at alting kan lade sig gøre. Og ikke mindst en følelse af, at provinsen slet ikke trækker i mig længere. Det gør Daniel til gengæld. For jeg tænker, at jeg måske kan blive lidt modigere, hvis jeg nu bare er lidt længere tid sammen med ham.

Da jeg står ud af toget på Næstved station har han overført 100 kroner til mig for kaffen. Jeg sender dem tilbage og modtager kort efter en besked om, at jeg skal lade være – sammen med 100 kroner, der igen er sendt til mig. Jeg sender 70 kroner tilbage og udbryder hårdt, at han fandeme da ikke skal betale 100 kroner for en kaffe, og at jeg nok skal få sneget de 30 kroner tilbage til ham en dag.

Så har jeg også en undskyldning for at være i hans selskab igen. Og det tror jeg, at jeg har brug for.

Jeg slår hætten op endnu engang og sætter musik i ørerne, mens jeg bevæger mig mod mit hjem. Jeg kan ikke få billedet af Daniel på vippen ud af mit hoved, og som jeg går over den korte fodgængerovergang med blot en lyskurve, smiler jeg en smule for mig selv. ♥

skaermbillede-2016-11-05-kl-16-23-34

followwho

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: EMILIE VINTERSBORG

img_0323Hun kan finde det smukke i sin mors host, og så mener hun, at vi skal gøre op med tabuet omkring sygdom

Det skal vist til at regne, tænker jeg for mig selv. Men det er selvfølgelig en relativ bred udtalelse, der er dækkende for de fleste dage, når vi nu skriver Danmark i oktober. Jeg har stået på denne station flere gange, end jeg kan tælle. Det er måske derfor, at den virker så grå. Det er måske derfor, at hele denne by virker så grå. Fordi jeg forbinder den med forlæsninger i faglig formidling og gruppearbejde. Eller måske er den bare født mere grå end andre byers børn.

50 shades of pænt nederen.

Jeg trækker hætten tættere om mig, mens jeg går ud fra stationen forbi det der pizzasted, der ser tilpas snasket ud til at virke guddommelig. Jeg gik denne rute for to dage siden. Eller rettere sagt; jeg skulle have gået denne vej. Jeg endte med at gå forkert og forlængede min tur med cirka ti minutter. Men for enden af de ti minutter var der gode mennesker, højlydte samtaler over stearinoplyste borde, mad med fløde og andefedt og smukke damer med rød læbestift. Tanken om den lørdag aften i barmen af intelligente kvinder i selskab med samtaler om politik, kultur og tegnefilm løfter det grå slør af byen, som jeg ellers havde været så hurtig til at fordømme. Og som jeg kommer nærmere destinationen, virker turen pludselig helt hyggelig.

Hyggelig, men uvant. Altså ikke selve aktiviteten at gå – den har jeg efterhånden styr på – men jeg plejer normalt at sidde på min vante café inden møder som disse, sippe på en brandvarm kop te og gøre mig store tanker om det snarlige møde, mens jeg smiler til Henrik bag disken. Jeg ved egentlig ikke, om han rigtig hedder Henrik, men vi ses så tit, at jeg fandt det passende at give ham et navn.

Gad vide, hvad han laver i dag?

Det er helt mærkværdigt ikke at skulle forbi Fiolstræde, tænker jeg for mig selv, mens jeg skynder mig over krydset ved politistationen. Var der rødt? Muligvis. Men jeg har fart i benene og en uro i maven. Den er ellers svagt dæmpet af min vandren, men jeg kan mærke, at jeg stadig er nervøs. Ikke for selve selskabet jeg skal være i, for det er nok det rareste, jeg overhovedet kunne forestille mig – det kan bedst beskrives som manifestationen af et varmt kram og et stort krus kakao – men jeg er nervøs for det, vi skal snakke om. For det er et emne, der gør mig helt ør bare ved tanken om det. Jeg kan slet ikke forestille mig at leve i det.

At leve med en mor, der er kronisk og livstruende syg.

Jeg ryster en smule under min frakke og kigger på den unge mand, der pludselig ombestemmer sig drastisk og drejer om for at gå ind i kebabbutikken, han netop var gået forbi. Jeg skal snakke med Emilie. Mille. Der er ikke rigtig nogen, der kalder hende Emilie – det smager ligesom forkert. Ligesom min frygt omkring emnet vi skal snakke om, pludselig gør det. For med Mille skal man ikke være bange for ærlighed og sårbarhed.

Der skal man omfavne det.

Jeg kan se hendes lejlighed, mens jeg står og venter på, at der bliver grønt. Og ventetiden giver mig mulighed for at dvæle lidt ved den person, jeg skal mødes med. Nok den stærkeste jeg overhovedet kender. Den mest frembrusende. Den mest lige til i hele flokken. Og det giver mig en ro på. En følelse af, at jeg skal hjem til provinsen.

Hun har stillet kage på bordet, da jeg kommer ind i varmen, og det bekræfter min følelse af at være hjemme.

Jeg siger ikke noget om min slankekur, men kigger i stedet rundt i den fantastiske lejlighed. Det er vist en kollegielejlighed, men det er den smukkeste, jeg nogensinde har set. Vi spiser kage, før jeg tænder diktafonen. Vi snakker lidt om lørdagens strabadser og om, at hende og hendes kæreste endte på en bøssebar klokken lort om morgenen. Det undrer mig ikke.

Og så begynder vi at snakke.

Vi snakker om at leve med en mor, der har cystisk fibrose. Den stærkeste mor i universet. Om at finde det smukke i det tragiske. Og om at være OK i en situation, der er alt andet end. Og som jeg kigger på hendes varme, smilende ansigt kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvordan man dog kan være stærk. Så stærk og så fantastisk god til at vælge kage.

Jeg slikker resterne af min éclair ud af min mundvige og så begynder vi.

Hvad er jeres historie? Der er tit mange, der ikke kan forstå, at hun kan leve så længe, når jeg forklarer, hvad det er. Det er jo, fordi det angriber forskelligt. Det er en kronisk, arvelig sygdom, der er en kromosomfejl på kromosom nummer syv. Det hedder Cystisk fibrose. Jeg tror faktisk, at det er hele fem procent af den danske befolkning, der er bærer af cystisk fibrose. Jeg er eksempelvis bærer, fordi min mor er dobbelt-bærer og syg. Men jeg kan slet ikke mærke det. Det er bare noget, der er i mine gener. Jeg er sindssygt dårlig til biologi. Jeg er meget mere kreativt tænkende.

Men det vil så sige, at hvis min kæreste, Alexander, og jeg skal have børn sammen, så skal han testes for at se, om han også er bærer, for hvis han er det, så har jeg ikke lyst til, at vi skal få et barn. Så vil jeg hellere adoptere.

Det er en sygdom, der går ind og angriber lungerne, og det kan også godt sætte sig i tarmene. Nede i lungerne har man sådan nogle små, fine fimrehår, der gør, at man kan trække vejret. Men når man har cystisk fibrose, har man et tykt lag slim i stedet. Lungerne nedbryder ligesom langsomt sig selv. Man bliver kvalt. Og så kan folk med CF heller ikke optage fedt igennem mad, så min mor tager piller, der nedbryder fedtet.

Og så er der bare rigtig mange bivirkninger i deres medicin. Når min mor er på noget, der hedder IV-kur – det er hvor hun i cirka fjorten dage, sidder seks timer om dagen og giver sig selv sprøjter – der er der noget i det medicin, hun får, der gør, at hendes vener bliver meget porøse og klapper sammen, så hun faktisk ikke kan få den her medicin.

Din mors historie er ret utrolig, er den ikke? Min mor er fra 63, og dengang var det meget normalt, at hvis man blev omkring skolealderen, så var det godt gået, men så døde du også, når du var omkring tyve. Fordi lungerne og kroppen simpelthen var slidt op på det tidspunkt. Min mors lillebror havde også cystisk fibrose, og han var faktisk den første i Danmark, der skulle have en hjerte-lunge transplantation. Han døde inden, han fik den. Han var 21, da han døde. Det var i 88.

Det tror jeg, var rigtig svært for min mor. At have en lillebror, som hun følte, at hun skulle passe på, der også havde den samme sygdom. Min mor er 53 nu, og har det godt. Hun har nogle udfordringer, men der er nogle, der er meget mere ramt af det, end hun er. Min mor har altid haft meget fokus på sin egen sundhed. Hun har altid dyrket sindssygt meget sport. Og yoga. Hun laver vejrtrækningsøvelser, spiser meget sundt og har altid været meget opmærksom på at gøre nogle gode ting. Og det tror jeg helt klart, har hjulpet rigtig meget.

Når ens krop er i en sund tilstand, så bliver ens mentale tilstand forbedret. Og det tror jeg, har hjulpet rigtig meget.

Hun havde engang en læge, der sagde til hende, da hun var 16, at sådan nogle som hende skulle ikke have børn. Det tror jeg, at hun tog lidt til sig. Det har hun i hvert fald fortalt mig senere. Men da hun mistede sin lillebror, der fik hun en følelse af, at hun ikke havde lyst til at være alene. Og så fik hun mig.

Og du var det første barn af en person med CF, ikke sandt? I Danmark, ja. Jeg er den første, født af en mor med CF. Det var en ret stor ting dengang. Grunden til, at der ikke var særlig mange, der havde fået børn, var fordi de ikke blev gamle nok til at få børn. Og så fordi en graviditet for en rask kvinde er hård, så for en der er syg, er det endnu sværere.

Jeg blev født søndag aften, mens mine forældre spillede 500. Min mor vandt!

Fylder tankerne om din mors sygdom i dag? Jeg tænker i hvert fald på det en gang dagligt, men det er også, fordi jeg tænker på min mor. Da jeg var lille, fyldte det egentlig ikke særligt meget, men efter jeg er blevet ældre og er flyttet hjemmefra, kan jeg godt mærke, at jeg tænker ret meget over det.

På hvilken måde? Ja, det er det. For mig behøver det ikke at være en negativ ting. Jeg kan også godt bare tænke på, at det er fandeme godt gået af min mor. Det fortjener hun. Det er ikke altid, at jeg tænker “puha, nu får jeg det dårligt”.

Engang imellem kan jeg godt få følelsen af, at jeg bare skal hjem til Næstved nu. Bare hjem til min mor og hygge. Og så gør jeg det. Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og er angst. Eller specielt bange for at miste min mor. Det tror jeg, vi alle sammen er på en eller anden måde – vi er jo alle sammen bange for at miste vores forældre. Om det er, fordi min mor er syg, eller hvis hun havde været rask, så ville man jo stadig være bange for at miste sin mor.

Hvordan når man til et sted, hvor man ikke er angst over det? Jeg har jo aldrig kendt til andet. Jeg er vokset op med en mor, der er syg. Det er ligesom mit vilkår. Min mor og jeg har altid snakket rigtig meget om det – siden jeg var helt lille. Vi har aldrig været bange for at tale om det overhovedet! Min mor har altid været rigtig god til at sætte ord på sine følelser og til at spørge ind til mig. Det har aldrig været et tabu. Hun har også altid sagt til mig, at det er OK, hvis man er bange for det.

Skal man bare snakke om det? Også som pårørende? Ja! Jeg kan huske, at dengang jeg var lille, der syntes jeg, at det var sindssygt irriterende, at hver gang jeg mødte folk, der var det første de spurgte mig om, hvordan min mor havde det. De spurgte aldrig om, hvordan jeg havde det. Men det kan jeg godt forstå nu. Jeg synes ikke, at det er et tabu. Jeg synes, at det er vigtigt, at man taler om det.

Har det formet dig som person? Det har jeg faktisk tænkt ret meget over. Jeg ville gerne sige, at jeg ikke tager ting for givet og sådan noget, men det gør jeg jo stadig. Men jeg tror, at det har formet mig på den måde, at jeg bedre kan sætte mig ind i, hvis folk eksempelvis er syge. Og så tror jeg også, at det har formet mig på den måde, at jeg ikke giver en fuck for små ting. Jeg har det sådan, at hvis du har flækket en negl eller brækket din hånd, så er det sgu ikke jordens undergang. Det kunne være meget værre.

Jeg tror også, at det er derfor, at jeg selv har en relativ høj smertetærskel. Der skal meget til, før jeg bryder sammen og synes, at det er synd for mig. Eller synd for andre. Det er jo ikke, fordi jeg er mindre empatisk af den grund, men det er, fordi jeg er klar over, at der er noget, der kunne være meget værre. Og så skal man være glad for, at man bare har brækket armen.

Men har du så tendens til ikke at passe nok på dig selv? Ikke at tillade dig selv at være ked af det? Jeg har altid været en bulderbasse. Her for noget tid siden faldt jeg og brækkede mit håndled på snowboard, og så ringede jeg hjem og fortalte det til min mor, hvor min mor så svarer: Nå, jamen bare du hygger dig!

Nu er alle situationer så forskellige, men hvis du skulle give en person i dit sted et råd, hvad ville det så være? Man skal tænke på, at det ikke er en selv, der er syg – det er ens pårørende. Man kan seriøst selv blive syg af at gå og tænke så meget over det. Det er rigtig vigtigt, at man sørger for at snakke med den person, der er syg. Man skal høre, hvordan de har det, men også lade dem høre, hvordan man selv har det. Hvis de ikke kan give plads til, at du kan fortælle, hvordan du har det, så bliver det bare envejskommunikation, hvor der tit kun kommer negative ting ud af det. Man skal sammen finde et rum, hvor man kan sidde og tale om, hvordan man begge to har det.

Jeg tror, at min mor bliver både klogere og stærkere af, at jeg fortæller hende, hvordan jeg har det med det. Ligesom jeg bedre kan sætte mig i hendes situation og forstå hende.

Det virker som om, at du altid har haft meget nemt ved at snakke med din mor om det? Det er også, fordi jeg kun er vokset op med min mor, så vi er gået i en form for symbiose. Som egentlig i andre henseender måske lyder negativt. Men i dette tilfælde er det ret sundt, synes jeg. Jeg prøvede faktisk i gymnasiet at gå til psykolog, fordi jeg skulle tale om, hvordan det var at have en syg mor, men det fungerede slet ikke.

Hvorfor ikke? Jeg følte ikke, at hun forstod min pointe. Jeg følte, at når jeg sad og fortalte om det og sagde, at jeg havde det fint, så troede hun ikke på mig.

Så hun prøvede at pådutte dig en smerte, du ikke oplevede? Lige præcis! Jeg havde det som om, at jeg skulle sige, at jeg havde det dårligt, men det havde jeg egentlig ikke. Jeg følte, at jeg sad og spildte hendes tid og min egen tid, fordi jeg havde det fint nok. Og hvis jeg skulle snakke om det, så ville det være meget nærliggende, at jeg snakkede med min mor om det.

Er dine fremtidstanker præget af din mors sygdom? Nu har jeg fundet min kæreste, og hvis vi skal giftes, ville jeg rigtig gerne have, at det var min mor, der fulgte mig op til borgmesteren. Det ville være fantastisk. Men det er ikke, fordi jeg føler, at jeg skal give mit mor et barnebarn, eller at hun skal nå at opleve det her sammen med mig. Det er stadigvæk mit liv, og jeg tror ikke, at min mor ville synes, at det var smart, at jeg fik børn nu.

Hun har aldrig påduttet mig, at jeg eksempelvis skulle starte familie. Tværtimod. Hun har altid opdraget mig til at være meget selvstændig og ikke afhængig af at skulle have en familie.

Hun har nogle gange gjort mig opmærksom på, at jeg skulle huske at tage hensyn til hende. At det var vigtigt for hende, at hun vidste, at jeg ville være der, hvis der var noget, der gik galt. Og der har jeg jo altid sagt, at jeg er der 100 procent. Men hun er så velfungerende, så det har faktisk aldrig været nødvendigt. Hun er en tough lady.

Men er det ikke hårdt som barn at skulle tage hensyn? Nej. Min mor har aldrig påduttet mig, at jeg skulle tage mig af hende. Det er noget, jeg ligesom selv har taget på mig, fordi jeg har haft lyst til det. Jeg har rigtig gerne ville give min mor den omsorg, som jeg synes, hun fortjener.

Da jeg var teenager og boede hjemme, der kan jeg huske, at jeg var meget selvretfærdig og syntes, at det var meget uretfærdigt overfor mig, at jeg skulle tage hensyn overfor min mor. I den periode handler det bare rigtig meget om en selv, og der blev jeg rigtig tit sur, fordi jeg syntes, at det var irriterende, at jeg skulle gøre de her ting for at gøre hende tilfreds, men når jeg sidder og kigger tilbage på det nu, tænker jeg: Hvorfor fanden gjorde jeg ikke bare mere? Der gik jo ikke noget af mig af den grund.

Som barn har hun aldrig bedt mig om tage sig af hende, for det har hun altid selv gjort.

Hun har været god til at afskærme mig fra hendes sygdom, da jeg var lille. Det eneste jeg kan huske, fra da jeg var barn, omkring hendes sygdom var, at der var en, der kom og stak hende i ballen engang. Og så havde hun sådan en inhalatormaskine, som vejede et ondt år og larmede fuldstændig sindssygt. Den brugte hun en gang om dagen. Hun sad i køkkenet, og så larmede det i hele huset. Det lød som et tog, der kom kørende. Og det gjorde hun en halv time. Men jeg kan huske, at jeg syntes, at det var rigtig hyggeligt. Jeg lå inde i min seng, og så kunne jeg høre, at hun sad derinde. På den måde var det meget betryggende.

Da jeg var lille, kunne jeg altid finde min mor i supermarkeder. Alle børn har altid gået tæt på deres mødre, men jeg har bare løbet rundt, fordi jeg kunne altid høre hende. Hun har sådan et meget karakteristisk host, så jeg kunne altid finde hende igen. Jeg kunne altid høre, at det var hende – der er ikke nogen, der hoster på samme måde som hende.

Det lyder som om, at du er god til at finde de positive ting ved en situation, der i virkeligheden er ret trist? Jeg vil gerne se mig selv som et positivt menneske, selvom jeg faktisk tit er ret pessimistisk anlagt. Eller måske nærmere bare realist. Jeg tror, at det er, fordi det er vigtigt at fremhæve de gode ting også, så hun ikke bare bliver min mor, der er syg, men også bare min mor. Jeg tror, det er vigtigt, at hvis man sidder i en situation, hvor man har en forælder, der er syg, at man også prøver at vende den om og finde de små, sjove ting i ulykken.

Hvis min mor nu ikke var syg, så ville jeg ikke kunne genkende hendes host. Det er en meget personlig ting, noget meget intimt. Jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at finde de gode ting. Selvom det nogle gange kan være bitte små latterlige ting. Men når man sidder og tæller dem, så er der jo faktisk ret mange. Men der er også mange negative sider. Det er jo ikke rart, når hun ligger derhjemme og er helt grøn i hovedet, fordi hun er dårlig. Det er jo ikke rart.

Men til gengæld så synes jeg, at det er dejligt, at jeg kan komme hjem, når hun ligger derhjemme, købe sindssygt mange lækre ting til hende så hun kan ligge og hygge sig, og så mærke, at hun er glad for, at jeg bare er hjemme. Det er jo også en god ting. Det er der noget nærvær i. I stedet for bare at komme hjem, fordi der er mad. Det gør jeg ikke.

Selvom hun laver rigtig god mad.

Jeg slukker diktafonen og sipper lidt til min te. Den er blevet kold. Vi snakker videre om ingenting, men ender alligevel med at snakke om alt, og jeg når at tænde min diktafon igen. Jeg kigger på hende med en følelse af, at indlægget ikke kan stoppe her, hvor vi sluttede samtalen. Så jeg spørger hende, om vi kan gøre noget for at oplyse om sygdommen. Er der en side, jeg kan henvise til? Men hun fortæller mig, at hun hellere vil have, at jeg opfordrer folk til at blive organdonorer. Fordi det er så vigtigt. Ikke blot for personer med cystisk fibrose, men for alle.

Jeg nikker bekræftende til hende. Der er meget få sager i forbindelse med sundhed, der er vigtigere for mig end dette. Så vi bliver enige om, at jeg vil linke til en side, hvor folk kan tilmelde sig. Fordi det er så vigtigt. For os begge to. For os alle sammen.

Jeg rejser mig og krammer hende. Hun har den der type kram, der er lidt længere og varmere end andres. Det vidner om, at hun oprigtigt har lyst til at give mig det. Ikke blot sådan et modeblogger performa kram. Jeg slår hætten op, mens jeg går ud af døren og igennem den hæk, der allerede er trådt ned. Roskilde er stadig lige så grå, men jeg er ikke opmærksom på det længere. Jeg er endnu forblændet over styrken af den kvinde, som jeg lige har talt med. Jeg har altid vidst, at hun var stærkere end mig. Men hvor meget var jeg slet ikke klar over.

Jeg når at tænke for mig selv, at det er en smule tragikomisk, at jeg kan bryde mentalt sammen over en dårlig lønseddel, men hun kan finde styrken til at være et positivt menneske, selv når den vigtigste person i hendes liv, er kronisk syg.

Jeg hopper over krydset ved politistationen på vej op til stationen.

Jeg hører en ung mand hoste lige bag mig og smiler stille for mig selv. Det er selvfølgelig synd for ham, at han muligvis kæmper med en forkølelse, men jeg har pludselig fået en fornemmelse af, at det smukke er nødt til at blive fundet i det grimme og det grå. For det grå kan vi ikke undgå.

Som jeg træder ind på stationen, går det op for mig, at den har fået en anden betydning. Den minder mig stadig om forlæsninger, uholdbar gruppedynamik og grå tristhed, men den minder mig også om, at den tristhed i sig selv måske også kan være smuk. På sin egen lidt dystre måde.

Som en mors host, en regnvåd mandag, en grå by.

img_0328

followwho
Older posts