A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: CHRISTINA ALFIE ISKOV

p1010002-kopiHun har en tatovering, hvor der står, at intet er sort og hvidt og så kæmper karrierekvinden i hende mod sindet

Det blæser som bare fanden. Jeg har som altid lagt alt for lang tid ind imellem mine møder. Hvorfor kan jeg ikke være ligesom dem, der kommer fem minutter for sent i stedet for hende, der kommer to timer for tidligt? Jeg sender en SMS om, at hun gerne må skynde sig, så meget som hun kan. For jeg skal faktisk virkelig meget på toilettet og er ret træt i mine fødder. Jeg sletter begrundelsen og indsætter i stedet en løbesmiley, før jeg sender den afsted.

Min hætte blæser af og minder mig om, at det i sandhed er mandag i sin reneste forstand. Og mens jeg slår op i ordbogen under mandag for at se, om der er et billede af denne dag, beslutter jeg mig for at finde noget mad et sted. Det bliver stamstedet, hvor jeg bestiller en overpriced avocadomad og straks føler mig nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved mig selv som person. Sillewho, har du glemt, hvem du er? Jeg nyder varmen på min gennemblæste krop, mens jeg dvæler lidt ved den venlige, unge mand, de for nyligt har ansat. Jeg overvejer kort, om jeg skal præsentere mig selv som hende den mærkelig, du kommer til at se meget mere til.

Efter jeg har spist min mad, får jeg en besked fra hende, hvor der står, at hun er på vej. Jeg er ikke nervøs i dag. Det har jeg egentlig været alle de andre gange. Men denne gang skal jeg mødes med et menneske, der kender mine dybeste hemmeligheder. Ikke engang fordi vi kender hinanden særlig godt eller har gjort det særlig længe, men fordi vi på så ubehageligt mange måder er så ens, at det at holde noget fra hende ville være som at holde noget fra sit eget spejlbillede. Det kan godt være, at jeg ikke er nervøs, men er det et lille stik af frygt, der bider i indersiden af min mave?

Frygten for, at det endnu engang bliver så ægte og ærligt, at det gør lidt ondt.

Jeg skal mødes med Christina. Bedre kendt som Alfie af hendes venner. Et kælenavn, der passer perfekt til hendes fe-lignende smukke ydre. Hun har mælkehvid hud, rødt hår i en skarp page og så er hun lille og fin. Hun er projektkoordinator hos Danish Fashion Institut og hun er for mig indbegrebet af at kæmpe sig igennem hårde stunder og få succes.

Hun kommer ind af døren, mens jeg står og bestiller en kop te til hende. Hun krammer mig og jeg dufter til hende. Jeg mødes af en svag duft af parfume og blæst. Hun sætter sig ned og hiver den business-agtige blå skjorte over hovedet og ifører sig i stedet en vamset sweater, mens hun fortæller om det arrangement, hun lige har været til. Stemmen er livlig og øjnene er kærlige, og hendes selskab giver mig på en eller anden måde den samme følelse, som den varme cafés omfavnelse gav mig, da jeg netop var trådt ind fra blæsevejret.

Der går ikke længe, før jeg tænder diktafonen, og vi går i gang. Vi har snakket om dette møde længe, men det er aldrig rigtig blevet til noget før nu. Men nu snakker vi. Vi snakker om spiseforstyrrelse og medicin, om at skifte sted for at smide stemplet, vi snakker om at kæmpe sig ud af sin rolle som offer og om kampen imellem karrierekvinden og sindet.

Jeg snakker med Alfie.

Hvad har været den hårdeste udfordring i dit liv? Jeg tænker, at jeg vil fortælle lidt af min historie. For jeg har tænkt over, hvordan jeg skulle få sat ord på det.

Ja, så vi kan få lidt baggrundsviden? Det startede, da jeg var helt lille. Da jeg var omkring et år, der stoppede jeg med at spise i to år. Selvfølgelig fik jeg lidt, men man kunne ikke rigtig få noget i mig. Der er ikke nogen, der har vidst, hvorfor jeg holdt op med at spise, men allerede dengang sagde lægerne til mine forældre, at jeg havde anlæg for en dag at få en spiseforstyrrelse. Det sagde de om en baby på et år. Det har jeg selvfølgelig aldrig nogensinde fået at vide.

Jeg kan huske, at det startede, da jeg var omkring syv år, hvor jeg begyndte at gemme mad. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan tydeligt huske det. Jeg gemte maden i servietter og lagde det i lommer og så gik jeg ud med det, når vi var færdige. Grunden til, at det faktisk blev opdaget, var fordi jeg havde lagt det i min skraldespand inde på mit værelse, og så havde vores kat fundet det.

Kan du huske, hvilke tanker der lå bag? Følte du dig for tyk? Nej. Det var et problem med mad. Jeg tror måske, at der altid har været meget fokus på mad, fordi mine forældre fik det her at vide, da jeg var barn. Det har måske egentlig været en skade, fordi de har gjort det for meget. Jeg tror, at det var, da jeg var omkring 11-12 år gammel, at det gik rigtig galt. På det tidspunkt var jeg sygeligt fan af Mary-Kate og Ashley, og det tror jeg også tilføjede noget til min spiseforstyrrelse.

Fordi de er så tynde? Ja. Jeg startede i behandling som 12-årig, og det varede i fem år. Jeg var indlagt og gik til psykolog. Jeg starter snart til psykolog igen, for der er bare så mange ting, jeg aldrig har fået løst. Både med spiseforstyrrelsen, men også bare generelt mit hoved.

Der er blevet givet lidt slip på mig på et tidspunkt. Men tilbage til det andet.

Dengang jeg begyndte at have anoreksi, kan jeg huske, at jeg prøvede at fortælle det til nogen, men de kunne ikke forstå det. Der var virkelig ikke nogen, der kunne forstå det. Jeg tror ikke, at de kunne sætte sig ind i det. Og så tror jeg også, det kom sig af, at jeg blev mobbet.

Jeg har haft en grundig lorte barndom.

Det blev rigtig slemt i syvende klasse, hvor jeg så også fik min spiseforstyrrelse. Der kan jeg huske, at jeg rigtig tit bare gik ud på toilettet og græd og ringede til min mor. Kæft, hvor var det forfærdeligt.

Så begyndte jeg i 10. klasse i en helt anden by på en privatskole. For at komme væk. For jeg var ligesom stemplet som det her anoreksibarn.

Og du var endnu ikke ude af behandling, da du skiftede skole? Nej. Det blev faktisk bedre, da jeg startede der, for det var et helt nyt sted og helt nye mennesker. Jeg kan tydeligt huske, at der gik nogle år, og jeg havde været hjemme hos mine forældre, og så var der den her dreng, der boede på min vej, der kørte forbi mig på knallert og så råbte han bare: Dit skide anoreksibarn!

Det var flere år efter, og de kunne stadig huske det. Jeg er stemplet.

Kommer du nogensinde helt ud af spiseforstyrrelsen? Nej, det tror jeg ikke. Min psykolog – Vibeke – sagde altid til mig, at mit problem var, at for mig var det altid perfekt eller ikke perfekt. Det var sort eller hvidt. Hun gav mig et citat, som også er det, jeg har tatoveret, der lyder: Intet er kun sort eller hvidt. Der var slet ikke noget midt imellem for mig. Der var ingen gråzone. Og jeg kan mærke, at jeg stadig kun ser sort eller hvidt.

Dengang sagde jeg altid, at jeg tror aldrig, at jeg vil slippe af med den her spiseforstyrrelse, det kan godt være, at det bliver meget bedre, men tankerne vil altid være der. Og de er der stadig i dårlige perioder. De popper stadig frem nogle gange.

Hvad har hjulpet dig mest igennem din sygdom? Den der har hjulpet mig allermest er Vibeke.

Så man skal søge hjælp? Helt klart. Og så er det noget med at skifte. Skifte omgangskreds, skifte sted. Det med at skifte skole var det bedste for mig. Fordi man får lov til at starte på en frisk.

Ville det påvirke dig nu at komme tilbage og eksempelvis blive råbt af ham på knallerten? Helt klart. Det vækker noget i mig. Jeg kan heller ikke lide at være på min gamle skole.

En sjov ting: Jeg var ikke så køn som mindre. Rødt hår, lille og tynd – jeg manglede bare brillerne. Jeg kan huske de her populære drenge fra klassen, de ænsede mig jo aldrig, de var fucking ligeglade, men så for et år siden var der en af dem fra min klasse, der skrev til mig på Facebook, at ”ej, Christina, hvor ser du bare godt ud”. Som om det bare var fuldstændig glemt! Jeg blev simpelthen så sur. Nå, så nu synes du, at jeg er blevet lækker, så nu kan du godt snakke med mig?!

Hvor er Alfie så henne nu i sit liv? Jeg har været på medicin i nærmest otte år for angst og depression. Dengang fik jeg faktisk målt, at jeg manglede over 50% af det, der egentlig gør dig glad. Og efter jeg startede på medicin, blev tingene faktisk meget bedre. Jeg kan huske, at jeg havde det elendigt før, og det føltes som om, at jeg levede i en bobbel.

For en måned siden prøvede jeg at trappe ud, men det var forfærdeligt. Og det, der skræmmer mig sygt meget er, at der er rigtig mange mennesker, der ikke har kendt mig, hvor jeg ikke har været på piller. Selv min egen kæreste. Ni ud af ti af mine veninder. Ingen. Hvad hvis jeg bliver et helt andet menneske? Efter jeg prøvede at trappe ud og endte på skadestuen, der er det bare… Jeg ved fandeme bare ikke, hvad man skal gøre. Jeg tror også rent samfundsmæssigt, der er jeg blevet tabt. Fordi jeg endte med at sige til Vibeke, at jeg ville stoppe, fordi jeg bare ikke kunne overskue det. Jeg sagde nej tak til al hjælp, og så er jeg ikke rigtig blevet holdt øje med. Og hver gang jeg skal møde en ny psykolog, kan jeg ikke overskue det, fordi der er sket så meget og der er så meget historie. Nu skal jeg starte på noget nyt i næste uge, og jeg har det allerede sådan, at hvis det ikke er den rigtige psykolog med det samme, så magter jeg det simpelthen ikke. Og det er jo også en dårlig indstilling…

Jeg ved fuldstændig, hvad du mener. Jeg har det jo meget bedre nu, men der er stadig… Mine humørsvingninger kan stadig være rigtig grelle. Det er egentlig mest min kæreste, det går ud over. Fordi det er ham, jeg er tættest på, og fordi jeg tror, at jeg er blevet træt af, at alle altid ser mig som et offer.

Jeg håber, at folk der kender nogen, der har det svært, vil give dem en chance.

Jeg har også haft veninder, der har følt, at de ikke har kunne snakke med mig om deres problemer, fordi de føler, at deres problemer er ingenting i forhold til mine. Hvis det betyder noget for dig, så er det vigtigt.

Hvordan hjælper man bedst som pårørende? Man skal aldrig belære, men i stedet gøre opmærksom på, at man er der. At man ved folk er der, er nok noget af det vigtigste.

Hvordan er man karrierekvinde samtidig med, at man kæmper med sit eget sind? Det kan også være lidt et problem. Jeg har haft stress hvert år, fordi jeg har presset mig selv så meget. Så jeg vil virkelig råde folk til at slappe af og tage nogle sabbatår, men i særdeleshed at finde sin niche. Jeg elsker bæredygtighed, og det behøver ikke engang være indenfor modebranchen.

Så at have fundet din niche gør det nemmere for dig? Helt klart. Men man skal stadig ikke presse sig selv for meget, og jeg har en tendens til at presse mig selv for meget. Og det har også betydet, at jeg efter den fejlslagne udtrapning har været nødt til at udskyde mit speciale, fordi jeg har fået angstanfald igen og igen. Så sent som i aftes.

Det er en balance med at finde, det du kan lide, men også virkelig passe på dig selv. Og det har jeg fået at vide så mange gange i løbet af de sidste to år. Og jeg fløjter jo lidt på det.

Er det, fordi du føler, at du har et eller andet at bevise? Jeg tror dels, at det er det, og så er jeg jo inderst inde så meget en karrierekvinde – jeg er så målrettet. Jeg vil bare virkelig gerne sparke røv til nogle ting. Det her med, at der har været så meget lort, og nu har jeg endelig fået noget, som jeg rent faktisk er god til og har fået anerkendelse. Det er den første rigtige yes-feeling, jeg har fået.

Jeg er altid bange for ikke at gøre det godt nok. Og det er også virkelig stressende. Jeg ved ikke, om det er, fordi det er denne branche, jeg er i.

Hvordan håndterer du det? Det er jeg faktisk bare rigtig dårlig til at håndtere. Der tror jeg, at jeg er lidt af en tøs. Der kan jeg finde på at bombardere min kæreste eller en veninde med alle mine bekymringer, som egentlig er ligegyldige. Nogle gange skal jeg bare lige ud med det, og så skal de berolige mig. Jeg får altid at vide, at jeg kun fokuserer på det negative, men det er fandeme også svært kun at fokusere på det positive! Det er altid det negative, der fylder mest.

Tænker du dagligt over, hvordan du balancerer dit sind og din karriere? Her på det sidste, ja. Min kæreste er rigtig god til at mærke, om jeg er lige på kanten. Og så er han god til at sige: Ring, skriv, et eller andet, hvis der er noget.

Hvilke tanker gør du dig om at være på medicin? Er du ved at nå til et sted, hvor det er nemmere for dig at acceptere? Hvis det er noget, du vitterligt mangler fysisk, så er det jo bare det, det er. Man kan sammenligne det lidt med dem, der har sukkersyge, der skal have insulin. Det var faktisk dig, der sagde det til mig. Men inderst inde vil jeg ikke være på det altid.

Men accepterer du det, som det er nu? Det gjorde jeg jo ikke, da jeg besluttede mig for at udtrappe. Men det gør jeg nu, fordi jeg så, hvor forfærdeligt det var.

Men det blev også gjort forkert, ikke? Jo. Det blev gjort helt, helt forkert.

Hvad drømmer du om? Om bare at være sådan rigtig glad. Lykkelig. Eksempelvis som i går hvor jeg vågnede op og bare havde den her glade følelse. Jeg var rigtig glad, men så gik det pludselig op for mig, og jeg tror også, det var det, der resulterede i mit angstanfald. At jeg lagde mærke til, at jeg havde det så godt lige nu. Hvor tit har jeg så ikke den følelse?

Og så drømmer jeg virkelig om – sådan meget kliché – at have et arbejde med bæredygtighed, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Både for verden, men også for mennesker og miljøet. Jeg vil bare ikke ende i et job, hvor det handler om at tjene penge. Jeg vil virkelig gerne gøre en forskel. Der er så mange job derude, hvor det handler om at sælge forbrugerne noget lort.

Hvis du skulle give Alfie om fem år et råd, hvad skulle det så være? Prøve ikke at se alting så sort/hvidt. Og så skal hun prøve at hvile mere i sig selv. Det er sjovt, for der er virkelig mange, der tror, at jeg er så selvsikker og har ben i næsen. Det er sjovt, hvad man kan udstråle og hvad man kan føle.

Så om fem år skal hun indvendigt passe mere til det hun udstråler? Ja! Helt klart. Og så skal hun forhåbentlig ikke være på medicin. Og så skal hun lære ikke at tage så meget af det negative ind. Hun skal hæfte sig mere ved de positive ting og ikke gøre de negative ting større end de er. Finde gråzonerne.

Jeg slukker diktafonen og kigger på Alfie. Vi slår hurtigt over i snak om mine nye bukser, og om vi skal følges sammen i toget på lørdag. Jeg dvæler lidt ved, at det egentlig er utroligt, at vi kan gå fra at udkrænge vores inderste til hinanden, lige der midt i al larmen på en proppet café, til at snakke om benklæder og offentlig transport. Men måske er det netop det, der gør os til noget godt. At vi ikke altid er nødt til at grave i de svære ting, men også kan bruge lidt tid på de lettere.

Vi følges lidt henad vejen, inden hun drejer af for at gå mod en af vores fælles veninder. Jeg løber hurtigt mod toget og smider mig ind i vognen, der skal bringe mig mod provinsen. Jeg tager ikke min computer frem, som jeg ellers gør det, når jeg har været til disse møder. Det er dels, fordi jeg er træt, men mest af alt fordi jeg gerne vil have, at det skal være vores lille møde. Bare lidt endnu. Og indtil videre er mødet bare mit. Men det vil ændre sig, når jeg sætter ord på det. Når jeg sætter ord på det, og deler det med jer. Og det er jeg OK med.

Bare ikke lige nu.

Lige nu er det bare mig, Alfie og alle vores hemmeligheder.

♥ Jeg har lovet at tilføje, at man skal være velkommen til at kontakte Christina, hvis man har spørgsmål eller bare brug for at snakke. Hun kan kontaktes på christinaiskov@gmail.com

followwho

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: CECILIE

P1010010 kopi

Hun kæmper med at få den gamle kælling oppe i hovedet til at holde sin kæft, og så er hun bare virkelig godt på vej til at blive glad

Jeg lukker min hætte tættere omkring mig, mens jeg hopper over de regnvåde brosten og snævert undviger en morgensur cyklist. Jeg er endnu ikke blevet helt familiær med pulsen i byen. Det hele bevæger sig ligesom en smule hurtigere, end det gør i provinsen. Folkene, trafikken, livet, holdningen til indvandrere og teknologi. Jeg forsøger at fjerne en plet fra mit ærme, og skriver en mental note til mig selv om, at jeg nok har haft denne trøje på lidt for mange gange i den forgangne uge.

Min telefon er åbnet på krak. Ikke fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal hen, jeg kan bare godt lide at holde øje med, hvor lang tid der går, før jeg når frem til steder. Det er en mærkelig vane.

Jeg er på vej til en anden café i dag. Jeg har været på min stamcafé så mange gange med så mange forskellige mennesker, og jeg er bange for, at personalet efterhånden anser mig som en skummel type med ufatteligt mange partnere. Eller måske bare som en person med et ubehageligt tæt forhold til sin diktafon. Jeg bestiller en skål skyr med granola og slår mig i sædet. Han har puttet en fucking blomst i min morgenmad og jeg tilføjer officielt folk med forkærlighed for brugen af ukrudt på mad til min hadeliste. Jeg tygger forsigtigt på førnævnte haveaffald og tænker for mig selv, at det nok egentlig ikke var meningen, at den skulle spises.

Hun skriver en mail om, at hun er forsinket. Noget med regnvejr og en bus. Det passer mig mægtigt, for jeg har brug for at skrive lidt og gøre mig selv i stand.

Jeg får altid mad i hele hovedet, når jeg spiser skyr.

Jeg har brug for at skrive lidt, for at få de sidste mange dages indtryk ud. De fylder i mit hoved og gør det svært for mig at tænke. Men denne manglende tankeaktivitet betyder, at jeg ikke når andet end at tømme min skyr og min mailindbakke, før Cecilie kommer trissende op af trappen.

Jeg er akavet som altid og ved ikke, om jeg skal give hånd eller kramme, så jeg følger blot hende og ender heldigvis i et varmt kram. Jeg dufter til hende og når at tænke, at jeg oprigtigt er et krammemenneske. Hun slår sig ned og jeg henter hende en kaffe, og som jeg sætter mig foran hende, er jeg for første gang siden mine kaffedates startede, sikker på, hvad jeg vil spørge om.

For jeg oplever en brændende fornemmelse af at ville vide mere om hende, kende hendes historie, kende hende.

Og da jeg spørger hende, hvad den hårdeste oplevelse i hendes liv har været, sætter hun sig tilbage i stolen, som havde jeg leveret en mavepuster hendes vej. Og så begynder vi at snakke. Vi snakker om de tanker, vi ikke engang kan sige højt til os selv, om livets finurlige måde at ændre hele vores tilværelse på, om at slukke for stemmen på den gamle kælling oppe i hovedet og i stedet tænde gnisten på sin gamle drøm.

Jeg har taget en snak med Cecilie.

Hvad har været den hårdeste udfordring i dit liv? Det hårdeste var jo ikke at beslutte at få det der barn. Det var overhovedet ikke hårdt. Det var jo bare en beslutning vi traf på fem minutter.

Det var efter to måneder, I havde kendt hinanden, at I besluttede jer at få et barn sammen? Det var efter en måned. Fordi jeg var gravid. Jeg havde en tid hos min læge for at få p-piller, fordi jeg havde mødt ham her, og nu skulle vi jo være kærester. Og da jeg så sidder hos lægen, siger jeg til hende, at jeg faktisk måske er gravid. Hun tager en test, og den er negativ. Imens hun står med testen, spørger hun mig: Hvad nu hvis den er positiv? Og der siger jeg fuldstændig klart, at så skal jeg have en abort. For jeg kender ham jo ikke, og det er bare noget skidt.

Men den er så negativ.

Og så går der en uges tid, vi fester videre, vi er fulde hele tiden, jeg er lige blevet 21 og han var 20. Jeg kan jo godt mærke på min krop, at der sker et eller andet underligt. Jeg sidder til frisøren om fredagen, og hun er højgravid. Hun fortæller mig om, hvordan hun havde det i starten, og jeg var bare sådan: Fuck man, jeg er mega gravid. Efter stryger jeg over i Matas og køber en pakke med to tests, og skynder mig op i min venindes lejlighed. Der ryger jeg en cigaret, fordi jeg ved, at hvis den er positiv, så er dét slut. Jeg tager testen, og den er positiv. Og jeg er helt rolig. Jeg tænker: Det vidste jeg jo godt.

Og så kommer Thor ind af døren og siger: ”Sikke noget flot hår”.

Vi krammer og jeg holder krammet, og så fortæller jeg, at jeg er gravid. Og så står vi og siger ”ej, det kan vi ikke” til hinanden sindssygt mange gange, og så tror jeg, at jeg siger: ”men hvad nu hvis vi gjorde det?” og så begynder han at sige, at det kunne vi jo godt, og så kunne vi gøre sådan og sådan.

Det vil jeg gerne, siger jeg. Det vil han også gerne, siger han.

Hvad var det, der ændrede sig, fra du havde været til lægen? Det var ren fornuft. Jeg kan huske, da jeg gik hjem fra lægen – det har jeg aldrig fortalt nogen – ser jeg en dame komme ud med en barnevogn, og så får jeg det sådan helt irrationelt: Øv. Jeg har altid villet være mor. Men jeg tror aldrig, jeg var blevet det så tidligt, hvis det ikke bare var sket. Og så var jeg bare røvheldig, at det var med ham. Det er syv et halvt år siden nu.

Men hvad var så det hårdeste? Det svære kom, da vi havde fået nummer to. Det var hårdt at få nummer et, fordi det er hårdt at få børn, men det var ikke sådan hårdt i forhold til, når jeg ser andre. Når jeg ser mine veninder, der får dem nu, så er det totalt livsforandrende for dem. De har jo haft de her år til at være ego og til at køre deres eget liv, sådan var det ikke for mig. Jeg blev voksen lige der. Jeg havde ikke nået at være mig selv eller være voksen på en anden måde. Og i forhold til mig og Thor, så var det faktisk også meget nemt – vi var jo bare nyforelskede. Det var fuldstændig hedt samtidig med, at vi fik den her baby. Så på den måde var det nemt. Og så ville jeg lynhurtigt have nummer to. Jeg var nærmest skruk, da vi forlod fødegangen.

Så havde vi der to små, og så gik det galt for mig. Jeg var sindssygt perfektionistisk, og jeg var ung, så der var ikke nogen, der skulle sige, at det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg skulle bare gøre det på den helt rigtige måde. Jeg læste den ene bog efter den anden om børneopdragelse – hver gang jeg var i tvivl om et eller andet, læste jeg, hvad alle eksperterne sagde, og den der så sagde det hårdeste, gik jeg efter, for så var jeg på den sikre side.

Og lige pludselig bryder det helt sammen for mig.

Det viser sig at være noget OCD, som jeg i virkeligheden nok altid har haft. Faktisk fra jeg har været helt lille, da mine forældre blev skilt. Der begyndte jeg at have tanker om, at jeg skulle op og banke på kommoden et bestemt antal gange, og når jeg skulle tilbage til min seng, skulle mine ben ramme jorden et bestemt antal gange. Det blev til sidst sådan noget med, at jeg skulle tælle. Tælle bogstaver i sætninger. Hver gang jeg hørte en sætning – eller i hvert fald mange gange om dagen – talte jeg, om der var 16 bogstaver, fordi fire gange fire er 16, og min far fortalte mig engang, at min lykketal var fire, fordi jeg er født på den fjerde. Og hvis der ikke var 16 bogstaver, så lagde jeg enten nogle til eller trak nogle fra, så var der 16. Og så var der ro.

Det gør jeg stadigvæk. Mange gange om dagen. Men i dag generer det mig ikke.

Men det kom til at fylde ret meget på et tidspunkt, og det blev også til nogle tanker om nogle andre ting. Der kom mange tvangstanker om, hvad jeg mon kunne finde på at gøre. Især omkring mine børn. Om jeg mon kunne finde på at stille mig på en altan og smide dem ud. Og det kunne jeg jo ikke! Men jeg blev helt bims og tænkte, om jeg mon var syg i skallen og en forfærdelig mor. Jeg brød helt ned.

Så så jeg en dag det der Stjernerne på slottet, hvor ham Hummel-Christian Stadil fortalte, at han havde OCD i en eller anden facon, der passede helt vildt på mig. Jeg troede ellers, at OCD var noget med at vaske hænder. Jeg brød sammen ude hos min mor og sagde, at det kunne altså godt være det her, jeg havde. Hun begyndte at læse om det og sagde, at det passede jo fuldstændig på mig – du skal bare til psykolog.

Så hun fandt en psykolog til mig, som var specialiseret i sådan noget, og hende gik jeg hos igennem et år, og hun reddede det hele.

Hun lod egentlig mine tanker lidt være, og lod mig selv komme frem til, hvad der var galt. Og vi snakkede meget om det her med at være den perfekte mor, og om det overhovedet kunne lade sig gøre, eller om jeg bare skulle være en god mor. Jeg fik sindssygt meget ro på og fik det virkelig godt.

Og så fik vi nummer tre.

Det har været den nemmeste måde at være mor på. Jeg har ikke åbnet en bog eller tjekket, noget som helst om, hvornår han skal kunne det ene eller det andet. Min mor var helt fortabt, da hun skulle passe ham, fordi jeg ikke havde givet hende nogle instrukser. Det er fedt at være kommet dertil. Det er meget nemmere og sjovere.

Kæmper du stadig imod den indre perfektionist? Det gør jeg. Jeg har stadig en stemme i mit hoved, der kritiserer mig som mor. Der sidder en eller anden gammel dame, og når jeg gør et eller andet, som jeg måske ikke selv er helt stolt af, så sidder hun og siger, at jeg lige skal gøre det på en anden måde. Og det kæmper jeg med, fordi det er jo pisse irriterende, at der sidder en og skælder dig ud.

Hvordan får man hende til at holde kæft? Det ved jeg ikke… For hun er der stadig, men jeg tager hende ikke så alvorligt længere. Jeg har fundet en større ro i, at det jeg gør, det er OK. Jeg ville ønske, at hun forsvandt. Hun er alle de der perfekte mødre, og hun er Lola Jensen og hun er alt det, som man egentlig gerne ville være dengang.

Hvad drømmer du om? Jeg drømmer bare om at blive glad. Jeg er virkelig godt på vej derhen. Jeg har lige taget orlov fra mit studie, og jeg ved ikke, om det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort… Da jeg var ung, ville jeg være journalist, og så får jeg så de her børn, og så vil jeg læse til sygeplejerske, for det kan jeg ligesom se, at det kan jeg komme igennem, og det ville jeg være god til. Det gik jeg i gang med, og det gik rigtig godt. Jeg læste det i to år, og så begynder jeg på det her bloghalløj sidste år. Det med at skrive hver dag og få respons på det, det tænder den der skide journalist-gnist, som fornuften slukkede dengang. Jeg får en kontorplads sammen med en masse dygtige kvinder, og så tænker jeg, at nu må jeg ligesom give det et skud og satse ordentligt på det.

Så nu har jeg taget orlov.

Hvor finder man modet til at gøre det? Det ved jeg ikke, for det er virkelig hul i hovedet. Men jeg blev nødt til det. Jeg kæmpede virkelig meget med det, jeg lå og tudbrølede, fordi jeg følte mig totalt fanget af fornuften, af min alder, af det jeg burde, af økonomi og af at jeg ikke bare fucking kunne slappe af og blive sygeplejerske. Men det kunne jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg ville fortryde det og stå på en hospitalsgang om fem år og tænke: Fuck, hvorfor så du ikke lige, hvor det kunne være endt? Jeg tror, at det med at tage den beslutning dengang, hvor jeg valgte at beholde barnet, har lært mig, at det hele går. Man skal nok finde ud af det. Man er nødt til at gå efter mavefornemmelsen. For det så jo også sindssygt ud udefra. Jeg havde ikke noget sted at bo, jeg havde ikke noget job, jeg var fuld hele tiden, havde ikke nogen penge og havde godt nok den her kæreste, men det havde vi kaldt hinanden i en uge, og han var 20.

Men det går jo, når det skal. Man finder ud af tingene. Fordi man skal.

Hvis du skulle give dine børn et råd, hvad skulle det så være? Det skulle være det med mavefornemmelsen. Jeg håber virkelig aldrig, at jeg kommer til at presse dem til noget eller vise dem, hvad jeg synes, de skal gøre. For jeg håber bare virkelig, at de gør det, de gerne vil og det, som de tror på.

Så hvis din datter kommer som 21-årig og siger, at hun vil være mor, så er du OK med det? Så skal jeg være lige så sej, som min mor var. På den ene siden håber jeg det ikke, for det er jo svært, men på den anden side håber jeg jo, at hun gør det, hvis det er det, hun vil.

Det skal hun gøre.

Efter jeg har slukket diktafonen, bliver vi siddende. Jeg kigger på mit ur og tænker, at jeg skal hen og have afleveret de der sko, jeg skal have repareret. Men som jeg gør klar til at pakke sammen, begynder hun at spørge. Spørge ind til, hvad der fylder i mit hoved, hvad det er, der fik mig ned for fire måneder siden, og som havde hun hældt sandhedsserum i min vand, begynder jeg at fortælle. Fortælle om tanker jeg ikke engang har fortalt mine nærmeste. Om ting, der skræmmer mig selv. Da jeg har fortalt, er jeg blevet rød i kinderne, og hun tager blidt fat i min hånd og knuger den. Jeg kigger i et kort øjeblik på hende og skammer mig. Skammer mig og undrer mig. Hvorfor fortalte jeg hende alt det? Hvordan kunne hun få mig til at åbne op?

Og som rollerne skiftede, betragtede jeg hende med en barnlig taknemmelighed, der kun kan sammenlignes med den af et barn, der kigger på sin favoritlærer efter de har snakket om problemerne derhjemme.

Skammen over at have tømt ud på hende følger mig, mens jeg krammer hende farvel i den grå indre by. Men der er en anden følelse, der ligeledes følger mig. En følelse af tryghed. Hun sagde til mig over kaffen, at det var sygeplejersken i hende, der gjorde, at hun spurgte ind til mig. Men jeg tror, det er meget mere. Jeg tror, det er hendes godhed og empati, der virker som det stærkeste sandhedsserum på folk omkring hende. Det er moren i hende, der giver mig lyst til at sætte mig foran hende og fortælle hende alt.

Og mens jeg tænder for Krak og slår hætten op omkring mig, føler jeg mig træt og varmhovedet, men mest af alt forvirret. Var det ikke mig, der skulle få hende til at udkrænge sit inderste? Var det ikke mig, der skulle knuge hendes hånd i trøst? Jeg pakker mig ind for at holde kulden og skammen ude, da jeg mærker min telefon vibrere i lommen. Det er en besked fra hende. Hun spørger, om hun må give kaffe en dag. Uden diktafon.

Jeg smiler. Skammen er forsvundet som dug for solen, og mens jeg svarer, at det vil jeg meget gerne, tænker jeg, at jeg netop har tilføjet et godt menneske til mit liv.

Et sandhedsserum, et ærlighedsboost, en stærk kvinde.

Jeg slår hætten ned og mærker pulsen på byen. Det virker som om, at den er blevet langsommere. Mere overskuelig.

followwho

A CUP OF COFFEE AND YOUR STORY PLEASE: STINNE TOVBORG

P1010005Livet har gjort sit for at få hende i knæ, men hun holder fortsat på sin ret til at være en smule naiv samt sin ret til at kæderyge smøger over drinksfyldte samtaler.

Jeg sidder inde i hjørnet på en café og forsøger at hustle mig igennem endnu en mærkelig opgave til mit hold i creative writing. Det bliver en tekst om italienske bakketoppe og smagen af tomater med stor plads til fortolkning. Jeg har for én gang skyld bestilt en kop kaffe. Og som jeg fornemmer den blide smag, er mine tanker blanke. Det eneste jeg kan koncentrere mig om er at slikke mælkeskægget af min overlæbe.

Jeg overvejer om den handling i sig selv kan udgøre min tekst.

Jeg kigger på mit medbragte papir og de dertilhørende nedskrevne spørgsmål, og jeg efterlades med endnu ét til listen: Hvorfor helvede tager du altid de spørgsmål med? For de passer dårligere og dårligere for hver gang. Jeg finder dem aldrig rigtig dækkende. Men i dag er den følelse endnu mere rammende. Jeg krøller papiret sammen i en lille hård bold og lægger den på underkoppen i den lille pøl af kaffe, der har samlet sig.

Jeg må tage det, som det kommer. Eller over den næste time på en eller anden måde opfinde den dybe tallerken i form af fantastiske spørgsmål. Måske er det i sig selv en indikation på ærlighed, at jeg ikke er forberedt?

Der sidder en ung kvinde med dreadlocks overfor mig og brokker sig højlydt og hurtigt over sit job som lærer og over børnene, hun underviser. Jeg rynker på næsen og tænker for mig selv, at det dog er vildt upassende. Jeg prøver at abstrahere fra hendes ordstrøm, men jeg kan mærke, at mine tanker har tendens til overspringshandlinger. Jeg ved allerede, at historien jeg skal skrive efter dette møde, bliver den sværeste, jeg har skrevet.

Jeg skriver en mail med information om min placering. For jeg sidder, i hvad der kun kan beskrives som Bermuda Trekanten af cafépladser. Jeg varmer mig ved tanken om, at jeg for en gang skyld skal mødes med en, der bor længere fra København end jeg selv. Jeg bliver forskrækket, som hun hopper energisk forbi væggen, der fungerer som mit gemmested, og afbryder min tankestrøm. Dels fordi det sker med en sådan fart, at jeg bliver helt forpustet, dels fordi hun overrasker mig med hendes skønhed.

Hun er frisk, smuk og en lille smule rebelsk. Hendes toptunede arme er dekoreret med en solid mængde små tatoveringer. Hendes slanke ben er dækket af et par skinny jeans, der leder mine tanker hen på Sillewho anno 2012 og for enden er et par tunge Dr. Martens placeret. Jeg efterlades med spørgsmålet om, hvorvidt hun mon er mig selv fra fortiden?

Det er hun ikke. Hun er Stinne. Stinne Tovborg. Og hun er ankommet til denne lille café i det regnfulde København for at drikke en kop kaffe med mig. Drikke en kop kaffe og fortælle hendes historie. En historie, der efterlader mig med følelsen af, at jeg har fundet mit spirit animal.

Og hun er iklædt punkersko og har en ring i næsen.

Jeg starter vores samtale med at fortælle hende, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal starte. At jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal gå til hende. Hvordan jeg skal gribe hende an. Det er måske en fejlagtig tilgang som interviewer sådan at informere personen overfor sig om, at man ikke aner, hvad man laver. Men her virker det passende. Jeg spørger hende, hvordan hun gerne vil fortælle historien. Om hvordan vi skal starte.

Og så starter vi bare.

Mens vi snakker om, hvordan det her er så skide svært at snakke om, tænder jeg for diktafonen. Jeg tænker for en kort stund, at jeg kommer til at skulle kæmpe med hende den højlydte lærerinde på lydsporet, når jeg kører hjem med toget i aften. Og så snakker vi. Vi snakker om overfald, om år så hårde, at de burde have taget livet af hende, om åbenhed som en redning og om den stædige holden på retten til at være naiv.

Hvad skete der i L.A? Det var to venner, som jeg hang ud med en lille smule, dansede lidt med, skatede med i Venice Beach.

Hvad lavede du overhovedet der? Jeg var rastløs. Jeg var kommet hjem fra København, hvor jeg boede, da jeg var 17 år. Jeg havde været på Det Kongelige Teater, og så fik jeg en rygskade og jeg blev halvafhængig af smertestillende. Jeg kom hjem på sommerferie på et tidspunkt, og der kunne jeg godt mærke, at min krop sagde nej. Nej til at danse. Så brugte jeg et år i Holstebro, hvor jeg arbejdede. Og så var jeg sådan: Nu skal jeg gøre et eller andet. Så jeg tog tre måneder til USA, hvor jeg tog nogle workshop. Så stedet. Motionerede af helvede til. Det var et fucking lækkert sted. Det var ligesom de der steder, man ser på film.

Og så mødte jeg de to her. Jeg var ikke så gammel, 17-18 år, jeg havde ikke rigtig gået i byen før, så det syntes jeg kunne være sjovt. Så de kom og hentede mig for at skulle i byen. Vi skulle et sted hen i downtown L.A, hvor jeg måske kunne komme ind, fordi de kendte vagten. Ham den ene gik for at se, om vagten de kendte var der, men det var han ikke, så de spurgte, om vi skulle tage op i ham den enes lejlighed. Det var måske mega naivt af mig, men jeg kunne bare ikke se, at der var noget galt med det. Det var et fucking skummelt sted. Jeg fik en drink, og blev jeg vanvittig svimmel. Det gik op for mig, at jeg var svimmel, da jeg rejste mig op, fordi da den ene går på toilettet, kommer den anden hen til mig og prøver at kysse mig. Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, og der havde slet intet tegn været på det før.

Så blev jeg skubbet ned i sengen.

Det var bare en madras på gulvet. Jeg kom lidt op igen, men blev kastet ned igen. Og så blev jeg holdt fast. Jeg fik trukket bukserne ned, og han begyndte at gå ned på mig. Jeg slår og kæmper imod ham. Så kommer ham den anden ud fra toilettet, og jeg tænker: ”Super!”, men det eneste, der sker er, at han holder mig tilbage i sengen, og holder mig fast i hænderne. Så får jeg et blackout. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der går. Jeg kommer til mig selv, og mærker, at ham over mig prøver at tage mig på mine bryster, og så får jeg slået ham, for nu er mine arme løse. Og så kommer jeg op og får slået ham den anden. Ham der har været nede på mig, har bukserne nede om anklerne, men jeg ved ikke, hvordan det er sket, for jeg har på intet tidspunkt lagt mærke til, at han har taget dem ned. Jeg får samlet mine ting, de panikker en lille smule, jeg panikker, jeg prøver at åbne døren, men den er låst. Jeg står ved døren og siger, at de skal lukke mig ud, og ham den ene låser op og siger ”Oh, don’t worry, I will drive you home”, som om de ikke ved, hvad de har gjort. Han åbner døren, og så løber jeg. Jeg kommer ud et forkert sted, og jeg aner ikke, hvor jeg er. Jeg får bevæget mig hen ved et busstoppested, og får hentet Uber-appen, som jeg skulle bruge for første gang. Jeg kunne ikke se noget, fordi jeg græd så fucking meget, så jeg fik bare trykket på en helt masse. Og så stod jeg der i downtown L.A klokken lort om natten, folk råbte af mig, og jeg var bare sårbar.

Jeg prøvede at få fat på én, jeg datede. Jeg prøvede ikke at få fat i min mor, fordi jeg følte, at jeg havde været utro. Og jeg tænkte: Det her er en typisk fucking Stinne-ting. For jeg er ikke bange for at flirte, og jeg er ikke bange for at sige min mening, så jeg tænkte bare, at nu havde jeg sgu fået den igen. Da jeg fik fat i ham, var der ingen reaktion. Han ville ikke snakke med mig. Han lagde på. Men han ringede så til min tvillingebror og han fortæller min mor det. Min mor får fat på mig, og på det tidspunkt sidder jeg ude foran det lejlighedskompleks, jeg boede i. Jeg aner ikke, hvor længe jeg sidder derude. Jeg har slet ingen tidsfornemmelse.

Jeg var bare færdig.

Da han smed røret på, der havde jeg en fornemmelse af, at det var min egen skyld, men som jeg sad der udenfor, havde jeg bare en følelse af, at jeg var færdig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Og så gik jeg i bad.

Og jeg skrubbede mig og tømte en sæbe ned i munden. Det var præcis det, der skulle til. Jeg kan huske, at jeg havde mærker på ryggen, fordi jeg havde kradset mig selv sådan med sæbe. Og så faldt jeg i søvn, og sov til omkring klokken 17 dagen efter. Jeg husker, at ham jeg boede hos åbnede døren på et tidspunkt og kiggede ind, og at han snakkede i telefon på den anden side. Mine forældre havde selvfølgelig ringet til ham. Han var fucking god. Jeg er virkelig glad for, at han var der. Da jeg vågnede, gik vi op på tagterrassen og fik en snak om det. Han var sur, men mest af alt lyttede han og spurgte, om vi skulle melde det til politiet. Det kunne jeg slet ikke. Det er det spørgsmål, jeg oftest får: Hvorfor meldte du det ikke? Men det gjorde jeg ikke – fordi jeg bare gerne ville hjem.

Jeg skulle Skype med mine forældre. De blev skilt, da jeg var 16. Jeg kan huske, at jeg sad med et træt og udtryksløst ansigt, men da billedet popper op på skærmen, sidder min far inde i min mors stue, og jeg syntes bare, at det var det sjoveste i verden. Jeg kan huske, at jeg sagde til dem: Når, nu er det satme seriøst, var? Hvis I to sidder sammen, så er der altså noget galt.

Hvad med ham, der smækkede røret på? Da jeg åbner min kuffert derhjemme, er mine veninder der, og vi snakker om, hvad for noget undertøj jeg skal have på, når han kommer. Det var det samme som før – jeg skulle have noget sexet undertøj på, for det var jo bare det, jeg skulle. Jeg havde lukket oplevelsen ude. Vi tog ud og drak en øl, og så tog vi hjem til ham – og så havde vi sex. For det var jo det, vi skulle. Han spurgte ikke, om jeg var OK, eller var forsigtig med ikke at gå over mine grænser. Efter der gik jeg på toilettet, og så græd jeg lidt. Sådan fortsatte det i lang tid.

Når jeg var seksuel med ham, var det ikke grænseoverskridende i den første tid, men der kom et tidspunkt, hvor han ikke kunne gøre bestemte ting ved mig. Lige så stille kom det op til overfladen, fordi jeg ikke havde håndteret det. Der var ikke nogen, der snakkede om det. Jeg vil aldrig nogensinde bebrejde min familie for ikke at tage snakke med mig, for jeg ved, at de kunne mærke, at jeg bare ikke havde fucking lyst til at tale om det.

Men til sidst hobede det sig op.

Jeg havde ikke lyst til at tale med ham, jeg datede, om det. For inderst inde vidste jeg godt, at han følte, at jeg havde været ham utro. Det var et stormfuldt forhold. Det var til ingen verdens nytte, og det var ikke godt for nogen af os. Han var ikke hele tiden voldelig, men der var en episode, hvor han tæskede mig. Sådan virkelig. Skaller og næseblod… Og så skulle jeg jo selvfølgelig ud af det.

Det forhold var så stormfuldt, at jeg ikke havde tid til at tænke på det, der skete i L.A.

Hvornår fik du tid til at tænke på det? Da jeg kom ud af det forhold. Jeg kunne mærke om aftenen, at det var så fucking kompliceret oven i mit hoved. Hvis jeg skal lægge det op imod hinanden, så var tiden efter værre end selve episoden. På grund af, at man ikke kan være i sig selv. Det er ubehageligt. Jeg kunne meget sjældent sove, fordi jeg ikke kunne være i min krop. Jeg kunne ikke ligge stille. Min hud føltes beskidt altid.

Jeg blev måske det modsatte af, hvad man regner med. Man regner måske med, at man holder sig tilbage – også seksuelt – og jeg gjorde præcis det modsatte. Jeg var meget hård mod mig selv. Jeg var voldsom. Jeg var meget seksuel. Der var sgu ikke noget, der holdt mig tilbage. De kunne blive helt overraskede over, at jeg var typen, der bagefter tog mit tøj og smuttede, hvor de var sådan: Hvad laver du? Skal vi ikke putte? Og jeg var bare sådan, nej? Hvorfor skulle jeg det? Det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde bare brug for at fuck my brains out.

Har du tænkt, hvorfor det var sådan? Det var, fordi jeg ikke tog mig af mig selv. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Jeg ville bare gerne være den dominerende i det her lille spil. Der var ikke nogen, der skulle være dominerende overfor mig – så ville det først gå galt.

Jeg var i et ødelæggelses stadie i mit liv. Jeg gjorde intet godt for mig selv. Jeg ville hellere grave hullet dybere. Jeg var tilpas i mit lille hul. Det var der, jeg var, og det var der, jeg fortjente at være. For hvis der er nogen, der kan voldtage mig, så må det jo være min egen skyld. Det er måske mest normalt, at man lukker sig inde på sit værelse og aldrig nogensinde har sex igen, men jeg havde bare reckless sex. For jeg var ligeglad med min krop og mit sind. Mest af alt mit sind. Mit sind var fucking skørt.

Hvornår skete skiftet? Det gik op for mig, at der var noget galt, da min veninde og jeg taler om det, og hun siger ordet: Voldtaget. Jeg havde aldrig nogensinde tænkt på ordet ”voldtægt”. Der er ikke nogen, der har sagt, at det var det, der var sket med mig. Og hvis jeg har snakket om det med mine veninder, så har jeg altid sagt ”det, der skete i L.A”. Fordi det er fandeme ikke et sjovt ord. Men da hun sagde det til mig, der gik det op for mig, at det var jo det der skete. Og jeg begyndte bare at tude. Vi sad ude i mit skur og kæderøg. Det var præcis i det øjeblik, at det gik op for mig, at jeg var blevet voldtaget. Det var nok to år efter.

Så møder jeg Lasse, som jeg er kærester med nu. Der kan jeg huske, at jeg meget tidligt, fortæller ham det. Fordi jeg kunne mærke, at det var det rigtige. Han reagerede, præcis som jeg håbede på. Han var helt stille, og så sagde han: ”Det er jeg fandeme ked af høre”, og så gav han mig et kram. Lasse tager sig af mig og går aldrig over mine grænser. Og det er faktisk det, der ændrer min adfærd overfor min egen krop. Da jeg blev vist den respekt, som jeg fortjente, der fandt jeg ud af, hvad jeg fortjente.

Hvordan gik du fra ikke at ville nævne det for dig selv, til at ville dele det med verden? Jeg blev så sikker i min sag, og fandt ud af, at det ikke var min skyld. Jeg blev meget selvsikker. Jeg vidste, at jeg var noget værd, og jeg vidste, hvad jeg kunne. Jeg får skrevet historien ned, og ser det som en mulighed for at kunne sende det til folk omkring mig over Facebook. Virkelig upersonligt. Og så taler jeg med min far og min mor om det, og det bliver åbnet op.

Det er som om, at det hele åbner sig. Efter det får jeg talt med min far om det, og han får sagt: Stinne, skal det her ikke ud? Ville du synes, at det var pinligt, at du gik igennem gågaden, og der var nogle, der tænkte, at hende der hun er voldtægtsoffer?

Så begynder jeg at blive åben overfor tanken om, at det skulle ud. Hvorfor kan jeg ikke være et eksempel på, hvordan det kan gå? Hvorfor kan jeg ikke være et eksempel på, at man godt kan komme videre? Forstå mig ret, man kommer aldrig helt videre… Men man lærer at takle det i sin hverdag.

Hvordan lærer man det? Man skal have rygrad. Ellers ender man med at blive nede i det der hul for evigt. Man skal have rygraden til at kunne sige: Hey, kan du ikke godt finde en fucking psykolog til mig? Jeg har ikke opskriften på at få det godt. Jeg har gjort præcis alle de ting, man ikke skal gøre! I sidste ende er ens omgangskreds og familie altafgørende. Man kommer ikke nogen vegne uden åbenhed.

Skulle dine pårørende have presset mere på, for at få dig til at tale om det? Ja, det tror jeg måske. Men jeg ved også, at det har været så fucking svært at stå i den situation. Min mor har set mig pendle imellem sofa og sengen. Det var det eneste, jeg lavede. Jeg har bare været i min seng og gloet på væggen. Jeg var i sådan et stadie i så lang tid. Og så bookede hun aftaler med psykologen, og der skulle jeg bare møde op.

♥ Jeg tænker, at det er passende med en kunstpause. Som den vi også holdt i interviewet. Som en enkelt tåre triller ned af hendes kind, forsikrer hun mig om, at det er længe siden, hun har grædt over dette. Jeg bider mig selv i tungen for ikke at begynde at tude. Og mens jeg køler tungen en smule med vand, tænker jeg, at dét var en dårlig idé. Jeg aer hende over hendes solbrune arm med en følelse af, at jeg overhovedet ikke gør det rigtige. Jeg overvejer, om jeg skal rejse mig for at kramme hende, men tanken viftes væk af hendes fokuserede drikning af kaffen, der fortæller mig, at hun gør klar til at fortælle mere ♣

Åbenhed er keyword, men jeg har ikke opskriften på det. Heller ikke når jeg sidder her bagefter. Der er ingen af disse situationer, der er ens. Der er ikke noget ens i det overhovedet.

Er du lykkelig? Nej, det er jeg ikke. Jeg er lykkeligere end før. Og jeg er meget lykkelig for, at jeg har været åben omkring det. Jeg kan mærke, at når jeg er til noget socialt eller i byen, så er dem jeg snakker med rigtig positive overfor mig. Jeg har respekt for dem, der kommer til mig, og det må folk meget gerne gøre endnu mere, men jeg har også respekt for dem, der ikke nævner det. Fordi det behøver de heller ikke. Det er fint, at de ikke ved, hvordan de skal takle mig i forhold til det.

Jeg er meget mental stærk lige pt. Der er ikke noget, der kan få mig ned, jeg har ligesom prøvet alt.

Føler du dig stærkere nu, end du gjorde før L.A? Ja. Når jeg kigger tilbage, så lavede jeg noget helt andet den gang. Jeg var danser, og mentalt følte jeg mig meget ældre, end jeg var. Og nu, der føler jeg lidt, at min alder passer bedre. Jeg har fundet ud af, at måske er det også bare helt vildt dejligt at have det lidt sjovt en gang imellem, selvom man måske får nogle slag henad vejen. Lige nu vil jeg bare gerne have det sjovt. Jeg vil gerne have nogle lange snakke med mine veninder, drikke nogle drinks, ryge nogle smøger.

Hvad drømmer du om? Jeg vil gerne bestemme over mig selv. Jeg vil gerne bestemme, om jeg går ud og ryger en smøg eller ikke. Det er sådan helt små ting. Hvis der er noget, jeg ikke vil, så vil jeg det ikke. Det er så tydeligt for mig, at et nej er et nej.

Jeg vil aldrig nogensinde stoppe med at kæmpe for min ret til at være en lille smule naiv. Jeg vil have lov til at tro på mennesker. Jeg tror stadigvæk på det bedste i mennesker. Og det har jeg virkelig fået nogle hug for. Men jeg kommer aldrig nogensinde til at lade være med at tale med fremmede, eller være åben over for folk, fordi jeg har retten til det. Jeg vil have lov til at gå i det tøj, jeg vil, jeg vil have lov til at være den, jeg er. Det skal aldrig nogensinde tages fra mig. Men jeg har været nødt til at bilde mig selv det ind, for at lære det. For jeg skulle vænne mig til tanken om, at jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil. Jeg stoler blindt på mennesker, for sådan en person er jeg. Det er et valg, jeg har taget. Det er ikke noget, der er sket hen ad vejen, for jeg synes alligevel, at jeg fået tilstrækkelig mange knubs til, at jeg egentlig ikke burde stole på mennesker. Men jeg vælger bevidst, at stole på mennesker.

Det bider mig i røven, men det er det værd.

Jeg vil hellere leve fuldt ud, end jeg vil holde mig tilbage. Det er svært at leve efter det, men jeg er meget bevidst om, at det er sådan, jeg vil leve. Alle mennesker er de bedste mennesker i verden. Jeg har kæmpet så meget med mit syn på mænd – jeg hadet hankønnet, jeg var pisse bange for dem – og det er jo at putte folk i en kasse. Og det er ikke fair. Det er ikke fair overfor mænd.

Alle er gode mennesker. Indtil det modsatte er bevidst.

Jeg slukker diktafonen og ånder ud. Vi joker henslængt om, at hendes liv har været ligesom en rå ungdoms-serie. En konsekvent gennemgang af den skræmmekampagnen, der normalt fylder en ung kvindes liv. Voldtægt, voldelig fyr, pilleafhængighed og seksuelle eskapader. Som vi pakker vores ting sammen, stjæler jeg et øjeblik, hvor jeg kigger på hende. Jeg har en følelse af, at jeg har brug for at have hende i mit liv, at hun på en eller anden måde har gjort tingene bedre ved bare at være. Jeg tager koppen med den resterende sjat kaffe med mig, for at få den i en to-go kop. Jeg kan ikke give slip på hende lige nu.

Som vi går ud i kulden og henad gaden, konstaterer jeg for mig selv, at der er regn i luften. Vi snakker om koncerten hun skal til i aften og om de drinks, hun drak i går. Vi har vist nok en fælles bekendt. Men som jeg går der ved siden af hende, pumper mine tanker rundt i mig. Hvordan fanden skal jeg få dette ned på papir? Hvorfor lugter jeg sådan af sved?

Jeg er træt. Desperat efter at komme til tastaturet, men skræmt ved tanken. Jeg kunne godt klare det skur og den kæderygning, hun nævnte tidligere. Jeg kommer til at tænke på noget, vi snakkede om, da vi endnu sad inde i varmen. Hun fortalte mig, at der var en aura omkring hende, der tiltrækker dramatik. Tiltrækker fucked-upness. Der er noget, der kan tyde på, at hun har ret. Men som hun siger det med et smil, kan jeg ikke undgå at tænke, at selv hvis denne aura eksisterer, så må den dele plads med en anden,

en anden aura, der er over hende, der fortæller mig, at ligemeget hvilken fucked-upness hun tiltrækker, så skal hun nok klare den. Fordi det er bare den, hun er.

P1010014 kopi

followwho