WORKING THEORY: WE SHOULD ALL BE A LITTLE MORE SELFISH

img_3668

Burde vi være mere egoistiske? Her er en teori omkring det, og et billede af mig til at understøtte

I dagens farverige SoMe-landskab, ser vi blomstrende skud af omfavnelse og revolution stikke frem imellem bikinibilleder og sponsorerede posts. Og hvor er det fabelagtigt – og hvor er det nødvendigt – at den digitale generation bruger deres stemme og hashtags til at gøre op med noget, der er forkert. Værende det mandschauvinisme, racisme, seksuelle overgreb, body-shaming, homofobi. Take your pick.

Men i denne blomstrende verden fandt jeg pludselig mig selv sætte spørgsmålstegn ved, om vi engang imellem skal være mere egoistiske, når det kommer til vores personlige liv? Teorien står som et uspiseligt og grimt fyrtårn overfor det, der er en smuk udvikling i vores samfund lige nu.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at dvæle ved den i dag.

For når det kommer til vores liv, karriere, veninder og kærester – ja, selv vores eget spejlbillede – skal vi så engang imellem pakke omfavnelsen af andre væk til fordel for omfavnelsen af os selv? Jeg har personligt tendens til overdreven hensynstagen til andre. Min psykiater har ordineret egoisme, pizza og de der piller, der gør mig virkelig træt – hvilket gør det en del nemmere at skide på alle andres følelser.

Måske jeg skal prøve førstnævnte?

I jagten på at være elsket af alle, ender man tit i bagerste række. Og der finder jeg ofte mig selv placeret. Om det så er i forbindelse med min passion, mine ønsker eller helt basalt mit eget mentale helbred, så sættes andres drømme og følelser – tit – før min egne. Jeg er fan af at være uselvisk, jeg finder det smukkere end noget andet at være god mod andre, jeg kan ikke forestille mig noget stærkere, end at kæmpe for, at alle har det godt.

Men skal jeg ikke også huske på at kæmpe for, at jeg selv har det godt?

Jeg kan mærke, at jeg i en lang periode har nedprioriteret mig selv og mit mentale helbred. Om det så er manglende tid til at skrive, onde ord til mig selv i spejlet eller lange dage, hvor jeg kæmper for andres drømme, men ikke mine egne.

Jeg skal være mere egoistisk.

Måske skal vi faktisk alle være lidt mere egoistiske engang imellem? Måske har visse politiske hovedpersoner ikke behov for mere egoisme i deres morgenkaffe, men måske skal du, som helt almindelig, betænksom kvinde, der sætter familie, børn, veninder og chefer før dig selv, have tilsat en smule mere egoisme?

Bare et lille skvæt.

In today’s colorful SoMe landscape we see blooming sprouts of embrace and revolution peek out between bikini images and sponsored posts. It is equal parts amazing and necessary that the digital generation is using their voice and hashtags to hopefully change something that needs changing. Male chauvinism, racism, sexual assault, body shaming, homophobia. Take you pick. 

But in this blooming world, I all of a sudden find myself questioning whether we should all be a little more selfish when it comes to our own lives? The theory stands as an extremely ugly lighthouse beaming on the beautiful change that is happening in our society right now. 

But I can’t help but wonder anyways. 

When it comes to our lives, our careers, our friends and our lovers – even our own self-image – should we sometimes prioritize the embrace of ourselves, before we embrace everyone else? I have an extreme tendency to think of everyone before myself. My psychiatrist has ordered selfishness, pizza and pills that make me extremely tired – which makes is way easier not to think about other people. 

Maybe I should try the first thing? Just for fun? 

By wanting to be loved by everyone, you are often putting yourself in the back of the line. This is where I find myself more than I would like to. When it comes to my passion, my wishes and just my own mental health, I often put other’s dreams and emotions before my own. I am a big fan of being selfless, there is nothing more beautiful than being good to others, I can’t imagine anything stronger than fighting for everyone to feel good and loved. 

But shouldn’t we also remember to fight for ourselves to feel good and loved? 

For a long period of time, I haven’t been prioritizing myself or my mental health. No time to write, evil words to my own reflection and long days where I fight for other people’s dreams but not my own. 

I need to be more selfish. 

Actually, maybe we all need to be more selfish? Well, some political front runners might not be in need of anymore selfishness in their morning coffee, but you as a regular, thoughtful woman who puts children, family, friends and bosses before yourself, might be in need of a little drop of selfishness? 

Just a little squeeze. 

followwho

THE ETERNAL QUESTION: TO CUT THE HAIR OR TO NOT CUT THE HAIR

p1010006

Fem Kitkat og kort hår, tak

Der er få ting her i livet, som jeg har svært ved at beslutte mig for: fem eller seks Kit kats her til aften? Vil jeg ud med mine veninder eller hjem og sove? Skal jeg lade være med at tage et ekstra glas vino med mine kollegaer, så jeg ikke er halvdød i morgen? Skal jeg klippe mig korthåret eller lade det vokse ud?

Ja, det er i sandhed de store spørgsmål, der rejses i Wholivet.

Jeg rammes ofte af de hurtige og altoverskyggende lyster til, at der skal ske noget nyt. I teenageårerne viste dette sig i min mors evige job som sofarykker og billedeopsætter/nedtager på mit værelse, og i disse år viser det sig i trangen til nye sko og nyt hår.

Førstnævnte bunder nok i andre problematikker også, men jeg erklærer trangen til nyt som værende årsagen i dag.

Der skal ske noget nyt. Og den mest håndgribelige måde at få dette til at ske er at gøre noget nyt med hårpragten. Derfor har jeg også pt. booket tid til at klippe førnævnte hårpragt af til ovenstående frisure. Meget kan selvfølgelig nå at ske inden klokken 17, men lige nu er det det, der sker.

Lad os snakke om en ugen, hvor jeg har fortrudt det inderligt og vil have Rapunzel hår. Gud fader, Sille….

Godt eller dårligt, tænker I?

followwho

WHY NEW YEARS DOES NOT SUCK COMPLETELY

img_2501

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto

 

Forleden dedikerede jeg et indlæg til fortællingen om årsskiftes mulige medbringelse af smerte. Med krudt og sprut og ændringen af det sidste nummer i årstallet, kommer muligheden for at reflektere over nogle af de sværere ting i livet. Men fordi der nu er gået små to døgn, og jeg ændrer humør hurtigere end trends skifter på den parisiske modescene, vil jeg dvæle lidt ved alt det smukke, der er at finde ved det nye år.

Da jeg havde trykket udgiv forleden – udtømt alle mine tunge tanker som var det køkkenaffald ud over jer – blev jeg pludselig ramt af en følelse af håb, energi og ambitioner. Samt trang til de der chokolademandler, som jeg fik i december, fordi der var gået 27 minutter siden, jeg sidst havde fyldt munden.

Det er mærkværdigt, hvordan et nyt år kan medbringe en altoverskyggende lyst til at forbedre sig og energi til at forfølge sine drømme. Måske er det udelukkende grundet den friske start, der udvisker alle tidligere nedture og fejlslagne forsøg. Som når du har besluttet dig for kun at spise sundt og vegetarisk, men pludselig falder over en cheeseburger, og så kan man jo lige så godt også spise en pizza, femten kiks med ost og en pose chips.

Og så starte forfra i morgen.

Det nye år er dagen efter, hvor man kan starte forfra med alt det, man lovede sig selv. I realiteten er det jo åndssvagt, eftersom vi i virkeligheden burde følge filosofien af det nye år hver eneste dag: Have lyst til at forbedre os, gøre de ting vi drømmer om, føle håb og ambitioner.

Det er bare som om, at det er nemmere, når der er en helt frisk tavle at skrive disse drømme på.

Mine ambitioner og ønsker for 2018 er kæmpe store, og min tro på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, lige så stor. Lad os tales ved om nogle måneder, hvor de naive nytårsbriller er pakket ned i etuiet igen. Men indtil da vil jeg dvæle i følelsen af at kunne opnå alt. For det er ganske enkelt en inspirerende fornemmelse at være indehaver af.

Vil jeg være astronaut i 2018? Måske! Vil jeg blive professionel danser? Muligvis! Vil jeg fylde hele min garderobe med Miu Miu og Prada? Nej, sagde min konto.

Jeg drømmer om, at 2018 bliver året, hvor jeg udvikler mig professionelt, hvor Sillewho vokser og hvor jeg opnår nogle af de kreative mål, jeg har sat for mig selv. Og så det der med Miu Miu og Prada også. Lige nu vil jeg udnytte den drivkraft, som indtrædelsen af det nye år giver. Og så håbe, at det er en kraft, jeg kan tage med mig videre.

Når jeg så finder mig selv i lyset af fiaskoer og skridt tilbage, så vil jeg forsøge at indfange den fornemmelse, som jeg sidder med lige nu. Så vil jeg forsøge at drømme videre. Også selvom det ikke er dagen efter, og jeg ikke har den fine, friske tavle.

followwho
Older posts