Hjemve, Buyers Remorse Og Dyre Sko

Når hjemve føles som en dårlig omgang seafood eller at købe virkelig dyre sko

Har du nogensinde prøvet at købe noget virkelig dyrt, som du havde ønsket dig i lang tid? Noget, du havde sparet op til. Drømt om. Ventet på. Og når du så endelig kører dankortet igennem og får den orange/sorte/hvide pose i hånden, kan du ikke lade være med at smile. Glæde dig over, at det endelig er dit.

Men hov, hvad er nu den følelse nede i din mave?

Som du bevæger dig ud af butikken og længere og længere væk, bliver følelsen kraftigere. Er det tvivl? Skuffelse? Fortrydelse?

En dårlig omgang seafood?

Pludselig begynder du at stille spørgsmålstegn ved dit netop overståede køb: var det ikke lidt for mange penge for er par sko? Burde du have sat dem til side til pension i stedet? Er de overhovedet pæne? Hvorfor føles det pludselig så tomt indeni?

Velkommen til buyers remorse. Bedre kendt som tvivlen efter lykken.

Jeg oplever det altid. En tvivl efter lykken. Om det så er efter køb af Céline sko eller fantastiske livsforandringer. Når røgen har lagt sig fra mit overdimensionerede smil, rykker pessimismen ind.

For der må selvfølgelig være noget at være pessimistisk over.

Og som jeg sidder her i min smukke nye lejlighed, i min drømmeby, med helt åndssvagt fantastiske muligheder foran mig, oprinder følelsen ligesom dengang, hvor jeg lagde 2700 kroner for et par overdimensionerede solbriller: Var det mon et forkert valg?

(Spoiler alert: Overdimensionerede solbriller er aldrig er forkert valg, men følelsen var i øjeblikket stadig til stede).

Min tvivl viser sig i øjeblikket som ekstrem hjemve. Eller måske kommer tvivlen rettere som resultat af hjemveen? Det er vist i sandhed et spørgsmål om hønen eller ægget. Tvivl på egne valg eller morsyghed. Hvad kom først?

Min weekend har været fuld af besøg i min hjemby. Og som jeg kørte med min mand forbi vores gamle lejlighed, henad gaden vi kørte, når vi skulle have McDonalds midt om natten, så følte jeg mig så trist. Da jeg krammede min mor og paps farvel, blev det endnu værre.

Og fra det lille frø af ubehag voksede et stort egetræ af tvivl. Af buyers remorse. (Note til selv: undersøg om egetræer stammer fra frø).

Har jeg gjort det rigtige? Skulle jeg være blevet i provinsen? Burde jeg bare flytte tættere på min mor? Er det dumt? Får jeg det samme forhold til hende som før? (Blot et lille uddrag fra Silles tanker i denne uge).

Det er meget normalt, fortæller jeg mig selv. Det der med hjemve, tvivl og at have svært ved at vænne sig til det nye. Det skal nok blive godt, forsikrer jeg mig selv om. Du skal bare ynke dig selv lidt, det er OK, tror jeg på. Men imens jeg siger dette, dvæler jeg lidt ved, hvordan de mest fantastiske ting i livet, stadig kan efterlade os med sådanne følelser. Om det så er Loewe tasker eller nye lejligheder. Måske er det bare sådan, det skal være? Vores altid eksisterende reaktion på, når der sker noget nyt. Godt som dårligt.

Eller måske er det bare mig.

Jeg vil ringe lidt ekstra til min mor i disse dage (så det betyder altså fire gange i timen i stedet for blot to) og så vil jeg minde mig selv om, at det hele nok skal komme til at føles rigtigt igen. Ligesom de der Louis Vuitton støvler, du lige har købt til overpris, også kommer til at gøre det, når du først er kommet dig over den værste fortrydelse og spørgsmålsstillen. For der var jo en grund til, at du sparede op til dem, der var en grund til, at de fik dig til at smile til at starte med.

Og det skal de nok komme til at gøre igen. Også selvom det bliver over pasta med ketchup resten af måneden.

followwho

On My Dream List: Paris

Jeg dedikerer en uge til drømmene

Med magten givet til mig – som navlepillende og usikker modeblogger – dedikerer jeg hermed den næste uges tid til drømme. Har du en barnedrøm om at blive verdensmester i stangspring? Har du altid gerne ville deltage i en tærtespisningkonkurrence? Eller har du mere ligegyldige drømme såsom at blive læge, redde verden, sprede bæredygtighed eller at blive lykkelig?

Så er det herinde, der er plads.

Så planlæg at bruge den næste uge herinde (sporadiske tissepauser er tilladt), hvor jeg vil snakke om mine egne drømme, andres drømme og selve konceptet at drømme. Ja, der skal i sandhed holdes fast i stolene, for det er da bare pivhamrende interessant.

Først på listen er drømmen om Paris. Mærkeligt nok, for jeg har altid været en person, det hellere vil bruge penge på en taske end en tur. Faktisk finder jeg ikke det at rejse særligt fristende. Indtil jeg forleden vågnede op med en kæmpe trang i maven: Trangen efter at rejse til Paris. Nyde gaderne, kulturen, museumstid, shopping og mig selv. Ingen at tage hensyn til, ingen at skulle blive enig med. Bare mig selv mange kilometer væk fra realiteten af regninger, støvsugning og en kæreste, der er væk.

Så det har jeg planlagt. Min helt egen lille kærlighedstur til Paris. Og det drømmer jeg om lige nu.

For det er så fandens rart at drømme.

followwho

A Bad Case Of: The Fear Of Posting Something Imperfect

Det gamle udtryk lyder: Det er pest, kolera eller at poste noget på Instagram, der ikke er perfekt

Jeg lider af en voldsom mangel på talent, når det kommer til madlavning. Helt basale ting såsom kogning af kartofler eller stegning af et æg kan bringe mig problemer. Man kan da ikke brænde pasta på, tænker du nok. Watch me, siger jeg. Og i stedet for at se opgaven i øjnene og gøre mit bedste, så gør jeg det bare ikke. For hvis jeg ikke kan lave det perfekt, hvis det ikke bliver lige så godt, som jeg gerne ville have det til, så kan jeg vel lige så godt lade være? Og så også lidt fordi det er meget nemmere, hvis min kæreste bare laver maden til mig.

Men mest det første.

Hvorfor denne lange anekdotiske fortælling om mine manglende madlavningsevner, spørger du nok. Det er såmænd blot en unødvendig og snørklet indledning til en tekst omkring min nyeste sygdom. Jeg er nemlig blevet indehaver af en bad case of: The Fear of Posting. I har måske hørt udtrykket: Det er pest eller kolera? Faktisk hed den tidligere: Det er pest, kolera eller at skulle poste noget på Instagram, som ikke er perfekt. Udtrykket mistede dog hurtigt sin mening, da det blev klart, at sidstnævnte ganske enkelt er meget værre end de to første, og den blev derfor fjernet for at gøre plads til det elskede udtryk, som vi kender i dag.

True story.

Min frygt for at poste bunder helt enkelt i den altoverskyggende selvtvivl, der kan komme af at skulle producere content i et SoMeland, hvor der er findes så ubehageligt dygtige kvinder, der hver dag brillerer med fuldstændig fantastisk og smukt materiale. Sygdommen kommer i flere stadier: 1. Inspiration, idéer, lyst til at dele. 2. Passion, motivation, konkurrence; jeg skal være lige så dygtig som dem. 3. Selvtvivl, overtænkning, negativitet omkring eget content, færre udgivelser, flere sletninger. 4. Tomhed, manglende kreativitet, manglende lyst til at poste noget grundet frygten for, at det ikke er perfekt. 5. Invaliderende frygt, fosterstilling og øget chokoladeappetit.

Jeg befinder mig lige nu imellem fjerde og femte stadie. Jeg er endnu ikke endt i full on fosterstilling, men Kitkatten i skabet kalder, og jeg er lige nu ved at læse alle Manrepellers og Camille Charrieres tekster samt gennemgå mine veninders og stilikoners Instagrams for at pleje den masochist, der lever inde i mig. Og som med mine køkkenevner ender jeg med helt at opgive opgaven, fordi jeg frygter, at jeg ikke kan gøre det lige så godt som de andre. Fordi jeg ikke kan gøre det perfekt.

Fordi vi ved jo alle, at det perfekte rent faktisk eksisterer.

Det irriterer mig, at mine fingre konstant bremser sig selv på tastaturet, fordi jeg overtænker. Og ikke overtænkning af den slags, der normalt ligger til grunde for tekster med temaer som: “Hvorfor har jeg det dårligt over formen på mine bryster?” skrevet af den elskede forfatter bag “Livets pandehår”. Denne type af overtænkning resulterer ikke i nye idéer, men rettere i skriveblokade samt overbevisningen om, at jeg er den sløveste knallert i bageriet.

Jeg kan ikke poste dette billede. Skyggen under træet i øverste højre hjørne ser simpelthen uskarp ud. Er det en svag antydning af et rød mærke, jeg skuer der under min tommelfingernegl? Dur ikke. 

Det er usikkerhed. Og fangenskab i det opstillede land, der er de sociale medier. Det ved jeg godt. Derfor prøver jeg også at skrive mig ud af det. Jeg skal ikke være så bange for ikke at være perfekt, at jeg slet og ret opgiver til at begynde med. Og jeg skal slet ikke halse afsted efter det perfekte – det findes nemlig ikke, og jo tættere du kommer på, jo kedeligere bliver du. De perfekte er der sgu også så mange af, der skal være nogle til at sætte balance i det hele igen,

Og det kan være mit job.

Det er mit job at blive ved med at gøre det, jeg elsker, uden frygten for, at det ikke er godt nok. For det er det. Så jeg vil forsøge at skrive mig igennem femte stadie for forhåbentligt at komme over på den anden side til sjette: Accept, omfavnelse og stolthed over egne evner.

Og så tror jeg sgu også, at jeg prøver at koge noget pasta i morgen.

Hvis I vil følge min jagt på at poste noget, der er perfekt samt min forsøg på ikke at jagte dette, så kan I følge mig på Instagram lige her, hvor jeg opdaterer ubehageligt jævnligt

followwho
Older posts