• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

TOGET TIL VOKSENLIVET ER FORSINKET MED *UBESTEMT TID*

Tillad mig at citere en Disney favorit: Hvornår går mit liv i gang?

Har du det nogensinde som om, at du er gået i stå? At du sidder og venter på noget? At du sidder på den metaforiske perron med et lunkent pølsehorn i hånden og kigger efter dit livs tog, der skal tage dig afsted, videre, hen mod noget nyt? Men som med alle DSBs toge – selv de metaforiske af slagsen – så kommer det bare ikke. Og den to-minutters forsinkelse, som du regnede med, ender ud i meget længere tid og en misset forbindelse på Ringsted station.

Her skal jeg give jer, at metaforen måske blev taget en anelse langt ud, og jeg er endnu ikke helt klar over, hvad den missede forbindelse skal repræsentere, men jeg lover, at jeg nok skal have fundet på en pseudofilosofisk påduttet mening, inden denne tekst er omme.

Måske sidder du i din barndomsby, og havde egentlig regnet med, at du ville være et andet sted på dette tidspunkt i dit liv. Måske sidder du i den stilling, som du for halvandet år siden havde lovet dig selv, at du selvfølgelig ikke ville sidde i, når du “bare lige havde fået tjent nogle penge sammen”. Måske er du bare indehaver af en altoverskyggende følelse af, at der ligesom bare ikke er nogle toge, der afgår, som du gerne vil have dem til i dit liv. Og i så fald:

Velkommen til klubben.

Jeg har det som om, at jeg har brugt de sidste to måneder fastlåst på en provinsperron med et efterhånden virkelig køligt pølsehorn i hånden. Og selvom jeg rent faktisk har spenderet ganske mange stunder over disse måneder på denne førnævnte provinsperron, så er det meget mere en mental placering, jeg har indtaget. Tillad mig at citere en nyere Disneyklassiker, når jeg fremhæver, at jeg er efterladt med spørgsmålet:

Hvornår går mit liv i gang?

Omkring mig bevæger folk sig op af karrierestigen, flytter i større lejligheder, indgår samarbejde og skriver voksne mail. Selv min lillebror – hvis værelse jeg lige nu indtager – bevæger sig videre i livet med en optagelse på gymnasiet. Og i går fangede jeg mig selv køre ned af den samme vej, med det samme album på bilens anlæg mod det samme værelse, som jeg kørte mod for godt og vel fem år siden.

Kan man bebrejde mig for at føle, at mit tog er gået i stå et eller andet sted imellem teenager og voksenlivet?

Mine venner, familie og mand forsikrer mig om, at det hele nok skal gå. At det “kun er to måneder siden, at du blev færdig”, at det “kun er få dage siden, at du afleverede din lejlighed”, at det tager lidt tid alt det der. Og de har ret. Det ved jeg da godt. Når jeg kigger på det på den der helt logiske, jeg-overtænker-ikke-mit-liv-måde. Men når jeg sidder her med en fyldt blære og en telefon, der er ved at dø ud, så kunne jeg altså virkelig bare godt klare, at toget kom.

Så jeg kunne få tømt mig selv for nogle af mine ambitioner og ladet mig selv op med energi. (Lad os lige dvæle lidt ved, hvor fantastisk finurlig og dobbelt-betydnings-fungerende denne tekst er.)

Jeg sidder bare og venter. Venter på mails, venter på svar, venter på nye muligheder. De kloge ville nok mene, at man burde få det bedste ud af ventetiden, lægge et puslespil, omfavne og acceptere situation. Men hvad gør de kloge, og hvad gør jeg, spørger jeg mig selv. Og svaret er i denne situation: Det direkte modsatte. For følelsen af at sidde fast overskygger min evne til at acceptere og gøre noget produktivt med ventetiden.

Som at blive sådan et omfavnende, tofu-elskende yoga fjols, der tror på, at der er en mening med det hele. Sig mig så lige: Hvad er meningen med det forsinkede tog?

Jeg lovede jer, at jeg ville have fundet frem til betydningen af den missede forbindelse på dette tidspunkt, og ved nærmere eftertanke tror jeg, at den repræsenterer min følelse af, at jeg går glip af noget. At jeg kommer bag i køen, fordi jeg ikke er i gang, fremme, på vej til *indsæt selv præstation, som jeg gerne vil opnå*. Eller måske er det bare mig, der er for villig og liderlig efter at smide metaforer omkring mig, som var det dårlige kommentarer om mine egne lår eller bestillinger i drive throughen hos Burger King.

Jeg bliver siddende på perronen, mens jeg venter på lejlighed, karriere, sommer og mit livs begyndelse. Måske kan jeg tvinge mig selv til at kigge lidt op og indse, at livet også sker, mens jeg venter. Måske kan jeg i det mindste tvinge mig selv til at nyde pølsehornet. Hvem ved: Måske ender toget med at ankomme meget hurtigere, end jeg lige havde regnet med. Hell, måske ender jeg med at tage et helt andet tog end planlagt.

For fanden, det kan sgu da være, at jeg ender i Vordingborg?

followwho

OFF THE GRID – ON THE RUN

Off the grid og med utrænede skrivefingre. En oversigt over, hvad jeg har lavet i stedet for at skrive

Imellem møder, lejlighedssøgning og – besøg, en mand, der er rejst, pressedage, veninder, lange gåture og meget andet, har det været svært at finde tid til at lade mine fingre få deres daglige dosis af tekstforfatningsmotion. Og jeg har savnet det. Jeg kan mærke, at når mine tanker ikke får lov at komme ud igennem mine fingre, så bliver de snørklede, og det bliver pludselig så svært at komme ind i rytmen igen og sætte ord på de ting, der så gerne vil ud.

Derfor starter jeg let ud.

En kort gennemgang af nogle af de ting, jeg har brugt de sidste dage på. Dage, der på én og samme tid har været travle nok til at overskygge alt det, der lige sker omkring mig, men som samtidig har mindet mig om, hvor meget der egentlig lige sker.

Og det har faktisk været ret OK.

Jeg drak te og læste avis med den smukkeste udsigt fra Riccos i Magasin, inden jeg holdt møde samme sted. Selvom det i virkeligheden blot er bygninger, biler og travle mennesker, så følte jeg mig helt afslappet og imponeret over skønheden.

Jeg var til pressedage, hvor jeg blandt andet besøgte Mørch Fashion, hvor jeg forelskede mig i de absolut smukkeste bukser fra Áeron, en fantastisk pels fra Yves Salomon og alt fra Holzweiler, der klart er et nyt favoritbrand hos mig. Besøget skete efter en rask gåtur på fem kilometer i styrtende regnvejr, så jeg kan roligt sige, at jeg ikke var på mit ypperste.

Jeg var ligeledes forbi Adidas og deres nye showroom og forelskede mig fuldstændig i et par hvide retro sneakers med pastelfarvede detaljer samt Matilde, der nok er det rareste menneske, jeg slet ikke kender godt nok.

Flere pressedage med mine dejlige piger, Anne og Marie. Vi var forbi H&M for at se den nyeste Conscious kollektion samt forbi Carré for at se deres nyeste samarbejde med den smukke Sophia Roe.

Jeg har fået lov til at spendere fantastisk meget tid sammen med den smukkeste pige i verden, Lilli. Det er som om, at tiden med hende sætter det hele i perspektiv. Problemerne bliver mindre, mine tanker lettere, mit fokus skarpere (og så er jeg helt ligeglad med, at hun pletter mit tøj).

Jeg har plejet mig selv. Spist kage nøgen i sengen. Pakket kalorietælling, vægten og det evige fokus på, hvad andre ønsker, væk. Jeg har indset, at når jeg skal bruge så meget tid i mit eget selskab, i mit eget liv, så er det mig, der skal være i fokus. Jeg har ikke fattet det helt endnu, men det skal nok komme. Kage i sengen er en god start.

followwho

THE DILEMMA: STAY IN OR GO OUT?

Vi finder os endnu engang efterladt i det evige dilemma: Skal vi håndtere vores livslede med sofatid eller sociale aktiviteter?

Som vi sidder der, trætte af jobsøgningen, singlelivet, manglende bolig, dårlig økonomi og med en generel manglende tro på, at græsset nogensinde bliver andet end denne svage, ulækre, brunlige nuance, er vi efterladt med spørgsmålet:

Skal jeg dæmpe denne lede med Netflix and fuck-hvor-rykker-jeg-mig-bare-ikke-fra-sofaen-med-min-junkfood eller skal jeg hoppe i de høje hæle og smutte ud og tage dårlige beslutninger?

Jeg er ikke sikker på, at der er noget rigtigt eller forkert at gøre i sådan en ubarmhjertig situation. Jeg er dog ret sikker på, at de begge på mange måder er ufordelagtige. Og at de samtidig fungerer lige præcis, som de skal. Men er der én af metoderne, der får os hurtigere over på den anden side end den anden? Kan vi komme hurtigere igennem smerten, hvis vi gemmer os under dynen? Eller skal vi ud i larmen?

Jeg ved det ikke.

Vi skal nok bare gøre det, der føles helt rigtigt for os i den givne situation. En situation, der højest sandsynligt ændrer sig fra dag til dag. Måske er det ikke muligt at presse sig igennem livsleden. Vi er bare nødt til at tage én dag af gangen, gemme os den ene dag, danse den anden. Være huleboer den ene uge, social-afhængig den næste. Drikke kakao og friture fredag, et glas vin lørdag.

Jeg må erkende, at jeg tidligere har været fan af det med at gemme mig. Bruge (for meget) tid på mine egne tanker og komme igennem det, jeg nu engang kæmper med, helt alene. De sidste par uger er der dog noget, der har været anderledes. Jeg har været ude. Meget. Set mennesker, spist mad, snakket.

Ikke snakket om det, der gør ondt.

Måske er det det rigtige, måske er det helt forkert, men det finder jeg nok ud af en dag, når græsset ændrer sig fra den der mærkværdige farve og i stedet bliver grønt igen. Indtil da kan I her læse lidt om, hvad jeg har brugt lidt af min tid på de sidste par dage. Måske kan det inspirere jer til at hoppe væk fra dynen, eller længere ind under den.

What ever works for you. You do you.

Jeg blev introduceret til Statens Museum for kunst af Anne, der var ganske rystet over, at jeg aldrig havde været der før. Desværre blev det kun hallen jeg så, da vi åbenbart havde for store tasker med til at komme ind. Pun not intended.

Jeg spiste middag med Society B pigerne på Rossopomodoro, der er et af mine favoritsteder at spise. Det var på samme dag, jeg havde besluttet mig for at påbegynde min kur, men en samling af mine favoritting i livet (læs: ost, kulhydrater og fløde), skete det ikke rigtigt. Jeg nød fantastisk morgenmad i andres selskab, og kom dermed ekstremt tidligt ud af døren. Det bedste sted at nyde morgenstunden er – hvis du spørger mig – Fars dreng i Ny Adelgade.

Jeg fik min første kop kaffe i mange år. Koffein og jeg passer ikke særlig godt sammen længere, men jeg tog chancen og nød det.
Jeg har brugt rigtig meget tid sammen med et menneske, der giver mig så meget. Både kreativt og menneskeligt. Marie kan noget, der er helt unikt, og jeg sætter så ekstremt meget pris på hende.

Hun inviterede mig blandt andet i Det Kongelige Teater for at se balletten Giant Steps. Den var fuldstændig fabelagtig… Jeg er gammel ballerina, og har ikke været på det Kongelige, siden jeg selv havde en forestillig der, så det var meget fantastisk. 
Min mand og jeg har brugt kvalitetstid sammen. Det er som om, at vi har været mere koncentreret sammen, fordi vi ved, at vi snart skal skilles fra hinanden. Forleden lavede vi en improviseret tapasaften med rødvin og en fantastisk film.

Dagen inden havde vi været på fabriksudsalg hos Spangsberg, fordi vi har et seriøst flødebolleproblem. Tyve flødeboller var væk efter tre dage, og vi skal tilbage og købe flere fredag. Jeg har generelt været meget ude at spise. Blandt andet på Besteak, hvor jeg fik sponsoreret en middag, inden jeg skulle i teateret. Det er uden tvivl den bedste middag, jeg har fået i år. Man sidder ved et åben køkken, så man kan se maden blive lavet, og jeg mistænker den hjemmerørte bearnaise for at være lavet af engletårer og enhjørningekærlighed.

followwho
Older posts