I FEEL LIKE A YELLOW GUMMY BEAR

Skal man gå efter at blive skumfrøen i posen eller bare acceptere, at den gule er fucking cool?

Jeg er den gule vingummibamse.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle skrive noget her til aften, men da ovenstående sætning blinkede ind på min tankeskærm, som jeg cyklede igennem Københavns ligeledes blinkende gader, følte jeg mig nødsaget til at tømme mit indre depot af bekymringer ud på den flok af intetanende individer, der kunne finde på at forvilde sig herind.

Jeg føler mig som den gule vingummibamse i skålen.

I den store skål af Haribo, der er livet, vil der altid være favoritter, der enten bliver valgt først, eller går helt igennem godt med hinanden (I am talking to you, skumfrå og rød vingummibamse), og der er ligeledes stykker af slik, der altid er sidst valgte. Det, der bliver spist, fordi der intet andet er tilbage. Bevares, jeg siger ikke, at en enkelt psykopat i ny og næ ikke vil gribe imod posen og deklarere, at “de gule er altså mine favoritter” (i.e. min kæreste), men i langt de fleste tilfælde vil det være de røde, de skummede og de sexede stykker slik, der finder sammen og bliver valgt først.

Og til dem, der er efterladt med spørgsmålet: Hvilke stykker slik er det lige, der falder under kategorien “sexet”; der vil jeg blot pege imod den der pærelignende-dims og understrege, at I vel forhelvede ikke serverer sådan et fallossymbol til Disney show? Har I ingen pli.

Men tilbage til mig og min vingummebamsestatus.

Jeg har altid følt mig udenfor. Udenfor af flokken af sexet skumslik, der på en eller anden måde altid virker til at have regnet det og hinanden ud (note til selv: foretag en videnskabelig undersøgelse af, hvad det mytiske det, som alle går og henviser til, egentlig betyder). Det har været en evigt tilstedeværende og ganske nagende fornemmelse af, at folk omkring mig på en eller anden måde har tænkt mindre om mig, eller anset mig som værende irriterende eller upassende i et selskab.

Som den gule vingummibamse i posen. Kunne man egentlig ikke bare godt være foruden?

Er der noget om det, og er jeg bare ganske utilpasset i sociale sammenhæng, eller er det langt nærmere mit eget lave selvværd, der endnu engang viser sit grimme ansigt og minder mig om, at jeg da ikke skal have en enkelt aften ude, uden at bekymre mig over, hvorvidt jeg nu egentlig var god nok?

Om jeg nu egentlig passede ind.

Det er egentlig ganske selvmodsigende, at jeg er en del af et erhverv, hvor vi så desperat forsøger at skille os ud, opfinde det nye store, men samtidig bruger jeg så uendelig meget energi på at fundere over, hvordan jeg mon kunne passe lidt bedre ind. Hvad kunne jeg sige anderledes? Kunne jeg opføre mig på en anden måde?

Snakker jeg nu for højt?

Og alt imens alle andre sidder og er i gang med at knøjle deres skumslik, så sidder jeg og patter på min gule svinegelatine og føler mig som the odd one out. Og jeg finder mig selv efterladt med spørgsmålet: Sidder vi mange flere derude, end vi lige går og aner, der føler os udenfor?

Eller er det bare mig, der rent faktisk er ganske socialt akavet?

Jeg gætter på, at svaret er at finde et sted imellem både-og og hverken-eller. Jeg tror, at følelsen af ikke at passe ind er én, der rammer mange af os. Som resultat af en manglende tro på, at vi rent faktisk er gode nok til at passe ind? Usikkerhed?

Eller blot en manglende realisering af, at det bare ikke altid er værd at passe ind. Faktisk er det oftest meget bedre at stikke ud – nøjagtig som den person du er.

Om du så er gul, rød eller lavet af skum.

followwho

INSECURE TEENAGER GOING ON OLD CAT LADY

img_0442-kopi

Jeg er både-og, og hverken enten-eller.
Jeg er for ung til at have livet gennemskuet
og for gammel til at spise senere end klokken 16.30

Da jeg i går gik hjem efter en tidlig frokost, så jeg kunne nå at sove en lur, inden jeg skulle til dansefest om aftenen – med Britney Spears og Spice Girls som soundtrack – kunne jeg ikke lade være med at dvæle ved disharmonien, der til tider er at finde i min personlighed; På den ene side går jeg gerne i seng inden 21.30, ser dokumentarer om Romanov familiens betydning for Rusland og er ret opmærksom på ikke at spise for groft rugbrød, da jeg bare ved, at det vil ende med en hel eftermiddag på toilettet. På den anden side finder jeg ofte mig selv siddende ved mit skrivebord på arbejdet, frygtende for, at der lige pludselig er nogle, der finder ud af, at det altså blot er et barn, der sidder der bag skærmen og svarer på mails. Og det efterlader mig med spørgsmålet:

Har jeg både en gammel kattedame og en usikker teenager boende inde i mig?

Mine spise- og sovetider samt den til tider altoverskyggende følelse af ikke at have styr på livet kan siges at tale for denne teori. Men jeg ved ikke, hvem af de to, der er det mest sande jeg, eller om der er én af dem, der er mere dominerende end den anden? Måske er det det værste i mig, der manifesterer sig som to forskellige sider i mig? (To sider, jeg vælger at døbe henholdsvis Gertrud og Milla-Leonora), eller måske er det rettere disse to modstridende personlighedstræk, der gør mig til den helt unikke, fantastiske og til tider uligevægtige mig?

Efter videre tænkning på ovenstående teori omkring eksistensen af Gertrud og Milla-Leonora (fordi jeg har ikke andet at bruge min lørdag på end navlepilleri) gik det op for mig, at personlighedstrækkene de to repræsenterer, længe har været noget af det, jeg har hadet allermest ved mig selv: Forsigtigheden og lysten til bare at være hjemme samt usikkerheden og den aldrig forsvindende følelse af, at alle andre har meget mere styr på det end jeg.

Kattedamen med det lave energi-niveau og den usikre teenager, der altid får sagt en upassende joke, når chefen kommer gående forbi.

Men som jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, at det nok rent faktisk er en ganske cool sammensætning – hvis ikke så i hvert fald en meget ægte sammensætning. For de to sider gør mig til mig, og jeg ved ikke, om det er en minus og minus giver plus situation, men jeg synes sgu, at resultatet er rimelig godt.

Hvis vi skulle sige det selv.

Måske er den rette mængde kattedame og den rette mængde forvirrede teenager lige nøjagtig dét, vi alle sammen har brug for i vores liv? Bevares, til tider kan den ene få overtaget, og usikkerheden flyder over dig, mens du stirrer på den der bums, du lige har fået på hagen, og undrer dig over, hvad du skal med dit liv og måske endnu vigtigere: hvad du skal med denne mail fra din chef, der har en eller anden vigtig opgave, som de virkelig ikke burde pålægge en 13-årig.

Og andre dage overvejer du at råbe efter de unge mennesker på gaden, fordi de ikke flytter sig for dig, når du kommer gående forbi.

Men så er der andre tidspunkter, hvor sammensætningen kan sikre, at du imellem al seriøsiteten, alle regningerne og alt det voksne også husker på at hoppe i vandpytter, danse til Britney og fnise sammen med dine veninder. Og så vil sammensætningen også kunne sørge for, at du imellem al usikkerheden, alt festeriet og al forvirringen også kan tage fat i dig selv og slappe af, tage tidligt hjem og få ro på, passe på dig selv og være ligeglad med al den fjolleri på sociale medier og i venindegruppen, fordi nu er der kriminalkommisær Barnaby på DR og så er der ellers en early bird dinner på menuen samt erkendelsen af, at du er bare helt igennem fin, som du er.

For Gertrud har kraftedme ikke tid til at bekymre sig om andres meninger. For hun skal i seng lige om lidt.

JEG ER MERE END SUMMEN AF MINE SELFIES

img_9270

Selfieskaber + datter + veninde + grineren individ = Sille

Jeg så gerne, at denne tekst blev skrevet fra den anden side. Den klogere side. At den ikke blev formuleret, mens jeg stadig sad i lortet, men langt nærmere efterlod jer med “en lektie lært” følelse. En: “Se, hvor klog jeg er blevet, nu skal jeg belære jer om, hvordan I skal leve jeres liv” tekst, om man vil. I højere kredse kendt som en “shit, hvor er hun dog irriterende at høre på” tekst.

Men det kan jeg ikke give jer (jeg vil dog gøre mig bedste for stadig at efterkomme delen med at være irriterende).

For jeg sidder stadig midt i den problemstilling, som jeg i denne tekst vil berøre, og jeg kan derfor allerede nu informere jer om, at den gyldne morale, løsningen på alle vores problemer, som jeg ellers er så givende af i mine andre tekster, ikke vil være at finde i denne. Måske vil denne tekst efterlade mig med værktøjerne til at søge den, eller måske vil jeg bare være efterladt med en halvfærdig tekst samt spørgsmål om, hvad meningen nu egentlig lige var med, at jeg satte mig ned og skrev den.

Spændende. Følg med, så ser vi, hvad der sker.

Indrømmet; jeg har brugt de sidste mange uger på at tænke intensivt på mit eget udseende. Sådan helt igennem navlepillende, intensiv tænkning omkring egen krop og nuancen af leverpostej, mit hår er. For er det nu helt den samme som hende den lækre influencers? Spurgte hun ungarbejderen i Dyrup, mens hun placerede farvekortet tæt ved eget ansigt.

Hvad har ledt til, at jeg sådan har brugt utallige timer på at tænke på mit eget udseende? Altså udover det at være barn af den senmoderne tid? Jeg ved det ikke. For lidt indhold i mit liv og en mangel på nye krimier på Netflix er et bud. Et desperat forsøg på at finde noget, jeg kan kontrollere i mit liv, hvilket der over de sidste måneder har bevæget sig så hurtigt, at selv de mest flygtige catwalk trends ville falde bagud.

Men nok mest det med Netflix.

Og da det forleden gik op for mig, at jeg i virkeligheden nok havde brugt størstedelen af den forgange uge på at tænke på mit eget udseende og på, hvordan jeg kunne forbedre dette, måtte jeg stoppe op og pludselig komme til den følgende befriende erkendelse:

Du er meget mere end dit udseende, Sille.

Du er en datter, en veninde, en hårdtarbejdende ansat, du er kvinde, du er skribent, du er rimelig grineren, hvis du skulle sige det selv. Og så er du dig.

Og selvom dette i første omgang efterlod mig med en følelse af befrielse, var dette dog hurtigt erstattet af den næste erkendelse og den medfølgende rumlen i maven: Hvor er det dog skræmmende, at dette er noget, jeg er nødt til at minde mig selv om. For lige der imellem mine bekymringer om, hvordan mine ben bare ser virkelig tykke ud i de der jeans, der glemte jeg, at jeg består af så mange – meget vigtigere – ting, end mit udseende.

Jeg er mere end summen af mine selfies.

Men det er som om, at det sjældent er dette “mere”, jeg bedømmer mig selv efter. Det er sjældent min evne til at være en god veninde, en god datter eller bare en god mig, jeg roser mig selv for. Det er til gengæld langt oftere en god selfie eller et godt outfit.

Og hvor helt igennem sørgeligt er det ikke lige?

Rimelig sørgeligt, hvis jeg selv skulle sige det. Og eftersom jeg er mange ting, men ikke en fortaler for det sørgelige, så vil jeg forsøge at gøre noget ved det. Forsøge at se mig selv i den helhed, der er mig. Datter, veninde, kvinde, kreativt væsen og helt igennem fantastisk selfie-skaber.

Alle dele, der ender ud i summen: Sille.

followwho
Older posts