OFF THE GRID

Overaktive fingre, metafordiarre og en forklaring på mit fravær

Det er sjældent, at der går mere end 12 timer imellem, at jeg skriver. Bare et eller andet. Efter denne tid begynder et fysisk ubehag, overaktive fingre, kliché-gennemvæddede metaforer overfylder min mave og resulterer i mild diarre samt en manglende evne til at tale i andet end billedsprog.

Mor, jeg har det som en fjerbeklædt Manolo Blahnik sko i en gammel genbrugsbutik: Der er ingen, der kan se de fantastiske muligheder, der er i mig. 

Manglende tid ved tastaturet resulterer ligeledes i en altoverskyggende tro på, at alle glemmer mig, og at de tanker jeg har, er nogle, jeg sidder med helt alene. Det er selvfølgelig alt sammen en ganske ekstrem overdrivelse, men jeg må erkende, at jeg i denne uge ikke helt har følt mig som mig selv. Og det efterlader mig med et andet presserende spørgsmål om, hvorvidt det ikke er ganske problematisk, at jeg gør mig selv op i min aktivitet på sociale medier.

Men det er en problematik, vi kan berøre en anden dag.

Indtil da vil jeg blot komme med en forklaring på mit fravær. Hvilket I nok slet ikke har lagt mærke til, fordi folk rent faktisk har et liv, der ikke udelukkende handler om at følge mærkelige modebloggere på deres sociale kanaler. Jeg har i denne uge været gemt væk i en kærligheds- og arbejdsgrotte. Min kære soldat er kommet hjem på leave, og jeg gik i fredags på ferie. Derfor har der ikke været tid til meget andet end at kigge ham den søde dybt i øjnene, og forsøge at få alt på plads, inden jeg tager fem dage væk fra kontoret.

Hvorfor er det altid, at man bliver ekstra stresset lige op til ferie?

Min ferie skal holdes herhjemme i København, og jeg håber derfor, at jeg kan finde lidt mere tid til at bevæge mine fingre over det støvede tastatur. Det betyder så ekstremt meget for mig, at jeg har dette frirum, og jeg skal huske mig selv på at prioritere det. For ellers kommer det bare sidst i rækken.

Nu vil jeg gå tilbage i grotten. Bestille mig en kaffe og croissant og måske tage min mand i hånden for at købe et lyserødt hårspænde.

followwho

LESSON LEARNED (AND OTHER SHIT GROWN UPS SAY)

Så ved du det til næste gang, husk at drikke vand, du har det bedre, når det er gjort og andet lort voksne siger (som vi burde lytte til)

“Så ved du det til næste gang”. Ja tak, faster Hanne, men det er altså lige nu, at jeg er ved at bukke under af angst, katastrofetanker og dårlig samvittighed over det dårlige valg jeg tog/den fejl jeg lavede/den trappe jeg faldt ned af, fordi hælen på den 5.000 kroners stilet, jeg lige har købt, knækkede af og sendte mig på røv og albuer ned af jeres uforståeligt ru og ubehagelige tæppe.

Så spender dog lige lidt ekstra på jeres gulvbehåring, Hanne!

Jeg vågnede i morges og fandt mig nødsaget til at skrive en klumme omkring de mange lektier, vi lærer her i livet (Fordi jeg er sådan et inspireret og overskudsagtigt menneske, der bare vågner op og ikke kan holde sig fra tastaturet. Indskudt sætning i en indskudt sætning: Jeg stod op ekstremt tidligt grundet dårlig mave, tjekkede mails og var derfor efterladt med endnu dårligere mave, kunne ikke falde i søvn og endte derfor med at tømme tanker ud igennem min fingre. Men førstnævnte lyder klogere, så lad os holde os til det).

Jeg tror, at mit forhold til lektierne i livet har ændret sig som tiden er gået. Da jeg var helt lille, fandt jeg det ganske enkelt top fedt, når jeg lærte noget nyt: Fedt, nu kan jeg binde mine sko. Fedt, nu har jeg lige lært i skolen, at man ikke skal gå tværs over vejen, selvom ens bjørneven med løbehjul står derovre, for det tager meget længere tid, end bare at gå lige over vejen. Super, jeg skal ikke binde mig for meget til sekundære roller i Disneyfilm, for de har tendens til at kradse af.

Som tiden gik ændrede dette positive mindset sig dog, og da jeg nåede teenagealderen var enhver lektie blot en konstant reminder om mine fejl samt skår i den fejlagtige – men ganske altoverskyggende – idé om, at jeg vidste alt, aldrig blev klogere og at livet for evigt ville være sådan.

Åh mit barn, hvor er du dog blevet klogere.

Men som jeg sidder her på den spæde anden side af teenageårerne, er jeg dog pludselig efterladt med spørgsmålet: Er du egentlig blevet klogere? I hvert fald lige på dette punkt? For de der lektier kan stadig være  ekstremt svære for mig at acceptere, at jeg skal lære. I stedet for at anskue dem med en barnagtig positivitet, ser jeg dem i stedet for som en personlig fiasko.

Og det er ganske enkelt super usundt og ucharmerende.

Jeg er blevet bedre til det. Bedre til at høre faster Hanne for mig, når jeg laver en fejl og derfor efterfølgende kan sige: Ved du hvad, så ved jeg sgu det til næste gang. Pisse fedt. Lad os komme videre. Men der er stadig tidspunkter, situationer, hvor faster Hannes stemme overdøves af selvfordømmende tanker og ideen om, at jeg skulle have vidst denne ting.

Du burde virkelig være blevet født med denne forståelse for forretning. Det er egentlig for dårligt, at du ikke var. 

Jeg har en fantastisk evne til at vende alting ind mod mig selv. Virkelig, det er faktisk ganske imponerende! Skete der en fejl i en helt anden afdeling end min? Det var nok mig, der glemte at sende et eller andet. Er min kæreste på den anden side af jorden i dårligt humør? Det er nok min skyld. Lavede jeg en mindre fejl, som jeg rent faktisk har været eftertænksom over siden, og nu kan tage med mig næste gang, så jeg ikke laver den samme?

Jeg må hellere isolere mig selv for omverdenen og flytte til det nordlige Canada og leve som en krebs.

Jeg vil gerne blive bedre til at håndtere de lærte lektier. Og hermed ment at håndtere dem på en anden måde end at bryde sammen af selvfordømmelse og bebrejde sig selv alt. Det er kraftedme også din skyld, at det moderne samfund sejler grundet sociale medier. Jeg skal adoptere faster Hannes laissez-faire-ness omkring fejl og mindre fordelagtige valg, og se det som en mulighed for at blive en smule klogere, bevæge mig en smule længere frem. Blive et lidt mere sammensat individ.

God knows, at jeg har rykket mig siden teenageårerne.

Og det var ikke sket uden lærte lektier, falden på røv og albuer og generelle skår i tidligere forforståelser af egen person.  Det vil jeg forsøge at huske på, når jeg næste gang står overfor muligeheden for at lære noget. For man kommer nok egentlig meget længere ved at acceptere, at man lige så godt kan lære af sine fejl i stedet for at hade sig selv for dem.

Det ved jeg til næste gang.

followwho

”I just want to thank my mental illness for getting me here”

Prisen for den dygtigste, sjoveste, mest eftertænksomme, smarte og pseudo-intelligente modeblogger, der aldrig rigtig skriver om mode, går til: Sillewho

”Wait, wait let me get my drink: Først og fremmest vil jeg gerne takke mine mentale sårbarheder for at gøre mig til den, jeg er (I.e super angstfuld, overtænkende og på kanten af at udelukkende at bestå af overdrevne følelser). Og så vil jeg også gerne takke de der nye Vetements støvler, fordi de sikrer, at jeg ikke spiser andet end suppe i denne måned – mens jeg ser fantastisk ud”.

Forstiller du dig nogensinde, at du skal modtage en pris for et eller andet? Bedste nye album, fedeste dansemove på klubben for det der ”plukker æbler” tequila version, at du er kommet ud af døren i dag (you go!) eller for filmen: Reservations at eight?

Selvfølgelig gør du det. Og alle, der påstår andet, lyver.

Og når du står der, og takker alle for prisen for *indsæt selv lort, der betyder noget for dig*, vil du måske forvilde dig til at tro, at du skal takke uvigtige ting såsom: din familie (det er da i hvert fald ikke prisen for originalitet, du modtager), din kæreste (we get it; du har sex) eller måske nærmere nogle af dine positive kvaliteter såsom din sangstemme, evne til at holde hovedet koldt eller noget andet mennesker uden forkrøblende angst, kan.

Men da jeg forleden sad med hovedet nede i den skål med dobbelt-shot latté, jeg lige havde bestilt på den smarte café (I shit you not, den blev serveret i en skål, og jeg er i forlængelse efterladt med spørgsmålet: Er det smart, eller er der en eller anden gut ude i køkkenet, der ikke er blevet lært ordentligt op i, hvad forskellen på de forskellige typer af service er?), kunne jeg ikke lade være med at tænke, at en del af min takketale, nok faktisk burde gå til de elementer ved mig selv, som ellers ikke lige kommer først, når jeg skal tænke over, hvad jeg elsker ved mig selv.

Det er jo nok ikke ligefrem de mentale sårbarheder, man først smider sig på knæene og takker for, når man skal tildele credit for, at man er nået dertil, hvor man er.

Men burde det egentlig ikke være det?

Spørger hun pseudo-filosofisk (og endnu engang uden snerten af mode), men hun dypper hovedet ned i sin kaffe, der denne gang er serveret i et glas. Findes der ikke kopper længere, når hun at tænke, inden hun skriver videre.

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være, hvor jeg er lige nu, hvis jeg ikke var (for)skruet sammen i hovedet, som jeg er det. Hermed ikke sagt, at jeg ikke var blevet en meget vigtigere og rigere person – det kan jeg ikke sige – men jeg kan med nogenlunde sikkerhed sige, at jeg ikke var endt lige her. Og når jeg stopper op og tænker – hvilket jeg faktisk gør så ofte, at jeg meget sjældent kommer nogle steder hen – så er det en ganske fantastisk ting.

Jeg var ikke blevet mig, hvis jeg ikke havde mit at deale med.

Sillewho havde højest sandsynligt ikke eksisteret. For hvad fanden skulle jeg skrive om? Kedelige ting såsom nye outfits og et liv, der er styr på? Jeg havde nok ikke de mennesker i mit liv, som jeg har nu, for jeg har et bånd til dem, jeg ikke kan forestille mig at have haft, hvis vi ikke havde mødtes over svære ting.

Jeg havde ikke haft min skønne skosamling, for uden mine nedture ville jeg ikke have stof til at retfærdiggøre købet af disse skønne (læs: ulækkert dyre) sko.

Så I kan nok se, at meget ville have været anderledes, hvis jeg ikke havde de ting at kæmpe med. Og derfor har jeg også valgt, at jeg vil inddrage dem i min takketale. For uden de ting jeg har skulle igennem, ville jeg ikke være den person, jeg er. Jeg ville ikke kunne klare de samme ting, jeg ville ikke kende de samme mennesker, jeg ville ikke have de samme muligheder.

Jeg ville ikke have de samme historier at fortælle.

Og selvom det til tider ville være (meget) nemmere, hvis jeg ikke skulle kæmpe en daglig kamp imod mit eget sind, så er det værd at tage med. Det er nok faktisk det eneste, man kan tage med sig. Så det synes jeg også, at du skal gøre. Du skal inddrage de svære ting i din tale, når du skal takke for der, hvor du er lige nu. Det kan godt være, at det ikke er i drømmejobbet, drømmestedet i dit liv, men på en eller anden måde har det givet dig noget, som gør dig til dig.

Og det er helt igennem skæppeskønt.

Se selv; jeg sidder der på første række og klapper i min hænder, når du går op og modtager prisen for at være den allerbedste dig. Med alt det lort, der medfølger.

followwho
Older posts