YOU KNOW, HANNE, I’M JUST DOING ME

img_9821

Nej, jeg har ingen planer i weekenden, Hanne

Hvad skal du så lave i weekenden? Spørger den velmenende kollega mig med forventningens røst i sin stemme. Har jeg mon planer om gallamiddag? En hurtig smuttur med veninder til Wien? Kæmpe fest med 40 af mine nærmeste venner? Eller måske noget helt fjerde, indeholdende tid i andre menneskers varme barm og den dertilhørende mulighed for at fylde op på den sociale konto.

Ingenting, svarer jeg, mens jeg forsøger at læse personen overfor mig. Kommer hendes fortvivlede blik som resultat af, at hun finder situationen voldsom akavet, eller forsøger hun blot at tænke sig frem til, hvad årsagen til mine ikke-eksisterende planer mon kan være?

Er jeg syg, gravid eller indehaver af voldsomme tømmermænd?

Ingen af tingene. Jeg var til gengæld indehaver af et voldsomt behov for blot at være mig. Der sker en masse ting lige nu – både i min mailindbakke og i mit hoved – tanker, der dræner mig og kontortider, der dræner min tid. Så jeg havde bare brug for mig selv. Mig selv, kaffe, magasiner og dates med min cykel. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt er blevet ladt op endnu, men det bliver man også sjældent, når der sker meget på din indre tankeskærm.

Men det fik mig da et stykke.

Gør mig lige den tjeneste at tage sådan en weekend til dig selv, hvis du har brug for det. Også selvom folk omkring dig undrer sig over, hvordan du dog kan overleve 48 timer i dit eget selskab. Det er ikke pinligt at tage på café alene, det er ikke spild af tid at spilde sin tid på sig selv, det er ikke dumt at være ensom lige for en stund. Og hvis hende der fra HR kigger mærkeligt på dig, når du siger, at du ikke har nogle planer, så må du sige: Ved du hvad, Hanne, jeg har simpelthen bare ikke brug for den der form for negativitet i mit liv. Hvad jeg har brug for, er dette nye Costume og en double shot latte på mandelmælk. Så hyg du dig på klubben.

followwho

OF COURSE YOU HAVE BAD SELF-ESTEEM STOP LOOKING AT YOURSELF, YOU DUMB SLUT

img_9605For folk, der fanger referencen, virker jeg ekstremt sjov. For alle andre er jeg utrolig usympatisk. Og for en udvalgt gruppe, begge

Selfies, spejlbilleder, sociale medier og super meget navlepilleri – for den uindviede kan det måske virke til, at jeg bruger ufattelig megen tid på at kigge på mig selv. Og med uindviede menes der her absolut alle, herunder også mig selv. Det er faktisk nærmest på grænsen af det skræmmende – på den der; “er det hendes rigtige ansigt, botox eller har hun skåret en teenagers ansigt af og spændt det virkelig stramt fast om hendes eget” skræmmende – hvor meget tid jeg bruger på at kigge på mig selv. Og denne ekstreme kiggen på mig selv – både bogstaveligt samt en indre spejlkiggen på min person – efterlod mig forleden med følgende tanke:

Der er fandeme ikke noget at sige til, at jeg i svage stunder finder mig selv med dårligt selvværd, når jeg bruger 50% af min tid på at analysere mit eget spejlbillede – både det indre og det på væggen – for at finde fejl eller for at dyrke det, som jeg anser som værende smukt.

(Til den interesserede, der lige nu sidder og undrer sig over, hvad jeg egentlig bruger de sidste 50% af min tid på, kan jeg hermed løfte sløret: Det er henholdvis 30% til stalking af fashionistaer på Instagram og 20% spisning af brie).

Jeg bruger så meget tid på at kigge på mig selv. På mit udseende, på mine fejl og mangler, på mine kvaliteter og på mig selv som person. Der er ikke noget at sige til, at min navle efterhånden er hudløs. Jeg kan ikke lade være med at teoretisere om, at jeg ved tilbagetrædningen fra spejlet – igen værende både det bogstavelige samt det metaforiske – ville kunne højne niveauet af mit selvværd. For hvis man ikke bruger nær så meget tid på at nærstudere sig selv, så kan det formodes, at der ligeledes er en eksponentiel udvikling i tiden man bruger på at tænke dårligt om sig selv? Og en eksponentiel udvikling i tiden man bruger på noget, der reelt er vigtigt?

(Note til selv: Undersøg om folk har opdaget din pludselige kærlighed for ordet eksponentiel).

(Ekstra note til selv: Undersøg om du bruger order eksponentiel rigtigt).

Om teorien er korrekt eller ej, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at jeg unægteligt bruger al for megen tid foran spejlet. Og det kan måske undre personerne, der møder mig på min daglige vej, der efterlades med spørgsmålet: Hvis hun bruger så megen tid foran det spejl, kunne hun så ikke bruge den på at få dækket de rande under øjnene? 

Hvem ved, hvad jeg ville kunne opnå, hvis jeg brugte lidt mindre tid på at glo på mig selv? Måske jeg rent faktisks kunne få skrevet nogle tekster? Hvem ved, hvad jeg kunne blive til, hvis jeg brugte lidt mere tid med næsen i bogen i stedet for tæt på spejlet samt nede i min navle og egne mørke tanker om mig selv? Læge, advokat, reality-stjerne. The world could be my oyster.

Men først og fremmest kan jeg mærke, at der er et eller andet på min hage.

Jeg må nok hellere lige gå ud og se, hvad det er.

followwho

AN EPIC FEAR OF FAILURE AND LETTING IT GO

fullsizerender-5

Er det muligt at overkomme den altoverskyggende frygt for at gøre noget forkert? Eller er jeg dømt til at fejle?

Jeg bruger hver dag på at overkomme to ting: min frygt for at møde min underbo, der synes, at min sokker larmer samt min altoverskyggende angst for at gøre noget forkert. Førstnævnte håndterer jeg ved at tage elevatoren på specifikke tidspunkter, men sidstnævnte så jeg gerne blev løst med en kende mere fordelagtig og mindre jeg-løber-fra-mine-problemer-agtig løsning.

For det er sgu trættende ikke at kunne tage livets elevator på alle tidspunkter af dagen.

Og for at komme hurtigt videre fra den akavede metafor, springer jeg straks til at snakke mere om den never ending angst aka pleaser genet i mig. Jeg arbejder på det hver eneste dag, det der med ikke at lade mig selv slå ud over eventuelle fejl eller forglemmelser, og det bliver bedre. Det gør det virkelig! Men jeg fanger stadig mig selv i at bruge lørdag morgen på at overtænke ugens hændelser og fejltrin – virkelige som forestillede.

Det er fandeme trættende. Meget mere end at skulle tage afsted mod arbejde 25 minutter før, fordi underboen lufter sin hund klokken kvart over otte.

Så hvordan kommer man sig over det? Hvordan bevæger man sig fra jeg stavede et ord forkert i min mail, så jeg begår harakiri til shit, jeg dummede mig, lad os lige løse det og komme videre? Jeg har ikke den magiske løsning, men jeg har på fornemmelsen, at det handler om at løsne grebet. Løsne grebet om sig selv og om ønsket om at være perfekt. For jeg har nok ting, der strammer her i livet (jeg nævner i flæng: bukser, de alt for dyre sko og de der pæne trusser, jeg lige har købt, for at gå i andet end boxershorts).

Jeg skal være bedre ved mig selv. Og bedre til at huske på, at der er meget få ting, der rent faktisk er jordens undergang – altså bortset fra global opvarmning og Trumps styre – men ikke den forkerte mail eller den glemte opgave. Det kan godt være, at jeg skal fortælle mig det selv mange, mange gange, men jeg skal nok nå dertil, hvor jeg ikke er evigt bange for at gøre noget forkert. For så bliver livet altså bare lidt nemmere.

Og så må jeg tage det der med underboen senere.

followwho