HVORFOR SERIØSITET IKKE ER LIGESOM SKO

img_0782

Seriøsitet er for mig det modsatte af sko: Jeg kan i særdeleshed godt have for meget af det

Og så sidder jeg der, med min bitre kaffe, som jeg ikke sender tilbage, fordi jeg er bange for, at den smarte barista dømmer mig for, at jeg tager min latté med 97% mandelmælk og 3% du er ikke gammel nok til at drikke kaffe. Udover kaffen er jeg indehaver af voldsomme hvidvinstømmermænd og utallige bekymringer om arbejdsrelaterede problematikker såsom: Hvorfor er du ikke perfekt? Og kan du huske de der to fejl, du lavede i går?

That’s right, du bliver nok fyret.

Og mens mine veninder joker et sted i det fjerne bag tågen af kvalme, bekymringer og smagen af for mange smøger natten inden, går det op for mig, at mig og ham den smarte barista har én kæmpe ting til fælles:

Vi er alt for seriøse.

Ham omkring sin latté-art (Jeg er ligeglad med det fucking blad, giv mig nu bare min varme mælk med kaffedråber) og jeg omkring alting i hele mit liv. Seriøsitet er måske det sidste du, kære læser, vil forbinde med frøken Who, men bitter sarkasme og selvudslettende humor er ikke at forveksle med en generel let tilgang til livet. Jeg har styr på sarkasmen, jeg mangler en vis… laissez fair.

Jeg indsætter her brækpause, så I kan komme jer over, hvor ulækkert brugen af det ord er, samt græmmes over, at det ikke døde engang i 70’erne.

Faktisk har jeg tilbøjelighed til at tage ganske mange ting alt for seriøst: Andre folks meninger omkring mig, mine egne evner eller manglen på samme, fejltrin og fiaskoer, voksenlivet, sociale medier og postvæsnet. Faktisk er det nok kun egen personlig hygiejne, barbering og folk, der ikke kan lide ost, som jeg ikke tager voldsomt seriøst. Jeg er ret sikker på, at min egen seriøsitet er ved at undergrave mig. Efterlader mig med en tung sten på hjertet og uden evnen til at trække vejret helt dybt: For alting betyder så meget for mig, alting virker så stort, vigtigt. Seriøst.

Ja, det er fint, at du er i krig, skat, men jeg har en sweaterkrise her, og jeg ved ikke, om jeg overlever, hvis jeg ikke får den løst. 

Er det mon noget, man lærer med alderen, det der med at tage ting lidt mindre seriøst? Eller er det noget, der er bundet fuldstændig til ens personlighed? Er det noget, jeg kan lære mig selv, eller må jeg for evigt acceptere min egen skæbne som en person, der ikke blot kan gøre én fjer til fem høns med min egen seriøsitet, men også én elregning og en fejl på arbejdet til fem mavesår og en svedig overlæbe?

Jeg ved det ikke.

Jeg vil gøre mit allerypperste for at blive bedre til at tage ting mindre seriøst. Det har jeg brug for. Det har min mentale ro brug for. Jeg vil fortælle mig selv, at alting nok skal gå. For det gør det jo altid – så der er sådan set ingen grund til at gå at bekymre sig på forhånd (siger hun forsigtigt til sig selv, men tror ikke rigtig på det). Jeg vil forsøge at tage min egen sindstilstand seriøst, og lade være med at køre mig selv ned over alle de ting, der i mine øjne virker så store og farlige.

Jeg lover, at jeg nok skal tage det seriøst.

followwho

PERFEKTIONISTEN I MIG – BEDRE SOM THAT BITCH NEXT DOOR

img_0331

Mød min nabo, hun går op i skraldespandsetikette og absolut perfektionisme

Bor du i lejlighed? Hvis du gør, så kender du uden tvivl til hende kællingen i lejligheden ved siden af (indskudt sætning: hun kan ligeledes findes i etagen under, over eller i dit lejlighedsudvalg, hvor hun altid sætter skraldespandshåndtering på den allerede alt for lange dagsorden). Hun er der til at minde dig om, at din fødder larmer, din musik er for høj fredag aften eller, at du bare er et decideret dårligt menneske med alt for mange venner, der kommer på besøg i tide og utide.

Som torsdag eftermiddag klokken 16.

Forleden på job gik det op for mig, at jeg ikke blot har kællingen boende i mit lejlighedskompleks, men også inden i mig. På den indre etage – 24B sindet midtfor – der bor hun. Kællingen.

Også kendt som den arrige perfektionist.

Jeg kæmper med hende hver eneste dag. Forsøger at lukke hende ude, ikke åbne døren når hun banker på og beder mig om at være perfekt. Dropper helt at komme til mødet, hvor hun har sat hver eneste del af mit liv på dagsordenen: Karriere, kærlighed, udseende, talent, vægt. Men som med den virkelige kvinde i lejlighedskomplekset, så formår hun alligevel at indtage en kæmpe rolle i mit liv.

Hun gør, at jeg ikke opfører mig, som jeg ellers ville.

Forleden knækkede jeg sammen under vægten af hendes dagsorden. Jeg blev overrumplet af vægten af mit eget had til mig selv, fordi jeg ikke kan være helt så perfekt, som jeg gerne vil være (hvilket er fuldstændig perfekt). Små ting gik mig lige pludselig på, og ved slutningen af dagen var jeg efterladt med spørgsmålet:

Er jeg overhovedet noget værd?

Og så fik hun sin vilje; jeg slukkede min musik, aflyste med vennerne og brugte i stedet dagen på at tænke over, om min skraldespand mon stod med præcist fem cm mellemrum fra de andre.

Til alle dem, der på nuværende tidspunkt har tabt tråden med min overdrevne metafor: skraldespandsmellemrummet er metafor for min generelle ageren i livet. Og nu tilbage til historien.

Jeg går så meget op i at være perfekt, at der er meget lidt tid til noget som helst andet. Og det er drænende, der er meget få ting, der er lige så drænende som at bruge tid på at ville være perfekt hele tiden. Det skulle da lige være og opdateringer fra folkeskolebekendte om deres tredje – virkelig hæslige – barn.

Det er egentlig mærkværdigt, at jeg stræber så meget efter perfektionisme, eftersom jeg afskyer det i alle andre. Der er ikke noget værre end personer, der fremstår perfekte. Jeg har ét spørgsmål: Hvor kedelig har man lige lov at være? Giv mig mennesker med buler, fejl, fiaskoer og mørke rande på deres sjæl.

Så hvorfor kan jeg ikke ønske det samme i mig selv?

Måske fordi det er så meget nemmere, at se det skønne i alle andre mennesker, end det er at se det i sig selv. Jeg har endnu ikke regnet ud, hvordan jeg skal komme over min evindige jagt på perfektionismen, men jeg tager gerne imod tip. Jeg snakkede i dag med en bekendt, der grundet et dødsfald i den tætte familie, havde fået sat hele sit liv i perspektiv – og dét satte noget i gang hos mig. For hvor er det dog egentlig ligegyldigt med alle de småfejl, man render rundt og laver. Hvor er det dog ligegyldigt, om man er den perfekte størrelse, i det perfekte tøj. Det perfekte menneske.

Der er så forbandet meget andet at bruge sit liv på.

Hvorfor er det så lige, at jeg ikke kan bede hende kællingen om at tie stille?

followwho

I FEEL LIKE A YELLOW GUMMY BEAR

Skal man gå efter at blive skumfrøen i posen eller bare acceptere, at den gule er fucking cool?

Jeg er den gule vingummibamse.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg skulle skrive noget her til aften, men da ovenstående sætning blinkede ind på min tankeskærm, som jeg cyklede igennem Københavns ligeledes blinkende gader, følte jeg mig nødsaget til at tømme mit indre depot af bekymringer ud på den flok af intetanende individer, der kunne finde på at forvilde sig herind.

Jeg føler mig som den gule vingummibamse i skålen.

I den store skål af Haribo, der er livet, vil der altid være favoritter, der enten bliver valgt først, eller går helt igennem godt med hinanden (I am talking to you, skumfrå og rød vingummibamse), og der er ligeledes stykker af slik, der altid er sidst valgte. Det, der bliver spist, fordi der intet andet er tilbage. Bevares, jeg siger ikke, at en enkelt psykopat i ny og næ ikke vil gribe imod posen og deklarere, at “de gule er altså mine favoritter” (i.e. min kæreste), men i langt de fleste tilfælde vil det være de røde, de skummede og de sexede stykker slik, der finder sammen og bliver valgt først.

Og til dem, der er efterladt med spørgsmålet: Hvilke stykker slik er det lige, der falder under kategorien “sexet”; der vil jeg blot pege imod den der pærelignende-dims og understrege, at I vel forhelvede ikke serverer sådan et fallossymbol til Disney show? Har I ingen pli.

Men tilbage til mig og min vingummebamsestatus.

Jeg har altid følt mig udenfor. Udenfor af flokken af sexet skumslik, der på en eller anden måde altid virker til at have regnet det og hinanden ud (note til selv: foretag en videnskabelig undersøgelse af, hvad det mytiske det, som alle går og henviser til, egentlig betyder). Det har været en evigt tilstedeværende og ganske nagende fornemmelse af, at folk omkring mig på en eller anden måde har tænkt mindre om mig, eller anset mig som værende irriterende eller upassende i et selskab.

Som den gule vingummibamse i posen. Kunne man egentlig ikke bare godt være foruden?

Er der noget om det, og er jeg bare ganske utilpasset i sociale sammenhæng, eller er det langt nærmere mit eget lave selvværd, der endnu engang viser sit grimme ansigt og minder mig om, at jeg da ikke skal have en enkelt aften ude, uden at bekymre mig over, hvorvidt jeg nu egentlig var god nok?

Om jeg nu egentlig passede ind.

Det er egentlig ganske selvmodsigende, at jeg er en del af et erhverv, hvor vi så desperat forsøger at skille os ud, opfinde det nye store, men samtidig bruger jeg så uendelig meget energi på at fundere over, hvordan jeg mon kunne passe lidt bedre ind. Hvad kunne jeg sige anderledes? Kunne jeg opføre mig på en anden måde?

Snakker jeg nu for højt?

Og alt imens alle andre sidder og er i gang med at knøjle deres skumslik, så sidder jeg og patter på min gule svinegelatine og føler mig som the odd one out. Og jeg finder mig selv efterladt med spørgsmålet: Sidder vi mange flere derude, end vi lige går og aner, der føler os udenfor?

Eller er det bare mig, der rent faktisk er ganske socialt akavet?

Jeg gætter på, at svaret er at finde et sted imellem både-og og hverken-eller. Jeg tror, at følelsen af ikke at passe ind er én, der rammer mange af os. Som resultat af en manglende tro på, at vi rent faktisk er gode nok til at passe ind? Usikkerhed?

Eller blot en manglende realisering af, at det bare ikke altid er værd at passe ind. Faktisk er det oftest meget bedre at stikke ud – nøjagtig som den person du er.

Om du så er gul, rød eller lavet af skum.

followwho