DET ER EN FUGL, DET ER ET FLY, DET ER *DÅRLIG SAMVITTIGHED-KVINDEN*

ikke-navngivet-1

I am woman hear me roar (omkring min dundrende og altoverskyggende dårlige samvittighed)

Blæsten trækker i mig fra alle sider. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, når jeg at tænke, inden jeg placerer min papirstynde Converse all star midt i en iskold vandpyt.

Med et styk fod i lyserød glimmersok indeni.

Jeg trækker mig igennem Sydhavnen med en kæmpe Espressomaskine i favnen, fordi hanken netop er knækket på posen, hvori jeg havde said kæmpe Espressomaskine. Før jeg kan nå at acceptere, at mine arme nu er så smadrede, at de aldrig kommer til at fungere ordentligt igen, kører s-toget lige for snotten af mig.

Andre folk ville måske have travlt med at dvæle ved denne belortede situation – eller var måske slet ikke endt i den, fordi de ikke stædigt havde holdt på, at de altså skulle have den kaffemaskine med hjem i aften – men ikke jeg. De kolde vandpytter, de for evigt mærkede arme og det kørte tog eksisterede ikke som andet end et mildt ubehag i det fjerne, overskygget af en helt anden følelse: Dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg var taget hjem fra juleaften. Da den var slut.

For var det ikke lidt tidligt? Skulle jeg være blevet til den 28. bare for at sikre mig, at de ved, at jeg sætter pris på dem? Burde jeg bruge førnævnte ødelagte hank til at straffe mig selv på bedste Engle og Dæmoner vis?

Burde jeg nu have dårlig samvittighed over, at jeg brugte en religiøs reference ganske usmageligt?

Det føles som om, at jeg befinder mig i en konstant tilstand af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed og voldsom fjernsynsafhængighed, men lad os nu tage ét problem af gangen. Jeg blev bekræftet i følelsen, da jeg i dag under en frokost på Østerbro, måtte erkende – mens vi snakkede om drengestreger og ballade, man havde lavet i teenageårene – at jeg ikke havde lavet ballade. For det fik jeg alt for dårlig samvittighed til.

(Side note: Det er muligt, at der er visse passager af mit teenageliv, som jeg lykkeligt har forglemt, og jeg beder derfor venligst eventuelle læsere om ikke at undersøge denne sag nærmere).

Nu gik jeg for tidligt. Jeg blev for længe. Jeg gjorde ikke nok. Jeg var lidt streng i min måde at sige det på. Nu blev hun sikkert ked af det, nu blev han sikkert ked af det. Nu er jeg ikke frisk-glad-sjovt-kærlig-økonomisk ansvarlig nok. Hvis der er noget, du kan regne med, så er det, at jeg altid har et par skiftesko og en vanddunk med i tasken samt, at jeg altid vil kunne finde noget at have dårlig samvittighed over.

Det er lidt min superheltekraft, at du ved det. Jeg efterspurgte evnen til at være usynlig og kunne gå i Miu Mius 12 cm platformsko, men dette er vel også noget. I guess.

Er det mon en medfødt tilbøjelighed? Et moralsk kompas, der er strammet ti ryk for hårdt op? Eller er tendensen til overdreven dårlig samvittighed et resultat af mig værende kvinde?

Inden I sætter jer til at tænde faklerne og hade mig for, at jeg med én enkelt sætning bestående af 13 ord formåede at trække hele mit køn ned på et ikke blot ekstremt generaliserende, men også nedværdigende plan, så lad mig lige skrive ud: Derefter kan vi hade mig sammen.

Jeg mænger mig med – hvis jeg selv skulle sige det – ganske enkelt fantastiske kvinder i mit liv. I private, familiære og professionelle sammenhæng, og til fælles har de ikke blot deres fabelagtige person og pæne sko, men også tendensen til dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed i deres rolle som mor. Burde jeg ikke stå op klokken fire om morgenen og lave hjemmelavet hirsegrød, selvom jeg også arbejder 12 timer om dagen? Burde jeg ikke arbejde mindre? Er jeg en dårlig mor? Dårlig samvittighed overfor deres kærester, deres familier, deres veninder.

Mig.

Og så sidder vi der og kører dårlig samvittighed på fuld smadder, mens vi bekræfter den anden – ganske sandfærdigt – i, at de altså ikke skal have dårlig samvittighed over det selv samme, som vi sidder og hader os selv for.
Jeg er tilbøjelig til at pege på vores uretfærdigt høje krav til os selv som synder for vores dårlige samvittighed.

Og så måske også en helt grundlæggende og underliggende forståelse af, at vi – som kvinder – faktisk bare skal have en lille smule dårlig samvittighed over at være til. Hvis vi fylder for meget (både fysisk og mentalt), hvis vi ikke præsterer godt nok (seksuelt eller økonomisk), hvis vi ikke er helt igennem perfekte mødre, kvinder og uskyldige og rene sexkillinger.

Men den snak tager vi en anden gang.

Det kan godt være, at jeg bare skal lade være med at tørre lorten af på mit køn og i stedet erkende, at jeg har et seriøst dårlig samvittighedsproblem. Add it to the list. “Du skal bare ud og lave lidt ballade, skal du,” blev der sagt til frokosten i dag, og det er der jo nok egentlig noget om. Ikke nødvendigvis ballade i jeg-stjæler-det-her-toiletbræt-fra-denne-bar kaliberen, men ballade i øjnene på min dårlige samvittighed.

Skal du virkelig sige nej til at hjælpe til der? Skal du virkelig blive i sengen hele dagen? Skal du virkelig sige til din kæreste, at du rent faktisk ikke gider at snakke lige nu? 

Ja.

followwho

ER JEG UNUANCERET?

img_0326

Hende Who der, hun har det da bare konsekvent skod, var?

“Det er bare nemmere at skabe, når der er noget, der gør ondt,” sagde hun, mens alle omkring hende i en 70 meters radius spontant kastede op i munden. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ovenstående sætning var én, som jeg havde overhørt, læst eller blot fundet på i forbindelse med dette indlæg.

Men det kan jeg ikke.

For det er en sætning, jeg – bundseriøst – ytrede til en bekendt i sidste uge. I shit you not, jeg var ikke engang fuld. Så det kan jeg ikke bruge som undskyldning for den opkastfremkaldende, selvhøjtidlige udtalelse. Det var i forlængelse af en snak om at skabe, samt på baggrund af flere kommentarer jeg over den sidste tid har modtaget, hvis tema var: “Du er altid så selvkritisk og undervurderende”.

Det kribler i min krop, hver gang jeg bliver konfronteret med sådanne udtalelser. Måske fordi det aldrig er rart at få kritik – også selvom det er virkelig velment – men måske mest af alt, fordi jeg udemærket er klar over, at det er sandt.

95% af mine tekster handler om det, der gør ondt. De resterende 5% om Fendi tasker og chokolade. Det er det, der er vigtigt for mig at sætte ord på. Altså chokoladen og taskerne. Men også fortællingen om det, der gør ondt. For det fylder meget hos mig, det fylder meget hos den unge kvinde på gaden, men jeg kan også godt se, at det giver en fordrejet forståelse af min virkelighed.

Tænker I, at jeg altid har det skidt?

Hvis jeg sad i jeres sted, så ville jeg nok være tilbøjelig til at besvare ovenstående bekræftende. Hvordan kan man andet? For imellem tekster om lavt selvværd, katastrofetanker og kampen om at finde sin plads i denne finurlige verden er der ikke megen plads til at aflæse nuancerne.

Jeg har måske af princip fravalgt fortællingerne om de gode stunder i frygten for at blive en del af en specifik gruppe. Jeg har fået det fedeste samarbejde! Se lige alle mine nye sko. Jeg har det fedt, se selv på Instagram. Denne gruppe er der absolut intet galt med what so ever. Hvor er det skønt, at vi kan dele vores sejre og de gode stunder, men efter at være blevet puttet i boksen; “hvor er det fedt, at du også skriver om det svære i livet,” har jeg skabt en fortælling om mig selv, der hovedsageligt går på at snakke om alt det grimme.

Men hvor må det også være skod altid at læse om. Og hvor må min mor være bekymret for mig, når hun læser mine tekster.

Jeg kæmper. Det har jeg altid gjort. Og jeg vil aldrig stoppe med at sætte ord på mine kampe. Men samtidig er jeg også et fantastisk sted i mit liv, og jeg er en fantastisk sej person. Jeg arbejder røven ud af bukserne, jeg bor i den skønneste by, jeg har de lækreste veninder og jeg bruger hver morgen på en café – hvor de har min kaffe klar til mig, når jeg træder ind – i høje Céline hæle, og så skriver jeg ellers geniale tekster om absolut ingenting.

Det er også en del af mig.

Yderemere er jeg ikke den samme person, som jeg var for blot syv måneder siden. Men jeg er ikke sikker på, at det er en fortælling, jeg får kommunikeret ud? Jeg er ikke sikker på, at man altid kan mærke mig igennem mine tekster.

Jeg skriver om det, der gør ondt. Sådan er det bare, og det er noget, jeg aldrig vil give slip på. Men jeg vil ikke være en person, der lader andre unge piger derude tænke, at der aldrig er gode stunder. Jeg vil være en person, der kan formidle, at på trods af disse kampe er livet fucking fedt.

Det vil jeg prøve på.

Så get ready for tekster omkring hvor lækker min glutenfrie kage blev forleden. Det bliver godt.

 

followwho

OFF THE GRID

Overaktive fingre, metafordiarre og en forklaring på mit fravær

Det er sjældent, at der går mere end 12 timer imellem, at jeg skriver. Bare et eller andet. Efter denne tid begynder et fysisk ubehag, overaktive fingre, kliché-gennemvæddede metaforer overfylder min mave og resulterer i mild diarre samt en manglende evne til at tale i andet end billedsprog.

Mor, jeg har det som en fjerbeklædt Manolo Blahnik sko i en gammel genbrugsbutik: Der er ingen, der kan se de fantastiske muligheder, der er i mig. 

Manglende tid ved tastaturet resulterer ligeledes i en altoverskyggende tro på, at alle glemmer mig, og at de tanker jeg har, er nogle, jeg sidder med helt alene. Det er selvfølgelig alt sammen en ganske ekstrem overdrivelse, men jeg må erkende, at jeg i denne uge ikke helt har følt mig som mig selv. Og det efterlader mig med et andet presserende spørgsmål om, hvorvidt det ikke er ganske problematisk, at jeg gør mig selv op i min aktivitet på sociale medier.

Men det er en problematik, vi kan berøre en anden dag.

Indtil da vil jeg blot komme med en forklaring på mit fravær. Hvilket I nok slet ikke har lagt mærke til, fordi folk rent faktisk har et liv, der ikke udelukkende handler om at følge mærkelige modebloggere på deres sociale kanaler. Jeg har i denne uge været gemt væk i en kærligheds- og arbejdsgrotte. Min kære soldat er kommet hjem på leave, og jeg gik i fredags på ferie. Derfor har der ikke været tid til meget andet end at kigge ham den søde dybt i øjnene, og forsøge at få alt på plads, inden jeg tager fem dage væk fra kontoret.

Hvorfor er det altid, at man bliver ekstra stresset lige op til ferie?

Min ferie skal holdes herhjemme i København, og jeg håber derfor, at jeg kan finde lidt mere tid til at bevæge mine fingre over det støvede tastatur. Det betyder så ekstremt meget for mig, at jeg har dette frirum, og jeg skal huske mig selv på at prioritere det. For ellers kommer det bare sidst i rækken.

Nu vil jeg gå tilbage i grotten. Bestille mig en kaffe og croissant og måske tage min mand i hånden for at købe et lyserødt hårspænde.

followwho