AND NOW THE BAD NEWS: I’M GOING TO BE ALONE

Og nu til den anden side af møntet, der er livet:

Om ganske få uger skal min kæreste udsendes. I lidt over et halvt år. Dette er et faktum, der egentlig ikke har været voldsomt svært for mig at leve med over de sidste par måneder, hvor jeg har vidst det. Men det er som om, at det pludselig har ramt mig nu. Og derfor synes jeg også, at det er på tide at skrive om det.

Skrive om det at skulle være alene.

Jeg er selvfølgelig ikke alene i ordets værste forstand. Jeg har veninder, familie og min egen store personligheds selskab. Men jeg er alene på en måde, der alligevel er meget voldsom, koncentreret og ukendt, og det efterlader mig overfor tanker og problematikker, som jeg ikke helt synes er fede.

Hvordan skal jeg åbne flasken med Irmas æble- og ingefærsjuice uden hjælp? Kommer jeg til at spise rigtig mad i seks måneder? Hvordan klarer et parforhold sig med minimal kontakt?

I øjeblikket er det de små ting, der rammer mig: tanken om, at jeg ikke skal sidde ved siden af ham i bilen, når vi kører steder hen. At jeg ikke kommer til at høre ham synge, mens han laver mad. At jeg ikke kan bede en anden om at hente chokolade til mig, når jeg ikke orker livet. Og det er disse små ting, der efterlader mig med en gnaven af savn i maven og en pludselig manglende evne til at fatte, hvor lang tid seks måneder egentlig er.

Det er jo ligesom otte lysår eller sådan noget? 

Min plan er at koncentrere mig om mig selv. Arbejde hårdt, forkæle mig selv hårdere. Fokusere på alt det som jeg gerne vil. Som at rejse alene til Paris på en kort (shoppe- og æde)tur, læse en masse bøger, få Sillewho til at vokse sig endnu større. Og det kan jeg til dels godt glæde mig rigtig meget til. Men jeg kan godt mærke, at de små ting gnaver.

Han kommer ikke til at ligge ved min side, mens jeg skriver tekster.

Det er nok en vanesag, tror I ikke? Mennesket er jo nu engang mægtig dygtigt til at omstille sig og tilpasse sig. Så mon ikke også, at smerten ved de manglende små ting pludselig aftager hos mig? Jeg er jo ikke ligefrem ny i hele grænsenke gamet, jeg skal sgu nok klare det. Det kommer bare lige til at tage noget tid.

Og kage. Og tudeture. Og lange tekster. Og shopping. Særligt sidstnævnte.

followwho

I GOT MY DREAM JOB

Den fiktive tofutosse havde sgu ret: Der er en mening med det hele

Jeg har oplevet mange afslag over de sidste måneder. Faktisk flere afslag end en teenagedreng på et provinsdiskotek oplever på en almindelig fredag aften. Det har været afslag, der hver gang har givet mig lidt af en mavepuster samt har hvisket til mig, at jeg ikke var god nok. Som afslag jo gør det bedst. Det kan være så uretfærdigt besværligt at gennemskue, hvad meningen med modgang er, når man befinder sig midt i den. Det er fint, tofutosse, der er måske en mening med det hele, men lige nu skal jeg bare have en bøtte is og ualmindeligt meget ondt af mig selv. Men jeg er nået frem til meningen med alle afslagene nu.

Jeg har nemlig fået mit drømmejob.

Det var ikke meningen, at jeg skulle sidde i de andre stillinger. Det er meningen, at jeg skal sidde som PR koordinator hos Baum Und Pferdgarten og Six Ames med det bedste hold – og det er netop her, jeg begynder på mandag. Jeg glæder mig så ekstremt meget, at jeg stort set ikke kan være i mig selv, og jeg håber meget, at I vil følge med på rejsen – både på mine profiler, men også hos Baum Und Pferdgarten og Six Ames. Jeg er forelsket i begge brands, jeg er forelsket i min stilling og jeg er forelsket i det, jeg går i møde.

followwho

“DU HAR EN SMUK HJERNE”

 

Din hjerne behøver ikke en bootcamp, før den er bikiniklar, den er nemlig ekstremt smuk, som den er

“Du har en smuk hjerne”, skrev en læser til mig forleden, og i det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg ville føde hendes børn. Jeg er ligeglad med, hvorvidt hun egentlig er interesseret i dette, det kommer til at ske. Og i forlængelse af hendes kommentar, kom jeg til at tænke på mit eget syn på min hjerne (i.e det, der sker inde i den og ikke den egentlige fysiske hjerne, der vist nok mere er en blævrende klump broccoli-look alike end noget, der er værd at forelske sig i).

Som jeg dvælede lidt ved dette, gik det op for mig, at der er en ny sherif i byen, når det kommer til det, jeg hader mest ved mig selv: Move aside lår, her kommer hjernen. For selvom jeg i sandhed har et værre forhold til mine lår end Charlotte har til Big i SATC the movie 1, så har jeg faktisk et endnu værre forhold til min hjerne. Til mit eget sind.

Og det har jeg haft længe.

Jeg har altid hadet mit eget sind og dets manglende evne til at go with the flow, bare være lykkeligt eller… ikke være min egen værste fjende. De eneste kampe, jeg egentlig har haft i mit 23-årige korte liv – bortset fra alle de gange, hvor jeg har skulle åbne bøtter, flasker og dåser helt alene som den soldaterhustru, jeg er – har været med mit eget sind. Jeg kan ikke tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har skulle tage solide snakke med mig selv om, at: lad nu være med det der. 

Og det har resulteret i et syn på mit eget sind og min egen hjerne som meget mindre end positivt. Det er rettere blevet det, som jeg får succes på trods af i stedet for på grund af, og jeg ser det som en af mine sande svagheder. Hvorfor kan jeg ikke bare pakke penslen, med hvilken jeg maler fanden på væggen, væk, og i stedet bare gribe fat i troen på, at det hele selvfølgelig nok skal gå. Ligemeget hvad.

For det gør det jo. Det ved jeg godt. Det ved min hjerne bare ikke altid.

Så da jeg læste sætningen: “Du har en smuk hjerne”, talte det direkte til min egen lille usikkerhed, og pustede til min forforståelse af mig selv. For hvis andre kan synes, at jeg har en smuk hjerne, burde jeg så måske selv mene det selv samme? Bevares, min hjerne er måske ikke smuk på den klassiske, Instagram-bikini-billede, altid lykkelig eller logisk måde, men for fanden:

Måske den faktisk er ret smuk på mange andre måder?

Måske er den egentlig smuk på den der skæve, high end catwalk-agtige måde? På den helt fantastiske måde. For med min omsorg, min kreativitet, min eftertænksomhed og intelligens, bliver det førnævnte blæver måske egentlig ganske smukt? Nøjagtigt som der blev skrevet til mig.

Det er så let for os at hade vores eget sind, vores egen måde at tænke på, om det så er i forhold til udseende, studie eller noget helt tredje. Hvorfor kan jeg ikke bare være fri ligesom hende? Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeså klog, som hun er? Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeså glad som hende hele tiden? 

Hvorfor kan vi ikke bare huske på, at også sind – nøjagtig ligesom kroppe – kan være smukke på mange forskellige måder. Og måske er netop det, du hader, det som din veninde misunder. Måske er det netop din hjerne, hun beskriver som værende smuk.

Det er jeg ret sikker på. For det er den nemlig.

followwho