DO WE GET BETTER WITH AGE?

Bliver vin rent faktisk bedre med alderen, eller er det en løgn gamle mennesker fortæller for at bibeholde deres position?

I går sad jeg og læste et udpluk af mine gamle tekster. Det var en overflod af klassikere såsom: Er der trendy mennesker, der overvåger min Instagram, så de kan droppe en trend, så snart jeg når til den? En metaforisk juiceclenace af vores Facebookfeed. Og en af mine personlige favoritter: Sker dårlige ting af en årsag eller er det bare en løgn fortalt af idioter i yogabukser? Og som jeg sad der og beundrede mine egne værker – der i sandhed burde samles og udgives som en fast del af pensum – fandt jeg pludselig mig selv dvæle ved den gamle overbevisning om, at vin bliver bedre med alderen.

Hvad mener jeg dog? Jo, følg med.

At vin bliver bedre med alderen er både et faktum samt en metafor gamle mennesker bruger som en løgn for at retfærdiggøre deres magt over yngre mennesker. Og jeg er ofte tilbøjelig til at give dem ret. Altså i det omkring at man bliver federe, jo ældre man bliver. Jeg aner ikke, om vin rent faktisk bliver bedre. Jeg vælger som regel min vin efter om den er over eller under 40 kroner af pris i Netto.

Jeg har endnu ikke fået fornøjelse af førstnævnte.

Jeg tror ikke, der er mange, der vil pege på deres yngre, D&G-bærende, concealer-i-forkert-nuance-påførende, alt-for-skinny-jeans-dyrkende jeg og deklarere: Se dengang, der var jeg sgu på toppen af mit game! Nej, vi er nok i sandhed alle sammen glade for, at vores metaforiske vin er blevet en smule ældre og vores concealer en smule mere passende til personer med hudtone fra denne planet.

Ergo: Vinmetaforen virker.

Det gjorde den i hvert fald indtil i går, hvor jeg faldt over teksterne, jeg brugte så uendelig lang tid på at skrive for nogle måneder siden. For lige pludselig sad jeg der – Sille nogle måneder ældre – og følte mig som alt andet end en bedre vin. Jeg følte mig rettere som en daglunken Mokai, der vist nok har fået sol. Jeg fandt pludselig mig selv i konkurrence med den yngre Sille. Og jeg var efterladt med spørgsmålene:

Var jeg bedre dengang? Eller er vi bare uretfærdigt gode til at køre vores fortid igennem nostalgifilteret?

Mine tekster fik mig til at kigge drømmende mod tiden, hvori jeg havde inspiration til at kreere sådanne værker – der i sandhed burde tildeles en eller anden form for pris – og jeg ønskede mig pludselig tilbage til dén Sille. En Sille, der i gårsdagens øjne var både skarpere, dygtigere og mere Carrie Bradshaw-agtig. Og der sad jeg så og var frustreret på mig selv over ikke at være et par måneder yngre, indtil det gik op for mig, at Sille, der sad og skrev de tekster, ligeledes sad og ønskede sig væk for enhver pris. For hun havde det ganske enkelt forfærdeligt.

Pludselig røg nostalgifilteret fra igen.

Ja, jeg skrev nogle gode tekster der, men jeg var ligeledes ganske enkelt ulykkelig. Og ja, Sille for et år siden var mere sporty, strammere på steder, der nu er løse og bedre til at spise grønt. Men hun var ligeledes præget af angst og manglende håb for fremtiden. Ja, Sille i gymnasiet var meget slankere og festlig, men hun var da også et ret åndssvagt menneske. Jeg tror, hun var en vin, der endnu ikke var modnet helt.

(Note til selv: modner vin?).

Så konklusionen er, at de gamle stadig har ret – som de jo har det så tit. Vores metaforiske vin bliver bedre med alderen. Måske ikke tyndere, mere sporty eller bedre til at skrive tekster, men i hvert fald bedre. For i det øjeblik er vi præcis, som vi skal være, og om få øjeblikke er du ældre og bedre igen. Og til sidst finder du måske dig selv værende som en helt fantastisk 45 kroners vin fra Netto.

Og hvor fedt er det ikke lige?

followwho

OTHER STUFF I DID

img_6646Popcornene er saltet og forventningerne er skruet op: her er, hvad jeg har lavet i denne uge

Så blev det endnu engang søndag og dermed dagen for den korte gennemgang af, hvad jeres favoritblogger har brugt den forgange uge på. Har I fundet popcornene frem? Samlet familien i sofaen? Sat jeres telefon på flytilstand og jeres forventninger på det allerhøjeste?

Godt, så lad os begynde:

Jeg fandt min drømmekjole i Balenciaga. Og jeg regnede ud, at hvis den nu kommer på udsalg med 103% rabat, så har jeg næsten råd til at købe den! What a steal. Marie og jeg brugte pinligt lang tid i butikken og efterlod den forhåbningsfulde sælgerinde med et knust kommisionshjerte.

img_6636Prøv lige at se, hvor pæn den er. Hvis der er nogle af jer, der har flere penge end jeg – hvilket ikke er svært at opnå – så begynder de udsalg på onsdag.

img_6725Efter at have knust sælgerhjerter og drømt hede drømme om oversize kjoler, spiste vi frokost på en af vores fælles favoritsteder. Det eneste sted, hvor jeg kan få mig selv til at betale 59 kroner for en kartoffelmad: Kompa9 (note til selv: er forbruget af kartoffelmadder årsagen til, at du ikke har råd til at købe Balenciagakjoler eller pensionsopsparinger?)

img_6750Jeg elsker at gå. Sådan oprigtigt meget. Og selvom det ikke giver det samme som et hardcore træningspas, så prioriterer jeg det alligevel meget. Det er vel bedre end ingenting? Jeg forsøger at gå i hvert fald en time om dagen, og i går stod den på en lang gåtur til Hellerup med min kære mand.

img_6660And speaking of gå: Jeg gik i fredags til indre Østrebro for at hente mad – der desværre skuffede helt enormt – men vejret var fantastisk og byen lige så.

img_6539 img_6533

I onsdags blev jeg forkælet, som aldrig før, hos min nye frisør Pernille. Hendes salon ligger i en stor lejlighed i indre by, og der er kun én kunde af gangen. Hun vidste, hvad der skulle gøres med mit hår, hvordan vi skal behandle det frem over, og jeg satte mig blot tilbage og nød min chokolade – i trygge hænder.

fullsizerender

And speaking of mit nye hår: Så er jeg simpelthen blevet så glad for det. Det er en proces, hvori hun først har fjernet de mere uheldige toner, farvet det med fuldstændig naturfarve og så plejet det. Næste gang skal det gøres en anelse varmere, men det er allerede mægtig smukt. Hvis I spørger mig.

img_6542Jeg havde den sjældne fornøjelse af at læse Costume, hvori jeg blev tippet om den ganske fantastiske blogger Yoyo Cao, der ganske enkelt er mit nye stilcrush. Alle ovenstående outfits føler jeg mig inspireret af (særligt den lange sweaterkjole fra Sportmax. Fordi… come on).

img_6549

Jeg genlæste Pernille Teisbæks bog, og faldt endnu engang i en endnu dybere kærlighed til hende. Jeg siger ikke, at jeg er fanatisk, men… Det er jeg.

img_6519

Livet skete, så jeg har spist is, kanelsnegle, burgere og pizza. Og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil have dårlig samvittighed over det. Eller… jeg vil i hvert fald gøre mit absolut ypperste for ikke at have dårlig samvittighed over det.

FØLG MIG PÅ INSTAGRAM HER 

followwho

MIG OG SPEJLET

Jeg havde engang lange, intelligente snakke med mit spejl. Nu har vi det ikke godt sammen

Jeg ved ikke rigtig, hvornår det skete. Måske imellem flytningen og jobstressen? Måske lige efter mit vægttab efter medicinen, men før min frygt for, at Sillewho ikke er god nok? Jeg ved ikke, hvornår det skete, men pludselig var mit forhold til spejlet ikke længere blot præget af lange, interessante samtaler og en til tider smånegativ kommentar om mine saddeltasker – bedre kendt som de der irriterende ting på siden af dit lår, der ikke kan bruges til opbevaring af chokolade, ligemeget hvad navnet indikerer – men rettere præget af had til det, jeg så.

Et had, der over den sidste uge har vokset sig større og har bevæget sig væk fra spejlet og ud i resten af mit liv. Ud i mit forhold til mad, i mit forhold til mine veninder og i mit forhold til mig selv. Og derfor er jeg nødt til at sætte ord på det. For jeg lovede engang mig selv, at hvis der var noget, der gjorde rigtig ondt, så skulle jeg skrive om det.

For så kommer der i hvert fald et eller andet godt ud af det. Eller, der kommer i hvert fald klik ud af det, og så kan det være, at jeg kan få råd til de der støvler, som jeg ønsker mig, og det er jo faktisk godt.

Jeg har haft det svært ved at finde mig til rette i min krop, efter jeg tabte mig de mange kilo. Jeg gik fra at føle mig sindssygt smuk og slank til at føle, at jeg kunne gøre det lidt bedre. Lige fem kilo til, så bliver min lår lige så fine som hendes. Bare lige to uger til med sundhed, så bliver jeg nok tilfreds. Men i stedet for bare lige at blive tilfreds, har jeg brugt tid på at kæmpe med mig selv. Droppet motionen, droppet det sunde mad og i stedet spist mine følelser, for derefter at være sur på mig selv og lave tomme løfter om at gøre det bedre i morgen. For da sundheden blev en byrde, gik jeg i den modsatte retningen. Da jeg ikke kunne fokusere på andet, satte jeg mig ned med i Kitkat i stedet.

Og det havde måske været meget godt, hvis jeg så bare kunne slappe af og nyde den.

Måske er det den pludselig store ændring i mit liv? Ny bolig, ny parforholdssituation, nyt job, ny mig. Måske er det min egen lille – ufordelagtige – måde at forsøge at kontrollere det på. At holde fast i noget, som jeg tror, jeg kan styre (hvilket så har vist sig at være en komplet forkert overbevisning). Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg gerne vil stoppe det, inden jeg når til et endnu mørkere sted. For jeg har ikke lyst til at blive så ked af at kigge på Instagram, jeg har ikke lyst til at føle mig presset af at skulle være sammen med mine veninder.

Jeg har lyst til at komme tilbage til de lange samtaler om den politiske situation i England og om hårfjerning med mit spejl, i stedet for at bruge så dumt meget tid på at hade mine lår.

Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan det skal gøres. Jeg tror, at første skridt for mig er at snakke højt om det. Indrømme, at hey, jeg tænker sgu lidt for meget over størrelsen på min røv for tiden, og det er mega svært. Kan vi tage en snak om det? Og så skal jeg have mig nogle bedre vaner. Ikke grønnere, mere kalorielette vaner, men bedre. Sig-til-dig-selv-at-du-er-mega-sexet-vaner.

For hvor kunne jeg dog bruge tiden på mange bedre ting end at synes, at jeg er tyk. Faktisk er alle ting bedre end det. Jeg overvejer at begynde at dyrke curling eksempelvis.

followwho