• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

EN STÆRK KVINDE SKRIVER: ET HØJT STED

“Det er dét stærke kvinder gør. De går ikke nødvendigvis igennem livet uden disse problemer og forfærdelige tider, men de gør noget ved dem”

Det er blevet gråt udenfor. Jeg er alene hjemme, og på fjernsynet kører en ny serie, jeg lige er begyndt på. Jeg har ingen inspiration, ingen ideer, ingen lyst til at skrive om noget. Min mail bipper og mine øjne bevæger sig hurtigt over nedenstående tekst. Den er stærk. Rører noget i mig, som jeg egentlig ikke bryder mig om, men som bekræfter mig i, at det er det helt rigtige. Skal jeg udgive den?

Selvfølgelig skal jeg det. For i min serie med stærke kvinder, der skal der være plads til de tekster, der gør lidt ondt. Dem, der er ret ubehagelige at læse. For sådan kan livet også være engang imellem. Og det er stærke kvinder, der kommer ud af de ubehagelige stunder. I denne omgang af min serie skriver en stærk kvinde:

“Det er uhyggeligt pludselig at indse, at man har brugt det meste af sin dag på at kigge efter et højt sted. Et højt sted, der er tilpas afsides til ikke at forstyrre nogle. Til ikke at forstyrre nogle. Er det ikke vildt, at selv når jeg tænker sådan, så er jeg bange for at være til besvær for andre?

Det var aldrig sådan rigtige selvmordstanker. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. For hvis man er indehaver af sådanne nogle, så er man først rigtig langt ude. Er man ikke? Det var blot tanker, der imellem al denne smerte, denne mørke, tilbød en eller anden form for ulykkelig trøst. Et gemmested, der trøstede ved at garantere, at der da altid var en udvej, hvis det blev ved med at gøre så ondt.

Men det var ikke en udvej.

For jeg kunne aldrig gøre det. Det var i hvert fald det, jeg sagde – og stadig siger – til mig selv. Jeg kunne ikke gøre det imod dem, jeg elsker. Jeg kunne ikke gøre det mod dem, jeg ville efterlade. Men jeg kunne stadig ikke slippe tankerne. De var i det korte øjeblik – der i det øjeblik virkede ufatteligt langt – det eneste, der kunne give mig en eller anden form for dyb tragisk ro.

Når jeg sidder og skriver dette nu, græmmes jeg ved med selv over, at jeg har haft de tanker. For det er ikke tanker en ellers så stærk kvinde har. Det er ikke tanker, man skal have i et samfund som vores. Det er ikke de tanker, jeg prædiker om til mine veninder og folk omkring mig. Jeg prædiker om at søge hjælp, om at sige fra, om aldrig at tænke sådan.

Men det gjorde jeg. Lige der i de uger, der nu virker som et kort øjeblik.

En aften ringede jeg til en af de der hjælpelinjer. Ikke fordi jeg var på kanten til at gøre noget. Det har jeg aldrig været. Men fordi jeg havde brug for at snakke. Jeg havde brug for at sætte ord på nogle af de tanker, der skræmte mig helt enormt. Men jeg var samtidig bange for at gøre netop dette i frygt for, at jeg ville blive placeret i en kasse som “selvmordstruet”.

Bum, hun står på kanten, hende skal vi passe på for evigt, for hun er nemlig rigtig fucked up. 

Jeg har aldrig følt mig sådan. Jeg har aldrig været tæt på. Eller… det ved jeg ikke. Hvornår er man egentlig tæt på? Er der en middelvej for selvmordstanker? En mildere grad af det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kunne identificere mig med en person, der havde sådanne tanker. Mig, stærk, glad, fremme i skoene, succesfuld og smuk. Med en god familie, sød kæreste og dejlige veninder. Jeg følte, at hvis jeg indrømmede dette, så var der ingen vej tilbage.

Men det er der.

Til gengæld er der ingen vej tilbage, hvis man finder det der høje sted. Jeg er ikke mine tanker. Jeg er ikke den ene dårlige periode i mit liv. Jeg er ikke unormal. Jeg har bare været ramt af så megen smerte, at jeg har tænkt fjerne tanker om en udvej. En fuldstændig ubegribelig forfærdelig udvej. Men det er ikke en udvej.

Det er der til gengæld mange andre veje, der er. Så helt vildt mange andre.

Vi skal søge hjælp. Hos vores nærmeste, fjerneste eller hos en fremmed i telefonen. Der er altid en anden udvej. Vores oplevelser og tanker dikterer ikke, hvem vi er. Det gør vores handlinger i disse situationer til gengæld. Og man kan sagtens være en stærk kvinde, selvom man engang for længe siden i et kort øjeblik gik og tænkte på høje steder – så længe du griber fat i nogle og fortæller det. Griber fat i nogle og beder om hjælp. Det er dét stærke kvinder gør. De går ikke nødvendigvis igennem livet uden disse problemer og forfærdelige tider, men de gør noget ved dem.

Og det gjorde jeg. Det gjorde jeg, og jeg er et andet sted nu. Et andet menneske. Stærkere end før. Mere mig end før. Mere succesfuld. Og smukkere både inde og ude. Der er altid en anden vej.”

LIVSLINIEN | EN AF OS 

LÆS DE ANDRE TEKSTER I SERIEN HER 

followwho

EN STÆRK KVINDE SKRIVER: ELITESTUDENT, MOR OG TVANGSTANKER

“Jeg var ikke svag, fordi jeg bad om hjælp, men jeg ville have været det, hvis jeg ikke havde gjort noget”

Jeg så godt, at hendes mail kom ind på min telefon tidligere i dag. Jeg løftede den en smule for at se, hvem der kunne tage æren for den høje biplyd, der netop havde lydt, inden jeg lagde mig tilbage på sofaen med mine donuts, trætte øjne og nummer alt for meget afsnit af en eller anden serie på Netflix. Jeg havde hele dagen undgået tankerne om, at jeg egentlig skulle have kigget på min forskudsopgørelse, regningerne fra min a-kasse og alt muligt andet, som jeg havde sprunget over ved hjælp af lange lurer og min forsikring til mig selv om, at jeg “nok skulle kigge på det i morgen”.

Og sådan havde jeg også med hendes tekst.

Jeg havde egentlig slet ikke tænkt mig at åbne bloggen i dag. Jeg havde bare brug for at lave absolut ingenting. Med en dertilhørende ren samvittighed. Jeg havde brug for at finde mig selv til rette i alle de forandringer, der sker omkring mig lige nu. Jeg havde bare brug for at ligge der på sofaen og kigge lige frem.

Indtil jeg pludselig mærkede et behov for at læse teksten.

Måske jeg bare blev træt af krimiserierne og den vandrette position, jeg havde befundet mig i de sidste mange timer, eller måske overdøvede tekstens sirenekald min dovenhed og fortalte min underbevidsthed, at denne tekst ville komme til at ændre min dag. Mit syn på mig selv. Mig.

Jeg har nok egentlig aldrig været helt ærlig omkring perioden, hvor jeg led af tvangstanker. Det er jo længe siden, at de egentlig forsvandt. Indrømmelsen af, at dette har været en del af mit liv, er noget af det sværeste, jeg endnu har været nødt til at sætte ord på. Det er de færreste mennesker, der egentlig ved, hvor langt nede jeg var, hvor meget jeg kæmpede med dem. For det er ikke rart at indrømme. Det er noget, jeg kan være bange for, får folk til at andre deres syn på mig.

Men sådan skal jeg ikke tænke.

Det mindede nedenstående tekst mig om. Sådan skal jeg ikke tænke, og jeg skal ikke føle mig så mærkelig og alene, som jeg ellers kan gøre det, når jeg husker tilbage på den tid. For det har jeg gjort. Og dagens stærke kvinde har skubbet mig endnu et skridt i den rigtige retning. Mindet mig om, at jeg ikke blot er stærk, men heller ikke alene. Og et helt andet menneske end jeg var engang. Jeg håber, at hun kan gøre det samme for jer.

En stærk kvinde skriver:

“Jeg har altid været perfektionist. Jeg har altid haft høje krav til mig selv. Jeg har også altid haft angst. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Jeg er elitestudent, forsker, mor og nu læge, og er på alle måder en “stærk kvinde” i samfundets øjne. Men jeg er også på angstdæmpende medicin, nu igennem mere end et år. Det er der ikke nogle ud over mine nærmeste, – og nu jer – der ved.

Det er ikke noget, der gør mig til en “stærk kvinde” i samfundets øjne, men jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at det gør det i mine egne!

Jeg har altid haft OCD og angst, men selvom jeg har været igennem psykiatri pensum på medicinstudiet, var jeg bare ikke klar over, at det var det, det var. Jeg har ikke haft udprægede tvangsritualer tidligere, men jeg har haft tvangstanker, og de har været med mig uden, at jeg var klar over, at de var der. Det var nok bare sådan, jeg var: At jeg altid bekymrede mig og var ængstelig.

Da jeg begyndte at læse og forske blev det værre. Jeg kunne ligge søvnløs om natten over, om jeg gjorde noget galt, enten i forhold til patienterne jeg så på sygehusene eller forsøgene i laboratoriet. Da jeg blev gravid blev det ikke bare værre, det eskalerede!

Jeg røg ned i et stort sort hul af gennemgribende angst for at gøre noget forkert og skade mit barn. Jeg levede efter alle regler og anbefalinger, men alligevel var jeg sikker på, at jeg nok skulle komme til at gøre et eller andet der, gjorde, at jeg mistede barnet. Da jeg havde en måned til termin og burde glæde mig og være lettet over, at jeg havde et levende og livligt barn i maven, kom jeg i tanke om, at jeg havde håndteret noget sygdomsfremkaldende materiale lidt forkert i forhold til sikkerhedsanbefalingerne året inden, jeg blev gravid. Jeg troede faktisk ikke angsten og det sorte hul kunne blive dybere, men det kunne den. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af bekymring, selvbebrejdelser og angst. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at søge hjælp, desværre hos en person, der ikke helt forstod, hvor slemt det stod til. Det gjorde jeg måske heller ikke helt selv. Men jeg troede jeg havde en form for sikkerhedsnet for, at jeg ikke havnede helt ude i torvene, når jeg havde født.

Jeg fødte min søn, alt gik fuldstændig glat og jeg elskede det lille væsen højere, end jeg troede muligt. Jeg ammede, var til stede og knyttede mig. Heldigvis er jeg enormt stædig og holdt fast i vigtigheden af det.
Men jeg var hele tiden overbevist om, at jeg havde gjort ham syg og ville miste ham. Når han sov, sad jeg og rystede henne i et hjørne og græd. Og så kom tvangshandlingerne. For hvad nu hvis jeg kunne forhindre at gøre yderligere skade? Ved at gøre rent, smide ud og desinficere, og igen og igen præcis prøve at gennemtænke, hvad jeg havde haft på i laboratoriet, hvornår jeg sidst havde vasket det, hvilke ting jeg havde rørt ved osv osv.

Det er en af ulemperne ved at have fotografisk hukommelse.

Summa summarum: jeg var udmattet, trist og ked af det. Og vred på mig selv over, at jeg ikke kunne få lov at nyde min søn. Jeg ringede til min læge og bad om at blive startet op på antidepressiva og samtaler. Det er nok et af de sværeste opkald nogensinde. Jeg syntes, det var et nederlag at bede om hjælp. Særligt samtaleterapien hjalp mig, men medicinen virkede lidt ligesom en elcykel; jeg skulle selv træde i pedalerne, men det gjorde det nemmere at komme op ad den stejle bakke, jeg havde foran mig. Det har taget lang tid, jeg kan stadig blive bange og får dagligt tvangstanker. Men ikke på en måde så jeg ikke kan være den, jeg er. Og det kan jeg faktisk blandt andet, fordi den medicin jeg tager, gør det nemmere at adskille OCD’en fra mig selv; jeg er faktisk ikke min angst, selvom den er en del af hvad det indebærer at være mig.

Jeg øver mig dagligt i at skubbe den ud af min indre kerne, som på mange måder faktisk er stærk. Og som oftest lykkedes det. Jeg var ikke svag, fordi jeg bad om hjælp, men jeg ville have været det, hvis jeg ikke havde gjort noget. Jeg skal hele tiden øve mig i ikke at se medicinen som et nederlag, for det er desværre sådan, det tit bliver set på. Set med andres øjne er jeg en succes; jeg er omsorgsfuld og dygtig, supermom og karrieren kører derudaf. Samtidig har jeg altså angst og tager medicin for det. Gør det mig til et svagere menneske, mor eller læge? Det synes jeg ikke. Og sådan synes jeg heller ikke, at I skal tænke om hverken mig eller jer selv.

Vi er stærke, fordi vi tager kampen op. Også selvom vi ikke vinder hver dag.”

followwho

EN VEMODIG, FANTASTISKE OG SKRÆMMENDE SLUTNING

Det er i sandhed ikke en klik-maddings overskrift, men rent faktisk en ganske sand titel til et nyt kapitel

Jeg sidder i bilen med en tosset – men meget betydningsfuld – hat på hovedet og kigger ud af vinduet. Min kæreste sidder ved rattet og synger en hjemmelavet sang omhandlende det faktum, at jeg er færdig med studiet, og at jeg er hans supermis. Jeg tror i hvert fald, at det er det, den handler om. Jeg kan ikke rigtig finde rundt i mig selv, mine følelser og slet ikke i hjemmelavede sange der i bilen på vej igennem Osted.

Man skulle tro, at jeg var ved at eksplodere af lykke. Bachelor i journalistik og kommunikation. Med et 10-tal. Det jeg har arbejdet på i næsten fire år. Det som jeg nok egentlig aldrig rigtig havde forestillet mig. Men som jeg sidder der i bilen, lægger jeg kun mærke til, at jeg har ondt i ryggen, at det glas champagne jeg drak på tom mave, er gået lige til hovedet, og at jeg slet ikke kan finde rundt i mig selv. Jeg er ikke lykkelig, jeg er ikke ulykkelig.

Jeg er bare… Bare.

Jeg bliver en smule vred på mig selv. Burde du ikke hoppe rundt af lykke? Burde du ikke tude tårer af glæde? I stedet ryger der blot en enkelt diskret dråbe fra øjet vendt længst væk fra min kæreste grundet det faktum, at jeg slet ikke rigtig kan omfavne eller forstå det store nye kapitel, jeg står overfor.

Måske er det meget normalt, tænker jeg for mig selv. At man bliver en smule følelseskold og – forvirret, når man står overfor så store ændringer. Måske jeg bedre kan fatte det på mandag, når jeg ikke skal trække mine trætte ben igennem den endnu trættere Trekroner by. Måske fatter jeg det, når jeg ikke længere skal dvæle i den evige dårlige samvittighed over, at jeg ikke *indsæt selv handling, du burde foretage dig i forhold til studieforberedelse i stedet for at se Netflix*.

Måske fatter jeg det snart.

Som jeg ligger her i sengen dagen efter, har jeg vist bare ikke fattet det endnu. Eller også overvurderer jeg bare den reaktion, der kommer efter sådan en afslutning. Måske er det bare den uundgåelige voksenhed, der har ramt mig, og nu viser sig i min manglende evne til gå helt amok i glæde. Eller måske skal jeg bare have noget tid.

Jeg tror, at sidstnævnte er den mest realistiske mulighed.

I går aftes da min kæreste var faldet i søvn, stod jeg og kiggede på den indrammede plakat, jeg netop havde fået af min mormor, af en artikel jeg skrev for 11 år siden om min drøm om at blive journalist. Jeg skrev den, da jeg var i skolepraktik, og den blev udgivet i den lokale avis. Lige siden har den hængt på min mormors køleskab. Og nu hænger den store version ude i mit køkken. Og da jeg stod der og kiggede, kunne jeg mærke, at jeg nok egentlig begyndte at fatte det lidt. Jeg kunne mærke et stik i maven igennem alt det bare… jeg havde mærket i bilen. Et stik af stolthed over mig selv, en realiseringen af, hvor stort det er, det jeg har opnået.

Og selvom jeg stadig ikke helt kan finde rundt i mig selv her til morgen, så tror jeg stadig at førnævnte sidstnævnte mulighed, er den mest realistiske: Jeg skal bare lige have noget tid tid. Jeg skal fatte det, falde ned og klappe mig selv på skulderen.

Og så skal jeg glæde mig over det faktum, at jeg ikke længere skal læse tunge tekster fra kloge forskere om det danske mediesystem og semantiske analyseresultater af måden, det danske samfund opfatter public service begrebet.

And thank the fucking lord for that.

*JEG HAR SAT DETTE INDLÆG I KATEGORIEN “EN STÆRK KVINDE”, FORDI FOR FANDEN HVOR ER JEG DOG STÆRK*

followwho
Older posts