En Stærk Kvinde Skriver: Digte

Styrke og ærlighed kommer i mange former. Digtformer. Menneskeformer.

Jeg har altid drømt om at kunne skrive digte. På den der smarte, kunstneriske måde. Men at udtrykke mig på mindre end 1500 tegn og uden pinlige, overbrugte metaforer er åbenbart bare ikke muligt for mig.
Jeg har altid drømt om at finde mennesker, der havde det ligesom mig. På den der overtænkende, mørke, voldsomme, livet-gør-nogle-gange-rigtig-ondt måde. Det var åbenbart muligt for mig. Det har jeg fundet i jer. Jer stærke kvinder, der med hver jeres historie deler med mig, omfavner mig, viser kærlighed og ægthed herinde.

Styrke kommer i mange former.

Fysisk, mental, digtform, i sårbarheden, i ærligheden og i at have ramt bunden. Måske flere gange. Der er styrke i os alle, og det bliver jeg hver dag mindet om, når jeg læser jeres ord. Når jeg læser mine egne. I disse dage er det digtene fra Helene Knudsen, der minder mig om, hvordan styrke kan komme i mange former. Digtformer. Livsformer. Hun minder mig om, at jeg ikke er alene, at jeg ikke er forkert. Og det er nok det fineste en tekst kan gøre for mig.

I denne uge skriver en stærk kvinde digte:

Bekymret

Mit mørke sind kommer frem i takt med skyerne trækker op

de normale tanker flyver væk som fugle der søger ly

jeg ved det godt

jeg er sindsyg

Fuck nu det.

Beskeden er lang og ligegyldig

jeg ved det er mig der stiller så urimelige krav

GI MIG PLADS! – skriger du

jeg flytter mig diskret 1 cm og håber det er nok

nu det sagt som så mange gange før

jeg ser frem til 1 uge uden uro

Fuck nu det.

Jeg var ikke som jeg ville være

jeg er ikke som jeg vil være

jeg gør mit bedst og bukker så dybt

så dybt for dem der kan holde det resterende ud

Fuck nu det.

Tankerne der fløj har gemt sig godt.

så godt at alt jeg ser er en selvhøjtidelig fasan

overlegen går den rundt og undgår at løbe

hvis først den sætter farten op

går det galt

Faren lurer om hjørnet

Fuck nu det.

Min fiktive kæreste gør mig ondt

ligeså ondt som mine tanker

tankerne som dræber både – veninder – familie

og mig selv

HJÆLP MIG! – skriger jeg

Fuck nu det.

Ordinær

Min fysik er ikke ekstraordinær, men det bilder jeg mig ind

Min hvilepuls ligger på gennemsnittet

Min maxpuls ligger under

Mit hjerte vil ikke pumpe hurtigere

selvom pulsen stiger

Jeg mangler ilt

al min hæmoglobin er nedbrudt

min hæmatokrit er ikke lav – MEN GENNEMSNITLIG

Ingen karrierer venter

Jeg når hurtigt mit max

                                   – Blot jeg ser trapper

Min iltmætning er ikke eksisterende og langsomt

                                   – men smertefuldt

dannes der laktat i min krop

Jeg gør som gennemsnittet (håber jeg)

og sætter mig ned……….

TABER

Det er man

når man ikke er som andre

Det er man

når man ikke kan komme videre

Det er man

når man ingenting kan

Det er en tilstand

en tanke

men føles som en diagnose

Noget du for al tid vil være

Noget der for al tid vil være i dig

Noget der følges ad

Du kan snyde følelsen

med en bølge af succes

Men før du ved af det

er bølgen passeret

og du ligger igen på strandkanten

med tang i håret

Fra det sekund du trækker vejret

er din skæbne bestemt

Skal du ridde på bølgen blå

eller sluge saltvand

til du kaster op?

– Held & Lykke

Forløst?

Jeg mærker

hvordan al rationalitet forlader min krop

tanker der får alt til at gå op

de findes ikke i mig

ikke nu

En tåre glider ned af kinden min

jeg nåede ikke at stoppe den

før det var forsent

Den ene dag fyldt med håb

den næste kan intet gå

Hvorfor er jeg ikke forløst?

Det jeg gjorde var så volumeøst

jeg burde være stolt – glad – lettet

i stedet

er jeg trist

på en helt ny måde

Jeg er bange

bange for at jeg ikke længere er offer

At jeg ingen stemme har

At jeg skal acceptere og give

smerten i mit øre pive

Forløsningen kom endnu ikke

det eneste jeg kan gøre er at nikke

nikke nej

smerten er ikke længere rar

den har skiftet ansigt og opfører sig bizar

Smerten jeg kalder min ven

er frygten for den skal dukke op igen

Jeg kan ikke li’ vores venskab

men sejren er det bedste jeg ved

tabet er det væreste

Jeg mærker

hvordan al rationalitet forlader min krop

tanker der får alt til at gå op

de findes ikke i mig

ikke nu

 

followwho

EN STÆRK KVINDE SKRIVER: “I BLIVER NØDT TIL AT INDLÆGGE MIG”

”I dag må du stå på mine ben, i morgen må du stå på dine egne”

Det er efterhånden gået op for mig, at livets vej sjældent er helt lige så lige og let, som jeg egentlig gerne så den være. Faktisk er den nok nærmere ligesom det der stykke af motorvejen imellem Ringsted og København, hvor det mest af alt virker til, at en asfaltlægger har kastet søm og huller op ud over der, hvor der skulle have været vej. Den vej har jeg taget på cykel.

Altså metaforisk set. Jeg er endnu ikke helt derude, hvor jeg cykler på motorvejen.

Men jeg har været et sted i mit liv, hvor hullerne i vejen blev så voldsomme, at jeg fandt mig selv med behov for hjælp. Hjælp til at få lappet min cykel, olieret kæden og hvad man nu ellers lige gør med cykler (Siger den snarlige københavner). Så derfor rørte Johanne Pallisgaards historie mig ekstra. Fordi det er den ægte historie om livets modvind, som vi alle kan støde på. Den sande historie om, hvordan man sagtens kan være den stærkeste kvinde, selvom man spørger om hjælp. Spørger om et lille skub op ad bakken.

Faktisk nok særligt stærk, fordi man spørger om hjælp.

Johanne er stærk, og hun skriver:

”Jeg kan ikke mere. I bliver nødt til at indlægge mig. Jeg ved ikke, hvad jeg kan finde på at gøre ved mig selv”. Jeg sad ude på Psykiatrisk Akutmodtagelse i Glostrup med min lille hund i armene. Jeg var fuldstændigt opløst i gråd, og hele min krop rystede. Det var søndag eftermiddag, og det var gråt i vejret. Jeg blev indlagt på et intensiv døgnafsnit. Jeg var indlagt i tre døgn. Min gode veninde kom derud, tog min hund med hjem, holdt mig i hånden og forsikrede mig om, at tingene ville blive lysere, at det ville blive godt vejr igen, og der ville komme medvind på motorvejen. Min mor kom også derud, og vi sad i gårdhaven. Hun tog det meget pænt, men jeg kunne godt se bekymringen i hendes brune øjne. Da hun skulle gå, havde hun taget noget tøj med til mig. Da sygeplejersken måtte tage snorene ud af hættetrøjen og joggingbukser, brød min mor fuldstændigt sammen. Så stod vi der. Midt på den lange hvide gang og holdt om hinanden.

Dagen efter sad jeg ude i haven og skulle tale med en sygeplejerske. Det høje hegn indhegnede haven. Det lignede Vester Fængsel. Hun tog en hel kande med saftevand med ud. Jeg havde grædt så meget, at hun måske var bekymret for, om jeg ville dehydere. Da hun var ved at rejse sig, kiggede jeg op og spurgte: ”vil du ikke bare sidde her lidt? Jeg tør ikke være alene”. Jeg har virkelig svært ved at være alene, jeg har tankemylder og har svært ved at være i mine følelser. Jeg kan komme til at råbe meget højt af min hund og så bagefter sætte mig ned, og græde helt vildt, fordi jeg føler mig magtesløs. Når jeg bliver virkelig vred, kan jeg handle meget impulsivt og uoverlagt. Jeg kan blive helt utrøstelig ked af det og få store følelsesmæssige svingninger. Gøre ting, som jeg bagefter fortryder og grummes ved, jeg har gjort.

Da overlægen udskrev mig tirsdag aften, sagde min mor ”Ja, så tager jeg over herfra. Tak for hjælpen”. Det synes jeg var en ret fin bemærkning. Jeg blev nødt til at indlægge mig selv for at få ro på, men det var også vigtigt for mig at blive udskrevet igen. Det er ude bag ved det høje hegn, min kamp ligger. Den skal jeg tage hver dag.

Jeg får heldigvis masser hjælp.

Efter jeg er blevet sygemeldt fra arbejde, er jeg begyndt at træne. Jeg var oppe og spinne den anden dag. Jeg havde ikke helt mod nok til at tage et hold, så jeg satte mig lidt modvilligt selv op på en cykel. Det var virkelig hårdt. Efter 20 minutter gav jeg op. Hvis Bjarne Riis var kommet forbi, havde han nok ikke været imponeret. Hvis jeg havde kørt på hans cykelhold, havde han nok fyret mig omgående. Han havde nok slet ikke ansat mig i første omgang. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af at, jeg havde set alle afsnit af Station 2 og Hellas Have på TV 2 Play. Så faldt jeg over Tour de France. Jeg har aldrig interesseret mig for cykling. Det siger jeg mig ingenting. Jeg lå og små slumrede til lyden af mænd med lange ben på vej op af et bjerg i Frankrig. Da jeg vågnede, kom jeg til at tænke på, jeg måske egentligt slet ikke vil være med på Bjarne Riis’s cykelhold. Jeg vil ikke iføre mig et stramtsiddende lycraoutfit og en Carbon cykel.

Jeg vil meget hellere køre på mit eget cykelhold. På min lilla Van de Falk med hundekurv.

Da jeg gik i folkeskolen, løb jeg altid rundt og ville være med på alle de andres cykelhold. Så cyklede jeg rundt på alle mulige cykler med skævt styr, som slet ikke var min cykel. Så faldt jeg ned og slog mig. Fik ridser og skræmmer. Da alle de andre cyklede på efterskole, på gymnasiet og ud i verden, blev jeg hjemme.

Nu er det min tur. Jeg skal cykle op af det højeste bjerg. I medvind og få en fugleklat på cykelhjelmen. Jeg vil sejre og vinde. Stå op hver dag, cykle 100 km og turde overhæle de andre cykelister på Dronning Louises Bro.

Cyklen er der, når jeg skal op på den igen. Cykler kan også trænge til et hvil. Kæden kan falde af eller den blive væk, blandt de mange andre hundrede cykler på Hovedbanegården.

Jeg tror, jeg skal ud og have en ny cykel snart. Måske med glimmer på hjulene ♥

Johanne har tilbudt, at hvis der er nogen, der har lyst til eller brug for det, så kan I skrive til hende på johannepallis@hotmail.com

 

followwho

EN STÆRK KVINDE SKRIVER: ET HØJT STED

“Det er dét stærke kvinder gør. De går ikke nødvendigvis igennem livet uden disse problemer og forfærdelige tider, men de gør noget ved dem”

Det er blevet gråt udenfor. Jeg er alene hjemme, og på fjernsynet kører en ny serie, jeg lige er begyndt på. Jeg har ingen inspiration, ingen ideer, ingen lyst til at skrive om noget. Min mail bipper og mine øjne bevæger sig hurtigt over nedenstående tekst. Den er stærk. Rører noget i mig, som jeg egentlig ikke bryder mig om, men som bekræfter mig i, at det er det helt rigtige. Skal jeg udgive den?

Selvfølgelig skal jeg det. For i min serie med stærke kvinder, der skal der være plads til de tekster, der gør lidt ondt. Dem, der er ret ubehagelige at læse. For sådan kan livet også være engang imellem. Og det er stærke kvinder, der kommer ud af de ubehagelige stunder. I denne omgang af min serie skriver en stærk kvinde:

“Det er uhyggeligt pludselig at indse, at man har brugt det meste af sin dag på at kigge efter et højt sted. Et højt sted, der er tilpas afsides til ikke at forstyrre nogle. Til ikke at forstyrre nogle. Er det ikke vildt, at selv når jeg tænker sådan, så er jeg bange for at være til besvær for andre?

Det var aldrig sådan rigtige selvmordstanker. Det bildte jeg i hvert fald mig selv ind. For hvis man er indehaver af sådanne nogle, så er man først rigtig langt ude. Er man ikke? Det var blot tanker, der imellem al denne smerte, denne mørke, tilbød en eller anden form for ulykkelig trøst. Et gemmested, der trøstede ved at garantere, at der da altid var en udvej, hvis det blev ved med at gøre så ondt.

Men det var ikke en udvej.

For jeg kunne aldrig gøre det. Det var i hvert fald det, jeg sagde – og stadig siger – til mig selv. Jeg kunne ikke gøre det imod dem, jeg elsker. Jeg kunne ikke gøre det mod dem, jeg ville efterlade. Men jeg kunne stadig ikke slippe tankerne. De var i det korte øjeblik – der i det øjeblik virkede ufatteligt langt – det eneste, der kunne give mig en eller anden form for dyb tragisk ro.

Når jeg sidder og skriver dette nu, græmmes jeg ved med selv over, at jeg har haft de tanker. For det er ikke tanker en ellers så stærk kvinde har. Det er ikke tanker, man skal have i et samfund som vores. Det er ikke de tanker, jeg prædiker om til mine veninder og folk omkring mig. Jeg prædiker om at søge hjælp, om at sige fra, om aldrig at tænke sådan.

Men det gjorde jeg. Lige der i de uger, der nu virker som et kort øjeblik.

En aften ringede jeg til en af de der hjælpelinjer. Ikke fordi jeg var på kanten til at gøre noget. Det har jeg aldrig været. Men fordi jeg havde brug for at snakke. Jeg havde brug for at sætte ord på nogle af de tanker, der skræmte mig helt enormt. Men jeg var samtidig bange for at gøre netop dette i frygt for, at jeg ville blive placeret i en kasse som “selvmordstruet”.

Bum, hun står på kanten, hende skal vi passe på for evigt, for hun er nemlig rigtig fucked up. 

Jeg har aldrig følt mig sådan. Jeg har aldrig været tæt på. Eller… det ved jeg ikke. Hvornår er man egentlig tæt på? Er der en middelvej for selvmordstanker? En mildere grad af det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg ikke kunne identificere mig med en person, der havde sådanne tanker. Mig, stærk, glad, fremme i skoene, succesfuld og smuk. Med en god familie, sød kæreste og dejlige veninder. Jeg følte, at hvis jeg indrømmede dette, så var der ingen vej tilbage.

Men det er der.

Til gengæld er der ingen vej tilbage, hvis man finder det der høje sted. Jeg er ikke mine tanker. Jeg er ikke den ene dårlige periode i mit liv. Jeg er ikke unormal. Jeg har bare været ramt af så megen smerte, at jeg har tænkt fjerne tanker om en udvej. En fuldstændig ubegribelig forfærdelig udvej. Men det er ikke en udvej.

Det er der til gengæld mange andre veje, der er. Så helt vildt mange andre.

Vi skal søge hjælp. Hos vores nærmeste, fjerneste eller hos en fremmed i telefonen. Der er altid en anden udvej. Vores oplevelser og tanker dikterer ikke, hvem vi er. Det gør vores handlinger i disse situationer til gengæld. Og man kan sagtens være en stærk kvinde, selvom man engang for længe siden i et kort øjeblik gik og tænkte på høje steder – så længe du griber fat i nogle og fortæller det. Griber fat i nogle og beder om hjælp. Det er dét stærke kvinder gør. De går ikke nødvendigvis igennem livet uden disse problemer og forfærdelige tider, men de gør noget ved dem.

Og det gjorde jeg. Det gjorde jeg, og jeg er et andet sted nu. Et andet menneske. Stærkere end før. Mere mig end før. Mere succesfuld. Og smukkere både inde og ude. Der er altid en anden vej.”

LIVSLINIEN | EN AF OS 

LÆS DE ANDRE TEKSTER I SERIEN HER 

followwho
Older posts