NYE STØVLER OG IDENTITET SOM VÆLTET DRENG I NATTØJ

Da jeg så den lille dreng smide sig på Bilkas gulv og skrige, kunne jeg ikke andet end at tænke: Amen, brother

I går væltede det hele for mig. På en sådan måde, at jeg pludselig identificerede mig helt ekstremt med ham den lille dreng i Bilka, der smed sig grædende på gulvet i sit nattøj og ikke ville gå længere.

I know how you feel, buddy.

Jeg kan ikke beskrive, hvad der gik galt. En altoverskyggende følelse af vemod flød bare pludselig over mig, som en bølge af azurblå, køligt saltvand på en varm sommerdag. Bare lavet af lort i stedet. Varm lort på en bidende kold vinterdag. På en dag, der ellers havde været fuld af gode morgenmøder og mine drømmestøvlers ankomst med posten, blev jeg væltet af bølgen. Det hele væltede bare.

Som en lille dreng i batman-nattøj i frostafdelingen i Bilka sidst på eftermiddagen.

Som en væltet støvle fra Céline, der ellers stod så rank og flot lige før (så I der, hvordan jeg retfærdiggjorde min anvendelse af ovenstående billede, der egentlig kun er blevet brugt for at vise, hvor fucking flotte mine nye støvler er?).

Jeg er blevet bedre til at acceptere, at der er sådanne dage. Og alene igennem den accept bliver det hele lidt nemmere. Accept, virkelig mange Spangsberg flødeboller og en bedre halvdel, der forstår, at når jeg siger, at jeg bare føler mig *indsæt mærkelig gryntelyd*, så skal han lige forkæle mig lidt ekstra.

Men det kan stadig føles som et skridt tilbage. Og selvom jeg tager dette skridt iklædt virkelig rå støvler, så er det ikke desto mindre tilbagegang. En tilbagegang, som jeg så desperat frygter og forsøger at undgå.  Men det er nok netop denne frygt og dette forsøg på undvigelse, der gør, at dagene alligevel rammer hårdere, end det måske var nødvendigt. Måske ville det gå meget nemmere, hvis jeg bare omfavnede den lille, opgivende dreng i nattøj, der ligger gemt inden i mig, og som fra tid til anden kommer ud.

For så kan jeg forkæle ham, kramme ham og minde ham om, at der er en dag igen i morgen, hvor udsigten til at smide sig på gulvet ikke virker lige så tiltrækkende. Hvor støvlerne igen står oprejst. Hvor vi bevæger os fremad endnu engang. Så smid dig bare der og brok dig lidt, det er OK.

Men rejs dig lige op igen i morgen.

followwho

THE BEST ITEMS ARE THE ONES YOUR BOYFRIEND HATES

IMG_0072

INDEHOLDER REKLAME LINKS

Du skal anse din kærestes, din fars og din bedstevens had til dit nye køb som et absolut kvalitetsstempel

De ting jeg har i mit skab, som jeg er allergladest for, er ligeledes de ting, som min kæreste hader allermest. Her nævner jeg i flæng: Alle mine Céline sko, mine skarpskårne blazere, mine læderbukser og nu også min nyeste og absolut bedste tilføjelse, mine kæmpe Loewe briller.

Som han grinede af mig, mens han spurgte, hvad der lige skete for mit ansigt, fik jeg først en altoverskyggende trang til at pakke brillerne og min dertilhørende ekstreme glæde væk. Indtil det gik op for mig, at mens jeg havde Loewe i røret for at bestille brillerne, var jeg jo allerede udemærket klar over, at de ville ryge helt øverst på min kærestes hadeliste.

Sammen med mine kæmpe boxershorts og den der store pels jeg gik med en gang.

Og da jeg nåede realiseringen af, at min kærestes holdning til ovenstående item ikke blot var et ganske velkendt faktum for mig, men også en jeg var fuldstændig ligeglad med, var jeg efterladt med spørgsmålet: Anser jeg det som et kvalitetsstempel, når han ikke kan lide mine ting?

Måske. Eller måske er jeg blot nået til det punkt, hvor jeg efter fire års forhold er fuldstændig ligeglad med, hvad han synes om mine flettede sko og mine gigantiske briller. For jeg elsker dem af hele mit hjerte. Jeg render alligevel bare rundt i bar røv og morgenkåbe herhjemme. Og i virkeligheden er det faktisk meget vigtigere for mig, at jeg elsker tingene. Ville det være dejligt, hvis han også kunne lide de ting, som jeg kunne?

Muligvis.

Men når jeg tænker sådan rigtigt over det, så ville jeg nok rettere blive bekymret end glad, hvis han pludselig udtrykte positivitet overfor et af mine nye køb. Det ville vidne om, at jeg nok ikke har ramt rigtigt denne gang.

Jeg elsker dem, skat! 

Pis… Så må jeg sende dem retur.

REKLAME LINKS Solbriller Loewe

followwho

I GOT MY BOOTS, MY SMILE AND NOT A WHOLE LOT OF ANYTHING ELSE

P1010015

SPONSORERET INDLÆG

Når nu kærlighed og glæde ikke kan købes for penge, er det så forkert at være virkelig lykkelig over et par nye sko?

Da jeg tidligere på dagen fandt mig selv siddende udelukkende iført mine nye støvler netop hentet fra luksusgenbrugen Lula, begyndte jeg at overveje om de mennesker, der påstår, at penge ikke kan købe lykke, bare er fuldstændig gale på den.

Eller i hvert fald ikke har prøvet at investere i et par piv smarte Céline Rodeo high ankle boots with studs in black lambskin.

For det kan godt være at penge hverken kan købe dit livs lykke eller kærlighed – i hvert fald ikke den lovlige af slagsen – men hvis det ikke var et lille skud serotonin, der blev afgivet i min hjerne, da jeg i toget hjem åbnede indpakningen på mit nye køb, så må i fandeme kalde mig Ludvig.

Og det bliver bare noget rod, for jeg ejer ikke Ludvigwho domænet.

Bevares, jeg er ikke af den overbevisning, at du finder hverken dit livs kærlighed eller enden på din depression i skokassen, men er vi for hellige til at dvæle lidt ved den beskidte følelse af lykke, man får, når man kører kortet igennem maskinen? Jeg bemærkede i hvert fald, at togturen gik lidt hurtigere, ekspedienterne var lidt sødere og mine tanker lidt mindre grumme, som jeg gik der med den hvide kasse under armen. Og lige nu vil jeg egentlig bare nyde, at jeg har mine jeg har lige købt noget fantastisk-briller på, der tillader mig at se verden lidt pænere og mere pink, end den måske virkelig er. Inden følelsen forsvinder igen.

For det er vel i virkeligheden den væmmelige side af Céline støvlen: Der går ikke så forfærdeligt længe, før den der rare varme følelse stille vil aftage. Og når den gør, så er det jo faktisk meget rart at have nogle af de der ægte ting, som alle de kloge siger virkelig betyder noget, til at gøre verden lidt pænere at se på igen.

Hvis ikke igennem pink briller, så i hvert fald svag rosa. Og det er også helt, helt OK.

Og når vi nu taler om material lykke, så blev jeg forresten i sidste måned diagnosticeret med for tidlig udløsning. Konkurrence udløsning. Jeg var nemlig lidt for voldsom med min tryk udgiv finger, og min fine, fine konkurrence i samarbejde med Hvisk, er altså først i denne måned. Der er derfor stadig rig mulighed for at få lidt materiel lykke ved at vinde et valgfrit smykke, se mine favoritter eller bare høre, hvad mine smykker siger om mig, når jeg ikke har fået iført mig min sølvpapirshat. I kan læse om konkurrencen og om hvad det kræver af jer at være med (spoiler alert: meget lidt) lige her. Og så trækker jeg en vinder om en uge.

Og denne gang er det altså rigtig nok…P1010045

followwho
Older posts