A GIANT FIRE IN MY BELLY

Jeg byder velkommen til den der hell fucking no følelse

Jeg har lige tørt butter chicken saft op fra bordet med et stykke naan brød, spist det for derefter at tørre mine fingre af i trøjen. Jeg har lige siddet med telefonen i hånden, læderstøvler på fødderne, mens jeg overvejede, om jeg skulle forme en besked til min veninde om, at hun skal tage mig ud af dette smørplettedeprovinshul og invitere mig til modeugefest. Jeg har lige mærket en sådan ild i maven, at jeg har svært ved at identicere, om det er grundet den mistænkte kampgejst og motivation, eller om de havde puttet noget ekstra i kyllingen i dag.

Efter en tur på toilettet konkluderer jeg, at det er førnævnte, der er gældende.

Men når det nu ikke er den lokale indiske, der er at bebrejde for denne ild, hvor kom gnisten, der tændte denne gejst, så fra? Et afsnit af SATC the early years? Et Tumblr quote omkring den kvindelige styrke perhaps? En reminder fra min mor om, at jeg er den sejeste? Nej. Den kom fra en situation, der ellers måske forventeligt skulle have efterladt mig med en følelse af nederlag. Den skulle måske forventligt have kastet mig ned i et sort hul. Og det gjorde den også.

I omkring 4.30 minut.

Dernæst blev jeg ramt af en følelse af… En følelse af hell fucking no. Du ved, den følelse, der rammer én, når man bliver overhalet af en ældre kvinde på en raslende cykel? Den følelse, der rammer én, når man ser et billede af sin ekskærestes nye kæreste på Instagram? Den følelse du får, når der er én, der siger til dig, at du ikke kan.

Hell. Fucking. No.

Følelsen overraskede mig. Jeg er ikke just en hell fucking no kind of gal. Jeg er nok rettere en oh no type. Måske er det et tegn på, at jeg har rykket mig i mit liv? Dét samt min manglende interesse for Chad Michael Murray fortæller mig, at jeg er et andet menneske. Et andet sted i mit liv.

Og mens jeg trækker den plettede, grå sweatshirt over mit hoved, føles det lidt som om, at jeg skifter ham. Den ham, der har lagt sig over mig de sidste mange dage, mens jeg har ventet på, at telefonen skulle ringe. Den ham, der har lagt sig over mig de sidste mange måneder, hvor jeg har ladet frygten diktere mine handlinger. Den ham, der har lagt en mørk hånd over den drøm, der tidligere virkede så klar og opnåelig.

Jeg skal nok lade være med at skrive ham mere.

Det var en velkommen følelse af power, der ramte mig samtidig med følelsen af hell fucking no. Efter nærmere eftertanke er det nok i virkeligheden to sider af samme sag. Det er de to i samarbejde, der giver dig kræfterne til at træde lidt hårdere i de pedaler, der du kan overhale mormoren deroppe. Det er dem, der giver dig det sidste sprøjt af awesome, når du klæder dig i din bedste freakum dress for at vise ham, hvad han går glip af.

Det er dem, der giver dig kræfterne til at vise dem alle, at de tager fejl af dig. Ikke sandt?

Det vil jeg vende det, der kunne have været et nederlag, til. Jeg vil bruge gnisten, det har givet mig, til at finde min power igen. Til at kæmpe for det, som jeg vil. Og gøre det på MIN måde. Det er der fandeme ikke noget, der skal afholde mig fra.

Hell fucking no.

followwho

JEG SØGER ARBEJDE

Hvis man ikke kan bruge sit forum til at søge hjælp og skamløst jagte komplimenter, hvad fanden kan man så bruge det til?

Om 17 dage er jeg færdig med min bachelor i journalistik og kommunikation. Med mindre der selvfølgelig er noget, der går grueligt galt. Det skulle ikke være første gang, at jeg stod overfor livets ubarmhjertige humor. Nej.

Om 17 dage er jeg færdig med min bachelor i journalistik og kommunikation!

Og det betyder, at jeg nu officielt skal bytte studiehatten ud med karrierehatten, hvilken er én, som jeg tror kommer til at passe helt fantastisk til de looks, jeg allerede har planlagt. Blandt andet det her skarpe jakkesæt, jeg lige har købt og sådan et par lækre spidse Céline sko, der bare råber på dertilhørende hovedbeklædning. Jeg glæder mig helt uretfærdigt meget til at finde et job, der kan udfordre mig, glæde mig og hjælpe mig med at udvikle mig, og jeg håber, at I måske kan hjælpe mig?

For måske kender du nogle, der kender nogle, der har brug for en fantastisk dygtig, kreativ og udadvendt kvinde til deres team? Eller måske mangler du selv sådan et fint eksemplar? Og det er jo bare fedt, for du kender jo tilfældigvis sådan en fantastisk dygtig, kreativ og udadvendt kvinde (i.e. me)!

Jeg søger en stilling indenfor journalistik, kommunikation, PR, sociale medier, mode, kultur eller livsstil. Jeg er interesseret i deltid, fuldtid eller noget helt andet tid. Jeg har erfaring med tekstforfatning, kommunikation, arbejde med sociale medier, Photoshop, fotografering og meget meget andet (Jeg har et CV, der er sprødere end Burger Kings chili cheese tops, så hvis det frister, så sender jeg det glædeligt. Altså CV’et ikke chili cheese tops).

Jeg ville være meget taknemmelig, hvis I ville have mig i tankerne – om ikke andet så ved at sende mig nogle positive vibes under min jobsøgning. Jeg kan kontaktes på Sillewho@gmail.com – Se min LinkedIn profil HER.

Og så beklager jeg denne tekst, der hverken har været underholdende, self-deprecating eller fuld af mode. Jeg lover, at jeg nok skal sørge for, at næste tekst kommer til at indeholde alle tingene i sådan en grad, at I kommer til at få ondt i maven af skiftevis latter, akavethed og inspiration.

Sille

followwho

MY LIFE ON MEDICATION

image1-6

Der er få ting, der gør ondt for mig at skrive om. Dette er en af dem.

Der er meget få ting, der er ømme for mig at skrive om. Faktisk kan jeg i liggende øjeblik kun komme på tre: Min mor, velour og mit liv på medicin. Stik mig et tastatur og jeg skal detaljeret fortælle dig om mine seksuelle tilbøjeligheder til madbilleder, mine pinlige stunder på et DSB toilet og om mine tossede tanker, men de tre førnævnte får mig til at stoppe op. Sætter mine ellers så hurtigtskrivende fingre i hak. Jeg troede egentlig ikke, at der endnu var ting, som jeg ikke kunne få ud igennem fingrene. Men det er der. Og jeg tror, det er disse, der er allervigtigst at skrive om.

Dem, der gør lidt ondt. Dem, der får mig til at holde vejret i tiden mellem et tryk på udgiv og den første kommentar. Dem, der presser mig.

Og mit liv på medicin er en af dem. Helt øverst på listen. Og eftersom jeg har givet mig selv den udfordring, at jeg skal skrive om det, der giver mig en dårlig mavefornemmelse, er det på tide at dedikere et indlæg til det, der i dette øjeblik får mine fingre til at bevæge sig en del langsommere over tasterne.

Mit liv på medicin. Mit liv på angstdæmpende og antidepressiv medicin. For tredje gang i mit liv.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor netop dette emne gør så ondt for mig at skrive om. Jeg er normalt ikke en person, der viger tilbage fra en snak omkring mentale problemer. Måske er det, fordi jeg ikke har accepteret, at jeg endnu engang er tilbage på pillerne. Måske fordi jeg er skuffet over mig selv. Måske fordi jeg hver eneste gang jeg hører blisterpakningen bryde, ligeledes hører mine egne skridt væk fra alle de andre stærke kvinder i denne branche. Distanceret fra det jeg ser op til.

Hvordan kan man se op til én, der popper piller for at være i sig selv?

Jeg siger det om mig selv, men jeg mener det ikke om andre. De stærkeste kvinder jeg kender, har haft behov for en hjælpende hånd igennem livet. Det gør dem ikke svagere. Tværtimod. Der er ingen, jeg ser mere op til. Men hvorfor kan jeg så ikke sluge min egen situation sammen med mine piller?

Hvorfor smager mit selvbillede så fucking øv?

Mine piller gør mig sulten. Og træt. Og smertefuldt bevidst om, at jeg ikke er som alle andre. Den erkendelse plejer ikke at være én, der er svær for mig at acceptere. Tværtimod omfavner jeg glædeligt sådan en chance for at skille mig ud. Men med pillerne er det et irritationsmoment. Et konstant spørgsmål til mig selv om, hvorfor det lige er mig, det skal gå ud over. Har jeg ikke været igennem dette nok? Hvorfor kan jeg ikke bare være som alle de andre?

Hvad er den hemmelige løsning?

Og som jeg sidder hos min psykiater, kan jeg ikke lade være med at spørge hende: Hvad er det, jeg ikke gør rigtigt? Og det absolut sværeste for mig at sluge, er svaret på lige netop dét spørgsmål.

Intet.

Jeg kan drikke alt den grønne juice i verden og køre Freud på min barndomshistorie, men faktum er højest sandsynligt, at det er blot sådan, jeg er skruet sammen. Og som jeg skriver dette, kan jeg ikke undgå at mærke noget klø bag øjnene. Det er muligvis pillerne, der får dem til at føles tunge, men mest af alt er det nok følelserne, der presser på. For pillerne og jeg er endnu ikke gode venner, og at erkende, at de muligvis blot skal være en del af mig,

den skal jeg sgu have et ekstra glad vand for at få ned.

Jeg ved, vi er mange, der er på medicin. Nogen blot for en stund, andre hele deres liv. Og mine grumme tanker om mig selv, er absolut ikke-eksisterende, når det kommer til andre. Når det kommer til andre, tænker jeg på det som insulin for en person med sukkersyge: Nødvendig. Ikke noget, der gør personen svagere eller anderledes. Bare nødvendig. Og måske må jeg bare acceptere, at jeg endnu ikke kan tænke sådan om mig selv. Jeg kan endnu ikke helt acceptere min situation, men det skal nok komme. Jeg håber i hvert fald, at jeg en dag kan tænke lige så godt om mig selv, som jeg gør om jer derude på medicin.

For i mine øjne er I de stærkeste, sejeste og skønneste mennesker. Mennesker med en historie og med en enorm styrke. En styrke til at bede om hjælp, og en styrke til at kæmpe.

Og dét skal man fandeme ikke være bange for at skrive om.

followwho
Older posts