WORD VOMIT MIGHT HAVE SAVED MY LIFE

IMG_2553

Mit palads af ordbræk har reddet mit liv

Jeg er stadig ikke helt OK. Jeg kan hele tiden mærke ømheden fra de store fuger, der er blevet skabt inden i mig. Og i de mørke stunder fornemmer jeg, at hvis mit sind blot får lov, vil det straks fortsætte med at pille løs igen. Og når det gør, så begynder jeg at skrive. Fordi jeg ikke rigtig ved, hvad jeg ellers skal gøre.

Og fordi jeg er ret sikker på, at ord har reddet mit liv.

Når man konstant lever i sit hoved, har man brug for et outlet. Og ikke blot af den slags, hvor man kan erhverve billige træningsko, men et sted, hvor man kan sætte – og få sat – ord på nogle af alle de mange ting, der fylder. Men vigtigst af alt har jeg haft brug for et sted, hvor jeg kunne placere mig selv og ikke tænke på andet. Et sted, der kunne fjerne min opmærksomhed fra alt det, der gør så ondt.

Og mit sted har været ordene.

Et palads af ordbræk har skabt rammerne for mit fristed, og mens jeg har koncentreret mig om at skrive tekster om avocadoer, Carrie Bradshaw diæter, veninder som høje hæle og mange andre samfundsrelevante stykker, har jeg kunne lade fugerne være. Lade dem langsomt blive fyldt op igen. Og mens jeg har læst tekster fra spændende mennesker, druknet mig selv i fine magasiner, har jeg langsomt sat mig selv sammen igen.

Ved at gemme mig bag ord.

Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige løsning. Jeg er ikke engang sikker på, at det er fordelagtigt for mig på længere sigt. Jeg ved blot, at ordene har været min redning. Min krans da jeg druknede i mine egne tanker. Vandet efter en uendelig vandren i den ørken, der var mine bekymringer.

Noget andet metaforisk, der lyder pænt.

Det er ikke sikkert, at det at skrive er hvad der kan redde dig. Måske er det at tegne? Måske er det at se film? Måske er det at dele med din bedste veninde? Eller måske er det at gå efter rekorden i at stå på hovedet. You do you. At kunne tænke på noget andet, blot for en lille stund, har reddet mig. Har givet sårene en chance for at hele. At kunne dele mine tanker har fået dem til at tie stille. Bare en smule. Og det vil jeg være ordene evigt taknemmelig for.

Og ikke mindst, så er jeg jer evigt taknemmelig. For at have tilladt mig at skabe dette sted, der har reddet mig. For evigt og altid at læse med, når det gør allermest ondt eller er allermest sjovt. For at bruge tid på at skrive tilbage til mig med jeres tanker, med jeres ros eller jeres historie. Jeg håber, at I også finder jeres sted. Om det så er bygget af ordbræk til hele verden eller blot i jeres egen notesbog. Om det er skabt af sang, kunst, musik, sport eller noget hele andet, så håber jeg virkelig, at I finder det.

Ellers er I altid velkommen herinde. Jeg deler glædeligt mit palads med jer allesammen.

followwho

QUARTER LIFE STYLE CRISIS AND FEELING LIKE A NAKED BABY

P1010044

REKLAME LINKS BOMBERJAKKE Zara | SNEAKERS Kiomi | SOLBRILLER Céline

Jeg er ret sikker på, at jeg har ramt en kvartvejskrise.

Det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at købe en rød sportsvogn eller have en ung, lækker dame på armen. Jeg har ramt en kvartvejsstilkrise, der har efterladt mig nøgen og sårbar som en nyfødt baby. Det eneste jeg er sikker på er nemlig, at jeg på ingen måde har lyst til at iføre mig noget, som jeg ikke er helt vild med. Men jeg har ingen idé om, hvad jeg er vild med… Jeg ved bare, at det ikke er noget af det, som jeg har i skabet.

Det er værre end den normale jeg har slet ikke noget at tage på – krise, som rammer os alle mandag morgen. Jeg har aldrig oplevet  voldsom en stil – og dermed lidt af en identitetskrise, som jeg oplever for tiden. I virkeligheden føler jeg mig også følelsesmæssigt som en nøgen baby, da jeg ingenting ved, er helt forvirret og fuldstændig på bar bund.

Så jeg starter på en frisk.

Jeg har nu under tyve stykker tøj og tre par sko tilbage i garderoben. Alt andet har jeg samlet i to kæmpe sække, som skal sælges på Vera’s market i starten af næste måned. Aldrig har jeg set en mere trist garderobe, og det efterlader mig med daglige outfits, der består af en hvid t-shirt og jeans. For jeg har ikke så meget andet.

Jeg har haft brug for at starte på en frisk stilmæssigt. Desværre er jeg ikke nået til det punkt, hvor jeg ved, hvad den friske start helt præcist skal byde på. Jeg ved bare, at det skal være noget helt andet, end der hvor jeg er nu. Jeg håber på, at jeg snarest rammer et sted, hvor jeg ikke blot har behov for den stilmæssige ændring, men også ved, hvad den skal gå ud på. Men hey; det er vel derfor, at det er en midtvejsstilkrise, jeg har ramt, og ikke bare en midtvejsstiljegvedligehvadjegvil.

Lige nu ved jeg ganske få ting: 1. Der er intet i min tidligere garderobe, som jeg gider at gå med. 2. Der skal ske noget helt nyt. 3. Jeg vil ikke købe noget, som jeg ikke er fuldstændig forelsket i. 4. Jeg elsker ovenstående bomberjakke fra Zara og solbriller fra Céline. 5. Min stil skal være sjovere, skørere, lidt mere farverig og lidt mere mig. 6. Jeg skal være BLOND (jeg er desperat efter at blive det nu). 

Jeg tror, at lysten kommer som resultat af, at der er sket meget i mit liv. Jeg har været igennem, og går igennem, den sværeste tid jeg nogensinde har oplevet, og det har skabt en ekstrem trang til, at der ikke blot skal ske noget nyt, men at jeg skal have det bedre med mig selv. I kender det måske, at man får lyst til at lave noget nyt med sit hår, når man går en ny tid i møde? Det er på en måde nemmere at give udtryk for store ændringer ved at lave om på noget, som man helt åbenlyst kan se. Jeg ved det ikke. Men denne nøgne baby har i hvert fald behov for forandringer.

Planen er lige nu: jeg skal finde en masse inspiration på blogs og i særdeleshed Instagram, for at finde ud af, hvad jeg er vild med. Jeg skal lave en plan og en masse lister, så jeg ikke forkøber mig i fejlkøb. Jeg vil KUN købe ting, der gør mig rigtig glad at kigge på. Jeg skal have sparet en helvedes masse penge sammen, og det kommer til at tage tid. Jeg skal blive mere modig. Jeg skal have det sjovere.

Har I nogle gode tips til mig?

 

 

 

followwho

WHEN IT HURTS TOO MUCH TO WRITE ABOUT

P1010020Jeg ved godt, at størstedelen af jer dejlige mennesker på den anden side ikke er her for moden eller mine outfitbilleder – omend det er noget, jeg personligt elsker at have herinde. I er her for de personlige tekster og tankerne omkring livet, også når det gør allermest ondt. Og det ved jeg godt, der ikke har været så fandens meget af på det sidste, og det er simpelthen et valg, jeg har truffet – for lige i øjeblikket gør det bare for ondt at skrive om. Jeg kan ikke engang sætte flere ord på, hvad ‘det’ er. Før har jeg kunne bruge mine tekster til at hele, og har nydt godt af, at jeg kunne vende det onde til noget godt, ved at hjælpe jer med mine historier, men lige nu føles livet lidt som et åbent sår, og det skal bare have tid til at hele. Måske det hele vender på et tidspunkt, og så får jeg nok lyst til at dele helt ekstremt igen. Måske vil I kunne bruge det, måske vil I ikke. Men indtil da håber jeg, at I kan leve med, at det bliver moden og andre hyggelige ting, som jeg fokuserer på, mens jeg slikker mine sår. Det kan være en kamp i sig selv, og det er okay.

followwho