I WENT HOME AND SAID GOODBYE TO 2017

img_2720

Hvis du ikke allerede har tømmermænd, så vil dette klichéagtige stykke med følelsesporno sørge for, at du render mod badeværelset

Klokken 23.15 sad jeg i min runde stol foran mine kæmpe vinduer i lejligheden. En konsekvent strøm af raketter eksploderede over hustagene, mens jeg gumlede på min mad bestående af økologisk ciabatta og mellemlagret ost. I øjenkrogen sad rester af den våde eyeliner – som jeg netop havde fjernet – og mine sammenrullede strømpebukser lå trygt i hjørnet og nød deres fyraften.

Går du hjem før 12? Spurgte de mig kærligt, inden jeg spontant sprang ind i en taxa, som var jeg på flugt fra krudt, sprut og unge kvinder med bare ben.

Det gjorde jeg. Altså tog hjem før midnat. For i et virvar af en 12-retters menu, mine bedste venner, cigaretter, bobler og altoverskyggende kærlighed fandt jeg mig selv overvældet af savn samt en bizar følelse af melankoli, der kun rammer på dage, hvor du pludselig står ansigt til ansigt med dit liv på en måde, der ellers opstår meget sjældent.

Udsigten til det nye år tvinger dig til enten at skue tilbage på det forgangne og det du har opnået (eller manglen på samme), eller også tvinger det dig til at drikke dig så spritstiv, at du ikke behøver at blive ramt af denne selvreflekterende opgave.

Jeg prøvede selv sidstnævnte, men fandt mig nødsaget til at opgive allerede efter fjerde ret. It is not going to happen. You are just not getting drunk today, my friend. 

Som i en film fangede jeg mig selv sidde på den charmerende restaurant med festglade og hattebeklædte smukke mennesker omkring mig, mens jeg i min egen lille bobbel bevægede mig i slow motion og mine tanker på fuld fart. Savnet til min udsendte mand åbnede døren for et væld af tanker omkring dette sidste år. Et år, der kun kan beskrives som værende det værste og det bedste år i mit liv.

(Hvis du ikke allerede havde tømmermænd, så vil ovenstående klichéagtige udtalelse da i hvert fald tvinge dig i knæ foran toilettet.)

Et år med hele to guldmedaljer – henholdvis for førstepladsen som det mest lortede og det mest fantastiske – medbringer uundgåeligt refleksioner i en sådan kaliber, at det kan få selv den mest hærdede life coach i knæ. Og det fik det også mig. Mellem raketter, glade mennesker og pasta i hummersovs – som sikkert smagte godt, men så herreklamt ud – blev jeg pludselig overvældet af alt det, jeg har oplevet i 2017.

Færdiguddannet, ramt af den værste mentale sindsstilstand jeg nogensinde har oplevet, forbedring, flytning til mit fantastiske København, drømmejobbet, en udsendt mand, tid med de syv kvinder, der er blevet min familie, en sådan ændring af mig selv, at jeg er efterladt med spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig?

Og hvorfor nåede jeg ikke her til noget før?

For selvom ovenstående måske kunne lede dig til at tro, at jeg i går brugte aftenen på at fyre op for James Blunt og selvmedlidenheden over, hvor svært 2017 har været, så var det rettere en rolig og nærmest lykkelig melankoli, jeg befandt mig i. Giver det mening?

Det gør det nok ikke.

Det var følelsen af at efterlade noget bag sig, takke af til et år, der på mange måder har defineret mig – i hvert fald den jeg er lige nu – samt følelsen af at træde ind i noget, der er helt anderledes, end hvad jeg før har kendt til.

Men det kan selvfølgelig også bare være, at den der Prosecco ramte mig hårdere, end hvad jeg egentlig troede.

I 2017 har jeg ændret mig mere, end jeg har gjort igennem hele mit liv. Eller, måske er der alligevel sket ret meget fra alderen seks måneder til 22 år, men I ved, hvad jeg mener. Og måske var det også derfor, at nytårsnat opnåede en så betydningsfuld status for mig: Fordi den på sin vis repræsenterede et nyt liv.

Eller også var det bare en slem case af: Ung senmoderne kvinde føler sig lige pludselig følelseladet fordi solen nu har stået op 365 gange endnu engang, og så skal der pludselig sættes store ord på noget ganske normalt og uundgåeligt.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg klokken 00.00 stod med åben dør og smør i mundvigen og kiggede ud over København, der eksploderede i lys og farver, og på en måde følte jeg, at det var den smukkeste afslutning på noget smukt og råt. Et smukt og råt år, der har ledt mig til, hvor jeg er lige nu.

Det var øjeblikket, jeg havde brug for, for at takke farvel til noget usagt samt bevæge mig videre. Videre til de vilde ting jeg har ambitioner for i dette år. Videre med mine ord og med mig selv.

Videre til pizzaen og chokoladen som jeg har fyldt mig selv med i dag.

followwho

DET ER EN FUGL, DET ER ET FLY, DET ER *DÅRLIG SAMVITTIGHED-KVINDEN*

ikke-navngivet-1

I am woman hear me roar (omkring min dundrende og altoverskyggende dårlige samvittighed)

Blæsten trækker i mig fra alle sider. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, når jeg at tænke, inden jeg placerer min papirstynde Converse all star midt i en iskold vandpyt.

Med et styk fod i lyserød glimmersok indeni.

Jeg trækker mig igennem Sydhavnen med en kæmpe Espressomaskine i favnen, fordi hanken netop er knækket på posen, hvori jeg havde said kæmpe Espressomaskine. Før jeg kan nå at acceptere, at mine arme nu er så smadrede, at de aldrig kommer til at fungere ordentligt igen, kører s-toget lige for snotten af mig.

Andre folk ville måske have travlt med at dvæle ved denne belortede situation – eller var måske slet ikke endt i den, fordi de ikke stædigt havde holdt på, at de altså skulle have den kaffemaskine med hjem i aften – men ikke jeg. De kolde vandpytter, de for evigt mærkede arme og det kørte tog eksisterede ikke som andet end et mildt ubehag i det fjerne, overskygget af en helt anden følelse: Dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg var taget hjem fra juleaften. Da den var slut.

For var det ikke lidt tidligt? Skulle jeg være blevet til den 28. bare for at sikre mig, at de ved, at jeg sætter pris på dem? Burde jeg bruge førnævnte ødelagte hank til at straffe mig selv på bedste Engle og Dæmoner vis?

Burde jeg nu have dårlig samvittighed over, at jeg brugte en religiøs reference ganske usmageligt?

Det føles som om, at jeg befinder mig i en konstant tilstand af dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed og voldsom fjernsynsafhængighed, men lad os nu tage ét problem af gangen. Jeg blev bekræftet i følelsen, da jeg i dag under en frokost på Østerbro, måtte erkende – mens vi snakkede om drengestreger og ballade, man havde lavet i teenageårene – at jeg ikke havde lavet ballade. For det fik jeg alt for dårlig samvittighed til.

(Side note: Det er muligt, at der er visse passager af mit teenageliv, som jeg lykkeligt har forglemt, og jeg beder derfor venligst eventuelle læsere om ikke at undersøge denne sag nærmere).

Nu gik jeg for tidligt. Jeg blev for længe. Jeg gjorde ikke nok. Jeg var lidt streng i min måde at sige det på. Nu blev hun sikkert ked af det, nu blev han sikkert ked af det. Nu er jeg ikke frisk-glad-sjovt-kærlig-økonomisk ansvarlig nok. Hvis der er noget, du kan regne med, så er det, at jeg altid har et par skiftesko og en vanddunk med i tasken samt, at jeg altid vil kunne finde noget at have dårlig samvittighed over.

Det er lidt min superheltekraft, at du ved det. Jeg efterspurgte evnen til at være usynlig og kunne gå i Miu Mius 12 cm platformsko, men dette er vel også noget. I guess.

Er det mon en medfødt tilbøjelighed? Et moralsk kompas, der er strammet ti ryk for hårdt op? Eller er tendensen til overdreven dårlig samvittighed et resultat af mig værende kvinde?

Inden I sætter jer til at tænde faklerne og hade mig for, at jeg med én enkelt sætning bestående af 13 ord formåede at trække hele mit køn ned på et ikke blot ekstremt generaliserende, men også nedværdigende plan, så lad mig lige skrive ud: Derefter kan vi hade mig sammen.

Jeg mænger mig med – hvis jeg selv skulle sige det – ganske enkelt fantastiske kvinder i mit liv. I private, familiære og professionelle sammenhæng, og til fælles har de ikke blot deres fabelagtige person og pæne sko, men også tendensen til dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed i deres rolle som mor. Burde jeg ikke stå op klokken fire om morgenen og lave hjemmelavet hirsegrød, selvom jeg også arbejder 12 timer om dagen? Burde jeg ikke arbejde mindre? Er jeg en dårlig mor? Dårlig samvittighed overfor deres kærester, deres familier, deres veninder.

Mig.

Og så sidder vi der og kører dårlig samvittighed på fuld smadder, mens vi bekræfter den anden – ganske sandfærdigt – i, at de altså ikke skal have dårlig samvittighed over det selv samme, som vi sidder og hader os selv for.
Jeg er tilbøjelig til at pege på vores uretfærdigt høje krav til os selv som synder for vores dårlige samvittighed.

Og så måske også en helt grundlæggende og underliggende forståelse af, at vi – som kvinder – faktisk bare skal have en lille smule dårlig samvittighed over at være til. Hvis vi fylder for meget (både fysisk og mentalt), hvis vi ikke præsterer godt nok (seksuelt eller økonomisk), hvis vi ikke er helt igennem perfekte mødre, kvinder og uskyldige og rene sexkillinger.

Men den snak tager vi en anden gang.

Det kan godt være, at jeg bare skal lade være med at tørre lorten af på mit køn og i stedet erkende, at jeg har et seriøst dårlig samvittighedsproblem. Add it to the list. “Du skal bare ud og lave lidt ballade, skal du,” blev der sagt til frokosten i dag, og det er der jo nok egentlig noget om. Ikke nødvendigvis ballade i jeg-stjæler-det-her-toiletbræt-fra-denne-bar kaliberen, men ballade i øjnene på min dårlige samvittighed.

Skal du virkelig sige nej til at hjælpe til der? Skal du virkelig blive i sengen hele dagen? Skal du virkelig sige til din kæreste, at du rent faktisk ikke gider at snakke lige nu? 

Ja.

followwho

THIS OR THAT – FEATURING MARIE JEDIG

SPONSORERET AF MEJERIFORENINGEN

logo-duo

img_2258

Noget om Céline over Chanel, unge mænd og mælk

Forleden blev Marie og jeg inviteret til at tage en trip down Milkylane, hvor vi skulle snakke om nogle af de mælkede stunder, vi husker fra vores barndom. Det førte til et voldsomt bredt this-or-that interview, som min professor i journalistik havde kigget ondt på mig over og udbrudt: “Din vinkel skal være så spids, at den kan sidde på en gråspurvs røvhul!”.

Det kan denne ikke, men rundt omkring kommer vi:

Marie: “Cappuccino eller café latté?”
Sille: “Jeg har først fornyligt fundet ud af, hvad forskellen mellem de to er.”
Marie: “Hvad er forskellen?”
Sille: “Forskellen er, at i cappuccino er der mindre mælk og mere skum… Og i latté mere mælk og mindre skum. Det kan også være, at jeg får nogle sure baristaer efter mig nu. Jeg bestiller i hvert fald altid latté. Double shot latté. Fordi…det smager som cappuccino.”

Sille: “Mælk om morgenen, eller mælk om aftenen?”
Marie: “Mælk om morgenen. Jeg har drukket mælk til min morgenmad siden, jeg var lille – fordi jeg dengang var, hvad man ville kalde underernæret, og mine forældre derfor gjorde, hvad de kunne for at fede mig op med fødevarer, der var gode for mig.”
Sille: “Vidste du, at man faktisk burde slutte sin bytur med en White Russian?”
Marie: “Fordi, der er mælk i?”
Sille: “Mmmh.”

Marie: “Sneakers eller stiletter?”
Sille: “Stiletter på, sneakers med til skiftesko”

Sille: “Céline eller Chanel?” 
Marie: “Som fuld garderobe så ville jeg vælge Céline. Det er mere alsidigt og moderne, og rammer mere min stil, hvor Chanel ofte kan blive lidt konet”

Marie: “Minimælk eller skummetmælk?”
Sille: “Jeg tror ALDRIG, jeg har drukket skummetmælk!? Er det særligt skummet, eller hva’?”
Marie: “Jeg tror faktisk, det er lettere end minimælk. Jeg synes, det smager for vandet. Hvis man skal se skalaen, så har vi skummetmælk, minimælk, letmælk…”
Sille: “Og sødmælk. Men er skummetmælk ikke også sådan lidt… forsvundet? Jeg kan huske, at man altid skulle vælge mellem sødmælk, letmælk og skummetmælk, da jeg var barn.”
Marie: “Men så kom minimælk og ryddede bordet.”
Sille: “Jeg hører sguda aldrig nogen sige ‘Må jeg få min latté på skummetmælk?'”
Marie: “Nej, det er rigtigt. Jeg siger altid minimælk.”
Sille: “Ja, så jeg vil også sige minimælk.”

Sille: “Yngre eller ældre mænd?”
Marie: “Jeg burde sige ældre mænd… Men… Jeg har genopdaget min forkærlighed for yngre mænd. På mange måder føler jeg mig meget moden, fordi jeg er etableret – men jeg er samtidig ung af sind. Jeg vil gerne have en ældre mand, fordi jeg er et sted i livet, hvor det giver mening at slå mig ned – men jeg kan godt lide den sjov og ballade, en yngre fyr kan tilføre.”
Sille: “De bliver heller ikke lige så let forpustede. Du må bare lige sørge for at have noget mælk i køleskabet, så de kan få deres…”
Marie: “…calcium…”

img_2260

 

followwho
Older posts