IS THAT A CRUST ON YOUR WOUND OR ARE YOU JUST HAPPY TO SEE ME?

img_9016

Skrev jeg seriøst lige 965 ord om at pille i sår? Jeps. Because I know what the people want

 

Jeg kan ikke lade være med at pille, hvis jeg har et sår.

Eller en bums i panden. Også selvom jeg udemærket ved, at det vil efterlade et grimt, rødt mærke, der vil opsætte siddende demonstration i mit ansigt cirka tre dage længere, end den ville have gjort, hvis jeg bare havde ladet den være (eller tre et halvt år i mærke i ansigtet tid).

HENDE HER HAR IKKE STYR PÅ LIVET, OG VI FLYTTER OS ALDRIG, GARANTERER VI DIG FOR, står der på det meget store skilt, som mærket har placeret foran sig som tegn på dennes strejke.

Da jeg forleden lagde mig tilbage for at sove, valgte jeg, i stedet for at lukke øjnene i, at lukke overtænkning af alle mulige ubehageligheder ind. Og jeg fandt pludselig mig selv efterladt med både ondt i maven samt med spørgsmålet: Hvorfor er det, at jeg er så afhængig af at pille i mine sår og bumser? Bogstavelige samt metaforiske?

Og endnu vigtigere: Er jeg grundet dette selv årsag til mit sinds tilbøjelighed til røde mærker i panden?

Da jeg i dag overvejede at gå ind og læse kommentarerne til en af mine klummer, der er blevet udgivet af et andet medie på deres Facebook, bare for lige at se, hvilke dårlige kommentarer folk mon havde til mig, blev jeg bekræftet i ovenstående hypotese om min tilbøjelighed til at pille i ting, der bare ikke burde pilles i.

Jeg ved godt, hvorfor jeg kan lide at pille i mine sår på benene: Fordi skorpen føles så rar at kradse i, og der er noget beskidt og tilfredsstillende ved at kradse det af (Note til selv: Foretag stikprøveanalyse af, om folk mon klikker ind på modeblogs for at læse om andet end sårskorpepilning. Foreløbig hypotese er nej, men det er værd at undersøge), men hvorfor er det, at jeg lader mig selv vade rundt i onde tanker som en lille godnat sjus, inden jeg skal sove? Hvorfor er det, at jeg aktivt søger at læse noget, som jeg ved, vil gøre mig ked af det?

Hvorfor er det, jeg piller i mine mentale sårskorper?

Jeg tror muligvis, at det er ved den bogstavelige sårskorpepilning, vi kan finde svaret. For med denne føles det altid lidt som om, at jeg bare ikke kan lade være. Det sker automatisk, når jeg keder mig, ikke tænker over det eller bare har lyst til at slappe lidt af. Det sker, fordi jeg har gjort det så mange gange før, og fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at tænke over det, når jeg først ved, at den er der….

(Lad mig kort holde en pause her, så jeg kan indskyde, at sårskorpepilning altså i denne tekst i høj grad anvendes metaforisk, og jeg frabeder mig derfor troen om, at jeg er konstant indehaver af meget voldsomme sår. Det er kun indvendigt. Tak for din tid).

… og jeg tror, at det er noget af det samme, der sker, når jeg lader mig selv forsvinde væk i et virvar af onde tanker og ønsket om at læse, hvad Susan fra Glumsø – der aldrig lærte, hvad det der sarkasme egentlig er for noget københavnerpis – mener om mig: Fordi jeg har gjort det så ofte før. Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Fordi når det først begynder, så er det så svært at stoppe det igen.

– mindre dannede og/eller kreative mennesker ville nok anvende billedsprog som; en ond spiral, men jeg synes ligesom at et klamt billede indeholdende indtørret blot og afkradsning af dette, ikke blot er mere dækkende, men også mere originalt. Man er vel ikke universitetsudannet for ingenting.

Jeg klikkede ikke ind for at se, hvad de skrev om mig. I stedet tog jeg fat i min computer og skrev på denne tekst. Og jeg tror, at det var et ret stort skridt i retningen af at lade være med at pille i alt det dårlige. Og det er et skridt i en retning, som jeg gerne vil. For jeg er ret træt af de røde mærker, og så synes jeg faktisk efterhånden også, at jeg kan se ret mange ar, derinde på min indre pande (Note til selv: har indersiden af ens pande en lægelig betegnelse). Jeg har brugt mange af mine dage på at dvæle ved mine onde tanke, opsøge ting velvidende, at de ville gøre mig ked af det. Måske fordi jeg er tosset?

Eller måske fordi det er så nemt at gøre det, som man altid har gjort før?

Jeg tænker, at jeg vil forsøge at gøre det modsatte. Og jeg inviterer dig til at gøre det samme. Med mindre det, du normalt gør, rent faktisk er ikke at bade rundt i dine onde tanker, Susans kommentarer og pilning af åbne sår. I så fald skal du bare fortsætte med det. Samt forsvinde herinde fra, da der i virkeligheden bare ikke er plads til mennesker med styr på sit liv her hos Sillewho.

Og da vi nu er sluppet af med dén flok, så lad os da fortsætte:

Jeg gider ikke pille mere (indsæt her joke, der bestemt er upassende for en 23-årig med fuldtidsjob at lave). Jeg er så træt af at skulle bruge tid på at hele, før jeg føler, at jeg er mig selv igen og kan vise mig på gaden. Hvorfor ikke bare lade være til at starte med?

Nej, du skal ikke begynde at bevæge dig ned i den tankerække. Nej, du skal ikke blive ved med at scrolle igennem hendes Instagram. Stop nu med at studere det billede af dig selv.

Stop. Spar dig selv det røde mærke. Undgå arret.

Med mindre det er en virkelig god hudsafskrabning. Så er det mærket værd.

followwho

HELLO MY NAME IS PLEASE LOVE ME

ikke-navngivet-2

Kan jeg gøre noget for dig? Hente dig en kaffe? Købe dig et hus? Give dig begge mine nyrer?

Har du nogensinde fundet dig selv stående på arbejde en tidlig søndag morgen efter en 60 timers arbejdsuge på en weekend, der egentlig ikke er din arbejdsweekend, men din kollega havde noget med sin kat, der skulle steriliseres eller døbes (eller var det en nevø?), og du derfor tilbød at tage vagten? Er du nogensinde endt med at købe en virkelig grim stribet sweater, der ikke blot er den helt forkerte nuance af overpriced, men også har en farve, der kun kan beskrives som manifestationen af, hvordan din tunge føles, når du vågner op efter en bytur, blot fordi hende der den irriterende kasseteenager havde brugt ti sekunder på sukkende at finde den i en størrelse small udefra lageret? Er du nogensinde gået helt ud over dine egne personlige grænser i sådan en grad, at du har sat spørgsmålstegn ved dig selv som person, fordi du i øjeblikket troede, at det kunne få dig til at fremstå bedre i øjnene på personen, der stod overfor dig?

Tillykke, du er en del af klubben af folk, der så desperat bare gerne vil elskes. Også bedre kendt som Pleaser incorporated. Værsgo, sæt dig ned, her er et navneskilt og så er der ellers kaffe på kanden. Hvis du altså kan lide sådan noget. Ellers kan jeg også godt hente dig en te. Eller en juice. Eller ofre en ungmø under midnatssolen og tømme hende for blod. Hvis det altså er det, du er til.

Bare du kan lide mig.

Jeg ved godt, at jeg ud ad til – igennem min konstante udkrængning af inderste problematikker herunder angst, dårligt selvværd og diverse afhængigheder af henholdsvis ost, chokolade og komplimenter fra fremmede – kan virke til at være en relativt cool person, der ikke sådan lader mig gå på af andre folks meninger.

(Her vil jeg godt bede børn, folk af skrøbelige sjæle og dem, der har en eller anden uberettiget idé om, at jeg er et cool menneske, om at skrue væk og ikke læse videre).

Jeg lader mig gå ret meget på af, hvad andre mennesker mener om mig. Faktisk er det svært helt at forstille mig, hvor jeg egentlig ville være henne i livet lige nu, hvis jeg brugte lige så meget energi på andre ting, som jeg bruger på at forsøge at få folk – både bekendte og vildt fremmede – til at kunne lide mig. Var jeg mon færdig med min Phd nu? Havde jeg fundet kuren mod kræft, eller måske endnu vigtigere: Regnet ud, hvordan det kan lade sig gøre, at folk aldrig taler eller ser mærkværdige ud på street style billeder.

The sky would be the limit

I stedet er jeg en af dem, der befinder mig på den metaforiske arbejdsplads klokken fem om morgenen, fordi en fuldstændig fremmed persons mening pludselig i sekundet virkede så vigtigt, at jeg ikke blot opgav min fritid, min ære og mine kræfter, men også min plads i bussen. Hvorfor er det, vi så brændende  have andre folk til at kunne lide os? Og hvorfor er det, at der er andre, der er  brændende ligeglade med det? Er det ikke en enten eller situation? Eller er det langt rettere en: Du stod sidst i køen, så det eneste vi har tilbage er strækmærker og et behov for bekræftelse.

Og så er der ellers lunken kaffe derovre, for ham den første, der er fuldstændig ligeglad med, om du kan lide ham eller ej, har lige taget den sidste af dine favoritjuice. Så fuck da dig.

Jeg gør det så sent som hver eneste dag; hopper rundt og inderligt håber, at jeg ikke gør noget forkert, så alle vil elske mig. Der er tre ting, der er galt med det scenarie. 1: Det er røv hårdt at hoppe i Céline sko, og det er mildest talt bare dårligt for hælen. 2: Det er fuldstændig naivt at tro, at alle på din vej vil kunne lide dig. Der vil uundgåeligt være folk omkring dig, der bare hader dig, fordi du er dig. Og det er deres helt eget problem. Og fordi den er så vigtig (og dette efterhånden er et virkelig langt afsnit) får næste punkt sit helt eget linjeskift.

3: Du behøver ikke gøre noget ekstraordinært for at få folk til at elske dig. I hvert fald ikke de rigtige folk. De folk, som du egentlig i virkeligheden gerne vil have til at elske dig, de skal nok gøre det, om du så hopper på tungen for dem og bruger hvert eneste sekund på ikke at fejle overfor dem, eller om du bare er dig selv.

Faktisk vil jeg mene, at du nok kommer længere, hvis du bare vælger sidste mulighed.

Vi skal ikke bevise noget overfor nogle. Vi skal ikke kæmpe så desperat for at få andres accept eller bekræftelse. Hermed ikke sagt, at du ikke kan gå efter at være sød og vellidt, give din kollega Hanne det største stykke kage, fordi hun er træt og faktisk bare hader dig og alle andre i afdelingen, være kærlig og opmærksom og et godt menneske. Men dette betyder ikke, at du skal gå ud over dine egne grænser eller frygte, at hvis du ikke gør disse ting, så vil folk ikke kunne lide dig og at verden på baggrund af dette vil gå under.

Det gør den ikke. Også selvom Hanne ikke kan lide dig.

Så læg du dig bare tilbage og nyd din søndag morgen. Hun må finde en anden til at passe biksen, når hun skal have steriliseret nevøen eller døbt katten.

followwho

HVEM LUKKEDE HENDE IND? EN INTROVERTS GUIDE TIL MODEBRANCHEN

img_0141

Høje hæle og chokolade i tasken: Sådan genkender du en introvert

Der findes mange typer i modebranchen: Høje, lave, larmende, rolige, unge, gamle, excentriske, kedelige, tynde og… well, tynde. Der er dog langt imellem de introverte modefolk, og som jeg står foran den ene socialt mestrende PR konge samt festglade og modeassisterende dronning efter den anden, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Hvem lukkede lige mig ind?

For med et enkelt videnskabeligt blik på min personlighed kan vi konkludere følgende: Patient 23 udviser stærke tegn på angst ved aftener, der varer længere end til klokken 21. Ved udsynet til en længere periode væk fra hjemmet påvises øget perspiration i håndfladerne. Det noteres, at hun ved indtagelse af ganske små mængder alkohol bliver abnormalt kærlig samt villig til at krænge ud af sit inderste. Patient 23 påpeger, at hun helst ifører sig joggingtøj i fritiden, og min konklusion er dermed, at enhver tilknytning til modebranchen og/eller andre udadvendte brancher – herunder særligt dem, hvor en ordentlig fremtræden er forventet – er at fraråde. Vi har udskrevet mirtazapin 30mg samt en karriere som bogholderske til patienten. Undersøgelse slut.

Men nu er det nu engang modebranchen – i al sin kreative, udfordrende, samfundsrelevante og fantastiske form – jeg har kastet min kærlighed på, og jeg må derfor for så vidt muligt få det til at fungere. Og det synes jeg faktisk, at jeg gør. Til dels. For jeg elsker det, jeg laver, og selvom jeg ganske ofte kan føle mig ganske meget udenfor, så er jeg stålsat på at finde min egen plads i det land, vi kalder modebranchen.

Og hvordan gør man så lige det?

For mig at se er der to løsninger på ovenstående problematik. Lad os tage dem én af gangen. Jeg kalder den første: Undertryk alt, hvad der kommer naturligt til dig og snak ikke om, hvor ubehageligt du har det, men fake it till you make it og udvikl måske et mindre alkoholmisbrug (Jeg overvejede, om denne del blot skulle kaldes “løsningsforslag A”, men jeg synes ligesom, at det andet ligger så godt i munden?). Denne metode er jeg overbevist om, at der er flere, der er brugere af, og det er måske netop på grund af dette, at jeg føler, at der er så langt imellem de introverte: Jeg kan simpelthen ikke genkende dem. Ikke medmindre jeg kigger nærmere i deres Prada, hvori der højest sandsynligt ligger angstdæmpende tabletter, en eller anden form for udstoppet dyr, de kan nusse, når musikken bliver virkelig høj samt Red Bull og/eller coke alt efter, hvor svært de har det ved at være ude efter klokken 21.

Jeg har tidligere forsøgt at gøre brug af ovenstående metode (minus the coke), men som en nedtrykning af ens sande personlighed så ofte gør, så resultererede det ikke i noget godt. Rent faktisk er udtrykket: En katastrofe på fucking høje hæle – det gamle udtryk vi jo alle kender til – nok en ganske god beskrivelse. En sådan handling – altså at forsøge at benægte mit sande jeg og dennes behov for fred og/eller chokolade i fosterstilling efter en lang dag – ender stensikkert ud i et brændende had til branchen og alle dens ekstremt talentfulde beboer, og efterlader mig med min mor i røret, til hvem jeg grædende stiller spørgsmålet:

Mon det er for sent at blive revisor? 

Men eftersom en introvert modeentusiast, der nedtrykte sine følelser og endte med at blive revisor, rent faktisk er årsagen til hele problemet med SKAT sidste år, bliver jeg simpelthen nødt til at finde en anden løsning. Enter mulighed to kaldet:

Er det mel, du har i munden, eller er du bare glad for at se mig? 

Det er min teori, at man rent faktisk godt kan både have mel i munden og blæse samtidig. Bevares, det kræver noget øvelse og det vil gå galt i starten. Der vil rent faktisk være rigtig mange forsøg, hvor det ikke blot mislykkedes, men du ligeledes ligner en…. (indsæt her en eller anden velformuleret joke om en bager, der forsøger at smugle narko og/eller har forsøgt og mislykket med det der RAW fænomen). Jeg tror på, at jeg kan have mig selv med – hvor end dårligt dette mig så kan siges at passe ind. Det er svært til tider. Rigtig svært. Rigtig, rigtig svært.

Sådan: spark mig i kødnovellen og kald mig Paul, hvor er det her dog svært, svært.

Men jeg tror også, at det er det værd? For hvis man har sig selv med i alt, hvad man laver, bliver det så ikke også bedre? Jeg ved det ikke. Min journalistikprofessor fortalte mig godt nok andet, da jeg præsenterede min artikel om Hanne fra Fensmarks oplevelse med Sydsjællands sygehusvæsen i jeg-form med dertilhørende selfie af Hanne og jeg, men på andre punkter tror jeg nu nok, at det er sandt.

Så hvordan tilgodeser jeg den introverte del af mig selv?

Først og fremmest accepterer jeg, at der ikke blot er én måde at gøre det på. Der er faktisk lige så mange måder, som der er de gode mennesker omkring mig. Herefter begynder jeg at indse mulighederne og fordelene ved, at jeg er, som jeg er. Ja, jeg føler mere og tager ting helt ind til mit hjerte, men måske betyder det, at jeg kan bringe et andet perspektiv til bordet? Ja, jeg er måske ikke den, der fester længst eller danser på bordene, men til gengæld er jeg den, der kan knytte utroligt tætte bånd til folk omkring mig. Ja, måske er jeg ikke den, der har de skarpeste albuer, men til gengæld har jeg de største skuldre, der har plads til dig.

Ja, måske kan jeg ikke overskue at være længe ude, men så er der mere champagne til dem, der har lyst til det, og der skal jo være nogle til at holde chokoladeindustrien kørende, ikke sandt?

Der er mange måder at gøre det på. Og der er ingen af dem, der er mere rigtige end de andre. Det vigtigste er, at du har dig selv med. Hvad end det så betyder. Jeg ved godt, at man ikke altid kan skabe en hverdag lige efter sit eget hoved. Jeg bruger hver eneste dag på at presse mig selv, lære og bevæge mig ud over mine grænser. Sådan er det bare. Men det betyder ikke, at du skal glemme dig selv.

Du skal gøre det på din egen måde.

Og det skal jeg selv huske på hver eneste dag. For “din egen måde” er sjældent den letteste måde – det er rent faktisk ganske ofte den sværeste. For der er som regel en grund til, at tingene bliver gjort netop, som de gør: Det virker. Men selvom det er svært, så er det også ret skønt, når man pludselig mærker, at personen inden i dig stadig er med, når du vralter hjem klokken 21.30 for at spise chokolade og gøre din røv blødere i stedet for dine albuer skarpere.

Og til sidst, så husk på: Jeg er sikker på, at der er mange flere introverte derude, end vi måske lige går og tror. Tjek deres Pradaer og deres telefoner: De har deres mor på speed dial og deres chokolade og angstdæmpende tæt ved hånden. Tro mig.

Jeg er en af dem.

followwho
Older posts