GOING OUT OR STAYING IN: THE ANXIETY OF CHOOSING

Den evige angst ved at vælge at blive inde eller gå ud (en metafor for det senmoderne individ)

Har du nogensinde stået på et røgfyldt diskotek, med en lunken drink i hånden, iført et par alt for stramme jeans og hæle i en sådan højde, at de vist nok bliver brugt som torturredskab i visse nationer, med dunkende trampermusik omkring dig, der kun kan bruges til at overdøve den savlende fulde tosse, der står og hvisker ubehøvlede gloser i dit øre? Og du er efterladt med ét eneste spørgsmål:

Hvorfor helvede blev jeg ikke bare hjemme? Og burde der ikke være cola i en rom og cola?

Førfesten var lit, du kunne have bestilt en pizza og så var der rent faktisk to sæsoner af The Following på Viaplay, som du ikke har set endnu. Hvorfor blev du ikke bare hjemme? Men hvad hvis du så var gået glip af noget med dine veninder? Stop her; dette opstillede scenarie er netop repræsentationen af dilemmaet, der fylder mit liv. Kun snævert overgået af dilemmaet imellem min kærlighed til kage og ønsket om at være sådan rigtig fashionabelt tynd.

Jeg lider ikke af FOMO, jeg lider af FOGOATRIOSIAMO (Fear Of Going Out And Then Regretting It Or Staying In And Missing Out. Patent pending). Jeg oplevede det endnu engang i fredags, da jeg skulle ud med mine fantastiske veninder, der videnskabeligt bevist er de smukkeste væsener i verden, men i sekundet jeg skulle ud af døren, kom soldaten hjem på ferie, og jeg følte mig fanget imellem en sandwich af kærlighed og smukke mennesker.

Det er i sandhed hårdt at være mig.

Jeg tog afsted. Jeg tog afsted, men jeg fangede mig selv i hele tiden at tænke, om jeg mon i stedet burde være blevet hjemme hos min mand. Smide sokkerne, hoppe under dynen og nyde en kit-kat og en true crime dokumentar. Men hvad så, hvis jeg havde misset noget sammen med mine veninder? Jeg stoppede op på min vej til toget – dels for at tjekke om jeg nu havde husket mit rejsekort, dels for at dvæle ved følelsen, som jeg pludselig kunne sætte ord på:

En angst ved at skulle vælge.

En angst for at skulle vælge, hvorvidt jeg skal blive hjemme eller tage ud. I virkeligheden repræsentationen af den angst, vi som senmoderne individer står overfor hver eneste dag i vores fortvivlede liv fyldt med alt for mange valg. Eller måske rettere bare det indre følelsesliv af en usikker ung kvinde, der ikke har ro nok i sig selv til at tage et valg eller tro nok på sig selv til ikke at skulle være fysisk sammen med folk for at føle sig elsket.

What ever sounds the smartest.

Som jeg sad der hos mine veninder, kunne jeg ikke undgå at tænke, at jeg skulle være blevet hjemme. Have nydt min egen lille oase og bare slappet af. Så da jeg – som altid grundet netop dette dilemma – takkede for i aften ekstremt tidligt og bevægede mig hjemad, kan I nok forstå, at jeg blev overrasket over den følelse, der pludselig fyldte mig: Ærgelse over, at jeg var taget hjem igen. Skulle jeg ikke være blevet der lidt længere? Nydt deres smukke selskab og de fantastiske samtaler. Badet mig i den kærlighed, der strømmede fra dem. Jeg havde det jo så dejligt.

Velkommen til den anden del af angsten. Fucked if I do, fucked if I don’t. Som at takke nej til kage, men stadig blive tyk.

Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds med den beslutning, jeg tager? Være rolig i de omgivelser, jeg befinder mig i, i stedet for at drømme om, hvorvidt græsset er grønnere på den anden side, dynen varmere derhjemme og veninderne sjovere derude. Jeg er altid ret sikker på, at jeg træffer de forkerte beslutninger. Fordi, usikkerhed, ikke? Og det er måske i virkeligheden dette, angsten bunder i. For min kæreste elsker mig ikke mindre, fordi jeg tager ud med mine veninder. I virkeligheden er han nok ret så glad for, at han endelig kan få lov at nyde sit eget selskab lidt. Og mine veninder holder ikke mindre af mig, fordi jeg ikke tager med dem ud og drikker drinks lørdag aften. Faktisk er de nok ret tilfredse med, at jeg kan være den ædru stemme, der dagen efter minder dem om, at de ikke behøver alle de moralske tømmermænd.

Så jeg skal ikke være angst. Jeg skal bare tage beslutningen. Og så fucking nyde den.

followwho

TAL

Af en uddannet humanist at være fylder tal overraskende meget i mit liv?

Tallet på vægten, besøgstal, karakter, månedsløn, Instagramfølgere, taljemål og antal tætte venner. Da jeg i morges trådte ned af vægten, mens jeg tjekkede besøgstallene på bloggen fra i går (jeg gjorde det ikke på samme tid, men lad os lade som om for dramatikkens skyld), gik det op for mig, hvor meget mit liv egentlig er styret af tal.

Hvor meget min egen følelse af værd, er styret af tal.

Tallet på vægten skal være så lav som muligt, besøgstallene højere end de var i går, mængden af følger på Instagram meget højere end *indsæt person jeg sammenligner mig selv med i denne uge* og min månedsløn høj nok til, at jeg kan føle, at jeg er noget værd.

Og at jeg kan shoppe de der solbriller, som jeg ønsker mig. Mest det faktisk.

Jeg tror, at jeg lader mig styre sådan af tal, fordi det er en yderst håndgribelig måde at måle fremgang – i hvert fald efter min forskruede idé – samt giver en følelse af kontrol. Det er ekstremt meget nemmere at lave et ekstra indlæg indholdende reklame links og dermed se, et tal stige, end det er at sætte sig ned og få kontrol over sit eget liv ved at indse, at tal ikke betyder en skid.

Med mindre det er antallet af kys, din kæreste har givet dig i dag, antallet af opkald du har foretaget til din mor for at fortælle hende, at du elsker hende eller antallet af chokoladebarer, du har købt til dig selv, fordi du skal hygge dig i aften.

Jeg vil tælle de aftener, jeg bruger sammen med mine smukke veninder, i stedet for at tælle antallet af kalorier. Jeg vil forsøge at hæve mængden af gange, jeg griner på en dag, i stedet for at koncentrere mig så meget om at hæve antallet af følgere. Jeg vil meget hellere kæmpe for at udgive flere fantastiske indlæg, end at køre mig selv ned over besøgstal og penge tjent. Jeg vil koncentrere mig om de vigtige tal i stedet for.

Som antallet af afsnit af American Dad jeg skal se på Viaplay i dag, mens jeg ligger på sofaen under min dyne. Hvilket jeg slet ikke har tal på.

followwho

JEG ER FORELSKET I DENNE UGE

Måske behøver dagene ikke være fulde af alt muligt for at være fantastiske?

Da jeg i dag gik igennem det solbeskinnede Østerbro, kunne jeg ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg var så rolig, så glad, så forelsket i de mange, ukendte mennesker omkring mig og min situation lige pt. Og da jeg tænkte over det, gik det op for mig, at jeg har haft det sådan hele ugen (og at jeg nok højest sandsynligt lignede en forstyrret tosse, som jeg gik der og smilede.)

Bortset fra der, hvor jeg missede toget, fordi jeg havde høje hæle på, og havde placeret mig for langt nede af perronen.  At jeg ikke har nogle penge. Og at jeg ikke har barberet ben i mange måner. Men ellers har det været virkelig fedt!

Jeg har egentlig ikke foretaget mig det store: Arbejdet, spist sundt, gået ture, set serier, hørt alt for mange podcasts, arbejdet lidt mere og set dejlige mennesker. Men alligevel har denne uge bare været helt igennem rar. Måske fordi den var så rolig? Måske fordi den var så fin i sin enkelthed? Eller måske har mine hormoner bare lige været helt in sync med planeterne. Her er et lille udpluk af, hvad jeg har lavet i denne uge, samt hvad der har gjort mig særligt glad:

Den kære Freja, Sandra og jeg dannede vores egen hær af Pernille Lauridsen-elskere samt sludrede i solen i en baggård i indre København.

Jeg spiste dejlig brunch sammen med endnu dejligere Matilde, der ikke blot er gudesmuk, men også bare gudebehagelig at bruge sin tid sammen med. Vi snakkede længe om grusomme podcasts, mænd og fremtid samt nød lækker mad fra Fars Dreng.

Det er som om, at enhver uge bare bliver bedre, når jeg kan få lov til at se Lærke og Lilli. Hun er den eneste, jeg lader spytte på mig og tørre fingre i mit jakkesæt. Altså Lilli, ikke Lærke… Ej, hun må sgu også godt – hun har bragt denne engel til verden.

Jeg havde besøg af den dejlige og talentfulde Emilie, og hun gav mig denne hjemmelavede skål, der nok er det smukkeste, jeg overhovedet har i min lejlighed. Jeg er simpelthen så hamrende forelsket i den, og jeg ELSKER, hvordan den bringer lidt farve ind i mit liv. Lige hvad jeg har brug for!

Noget andet jeg forelskede mig i denne uge, er den uforståeligt fantastiske AW17 kollektion fra Baum Und Pferdgarten. Jeg faldt over deres lookbook, og blev ganske enkelt betaget af  mange af de viste pieces. Særligt ovenstående kjole med læderjakken, men også de printede kjoler, blazere og ja… det hele.

En af grundene til, at jeg elsker at gå så meget, som jeg gør, er mine podcasts. Voldsomt, voldsomt mange podcasts. Det er faktisk en af mine favoritting at lave, og jeg gør det meget. Det er ikke de mest glædelige, jeg hører, da jeg hovedsageligt begår mig i true crime. Men hvis du også kan lide det, så er ovenstående gode bud! (Monocycle er selvfølgelig ikke true crime, men stadig godt). I må endelig tippe om jeres favoritter!

followwho
Older posts