ALDERSANGST

img_5190

Endnu en angst til samlingen af uhensigtmæssige tilføjelser

I mandags fyldte jeg 24. Sammen med min overdrevne og ucharmerende gaveliderlighed og fødsesldagsafhængighed vågnede jeg pludselig op til en ukendt følelse, der ikke tidligere har ramt mig på den hellige dag, der er min fødselsdag.

Det var følelsen af aldersangst.

Jeg husker, hvordan jeg i mine teenageår ikke kunne vente med at blive ældre. 1. Fordi livet i sandhed måtte være federe som 15 årig. 2. Fordi det bare er meget nemmere at komme forbi dørmænd, når man rent faktisk er gammel nok. Men som jeg vågnede den mandag i april, var det ikke længere med den tidligere glæde over, at jeg nu kunne købe smøger lovligt, men rettere med et lille stik af stress i maven.

Hvorfor har du ikke opnået mere?

Det er som om, at når mængden af år du har levet, stiger, stiger forvetninger til det, du har opnået ligeledes. Måske er det blot de indvendige forvetninger, eller måske er det samfundets? Nå, du er kun 22 år? Så skal du bare tage det helt roligt. Du skal nok nå det hele! Nå, du er 26. Hvornår skal du have børn? 

32 var? Hvor mange folk har du så under dig i din virksomhed? 

Grundet min relativ hurtige gang igennem uddannelsessystemet og indtræden på arbejdsmarkedet har jeg oplevet både fordele og ulemper ved min alder. På den ene side er jeg ofte blevet fravalgt grundet manglende erfaring. På den anden side føler jeg, at min alder samtidig har givet mig mulighed for at overraske positivt. Samtidig har jeg lært, at jeg ingenting vidste som 22 årig, og at jeg om fem år vil kigge tilbage og tænke nøjagtig det samme om 24 årige Sille, der sidder og skriver dette nu.

Så hvorfor stresser jeg så meget over at være blevet 24?

Jeg burde glæde mig over, at jeg nu er en smule klogere, end jeg var, da jeg var 23. Jeg burde glæde mig over, at jeg er vanvittig ung og ganske tæt på at være lykkelig i øjeblikket. Men i stedet sidder jeg og tænker, at jeg nu har et års erfaring mere, og dermed endnu mere at skulle bevise.

Jeg tror, jeg skal huske på, at jeg ikke skal bevise noget overfor nogle. Bortset fra min kæreste, som jeg skal have overbevist om, at de der nye sko var en skide god investering. Men ellers er der intet, jeg skal bevise.

I jagten efter succes og med høje ambitioner kan det bare være rigtig svært at minde sig selv om dette. Det er som om, at livets ur tikker lidt højere, når man konstant punker sig selv for at være bedre, mere perfekt, mere succesfuld. Og med urets larmen kan det sgu være svært bare at nyde lige der, hvor man er.

Men det skal jeg gøre. For 24 år er skønt. Og lige præcis den jeg er lige nu, er skønt. Og det vil det også være, når jeg fylder 32 og 45.

Indtil da skal jeg lige forberede mig mentalt på at fylde 25. Fy for satan…

followwho

AT VÆRE EN GLUTENFRI BANANKAGE FOR SINE RELATIONER

En snak om god energi, glutenfri banankage og relationer

For noget tid siden mødte jeg et menneske, der har haft stor betydning for mig. Hun har hverken reddet mit liv eller solgt mig de perfekte sandaler – faktisk kan jeg ikke rigtig sætte ord på, hvorfor hun har sat dette aftryk i mig.

Måske er der bare mennesker her i verden, der har den effekt på os.

Der er blevet sat tanker i gang hos mig. Ambitioner og ideer, der altid har eksisteret, men som er blevet understreget af en udefrakommendes klarsyn. Af en objektiv logik. Oplevelsen har tydeliggjort vigtigheden af de personer, jeg omgiver mig med – og hvor taknemmelig jeg er for at have individer i mit liv, der inspirerer mig og kaster lys på de tanker, jeg ellers har begravet under hverdagens rutiner og Netflix.

Vi vil allerhelst fylde vores kroppe med økologiske varer, banankager uden tilsat sukker og mel, ingen gluten, ingen mejeriprodukter. Helst ikke noget, der ikke kan købes i den lokale helsebutik på Østerbro. Jeg er sikker på, at vi skal være lige så opmærksomme på at fylde vores sociale mave med lige så gode ting. Inspirerende, ambitiøse, opmærksomme og kærlige relationer, der fremhæver det bedste i os selv.

Samt selv være samme økologiske, glutenfrie banankage uden sukker og mel for andre.

Jeg er opmærksom på problematikken ved denne metafor, eftersom ovenstående banankage lyder som noget af det værste, man kunne fylde sin mund med udover urinstøv fra Roskilde festivalen, og at man voldsomt meget hellere vil anskues som en Yo burger menu af sine relationer. Jeg håber dog, at I kan følge tankegangen.

Jeg bliver konstant overrasket over energien, jeg modtager fra andre. Fra både den gode og den dårlige ende (jeg beklager på forhånd min snak om energi, der mest af alt for mig til at lyde som en tofu-tosse. I hvert fald sammensat med ovenstående snak om sukkerfri banankage). Det er i princippet ganske ucharmerende at fralægge sig så meget ansvar ved at pålægge andre mennesker muligheden for at påvirke min person med deres energi. Det er din skyld, at jeg er ked af det, du udsender dårlig energi. Men i sidste ende ligger ansvaret hos mig – ansvaret for at fylde mit liv med mennesker, der giver mig energi, blot ved at være dem.

Vigtigst af alt minder ovenstående mig om, selv at være opmærksom på, hvem jeg er for mine relationer. Vi kan ikke være de bedste mennesker hele tiden. Meget ofte er jeg faktisk en rigtig dårlig version af mig selv, men hvor vil jeg gøre mit ypperste for at kunne give tilbage til de relationer, der giver så meget af sig selv.

Så jeg en dag måske kan have den samme betydning for en person, som hende, der ikke solgte mig de perfekte sandaler, men alligevel rørte noget i mig.

And on that note: Så er der glutenfri banan/dadelkage hos mig.

followwho

MY WARDROBE IS MOVING WAY FASTER THAN MY PERSONAL GROWTH

skaermbillede-2018-04-28-kl-16-53-12

Burde jeg bruge lidt mere tid med næsen i en bog, og lidt mindre med den i Instagram?

Man burde mene, at der med mit overdrevne fokus på optimering af min garderobe, også kunne falde blot en smule fokus af til optimering af mig selv. Lidt personlig udvikling. Jeg bruger mange lange timer på at studere nye kollektioner og beslutte med mig selv, hvad jeg skal bruge denne måneds løn på i stedet for min opsparing (fordi jeg er et individ med store problemer ift. materialistiske ting. Note til selv: Overvej om dette er noget, der skal tages op til næste psykologsamtale).

Jeg er dog også et individ, der synes det er enormt interessant at lege med personlig stil og konstant optimering af egen garderobe, og jeg fortæller mig selv, at så er det OK, at jeg sætter mere af til mit skoskab, end jeg gør til min pensionsopsparing.

Men som jeg sad over morgenkaffen i morges, ramte en tanke mig: Hvordan kan du afsætte så meget tid, kapital og energi til at optimere din garderobe, og samtidig bruge så uretfærdigt lidt tid på at optimere dig selv?

Her menes der ikke optimering via hverken plastikkirugi eller en arc reactor i brystet, men nærmere en intellektuel, spirituel og mental optimering. Udvikling.

Jeg får kun trukket mig selv afsted til yoga én gang om ugen. Jeg får kun sjældent taget mig sammen til at læse en smule skønlitteratur. Jeg mediterer næsten aldrig, tager ingen kurser og læser hverken op på kunst eller kultur, men kun på hvad min favorit instagrammer nu har købt hos Céline. Hvordan kan det være, at ovenstående ting – der ellers er nogle af de ting, som jeg elsker allermest, og som gør mig allermest rolig – er noget af det, jeg bruger mindst tid på?

Hvorfor går jeg ikke mere op i at optimere mig selv og min velvære?

Fordi det er nemmere at tænde for Netflix, så der er baggrundslarm, mens jeg scroller hjerneløst igennem Instagram for at finde det næste, der kan optimere mit outfit. Fordi det er nemmere at blive hjemme, end det er at blive konfronteret med sit eget sind til en times yoga eller meditation.

Fordi jeg er fanget i dårlige vaner. Fordi jeg har så mange dårlige undskyldninger for ikke at gøre det. “Det er for varmt til hot yoga. Jeg kan ikke nå det efter arbejde. Jeg har bare brug for at slå hjernen fra til dette program. Jeg har ikke tid til at meditere. Jeg vil hellere købe de nye sneakers, end jeg vil tage på kursus”. 

Vorherre til hest.

Man kunne tro, at en person så fokuseret på sit eget sind og navlepilleri ville gøre sit bedste for at være bedre ved sig selv – men som jeg sidder her med et hjernedødt afsnit af Friends kørende i baggrunden (Indskudt sætning; Vi kan alle blive enige om, at Friends ikke er hjernedødt, og det er noget af det bedste TV produceret i vore tid, men for min pointes skyld er vi lige nødt til at lege med), kan jeg se, at det ikke er sådan.

Jeg vil læse utallige bøger. Jeg vil meditere hver eneste dag. Jeg vil på yoga retreat. Jeg vil på adskillige kurser, der kan gøre mig bedre. Jeg vil bruge tid på at konfrontere mine egne dårlige vaner og optimere mig selv. For et fantastisk outfit ser unægteligt bedre ud, hvis hele pakken følger med. Så jeg tror, at jeg vil afsætte maj til at gøre nogle af disse ting. For at gøre mig selv bedre.

Men først skal jeg lige se dette afsnit færdigt.

 

followwho
Older posts