PLAYING HIDE AND SEEK WITH WORRY

img_4868

Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde?

Forleden sad jeg i solen foran min åbne altandør. På fjernsynet kørte der en yderst interessant dokumentar om ligklædet i Torino, i hånden havde jeg et glas køligt hvidvin – Nettos bedste til 70 kroner – samt en enkelt Marlboro light imellem fingerspidserne. Klokken var 18 efter en fabelagtig arbejdsdag, og som jeg sad der og slugte tysk Riesling og solens stråler, fandt jeg mig selv lede efter noget at være nervøs for.

Der måtte da i sandhed være et eller andet, jeg kunne bekymre mig over?

Var der ikke noget, jeg havde glemt? Et eller andet grimt jeg kunne bilde mig selv ind? Synes jeg ikke, at mine lår var for store? Havde jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger nok tid med min kæreste? Skulle jeg ikke stresse over, at jeg som 23 årig ikke har mere succes?

Something?

Men som jeg sad der og søgte, kunne jeg ærlig talt ikke komme i tanke om noget. Altså indtil jeg fik italesat, at jeg som en full blown masochist sad der og ledte efter noget, der kunne gøre mig i dårligt humør. Og det efterlod mig med tanken: Er jeg simpelthen bare ikke i stand til bare at være glad?

I det øjeblik var jeg jo rent faktisk i stand til blot at være lykkelig, men det var ikke uden spørgsmålstillen og overdreven analyse af situationen. Fordi, I ved; som senmoderne individ kan jeg ikke gøre noget uden dertilhørende overtænkning og navlepilleri.

Handler det om, at jeg grundet tidligere hårde perioder har skabt et tankemønster, der er afhængigt af bekymringer og nedtrykthed? Handler det i bund og grund om, at jeg ikke anser mig selv som værdig til bare at være lykkelig?

Eller var dokumentaren om ligklædet bare ikke spændende nok til at opretholde min opmærksomhed?

I virkeligheden er det nok en blanding af de to første (for dokumentaren var voldsomt interessant, så det er fuldstændig utænkeligt, at det kunne være den, der lå som grund for dette). Jeg er langtfra det lykkeligste menneske på denne side af de sociale medier, men jeg har i sandhed rykket mig flere stiletlængder i kampen for at blive glad og rolig i mig selv. Det er bare som om, at min hjerne stadig er fastlåst i en vane med at søge efter nedtrykthed.

En yderst ufordelagtig gemmeleg, hvor min hjerne forsøger at finde frem til skjulte bekymringer.

“Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Sille, der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde??”.

Jeg skal øve mig rigtig meget i at give opmærksomhed til alle de gode ting, der sker lige nu, i stedet for at søge efter de skjulte bekymringer. Det er pisse svært, eftersom det er ekstremt meget nemmere at gå den vej, der allerede er trådt. Særligt hvis du er iklædt spidse støvler fra Céline – du ved, mudder og sådan noget.

Jeg skal nok nå at opleve massere af stunder med smerte, bekymring og nedtrykthed, for jeg er mig og livet er livet. Men indtil da tænker jeg, at det er ret åndssvagt ikke at nyde solens stråler og vinens smag.

Også selvom den faktisk var ret klam, og jeg egentlig burde begynde – som et voksent menneske – at gå op i mit vinforbrug. Måske er det det, jeg kan bekymre mig om nu?

followwho

5 THINGS TO REMEMBER THAT YOU ALWAYS FORGET

untitled-2-copy

Det er så fucking let at være bagklog. Det er faktisk den eneste klogskab, jeg kan prale af

Jeg har et upassende forhold til min kalender. Et yderst fanatisk forhold til min kalender. Kan du huske ham den søde fra gymnasiet med det lange hår, som du konsekvent stalkede på Facebook og konstant sendte SMS’er til? Sådan har jeg det med min kalender. “Sille, kan du lige….”

Øjeblik, jeg skal lige have min kalender frem, så jeg kan skrive det ned.

For uden min (voldsomt udførlige, vi snakker excel sheet og to kolonner til noter) kalender er der stor sandsynlighed for, at jeg lader eventuelle opgaver forsvinde ud af mine tanker. Forsvinde ud af mine tanker som var det prisen på de sko, jeg lige har købt for min opsparing (Nej skat, jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg gav for dem). Og kalenderen virker for mig! Det meste husker jeg. Altså bortset fra de helt igennem vigtige ting.

De vigtige ting, som man virkelig burde huske sig selv på.

Det er de ting, som jeg husker, når jeg har det rigtig godt. Når jeg lover mig selv; “at dette vil jeg altid huske på, ligemeget hvor svært jeg får det.”

Frøken Who, det er en lodret løgn det der.

Det er så nemt at leve sit liv efter de gyldne huskeregler, når man er den bedste version af sig selv. Jeg snakker: Op-om-morgenen-for-at-dyrke-yoga-jeg-spiser-kun-vegansk-versionen af sig selv. Det er den version, du er, når sindet er i ro, og du har overskud til både sex og socialt samvær med veninder. Altså, ikke nødvendigvis sex med veninder. Med mindre det er det forhold, I har.

Who am I to judge.

Men når den version forsvinder, og du finder dig selv begravet i katastrofetanker og 25 poser chili cheese tops, så er det som om, at forglemmelsen skyller ind over dig hurtigere end det næste afsnit af New Girl på Netflix. Det vil jeg forsøge at afhjælpe. Så her er en samling af fem af de ting, jeg altid glemmer, når jeg har det svært. Og som jeg altid lover mig selv, jeg vil huske på.

This too shall pass. I glædeklogskabenslys er det let at huske på, at dårlige perioder går over. At det gør os stærkere. Mere interessante personer. Refleksionerne vælter ud af dig, når du over iskold hvidvin snakker med veninder om, hvor meget bedre du har det nu, og hvor meget du er klar til at håndtere eventuelle fremtidige svære perioder.

Frøken Who, det er en lodret løgn det der.

Skift til ugen, hvor alting vælter. Dit hoved driller og dine tanker er din egen værste fjende. Hvad var det nu, jeg skulle huske på? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at denne svære periode vil fortsætte for evigt, og jeg vil altid have det fucking dårligt. Sådan er det bare. Fact.

Det er aldrig så vigtigt, som du selv gør det. På den anden side af deadlinen, når du er kommet igennem en konflikt – helt uden at dø af det, så er det forfærdelig let at smile for sig selv og tænke, at dette var jo slet ikke så vigtigt, som jeg lige gjorde det. “Sille, Sille, Sille, husk nu på, at der ikke er noget, der er verdens undergang, og det skal nok gå!”

Skift til timen efter, hvor UPS ikke har leveret den meget vigtige pakke med bælter til UK. DET HER ER DET VIGTIGSTE I LIVET, OG JEG KLARER MIG ALDRIG I VERDEN, HVIS JEG IKKE KAN FÅ LØST DET HER MED DET SAMME. JEG ER RET SIKKER PÅ, AT JEG DØR.

Du kan ikke barbere dig lige omkring knysten. Lyt til en gammel klog kvinde som jeg: Jo før du accepterer, at din ankel og din knyst for evigt vil være behårede, jo bedre. Med mindre du rent faktisk nyder at barbere et parmesan-lignende stykke hud af dine ben. I så fald: Go ahead.

Det er OK at sige nej. Du vil gerne være den perfekte medarbejder. Den perfekte veninde. Den perfekte datter. Den perfekte kæreste. Den perfekte person på Instagram. Hvem drømmer ikke om en Instagram-model karriere? Ja, det ved jeg ikke. Der er dog kun 24 timer i døgnet og kun et begrænset antal af mentalt overskud. Det er OK at sige nej. Nej til en tur i byen. Nej til en dagslang tur til zoologisk have med grandtante Birthe. Det er OK at sige: Det her kan jeg simpelthen ikke nå. Men ovenstående faktum er rigtig nem at glemme, når musikken spiller og dine forventninger til dig selv er høje. “Jamen, jeg vil jo så gerne…” Ja, det er fint. Men lige nu skal du starte med at sige nej og tage hjem for at spise chokolade i bar røv.

Fejl lige engang imellem, ikke? Så har vi andre det bedre med sig selv. Og i virkeligheden er der ikke rigtig noget, du kan fejle med, der er så slemt, som du selv tænker. Hvor er det dog befriende, når der er andre end én selv, der træder ved siden af en gang imellem. Og faktisk er det, du selv tænker er en fejl, nok i andres øjne slet ikke det. Men omfavn dine plettede sider og nyd, at du ikke er perfekt. For i virkeligheden ville det vel egentlig være helt igennem fucking kedeligt, hvis du var? Også selvom du ville blive en fantastisk Instagram-model.

Well, det kan du altid blive i dit næste liv.

followwho

DEAR LORD, PLEASE TAKE YOUR LIFE SERIOUSLY, WHO

ikke-navngivet-1-kopier

Jeg glemte, hvad der er rigtig vigtigt: isolation af selv for at skrive navlepillende tekster til fremmede personer

I en dis af fuldtidsarbejde, opsparingsopbyggelse, et socialt liv, en udenlandsrejse – og en lille smule diarré, men det skal vi ikke snakke om her – virker det til, at jeg har mistet grebet om, hvad der egentligt er vigtigt: at sidde indelukket med min computer og skrive tekster om mental sårbarhed, nye tendenser på den parisiske catwalk samt, hvordan de der ternede, 13 cm høje sandaler fra Prada er ligesom veninden fra gymnasiet: sindssygt skønne udadtil, men fucking tunge at danse med.

You know, the stuff that really matters.

Og jeg føler mig ærlig talt som en ringere version af mig selv. Bevares, jeg har set på fantastisk kunst, opbygget langvarige relationer, arbejdet med mig selv samt holdt en plante i live længere end 24 timer, men alligevel er det som om, der er noget, der mangler.

Over de sidste par uger er jeg flere gange blevet spurgt uafhængigt af hinanden, hvad der ville gøre mig rigtig glad – for ja, jeg er så interessant et individ, at folk ikke kan lade være med at fundere over, hvilken ingrediens der ville gøre min lykkeopskrift perfekt (hold nu kæft med at sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for det, jeg bygger min historiefortælling op over. FINT, jeg er blevet spurgt TO gange, hvilket i realiteten også er et flertal af gange. “Flere gange” lød bedre). Det eneste jeg kan komme i tanke om, når spørgsmålet lander, er følgende:

Jeg vil gerne skrive.

At skrive er på én og samme tid ufatteligt ubehageligt i sit krav om sårbarhed, fokus og selvkritik, men også det mest fantastiske, jeg kunne forestille mig at bruge min tid på. Derfor giver det heller ingen mening, at det ikke er noget, jeg prioriterer mere for tiden, da jeg ser det som en del af mig selv.

Jeg vil egentlig gerne love jer, men mest af alt mig selv, at jeg vil skrive mere. Meget mere. Som i dumt meget mere. Jeg ved dog, at jeg er et upålideligt individ, der ikke tager livet seriøst – ergo opgiver at skrive så snart hun er bare en lille smule træt, og der er et nyt afsnit af Lucifer på Netflix. Men eftersom det gør mig så forbandet glad, så vil jeg holde mit løfte.

For det har netop været fashion month, og der er store dilemmaer at tage op. Eksempelvis: Hvad sker der for plastiktendensen, hvorfor vil jeg absolut lade mine egne bekymringer spænde ben for mine ambitioner, og skal vi – i den perfekte Balenciagaverden – alle sammen iføre os 45 flere lag hver dag?

Det bliver smukt.

 

followwho
Older posts