MIG OG SPEJLET

Jeg havde engang lange, intelligente snakke med mit spejl. Nu har vi det ikke godt sammen

Jeg ved ikke rigtig, hvornår det skete. Måske imellem flytningen og jobstressen? Måske lige efter mit vægttab efter medicinen, men før min frygt for, at Sillewho ikke er god nok? Jeg ved ikke, hvornår det skete, men pludselig var mit forhold til spejlet ikke længere blot præget af lange, interessante samtaler og en til tider smånegativ kommentar om mine saddeltasker – bedre kendt som de der irriterende ting på siden af dit lår, der ikke kan bruges til opbevaring af chokolade, ligemeget hvad navnet indikerer – men rettere præget af had til det, jeg så.

Et had, der over den sidste uge har vokset sig større og har bevæget sig væk fra spejlet og ud i resten af mit liv. Ud i mit forhold til mad, i mit forhold til mine veninder og i mit forhold til mig selv. Og derfor er jeg nødt til at sætte ord på det. For jeg lovede engang mig selv, at hvis der var noget, der gjorde rigtig ondt, så skulle jeg skrive om det.

For så kommer der i hvert fald et eller andet godt ud af det. Eller, der kommer i hvert fald klik ud af det, og så kan det være, at jeg kan få råd til de der støvler, som jeg ønsker mig, og det er jo faktisk godt.

Jeg har haft det svært ved at finde mig til rette i min krop, efter jeg tabte mig de mange kilo. Jeg gik fra at føle mig sindssygt smuk og slank til at føle, at jeg kunne gøre det lidt bedre. Lige fem kilo til, så bliver min lår lige så fine som hendes. Bare lige to uger til med sundhed, så bliver jeg nok tilfreds. Men i stedet for bare lige at blive tilfreds, har jeg brugt tid på at kæmpe med mig selv. Droppet motionen, droppet det sunde mad og i stedet spist mine følelser, for derefter at være sur på mig selv og lave tomme løfter om at gøre det bedre i morgen. For da sundheden blev en byrde, gik jeg i den modsatte retningen. Da jeg ikke kunne fokusere på andet, satte jeg mig ned med i Kitkat i stedet.

Og det havde måske været meget godt, hvis jeg så bare kunne slappe af og nyde den.

Måske er det den pludselig store ændring i mit liv? Ny bolig, ny parforholdssituation, nyt job, ny mig. Måske er det min egen lille – ufordelagtige – måde at forsøge at kontrollere det på. At holde fast i noget, som jeg tror, jeg kan styre (hvilket så har vist sig at være en komplet forkert overbevisning). Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg gerne vil stoppe det, inden jeg når til et endnu mørkere sted. For jeg har ikke lyst til at blive så ked af at kigge på Instagram, jeg har ikke lyst til at føle mig presset af at skulle være sammen med mine veninder.

Jeg har lyst til at komme tilbage til de lange samtaler om den politiske situation i England og om hårfjerning med mit spejl, i stedet for at bruge så dumt meget tid på at hade mine lår.

Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan det skal gøres. Jeg tror, at første skridt for mig er at snakke højt om det. Indrømme, at hey, jeg tænker sgu lidt for meget over størrelsen på min røv for tiden, og det er mega svært. Kan vi tage en snak om det? Og så skal jeg have mig nogle bedre vaner. Ikke grønnere, mere kalorielette vaner, men bedre. Sig-til-dig-selv-at-du-er-mega-sexet-vaner.

For hvor kunne jeg dog bruge tiden på mange bedre ting end at synes, at jeg er tyk. Faktisk er alle ting bedre end det. Jeg overvejer at begynde at dyrke curling eksempelvis.

followwho

A Bad Case Of: The Fear Of Posting Something Imperfect

Det gamle udtryk lyder: Det er pest, kolera eller at poste noget på Instagram, der ikke er perfekt

Jeg lider af en voldsom mangel på talent, når det kommer til madlavning. Helt basale ting såsom kogning af kartofler eller stegning af et æg kan bringe mig problemer. Man kan da ikke brænde pasta på, tænker du nok. Watch me, siger jeg. Og i stedet for at se opgaven i øjnene og gøre mit bedste, så gør jeg det bare ikke. For hvis jeg ikke kan lave det perfekt, hvis det ikke bliver lige så godt, som jeg gerne ville have det til, så kan jeg vel lige så godt lade være? Og så også lidt fordi det er meget nemmere, hvis min kæreste bare laver maden til mig.

Men mest det første.

Hvorfor denne lange anekdotiske fortælling om mine manglende madlavningsevner, spørger du nok. Det er såmænd blot en unødvendig og snørklet indledning til en tekst omkring min nyeste sygdom. Jeg er nemlig blevet indehaver af en bad case of: The Fear of Posting. I har måske hørt udtrykket: Det er pest eller kolera? Faktisk hed den tidligere: Det er pest, kolera eller at skulle poste noget på Instagram, som ikke er perfekt. Udtrykket mistede dog hurtigt sin mening, da det blev klart, at sidstnævnte ganske enkelt er meget værre end de to første, og den blev derfor fjernet for at gøre plads til det elskede udtryk, som vi kender i dag.

True story.

Min frygt for at poste bunder helt enkelt i den altoverskyggende selvtvivl, der kan komme af at skulle producere content i et SoMeland, hvor der er findes så ubehageligt dygtige kvinder, der hver dag brillerer med fuldstændig fantastisk og smukt materiale. Sygdommen kommer i flere stadier: 1. Inspiration, idéer, lyst til at dele. 2. Passion, motivation, konkurrence; jeg skal være lige så dygtig som dem. 3. Selvtvivl, overtænkning, negativitet omkring eget content, færre udgivelser, flere sletninger. 4. Tomhed, manglende kreativitet, manglende lyst til at poste noget grundet frygten for, at det ikke er perfekt. 5. Invaliderende frygt, fosterstilling og øget chokoladeappetit.

Jeg befinder mig lige nu imellem fjerde og femte stadie. Jeg er endnu ikke endt i full on fosterstilling, men Kitkatten i skabet kalder, og jeg er lige nu ved at læse alle Manrepellers og Camille Charrieres tekster samt gennemgå mine veninders og stilikoners Instagrams for at pleje den masochist, der lever inde i mig. Og som med mine køkkenevner ender jeg med helt at opgive opgaven, fordi jeg frygter, at jeg ikke kan gøre det lige så godt som de andre. Fordi jeg ikke kan gøre det perfekt.

Fordi vi ved jo alle, at det perfekte rent faktisk eksisterer.

Det irriterer mig, at mine fingre konstant bremser sig selv på tastaturet, fordi jeg overtænker. Og ikke overtænkning af den slags, der normalt ligger til grunde for tekster med temaer som: “Hvorfor har jeg det dårligt over formen på mine bryster?” skrevet af den elskede forfatter bag “Livets pandehår”. Denne type af overtænkning resulterer ikke i nye idéer, men rettere i skriveblokade samt overbevisningen om, at jeg er den sløveste knallert i bageriet.

Jeg kan ikke poste dette billede. Skyggen under træet i øverste højre hjørne ser simpelthen uskarp ud. Er det en svag antydning af et rød mærke, jeg skuer der under min tommelfingernegl? Dur ikke. 

Det er usikkerhed. Og fangenskab i det opstillede land, der er de sociale medier. Det ved jeg godt. Derfor prøver jeg også at skrive mig ud af det. Jeg skal ikke være så bange for ikke at være perfekt, at jeg slet og ret opgiver til at begynde med. Og jeg skal slet ikke halse afsted efter det perfekte – det findes nemlig ikke, og jo tættere du kommer på, jo kedeligere bliver du. De perfekte er der sgu også så mange af, der skal være nogle til at sætte balance i det hele igen,

Og det kan være mit job.

Det er mit job at blive ved med at gøre det, jeg elsker, uden frygten for, at det ikke er godt nok. For det er det. Så jeg vil forsøge at skrive mig igennem femte stadie for forhåbentligt at komme over på den anden side til sjette: Accept, omfavnelse og stolthed over egne evner.

Og så tror jeg sgu også, at jeg prøver at koge noget pasta i morgen.

Hvis I vil følge min jagt på at poste noget, der er perfekt samt min forsøg på ikke at jagte dette, så kan I følge mig på Instagram lige her, hvor jeg opdaterer ubehageligt jævnligt

followwho

Mentally Hungover: Do I Sabotage Myself?

Indlægget er i sandhed blot en undskyldning for at dele dette fierce selfie, der skal repræsentere at være tømmermandsramt

Jeg har hverken danset på bordet eller deklareret min kærlighed til en gammel bartender ved navn Roxy, alligevel er jeg indehaver af tømmermænd

Klokken er fem. For første gang siden jeg flyttede til København, er det gråt udenfor, og jeg har kunne lukke mine vinduer uden efterfølgende at dø af hedeslag. Dette har resulteret i en stilhed – altså så stille som det kan være ved vejen, der aldrig sover – og det har givet mig plads til i sandhed at mærke de mentale tømmermænd, der virker til at rumstere i mig lige nu.

Og her taler jeg ikke om den slags indvendige tømmermænd, der kommer som resultat af at have smidt tøjet, danset på bordet eller spist to durumruller i en brandert.

Det er langt rettere mental larm i form af en overdøvende kontrast til mit humør, da jeg i går lagde mig til at sove. For jeg lukkede mine øjne på en sky af selvtilfredshed og maveglæde, men vågnede åbenbart op i et hul af selvhad og halsbrand. Missede jeg en afkørsel? Har jeg vendt mit sengetøj forkert?

Eller er jeg endnu engang offer for den kosmiske regulering, som jeg bilder mig selv ind, udelukkende holder øje med mig og mit liv?

På trods af, at jeg i går følte mig som det sprødeste stykke bacon på panden, tror jeg, at jeg plantede et frø i mig selv. Et frø af selvtvivl, der her til morgen har vokset sig til et stort, fedt træ af negativitet og manglende tro på mig selv. Jeg håber, at jeg kan stoppe det, før det spreder sig til en skov. Det startede i går, da jeg postede billeder fra min lejlighed. Jeg kunne ved min trykken på den blå “udgiv” knap, mærke en lille stemme, der startede i mig: Det er fandeme grimt. Både billederne og lejligheden. Herre gud, hvor er det dog dårligt. Og et sted imellem den britiske dokumentar om Storbritanniens ældste slotte, som jeg altid ser, og den utroligt pladsomfattende stilling, jeg sover i, efter min kæreste er flyttet med arbejdet, har jeg åbenbart ladet selvtvivlen vokse. For jeg vågnede med overbevisningen om, at jeg ikke blot er tyk, træls og dårlig tekstforfatter, men også med seriøst ondt i ryggen.

Men det var fra den anden dag. Jeg tænkte bare lige, at jeg ville flette det ind i selvmedlidenhedssvadaen.

Måske er det min egen måde at holde mig selv grounded på? Ro på, pigelil, du skal ikke ligge der og være alt for glad. Eller måske er det et underbevidst ubehag ved at være sådan helt igennem lykkelig, så jeg søger mod mere velkendte tanker: Had til mine lår og spørgsmål om, hvorvidt det jeg laver er godt nok. Eller måske allermest skræmmende:

Måske spænder jeg rent og skær ben for mig selv?

Er der en eller anden underliggende tanke om, at jeg ikke fortjener den glæde, jeg eksempelvis følte i går aftes? Måske er der rent faktisk en kosmisk udligning i mit liv: Det er bare mig selv, der sørger for den. Så, nu har du da vist også være lykkelig i et par timer. Skal vi lige tænke lidt skidt? Grimt udseende eller ikke lige så god som dine veninder – it’s your choice! 

Jeg vil aktivt forsøge at holde op. Med en forestillet stor streg under forsøge (jeg understreger ikke ordet i virkeligheden, for det er virkelig grimt rent typografisk). Jeg ved godt, at det ikke bliver nemt, men det er fandeme heller ikke nemt at føle, at man spænder ben for sig selv hele tiden.

Det giver mig sgu så ømme skinneben.

Så nu vil jeg ligge mig til at sove et par timer igen. Måske snuppe endnu et afsnit af SATC sæson fire. Og så vil jeg – når jeg vågner igen – kigge mig selv i spejlet og kaste nogle kærlige ord imod både mine lår og mine talenter. Ligemeget om jeg vågner på min lykkesky eller i mit hul. Jeg vil lade være med at veje mig selv, jeg vil lade være med at tjekke Instagram for gårsdagens mange posts af smukke damer i deres fantastiske gallekjoler (Who are we kidding: jeg kommer selvfølgelig til at tjekke Instagram, men det virkede som en passende tilføjelse til min morale i denne historie) og så vil jeg iføre mig en kjole og springe ud i dagen med et tæt greb om den lykke, jeg stadig kan mærke titte frem bag de mentale tømmermænd.

Det kan godt være, at jeg er nødt til at tage en metaforisk panodil i form af positive tanker og komplimenter til mig selv, måske endda også en bakke metaforiske pomfritter med mayo i form af at lade være med at sammenligne mig selv med andre og selvforkælelse (hvilket højest sandsynligt kommer til at bestå af blandt andet pomfritter. Den ikke-metaforiske af slagsen), men jeg skal nok slippe af med tømmermændene igen.

followwho