ARE MINIATURE BAGS THE NEW SIGN OF HAVING YOUR SHIT TOGETHER?

Du kan ikke have meget af dit lort med i bagagen, hvis du kun har en miniature taske

Da jeg i går kom hjem fra at have sagt et svært farvel i lufthavnen, ventede en lillebitte pakke til mig på posthuset. Så sammen med min acaigrød og min skælshampoo, stoppede jeg forbi for at hente denne. Afsenderen lød Vestiaire Collective og indholdet bød på en vintage, pink Fendi taske, som jeg investerede i for nogle uger siden. Dog var det ikke kun pakken, der var lillebitte, men også indholdet. En del mindre end forventet. Og det efterlod mig med to spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at du ikke tjekker målene, inden du køber over nettet? Og hvorfor er jeg er så forbandet forelsket i denne miniature version af en håndtaske?

Første spørgsmål bliver besvaret med en ganske ærlig erkendelse af, at det var en kæmpe netshopping don’t, jeg lavede der. Svaret på næste spørgsmål leder mig dog hen til en længere analytisk gennemgang af en af de trends, der at se i modeverdenen: Minitaskerne.

For det er i sandhed størrelsen, og ikke gørelsen, der betyder noget i forbindelse med tasker. I hvert fald hvis vi aflæser trendlandskabet lige nu. Den absolut mindste størrelse. Igennem diverse street style billeder bombarderes vi med Hermès tasker, Balenciaga City’er og Fendi Peekaboo modeller, alle sammen i så minimal en størrelse, at de kun lige er større end ham den søde fra gymnasiets ædlere dele.

Hvad er det lige, der sker?

Sammen med solbrillerne bliver taskerne mindre og mindre, og det efterlader os med håndaccessories, hvor der kun netop er plads til en ti-paks clicksmøger, et overtrukket dankort og en tampon. Hvis du vel og mærke bruger den mindste størrelse, ellers må du tage den i lommen.

Det er ikke noget nyt, at modeverdenen sætter det praktiske aspekt i bagerste række. Jeg henleder her opmærksomheden til mules, maxikjoler og buksedragter (hvem har ikke stået i en brandert på et toilet og kæmpet med sådan en satan), men det virker lidt til at miniature tasken er le piece de resistance af upraktisk mode. Personligt sidder jeg lige nu med en kæmpe totebag til min computer og nips ting, mens min Fendi ligger på bordet ved siden af mig, kun indeholdende min pung og nogle nøgler.

Telefonen har jeg liggende i lommen, fordi der ikke er plads til alle tre ting. Det handler om prioritering, venner.

Måske er de små tasker og de små solbriller en modreaktion på den tidligere trend med store tasker og endnu større solbriller? Jeg tænker, at det muligvis er ligesom med politik: Når en blok har siddet på magten i noget tid, så er det oftest den modsatte, der bliver stemt ind i næste periode. De store modeller har styret vores stil i en tid, nu er det tid til noget frisk kød i garderoben.

Eller også er der en meget dybere grund til, at alle de der smarte mennesker downsizer deres accessories (læg mærke til, at jeg her indirekte kategoriserede mig selv som en af de smarte mennesker). For mange, mange år siden var overvægt og bleghed et tegn på rigdom, fordi det betød, at kvinderne ikke behøvede at arbejde udenfor, men i stedet blot kun sidde inde og spise. Måske er miniature tasken ligeledes et tegn på en ønskværdig kvalitet: At man ikke har særlig meget lort med i bagagen.

Både bogstaveligt og metaforisk.

For det er ganske enkelt fysisk umuligt at have særlig meget lort med i sin miniature taske, og det kan i sig selv virke yderst overskudsagtigt ikke at slæbe rundt på halvdelen af ens lejlighed (siger jeg, der pt. har en totebag med to computere, fire opladere, en kalender, to pakker vitaminpiller, 25 kuglepenne, en juice, et strygejern og min svigermor). Kvinder, der kun har deres dankort, nøgler og læbepomade med i tasken, virker unægteligt ganske sammensatte. Og ret intimiderende. Hvordan kan I nøjes med det? Hvordan kan I vide, hvad dagen bringer? Hvad hvis I får brug for en ekstra sweater? En bog om hvordan man fletter? En pastasalat med bacon?

Men måske er de små tasker også en diskret fortælling om, at man heller ikke har særlig meget lort med i sin metaforiske bagage? Et: Hey, jeg pakker let, så jeg er let at håndtere til folk omkring? Den senmoderne version af at være bleg:

Se min lille taske, og se det sande jeg.

Eller måske taler de små tasker bare til os, fordi de er så fucking cute. Og upraktiske. Og det er meget rart engang imellem.

followwho

HVORDAN SKAL MAN FØLGE OPSKRIFTEN PÅ LYKKE, HVIS MAN IKKE ENGANG KAN KOGE PASTA?

ikke-navngivet-1

Pasta kan kun koges på ganske få måder, for at det er rigtigt. Men lykke kan skabes af mange forskellige opskrifter.

Det kan til tider virke til, at der er en specifik opskrift på et lykkeligt liv: Fast parforhold, en berigende karriere, villa på Frederiksberg, to børn og en hund, der kan gå uden snor, når man går tur med barnevogn i den ene hånd, latte i den anden og den nyeste opskrift på glutenfrie speltboller i tankerne.

(Note til selv: Undersøg om speltboller egentlig er glutenfrie, eller om det bare er to ord, du bruger, fordi de lyder økologiske).

Det er en opskrift, der kan virke ganske udemærket for mange. Og det er simpelthen helt igennem fantastisk. Men hvad med os, der ikke kan finde ud af at følge en opskrift, om vores liv så afhang af det? “Kog pastaen syv minutter,” hvad fanden mener de med det?! Jeg tror, at førnævnte lykkeopskrift kan virke stressende og ødelæggende for visse personer. Måske mest af alt underbevist. Kig blot på fortællingen om den fuldstændig fabelagtige og talentfulde kvinde, der har været i det dybeste af det dybe hul, grundet en forfærdelig kamp med at blive gravid, og hvor svært det var at håndtere andre kvinders annonceringer af deres graviditer. Eller denne anden fantastiske kvindes oplevelse med, at hun ofte dømmes, fordi hendes karriere ikke opfylder de forventinger, som samfundet har.

Er det vores fastlåste idé om, hvordan opskriften på det lykkelige og “rigtige” liv er, der får os til at dømme ikke blot os selv og vores egne valg og evner, men også andres?

Jeg har aldrig drømt om at blive mor. Jeg har ikke planer om at læse en kandidat i den nærmeste fremtid. Jeg elsker min studiolejlighed. Jeg ELSKER at arbejde i modebranchen samt som skribent. Og så vil jeg faktisk gerne bestille min morgenbolle med ekstra gluten, tak.

Men det betyder vel egentlig ikke, at min opskrift på lykke er mindre rigtig, end den kvinden ved cafébordet ved siden af mig har? Det eneste parameter, hvorpå man kan måle succesen af en opskrift på lykke, er vel egentlig blot, om den virker for personen eller ej? Vi kan alle sammen blive enige om, at der er ganske få måder at koge pasta rigtigt på, men at opnå lykke kommer vel i utallige former?

Der ér lykke at finde i faste parforhold, en lang uddannelse, en sværm af unger, et stort hus og en anerkendt karriere. Men der er også lykke at finde i veninder, finurlige jobs, små lejligheder, jordomrejser, kunst, et barnløst liv og i dig selv. Og der er ligeledes ekstremt meget lykke at finde i ikke at dømme dig selv for ikke at følge en opskrift.

Og i særdeleshed i heller ikke at dømme andre for deres måde at sammensætte deres liv på. Jeg er sikker på, at deres opskrift ender ud i en helt fantastisk kage, der passer lige nøjagtig til dem.

followwho

FRØKEN SILLES SPØJSE FORNEMMELSE FOR TID

img_1689

For fanden… nu havde de kraftedeme ret igen. Både tofutosserne og de gamle.

De kloge, voksne mennesker siger altid, at vi unge har så travlt. Travlt med at blive vokse, med sociale medier, med at spise aftensmaden, så vi kan slippe for at sidde ved middagsbordet og fortælle om, hvordan vores dag har været. Come on, mor. Jeg har Bagedysten klar til at streame og meget bedre ting at tage mig til, end at være sammen med mine forældre. 

Selvom jeg sjældent er glad for at give de gamle ret, så må jeg nok erkende, at jeg 1. selv er ved at blive en af dem, 2. de sgu nok har fat i den lange ende med rigtig mange ting.

Hvis jeg dog bare havde lyttet til dem dengang, hvor de fortalte mig, at sort hår og musikere var en dårligt idé. Jeg kunne have været foruden mange frisørbesøg og knuste hjerter.

Og endnu engang må jeg nok erkende, at de har ret. For jeg har travlt. Hele tiden. Ikke på jeg-skal-skynde-mig-med-denne-deadline-så-jeg-kan-nå-at-komme-hjem-og-fylde-hovedet-med-ost-og-kroppen-med-mærkevarer-inden-jeg-skal-møde-mine-veninder – det har jeg også – men rettere en gennemgående fornemmelse af, at jeg har travlt, fordi jeg skal nå en eller anden destination i mit liv.

Den højeste stilling, den største lejlighed, den strammeste krop, den bedste garderobe, den store løn, den rigtige status. Ejer af et Rolex ur og styr på livet. Nu.

Jeg skal nå det hele, og det skal allerhelst være indenfor de næste ti minutter (for jeg skulle gerne nå det inden det næste afsnit af Zumbo’s just desserts kommer på Netflix). Jeg tror, at det er en manglende evne til at skue fremad, der ligger til grunde for ovenstående travlhed. En manglende evne til at indse, at jeg faktisk har ufattelig megen tid til at opnå disse ting (hvis de overhovedet er værd at opnå), og hvis jeg gjorde alting lige nu, ville der blot komme noget nyt, jeg skulle nå.

Det føles som om, at det skal ske nu, hvis jeg skal nå det.

Min spøjse fornemmelse af tid viser sig ligeledes i mindre aspekter af mit liv. Når min kære mand er hjemme på leave, og jeg føler, at vi skal nå alting lige nu. For ellers har vi jo ikke nok tid! Men det har vi jo, vi har faktisk resten af livet, hvis vi skulle ønske det. Så meget tid, at vi uundgåligt når til et jeg-er-så-træt-af-dig-at-jeg-pisser-i-din-morgenkaffe-sted på et eller andet tidspunkt indenfor de næste 70 år.

Så det går nok lige, at jeg tager den drink med pigerne, selvom han er derhjemme alene.

Følelsen af travlhed sætter en stor, fed fod foran muligheden for at nyde nuet. Og siden der er så mange yoga-bumser, der siger, at dét er vigtigt, så må der jo være noget om  det. Et konstant fokus på, hvordan man kan komme videre, flytte sig nærmere sit næste mål, blive noget mere, sørger ganske enkelt for, at jeg ikke koncentrerer mig om at være lige her og nyde det unikke, som netop denne periode i mit liv har at give mig.

Ad, det var tofutosse-agtigt skrevet. Jeg beklager meget, hvis I følte jer nødsaget til at kaste en smule op i munden der.

followwho