AN ABNORMAL CRAVING FOR SUCCESS

img_5383

Hvorfor er det, vi så desperat craver succes? Opfølgende spørgsmål: og chokolade?

Med de sociale mediers indtræden præsenteres vi konstant for andre menneskers succes. Om det så er reel succes eller blot succes med at få det til at fremstå således. Er det dette, der efterlader os med det overdrevne behov for også selv at opnå succes? Eller er der noget helt andet underliggende, der fucker med os?

Lagde I mærke til, hvordan jeg i ovenstående tekststykke trak jer med ind i mine problemer? Jeg henviser til formuleringer som: “Er det dette, der efterlader OS med det overdrevne behov for også selv at opnå succes?”. Ja, velkommen til gruppen af nederen mennesker – jeg havde ikke lyst til at være her alene, så jeg tog jer med.

Karriere, Instagram, økonomi, venskaber, forhold. Indvendig og udvendig succes. Hvorfor er det så vigtigt for mig?

Forleden snakkede jeg med en veninde om ovenstående fænomen, og kom frem til tre ting: 1. Det er meget nemt for det kvindelige væsen at kræve enormt meget af sig selv. 2. Kvinder er tit kvinder værst, når det kommer til at ville opnå succes. 3. Det her glas hvidvin er fyldt mindre op, end en pose med sourcream and onion chips.

I virkeligheden burde succes vel egentlig ikke dømmes på andet, end hvorvidt man er lykkelig eller ej. Helt igennem lavpraktisk: Har du det overordnet sådan ret fedt? Ikke hele tiden, ikke 100%, men overordnet set. Har du det så fedt?

Fedt. Så må man vel egentlig sige, at du har succes.

Det er bare som om, at denne lavpraktiske logik voldsomt ofte bliver tilsidesat til fordel for langt mere overfladiske parametre: Har du mange penge? Har du en flot stilling? Har du mange følgere på Instagram?

Sille, har du styr på dit liv?

Dét spørgsmål kan vi lynhurtigt få svar på, og det er et benægtende et af slagsen. For det har jeg helt sikkert ikke. Men jeg finder stadig mig selv jagte det svævende fænomen: Succes.

Den voldsomt overfladiske version, der er beskrevet herover.

Måske handler det i langt mindre grad om sociale medier og det senmoderne samfund (selvom det er så forfærdeligt nemt at bebrejde alt på dette. I dare you: forsøg at finde én problematik i samfundet, man ikke kan få drejet ind på generations Z’ forfærdelige forhold til følgere). Måske handler det nærmere om min egen kamp imod min faste kompagnon, jeg kalder mindreværd. For er der nemmere måder at bekræfte sit eget værd på, end igennem utallige likes, lækre sko og flotte titler? Jeg tror det ikke.

Det skulle da lige være min flok af veninder over tre flasker vin. Du er den smukkeste, jeg kender. Det er du virkelig. 

Men hvor er det dog forfærdelig trist, at det er dette, jeg lader bestemme min værd. Og hvor er jeg forfærdelig meget opmærksom på, at det trist. Hvor kunne det være skønt, hvis jeg kunne hvile nok i mig selv til ikke at anse succes som grundlaget for mit værd.

For mit værd er der jo på trods af både følgere, kontoudtog og CV.

Hermed ikke sagt, at ambitioner om succes er djævlens værk. Ansjoser og halvfyldte chipsposer kan betegnes som dette, men ambitioner falder ikke under denne kategori, hvis I spørger mig. Der er intet mere inspirerende, end kvinder der brænder for deres værk; om det så er medicin, jura, hundeklip, mode eller noget helt andet. You do you, and you do it well.

Men succes er glasuren på den velformede kage, der er os. Og kage smager godt med eller uden glasur.

Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke havde succes med denne afsluttende metafor. Det var dog ganske forfærdeligt. Men det går nok også.

followwho

PLAYING HIDE AND SEEK WITH WORRY

img_4868

Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde?

Forleden sad jeg i solen foran min åbne altandør. På fjernsynet kørte der en yderst interessant dokumentar om ligklædet i Torino, i hånden havde jeg et glas køligt hvidvin – Nettos bedste til 70 kroner – samt en enkelt Marlboro light imellem fingerspidserne. Klokken var 18 efter en fabelagtig arbejdsdag, og som jeg sad der og slugte tysk Riesling og solens stråler, fandt jeg mig selv lede efter noget at være nervøs for.

Der måtte da i sandhed være et eller andet, jeg kunne bekymre mig over?

Var der ikke noget, jeg havde glemt? Et eller andet grimt jeg kunne bilde mig selv ind? Synes jeg ikke, at mine lår var for store? Havde jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg ikke bruger nok tid med min kæreste? Skulle jeg ikke stresse over, at jeg som 23 årig ikke har mere succes?

Something?

Men som jeg sad der og søgte, kunne jeg ærlig talt ikke komme i tanke om noget. Altså indtil jeg fik italesat, at jeg som en full blown masochist sad der og ledte efter noget, der kunne gøre mig i dårligt humør. Og det efterlod mig med tanken: Er jeg simpelthen bare ikke i stand til bare at være glad?

I det øjeblik var jeg jo rent faktisk i stand til blot at være lykkelig, men det var ikke uden spørgsmålstillen og overdreven analyse af situationen. Fordi, I ved; som senmoderne individ kan jeg ikke gøre noget uden dertilhørende overtænkning og navlepilleri.

Handler det om, at jeg grundet tidligere hårde perioder har skabt et tankemønster, der er afhængigt af bekymringer og nedtrykthed? Handler det i bund og grund om, at jeg ikke anser mig selv som værdig til bare at være lykkelig?

Eller var dokumentaren om ligklædet bare ikke spændende nok til at opretholde min opmærksomhed?

I virkeligheden er det nok en blanding af de to første (for dokumentaren var voldsomt interessant, så det er fuldstændig utænkeligt, at det kunne være den, der lå som grund for dette). Jeg er langtfra det lykkeligste menneske på denne side af de sociale medier, men jeg har i sandhed rykket mig flere stiletlængder i kampen for at blive glad og rolig i mig selv. Det er bare som om, at min hjerne stadig er fastlåst i en vane med at søge efter nedtrykthed.

En yderst ufordelagtig gemmeleg, hvor min hjerne forsøger at finde frem til skjulte bekymringer.

“Hey, kropshad, gemmer du dig HER?! Hallo, er det mon katastrofetanker, jeg kan spotte der bagved glæden over livet? Sille, der må forhelvede være et eller andet, jeg kan finde??”.

Jeg skal øve mig rigtig meget i at give opmærksomhed til alle de gode ting, der sker lige nu, i stedet for at søge efter de skjulte bekymringer. Det er pisse svært, eftersom det er ekstremt meget nemmere at gå den vej, der allerede er trådt. Særligt hvis du er iklædt spidse støvler fra Céline – du ved, mudder og sådan noget.

Jeg skal nok nå at opleve massere af stunder med smerte, bekymring og nedtrykthed, for jeg er mig og livet er livet. Men indtil da tænker jeg, at det er ret åndssvagt ikke at nyde solens stråler og vinens smag.

Også selvom den faktisk var ret klam, og jeg egentlig burde begynde – som et voksent menneske – at gå op i mit vinforbrug. Måske er det det, jeg kan bekymre mig om nu?

followwho

5 THINGS TO REMEMBER THAT YOU ALWAYS FORGET

untitled-2-copy

Det er så fucking let at være bagklog. Det er faktisk den eneste klogskab, jeg kan prale af

Jeg har et upassende forhold til min kalender. Et yderst fanatisk forhold til min kalender. Kan du huske ham den søde fra gymnasiet med det lange hår, som du konsekvent stalkede på Facebook og konstant sendte SMS’er til? Sådan har jeg det med min kalender. “Sille, kan du lige….”

Øjeblik, jeg skal lige have min kalender frem, så jeg kan skrive det ned.

For uden min (voldsomt udførlige, vi snakker excel sheet og to kolonner til noter) kalender er der stor sandsynlighed for, at jeg lader eventuelle opgaver forsvinde ud af mine tanker. Forsvinde ud af mine tanker som var det prisen på de sko, jeg lige har købt for min opsparing (Nej skat, jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg gav for dem). Og kalenderen virker for mig! Det meste husker jeg. Altså bortset fra de helt igennem vigtige ting.

De vigtige ting, som man virkelig burde huske sig selv på.

Det er de ting, som jeg husker, når jeg har det rigtig godt. Når jeg lover mig selv; “at dette vil jeg altid huske på, ligemeget hvor svært jeg får det.”

Frøken Who, det er en lodret løgn det der.

Det er så nemt at leve sit liv efter de gyldne huskeregler, når man er den bedste version af sig selv. Jeg snakker: Op-om-morgenen-for-at-dyrke-yoga-jeg-spiser-kun-vegansk-versionen af sig selv. Det er den version, du er, når sindet er i ro, og du har overskud til både sex og socialt samvær med veninder. Altså, ikke nødvendigvis sex med veninder. Med mindre det er det forhold, I har.

Who am I to judge.

Men når den version forsvinder, og du finder dig selv begravet i katastrofetanker og 25 poser chili cheese tops, så er det som om, at forglemmelsen skyller ind over dig hurtigere end det næste afsnit af New Girl på Netflix. Det vil jeg forsøge at afhjælpe. Så her er en samling af fem af de ting, jeg altid glemmer, når jeg har det svært. Og som jeg altid lover mig selv, jeg vil huske på.

This too shall pass. I glædeklogskabenslys er det let at huske på, at dårlige perioder går over. At det gør os stærkere. Mere interessante personer. Refleksionerne vælter ud af dig, når du over iskold hvidvin snakker med veninder om, hvor meget bedre du har det nu, og hvor meget du er klar til at håndtere eventuelle fremtidige svære perioder.

Frøken Who, det er en lodret løgn det der.

Skift til ugen, hvor alting vælter. Dit hoved driller og dine tanker er din egen værste fjende. Hvad var det nu, jeg skulle huske på? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at denne svære periode vil fortsætte for evigt, og jeg vil altid have det fucking dårligt. Sådan er det bare. Fact.

Det er aldrig så vigtigt, som du selv gør det. På den anden side af deadlinen, når du er kommet igennem en konflikt – helt uden at dø af det, så er det forfærdelig let at smile for sig selv og tænke, at dette var jo slet ikke så vigtigt, som jeg lige gjorde det. “Sille, Sille, Sille, husk nu på, at der ikke er noget, der er verdens undergang, og det skal nok gå!”

Skift til timen efter, hvor UPS ikke har leveret den meget vigtige pakke med bælter til UK. DET HER ER DET VIGTIGSTE I LIVET, OG JEG KLARER MIG ALDRIG I VERDEN, HVIS JEG IKKE KAN FÅ LØST DET HER MED DET SAMME. JEG ER RET SIKKER PÅ, AT JEG DØR.

Du kan ikke barbere dig lige omkring knysten. Lyt til en gammel klog kvinde som jeg: Jo før du accepterer, at din ankel og din knyst for evigt vil være behårede, jo bedre. Med mindre du rent faktisk nyder at barbere et parmesan-lignende stykke hud af dine ben. I så fald: Go ahead.

Det er OK at sige nej. Du vil gerne være den perfekte medarbejder. Den perfekte veninde. Den perfekte datter. Den perfekte kæreste. Den perfekte person på Instagram. Hvem drømmer ikke om en Instagram-model karriere? Ja, det ved jeg ikke. Der er dog kun 24 timer i døgnet og kun et begrænset antal af mentalt overskud. Det er OK at sige nej. Nej til en tur i byen. Nej til en dagslang tur til zoologisk have med grandtante Birthe. Det er OK at sige: Det her kan jeg simpelthen ikke nå. Men ovenstående faktum er rigtig nem at glemme, når musikken spiller og dine forventninger til dig selv er høje. “Jamen, jeg vil jo så gerne…” Ja, det er fint. Men lige nu skal du starte med at sige nej og tage hjem for at spise chokolade i bar røv.

Fejl lige engang imellem, ikke? Så har vi andre det bedre med sig selv. Og i virkeligheden er der ikke rigtig noget, du kan fejle med, der er så slemt, som du selv tænker. Hvor er det dog befriende, når der er andre end én selv, der træder ved siden af en gang imellem. Og faktisk er det, du selv tænker er en fejl, nok i andres øjne slet ikke det. Men omfavn dine plettede sider og nyd, at du ikke er perfekt. For i virkeligheden ville det vel egentlig være helt igennem fucking kedeligt, hvis du var? Også selvom du ville blive en fantastisk Instagram-model.

Well, det kan du altid blive i dit næste liv.

followwho