ER JEG UNUANCERET?

img_0326

Hende Who der, hun har det da bare konsekvent skod, var?

“Det er bare nemmere at skabe, når der er noget, der gør ondt,” sagde hun, mens alle omkring hende i en 70 meters radius spontant kastede op i munden. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ovenstående sætning var én, som jeg havde overhørt, læst eller blot fundet på i forbindelse med dette indlæg.

Men det kan jeg ikke.

For det er en sætning, jeg – bundseriøst – ytrede til en bekendt i sidste uge. I shit you not, jeg var ikke engang fuld. Så det kan jeg ikke bruge som undskyldning for den opkastfremkaldende, selvhøjtidlige udtalelse. Det var i forlængelse af en snak om at skabe, samt på baggrund af flere kommentarer jeg over den sidste tid har modtaget, hvis tema var: “Du er altid så selvkritisk og undervurderende”.

Det kribler i min krop, hver gang jeg bliver konfronteret med sådanne udtalelser. Måske fordi det aldrig er rart at få kritik – også selvom det er virkelig velment – men måske mest af alt, fordi jeg udemærket er klar over, at det er sandt.

95% af mine tekster handler om det, der gør ondt. De resterende 5% om Fendi tasker og chokolade. Det er det, der er vigtigt for mig at sætte ord på. Altså chokoladen og taskerne. Men også fortællingen om det, der gør ondt. For det fylder meget hos mig, det fylder meget hos den unge kvinde på gaden, men jeg kan også godt se, at det giver en fordrejet forståelse af min virkelighed.

Tænker I, at jeg altid har det skidt?

Hvis jeg sad i jeres sted, så ville jeg nok være tilbøjelig til at besvare ovenstående bekræftende. Hvordan kan man andet? For imellem tekster om lavt selvværd, katastrofetanker og kampen om at finde sin plads i denne finurlige verden er der ikke megen plads til at aflæse nuancerne.

Jeg har måske af princip fravalgt fortællingerne om de gode stunder i frygten for at blive en del af en specifik gruppe. Jeg har fået det fedeste samarbejde! Se lige alle mine nye sko. Jeg har det fedt, se selv på Instagram. Denne gruppe er der absolut intet galt med what so ever. Hvor er det skønt, at vi kan dele vores sejre og de gode stunder, men efter at være blevet puttet i boksen; “hvor er det fedt, at du også skriver om det svære i livet,” har jeg skabt en fortælling om mig selv, der hovedsageligt går på at snakke om alt det grimme.

Men hvor må det også være skod altid at læse om. Og hvor må min mor være bekymret for mig, når hun læser mine tekster.

Jeg kæmper. Det har jeg altid gjort. Og jeg vil aldrig stoppe med at sætte ord på mine kampe. Men samtidig er jeg også et fantastisk sted i mit liv, og jeg er en fantastisk sej person. Jeg arbejder røven ud af bukserne, jeg bor i den skønneste by, jeg har de lækreste veninder og jeg bruger hver morgen på en café – hvor de har min kaffe klar til mig, når jeg træder ind – i høje Céline hæle, og så skriver jeg ellers geniale tekster om absolut ingenting.

Det er også en del af mig.

Yderemere er jeg ikke den samme person, som jeg var for blot syv måneder siden. Men jeg er ikke sikker på, at det er en fortælling, jeg får kommunikeret ud? Jeg er ikke sikker på, at man altid kan mærke mig igennem mine tekster.

Jeg skriver om det, der gør ondt. Sådan er det bare, og det er noget, jeg aldrig vil give slip på. Men jeg vil ikke være en person, der lader andre unge piger derude tænke, at der aldrig er gode stunder. Jeg vil være en person, der kan formidle, at på trods af disse kampe er livet fucking fedt.

Det vil jeg prøve på.

Så get ready for tekster omkring hvor lækker min glutenfrie kage blev forleden. Det bliver godt.

 

followwho

FIND A JOB YOU ENJOY DOING, AND YOU WILL… WORK FUCKING HARD

skaermbillede-2017-12-19-kl-08-16-37

Hvis det var hårdt at komme igennem denne tekst, så bebrejder jeg dig ikke

“Find a job you enjoy doing, and you will never work a day in your life,” sagde Mark Twain engang. Eller, det tror jeg. Det skrev Buzzfeed i hvert fald i deres artikel. Og så var der også noget med katte, der fik brain freeze.

Jeg er af den overbevisning, at ovenstående citat af Mark Twain/praktikanten på Buzzfeed er ét, som til dels er korrekt.  Eller første del i hvert fald. Selvfølgelig skal du lave noget, som du elsker. Om det så er karriere, din egen strikkebiks på Instagram eller oprettelsen af et aftenhold, hvor du underviser pensionister i salsa.

Dog tror jeg også, at det er de ting, vi er allermest passionerede omkring, der kræver mest af os.

Er det ikke en del af det, der gør det vigtigt og fantastisk? (og fucking svært).

Jeg vil skrive. Det er min inderste og dybeste passion, og jeg føler mig beæret over, at jeg allerede nu er et sted i min liv, hvor jeg til dels har mulighed for at gøre dette. Jeg er så forbandet passioneret omkring mit arbejde på kontoret, og jeg føler mig afsindigt taknemmelig over, at jeg kan få lov til at gøre det.

Men jeg arbejder også. Fucking hårdt.

Og jeg ved, at jeg skal fortsætte med at arbejde fucking hårdt. Også selvom jeg inderligt elsker det, jeg laver. For når ambitionerne er høje og drømmene vilde, så vil et kærlighedsforhold til mit erhverv kun gøre, at jeg kræver mere af mig selv.

(Note til selv: Undersøg om ambitioner og drømme i ovenstående sætning blot er synonymer).

Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, for jeg har prøvet at skrive denne tekst i tre dage nu, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er, jeg gerne vil kommunikere. Jeg sagde jo, at det var svært. Jeg tror, at min pointe er, at det er ikke alting svært og hårdt, der ikke er værd at gøre. Det er ellers min filosofi på mange andre områder: Hvis forholdet til din veninde konsekvent er svært, så er det måske ikke godt for dig. Hvis du hver dag skal kæmpe hårdt – med en knude i maven – for at komme afsted til dit studie, så er det måske ikke her, du skal være.

Hvis du skal kæmpe en altoverskyggende kamp for at komme ned i de der jeans, som du købte i 2.g, så er det måske på tide, at du lader dem forsvinde til engen af for små jeans.

Men hvis du oprigtigt brænder for noget, så er det værd at gøre, selvom det er hårdt. Med mindre det er at komme ned i de der jeans. It is not going to happen – move on. Selvom man elsker det, man laver, er det ikke ensbetydende med, at det er nemt.

Bare se på denne tekst. Det var fandeme svært at producere ovenstående volapyk.

followwho

SOV PÅ DET

p1010011

Sov lige på den, inden du adopterer et barn med din veninde eller fortæller dig selv, at du er det dårligste menneske i verden

Hvis vi skal tage sundhedsmagasiners ord for det, så er søvn løsningen på en masse ting; overvægt, stress, dårligt sexliv, behårede ben og de der indgroede daddy-issues, der gør, at du kun dater middelaldrende musikere med commitment issues. Nætter, hvor jeg ikke har kunne sove, kan tælles på to øjenvipper, og jeg har derfor aldrig fundet inspiration i “sådan sover du bedre og får mere styr på dit liv” teksterne.

Giv mig en lektion i “sådan her klarer du dig på mindre end 12 timer og en middagslur,” eller blot sidstnævnte: “mere styr på dit liv.”

Dog har søvn fået en yderligere – mere filosofisk – betydning for mig på det sidste. Som om søvn behøvede at blive vigtigere for mig…
Det er som regel med mørkets indtrædelse, at uoverskueligheden rammer mig. Det er når mit hoved har kørt på fuld tryk en helt dag, når trætheden er ekstra voldsom (altså mere end den bare er hvert eneste sekund af mit liv), at jeg begynder at bekymre mig. Det er i disse øjeblikke, hvor jeg pludselig føler mig nødsaget til at tage store beslutninger, ændre hele mit liv og fortælle mig selv, at jeg ikke blot er en fiasko, men nok også har skuffet alle omkring mig.

Enter søvnens nye betydning.

For det er i øjeblikke som ovenstående – hvor jeg påtænker at pakke alle mine ting og rejse til Canada, fordi jeg ikke er god eller smart nok, og i virkeligheden ser allerbedst ud i flyverdragt – at jeg finder mig selv nødsaget til at slå koldt vand i blodet og dyb søvn i øjnene.

Sov lige på det, Sille.

Min psykiater ville nok mene, at det er en flugt fra de rigtige problematikker bag, men efter mange år i mit hoved har jeg indset, at jeg bare nogle gange er nødt til at slukke ned. Den der tager vi i morgen tidlig, når du er lidt mindre emo og Canada-hungrende, Sille. 

Jeg tænker, at det er ligesom, at du ikke skal gå i Netto, når du er sulten. Du ender bare med chokolade under patterne, og spørgsmålet om, hvordan du dog endte med at købe – og spise – tre pakker mellemlagret ost, risengrød, tun og kakaomandler, når du bare skulle have opvasketabs. På samme måde skal du heller ikke bekymre dig sidst på aftenen, når hjernen er din værste ven: Du ender bare med bekymringer om hårvækst, din fremtid og om hvorvidt din familie nu overhovedet elsker dig.

Og med chokolade under patterne.

Det er OK at lukke ned. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv. For selvom jeg altid meget gerne ville kunne løse alle problemstillinger og mine åndssvage tanker, så er det sjældent, at der kommer noget godt i at pille i åbne sår. Så hellere sove lidt på det.

Filosofien er ikke blot gældende for åbne sår og bekymringer, men også for store beslutninger. Jeg er all for, at man følger sine drømme og tager chancer. Være det at skifte karriere, bopæl eller noget helt tredje. Vil du til Canada og bo? You go, girl. Vil du arbejde som kunstner i stedet for ejendomsmægler? You do you. Vil du have pandehår?

Stop dig selv.

Men mine livsændrende ideer virker som regel altid mere geniale sidst på aftenen – særligt hvis der har været et glas vin og en veninde, der mener, at “selvfølgelig skal du fucking indspille en plade med folk music!” involveret. Og der vil jeg nok også opfordre mig selv til at sove en smule på det.

For det skulle være så sundt.

followwho