FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #14

Gulerod i næse og nær-døds-oplevelse i busk. Her er ti ting, jeg har gjort, der burde få dig til at have det bedre med dig selv

Så sidder vi her igen: med krummer i bh’en, chokolade i mundvigen (og alle andre steder) og med gulerod og finger i næsen. “Vi” er i virkeligheden bare indtil videre en meget lille eksklusiv klub bestående af udelukkende mig… men hvis du nu heller ikke føler dig som den vådeste hval i bassinet, så inviterer jeg dig med i min klub og til at læse videre i teksten herunder, hvor jeg gennemgår ti ting, jeg har gjort i denne uge.

Jeg blev væk i en skov. Nærmere bestemt en busk. Fordi 1: jeg var ude for at nyde naturen, og 2: der var en kat, som jeg ville kæle. Jeg var i et kort øjeblik ganske overbevist om, at jeg skulle dø der. Eller i hvert fald aflyse mit møde med a-kassen.

Jeg brugte i går aftes på at kæmpe med at få gulerod ud af næsen. Jeg lærte to ting af dette. 1: Du skal ikke glo på din telefon, mens du spiser, så du får mad galt i halsen og dermed hoster gulerod ud i næsen. 2: Der er federe ting i verden at bruge sin tid på, end at pudse grøntsager ud af kropsåbninger.

Jeg har købt en sofa, der ikke kan komme ind i lejligheden… Var det dumt? Ja. Burde jeg have undersøgt det inden? Ja. Er jeg pisse ked af, at jeg skal af med verdens smukkeste sofa? Fuck ja. Håber jeg, at I vil kigge forbi og købe den her? Ja, ja, ja.

Jeg har ændret min kostpyramide til at bestå af 88% kulhydrater, 10% chokolade og 2% grøntsager i næse. Jeg vender tilbage med information om, hvorvidt denne kost fungerer.

Min kat og jeg er begyndt at holde i hånd, når vi sover. Jeg kan ikke helt understrege nok, hvor usundt et tæt forhold vi har fået.

Min kærlighed for dokumentarer har taget overhånd i denne tid, hvor jeg endnu søger deltidsarbejde (hint, hint, I kan læse mere her), i går stod den på Chanel vs. Schiaparelli, Mysteriet om Mona Lise og Tales of Irish Castles. I aften bliver det Origins of China og noget om kvindelige kunstnere tror jeg.

Jeg er stadig indehaver af de mest voldsomme humørsvingninger, når det kommer til mit syn på alt det, der sker for tiden. I det ene øjeblik er jeg sikker på, at alt kommer til at gå fuldstændig åndssvagt fabelagtigt, og at jeg kommer til at opnå alt det, jeg drømmer om. I det næste sekund overvejer jeg, om jeg mon kan få en karriere som kattevisker og/eller grøntsagssniffer, fordi jeg ikke kan blive til noget andet, og alt vil gå galt.

Jeg er begyndt at spørge folk med børn om, hvordan de sover og spiser. Altså børnene. Jeg er åbenbart blevet sådan et menneske, der interesserer sig for sådan noget… Om jeg selv har børn? Nej, nej, bare en unaturlig interesse i dit barns spisevaner.

Jeg overvejede rent faktisk at sætte et par unger i verden, da jeg forleden var til konfirmation og så, hvor mange penge han fik. Indtil jeg blev fortalt, at forældrene ikke har ret til børnenes penge… Hvad er meningen så med at få dem?

Jeg har ikke haft rigtige bukser på i en uge. I det mindste har jeg det, der kører for mig i mit liv.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHERHERHER OG HER 

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #13

Du er måske ikke den mest fluffy påskekylling i kurven, men derfor vil jeg stadig gøre mit bedste for at hæve dit humør

Så gik der syv lange dage siden, I fik glæden af Whos magiske fingre og forunderlige sind. Og I spørger jer selv: Hvordan overlevede jeg? Ærlig talt, så ved jeg det ikke. Måske kiggede du lidt dybt i snapsen? Måske søgte du ugennemtænkt støtte i en ekskærestes favn, som du virkelig ikke burde have besøgt? Det vigtige er, at du overlevede.

(Men really: That guy? Har du ikke en lidt dårlig smag i munden nu?).

For at tilbyde en offergave for at forsøge at lappe vores forhold, vil jeg nu forsøge at hæve dit humør, der – fuldstændig unægteligt – ligger nærmere “Britney 2007” end “virkelig mange likes på mit selfie” på spekteret, fordi vi har været fra hinanden. Måske blev du lidt for fuld til familiepåskefrokosten. Måske har du ikke været i bad siden i tirsdag. Men i det mindste har du ikke fået et foruroligende forhold til din kat eller skrevet testamente, fordi du ikke kunne formulere en ordentlig metafor.

Her er ti ting, jeg har gjort i denne uge, der burde få dig til at få det bedre med dig selv.

Jeg har fået et bekymrende tæt forhold til min kat. Bevares, jeg har da altid synes, at hun var et cool bekendtskab, men efter at være rykket hjem til mine forældre er vores forhold blevet… mere end venskabeligt. Jeg kan nu officielt bære titlen som: Hende der kvinden, der har en telefon fuld af billeder af sin kat (se herunder for beviser). Er det nøjagtig de samme billeder alle sammen? Ja. Sender jeg dem rundt til familie og kæreste? You bet yeah. Er der nogen, der giver en fuck for dine kattebilleder? Nope.

Er hun den bedste mis i verden? Fuck ja.

Jeg er begyndt at hente min kat, når hun ligger andre steder. “Kom her, nu skal du kæles, mors pige. Og du har intet valg”. Ja, det siger jeg til hende.

Ja, jeg skal virkelig have fundet mig en lejlighed.

Da jeg forleden vågnede med bankende hovedpine og skulle hente min kæreste i en bankende brandert fra toget midt om natten (hans bankende brandert, ikke min), begyndte jeg pludselig at lægge mærke til, at jeg ikke rigtig kunne formulere beskeder så hurtigt som normalt, og at jeg ikke rigtig fik sagt de ord, som jeg gerne ville, men i stedet fik sagt nogle andre helt uhæmmet (grint i stedet for hørt, kæreste i stedet for været). Og hvad der højest sandsynligt var træthed, stress og sukkeroverdosis endte selvfølgelig ud i testamenteskrivning og en forsikring til familie om, at det højest sandsynlig var sidste dag, de ville se mig. Det gik også her op for mig, at det ikke er døden, jeg frygter allermest, men en pludselig manglende evne til at formulere tekster og sætninger.

Og som jeg sidder her klokken fem om morgenen, stadig ør i hovedet efter de sidste to dages hovedpine, overanalyserer jeg hver en slåfejl, for det kunne jo være tegn på, at pesten snart tog sit endelige greb i mig. Jeg vil begraves med en prætentiøs metafor skrevet på min gravsten, der repræsenterer livets finurlighed igennem højhælede sko.

Jeg købte mig selv en kage forleden, da jeg præsenterede følgende hypotese for min veninde: Du ved, når kvinder klipper pandehår for, at der skal ske noget nyt, fordi det er det mest håndgribelige (og ugennemtænkte), man kan gøre, når kæresten lige er skredet og det hele føles mærkeligt? Jeg tror også, at livet fra tid til anden klipper pandehår. Jeg vil her være så fræk at kalde det pandehårsperioder. Perioder, hvor der måske sker nogle ugennemtænkte og kiksede ting, perioder, hvor det hele vender op og ned, hvor der sker store forandringer.

Det er bare livet, der klipper pandehår.

Jeg var stolt af mig selv resten af dagen, og jeg er netop nu igang med at formulere teksten “Pandehår: et dårligt valg eller livets vinterpels?” Kommer til en skærm nær jer.

Jeg har spist så meget crap de sidste par uger, at det er utroligt, at jeg ikke er død af fritureoverdosis for lang tid siden. Jeg har retfærdiggjort det med, at jeg var stresset, ikke havde behov for at tænke på noget så uoverskueligt som grøntsager, og at man da ikke hverken dør eller får store lår af at par ugers madorgie. Men som jeg mærker min krop falde fra hinanden, mit søvnniveau stige med cirka 87% og min generelle mentale tilstand deteriorate, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Burde jeg måske bytte disse ti Knoppers ud med en gulerod? Og burde jeg måske lade være med at tolke hvert et lille kropsligt tegn som pest og/eller kolera?

Jeg har lige spist en Knoppers til. Jeg har stadig syv liggende ved siden af min seng.

Jeg fik så stort et mental breakdown bag rattet forleden, at jeg måtte holde ind for, at kunne tude færdigt. Det var vist noget med en lejlighed, en flyttet kæreste og en sørgelig sang i radioen, men da jeg per automatik satte vinduesviskerne igang for at kunne se bedre, besluttede jeg mig at tage mit liv op til revision. Igen.

Jeg har per nuværende tidspunkt ikke skiftet tøj i en uge. Jeg kan ikke rigtig komme til i papkasserne. Så jeg har to looks: Hættetrøje og træningsbukser eller nøgen. Og når jeg siger, at jeg ikke har skiftet tøj i en uge, så mener jeg, at jeg ikke har skiftet noget tøj i en uge.

Jeg har boet i den yderste provins i en uge, og jeg er officielt begyndt at kigge ud af vinduet, når jeg kan høre en bil køre forbi efter mørkets frembud. Ring til politiet! Det kan kun være de der unge tyveknægte, der bevæger sig ud efter 19.30.

Og ja, det bliver åbenbart – helt exceptionelt – mørkt i provinsen klokken 19.30. Just, okay…. ?

Det har taget mig tyve minutter, at skrive dette indlæg, og det eneste jeg kan tænke på er, hvor meget jeg savner min kat. Get ready, Thilde – du skal voldkæles.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHERHER OG HER

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #12

Selvom solen skinner, kan du stadig have det skod. I såfald: her er ti ting, jeg har gjort i denne uge

Solen skinner fra en skyfri himmel, men det betyder ikke, at du ikke stadig kan have det skod over dig selv. Måske har du kigget på dine vinterblege ben og indset, at du ingenlunde kan bevæge dig ud i nederdel uden at repræsentere en meget reel fare for at blænde bilister og dermed resultere i uheld? Måske er kroppen lidt mere klar på kage og joggingbukser end bikini og belfies?

Måske er det hele bare noget lort.

Men husk på, at selvom du måske ikke er det mest ufedtede solbrilleglas i bunken, så har du ikke indledt et nærmest stalking-agtigt forhold til en potentiel udlejer eller fået det usunde behov for at høre Morgan Freemans stemme for at kunne falde i søvn.

Jeg fik i dag taget outfitbilleder i min nye, smukke, silkeagtige vintage nederdel, men måtte skrotte dem alle, da jeg lignede én, der var gravid i sjette måned. Jeg beskyldte stoffets fald og lysets ligeledes, men inderst inde ved jeg godt, at det er den unaturligt store mængde junk og kage, jeg har spist de sidste uger, der ligger til grunde, samt de mormor agtige trusser, der sidder oppe under min navle

Jeg kan kun falde i søvn, når jeg ser dokumentarserier om eksistentielle spørgsmål eller om videnskab og universet. Pt. er det Morgan Freemans stemme og tanker om Gud, der luller mig i søvn. Mærkværdigt? Åh ja. Nødvendigt? Åh ja endnu mere.

Jeg så Oggy og kakerlakkerne den anden aften. Længe. Alt for længe. Og jeg nød det. Alt for meget.

Da jeg lå og så aftenens dokumentarserie, fandt jeg mig selv i ekstremt grineflip, da jeg for mig selv fik råbt: “det er sgu da tamponer!”, da en illustration viste nogle af jordens første livstegn. Jeg var alene. Og jeg grinte længe.

Jeg rystede røv igennem Netto, fordi jeg havde fundet min gamle bamsedragt, der bare føles så god at have på, når man ikke har undertøj på. Det lufter alle de rigtige steder.

Undskyld til den unge ekspedient, der måtte se det.

Jeg har forelsket mig i en lejlighed. Det har resulteret i beskeder af nærmest roman-agtig længde til udlejeren.

Hvem vil ikke gerne udleje sin lejlighed til en desperat, pushy og meget velskreven ung kvinde?

Jeg satte min alarm, så jeg kunne se Sister Wives på TLC. For sådan et menneske er jeg åbenbart blevet.

Jeg måtte stå op midt om natten for at skifte sengetøj, fordi jeg kom til at tænke på de tampon-lignende små dyr, og at de kravlede i min seng.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde spildt to dage på sofaen foran fjernsynet, fordi jeg havde set dokumentarer. Og dokumentarer bliver man klog af.

Særligt den der om Vogue.

Jeg overvejede ganske seriøst at indlede et forhold til en kvindelige sælger fra Holstebro, for at få hende til at bringe det der drømme magasinstativ til Sjælland under påskuddet om, at vi skulle mødes. Kærlighed eller venskab? What ever gets you here.

LÆS DE ANDRE 11 INDLÆG I KATEGORIEN TEN THINGS

followwho
Older posts