• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #13

Du er måske ikke den mest fluffy påskekylling i kurven, men derfor vil jeg stadig gøre mit bedste for at hæve dit humør

Så gik der syv lange dage siden, I fik glæden af Whos magiske fingre og forunderlige sind. Og I spørger jer selv: Hvordan overlevede jeg? Ærlig talt, så ved jeg det ikke. Måske kiggede du lidt dybt i snapsen? Måske søgte du ugennemtænkt støtte i en ekskærestes favn, som du virkelig ikke burde have besøgt? Det vigtige er, at du overlevede.

(Men really: That guy? Har du ikke en lidt dårlig smag i munden nu?).

For at tilbyde en offergave for at forsøge at lappe vores forhold, vil jeg nu forsøge at hæve dit humør, der – fuldstændig unægteligt – ligger nærmere “Britney 2007” end “virkelig mange likes på mit selfie” på spekteret, fordi vi har været fra hinanden. Måske blev du lidt for fuld til familiepåskefrokosten. Måske har du ikke været i bad siden i tirsdag. Men i det mindste har du ikke fået et foruroligende forhold til din kat eller skrevet testamente, fordi du ikke kunne formulere en ordentlig metafor.

Her er ti ting, jeg har gjort i denne uge, der burde få dig til at få det bedre med dig selv.

Jeg har fået et bekymrende tæt forhold til min kat. Bevares, jeg har da altid synes, at hun var et cool bekendtskab, men efter at være rykket hjem til mine forældre er vores forhold blevet… mere end venskabeligt. Jeg kan nu officielt bære titlen som: Hende der kvinden, der har en telefon fuld af billeder af sin kat (se herunder for beviser). Er det nøjagtig de samme billeder alle sammen? Ja. Sender jeg dem rundt til familie og kæreste? You bet yeah. Er der nogen, der giver en fuck for dine kattebilleder? Nope.

Er hun den bedste mis i verden? Fuck ja.

Jeg er begyndt at hente min kat, når hun ligger andre steder. “Kom her, nu skal du kæles, mors pige. Og du har intet valg”. Ja, det siger jeg til hende.

Ja, jeg skal virkelig have fundet mig en lejlighed.

Da jeg forleden vågnede med bankende hovedpine og skulle hente min kæreste i en bankende brandert fra toget midt om natten (hans bankende brandert, ikke min), begyndte jeg pludselig at lægge mærke til, at jeg ikke rigtig kunne formulere beskeder så hurtigt som normalt, og at jeg ikke rigtig fik sagt de ord, som jeg gerne ville, men i stedet fik sagt nogle andre helt uhæmmet (grint i stedet for hørt, kæreste i stedet for været). Og hvad der højest sandsynligt var træthed, stress og sukkeroverdosis endte selvfølgelig ud i testamenteskrivning og en forsikring til familie om, at det højest sandsynlig var sidste dag, de ville se mig. Det gik også her op for mig, at det ikke er døden, jeg frygter allermest, men en pludselig manglende evne til at formulere tekster og sætninger.

Og som jeg sidder her klokken fem om morgenen, stadig ør i hovedet efter de sidste to dages hovedpine, overanalyserer jeg hver en slåfejl, for det kunne jo være tegn på, at pesten snart tog sit endelige greb i mig. Jeg vil begraves med en prætentiøs metafor skrevet på min gravsten, der repræsenterer livets finurlighed igennem højhælede sko.

Jeg købte mig selv en kage forleden, da jeg præsenterede følgende hypotese for min veninde: Du ved, når kvinder klipper pandehår for, at der skal ske noget nyt, fordi det er det mest håndgribelige (og ugennemtænkte), man kan gøre, når kæresten lige er skredet og det hele føles mærkeligt? Jeg tror også, at livet fra tid til anden klipper pandehår. Jeg vil her være så fræk at kalde det pandehårsperioder. Perioder, hvor der måske sker nogle ugennemtænkte og kiksede ting, perioder, hvor det hele vender op og ned, hvor der sker store forandringer.

Det er bare livet, der klipper pandehår.

Jeg var stolt af mig selv resten af dagen, og jeg er netop nu igang med at formulere teksten “Pandehår: et dårligt valg eller livets vinterpels?” Kommer til en skærm nær jer.

Jeg har spist så meget crap de sidste par uger, at det er utroligt, at jeg ikke er død af fritureoverdosis for lang tid siden. Jeg har retfærdiggjort det med, at jeg var stresset, ikke havde behov for at tænke på noget så uoverskueligt som grøntsager, og at man da ikke hverken dør eller får store lår af at par ugers madorgie. Men som jeg mærker min krop falde fra hinanden, mit søvnniveau stige med cirka 87% og min generelle mentale tilstand deteriorate, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Burde jeg måske bytte disse ti Knoppers ud med en gulerod? Og burde jeg måske lade være med at tolke hvert et lille kropsligt tegn som pest og/eller kolera?

Jeg har lige spist en Knoppers til. Jeg har stadig syv liggende ved siden af min seng.

Jeg fik så stort et mental breakdown bag rattet forleden, at jeg måtte holde ind for, at kunne tude færdigt. Det var vist noget med en lejlighed, en flyttet kæreste og en sørgelig sang i radioen, men da jeg per automatik satte vinduesviskerne igang for at kunne se bedre, besluttede jeg mig at tage mit liv op til revision. Igen.

Jeg har per nuværende tidspunkt ikke skiftet tøj i en uge. Jeg kan ikke rigtig komme til i papkasserne. Så jeg har to looks: Hættetrøje og træningsbukser eller nøgen. Og når jeg siger, at jeg ikke har skiftet tøj i en uge, så mener jeg, at jeg ikke har skiftet noget tøj i en uge.

Jeg har boet i den yderste provins i en uge, og jeg er officielt begyndt at kigge ud af vinduet, når jeg kan høre en bil køre forbi efter mørkets frembud. Ring til politiet! Det kan kun være de der unge tyveknægte, der bevæger sig ud efter 19.30.

Og ja, det bliver åbenbart – helt exceptionelt – mørkt i provinsen klokken 19.30. Just, okay…. ?

Det har taget mig tyve minutter, at skrive dette indlæg, og det eneste jeg kan tænke på er, hvor meget jeg savner min kat. Get ready, Thilde – du skal voldkæles.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHERHER OG HER

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #12

Selvom solen skinner, kan du stadig have det skod. I såfald: her er ti ting, jeg har gjort i denne uge

Solen skinner fra en skyfri himmel, men det betyder ikke, at du ikke stadig kan have det skod over dig selv. Måske har du kigget på dine vinterblege ben og indset, at du ingenlunde kan bevæge dig ud i nederdel uden at repræsentere en meget reel fare for at blænde bilister og dermed resultere i uheld? Måske er kroppen lidt mere klar på kage og joggingbukser end bikini og belfies?

Måske er det hele bare noget lort.

Men husk på, at selvom du måske ikke er det mest ufedtede solbrilleglas i bunken, så har du ikke indledt et nærmest stalking-agtigt forhold til en potentiel udlejer eller fået det usunde behov for at høre Morgan Freemans stemme for at kunne falde i søvn.

Jeg fik i dag taget outfitbilleder i min nye, smukke, silkeagtige vintage nederdel, men måtte skrotte dem alle, da jeg lignede én, der var gravid i sjette måned. Jeg beskyldte stoffets fald og lysets ligeledes, men inderst inde ved jeg godt, at det er den unaturligt store mængde junk og kage, jeg har spist de sidste uger, der ligger til grunde, samt de mormor agtige trusser, der sidder oppe under min navle

Jeg kan kun falde i søvn, når jeg ser dokumentarserier om eksistentielle spørgsmål eller om videnskab og universet. Pt. er det Morgan Freemans stemme og tanker om Gud, der luller mig i søvn. Mærkværdigt? Åh ja. Nødvendigt? Åh ja endnu mere.

Jeg så Oggy og kakerlakkerne den anden aften. Længe. Alt for længe. Og jeg nød det. Alt for meget.

Da jeg lå og så aftenens dokumentarserie, fandt jeg mig selv i ekstremt grineflip, da jeg for mig selv fik råbt: “det er sgu da tamponer!”, da en illustration viste nogle af jordens første livstegn. Jeg var alene. Og jeg grinte længe.

Jeg rystede røv igennem Netto, fordi jeg havde fundet min gamle bamsedragt, der bare føles så god at have på, når man ikke har undertøj på. Det lufter alle de rigtige steder.

Undskyld til den unge ekspedient, der måtte se det.

Jeg har forelsket mig i en lejlighed. Det har resulteret i beskeder af nærmest roman-agtig længde til udlejeren.

Hvem vil ikke gerne udleje sin lejlighed til en desperat, pushy og meget velskreven ung kvinde?

Jeg satte min alarm, så jeg kunne se Sister Wives på TLC. For sådan et menneske er jeg åbenbart blevet.

Jeg måtte stå op midt om natten for at skifte sengetøj, fordi jeg kom til at tænke på de tampon-lignende små dyr, og at de kravlede i min seng.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke havde spildt to dage på sofaen foran fjernsynet, fordi jeg havde set dokumentarer. Og dokumentarer bliver man klog af.

Særligt den der om Vogue.

Jeg overvejede ganske seriøst at indlede et forhold til en kvindelige sælger fra Holstebro, for at få hende til at bringe det der drømme magasinstativ til Sjælland under påskuddet om, at vi skulle mødes. Kærlighed eller venskab? What ever gets you here.

LÆS DE ANDRE 11 INDLÆG I KATEGORIEN TEN THINGS

followwho

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #11

Identitet- og telefonbeskedskrise, gråd over reklamer og pæne pinde. Her er ti ting, jeg har gjort i denne uge

Det er lørdag. Måske var du i byen i går? Måske så du en anelse for dybt i tequilaflasken og fik deklareret din kærlighed til ham din søde chef og alle andre på baren? Eller måske er det bare en lortedag, hvor din hjerne fortæller dig, at dine ben er tykke, og at du ikke kan leve uden en stor, fed burger.

Og hvad gør man så?

Man kigger mod sin favoritskribent, der har samlet en liste over ti ting, hun har gjort i denne uge, der burde få dig til at have det bedre med dig selv. For selvom du ikke er den mest pjuskede høne på gården, så er du i det mindste ikke gået i panik over en telefonsvarebesked eller brugt flere minutter på at tale om pæne pinde i skoven.

Måske er der noget i luften, eller måske har jeg blot fået en helt ny portion hormoner, men jeg har brugt uretfærdigt meget tid på at tude over fjernsynsreklamer den sidste tid. Det er blandt andet reklamen for Ronald McDonald huset, der fik mig til stortude (og overføre penge) samt en reklame for et ukendt vaskemiddel med en lille dreng og hans mor. Efterladt er jeg med spørgsmålet: Bliver reklamerne bedre eller jeg blot ældre og mere følelsesladet?

Da min kæreste og jeg var en tur i skoven, afbrød jeg vores snak om bolig med følgende udtalelse: “Shit, det er nogle pæne pinde det der”. Vi brugte efterfølgende en god fem minutter på at snakke om disse, og derefter brugte jeg ti minutter på at reflektere godt og grundigt over mit liv.

Jeg fik en pludselig og fuldstændig altoverskyggende identitetskrise, da jeg skulle til at skrive dette indlæg. Jeg kiggede på mig selv, mine sociale platforme, min garderobe og mit hår og hadede det hele på fuld smadder. Er det ikke bare sådan en dejlig, lille ting, at ens tanker lige kan smide sådan en omgang over dig på ganske få sekunder, og så sidder det i dag resten af dagen? Tak, Sille. Tak.

Jeg oplevede noget nær et angstanfald og samme identitetskrise som nævnt herover i sekundet efter, at jeg lagde på efter at have lagt en voice mail besked. Hvorfor sagde jeg det? For satan, aldrig i historien af telefonbeskeder er der blevet lagt en værre besked end den, du lagde der. Har du aldrig talt med mennesker før? 

Som tiden gik blev beskeden værre og værre i mine tanker, og inden personen ringede tilbage, havde jeg nået at forestille mig, at jeg bare havde lagt en besked, hvor jeg gryntede, råbte “KATTEHAT” og så lagde på.

Jeg fangede mig selv i at grine fuldstændig uhæmmet af en scene i Deadpool, hvor en af de onde håndlangere bliver voldsomt og blodigt splattet ud på et kæmpe vejskilt for derefter at falde ned på midt på vejen. Derefter måtte jeg tage et ordentlig kig på mig selv i spejlet og spørge mig selv, hvad der dog er galt med mig. Og så grinte jeg igen.

Helt seriøst, hvad er der galt?

Jeg var nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved min egen krop, da jeg efter en – bevares, meget, meget lang – gåtur med kære Lilli i barnevogn, måtte ligge på sofaen dagen efter grundet voldsomme vabler og en forstrukket ankel. Er det sådan her, det føles at blive 23?

Jeg har besluttet, at det jeg drømmer om natten for tiden, er så spændende, at jeg må lave store spillefilm om dem alle. Særligt den, hvor jeg er leder af en gruppe af superhelte, og smider ildpigen af vores hold ved at tage hendes magiske læderjakke, spår jeg til at få succes.

Jeg skubbede til en lille pige for at komme tættere på odderne i zoologisk have. Jeg sagde, at det var en uheld, men jeg kan ikke være sikker.

Jeg er begyndt at starte min dag med at råbe uhæmmet af min mail, fordi jeg endnu ikke har fået svar fra alle de lejligheder, jeg har skrevet på. Når alt kommer til alt er det ganske god motion for stemmebåndet og en alternativ solhilsen. Jeg kalder den “fuck dig boligsøgning i København” hilsen.

Jeg underviser forresten i yoga hver tirsdag. Det består hovedsageligt i frustrerede råb og ikke-planlagt lur, når man laver stillinger liggende.

Jeg er begyndt at time mine (mange) natlige toiletbesøg med min overbo. På den måde har jeg noget selskab. Det er så mørkt ude i vores gang…

Er det sådan her, det føles at blive 23?

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHER OG HER 

followwho
Older posts