PUFÆRMER: FORDI LIVET ER FLADT, MEN DET BEHØVER DINE ÆRMER IKKE VÆRE

DEN IRRITERENDE FORNEMMELSE AF AT VÆRE DEN IRRITERENDE LILLESØSTER

img_1614

Er jeg den, de andre ikke vil lege med?

Jeg kan bare ikke ryste fornemmelsen af mig. En fornemmelse der har siddet i mig så længe, jeg kan huske. Jeg ved godt, at det nok bare er mine tanker, der endnu engang leger en ond leg med mig, som var jeg en desperat og liderlig teenageknægt på Crazy Daisy, og mine tanker unge piger, der bare virkelig gerne vil have gratis drinks. Men selvom jeg ved dette, så er den ikke til at komme af med.

Følelsen af, at jeg er den, de andre skal trækkes med.

Den irriterende lillesøster, som ingen rigtig gider have med til at lege Bratz, men de er nødt til det, fordi deres mor har sagt, at de altså skal sørge for, at Rosa-Agnete-Blomsterfrø også kan være med i legen.

Det er den frustrerende fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde irriterer folk omkring mig, at jeg ikke er god nok, at jeg er den laveste i det sociale hieraki. Hende, som de bare ikke orker at skulle spilde en ganske udemærket Bratz dukke på. Du kan være hende med det korte røde hår og tuschstreger i ansigtet. 

A severe case of bad self-esteem, tænker du nok nu. Men højest sandsynligt på dansk, fordi du ikke er en opblæst nar.

Jeg ved det godt. Der er nok faktisk langt højere sandsynlighed for, at det er mine egne usikkerheder, der viser sig, og ikke alle mennesker, jeg nogensinde har mødt i mit liv, der tænker, at jeg er pisse uncool. Bortset fra ham der, der så mig falde på røven over en sodavandsflaske, da jeg som ung teenager skulle spille smart og forsøge at hoppe op på den og smadre den på jorden.

Hvor er det sindssygt, hvordan man kan skabe sin egen fortælling om sig selv, og ligemeget hvor korrekt den er eller ej, så blot adoptere denne fortælling og leve ud fra den resten af sine dage. “Jeg er hende, der ikke rigtig er sej, og som folk faktisk bare synes er voldsomt irriterende”. Købt, betalt, fortalt til sig selv resten af livet.

Det er så den, jeg er nu. I guess.

Det skaber – forståeligt nok – et ganske ekstremt ubehag at gå og tænke, at folk ikke rigtig synes om én. Det er ikke en altoverskyggende følelse, der konstant bringer mig i knæ, men blot en lille pirrende tanke i baghovedet, der til tider kigger frem og driller på sådan en rigtig irriterende måde. Som når dine strømpebukser begynder at klø, når du sidder på stolen i klasselokalet, og du bare ikke kan få det til at stoppe eller tænke på andet.

Gå nu væk, lorte strømpebuksekløen.

Jeg skal overdøve den lille tanke og minde mig selv om, at jeg er fucking sej og værd at lege Bratz med. Ligemeget hvad min fortælling så er gået på før. Måske vil det gøre, at jeg en dag ikke længere hører den. Måske i hvert fald ikke så tit. Og til at hjælpe mig med at overdøve den, kan jeg lytte til de mennesker, der er med til at fortælle mig en anden, bedre, mere sand fortælling om mig selv: min kæreste, mine veninder, min familie og helt fantastiske fremmede mennesker på sociale medier, der åbenbart har større tiltro til mig, end jeg har til mig selv.

Og hvis der endelig er folk, der rent faktisk ikke mener, at jeg er værd at lege med, så køber jeg fandeme bare min egen dukke og hygger mig med den. For det er jeg sej nok til at gøre.

followwho

20 kommentarer

  • Iben

    Jeg har altid haft samme nagende fornemmelse, og som du selv skriver, er det en følelse som er utrolig svær at ryste af sig.
    Jeg har altid følt mig lidt alene med den, så TAK fordi du lige satte ord på mine følelser og fortalte mig, at jeg ikke er alene!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Flotteste, fineste blogindlæg! Så smukt på ord! Har ikke kommenteret i noget tid, da jeg ikke er så vild med Celine, men jeg elsker virkelig de her tekster. Håber du udgiver en lille bog med de her personlige fortællinger om dig selv, synes de er så meget værd! Sort på hvidt men alligevel så kraftfuldt. ELSKER dine ord!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den følelse er du ikke alene omkring – kender den ganske udemærket. Heldigvis ikke så meget mere nu, som tidligere.
    Btw. jeg er crazy med dine formuleringer, det inspirerer mig altid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg tror, at det er en fornemmelse, man kan arbejde meget med, og jeg er sikker på, at det bliver bedre og bedre :)

      Og mange tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Jeg ved bare ikke, hvad der er værst. Dig, der skal leve med følelsen selvom det ikke passer, eller mig der ikke kan undgå at leve med følelsen, fordi det er sandt. Uanset hvor meget jeg prøver at overbevise mig selv om det modsatte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hvor er det forkert skrevet, S. Vi tror begge to, at det er sandt, men det er det ikke.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie Berwald

    Du er ikke alene. Jeg kender også den følelse, som nogengange kommer til at virke større end alt andet. Men det er den i realiteten ikke, den er “kun” inde i hovedet. Omend, det også kan være slemt nok i sig selv.
    Jeg vil bare lige sige, at jeg er en af de fremmede, der har så evigt meget mere tiltro til dig, end hvad jeg fornemmer, du selv har. For mig, at du ikke den irriterende lillesøster – nej, tvært imod er du den seje storesøster man ser op til og prøver urimeligt meget at være ligesom, at efterligne, som et slags idol og forbillede. Jeg stræber efter at lege med dig og dine Bratz dukker, også selvom jeg kun må være hende med tusch i hovedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hold kæft, hvor blev jeg glad for denne kommentar. Sådan helt igennem lykkelig. TAK! Hvor er jeg beæret, at du tænker sådan om mig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asta

    Årh hvor kan jeg relatere til det.. Jeg VED jo godt, at jeg er god nok og har en værdi, men nogle gange er den der nagende følelse af, om folk mon kun er sammen med mig, fordi de føler sig forpligtede bare altoverskyggende. Godt inslæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Klara

    Jeg har lyst til at give dig en krammer. Kan sagtens sætte mig ind i dine tanker – men du er helt sikkert ikke den irriterende lillesøster! Det var rigtig fint skrevet. I feel U Girl.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Det er et sindssygt godt indlæg, du har lavet, og, tror jeg, en meget genkendelig følelse hos rigtig mange! Dog har jeg selv fundet ud af, at følelsen af at være “den irriterende lillesøster”er bestemt af, hvilke mennesker jeg omgiver mig med. Det er altså ikke en konstant følelse, jeg har. Derimod forsvinder den som dug for solen, når jeg er sammen med nogle mennesker, mens den forstærkes iblandt andre. Og så handler det i bund og grund bare om at være mest muligt i de relationer, der ikke giver én en ubehagelig følelse, hvis det giver mening :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er en virkelig virkelig god pointe, Amanda. Det er faktisk sindssygt interessant, det du skriver. Jeg tror, at du har fuldstændig ret. Jeg kender selv til følelsen af, at der er visse personer, der kan forstærke denne følelse i mig. Tak for at sætte nogle tanker i gang hos mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Åh Sille, spot on (as always). Har også altid tænkt sådan- det tror jeg desværre at alt for mange mennesker gør. Heldigvis er jeg blevet bedre til, at minde mig selv om, at jeg faktisk er en helt okay bratz-dukke. Og hvis andre ikke synes det, sp er det deres helt eget problem. (Lyder virkelig selvsikker og klog ligenu- bare rolig, om 10 minutter har jeg igen et breakdown, hvor jeg tænker jeg er den grimme, trælse bratz)…. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Uhh, så rigtigt, godt og fint skrevet!! Rigtig dejligt du får sat ord på det og får det ud i verden, når det ellers kan føles så skamfuldt, så det er noget man går (og føler sig) meget alene med.
    Min mor kom forleden hjem efter et foredrag med en psykolog, omhandlende sociale medier, som havde en teori om at mennesket har to jeg’er: det rigtige-jeg og det ønske-jeg. hvilket fik mig til at tænke, at man også har et tredje jeg, præcis som du beskriver det: den fortælling vi fortæller os selv vi er. højst sandsynligt formet af en følelse man havde som barn som har fulgt en siden, som sidenhen har dannet en dyb og fast forestilling i hovedet om at man er den irriterende, lettere kikset LILLEsøster. Lille med stort, fordi man vil altid være og føle sig lille. Vi har det jeg som andre oplever os, det jeg vi ønsker os til og det jeg som man selv oplever sig.
    Rigtig godt indlæg. Stort kram herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er virkelig interessante tanker, du sætter ord på det, og jeg føler mig meget meget enig med dig omkring det tredje jeg. Det er faktisk den perfekte beskrivelse af det, som jeg forsøger at skrive. TAK!

      Og også stort kram herfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

PUFÆRMER: FORDI LIVET ER FLADT, MEN DET BEHØVER DINE ÆRMER IKKE VÆRE