Welcome Home, Honey

Fashion Envy And The Green Monster

Frø-emojien repræsenterer i mange lande modemisundelsesmonsteret

Jeg forsøger at dirigere min misundelse til to punkter her i livet: Mod folk, der har små hunde, som jeg ikke kan tage med hjem, og mod min veninde Anne, der kan spise lige så meget ost, som hun vil, uden det sætter sig på hendes hofter.

Ellers synes jeg egentlig, at jeg er god til at møde eventuelle misundelsesfremkaldende situationer med en inspirationstilgang i stedet for en; ”hvis jeg nu kører hende ned, mon jeg så kan nå at stjæle hendes hund og hendes Folk and Frame solbriller, inden hun rejser sig op på cyklen igen?”-tilgang.

Men det er som om, at jeg i de seneste dage har haft svært ved at tage denne bestræbelsesværdige high road, hvor jeg screenshotter et billede af hendes smukke outfit til min inspirationsmappe i stedet for at ønske hende et mere eller mindre voldsomt styrt på cyklen, så jeg kan nå at stjæle dette førnævnte smukke outfit.

Spoiler alert: Jeg er blevet et stort, grønt modemisundelses monster.

Hvor det er kommet fra, ved jeg ikke. Det kom bag på mig, som da jeg pludselig havde taget fire kg på igen efter en måned hjemme hos mor og far. Hvem kunne have vidst, at OREO is til natmad og ost til morgenmad ikke resulterer i en bibeholdelse af slank figur? (Damn you, Anne).

Og ligesom med tallet på badevægten blev jeg forleden ganske overrasket, da jeg vejede vægten af min egen person, og pludselig blev mødt af fire kg ekstra misundelse.

Jeg mistænker osten og isen for at være de store syndere i mysteriet om den større røv, men jeg har endnu ikke løst gåden om den større modemisundelse.

Er det mon, fordi jeg er broke of my ass? Er der bare flere fede silkenederdele og Balenciaga skjorter i omløb? Er det resultat af en kedelig og tom garderobe herhjemme? Eller er jeg simpelthen bare blevet et dårligere menneske?

The grinch of fashion.

I stedet for at møde mine veninders fantastiske looks med anerkendelse og en mental snap til gemmebogen markeret ”skab noget lignende selv”, så bliver jeg i stedet frustreret over, at jeg ikke selv er indehaver af: 1. Disse items. 2. Evnen til at sammensætte dem på den måde. Og selvom mine læber måske siger: For satan, hvor ser du bare godt ud! Så mener jeg i virkeligheden: For satan, hvor er jeg ærgerlig over, at det der look ikke er mit.

There, I said it, venindeflok. Jeg bærer nu officielt det grønne modemonster på ydersiden af mit ærme (et ærme, som jeg meget hellere så var mønstret og fra Proenza Schouler).

Det irriterer mig, at jeg føler sådan. Det er ikke en person, jeg har lyst til at være. For det er ikke kønt, og som vi vist nu har konkluderet, så vil jeg bare virkelig gerne være køn.

Måske er det en byrde, jeg må acceptere for en stund – endnu en uheldig sideeffect af, at jeg måske ikke lige føler mig som den fedeste version af mig selv for tiden. Jeg må slå mig selv over fingrene, når det grønne modemonster titter forbi, og i stedet minde mig selv om, at jeg ikke behøver at
være misundelig på alle de andre: Jeg er nemlig ret misundelsesværdig selv.

(Særligt, hvis jeg kunne iklæde mig de der vintage Levi’s jeans og Monse kjolen).

followwho

2 kommentarer

  • Josefine

    Hej Sille!
    Har et random spørgsmål som slet ikke er relateret til dette indlæg (som forresten er så godt!). Jeg tænkte på om du på noget tidspunkt i din ’sundshedsrejse’ overvejede at spise 100 procent plantebaseret? :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Welcome Home, Honey