TOGET TIL VOKSENLIVET ER FORSINKET MED *UBESTEMT TID*

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #13

Du er måske ikke den mest fluffy påskekylling i kurven, men derfor vil jeg stadig gøre mit bedste for at hæve dit humør

Så gik der syv lange dage siden, I fik glæden af Whos magiske fingre og forunderlige sind. Og I spørger jer selv: Hvordan overlevede jeg? Ærlig talt, så ved jeg det ikke. Måske kiggede du lidt dybt i snapsen? Måske søgte du ugennemtænkt støtte i en ekskærestes favn, som du virkelig ikke burde have besøgt? Det vigtige er, at du overlevede.

(Men really: That guy? Har du ikke en lidt dårlig smag i munden nu?).

For at tilbyde en offergave for at forsøge at lappe vores forhold, vil jeg nu forsøge at hæve dit humør, der – fuldstændig unægteligt – ligger nærmere “Britney 2007” end “virkelig mange likes på mit selfie” på spekteret, fordi vi har været fra hinanden. Måske blev du lidt for fuld til familiepåskefrokosten. Måske har du ikke været i bad siden i tirsdag. Men i det mindste har du ikke fået et foruroligende forhold til din kat eller skrevet testamente, fordi du ikke kunne formulere en ordentlig metafor.

Her er ti ting, jeg har gjort i denne uge, der burde få dig til at få det bedre med dig selv.

Jeg har fået et bekymrende tæt forhold til min kat. Bevares, jeg har da altid synes, at hun var et cool bekendtskab, men efter at være rykket hjem til mine forældre er vores forhold blevet… mere end venskabeligt. Jeg kan nu officielt bære titlen som: Hende der kvinden, der har en telefon fuld af billeder af sin kat (se herunder for beviser). Er det nøjagtig de samme billeder alle sammen? Ja. Sender jeg dem rundt til familie og kæreste? You bet yeah. Er der nogen, der giver en fuck for dine kattebilleder? Nope.

Er hun den bedste mis i verden? Fuck ja.

Jeg er begyndt at hente min kat, når hun ligger andre steder. “Kom her, nu skal du kæles, mors pige. Og du har intet valg”. Ja, det siger jeg til hende.

Ja, jeg skal virkelig have fundet mig en lejlighed.

Da jeg forleden vågnede med bankende hovedpine og skulle hente min kæreste i en bankende brandert fra toget midt om natten (hans bankende brandert, ikke min), begyndte jeg pludselig at lægge mærke til, at jeg ikke rigtig kunne formulere beskeder så hurtigt som normalt, og at jeg ikke rigtig fik sagt de ord, som jeg gerne ville, men i stedet fik sagt nogle andre helt uhæmmet (grint i stedet for hørt, kæreste i stedet for været). Og hvad der højest sandsynligt var træthed, stress og sukkeroverdosis endte selvfølgelig ud i testamenteskrivning og en forsikring til familie om, at det højest sandsynlig var sidste dag, de ville se mig. Det gik også her op for mig, at det ikke er døden, jeg frygter allermest, men en pludselig manglende evne til at formulere tekster og sætninger.

Og som jeg sidder her klokken fem om morgenen, stadig ør i hovedet efter de sidste to dages hovedpine, overanalyserer jeg hver en slåfejl, for det kunne jo være tegn på, at pesten snart tog sit endelige greb i mig. Jeg vil begraves med en prætentiøs metafor skrevet på min gravsten, der repræsenterer livets finurlighed igennem højhælede sko.

Jeg købte mig selv en kage forleden, da jeg præsenterede følgende hypotese for min veninde: Du ved, når kvinder klipper pandehår for, at der skal ske noget nyt, fordi det er det mest håndgribelige (og ugennemtænkte), man kan gøre, når kæresten lige er skredet og det hele føles mærkeligt? Jeg tror også, at livet fra tid til anden klipper pandehår. Jeg vil her være så fræk at kalde det pandehårsperioder. Perioder, hvor der måske sker nogle ugennemtænkte og kiksede ting, perioder, hvor det hele vender op og ned, hvor der sker store forandringer.

Det er bare livet, der klipper pandehår.

Jeg var stolt af mig selv resten af dagen, og jeg er netop nu igang med at formulere teksten “Pandehår: et dårligt valg eller livets vinterpels?” Kommer til en skærm nær jer.

Jeg har spist så meget crap de sidste par uger, at det er utroligt, at jeg ikke er død af fritureoverdosis for lang tid siden. Jeg har retfærdiggjort det med, at jeg var stresset, ikke havde behov for at tænke på noget så uoverskueligt som grøntsager, og at man da ikke hverken dør eller får store lår af at par ugers madorgie. Men som jeg mærker min krop falde fra hinanden, mit søvnniveau stige med cirka 87% og min generelle mentale tilstand deteriorate, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Burde jeg måske bytte disse ti Knoppers ud med en gulerod? Og burde jeg måske lade være med at tolke hvert et lille kropsligt tegn som pest og/eller kolera?

Jeg har lige spist en Knoppers til. Jeg har stadig syv liggende ved siden af min seng.

Jeg fik så stort et mental breakdown bag rattet forleden, at jeg måtte holde ind for, at kunne tude færdigt. Det var vist noget med en lejlighed, en flyttet kæreste og en sørgelig sang i radioen, men da jeg per automatik satte vinduesviskerne igang for at kunne se bedre, besluttede jeg mig at tage mit liv op til revision. Igen.

Jeg har per nuværende tidspunkt ikke skiftet tøj i en uge. Jeg kan ikke rigtig komme til i papkasserne. Så jeg har to looks: Hættetrøje og træningsbukser eller nøgen. Og når jeg siger, at jeg ikke har skiftet tøj i en uge, så mener jeg, at jeg ikke har skiftet noget tøj i en uge.

Jeg har boet i den yderste provins i en uge, og jeg er officielt begyndt at kigge ud af vinduet, når jeg kan høre en bil køre forbi efter mørkets frembud. Ring til politiet! Det kan kun være de der unge tyveknægte, der bevæger sig ud efter 19.30.

Og ja, det bliver åbenbart – helt exceptionelt – mørkt i provinsen klokken 19.30. Just, okay…. ?

Det har taget mig tyve minutter, at skrive dette indlæg, og det eneste jeg kan tænke på er, hvor meget jeg savner min kat. Get ready, Thilde – du skal voldkæles.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHERHERHERHERHERHERHERHER OG HER

followwho

8 kommentarer

  • Louise

    Kat! Jeg har også kælet med en kat de sidste par dage. Dog ikke min. Og det er jeg mega ked af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Kan i høj grad relatere til det med katten. Men det er der ikke noget galt i.. tror jeg.
    Måske lidt farligt når jeg kun er 16 ! haha, hovsa

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hvor er mine kattesnaps?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    SILLE, jeg elsker din blog. Jeg tror seriøst på dig, og jeg ved, at alt du drømmer om nok skal lykkedes. Du er super sej og du skriver sjovt og fængende! Jeg kan relatere til det skide pandehår, kattebillederne, dine livsbekymringer – fedt. god dag :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hold kæft, hvor er det bare skide sødt skrevet af dig. Tusind, tusind, tusind tak, sødeste Sofie!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TOGET TIL VOKSENLIVET ER FORSINKET MED *UBESTEMT TID*