• SilleWho?
  • Fashionpolish
  • Nouvelle
  • This Way by Pallesen
  • ···
IS NEW YEARS EVE A METAPHOR FOR ALL I AM DOING WRONG?

FEEL BAD ABOUT YOURSELF? HERE’S TEN THINGS I DID THIS WEEK #4

Føler du dig som lort efter lørdagens fest? Mit nytårsforsæt er at få dig til at have det bedre. Det gør jeg med historier om burgerfrygt, dåselatter og eftertoiletbesøgsvejninger

Det er mandag. Den første mandag i 2017. Dine andendagstømmermænd overskygges kun af dine moralske skrubler ved at have flashet din nabo i lørdags og den pinlige erkendelse af, at dit løfte til dig selv om at “leve pisse sundt i 2017 og det der” allerede er smidt i skraldespanden sammen med pizzabakken, Burger King posen og planen om at komme op på det der mave-balle-lår hold, der løb af stablen i går.

Men bare rolig.

Hvor andre har indledt 2017 med nytårsforsæt om at tabe sig, få nyt arbejde eller bruge mere tid med deres børn, har jeg ene og alene et nytårsforsæt, der lyder på, at jeg skal have jer til at have det bedre med jer selv. Og da jeg desværre ikke kan overtage kvalmen fra tequilaen eller tage den akavede samtale med Hr. Hansen inde fra 3B, må jeg søge andetsteds for at finde nøglen til jeres snarlige optursfølelse.

Og jeg har fundet den.

For selvom jeg muligvis ikke kan gøre jer til federe mennesker, så kan jeg i det mindste fremhæve størrelsen på min fedhed… hvilken er overraskende lille. Så kig jer selv i spejlet og varm jer ved, at selvom du brækkede dig i din bedste venindes potteplante og ikke sagde det til hende, så har du i det mindste ikke skreget af en McDonalds medarbejder, fordi du blev så bange over deres pludselige tilstedeværelse inde i højtaleren.

Forleden aften gik jeg og mit liv i stå, da jeg fik fokuseret på – og dernæst panikkede over – hvor ganske grotesk og mærkværdigt det egentlig er, at der er sat falske grin på amerikanske serier. Tag eksempelvis Venner og How I Met Your Mother: Jeg har alle dage været opmærksom på den evige dåselatter, men da jeg rigtigt fik tænkt over, hvor fuldstændig absurd det egentlig er, at vi sådan skal have falske grin til at fortælle os, hvornår vi skal grine, endte jeg med at sidde og stirre ind i skærmen i en god halv time og måtte til sidst slukke. Det resulterede i, at jeg skrev en dyb note til mig selv omkring vores svage sind og de moderne mediers påvirkning af dette.

Og så tændte jeg for serien igen.

Jeg fik skreget af en stakkels McDonalds medarbejder, da jeg var i drive in den anden dag. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig blev så chokeret over systemet – for jeg må erkende, at det ikke er min første gang – men hendes venlige stemme igennem højtaleren satte åbenbart et eller andet igang i mig, og jeg var næsten for rystet til at bestille min store cheeseburger menu og chili cheese tops.

Næsten.

Jeg voldgræd fuldstændig uhæmmet foran en fremmed, da jeg var til kropsbehandling forleden. Jeg måtte efterfølgende tørre mine ører, fordi jeg havde så mange tårer dernede. Da jeg var færdig med at græde uhæmmet, skiftede jeg over til at kramme ham uhæmmet, og jeg venter pt. på, at han sender en mail om, at der er sket et eller andet uforudset, så jeg ikke kan komme tilbage på onsdag.

Bitch be crazy. 

Jeg fik ustyrlig blodnæse i morges, fordi jeg lå med hovedet ud over sengen og scrollede igennem Instagram alt for længe.

Jeg lukkede ikke Instagram ned, da jeg løb ud for at stoppe blødningen. Det resulterede i en blodig skærm og en lang revurdering af mine prioriteter.

Jeg åbnede mine bukser cirka syv minutter efter, at jeg var kommet til nytårsmiddagen. Bh’en blev på til klokken ti, og da jeg smed den var det hverken grundet høj promille eller promiskuitet – det var grundet pressede patter og sved lige der imellem dellerne under.

Jeg sad i går oven på vasketøjsbunken i vores vasketøjskurv, som var det en kuffert, der ikke kunne lukke. Det lykkedes mig at få presset den overdimensionerede bunke af tøj ned længe nok til, at jeg kunne få låget på, der nu balancerer ekstremt usikkert på toppen, som var det mig og min balancering igennem livet, regninger og valget imellem at give op og flytte til Maldiverne eller fortsætte jobsøgningen.

Lad være med at gå for tungt her forbi, skat. Hvis låget falder af, bliver jeg mødt af de pligter, som jeg så desperat forsøger at undgå. 

Næste skridt: Løs problemet med ikke-eksisterende rent undertøj at tage på. Løsningsforslag: Drop førnævnte underbukser.

Jeg faldt i søvn med et halvtygget stykke chokolade i munden forleden. Til mit forsvar var det en virkelig dyr og fin chokolade. Jeg er jo ikke sådan en utjekket fattigrøv.

Jeg vejede mig før og efter, at jeg havde været på toilettet, og var ganske imponeret over resultatet.

Jeg har lige brugt et overraskende højt beløb på billige klistermærker, som jeg kunne klistre dem på min nye optimismenotesbog. Jeg er nemlig overbevist om, at hvis min notesbog formidler min optimistisk forhåbning om, at dette år bliver pisse fedt, så skal det nok ske! Og jeg synes selv, at de påklistrede cupcakes leder tankerne ganske langt væk fra antidepressiv medicin, katastrofetanker og røveksem.

A new year a new me! (Se bevis HER)

Jeg har netop afmeldt mig fra alle de fitnesshold, jeg havde tilmeldt mig i denne uge, hvor jeg “skulle starte det nye år godt ud”. Derudover byttede jeg i går den planlagte kålsalat ud med en kæmpe Whopper. Hvori der dog – til mit forsvar – også var grøntsager. Jeg overvejer dog at melde mig til yoga i morgen, så jeg kan få noget fred til at tænke over, hvordan jeg egentlig har det med den dåselatter der.

LÆS MINE TIDLIGERE TEN THINGS I DID INDLÆG HERHER OG HER

followwho

10 kommentarer

  • Maria

    Jeg elsker elsker elsker de her indlæg, jeg håber de bliver en fast del af din blog. For det er simpelthen det sjoveste!
    Tak sille!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Hej Maria,

      Jeg er glad for, at du kan lide dem :) De kommer til at være et fast indslag hver mandag!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så fantastisk godt og sjovt et indlæg, og jeg har flere gange taget mig selv i at nikke genkendende til flere punkter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Engang i engelsk så vi et afsnit af Friends uden dåselatter og det var så cringe. Ikke fordi folk ikke synes ting var sjove, men fordi der nærmest var ekstra pres på at hvis man ikke synes det var sjovt gjorde man det bare mere akavet. Dåselatter er skidetræls men letter faktisk noget af trykket!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Jeg er 100% sikker på, at der er noget psykologisk ved den dåselatter. Men er det ikke ret mærkeligt at tænke på, at vi sidder og hører andre grine? Det var mere det, der fuckede mig op :D :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna-Rozalina G. E. Aaquist

    Jeg ELSKER dig Sille!
    Du er skøn, ærlig, sjov, fabelagtig og helt igennem dejlig!
    TAK for dig og tak for dine indlæg, jeg nyder dem hver eneste dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Det er simpelthen mig, der takker. Jeg er rigtig glad for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak altså!
    Verdens bedste nytårsforsæt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

IS NEW YEARS EVE A METAPHOR FOR ALL I AM DOING WRONG?