YOU SHOULD REALLY TAKE THE TIME TO THROW AWAY THAT FUCKING BOX

FORTÆLLINGERNE UDEN DEN LYKKELIGE SLUTNING

ikke-navngivet-1-kopierMangler vi fortællinger uden slutning?

På damebladenes sprøde sider kan vi læse historier om stærke kvinder, der kom sig igennem de hårdeste tider i deres liv. Fødselsdepression. Angst. Skilsmisser. Arbejdsløshed. Selvhad. Alt sammen blandet sammen med redaktionens dyre julegaveønsker og fem måder at smide fem kilo på fem dage. Jeg er fanatisk forelsket i brugen af det skrevne medie til at berøre de allersværeste ting her i livet. Bogstavernes omfavnelse af vores til tider skrøbelige sind.

Men er disse færdigskrevne historier med en lykkelig slutning og den understregede lektie om, at vi alle sammen nok skal klare os, blot en dråbe i det overfyldte vinglas for dem, der sidder i lorten lige nu? Dem, der ikke har nået den lykkelige slutning?

Har vi ikke nok tekster, der omhandler hvad jeg har gået igennem? Har vi nu brug for dem, der fortæller det her går jeg igennem lige nu? 

Tanken kommer som følge af en pointe, jeg hørte i en podcast. Spoiler alert: Der bor ingen originale tanker her hos mig. Og den fascinerede mig enormt. Jeg har nemlig selv siddet med den desperate trang til at finde noget, der kunne dulme min smerte: søvn, medicin, tekster fra andre individer, der har siddet i samme hul. Men det var som om, at fortællingerne ikke gjorde det store – blot et lille, halvvådt plaster på et stort blødende sår – for nede i hullet kommer lykkelige slutninger ikke igennem mørket. De kan rettere virke som en fjern og uopnåelig fremtid.

Teksterne skal være der. Selvfølgelig skal vi høre de inspirerende fortællinger om svære kampe og den efterfølgende forløsning. Det inspirerer os, giver os mod og viser os de gode sider. Men måske er der også fortællinger, der er ligeså vigtige? Fortællinger uden en slutning. Fortællinger, der portrætterer smerten i sin allerreneste form. Sin allermest nu form.

Men det kan godt være, at fortællinger uden en ende ikke er vildt veltilpasset til hverken dameblade eller blogindlæg.

Jeg er ufatteligt fascineret af kvinder, der på Instagram eller andre platforme deler deres kampe in real time. Det er muligvis et fænomen, der kritiseres af professorer og modstandere af fast journalism, som værende alt, hvad der er galt med nutidens ugennemtænkte medier, men for mig er der en sårbarhed og en ærlighed over det, som rammer mig lige i mit skrøbelige hjerte.

Kvinder indlagt for fødselsdepression. Hende, der går igennem skilsmisse. Hende, der lader os følge med i hendes kamp for at komme sig over sin spiseforstyrrelse. Reality fjernsyn for alle os, der kæmper.

Er det min egen beskidte lyst til at dyrke andres smerte og få en kammerat i krigen mod selvbilledet? Muligvis. Jeg er ikke et af Guds bedste børn, så det er sikkert dette, der ligger til grund for det. Eller også er det blot en ganske naturlig trang til at føle, at man ikke er alene. At det er OK, at man ikke har opnået sin egen lykkelige slutning endnu. At der rent faktisk sidder folk derude, der har det på samme måde.

I virkeligheden er jeg nok bare fortaler for ærlighed. På alle stadier i sit liv, og ikke blot når der er mulighed for at sige: Jo, jeg havde det faktisk rigtig skidt, men nu har jeg det fedt! Nej, også når sidste del endnu ikke er opnået. Men det er svært at være ærlig. Særligt når man sidder i det allermørkeste mørke. Det er pisse svært at være åben om det, vi måske skammer os så meget over.

Men måske er det netop derfor, vi skal være det?

Fordi der sidder andre derude, der skammer sig, som har ondt og som har brug for at høre, hvad du går igennem lige nu. Og ikke bare det, du allerede har overvundet. Selvom jeg også gerne vil høre det. Virkelig gerne.

followwho

4 kommentarer

  • Line

    Åh hvor har du bare ret! Selvom jeg også synes det er rart med historier, der viser at personen kom igennem på den anden side, så man kan se der er håb når man selv står i en røv-situation, så mangler der altså lige netop de historier, der fortælles når alt stadig er lort. For jeg tror at de historier hjælper os lige så meget og de kan netop fortælle os at vi ikke er alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Kære Sille

    Tak for en oplysende og indsigtsfuld blog – man kan jo næsten sige, at dine indlæg repræsenterer det “nu”, du omtaler og efterspørger.
    Du har lidt samme pointe, som Svend Brinkmann, som forkaster fx biografiske historier, hvor pointen oftest er SE MIG, SÅDAN KOM JEG UD PÅ DEN ANDEN SIDE, GØR SOM MIG. Skønlitteratur er i sig selv lindrende og behøver nødvendigvis ikke indeholde svar. Men netop det, at den dyrker følelser og tilstande mere end løsninger, og på den måde forsøger at tilbyde en erkendelse af det menneskelige, gør den til den bedste medicin i verden. For så føler man sig nemlig ikke alene <3

    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sillewho

      Kære Kristina,

      Mange tak for en gennemtænkt og indsigtsfuld kommentar.

      Det var en meget bedre formuleret version af det, jeg forsøgte at sige med mit indlæg :)

      TAK!

      Mange kram.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

YOU SHOULD REALLY TAKE THE TIME TO THROW AWAY THAT FUCKING BOX